Prevod
Zdaj vam bom povedal zgodbo o sreči. Srečo poznamo vsi: nekateri jo srečujejo leto za letom, drugi le v posameznih letih, kakšen dan; da, najdejo se celo ljudje, ki jo v vsem življenju srečajo enkrat samkrat, a srečamo jo prav vsi.
Ni mi treba pripovedovati, saj to ve vsakdo, da ljubi Bog pošlje otročička in ga položi materi v naročje — naj bo v bogatem gradu ali v premožni hiši, pa tudi na odprtem polju, kjer piha mrzel veter. Vendar morda ne ve vsakdo, čeprav je tudi to res, da ljubi Bog, ko prinese otroka, prinese zanj tudi dar sreče; le da ga ne položi kar na očeh tik obenj. Položi ga nekam na svet, kjer bi ga človek najmanj pričakoval, pa vendar ga vselej najde; in to je tisto veselo. Lahko ga položi v jabolko; tako je bilo pri učenjaku po imenu Newton: jabolko je padlo z drevesa in tako je našel svojo srečo. Če te zgodbe ne poznaš, prosi koga, ki jo pozna, naj ti jo pove; jaz imam povedati drugo zgodbo, in ta govori o hruški.
Živel je reven mož, ki se je rodil v revščini, v revščini odraščal in se v revščini tudi oženil. Po poklicu je bil sicer strugar in je izdeloval predvsem ročaje in obročke za dežnike; a komaj se je prebijal iz dneva v dan.
»Nikoli ne bom našel sreče!« je govoril. Ta zgodba se je zares zgodila in lahko bi povedali, v kateri deželi in v katerem kraju je mož živel, vendar to zdaj ni pomembno.
Rdeče, kisle jerebikove jagode so kakor najrazkošnejši okras krasile okolico njegove hiše in vrta. Na vrtu je rasla tudi hruška, vendar ni obrodila niti ene same hruške, pa vendar je bila prav v tem drevesu skrita sreča, skrita v nevidnih hruškah.
Neko noč je divjal strašen vihar; v časopisih so poročali, da je veliko poštno kočijo dvignil s ceste in jo zalučal proč kakor cunjo. Prav lahko je torej odlomil tudi veliko vejo s hruške.
Vejo so odnesli v delavnico in mož je iz nje za šalo izstružil veliko hruško, nato še eno veliko, potem manjšo in nazadnje nekaj čisto majhnih. Drevo mora vendar enkrat obroditi hruške, je rekel in jih dal otrokom, da bi se z njimi igrali.
V deževni deželi sodi dežnik med življenjske potrebščine. Vsa družina je imela enega samega za skupno rabo; če je veter premočno zapihal, se je dežnik obrnil navzven, nekajkrat se je celo polomil, toda mož ga je vselej nemudoma popravil. Najbolj nadležno pa je bilo, da se je gumb, ki naj bi ga držal skupaj, kadar je bil zložen, vse prepogosto odtrgal ali pa se je obroček, ki so ga nataknili nanj, prelomil.
Nekega dne se je gumb spet odtrgal; mož ga je iskal po tleh in pri tem pobral eno najmanjših izstruženih hruškic, eno tistih, ki jih je dal otrokom za igro.
»Gumba ni nikjer!« je rekel mož. »Toda tale stvarca bo najbrž prav tako uporabna!« Vanjo je izvrtal luknjo, skoznjo potegnil vrvico in hruškica se je lepo zataknila v prelomljeni obroček. Zares, dežnika še nikoli ni nič tako dobro držalo skupaj.
Ko je moral mož naslednje leto poslati ročaje za dežnike v prestolnico, kamor je dobavljal tovrstno blago, je priložil tudi nekaj izstruženih lesenih hruškic s polovičnim obročkom in prosil, naj jih preizkusijo. Tako so prišle v Ameriko. Tam so kmalu ugotovili, da hruškica drži veliko bolje kot kateri koli drug gumb, in od trgovca so zdaj zahtevali, naj se vsi dežniki, ki jih bo odtlej pošiljal, zapenjajo s hruškico.
No, zdaj je bilo dela na pretek! Na tisoče hrušk! Lesene hruške na vseh dežnikih! Mož je moral pošteno prijeti za delo. Stružil je in stružil. Vse hruškovo drevo se je spremenilo v drobne lesene hruške! Te so prinašale šilinge, prinašale so tolarje!
»V tej hruški je bila skrita moja sreča!« je rekel mož. Zdaj je imel veliko delavnico s pomočniki in vajenci. Vedno je bil dobre volje in je govoril: »Sreča se lahko skriva v paličici!«
Tako pravim tudi jaz, ki pripovedujem to zgodbo. Znani rek pravi: »Vzemi belo paličico v usta, pa boš neviden!« Toda to mora biti prava paličica, tista, ki nam jo ljubi Bog podari v dar sreče. Jaz sem jo dobil in tudi jaz lahko kakor tisti mož pridobivam žvenketajoče zlato, bleščeče zlato, najboljše od vsega: tisto, ki se lesketa v otroških očeh, tisto, ki zveni iz otroških ust, pa tudi iz ust očeta in matere. Berejo zgodbe in jaz stojim sredi njihove sobe, vendar neviden, saj imam v ustih belo paličico; in ko začutim, da jih veseli, kar pripovedujem, tedaj tudi jaz rečem: sreča se lahko skriva v paličici!
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Nu skal jeg fortælle en historie om lykken. Vi kender alle sammen lykken: Nogle ser den år ud, år ind, andre kun i visse åringer, på en enkelt dag, ja, der gives de mennesker, som kun én eneste gang i deres liv ser den, men ser den gør vi alle.
Nu behøver jeg ikke at fortælle, for det ved enhver, at Vorherre sender det lille barn og lægger det i en moders skød, - det kan være i det rige slot og i den velhavende stue, men også på åben mark, hvor den kolde vind blæser; dog enhver ved nok ikke, og vist er det alligevel, at Vorherre, idet han bringer barnet, også bringer en lykkegave til det, men den lægges ikke åbenlyst lige ved siden af; den lægges et sted i verden, hvor man mindst tænker på at finde den, og dog findes den altid; det er det glædelige. Den kan være lagt i et æble; det var den for en lærd mand, som hed Newton: Æblet drattede, og så fandt han sin lykke. Kender du ikke historien, så bed dem om at fortælle den, som kan den; jeg har en anden historie at fortælle, og det er en historie om en pære.
Der var en stakkels mand, som var født i armod, groet op i armod, og på den havde han giftet sig. Han var forresten drejer af profession og drejede især paraplyskafter og paraplyringe; men han havde det næppe fra hånden i munden.
"Jeg finder aldrig lykken!" sagde han. Det er en virkelig oplevet historie, og man kan nævne landet og stedet, hvor manden boede, men det er nu det samme.
De røde, sure rønnebær voksede som den rigeste pynt omkring hans hus og have. I den var dog også et pæretræ, men det bar ikke en eneste pære, og dog var lykken lagt i dette pæretræ, lagt i de usynlige pærer.
En nat stormede vinden ganske forfærdeligt; man fortalte i aviserne, at den store diligence blev af stormen løftet op fra vejen og kastet hen som en klud. Sagtens kunne da en stor gren blive knækket af pæretræet.
Grenen blev lagt ind i værkstedet, og manden drejede, i spøg, af den en stor pære og så nok en stor, derpå en mindre og så nogle ganske små.
Træet måtte dog engang sætte pærer, sagde manden, og så gav han dem til børnene at lege med.
Til livets nødvendighed i et vådt land hører nu rigtignok en paraply. Hele huset havde til fælles brug kun én; blæste vinden for stærkt, så vendte paraplyen sig, ja den knækkede endogså et par gange, men manden satte den straks i god stand igen; dog ærgerligst var det, at knappen, der skulle holde den sammen, når den var slået ned, alt for tit sprang af, eller ringen, der blev sat om den, gik itu.
En dag sprang knappen; manden søgte efter den på gulvet og fik der fat i en af de allermindste drejede småpærer, en af dem, børnene havde fået til at lege med.
"Knappen er ikke til at finde!" sagde manden, "men den lille ting kan nok gøre samme gavn!" Så borede han et hul i den, trak en lidse igennem, og den lille pære sluttede godt i den knækkede ring. Det var sandelig den allerbedste sammenholder, paraplyen endnu havde haft.
Da manden næste år skulle sende paraplyskafter til hovedstaden, hvor han leverede den slags, sendte han også et par af de drejede små træpærer med en halv ring om, og bad om, at de måtte prøves, og således kom de til Amerika. Der mærkede man snart, at den lille pære holdt langt bedre end nogen anden knap, og nu forlangte man af købmanden, at alle paraplyer, som fulgte efter, skulle lukkes med en lille pære.
Nå, der blev noget at bestille! Pærer i tusindvis! Træpærer på alle paraplyer! Manden måtte tage fat. Han drejede og drejede. Hele pæretræet gik op i de små træpærer! Det gav skillinger, det gav dalere!
"I det pæretræ var min lykke lagt!" sagde manden. Han fik nu et stort værksted med svende og drenge. Altid var han i godt humør og sagde: "Lykken kan ligge i en pind!"
Det siger også jeg, som fortæller historien.
Man har den talemåde: "Tag en hvid pind i munden, så er du usynlig!" men det må da være den rigtige pind, den, som gives os i lykkegave af Vorherre. Den fik jeg, og jeg kan også ligesom manden hente klingende guld, blinkende guld, det allerbedste, det, der blinker fra barneøjne, det, der klinger fra barnemund, og fra fader og moder med. De læser historierne, og jeg står midt i stuen hos dem, men usynlig, thi jeg har den hvide pind i munden; fornemmer jeg nu, at de er glade ved hvad jeg fortæller, ja, så siger jeg også: Lykken kan ligge i en pind!
