Prevod
Nekoč je živel kralj, ki je ovdovel. Po kraljici mu je ostala hči, tako dobra in tako lepa, da boljše in lepše ni bilo na svetu. Dolgo je žaloval za kraljico, ki jo je imel zelo rad, nazadnje pa se je naveličal samotnega življenja in se poročil z ovdovelo kraljico, ki je prav tako imela hčer; toda ta je bila prav tako grda in hudobna, kakor je bila njegova hči dobra in lepa.
Mačeha in njena hči sta kraljični zavidali njeno lepoto, toda dokler je bil kralj doma, ji nista upali ničesar storiti, saj jo je imel zelo rad.
Čez nekaj časa se je kralj zapletel v vojno z drugim kraljem in odšel na vojno. Kraljica je menila, da lahko zdaj počne, kar jo je volja, zato je kraljično stradala in pretepala ter jo preganjala iz kota v kot. Nazadnje se ji je zdelo, da je zanjo še vse predobro, in jo je poslala past živino. Tako je kraljična hodila z živino po gozdovih in gorah ter jo pasla. Jesti je dobivala malo ali nič, zato je obledela in shujšala, skoraj ves čas pa je jokala in žalovala.
V čredi je bil velik moder vol, ki je bil zmeraj lep in bleščeč. Pogosto je prihajal h kraljični in se ji pustil božati. Nekoč, ko je spet sedela vsa žalostna in jokala, je prišel k njej in jo vprašal, zakaj je zmeraj tako potrta. Ni mu odgovorila, temveč je samo še naprej jokala. »Že vem,« je rekel vol, »čeprav mi nočeš povedati. Jokaš, ker je kraljica hudobna do tebe in ker te bo vsak čas izstradala do smrti.
Toda za hrano ti ni treba skrbeti, kajti v mojem levem ušesu je prt, in če ga vzameš ter razgrneš, lahko dobiš toliko jedi, kolikor jih hočeš.« Tako je tudi storila: vzela je prt in ga razgrnila po travi, in že se je pogrnil z najimenitnejšimi jedmi, kar bi si jih kdo mogel želeti: bilo je vina, medice in sladkega kolača. Kmalu si je spet opomogla in postala tako lepo zaobljena, rdečelična in svetlopolta, da sta kraljica in njena presušena hči od jeze kar modreli in bledeli. Kraljica nikakor ni mogla razumeti, kako je lahko pastorka ob tako slabi hrani tako lepo videti;
zato je neki služabnici naročila, naj gre za njo v gozd in jo skrivaj opazuje, da bo dognala, kako je s tem, saj je menila, da ji kdo od služinčadi daje jesti. Služabnica je šla za njo v gozd in prežala nanjo, pa je videla, kako je pastorka vzela prt iz ušesa modrega vola in ga razgrnila, ta pa se je pogrnil z najimenitnejšimi jedmi, s katerimi se je pastorka do sitega najedla. Služabnica je odšla domov in vse povedala kraljici. Tedaj se je kralj vrnil domov, saj je premagal kralja, proti kateremu se je vojskoval. Po vsem gradu je zavladalo veliko veselje, nihče pa ni bil srečnejši od kraljeve hčere. Toda kraljica je legla v posteljo in se naredila bolno, zdravniku pa je plačala veliko denarja, da bi rekel, da ne more ozdraveti, če ne bo jedla mesa modrega vola. Kraljična in vsi drugi so zdravnika spraševali, ali ji res ne more pomagati kaj drugega, in prosili, naj volu prizanesejo, saj so ga imeli vsi radi in so pravili, da mu v vsem kraljestvu ni para. Toda nič ni pomagalo: vola je bilo treba zaklati in zaklali ga bodo, druge pomoči ni bilo. Ko je kraljična to slišala, se je silno užalostila in odšla v hlev k volu. Tudi on je stal s povešeno glavo in bil videti tako žalosten, da se je ob pogledu nanj razjokala. »Zakaj jokaš?« jo je vprašal vol. Povedala mu je, da se je kralj vrnil domov, kraljica pa je legla bolna v posteljo in pregovorila zdravnika, da je rekel, da ne more ozdraveti, če ne bo jedla mesa modrega vola, zato ga bodo zdaj zaklali. »Ko bodo ubili mene, bodo kmalu vzeli življenje še tebi,« je rekel vol;
»če se strinjaš z menoj, jo nocoj popihava.« Kraljični je bilo sicer hudo, da bi morala zapustiti očeta, vendar je bilo še huje živeti pod isto streho s kraljico, zato je volu obljubila, da pride.
Zvečer, ko so vsi drugi že legli, se je kraljična izmuznila v hlev k volu. Vzel jo je na hrbet in oddirjal, kolikor so ga nesle noge. Ko so ljudje navsezgodaj vstali, da bi vola zaklali, ga ni bilo več, in ko je vstal kralj ter povprašal po hčeri, tudi nje ni bilo nikjer. Na vse strani je poslal sle, da bi ju iskali, in dal po maši pred cerkvijo razglasiti, da ju pogrešajo, vendar ju ni nihče nikjer videl. Medtem je vol s kraljično na hrbtu prepotoval mnogo dežel, dokler nista prišla do velikega bakrenega gozda, kjer je bilo vse iz bakra: drevesa, veje, listje in cvetje.
Preden pa sta se podala v gozd, je vol rekel kraljični: »Ko prideva v gozd, moraš zelo paziti, da se ne dotakneš niti enega lista, sicer bo po meni in po tebi, kajti tukaj živi triglavi trol, ki je gospodar tega gozda.« O, seveda bo zelo pazila in se ne bo ničesar dotaknila. Bila je nadvse previdna, se umikala vejam in jih z rokami odrivala, toda gozd je bil tako gost, da se skoraj ni bilo mogoče prebiti skozenj, in naj je še tako pazila, je nazadnje vendarle odtrgala list, ki ji je ostal v roki.
»Oj, oj, kaj si pa zdaj storila?« je rekel vol. »Zdaj se bo treba bojevati na življenje in smrt; le list skrbno spravi.« Kmalu zatem sta prišla na rob gozda in že je prihrumel triglavi trol. »Kdo se dotika mojega gozda?« je vprašal. »Prav toliko je moj kakor tvoj,« je rekel vol. »No, za to se bova pa spoprijela!« je zavpil trol. »Pa se dajva,« je odvrnil vol. Zaletela sta se drug v drugega in se spopadla. Vol je bodel in brcal na vso moč, toda trol mu ni ostajal dolžan, in ves dan je minil, preden ga je vol premagal. Tedaj pa je bil tako ranjen in izmučen, da je komaj še hodil.
Morala sta počivati ves naslednji dan, nato pa je vol kraljični naročil, naj vzame rog z mazilom, ki je visel trolu za pasom, in ga namaže z njim. Tako si je opomogel in naslednji dan sta se spet odpravila naprej. Potovala sta mnogo, mnogo dni in nazadnje prišla do srebrnega gozda, kjer je bilo vse iz srebra: drevesa, veje, listje in cvetje.
Preden je vol stopil vanj, je kraljični rekel: »Ko prideva v ta gozd, moraš, za božjo voljo, zelo paziti. Prav ničesar se ne smeš dotakniti in niti enega samega lista ne smeš odtrgati, sicer bo po tebi in po meni. Ta gozd pripada šestglavemu trolu in mislim, da mu ne bom kos.« »Ne boj se,« je rekla kraljična, »zelo bom pazila in se ne bom dotaknila ničesar, česar ne želiš.« Toda ko sta prišla v gozd, je bil tako gost in tako tesen, da sta komaj napredovala. Bila je previdna, kolikor je le mogla, se umikala vejam in jih z rokami odrivala pred seboj, vendar so jo veje kar naprej opletale po očeh, in naj je še tako pazila, je nazadnje odtrgala list.
»Oj, oj, kaj si pa zdaj storila?« je rekel vol. »Zdaj se bo treba bojevati na življenje in smrt, kajti ta trol ima šest glav in je dvakrat močnejši od prejšnjega. Le na list pazi in ga skrbno spravi.« Kakor bi trenil, se je prikazal trol. »Kdo se dotika mojega gozda?« je vprašal. »Prav toliko je moj kakor tvoj,« je rekel vol. »Za to se bova pa spoprijela!« je zavpil trol. »Pa se dajva,« je odvrnil vol, planil nad trola, mu iztaknil oči in ga s svojimi rogovi prebodel, da mu je črevje pogledalo iz trebuha. Toda trol se je še kar bojeval in minili so trije celi dnevi, preden ga je vol pokončal. Tedaj pa je bil tudi sam tako izmučen in zdelan, da se je komaj premikal, in tako poln ran, da je kri kar tekla iz njega. Kraljični je naročil, naj vzame rog z mazilom, ki je visel trolu za pasom, in ga namaže z njim. To je storila in vol si je opomogel;
vendar sta morala ostati tam in počivati ves teden, preden je spet zmogel hoditi. Nazadnje sta se znova odpravila na pot, toda vol je bil še zmeraj slaboten in sprva sta napredovala le počasi. Da bi mu prizanesla, je kraljična rekla, da je mlada in lahkih nog, zato bi prav rada hodila, vendar ji tega nikakor ni dovolil in morala mu je spet sesti na hrbet. Tako sta dolgo potovala skozi mnoge dežele in kraljična sploh ni vedela, kam sta namenjena. Nazadnje sta prišla do zlatega gozda: bil je tako čudovit, da se je zdelo, kakor da zlato kaplja z njega, in drevesa, veje, cvetje in listje, vse je bilo iz čistega zlata.
Tu je bilo prav tako kakor v bakrenem in srebrnem gozdu. Vol je kraljični rekel, da se nikakor ne sme ničesar dotakniti, kajti gozd pripada devetglavemu trolu, ki je mnogo večji in močnejši kakor prejšnja dva skupaj, in prav nič ni verjel, da ga bo lahko premagal.
Ne, zelo bo pazila in se ne bo ničesar dotaknila, o tem je lahko prepričan. Toda ko sta prišla v gozd, je bil še gostejši od srebrnega, in dlje ko sta šla, huje je bilo: gozd je postajal vse gostejši in vse tesnejši, dokler se ji ni nazadnje zazdelo, da nikakor ne moreta več naprej. Tako zelo se je bala, da bi kaj odtrgala, da se je na volovem hrbtu obračala in sklanjala zdaj sem, zdaj tja ter z rokami odrivala veje pred seboj. Te pa so jo kar naprej opletale po očeh, da ni videla, kam sega, in še preden se je zavedela, je imela v roki zlato jabolko. Tako se je prestrašila, da je zajokala in ga hotela odvreči, toda vol ji je rekel, naj ga obdrži in skrbno spravi. Tolažil jo je, kolikor je mogel, vendar je menil, da ga čaka hud boj, in dvomil, da se bo srečno izteklo.
Kakor bi trenil, je prišel devetglavi trol. Bil je tako strašen, da si ga je kraljična komaj upala pogledati. »Kdo se dotika mojega gozda?« je zavpil. »Prav toliko je moj kakor tvoj,« je rekel vol. »Za to se bova pa spoprijela!« je zavpil trol. »Pa se dajva,« je odvrnil vol. Zaletela sta se drug v drugega in se spopadla, in pogled na boj je bil tako strašen, da je kraljična skoraj omedlela. Vol je trolu iztaknil oči in ga prebodel z rogovi, da se mu je drobovje usulo iz trebuha, toda trol se je še naprej bojeval, kajti kadar je vol eno glavo usmrtil, so ji druge spet vdihnile življenje. Ves teden je minil, preden ga je mogel pokončati. Tedaj pa je bil tako zdelan in izmučen, da se sploh ni mogel premakniti. Po vsem telesu je imel rane in niti toliko ni mogel spregovoriti, da bi kraljični naročil, naj vzame rog z mazilom s trolovega pasu in ga namaže z njim. Toda sama se je spomnila na to in vol si je spet opomogel. Vendar sta morala ostati tam in počivati tri tedne, preden je spet lahko hodil.
Nato sta počasi odrinila naprej, kajti vol je rekel, da morata še malo dlje. Prečkala sta mnogo visokih, gosto poraslih slemen. Tako je šlo nekaj časa, nazadnje pa sta prišla v gorovje. »Ali kaj vidiš?« je vprašal vol. »Ne, ničesar ne vidim razen neba in divjih gora,« je odgovorila kraljična.
Ko sta prišla više, se je svet bolj zravnal in razgled se jima je odprl. »Ali zdaj kaj vidiš?« je vprašal vol. »Da, daleč, daleč proč vidim majhen grad,« je rekla kraljična. »Saj ni tako majhen,« je odvrnil vol. Čez dolgo časa sta prišla do velike vzpetine s strmo skalno steno.
»Ali zdaj kaj vidiš?« je vprašal vol. »Da, zdaj vidim grad prav blizu in zdaj je veliko, veliko večji!« je odgovorila kraljična. »Tja moraš iti,« je rekel vol. »Tik pod gradom stoji svinjak in tam boš prebivala. Ko prideš tja, boš našla leseno krilo. Obleci ga, pojdi na grad in reci, da ti je ime Kari Træstak, ter prosi za službo.
Zdaj pa vzemi svoj nožič in mi odreži glavo, potem me odri, zvij kožo in jo položi pod tisto skalno steno, vanjo pa spravi bakreni list, srebrni list in zlato jabolko. Tam ob skali stoji palica; kadar boš kaj hotela od mene, samo potrkaj z njo po tej skalni steni.« Sprva tega nikakor ni hotela storiti, toda ko je vol rekel, da je to edino plačilo, ki ga želi za vse, kar je storil zanjo, ni mogla drugače. Naj ji je bilo še tako hudo pri srcu, se je trudila in rezala z nožem po veliki živali, dokler ji ni odrezala glave in snela kože. Potem je kožo zložila pod skalno steno in vanjo spravila bakreni list, srebrni list in zlato jabolko.
Ko je opravila, je odšla proti svinjaku, vso pot pa je jokala in žalovala. Tam je oblekla leseno krilo in se odpravila na kraljevi grad;
ko je prišla v kuhinjo, je prosila za službo in povedala, da ji je ime Kari Træstak. Kuhar je rekel, da lahko ostane in pomiva posodo, kajti tista, ki je to delala prej, je pred kratkim odšla. »Toda ko se boš naveličala biti tukaj, jo boš najbrž tudi ti popihala.« Ne, tega pa že ne bo storila.
Pri pomivanju posode je bila prav vestna. V nedeljo naj bi na grad prišli gostje, pa je Kari prosila, ali sme princu odnesti vodo za umivanje. Toda drugi so se ji smejali in rekli: »Kaj pa bi ti tam?
Misliš, da bo princ hotel kaj imeti s teboj, ko si taka videti?« Vendar ni odnehala, temveč je kar naprej prosila, dokler ji nazadnje niso dovolili. Ko se je vzpenjala po stopnicah, je njeno leseno krilo tako strašno ropotalo, da je princ prišel ven in vprašal: »Kdo pa si ti?« »Vodo za umivanje naj bi vam prinesla,« je rekla Kari. »Misliš, da se bom umival z vodo, ki jo prineseš ti?« je rekel princ in jo polil z njo. Tako je morala oditi, nato pa je prosila, ali sme v cerkev. Tudi to so ji dovolili, kajti cerkev je stala prav blizu.
Toda najprej je odšla k skali in potrkala po njej s palico, ki je stala tam, kakor ji je naročil vol. Takoj je prišel iz skale mož in jo vprašal, kaj želi. Kraljična mu je povedala, da so ji dovolili iti v cerkev poslušat duhovnika, vendar nima obleke, ki bi jo lahko oblekla.
Prinesel ji je obleko, ki se je bleščala kakor bakreni gozd, dobila pa je tudi konja in sedlo. Ko je prišla k cerkvi, je bila tako lepa in sijajna, da so se vsi spraševali, kdo je, in skoraj nihče ni poslušal, kaj govori duhovnik, ker so vsi tako strmeli vanjo. Princ pa se je tako zaljubil, da niti za hip ni odvrnil oči od nje.
Ko je odhajala iz cerkve, je princ stekel za njo in za njo priprl cerkvena vrata, tako da mu je ena njenih rokavic ostala v roki. Ko je prišla do konja in ga zajahala, je princ spet prihitel za njo in jo vprašal, od kod je. »Iz Dežele umivanja sem,« je rekla Kari, in medtem ko je princ vzel rokavico, da bi ji jo vrnil, je rekla:
»Pred menoj svetloba, za menoj tema, naj princ ne vidi, kam jezdim zdaj.« Princ še nikoli ni videl tako čudovite rokavice. Prepotoval je širni svet in povpraševal po deželi, od koder je bila po lastnih besedah ponosna dama, ki je odšla brez rokavice, toda nihče mu ni znal povedati, kje leži.
Naslednjo nedeljo je moral nekdo princu odnesti brisačo. »Oh, ali jo smem jaz odnesti?« je vprašala Kari. »Čemu neki?« so rekli drugi v kuhinji. »Saj si videla, kako se ti je godilo zadnjič.« Toda Kari ni odnehala, temveč je prosila, dokler ji niso dovolili. Nato je stekla po stopnicah, da je leseno krilo kar ropotalo. Princ je planil ven, in ko je videl, da je Kari, ji je iztrgal brisačo ter ji jo vrgel naravnost v obraz. »Poberi se, grda pošast!« je rekel. »Misliš, da bom uporabljal brisačo, ki si jo otipavala s svojimi črnimi prsti?« Potem je princ odšel v cerkev in tudi Kari je prosila, ali sme tja. Vprašali so jo, kaj naj bi počela v cerkvi, ko pa nima ničesar drugega kot tisto leseno krilo in je tako črna in grda. Toda Kari je rekla, da duhovnik tako lepo pridiga in da ji njegove besede tako dobro denejo, da so ji nazadnje dovolili. Odšla je k skali in potrkala. Mož je prišel ven in ji dal obleko, ki je bila še veliko lepša od prve: vsa je bila okrašena s srebrom in se je svetila kakor srebrni gozd. Dobila je tudi krasnega konja s srebrno izvezenim pregrinjalom in srebrno brzdo.
Ko je kraljična prišla k cerkvi, so ljudje še stali zunaj na griču. Vsi so se spraševali, kdo neki je, princ pa je bil takoj pri njej in ji hotel pridržati konja, medtem ko bi razjahala. Toda sama je skočila na tla in rekla, da ni treba, kajti konj je tako dobro izurjen, da mirno stoji, kadar mu ukaže, in pride, kadar ga pokliče. Potem so šli vsi v cerkev, vendar skoraj nihče ni poslušal, kaj govori duhovnik, ker so vsi tako strmeli vanjo. Princ pa je bil še veliko bolj zaljubljen kakor prejšnjikrat. Ko je bilo pridige konec in je prišla iz cerkve ter hotela zajahati konja, je princ spet pristopil in jo vprašal, od kod je. »Iz Dežele brisač sem,« je odgovorila kraljična in prav tedaj izpustila bič. Ko se je princ sklonil, da bi ga pobral, je rekla:
»Pred menoj svetloba, za menoj tema, naj princ ne vidi, kam jezdim zdaj!« Spet je izginila in princ ni mogel vedeti, kam se je izgubila. Prepotoval je širni svet in povpraševal po deželi, od koder je bila po lastnih besedah doma, toda nihče mu ni znal povedati, kje leži, in spet se je moral sprijazniti s tem.
Naslednjo nedeljo je moral nekdo princu odnesti glavnik. Kari je prosila, ali ga sme odnesti, toda drugi so jo spomnili, kako se ji je godilo zadnjič, in jo ošteli, ker se je hotela pokazati princu tako črna in grda v svojem lesenem krilu. Vendar ni nehala prositi, dokler ji niso dovolili, da mu odnese glavnik. Ko je spet pripotala po stopnicah, je princ planil ven, vzel glavnik in ga vrgel za njo ter ji velel, naj se pobere. Potem je princ odšel v cerkev in tudi Kari je prosila, ali sme iti. Spet so jo vprašali, kaj naj bi tam počela, ko je tako grda in črna in nima obleke, v kateri bi se lahko pokazala med ljudmi. Princ ali kdo drug bi jo lahko videl, so rekli, potem pa bi se slabo godilo njej in njim. Toda Kari je rekla, da bodo gotovo imeli dovolj drugega za gledanje, in ni nehala prositi, dokler ji niso dovolili oditi.
Zdaj se je zgodilo prav tako kakor obakrat prej. Odšla je k skali in potrkala s palico, mož pa je prišel ven in ji dal obleko, ki je bila še veliko razkošnejša od prejšnjih: bila je skoraj vsa iz čistega zlata in posejana z diamanti. Dobila je tudi krasnega konja z zlato izvezenim pregrinjalom in zlato brzdo.
Ko je kraljična prišla k cerkvi, so duhovnik in ljudje še stali na griču ter jo čakali. Princ je pritekel, da bi ji pridržal konja, toda sama je skočila na tla in rekla:
»Ne, hvala, ni treba, kajti moj konj je tako dobro izurjen, da mirno stoji, kadar mu ukažem.« Nato so vsi pohiteli v cerkev in duhovnik na prižnico, vendar nihče ni poslušal njegovih besed, ker so vsi tako strmeli vanjo in se spraševali, od kod je. Princ pa je bil še veliko bolj zaljubljen kakor obakrat prej; ničesar drugega ni zaznaval, samo njo je gledal.
Ko je bilo pridige konec in je kraljična hotela iz cerkve, je princ v cerkvenem preddverju razlil četrt vedra katrana, da bi ji lahko pomagal čezenj. Toda ni se zmenila zanj, stopila je naravnost v katran in skočila čezenj, pri tem pa je eden njenih zlatih čeveljcev ostal v njem. Ko je že sedela na konju, je princ prihitel iz cerkve in jo vprašal, od kod je. »Iz Dežele glavnikov,« je rekla Kari. Ko pa ji je hotel podati zlati čeveljc, je rekla:
»Pred menoj svetloba, za menoj tema, naj princ ne vidi, kam jezdim zdaj.« Tudi tokrat princ ni mogel ugotoviti, kam je izginila. Dolgo je potoval po svetu in povpraševal po Deželi glavnikov, ker pa mu nihče ni znal povedati, kje je, je dal razglasiti, da se bo poročil s tisto, ki ji bo zlati čeveljc prav. Z vseh strani so prišle lepe in grde, toda nobena ni imela tako drobnega stopala, da bi lahko obula zlati čeveljc. Nazadnje je prišla tudi hudobna mačeha Kari Træstak s svojo hčerjo in tej je bil čeveljc prav. Toda bila je tako grda in neprijetnega videza, da je princ le s težkim srcem privolil v izpolnitev svoje obljube. Kljub temu so pripravili vse za poroko in jo okrasili kot nevesto. Ko pa so jezdili proti cerkvi, je na drevesu sedela drobna ptica in pela:
»Košček pete, košček prsta proč — čeveljc Kari Træstak poln krvi je vroč!« Ko so pogledali, so videli, da je ptica govorila resnico, kajti iz čevlja je curljala kri. Nato so morale priti vse služabnice in vse ženske na gradu ter pomeriti čeveljc, vendar nobeni ni bil prav. »Kje pa je Kari Træstak?« je vprašal princ, ko so ga pomerile že vse druge, kajti dobro je razumel ptičje petje in se je spomnil, kaj je ptica zapela. »Oh, tista!« so rekli drugi. »Prav nič ne pomaga, če pride, saj ima noge velike kakor konj.« »Mogoče res,« je rekel princ, »toda če so ga pomerile vse druge, ga lahko še Kari!« »Kari!« je zaklical skozi vrata in Kari je prišla po stopnicah. Njeno leseno krilo je ropotalo, kakor da bi prihajal cel polk dragoncev. »Zdaj boš pa še ti pomerila zlati čeveljc in postala princesa!« so govorila druga dekleta ter se ji smejala in jo zasmehovala. Kari je vzela čeveljc, zlahka smuknila vanj, odvrgla leseno krilo in obstala pred njimi v zlati obleki, da se je vsa bleščala, na drugi nogi pa je imela enak zlati čeveljc.
Ko jo je princ prepoznal, je bil tako srečen, da je stekel k njej, jo objel in poljubil. Ko pa je izvedel, da je kraljeva hči, je bil še srečnejši. Potem je bila poroka, in cingel, cangel, cing — pravljice je konec.
Izvirnik
Der var engang en Konge, som var bleven Enkemand. Efter sin Dronning havde han en Datter, som var saa snild og saa deilig, at Ingen kunde være mere snild og deilig. Han gik nu længe og sørgede over Dronningen, som han havde holdt meget af, men tilsidst blev han kjed af at leve eenlig, og giftede sig med en Enkedronning, som ogsaa havde en Datter; men denne var ligesaa styg og slem som den anden var snild og vakker.
Stedmoderen og hendes Datter vare misundelige paa Kongsdatteren, fordi hun var saa deilig, men saalænge som Kongen var hjemme, turde de ikke gjøre hende Noget, for han holdt meget af hende. Der gik nu hen en Tid, saa fik han Krig med en anden Konge og drog ud i Leding, da syntes Dronningen hun kunde gjøre hvad hun vilde, og saa baade sultede og slog hun Kongsdatteren og var efter hende i hver Krog. Tilsidst syntes hun at Alting var for godt til hende, og saa satte hun hende til at gjæte Kreaturene. Hun gik da med Kreaturene og gjætede dem paa Skoven og Fjeldet. Mad fik hun Lidet eller Intet af, bleg og maver blev hun og næsten altid græd hun og var bedrøvet.
I Buskaben var der en stor, blaa Stud, som bestandig holdt sig saa peen og blank, og ofte kom den hen til Kongsdatteren og lod hende kjæle sig. Engang, som hun sad og græd og var bedrøvet igjen, kom den hen til hende og spurgte hvorfor hun bestandig var saa sørgmodig. Hun svarede ingen Ting, men blev ved at græde. „Ja,“ sagde Studen, „jeg veed det nok, endda du ikke vil sige mig det, du græder fordi Dronningen er slem imod dig og fordi hun er rede at sulte dig ihjel.
Men Mad behøver du ikke at sørge for, thi i det venstre Øret mit ligger der en Dug, og naar du tager og breder den ud, kan du faae saa mange Retter du vil. Det gjorde hun, tog Dugen og bredte den ud paa Græsset, og saa dækkede den op med de deiligste Retter, Nogen kunde ønske sig: der var baade Viin og Mjød og Sødkage. Hun kom nu snart i Huld igjen og blev saa rund og rød og hvid, at Dronningen og hendes tørskranglede Datter bleve baade blaae og blege af Ærgrelse over det. Dronningen kunde slet ikke begribe hvorledes Steddatteren kunde komme til at see saa godt ud paa saa daarlig Kost; saa sagde hun til en Terne, at hun skulde gaae efter hende i Skoven og passe paa og see, hvorledes det hang sammen, for hun troede, at nogen af Tjenestefolkene gav hende Mad. Ternen
gik da efter hende i Skoven og passede paa, og saa fik hun see, at Steddatteren tog Dugen ud af Øret paa den blaae Studen og bredte den ud, og at den dækkede op med de deiligste Retter, som Steddatteren spiste og gjorde sig tilgode med. Det gik Ternen hjem og fortalte Dronningen. Nu kom Kongen hjem og havde vundet over den anden Konge, han havde været i Leding imod; der blev da stor Glæde over hele Slottet, og Ingen var gladere end Kongens Datter. Men Dronningen lagde sig syg og betalte Doktoren mange Penge for at han skulde sige, hun ikke kunde blive frisk igjen, uden hun fik Kjød af den blaae Studen at spise. Baade Kongsdatteren og Folkene spurgte nu Doktoren, om ikke noget Andet kunde hjælpe,
og bade for Studen, for Alle holdt af den, og de sagde, at der ikke gaves Mage til Stud i hele Riget; men nei, den maatte slagtes og den skulde slagtes, der var intet andet Raad. Da Kongsdatteren hørte det, blev hun meget bedrøvet og gik ned i Fjøset til Studen. Den stod der ogsaa og hængte med Hovedet og saa saa sørgmodig ud, at hun begyndte at græde over det. „Hvad græder du for?“ sagde Studen. Saa fortalte hun, at Kongen var kommen hjem igjen, og at Dronningen havde lagt sig syg, og at hun havde faaet Doktoren til at sige, at hun ikke kunde blive frisk, dersom hun ikke fik Kjød af den blaae Studen at spise, og nu skulde han slagtes. „Faaer de først dræbt mig, tage de snart Livet af dig ogsaa,“ sagde Studen;
„hvis du synes som jeg, saa reise vi vor Vei i Nat.“ Ja, Kongsdatteren syntes nok det var slemt at reise bort fra sin Fader, men det var endda værre at være i Huus med Dronningen, og saa lovede hun Studen, at hun skulde komme. Om Kvelden, da alle de Andre havde lagt sig, listede Kongsdatteren sig ned i Fjøset til Studen, og saa tog den hende paa Ryggen og foer af Gaarde det forteste, den kunde. Da nu Folkene kom op i Otten om Morgenen og skulde slagte Studen, var den væk, og da Kongen kom op og spurgte efter Datteren, var hun ogsaa borte. Han sendte Bud ud paa alle Kanter for at lede efter dem og lyste efter dem fra Kirkebakken, men der var Ingen, som havde seet Noget til dem. Imidlertid foer Studen gjennem mange Lande med Kongsdatteren paa
Ryggen, og saa kom de til en stor Kobberskov, hvor baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting var af Kobber. Men førend de reiste ind i Skoven, sagde Studen til Kongsdatteren: „Naar vi nu kommer ind i Skoven, maa du tage dig vel i Agt, saa du ikke rører et Blad af den engang, ellers er det forbi baade med mig og med dig, for her boer et Trold med tre Hoveder, som eier den.“ Nei kors, hun skulde tage sig vel vare og ikke røre Noget. Hun var saa forsigtig og bøiede sig til Side for Grenene, og skjød dem bort med Hænderne, men det var saa trangskovet, at det næsten ikke var muligt at komme frem, og hvorledes hun end bar sig ad, kom hun ligevel
til at rive af et Blad, som hun beholdt i Haanden sin. „Au, au, hvad gjorde du nu?“ sagde Studen, „nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død; men gjem bare Bladet vel.“ Strax efter var de ved Enden af Skoven, og da kom der et Trold farende med tre Hoveder. „Hvem er det, som rører min Skov?“ sagde Troldet. „Den er ligesaameget min som din,“ sagde Studen. „Ja, det skal vi nappes om,“ skreg Troldet. „Kan saa det,“ sagde Studen. Saa rendte de sammen og sloges, og Studen den stangede og sparkede af alle Livsens Kræfter, men Troldet slog lige godt, og det varede hele Dagen førend Studen fik Bugt med det, og da var den saa fuld af Saar og saa ussel, at den næsten ikke orkede at gaae.
Saa maatte de hvile over en Dag, og saa sagde Studen til Kongsdatteren, at hun skulde tage det Smurningshornet, som hang ved Bæltet til Troldet og smøre den med; da kom den sig, og Dagen efter ranglede de afsted igjen. De reiste nu i mange, mange Dage, og saa kom de langt om længe til en Sølvskov; der vare baade Træer og Grene og Blade og Blomster og Alting af Sølv.
Førend Studen gik ind i den, sagde den til Kongsdatteren: „Naar vi nu komme ind i denne Skoven, maa du for Guds Skyld tage dig vel i Agt; du maa slet ikke røre nogen Ting og ikke rive af saa meget som et Blad, for ellers er det forbi baade med dig og med mig; her er et Trold med sex Hoveder, som eier den, og det troer jeg ikke jeg kan raade med.“ „Nei,“ sagde Kongsdatteren, „jeg skal nok tage mig vare og ikke røre ved det, du ikke vil, jeg skal røre.“ Men da de kom ind i Skoven, var den saa tæt og saa trang, at de næsten ikke kunde komme frem. Hun var saa forsigtig som hun kunde, og bøiede sig til Siden for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert Øieblik slog Grenene hende i Øinene, og hvorledes hun end bar sig ad, saa kom hun til at rive
af et Blad. „Au, au, hvad gjorde du nu?“ sagde Studen; „nu gjælder det at slaaes paa Liv og Død, for dette Troldet har sex Hoveder og er dobbelt saa stærkt som det andet; men pas bare paa Bladet og gjem det vel.“ Ret som det var, saa kom Troldet: „Hvem er det, som rører ved min Skov?“ sagde det. „Den er ligesaameget min som din,“ sagde Studen. „Det skal vi nappes om,“ skreg Troldet. „Kan saa det,“ sagde Studen, og røg paa Troldet og stangede ud Øinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saa at Tarmene randt ud, men det slog lige godt, og det varede i tre samfulde Dage, førend Studen fik Livet af
det. Men da var den ogsaa saa ussel og elendig, at den med Nød og Neppe kunde røre sig og saa fuld med Saar, at Blodet randt af den. Saa sagde den til Kongsdatteren, at hun skulde tage Smurningshornet, som hang ved Bæltet paa Troldet, og smøre den med. Det gjorde hun, og saa kom den sig; men de maatte ligge over og hvile en Uge, førend den orkede at gaae længer. Endelig gav de sig paa Veien igjen, men Studen var daarlig endda, og det gik kun smaat i Begyndelsen. For at spare den, sagde Kongsdatteren, at hun var ung og let paa Foden, hun kunde gjerne gaae, men det fik hun slet ikke Lov til, hun maatte sætte sig op paa Ryggen hans igjen. Saa reiste de i
lang Tid og gjennem mange Lande, og Kongsdatteren vidste slet ikke, hvor det bar hen, men langt om længe kom de til en Guldskov: den var saa gjild, at Guldet dryppede af den, og baade Træer og Grene og Blomster og Blade vare af bare Guld. Her gik det lige ens som i Kobberskoven og Sølvskoven. Studen sagde til Kongsdatteren, at hun slet ikke paa nogen Maade maatte røre ved den, for der var et Trold med ni Hoveder, som eiede den, det var meget større og stærkere end begge de andre tilsammen, og den troede slet ikke den kunde faae Bugt med det.
Nei, hun skulde nok passe sig for det og slet ikke røre ved den, det kunde han nok vide. Men da de kom ind i Skoven, saa var den endda tættere end Sølvskoven, og jo længer de kom, desto værre blev det: Skoven blev tættere og tættere og trangere og trangere, og tilsidst syntes hun, de ikke paa nogen Sæt eller Viis kunde komme frem; hun var nu saa inderlig bange for at rive af Noget, at hun sad og vendte og bøiede sig baade hid og did for Grenene og skjød dem bort foran sig med Hænderne, men hvert Øieblik slog de hende i Øinene, saa at hun ikke kunde see hvor hun greb hen, og førend hun vidste af det, havde hun et Guldæble i Haanden. Hun var nu saa hjertelig angest, at hun græd og vilde kaste det igjen; men Studen sagde, hun skulde
beholde det og gjemme det vel, og trøstede hende saa godt han kunde, men han troede, det vilde blive en haard Dyst, og han tvivlede om, det vilde gaae godt. Ret som det var, saa kom Troldet med de ni Hoveder, det var saa fælt, at Kongsdatteren næsten ikke turde see paa det. „Hvem er det, som rører min Skov?“ skreg det. „Den er ligesaameget min som din,“ sagde Studen. „Det skal vi nappes om,“ skreg Troldet. „Kan saa det,“ sagde Studen, og saa rendte de sammen og sloges, og det var saa fælt at see paa, at Kongsdatteren var nær ved at daane. Studen stangede ud Øinene paa det og kjørte Hornene tværs igjennem det, saa at Indvoldene væltede ud, men Troldet slog lige godt, for naar Studen fik stanget ihjel et Hoved, blæste de øvrige Liv i
det igjen, og det varede en heel Uge, førend den var istand til at faae Livet af det. Men da var den saa reent ussel og elendig at den slet ikke kunde røre sig; Saar havde den over det Hele; den kunde ikke engang sige saameget som at Kongsdatteren skulde tage Smurningshornet ved Troldets Bælte og smøre den med. Men hun gjorde det alligevel, og da kom den sig ogsaa, men de maatte ligge over og hvile i tre Uger, førend den var istand til at gaae igjen.
Da reiste de saa smaat afsted, for Studen sagde at de skulde lidt længere frem, og saa kom de over mange store Aaser med tyk Skov. Dette varede nu en Stund, saa kom de op i Fjeldet. „Seer du Noget?“ spurgte Studen. „Nei, jeg seer ikke andet, end Himmel og vilde Fjeldet,“ sagde Kongsdatteren. Da de kom høiere op, blev Fjeldet slettere, saa de kunde see videre om sig. „Seer du Noget nu?“ sagde Studen. „Ja, jeg seer et lidet Slot, langt, langt borte,“ sagde Prindsessen. „Det er nok ikke saa lidet endda,“ sagde Studen. Langt om længe kom de til en stor Haug, hvor der var en tværbrat Bjergvæg.
„Seer du Noget nu?“ sagde Studen. „Ja, nu seer jeg Slottet tæt ved, nu er det meget, meget større!“ sagde Kongsdatteren. „Did skal du,“ sagde Studen; „strax nedenfor Slottet er der et Grisehuus, hvor du skal være. Naar du kommer did, finder du en Træstak der, den skal du tage paa dig og gaae frem til Slottet og sige, du hedder Kari Træstak og bede om Tjeneste. Men nu skal du tage Pennekniven din og skjære Hovedet af mig med, saa skal du flaae mig og virre Huden sammen og lægge den under Bjergvæggen der, og inde i Huden skal du lægge Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet. Borte ved Bjerget staaer der en Kjæp; naar du vil mig Noget, saa banker du bare paa Bjergvæggen her med den.“ I Begyndelsen vilde hun slet ikke gjøre det, men da Studen sagde,
at det var den eneste Tak, han vilde have for det, han havde gjort mod hende, saa kunde hun ikke Andet. Hvor inderlig ondt det end gjorde hende, saa trællede og skar hun med Kniven paa det store Dyr, til hun fik Hovedet og Huden af, saa lagde hun den sammen borte under Bjergvæggen, og lagde Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet ind i den. Da hun havde gjort det, saa gik hun bortover til Svinehuset, men alt som hun gik, græd hun og var bedrøvet. Der tog hun Træstakken paa sig og saa gik hun frem til Kongsgaarden; da hun kom ind i Kjøkkenet, bad hun om Tjeneste og sagde at hun hedte Kari Træstak. Ja, sagde Kokken, det kunde hun nok faae, hun kunde faae Lov at være der og vaske op,
for den som havde gjort det før, var nylig gaaet sin Vei, „men naar du bliver kjed af at være her, saa gaaer vel du ogsaa din Kaas.“ Nei det skulde hun da slet ikke. Hun var nu nok saa ordentlig til at vadske op. Om Søndagen skulde der komme Fremmede til Kongsgaarden, saa bad Kari om hun fik Lov, at gaae med Vaskevand til Prindsen, men de øvrige loe af hende og sagde: „Hvad vil du der?
troer du Prindsen vil vide Noget af dig, som seer saaledes ud?“ Hun gav sig dog ikke, men blev ved at bede, og endelig fik hun ogsaa Lov. Da hun gik op over Trapperne ramlede det saa forfærdelig i Træstakken, at Prindsen kom ud og spurgte: „Hvad er du for En?“ „Jeg skulde nok bringe Vaskevand op til Jer, jeg,“ sagde Kari. „Troer du, jeg vil have det Vaskevand, du bringer?“ sagde Prindsen og slog Vandet over hende. Hun maatte nu gaae med det, men saa bad hun om Lov til at gaae til Kirken; det fik hun ogsaa, for Kirken laa saa nær ved.
Men først gik hun hen til Bjerget og bankede paa med Kjæppen, som stod der, saaledes som Studen havde sagt. Strax kom der ud en Mand, og spurgte hvad hun vilde. Kongsdatteren sagde, at nu havde hun faaet Lov at gaae i Kirken og høre paa Præsten, men hun havde ingen Klæder at have paa sig. Saa bragte han en Kjole til hende som var saa blank som Kobberskoven, og Hest og Sadel fik hun ogsaa. Da hun kom til Kirken, var hun saa vakker og saa gjild, at Alle undredes over hvem hun var, og næsten Ingen hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saa formeget paa hende; Prindsen selv blev saa forelsket at han ikke vendte Øinene fra hende et Øieblik.
I det samme hun gik ud af Kirken, løb Prindsen efter og trak Kirkedøren til efter hende og saa beholdt han den ene Handsken i Haanden. Da hun gik hen og satte sig paa Hesten kom Prindsen igjen efter og spurgte hvor hun var fra: „Jeg er fra Vadskeland,“ sagde Kari, og medens Prindsen tog Handsken frem for at levere hende den, sagde hun: „Lyst foran og mørkt bag, Saa Prindsen ikke seer Hvor jeg rider hen idag.“ Prindsen havde nu aldrig seet Mage til Handske, og han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, som den stolte Dame, der reiste fra Handsken sin, havde sagt hun var
fra, men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa. Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med et Haandklæde. „Aa faaer jeg Lov at gaae op med det,“ sagde Kari. „Hvad skal det være til,“ sagde de Øvrige, som vare i Kjøkkenet. „Du saa jo hvorledes det gik dig sidst.“ Kari gav sig ikke, men blev ved at bede til hun fik Lov, og saa løb hun op over Trapperne, saa det ramlede i Træstakken. Prindsen foer ud, og da han fik see, at det var Kari, rev han Haandklædet til sig og kastede det lige i Øinene paa hende. „Pak dig nu, dit stygge Trold,“ sagde han, „troer du, jeg vil have et Haandklæde, som du har taget i med de sorte Fingrene dine?“ Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om
at faae Lov til at reise did. De spurgte nu hvad hun vilde til Kirken efter, hun som ikke havde noget Andet at have paa sig end den Træstakken, og som var saa sort og fæl. Men Kari sagde at hun syntes, at Præsten var saadan vakker Mand til at præke; hun havde saa godt af det, han sagde, og saa fik hun Lov tilsidst. Hun gik nu hen til Bjerget og bankede paa, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, som var meget gjildere end den første; den var besat med Sølv overalt og det skinnede af den ligesom af Sølvskoven, og en prægtig Hest med sølvbroderet Dækken og Sølvbidsel fik hun ogsaa.
Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Kirkefolkene udenfor paa Bakken endda; Alle saa undrede de sig nu over, hvad hun var for En, og Prindsen var strax paa Færde og kom og vilde holde Hesten for hende, medens hun steg af. Men hun sprang af og sagde, at det behøvedes ikke, for Hesten var saa vel tæmmet, at den stod stille, naar hun befalede det, og kom, naar hun kaldte paa den. Saa gik de Allesammen i Kirken, men der var næsten Ingen, som hørte efter hvad Præsten sagde, fordi de saae formeget paa hende, og Prindsen blev endnu meget mere forelsket end forrige Gang. Da Prækenen var forbi og hun gik ud af Kirken og skulde sætte sig paa Hesten, kom Prindsen igjen og spurgte hende, hvor hun var fra, „Jeg er
fra Haandklædeland,“ sagde Kongsdatteren, og i det samme slap hun sin Ridepidsk ned; da Prindsen bukkede sig for at tage den op, sagde hun: „Lyst foran og mørkt bag, Saa Prindsen ikke seer Hvor jeg rider hen idag!“ Borte var hun igjen, og Prindsen kunde nu ikke vide hvor hun var bleven af; han foer baade vidt og bredt og spurgte efter det Land, hun havde sagt, hun var fra; men der var Ingen, som kunde sige ham hvor det laa, og Prindsen maatte da give sig tilfreds igjen.
Om Søndagen skulde En gaae op til Prindsen med en Kam; Kari bad om Lov til at gaae med den, men de Øvrige mindede hende om hvorledes det var gaaet sidst og skjændte paa hende, fordi hun vilde vise sig for Prindsen saa sort og saa fæl, som hun var i sin Træstak; men hun holdt ikke op at bede, førend de lode hende gaae op til Prindsen med Kammen. Da hun kom ramlende op over Trapperne igjen, foer Prindsen ud, tog Kammen og kastede den efter hende og bad, hun bare skulde pakke sig. Siden reiste Prindsen til Kirken, og Kari bad ogsaa om Lov; de spurgte igjen, hvad hun skulde der, hun som var saa fæl og sort, og som ikke havde Klæder, hun kunde vise sig blandt Folk i; Prindsen eller nogen Anden kunde gjerne faae see hende, sagde de, saa blev baade hun og de ulykkelige; men
Kari sagde, at de havde nok Andet at see efter, og hun holdt ikke op at bede, førend hun fik Lov at gaae. Nu gik det lige ens som begge de forrige Gange; hun gik hen til Bjerget og bankede paa med Kjæppen, og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole, der var endnu meget prægtigere end de forrige; den var næsten af puurt Guld og besat med Diamanter, og en prægtig Hest med guldbroderet Dækken og Guldbidsel fik hun ogsaa.
Da Kongsdatteren kom til Kirken, stode Præsten og Almuen paa Bakken endda, og ventede paa hende. Prindsen kom nu løbende og vilde holde Hesten, men hun sprang af og sagde: „nei Tak, det behøves ikke, for min Hest er saa vel tæmmet, at den staaer stille, naar jeg befaler det.“ Saa skyndte de sig i Kirken Allesammen og Præsten paa Prækestolen, men Ingen hørte efter hvad han sagde, fordi de saae formeget paa hende og undrede sig over, hvor hun var fra, og Prindsen var endnu meget mere forelsket end begge de forrige Gange; han sandsede ikke nogen Ting, men saa bare paa hende.
Da Prækenen var ude og Kongsdatteren skulde gaae af Kirken, havde Prindsen slaaet ud et Kvarter med Raatjære i Kirkesvalen for at komme til at hjælpe hende over; men hun brød sig ikke om det, satte Foden midt ude i Tjæren og sprang over, saa blev den ene Guldskoen siddende igjen, da hun saa havde sat sig paa Hesten, kom Prindsen farende ud af Kirken og spurgte hvor hun var fra. „Fra Kammeland,“ sagde Kari; men da Prindsen vilde række hende Guldskoen, sagde hun: „Lyst foran mig og mørkt bag, Saa Prindsen ikke seer Hvor jeg rider hen i Dag.“ Prindsen kunde da heller ikke nu vide hvor der var bleven
af hende, og saa foer han i langsommelig Tid omkring i Verden og spurgte efter Kammeland, men da Ingen kunde sige ham hvor det var, lod han kundgjøre, at den, der kunde passe Guldskoen, vilde han gifte sig med. Der kom da sammen baade Vakkre og Stygge fra mange Kanter, men der var Ingen, som havde saa liden Fod, at hun kunde faa Guldskoen paa. Langt om længe kom den slemme Stedmoderen til Kari Træstak med sin Datter ogsaa, og hende passede Skoen til, men styg var hun og saa lei saa hun ud, at Prindsen meget nødig gjorde det, han havde lovet. Alligevel blev der dog lavet til Bryllups, og hun blev pyntet til Brud, men da de rede til Kirken, saa sad der en liden Fugl i et Træ og sang:
„Et Stykke af Hæl Og et Stykke af Taa; Kari Træstakkens Sko Er fuld af Blod!“ Og da de saa efter, havde Fuglen sagt sandt, for Blodet silrede ud af Skoen. Saa maatte alle Tjenestepigerne og alle de Fruentimmer, som vare paa Slottet, frem at prøve Skoen paa sig, men der var Ingen, som den vilde passe. „Men hvor er Kari Træstak da?“ spurgte Prindsen, da alle de Øvrige havde passet Skoen, for han forstod sig godt paa Fuglesang og kom vel i Hu, hvad Fuglen havde sagt. „Aa, hun da!“ sagde de Andre, „det kan aldri nytte, hun kommer frem, for hun har
Been saa store som en Hest.“ „Kan nok være det,“ sagde Prindsen, „men siden alle de Andre har prøvet den, saa kan jo Kari ogsaa være med!“ „Kari!“ raabte han ud gjennem Døren, og Kari kom op over Trapperne, og det ramlede i Træstakken, som om det var et heelt Regiment Dragoner, der kom farende. „Nu skal du passe Guldskoen og blive Prindsesse du og!“ sagde de andre Gjenter og loe og gjorde Nar af hende. Kari tog Skoen op, satte Benet i den saa let hun vilde, kastede Træstakken af sig, og saa stod hun der med Guldkjolen paa, saa det skinnede af hende, og paa det andet Been havde hun Magen til Guldskoen.
Da Prindsen nu kjendte hende igjen, blev han saa glad, at han løb bort og omfavnede og kyssede hende, og da han fik høre, hun var en Kongsdatter, blev han endda gladere, og saa blev der Bryllup, og Snip, Snap, Snude, saa er det Eventyr ude.
