Waltey
Divji labodi
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Divji labodi
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 28 min branja
- Obseg
- 22 strani
- Naslov izvirnika
- De vilde svaner
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Divji labodi
Daleč od tod, tam, kamor odletijo lastovke, kadar je pri nas zima, je živel kralj, ki je imel enajst sinov in eno hčer, Eliso. Enajst bratov, kraljevičev, je hodilo v šolo z zvezdo na prsih in sabljo ob boku; pisali so na zlate tablice z diamantnim pisalom in znali brati na pamet prav tako dobro kakor iz knjige; takoj je bilo slišati, da so kraljeviči. Njihova sestra Elisa je sedela na majhnem stolčku iz zrcalnega stekla in imela slikanico, za katero so odšteli polovico kraljestva.
Oh, kako lepo je bilo tem otrokom, a tako ni moglo ostati za vedno! Njihov oče, ki je kraljeval vsej deželi, se je poročil z zlobno kraljico, ki do ubogih otrok ni bila prav nič prijazna; to so občutili že prvi dan. Po vsem gradu je bilo veliko praznovanje in otroci so se igrali, da sprejemajo goste; toda namesto vseh kolačev in pečenih jabolk, kolikor so jih le mogli pojesti, jim je dala samo pesek v čajni skodelici in rekla, naj se pretvarjajo, da je to kaj dobrega.
Teden dni pozneje je malo Eliso poslala na deželo k neki kmečki družini in ni minilo dolgo, ko je kralju natvezla toliko hudega o ubogih kraljevičih, da mu zanje ni bilo več prav nič mar.
"Odletite v svet in poskrbite sami zase!" je rekla zlobna kraljica. "Letite kakor velike ptice, brez glasu!" Vendar jim ni mogla prizadejati tolikšnega zla, kakor si je želela; spremenili so se v enajst prelepih divjih labodov. S čudnim krikom so zleteli skozi grajska okna, čez park in gozd.
Bilo je še zgodaj zjutraj, ko so prileteli mimo hiše, kjer je sestra Elisa spala v kmečki izbi; krožili so nad streho, obračali dolge vratove in zamahovali s perutmi, a nihče jih ni slišal ali videl. Morali so spet naprej, visoko proti oblakom, daleč v širni svet, in odleteli so v velik temen gozd, ki se je raztezal vse do morske obale.
Uboga mala Elisa je stala v kmečki izbi in se igrala z zelenim listom, saj druge igrače ni imela. V list je naredila luknjico, skoznjo pogledala proti soncu in zazdelo se ji je, da vidi jasne oči svojih bratov; vsakokrat, ko so ji topli sončni žarki obsijali lice, se je spomnila vseh njihovih poljubov.
Dan je mineval kakor dan. Kadar je veter zapihal skozi velike rožne žive meje pred hišo, je vrtnicam zašepetal: "Kdo bi mogel biti lepši od vas?" Toda vrtnice so zmajale z glavami in rekle: "Elisa." In kadar je stara kmetica ob nedeljah sedela med vrati in brala iz svoje pesmarice, je veter obračal liste in vprašal knjigo: "Kdo bi mogel biti bolj pobožen od tebe?" — "Elisa!" je rekla pesmarica, in kar so govorile vrtnice in pesmarica, je bila čista resnica.
Ko je dopolnila petnajst let, se je morala vrniti domov; ko pa je kraljica videla, kako je lepa, sta jo prevzela jeza in sovraštvo. Rada bi jo bila spremenila v divjega laboda kakor njene brate, a tega si ni upala storiti takoj, saj je kralj hotel videti svojo hčer.
Zgodaj zjutraj je kraljica odšla v kopalnico, zgrajeno iz marmorja in okrašeno z mehkimi blazinami in najlepšimi preprogami. Vzela je tri krastače, jih poljubila in prvi rekla: "Sedi Elisi na glavo, ko pride v kopel, da bo postala tako topa kakor ti!" Drugi je rekla: "Sedi ji na čelo, da bo postala tako grda kakor ti in je oče ne bo prepoznal!" Tretji pa je zašepetala: "Ulezi se ji k srcu in jo navdaj z zlobo, da bo zaradi nje trpela!" Nato je spustila krastače v bistro vodo, ki je takoj postala zelenkasta, poklicala Eliso, jo slekla in ji velevala stopiti v kopel. Ko se je potopila, ji je ena krastača sedla v lase, druga na čelo in tretja na prsi, toda Elisa tega očitno sploh ni opazila. Brž ko se je dvignila iz vode, so po gladini plavali trije rdeči makovi cvetovi; če živali ne bi bile strupene in jih ne bi poljubila čarovnica, bi se bile spremenile v rdeče vrtnice, a vendarle so postale cvetlice, ker so počivale na njeni glavi in ob njenem srcu. Bila je preveč pobožna in nedolžna, da bi jo čarovnija lahko premagala.
Ko je zlobna kraljica to videla, jo je namazala z orehovim sokom, da je postala vsa temno rjava, njen lepi obraz je premazala s smrdljivim mazilom in ji razmršila čudovite lase; lepe Elise ni bilo več mogoče prepoznati.
Ko jo je torej oče zagledal, se je silno prestrašil in rekel, da to ni njegova hči; tudi nihče drug je ni hotel priznati za svojo, razen psa na verigi in lastovk, a to so bile uboge živali in njihova beseda ni nič veljala.
Uboga Elisa je tedaj zajokala in pomislila na svojih enajst bratov, ki jih ni bilo več. Žalostno se je izmuznila iz gradu in ves dan hodila čez polja in močvirja, dokler ni prišla v veliki gozd. Sploh ni vedela, kam naj gre, toda bila je tako žalostna in tako zelo je pogrešala brate; gotovo so tudi njih, kakor njo, pregnali v svet, zato jih je hotela poiskati in najti.
Komaj je prišla v gozd, se je že spustila noč; povsem je zašla s poti in stezic. Legla je na mehki mah, zmolila večerno molitev in naslonila glavo na štor. Bilo je tako tiho in zrak tako blag, okoli nje pa je v travi in na mahu kakor zelen ogenj svetilo več kot sto kresničk. Ko se je z roko narahlo dotaknila ene od vej, so se svetleče žuželke kakor utrinki usule k njej.
Vso noč je sanjala o bratih; spet so se igrali kakor otroci, pisali z diamantnim pisalom na zlate tablice in gledali čudovito slikanico, ki je stala polovico kraljestva. Toda na tablice niso več pisali zgolj ničel in črtic kakor nekoč, temveč najdrznejša junaštva, ki so jih opravili, in vse, kar so doživeli in videli. V slikanici pa je bilo vse živo: ptice so pele in ljudje so stopali iz knjige ter govorili z Eliso in njenimi brati; ko pa je obrnila list, so takoj skočili nazaj, da se slike ne bi pomešale.
Ko se je prebudila, je bilo sonce že visoko; resda ga ni mogla videti, saj so visoka drevesa na gosto razprostirala veje, toda žarki so se zgoraj poigravali kakor plapolajoča zlata koprena. Dišalo je po zelenju in ptice so ji skoraj sedale na ramena. Zaslišala je pljuskanje vode; številni močni studenci so se zlivali v tolmun z najlepšim peščenim dnom. Naokrog je sicer raslo gosto grmovje, toda na enem mestu so jeleni utrli širok prehod in tam je Elisa stopila do vode. Bila je tako bistra, da bi, če veter ne bi zibal vej in grmov, morala verjeti, da so naslikani na dnu; tako razločno se je v njej zrcalil vsak list, tisti, skozi katerega je sijalo sonce, in tisti, ki je bil povsem v senci.
Brž ko je zagledala svoj obraz, se je silno prestrašila, tako rjav in grd je bil; ko pa si je zmočila drobno roko ter podrgnila oči in čelo, je spet zasijala bela koža. Tedaj je slekla vsa oblačila in stopila v svežo vodo; na vsem svetu ni bilo lepše kraljične od nje.
Ko se je spet oblekla in spletla dolge lase, je šla k žuborečemu studencu, se napila iz dlani in se odpravila globlje v gozd, ne da bi vedela, kam. Mislila je na brate in na dobrega Boga, ki je gotovo ne bo zapustil; saj je dal rasti divjim gozdnim jabolkom, da bi nasitila lačnega. Pokazal ji je takšno drevo, katerega veje so se šibile pod sadeži; tam je pojedla svoje kosilo, podprla veje in nato odšla v najtemnejši del gozda. Bilo je tako tiho, da je slišala lastne korake in vsak droben suh list, ki se je upognil pod njeno nogo. Niti ene ptice ni bilo videti, niti en sončni žarek ni mogel prodreti skozi velike, goste veje. Visoka debla so stala tako tesno drugo ob drugem, da se ji je ob pogledu predse zdelo, kakor da jo obdaja ena gosta mreža tramov za drugo. Oh, tu je vladala samota, kakršne ni poznala še nikoli.
Noč je bila tako temna; niti ena sama kresnička ni svetila iz mahu. Žalostna je legla spat; tedaj se ji je zazdelo, da so se drevesne veje nad njo razmaknile in je Gospod z blagimi očmi pogledal nanjo, nad njegovo glavo in pod njegovimi rokami pa so kukali drobni angeli.
Ko se je zjutraj prebudila, ni vedela, ali je to sanjala ali se je zares zgodilo. Naredila je nekaj korakov in srečala starko s košaro jagod; starka ji jih je nekaj dala. Elisa jo je vprašala, ali je morda videla enajst kraljevičev jezditi skozi gozd.
"Ne," je rekla starka, "sem pa včeraj videla enajst labodov z zlatimi kronami na glavah, ki so plavali po reki tu blizu!" Popeljala je Eliso nekoliko naprej do strmega brega; pod njim se je vila reka. Drevesa na njenih bregovih so si iztezala dolge olistane veje naproti, in kjer se zaradi svoje rasti niso mogla doseči, so izruvala korenine iz zemlje ter se nagnila nad vodo, da so se njihove veje prepletle.
Elisa se je poslovila od starke in šla ob reki vse do kraja, kjer se je izlivala v širno odprto morje. Vsa lepota morja se je razgrinjala pred mlado deklico, a nikjer ni bilo videti jadrnice, nikjer čolna; kako naj pride naprej? Opazovala je neštete kamenčke na obali; voda jih je vse obrusila v okroglo obliko. Steklo, železo, kamenje, vse, kar je naplavilo na breg, je dobilo obliko od vode, ki je bila vendar veliko mehkejša od njene nežne roke. "Neutrudno se vali in tako zgladi tudi tisto, kar je trdo; prav tako neutrudna bom tudi jaz! Hvala za vaš nauk, bistri, valeči se valovi; nekoč, tako mi pravi srce, me boste ponesli k mojim dragim bratom!"
Na naplavljenih algah je ležalo enajst belih labodjih peres; nabrala jih je v šopek. Na njih so bile vodne kapljice, toda ali so bile rosa ali solze, tega ni mogel vedeti nihče. Na obali je bilo samotno, a tega ni občutila, saj se je morje nenehno spreminjalo, v nekaj urah celo bolj, kakor se sladka jezerska voda spremeni v celem letu. Ko je prišel velik črn oblak, je bilo, kakor da morje govori: Tudi jaz znam biti temno; tedaj je zapihal veter in valovi so pokazali svojo belo stran. Ko pa so oblaki rdeče žareli in so vetrovi spali, je bilo morje kakor vrtnični cvetni list; zdaj je postalo zeleno, zdaj belo, toda naj je še tako mirno počivalo, ob bregu je vendarle rahlo valovalo; voda se je nežno dvigala kakor prsi spečega otroka.
Ko je sonce že zahajalo, je Elisa zagledala enajst divjih labodov z zlatimi kronami na glavah, ki so leteli proti kopnemu. Lebdeli so drug za drugim in bili videti kakor dolg bel trak. Elisa se je povzpela na strmi breg in se skrila za grm; labodi so se spustili blizu nje in zamahovali z velikimi belimi perutmi.
V trenutku, ko je sonce izginilo pod vodo, so nenadoma odpadle labodje preobleke in tam je stalo enajst lepih kraljevičev, Elisnih bratov. Glasno je vzkliknila; čeprav so se zelo spremenili, je vedela, da so oni, čutila je, da morajo biti oni. Planila jim je v objem in jih klicala po imenih; neizmerno so se razveselili, ko so zagledali in prepoznali svojo malo sestro, ki je bila zdaj že tako velika in lepa. Smejali so se in jokali ter si kmalu povedali, kako zlobno je mačeha ravnala z vsemi.
"Mi bratje," je rekel najstarejši, "letimo kot divji labodi, dokler je sonce na nebu; ko zaide, spet dobimo človeško podobo. Zato moramo ob sončnem zahodu vedno paziti, da imamo trdna tla pod nogami; če bi tedaj leteli visoko med oblaki, bi kot ljudje strmoglavili v globino. Ne živimo tukaj; onstran morja leži prav tako lepa dežela kakor ta, toda pot do nje je dolga. Preleteti moramo veliko morje in na poti ni nobenega otoka, kjer bi lahko prenočili; samo osamljena majhna skala štrli iz vode sredi morja. Ni večja, kot je treba, da lahko drug ob drugem počivamo na njej; kadar je morje razburkano, voda pljuska visoko čez nas, a vendar se Bogu zahvaljujemo zanjo. Tam prenočujemo v človeški podobi; brez nje nikoli ne bi mogli obiskati ljube domovine, saj za polet potrebujemo dva najdaljša dneva v letu. Samo enkrat na leto nam je dano obiskati rodni dom, enajst dni smemo ostati tukaj in letati nad tem velikim gozdom, od koder vidimo grad, v katerem smo se rodili in kjer živi naš oče, ter visoki stolp cerkve, kjer je pokopana naša mati. Tu se nam zdi, da so drevesa in grmi naši sorodniki, tu divji konji tekajo čez ravnice, kakor smo jih videli v otroštvu; tu oglar poje stare pesmi, ob katerih smo kot otroci plesali. Tu je naša domovina, sem nas vleče in tu smo našli tebe, draga mala sestrica! Še dva dni smemo ostati, potem pa moramo čez morje v lepo deželo, ki vendar ni naša domovina! Kako naj te vzamemo s seboj? Nimamo ne ladje ne čolna!"
"Kako naj vas rešim!" je rekla sestra. Pogovarjali so se skoraj vso noč in le za nekaj ur zadremali. Eliso je prebudil šum labodjih peruti nad njo. Bratje so se spet spremenili in leteli v velikih krogih, nazadnje pa daleč proč; eden izmed njih, najmlajši, je ostal. Labod ji je položil glavo v naročje in božala je njegove bele peruti; ves dan sta bila skupaj. Proti večeru so se vrnili drugi in ko je sonce zašlo, so spet stali pred njo v svoji pravi podobi.
"Jutri odletimo od tod in se smemo vrniti šele čez celo leto, tebe pa ne moremo kar tako zapustiti! Imaš pogum, da greš z nami? Moja roka je dovolj močna, da te ponese skozi gozd; mar ne bodo potem peruti vseh nas dovolj močne, da te ponesemo čez morje?"
"Da, vzemite me s seboj!" je rekla Elisa. Vso noč so pletli mrežo iz prožnega vrbovega lubja in žilavega trstičja; bila je velika in močna. Elisa je legla nanjo, in ko je vzšlo sonce ter so se bratje spremenili v divje labode, so s kljuni prijeli mrežo in se z ljubo sestro, ki je še spala, dvignili visoko proti oblakom. Sončni žarki so ji padali naravnost na obraz, zato je eden izmed labodov letel nad njeno glavo, da jo je senčil s širokimi perutmi. Ko se je Elisa prebudila, so bili že daleč od kopnega; mislila je, da še sanja, tako nenavadno se ji je zdelo, da jo nosijo čez morje, visoko po zraku. Ob njej sta ležala veja s čudovitimi zrelimi jagodami in šop okusnih korenin; nabral jih je najmlajši brat in jih položil k njej. Hvaležno se mu je nasmehnila, saj je vedela, da prav on leti tik nad njeno glavo in jo senči s perutmi.
Bili so tako visoko, da se je prva ladja, ki so jo zagledali pod seboj, zdela kakor bel galeb na vodi. Za njimi je stal velik oblak, prava gora, in na njem je Elisa videla svojo senco ter sence enajstih labodov, ki so tam leteli velikanski. Bila je veličastnejša slika od vseh, kar jih je kdaj videla; toda čim više se je dvigalo sonce in čim dlje za njimi je ostajal oblak, tem bolj je lebdeča senčna podoba izginjala.
Ves dan so leteli skozi zrak kakor švigajoča puščica, a vendar počasneje kot sicer, saj so zdaj nosili sestro. Pripravljalo se je hudo vreme in bližal se je večer; Elisa je v strahu gledala, kako se sonce spušča, samotne skale v morju pa še vedno ni bilo videti. Zdelo se ji je, da labodi vse močneje zamahujejo s perutmi. Ah, ona je bila kriva, da niso napredovali dovolj hitro; ko bo sonce zašlo, se bodo spremenili v ljudi, padli v morje in utonili. Iz globine srca je zmolila k Gospodu, a skale še vedno ni uzrla. Črni oblak se je bližal; močni sunki vetra so napovedovali vihar. Oblaki so se zgrnili v en sam velik grozeč val, ki se je težak kakor svinec valil naprej; blisk je sledil blisku.
Sonce se je že dotikalo morskega roba. Elisino srce je trepetalo; tedaj so se labodi spustili tako hitro, da je mislila, da pada, toda že so spet drseli po zraku. Pol sonca je bilo že v vodi; šele tedaj je pod seboj zagledala majhno skalo, ki ni bila videti nič večja kakor tjulenj, ki pomoli glavo iz vode. Sonce je tako hitro tonilo; zdaj je bilo le še kakor zvezda. Tedaj se je njena noga dotaknila trdnih tal in sonce je ugasnilo kakor zadnja iskra v gorečem papirju; okoli sebe je zagledala brate, ki so stali drug ob drugem, z roko v roki. Več prostora, kot ga je bilo treba prav zanje in zanjo, niti ni bilo. Morje je udarjalo ob skalo in se kakor naliv usipalo čeznje; nebo je sijalo v nenehno plamenečem ognju in udarec za udarcem je grmelo. Toda sestra in bratje so se držali za roke in peli pobožno pesem, ki jim je vlivala tolažbo in pogum.
Ob svitu je bil zrak čist in miren; brž ko je vzšlo sonce, so labodi z Eliso odleteli z otočka. Morje je bilo še vedno razburkano, in ko so bili visoko v zraku, se je bela pena na črnozeleni gladini zdela kakor milijoni labodov, ki plavajo po vodi.
Ko se je sonce dvignilo više, je Elisa pred seboj zagledala gorsko deželo, ki je napol lebdela v zraku, z bleščečimi ledenimi gmotami na gorah; sredi nje se je raztezal grad, dolg gotovo več milj, z enim drznim stebriščem nad drugim. Pod njim so se zibali palmovi gozdovi in razkošne cvetlice, velike kakor mlinska kolesa. Vprašala je, ali je to dežela, kamor gredo, toda labodi so zmajali z glavami, saj je videla prelepi, nenehno spreminjajoči se grad vile Morgane v oblakih; vanj niso smeli pripeljati nobenega človeka. Elisa je strmela vanj; tedaj so se gore, gozdovi in grad sesuli, na njihovem mestu pa je stalo dvajset veličastnih cerkva, vse enake, z visokimi stolpi in koničastimi okni. Zdelo se ji je, da sliši orgle, a slišala je morje. Ko je bila cerkvam že čisto blizu, so se spremenile v celo ladjevje, ki je plulo pod njo; pogledala je navzdol in bila je samo morska megla, ki je drvela nad vodo. Pred njenimi očmi so se podobe nenehno menjavale, zdaj pa je zagledala pravo deželo, kamor je bila namenjena; tam so se dvigale prelepe modre gore s cedrovimi gozdovi, mesti in gradovi. Dolgo pred sončnim zahodom je že sedela na gori pred veliko votlino, poraslo z nežnimi zelenimi ovijalkami, ki so bile videti kakor vezene preproge.
"Zdaj pa bomo videli, kaj boš nocoj sanjala tukaj!" je rekel najmlajši brat in ji pokazal spalnico. "Ko bi le sanjala, kako naj vas rešim!" je rekla; ta misel jo je vso prevzela. Tako goreče je prosila Boga za pomoč, da je celo v spanju nadaljevala molitev. Tedaj se ji je zazdelo, da leti visoko v zrak, proti gradu vile Morgane v oblakih, in vila ji prihaja naproti, tako lepa in sijoča, a vendar povsem podobna starki, ki ji je v gozdu dala jagode in ji povedala za labode z zlatimi kronami.
"Tvoje brate je mogoče rešiti!" je rekla. "Toda ali imaš dovolj poguma in vztrajnosti? Morje je res mehkejše od tvojih nežnih rok, pa vendar preoblikuje trde kamne; toda ne čuti bolečine, ki jo bodo čutili tvoji prsti. Nima srca in ne trpi strahu in muk, ki jih boš morala prestati ti. Vidiš to koprivo, ki jo držim v roki? Veliko takih raste okoli votline, kjer spiš; uporabne so samo tiste in tiste, ki poganjajo na pokopaliških grobovih, dobro si zapomni. Nabrati jih moraš, čeprav ti bodo na koži naredile pekoče mehurje; z nogami jih stri, da dobiš predivo. Iz njega moraš spresti nit in splesti enajst srajc z dolgimi rokavi; vrzi jih čez enajst divjih labodov in urok bo razbit. Toda dobro si zapomni: od trenutka, ko začneš to delo, pa vse do takrat, ko ga dokončaš, četudi bi vmes minila leta, ne smeš spregovoriti. Prva beseda, ki jo izrečeš, se bo kakor smrtonosno bodalo zarila v srca tvojih bratov; njihovo življenje je odvisno od tvojega jezika. Vse to si zapomni!"
V istem hipu se je s koprivo dotaknila njene roke; peklo je kakor živ ogenj in Elisa se je prebudila. Bil je že beli dan in tik ob kraju, kjer je spala, je ležala kopriva, prav takšna, kakršno je videla v sanjah. Padla je na kolena, se zahvalila Gospodu in odšla iz votline, da bi začela delati.
Z nežnimi rokami je segla med strašne koprive, ki so bile kakor ogenj; na rokah in podlahteh so ji naredile velike pekoče mehurje, a vse to je rada trpela, če je le mogla rešiti ljube brate. Vsako koprivo je strla z bosimi nogami in predla zeleno predivo.
Ko je sonce zašlo, so prišli bratje in se prestrašili, ker je bila tako tiha; mislili so, da je to nova čarovnija zlobne mačehe. Ko pa so videli njene roke, so razumeli, kaj počne zanje, in najmlajši brat je zajokal. Kjer so padle njegove solze, ni več čutila bolečine, tam so pekoči mehurji izginili.
Vso noč je delala, saj ni mogla najti miru, dokler ne bi rešila ljubih bratov. Ves naslednji dan, ko labodov ni bilo, je sedela sama, a še nikoli ji čas ni minil tako hitro. Ena srajca je bila že končana in zdaj je začela drugo.
Tedaj so med gorami zadoneli lovski rogovi; močno se je prestrašila. Zvok se je bližal in zaslišala je pasji lajež. Preplašena se je zatekla v votlino, koprive, ki jih je nabrala in izčesala, povezala v sveženj in sedla nanj.
V istem trenutku je iz goščave priskočil velik pes, takoj za njim drugi in nato še eden; glasno so lajali, se vračali in spet pritekali. Minilo je le nekaj minut in pred votlino so stali vsi lovci. Najlepši med njimi je bil kralj te dežele; stopil je k Elisi, saj še nikoli ni videl lepšega dekleta.
"Kako si prišla sem, prelepi otrok!" je rekel. Elisa je zmajala z glavo, saj ni smela govoriti; šlo je za rešitev in življenje njenih bratov. Roke je skrila pod predpasnik, da kralj ne bi videl, kaj mora trpeti.
"Pojdi z menoj!" je rekel. "Tukaj ne smeš ostati! Če si tako dobra, kakor si lepa, te bom oblekel v svilo in žamet, ti položil zlato krono na glavo in prebivala boš v mojem najrazkošnejšem gradu!" Nato jo je dvignil na svojega konja; jokala je in si vila roke, kralj pa je rekel: "Hočem samo tvojo srečo! Nekoč se mi boš zahvalila za to!" Oddirjal je med gorami, jo držal pred seboj na konju in lovci so jezdili za njima.
Ko je sonce zašlo, se je pred njima razgrnilo veličastno kraljevsko mesto s cerkvami in kupolami. Kralj jo je popeljal v grad, kjer so v visokih marmornatih dvoranah pljuskali veliki vodometi, stene in stropi pa so se bahali s slikami; toda ona za vse to ni imela oči, jokala je in žalovala. Brez upiranja je pustila, da so jo ženske oblekle v kraljevska oblačila, ji v lase vpletle bisere in ji čez opečene prste potegnile fine rokavice.
Ko je stala tam v vsem svojem sijaju, je bila tako osupljivo lepa, da se ji je dvor še globlje priklanjal, kralj pa jo je izbral za nevesto, čeprav je nadškof zmajeval z glavo in šepetal, da je lepa gozdna deklica gotovo čarovnica, ki jim slepi oči in je omrežila kraljevo srce.
Toda kralj ga ni poslušal; ukazal je, naj zadoni glasba, naj prinesejo najizvrstnejše jedi in naj najlepša dekleta zaplešejo okoli nje. Vodili so jo skozi dišeče vrtove v razkošne dvorane, a na njenih ustnicah se ni prikazal niti en nasmeh in v očeh ni zasijal; žalost je ostajala v njih kakor večna dediščina. Tedaj je kralj odprl majhno sobo tik ob njeni spalnici; krasile so jo dragocene zelene preproge in povsem je spominjala na votlino, v kateri je bivala. Na tleh je ležal sveženj prediva, ki ga je spredla iz kopriv, pod stropom pa je visela srajca, ki jo je že dokončala; vse to je eden od lovcev vzel s seboj kot zanimivost.
"Tukaj se lahko v sanjah vrneš v svoj nekdanji dom!" je rekel kralj. "Tu je delo, s katerim si se tam ukvarjala; zdaj, sredi vsega svojega razkošja, se boš rada spominjala tistih dni."
Ko je Elisa zagledala stvari, ki so ji bile tako pri srcu, ji je okoli ust zaigral nasmeh in v lica se ji je vrnila kri. Pomislila je na rešitev svojih bratov, poljubila kraljevo roko, on pa jo je stisnil k srcu in ukazal, naj vsi cerkveni zvonovi naznanijo poročno slavje. Prelepa nema deklica iz gozda je postala kraljica dežele.
Tedaj je nadškof kralju na uho zašepetal hudobne besede, a te niso segle do njegovega srca. Poroka se je morala zgoditi in nadškof sam ji je moral položiti krono na glavo. Z zlobnim odporom ji je tesni obroč tako močno potisnil na čelo, da jo je zabolelo; toda njeno srce je oklepal še težji obroč, žalost za brati, zato telesne bolečine ni čutila. Njena usta so molčala, saj bi že ena sama beseda njene brate stala življenja, v očeh pa ji je sijala globoka ljubezen do dobrega, lepega kralja, ki je storil vse, da bi jo razveselil. Iz dneva v dan ga je z vsem srcem bolj ljubila. Oh, ko bi se mu le smela zaupati in mu povedati, kaj trpi! Toda molčati je morala, molče je morala dokončati svoje delo. Zato se je ponoči skrivaj izmuznila od njega, odšla v malo skrivno kamrico, urejeno kakor votlina, in spletla eno oklepno srajco za drugo; ko pa je začela sedmo, ji je zmanjkalo prediva.
Vedela je, da na pokopališču rastejo koprive, ki jih potrebuje, toda nabrati jih je morala sama. Kako naj pride tja? »Oh, kaj je bolečina v mojih prstih v primerjavi z muko, ki jo trpi moje srce!« je pomislila. »Tvegati moram! Bog me ne bo zapustil!« S tesnobo v srcu, kakor da se odpravlja storit kaj hudega, se je v jasni mesečni noči prikradla na vrt, šla po dolgih drevoredih, stopila na samotne ulice in prišla do pokopališča. Tam je na enem najširših nagrobnih kamnov zagledala krog lamij, ostudnih čarovnic. Slekle so svoje cunje, kakor da se nameravajo kopati, nato pa so z dolgimi koščenimi prsti razkopale sveže grobove, izvlekle trupla in žrle njihovo meso. Elisa je morala tik mimo njih in uprle so vanjo svoje hudobne oči, a ona je molila, nabrala pekoče koprive in jih odnesla domov na grad.
Videl jo je en sam človek, nadškof, ki je bedel, kadar so drugi spali. Zdaj se je vendar potrdilo, kar je mislil: s kraljico ni vse tako, kakor bi moralo biti. Čarovnica je, zato je omrežila kralja in vse ljudstvo.
V spovednici je kralju povedal, kaj je videl in česa se boji. Ko so z njegovega jezika prihajale trde besede, so izrezljane podobe svetnikov zmajevale z glavami, kakor da hočejo reči: Ni tako, Elisa je nedolžna! Toda nadškof si je to razlagal drugače; menil je, da pričajo proti njej in zmajujejo z glavami nad njenim grehom. Tedaj sta kralju po licih spolzeli dve težki solzi in domov se je vrnil z dvomom v srcu. Ponoči se je pretvarjal, da spi, vendar mu miren spanec ni zatisnil oči. Opazil je, kako je Elisa vstala, in to se je ponavljalo vsako noč. Vsakič ji je tiho sledil in videl, kako je izginila v svoji skrivni kamrici.
Iz dneva v dan je njegov obraz postajal mračnejši. Elisa je to opazila, ni pa razumela, zakaj; navdajalo jo je s tesnobo, in koliko je njeno srce že tako trpelo zaradi bratov! Njene slane solze so tekle na kraljevski žamet in škrlat ter se tam bleščale kakor diamanti, vsi, ki so videli to razkošno opravo, pa so si želeli biti na kraljičinem mestu. Medtem je bilo njeno delo že skoraj končano, manjkala je le še ena oklepna srajca; toda tudi prediva ni imela več in niti ene same koprive. Zato je morala še enkrat, samo še zadnjikrat, na pokopališče in jih nabrati nekaj prgišč. S tesnobo je mislila na samotno pot in na strašne lamije, toda njena volja je bila trdna kakor njeno zaupanje v Boga.
Elisa je odšla, kralj in nadškof pa sta ji sledila. Videla sta jo izginiti skozi mrežasta vrata na pokopališče. Ko sta se jim približala, so na nagrobnem kamnu sedele lamije, prav kakor jih je bila videla Elisa, in kralj se je obrnil proč; kajti med njimi si je predstavljal njo, katere glava je še tisti večer počivala na njegovih prsih.
»Ljudstvo naj ji sodi!« je rekel in ljudstvo je razsodilo: zgoreti mora v rdečih plamenih. Iz veličastnih kraljevskih dvoran so jo odpeljali v temno, vlažno ječo, v katero je skozi zamreženo okno žvižgal veter. Namesto žameta in svile so ji dali sveženj kopriv, ki jih je nabrala, da bi nanj položila glavo; trde, pekoče oklepne srajce, ki jih je spletla, naj bi ji služile za odejo in pregrinjalo. Toda nič ljubšega ji ne bi mogli podariti. Spet se je lotila dela in molila k svojemu Bogu. Zunaj so poulični dečki prepevali posmehljive pesmi o njej; niti živa duša je ni potolažila s prijazno besedo.
Proti večeru je tik ob rešetkah zašumelo labodje krilo. Bil je najmlajši izmed bratov, našel je svojo sestro. Glasno je zajokala od veselja, čeprav je vedela, da bo prihajajoča noč morda zadnja v njenem življenju; toda zdaj je bilo tudi delo skoraj končano in njeni bratje so bili tu.
Nadškof je prišel, da bi bil zadnjo uro ob njej, kakor je obljubil kralju, toda ona je odkimala in ga s pogledom in kretnjami prosila, naj odide. To noč je vendar morala dokončati svoje delo, sicer bi bilo vse zaman: vse bolečine, solze in neprespane noči. Nadškof je odšel in jo obkladal s hudobnimi besedami, uboga Elisa pa je vedela, da je nedolžna, in nadaljevala svoje delo.
Miške so tekale po tleh in ji vlekle koprive k nogam, da bi ji vsaj malo pomagale, drozg pa je sedel na okensko rešetko in vso noč pel tako veselo, kakor je le mogel, da ne bi izgubila poguma.
Komaj se je začelo svitati, sonce naj bi vzšlo šele čez eno uro, ko je enajst bratov stalo pred grajskimi vrati in zahtevalo, naj jih odpeljejo pred kralja. Toda odgovorili so jim, da to ni mogoče, saj je še noč, kralj spi in ga ne smejo zbuditi. Prosili so, grozili, prišla je straža in celo kralj je stopil ven ter vprašal, kaj se dogaja. Prav tedaj pa je vzšlo sonce in bratov ni bilo več nikjer videti, nad gradom pa je letelo enajst divjih labodov.
Skozi mestna vrata je drlo vse ljudstvo, hoteli so videti, kako bodo sežgali čarovnico. Klavrno kljuse je vleklo voz, na katerem je sedela. Oblekli so jo v haljo iz grobe vrečevine; njeni čudoviti dolgi lasje so ji prosto padali okoli lepe glave. Lica so bila smrtno bleda, ustnice so se tiho premikale, medtem ko so prsti sukali zeleno predivo. Celo na poti v smrt ni opustila začetega dela; deset oklepnih srajc ji je ležalo pri nogah, enajsto pa je še pletla. Drhal se ji je posmehovala.
»Poglejte čarovnico, kako mrmra! V rokah nima molitvenika, ne, s svojo gnusno čarovnijo se ukvarja! Iztrgajte ji jo in raztrgajte na tisoč kosov!«
Vsi so se zgrnili okoli nje in hoteli raztrgati njeno delo. Tedaj je priletelo enajst belih labodov, posedli so okoli nje na voz in zamahnili z velikimi krili. Množica se je prestrašena umaknila.
»To je znamenje iz nebes! Gotovo je nedolžna!« so šepetali mnogi, a tega si niso upali povedati na glas. Zdaj jo je rabelj prijel za roko, ona pa je naglo vrgla enajst srajc čez labode in pred njo je stalo enajst prelepih princev. Le najmlajši je imel namesto ene roke labodje krilo, kajti njegovi oklepni srajci je manjkal en rokav, ki ga ni utegnila dokončati.
»Zdaj smem govoriti!« je rekla. »Nedolžna sem!« In ljudje, ki so videli, kaj se je zgodilo, so se ji priklonili kakor svetnici; ona pa se je brez zavesti zgrudila bratom v naročje, tako so jo izčrpali napetost, strah in bolečina.
»Da, nedolžna je!« je rekel najstarejši brat in povedal vse, kar se je zgodilo. Medtem ko je govoril, se je razširil vonj, kakor da bi cvetelo na milijone vrtnic, kajti vsako poleno v grmadi je pognalo korenine in veje. Tam je zdaj rasla dišeča živa meja, visoka in mogočna, polna rdečih vrtnic. Na vrhu je cvetel bel, bleščeč cvet, ki je sijal kakor zvezda. Kralj ga je utrgal in položil Elisi na prsi; tedaj se je prebudila z mirom in blaženostjo v srcu.
In vsi cerkveni zvonovi so zazvonili sami od sebe, ptice pa so priletele v velikih jatah. Proti gradu se je odpravil poročni sprevod, kakršnega ni videl še noben kralj.
Izvirnik
De vilde svaner
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen, når vi har vinter, boede en konge, som havde elve sønner og én datter, Elisa. De elve brødre, prinser var de, gik i skole med stjerne på brystet og sabel ved siden; de skrev på guldtavle med diamantgriffel og læste lige så godt udenad, som indeni; man kunne straks høre, at de var prinser. Søsteren Elisa sad på en lille skammel af spejlglas og havde en billedbog, der var købt for det halve kongerige.
Oh, de børn havde det så godt, men således skulle det ikke altid blive!
Deres fader, som var konge over hele landet, giftede sig med en ond dronning, der slet ikke var de stakkels børn god; allerede den første dag kunne de godt mærke det; på hele slottet var der stor stads, og så legede børnene: komme fremmede; men i stedet for at de ellers fik alle de kager og stegte æbler, der var at overkomme, gav hun dem kun sand i en tekop og sagde, at de kunne lade, som om det var noget.
Ugen efter satte hun den lille søster Elisa ud på landet hos nogle bønderfolk, og længe varede det ikke, før hun fik kongen indbildt så meget om de stakkels prinser, at han slet ikke brød sig mere om dem.
"Flyv I ud i verden og skøt jer selv!" sagde den onde dronning; "flyv som store fugle, uden stemme!" men hun kunne dog ikke gøre det så slemt, som hun gerne ville; de blev elve dejlige vilde svaner. Med et underligt skrig fløj de ud af slotsvinduerne hen over parken og skoven.
Det var endnu ganske tidlig morgen, da de kom forbi, hvor søsteren Elisa lå og sov i bondens stue; her svævede de over taget, drejede med deres lange halse, og slog med vingerne, men ingen hørte eller så det; de måtte igen af sted, højt op imod skyerne, langt ud i den vide verden, der fløj de ud i en stor mørk skov, der strakte sig lige til stranden.
Den stakkels lille Elisa stod i bondens stue, og legede med et grønt blad, andet legetøj havde hun ikke; og hun stak et hul i bladet, kikkede derigennem op på solen, og da var det ligesom om hun så sine brødres klare øjne, og hver gang de varme solstråler skinnede på hendes kind, tænkte hun på alle deres kys.
Den ene dag gik ligesom den anden. Blæste vinden gennem de store rosenhække uden for huset, da hviskede den til roserne: "Hvem kan være smukkere, end I," men roserne rystede med hovedet og sagde: "Det er Elisa." Og sad den gamle kone om søndagen i døren og læste i sin salmebog, da vendte vinden bladene, og sagde til bogen: "Hvem kan være frommere end du?" - "Det er Elisa!" sagde salmebogen, og det var den rene sandhed, hvad roserne og salmebogen sagde.
Da hun var femten år, skulle hun hjem; og da dronningen så, hvor smuk hun var, blev hun hende vred og hadefuld; gerne havde hun forvandlet hende til en vild svane, ligesom brødrene, men det turde hun ikke straks, da jo kongen ville se sin datter.
I den tidlige morgen gik dronningen ind i badet, der var bygget af marmor, og smykket med bløde hynder og de dejligste tæpper, og hun tog tre skrubtudser, kyssede på dem, og sagde til den ene: "Sæt dig på Elisas hoved, når hun kommer i badet, at hun kan blive dorsk, som du! Sæt dig på hendes pande," sagde hun til den anden, "at hun kan blive styg, som du, så at hendes fader ikke kender hende! Hvil ved hendes hjerte," hviskede hun til den tredje, "lad hende få et ondt sind, at hun kan have pine deraf!" Så satte hun skrubtudserne ud i det klare vand, der straks fik en grønlig farve, kaldte på Elisa, klædte hende af, og lod hende stige ned i vandet, og i det hun dukkede, satte den ene skrubtudse sig i hendes hår, den anden på hendes pande og den tredje på brystet, men Elisa syntes slet ikke at mærke det; så snart hun rejste sig op, flød der tre røde valmuer på vandet; havde dyrene ikke været giftige og kysset af heksen, da var de blevet forvandlet til røde roser, men blomster blev de dog, ved at hvile på hendes hoved og ved hendes hjerte; hun var for from og uskyldig til at trolddommen kunne have magt over hende.
Da den onde dronning så det, gned hun hende ind med valnøddesaft, så hun blev ganske sortbrun, strøg det smukke ansigt over med en stinkende salve og lod det dejlige hår filtre sig; det var umuligt at kende den smukke Elisa igen.
Da derfor hendes fader så hende, blev han ganske forskrækket, og sagde at det var ikke hans datter; ingen ville heller kendes ved hende, uden lænkehunden og svalerne, men de var fattige dyr og havde ikke noget at sige.
Da græd den stakkels Elisa og tænkte på sine elve brødre, der alle var borte. Bedrøvet listede hun sig ud af slottet, gik hele dagen over mark og mose ind i den store skov. Hun vidste slet ikke, hvor hun ville hen, men hun følte sig så bedrøvet og længtes efter sine brødre, de var vist også, ligesom hun, jaget ud i verden, dem ville hun søge og finde.
Kun kort tid havde hun været i skoven, før natten faldt på; hun var kommet rent bort fra vej og sti; da lagde hun sig ned på det bløde mos, læste sin aftenbøn og hældede sit hoved op til en stub. Der var så stille, luften var så mild, og rundt omkring i græsset og på mosset skinnede, som en grøn ild, over hundrede sankthansorm; da hun med hånden sagte rørte ved en af grenene, faldt de lysende insekter, som stjerneskud, ned til hende.
Hele natten drømte hun om sine brødre; de legede igen, som børn, skrev med diamantgriffel på guldtavle og så i den dejlige billedbog, der havde kostet det halve rige; men på tavlen skrev de ikke, som før, kun nuller og streger, nej de dristigste bedrifter de havde udført, alt hvad de havde oplevet og set; og i billedbogen var alt levende, fuglene sang, og menneskene gik ud af bogen og talte til Elisa og hendes brødre, men når hun vendte bladet, sprang de straks igen ind, for at der ikke skulle komme vildrede i billederne.
Da hun vågnede, var solen allerede højt oppe; hun kunne rigtignok ikke se den, de høje træer bredte deres grene tæt og fast ud, men strålerne spillede deroppe ligesom et viftende guldflor; der var en duft af det grønne, og fuglene var nær ved at sætte sig på hendes skuldre. Hun hørte vandet plaske, det var mange store kildevæld, som alle faldt ud i en dam hvor der var den dejligste sandbund; rigtignok voksede her tætte buske rundt om, men på ét sted havde hjortene gravet en stor åbning og her gik Elisa hen til vandet, det var så klart, at havde vinden ikke rørt grene og buske således at de bevægede sig, da måtte hun have troet, at de var malet af nede på bunden, så tydeligt spejlede sig der hvert blad, både det solen skinnede igennem og det der ganske var i skygge.
Så snart hun så sit eget ansigt, blev hun ganske forskrækket, så brunt og fælt var det, men da hun gjorde sin lille hånd våd og gned øjne og pande, skinnede den hvide hud frem igen, da lagde hun alle sine klæder og gik ud i det friske vand; et dejligere kongebarn, end hun var, fandtes der ikke i denne verden.
Da hun igen var klædt og havde flettet sit lange hår, gik hun til det sprudlende væld, drak af sin hule hånd, og vandrede længere ind i skoven, uden selv at vide hvorhen. Hun tænkte på sine brødre, tænkte på den gode Gud, der vist ikke ville forlade hende; han lod de vilde skovæbler gro, for at mætte den hungrige; han viste hende et sådant træ, grenene bugnede af frugt, her holdt hun sit middagsmåltid, satte støtter under dets grene og gik så ind i den mørkeste del af skoven. Der var så stille, at hun hørte sine egne fodtrin, hørte hvert lille vissent blad der bøjede sig under hendes fod; ikke en fugl var der at se, ikke en solstråle kunne trænge igennem de store tætte trægrene; de høje stammer stod så nær ved hinanden, at når hun så ligefrem, var det, som om det ene bjælkegitter, tæt ved det andet, omsluttede hende; oh, her var en ensomhed, hun aldrig før havde kendt.
Natten blev så mørk; ikke en eneste lille sankthansorm skinnede fra mosset, bedrøvet lagde hun sig ned for at sove; da syntes hun at trægrenene oven over hende gik til side og Vorherre med milde øjne så ned på hende, og små engle tittede frem over hans hoved og under hans arme.
Da hun vågnede om morgnen, vidste hun ikke, om hun havde drømt det, eller om det virkelig var så.
Hun gik nogle skridt fremad, da mødte hun en gammel kone med bær i sin kurv, den gamle gav hende nogle af disse. Elisa spurgte, om hun ikke havde set elve prinser ride igennem skoven.
"Nej," sagde den gamle, "men jeg så i går elve svaner med guldkroner på hovedet svømme ned af åen her tæt ved!"
Og hun førte Elisa et stykke længere frem til en skrænt; neden for denne bugtede sig en å; træerne på dens bredder strakte deres lange bladfulde grene over imod hinanden, og hvor de, efter deres naturlige vækst, ikke kunne nå sammen, der havde de revet rødderne løse fra jorden og hældede ud over vandet med grenene flettet i hinanden.
Elisa sagde farvel til den gamle og gik langs med åen, til hvor denne flød ud i den store, åbne strand.
Hele det dejlige hav lå for den unge pige; men ikke en sejler viste sig derude, ikke en båd var der at se, hvor skulle hun dog komme længere bort. Hun betragtede de utallige småstene på bredden; vandet havde slebet dem alle runde. Glas, jern, stene, alt hvad der lå skyllet op, havde taget skikkelse af vandet, der dog var langt blødere end hendes fine hånd. "Det bliver utrætteligt ved at rulle, og så jævner sig det hårde, jeg vil være lige så utrættelig! tak for eders lærdom, I klare, rullende bølger; engang, det siger mit hjerte mig, vil I bære mig til mine kære brødre!"
På den opskyllede tang lå elve hvide svanefjer; hun samlede dem i en buket, der lå vanddråber på dem, om det var dug eller tårer, kunne ingen se. Ensomt var der ved stranden, men hun følte det ikke; thi havet frembød en evig afveksling, ja i nogle få timer flere, end de ferske indsøer kan vise i et helt år. Kom der en stor sort sky, så var det, som søen ville sige: Jeg kan også se mørk ud, og da blæste vinden og bølgerne vendte det hvide ud; men skinnede skyerne røde og vindene sov, så var havet som et rosenblad; nu blev det grønt, nu hvidt, men i hvor stille det hvilede, var der dog ved bredden en sagte bevægelse; vandet hævede sig svagt, som brystet på et sovende barn.
Da solen var ved at gå ned, så Elisa elve vilde svaner med guldkroner på hovedet flyver mod land, de svævede den ene bag den anden; det så ud som et langt hvidt bånd; da steg Elisa op på skrænten og skjulte sig bag en busk; svanerne satte sig nær ved hende og slog med deres store, hvide vinger.
I det solen var under vandet, faldt pludseligt svanehammen og der stod elve dejlige prinser, Elisas brødre. Hun udstødte et højt skrig; thi uagtet de havde forandret sig meget, vidste hun, at det var dem, følte, at det måtte være dem; og hun sprang i deres arme, kaldte dem ved navn og de blev så lyksalige, da de så og kendte deres lille søster, der nu var så stor og dejlig. De lo og de græd, og snart havde de forstået hinanden, hvor ond deres stedmoder havde været imod dem alle.
"Vi brødre," sagde den ældste, "flyver, som vilde svaner, så længe solen står på himlen; når den er nede, får vi vor menneskelige skikkelse; derfor må vi altid ved solnedgang passe på at have hvile for foden; for flyver vi da oppe mod skyerne, må vi, som mennesker, styrte ned i dybet. Her bor vi ikke; der ligger et lige så skønt land, som dette, hin side søen; men vejen derhen er lang, det store hav må vi over, og der findes ingen ø på vor vej, hvor vi kan overnatte, kun en ensom lille klippe rager op midt derude; den er ej større, end at vi side om side kan hvile på den; går søen stærk så sprøjter vandet højt over os; men dog takker vi vor Gud for den. Der overnatter vi i vor skikkelse som menneske, uden den kunne vi aldrig gæste vort kære fædreland, thi to af årets længste dage bruger vi til vor flugt. Kun en gang om året er det forundt os at besøge vort fædrenehjem, elve dage tør vi blive her, flyve hen over denne store skov, hvorfra vi kan øjne slottet, hvor vi blev født og hvor vor fader bor, se det høje tårn af kirken, hvor moder er begravet. - Her synes vi træer og buske er i slægt med os, her løber de vilde heste hen over sletterne, som vi så det i vor barndom; her synger kulbrænderen de gamle sange, vi dansede efter som børn, her er vort fædreland, her drages vi hen og her har vi fundet dig du kære, lille søster! to dage endnu tør vi blive her, så må vi bort over havet til et dejligt land, men som ikke er vort fædreland! hvorledes får vi dig med? Vi har hverken skib eller båd!"
"Hvorledes skal jeg kunne frelse eder!" sagde søsteren.
Og de talte sammen næsten den hele nat, der blev kun blundet nogle timer.
Elisa vågnede ved lyden af svanevingerne, der susede over hende. Brødrene var igen forvandlet og de fløj i store kredse og til sidst langt bort, men en af dem, den yngste, blev tilbage; og svanen lagde sit hoved i hendes skød og hun klappede dens hvide vinger; hele dagen var de sammen. Mod aften kom de andre tilbage, og da solen var nede, stod de i deres naturlige skikkelse.
"I morgen flyver vi herfra, tør ikke komme tilbage før om et helt år, men dig kan vi ikke således forlade! har du mod at følge med? Min arm er stærk nok til at bære dig gennem skoven, skal vi da ikke alle have stærke vinger nok til at flyve med dig over havet."
"Ja, tag mig med!" sagde Elisa.
Den hele nat tilbragte de med at flette et net af den smidige pilebark og de seje siv, og det blev stort og stærkt; på dette lagde Elisa sig, og da solen så kom frem, og brødrene forvandledes til vilde svaner, greb de i nettet med deres næb, og fløj højt mod skyerne med den kære søster, der sov endnu. Solstrålerne faldt lige på hendes ansigt, derfor fløj en af svanerne over hendes hoved, at dens brede vinger kunne give skygge. -
De var langt fra land, da Elisa vågnede; hun troede endnu at drømme, så underligt forekom det hende, at bæres over havet, højt igennem luften. Ved hendes side lå en gren med dejlige modne bær, og et bundt velsmagende rødder; dem havde den yngste af brødrene samlet og lagt til hende, og hun tilsmilede ham taknemlig, thi hun kendte, det var ham, som fløj lige over hendes hoved, og skyggede med vingerne.
De var så højt oppe, at det første skib, de så under dem, syntes en hvid måge, der lå på vandet. En stor sky stod bag ved dem, det var et helt bjerg, og på den så Elisa skyggen af sig selv, og af de elve svaner, så kæmpestore fløj de der; det var et skilderi, prægtigere end hun havde set noget før; men alt som solen steg højere og skyen blev længere bag ved dem, forsvandt det svævende skyggebillede.
Den hele dag fløj de af sted, som en susende pil gennem luften, men dog var det langsommere end ellers, nu havde de søsteren at bære. Der trak et ondt vejr op, aftnen nærmede sig; angst så Elisa solen synke, og endnu var ej den ensomme klippe i havet at øjne; det forekom hende, at svanerne gjorde stærkere slag med vingerne. Ak! hun var skyld i, at de ej kom hurtigt nok af sted; når solen var nede, ville de blive til mennesker, styrte i havet, og drukne. Da bad hun i sit hjertes inderste en bøn til Vorherre, men endnu øjnede hun ingen klippe; den sorte sky kom nærmere; de stærke vindpust forkyndte en storm; skyerne stod i en eneste stor truende bølge, der fast som bly skød fremad; lyn blinkede på lyn.
Nu var solen lige ved randen af havet. Elisas hjerte bævede; da skød svanerne nedad, så hastigt at hun troede at falde; men nu svævede de igen. Solen var halvt nede i vandet; da først øjnede hun den lille klippe under sig, den så ud, ikke større, end om det var en sælhund, der stak hovedet op af vandet. Solen sank så hurtigt; nu var den kun, som en stjerne; da rørte hendes fod ved den faste grund, solen slukkedes lig den sidste gnist i det brændende papir; arm i arm så hun brødrene stå omkring sig; men mere plads, end netop til dem og hende, var der heller ikke. Søen slog mod klippen, og gik som en skylregn hen over dem; himlen skinnede i en altid flammende ild og slag på slag rullede tordenen; men søster og brødre holdt hinanden i hænderne og sang en salme, hvoraf de fik trøst og mod.
I dagningen var luften ren og stille; så snart solen steg, fløj svanerne med Elisa bort fra øen. Havet gik endnu stærkt, det så ud, da de var højt i vejret, som om den hvide skum på den sortgrønne sø var millioner svaner, der flød på vandet.
Da solen kom højere, så Elisa foran sig, halvt svømmende i luften, et bjergland, med skinnende ismasser på fjeldene og midt derpå strakte sig et vist milelangt slot, med den ene dristige søjlegang ovenpå den anden; nedenfor gyngede palmeskove og pragtblomster, store, som møllehjul. Hun spurgte, om det var landet, hun skulle til, men svanerne rystede med hovedet, thi det, hun så, var Fatamorganas dejlige, altid omvekslende skyslot; derind turde de intet menneske bringe. Elisa stirrede derpå; da styrtede bjerge, skove og slot sammen, og der stod tyve stolte kirker, alle hinanden lige, med høje tårne, og spidse vinduer. Hun syntes at høre orglet klinge, men det var havet, hun hørte. Nu var hun kirkerne ganske nær, da blev disse til en hel flåde, der sejlede hen under hende; hun så ned, og det var kun havtåge, der jog hen over vandet. Ja en evig afveksling havde hun for øje, og nu så hun det virkelige land, hun skulle til; der rejste sig de dejlige blå bjerge, med cederskove, byer og slotte. Længe før solen gik ned, sad hun på fjeldet foran en stor hule, der var begroet med fine, grønne slyngplanter; det så ud, som det var broderede tæpper.
"Nu skal vi se, hvad du drømmer her i nat!" sagde den yngste broder og viste hende hendes sovekammer.
"Gid jeg måtte drømme, hvorledes jeg skulle frelse eder!" sagde hun; og denne tanke beskæftigede hende så levende; hun bad så inderlig til Gud om hans hjælp, ja selv i søvne vedblev hun sin bøn; da forekom det hende, at hun fløj højt op i luften, til Fatamorganas skyslot, og feen kom hende i møde, så smuk og glimrende, og dog lignede hun ganske den gamle kone, der gav hende bær i skoven, og fortalte hende om svanerne med guldkronerne på.
"Dine brødre kan frelses!" sagde hun, "men har du mod og udholdenhed. Vel er havet blødere end dine fine hænder, og omformer dog de hårde stene, men det føler ikke den smerte, dine fingre ville føle; det har intet hjerte, lider ikke den angst og kval, du må udholde. Ser du denne brændenælde, jeg holder i min hånd! af denne slags vokser mange rundt om hulen, hvor du sover; kun de der, og de, som skyder frem på kirkegårdens grave, er brugelige, mærk dig det; dem må du plukke, skønt de vil brænde din hud i vabler; bryd nælderne med dine fødder, da får du hør; med den skal du sno og binde elve panserskjorter, med lange ærmer, kast disse over de elve vilde svaner, så er trolddommen løst. Men husk vel på, at fra det øjeblik, du begynder dette arbejde, og lige til det er fuldendt, om der endog går år imellem, må du ikke tale; det første ord, du siger, går som en dræbende dolk i dine brødres hjerte; ved din tunge hænger deres liv. Mærk dig alt dette!"
Og hun rørte i det samme ved hendes hånd med nælden; den var som en brændende ild, Elisa vågnede derved. Det var lys dag, og tæt ved, hvor hun havde sovet, lå en nælde, som den, hun havde set i drømme. Da faldt hun på sine knæ, takkede Vorherre, og gik ud af hulen, for at begynde på sit arbejde.
Med de fine hænder greb hun ned i de hæslige nælder, de var som ild; store vabler brændte de på hendes hænder og arme, men gerne ville hun lide det, kunne hun frelse de kære brødre. Hun brød hver nælde med sine nøgne fødder, og snoede den grønne hør.
Da solen var nede, kom brødrene, og de blev forskrækket ved at finde hende så tavs; de troede at det var en ny trolddom af den onde stedmoder; men da de så hendes hænder, begreb de, hvad hun gjorde for deres skyld, og den yngste broder græd, og hvor hans tårer faldt, der følte hun ingen smerter, der forsvandt de brændende vabler.
Natten tilbragte hun med sit arbejde, thi hun havde ingen ro, før hun havde frelst de kære brødre; hele den følgende dag, medens svanerne var borte, sad hun i sin ensomhed, men aldrig havde tiden fløjet så hurtig. En panserskjorte var alt færdig, nu begyndte hun på den næste.
Da klang jagthorn mellem bjergene; hun blev ganske angst; lyden kom nærmere; hun hørte hunde gø; forskrækket søgte hun ind i hulen, bandt nælderne, hun havde samlet og heglet, i et bundt, og satte sig derpå.
I det samme kom en stor hund springende frem fra krattet, og straks efter en, og endnu en; de gøede højt, løb tilbage, og kom frem igen. Det varede ikke mange minutter, så stod alle jægerne uden for hulen, og den smukkeste iblandt dem var landets konge, han trådte hen til Elisa, aldrig havde han set en skønnere pige.
"Hvor er du kommet her, du dejlige barn!" sagde han. Elisa rystede med hovedet, hun turde jo ikke tale, det gjaldt hendes brødres frelse og liv; og hun skjulte sine hænder under forklædet, at kongen ikke skulle se, hvad hun måtte lide.
"Følg med mig!" sagde han, "her må du ikke blive! er du god, som du er smuk, da vil jeg klæde dig i silke og fløjl, sætte guldkronen på dit hoved, og du skal bo og bygge i mit rigeste slot!" - og så løftede han hende op på sin hest; hun græd, vred sine hænder, men kongen sagde: "Jeg vil kun din lykke! engang skal du takke mig derfor!" og så fór han af sted mellem bjergene, og holdt hende foran på hesten, og jægerne jog bagefter.
Da solen gik ned, lå den prægtige kongestad, med kirker og kupler foran, og kongen førte hende ind i slottet, hvor store springvand plaskede i de høje marmorsale, hvor vægge og loft prangede med malerier, men hun havde ikke øjne derfor, hun græd og sørgede; godvillig lod hun kvinderne iføre hende de kongelige klæder, flette perler i hendes hår, og trække fine handsker over de forbrændte fingre.
Da hun stod der i al sin pragt, var hun så blændende smuk, at hoffet bøjede sig endnu dybere for hende, og kongen kårede hende til sin brud; skønt ærkebiskoppen rystede med hovedet, og hviskede, at den smukke skovpige vist var en heks, hun blændede deres øjne, og bedårede kongens hjerte.
Men kongen hørte ikke derpå, lod musikken klinge, de kosteligste retter frembære, de yndigste piger danse om hende, og hun blev ført gennem duftende haver ind i prægtige sale; men ikke et smil gik over hendes læber, eller frem på hendes øjne, sorgen stod der, som evig arv og eje. Nu åbnede kongen et lille kammer, tæt ved hvor hun skulle sove; her var pyntet med kostelige grønne tæpper, og lignede ganske hulen, hvori hun havde været; på gulvet lå det bundt hør, hun havde spundet af nælderne, og under loftet hang panserskjorten, der var strikket færdig; Alt dette havde en af jægerne taget til sig, som noget kuriøst.
"Her kan du drømme dig tilbage i dit fordums hjem!" sagde kongen. "Her er det arbejde, som der beskæftigede dig; nu, midt i al din pragt, vil det more dig at tænke tilbage på hin tid."
Da Elisa så dette, der lå hendes hjerte så nært, spillede et smil om hendes mund, og blodet vendte tilbage i kinderne; hun tænkte på sine brødres frelse, kyssede kongens hånd, og han trykkede hende til sit hjerte, og lod alle kirkeklokker forkynde bryllupsfest. Den dejlige stumme pige fra skoven var landets dronning.
Da hviskede ærkebiskoppen onde ord i kongens øre, men de sank ikke ned til hans hjerte, brylluppet skulle stå, ærkebiskoppen selv måtte sætte hende kronen på hovedet, og han trykkede med ond uvilje den snævre ring fast ned over panden, så det gjorde ondt; dog der lå en tungere ring om hendes hjerte, sorgen over hendes brødre; hun følte ikke den legemlige pine. Hendes mund var stum, et eneste ord ville jo skille hendes brødre ved livet, men i hendes øjne lå der en dyb kærlighed til den gode, smukke konge, der gjorde alt for at glæde hende. Med hele sit hjerte blev hun ham dag for dag mere god; oh, at hun turde blot betro sig til ham, sige ham sin lidelse! men stum måtte hun være, stum måtte hun fuldføre sit værk. Derfor listede hun sig om natten fra hans side, gik ind i det lille lønkammer, der var smykket, som hulen, og hun strikkede den ene panserskjorte færdig efter den anden; men da hun begyndte på den syvende, havde hun ikke mere hør.
På kirkegården vidste hun de nælder groede, som hun skulle bruge, men selv måtte hun plukke dem, hvorledes skulle hun komme derud.
"Oh, hvad er smerten i mine fingre, mod den kval mit hjerte lider!" tænkte hun, "jeg må vove det! Vorherre vil ikke slå hånden af mig!" med en hjerteangst, som var det en ond gerning hun havde for, listede hun sig, i den måneklare nat, ned i haven, gik gennem de lange alleer, ud på de ensomme gader, hen til kirkegården. Der så hun på en af de bredeste ligstene sad en kreds lamier, hæslige hekse, de tog deres pjalter af, som om de ville bade sig, og så gravede de med de lange magre fingre ned i de friske grave, tog ligene frem og åd deres kød. Elisa måtte dem tæt forbi, og de fæstede deres onde øjne på hende, men hun læste sin bøn, samlede de brændende nælder, og bar dem hjem til slottet.
Kun et eneste menneske havde set hende, ærkebiskoppen, han var oppe, når de andre sov; nu havde han dog fået ret i hvad han mente: at det ikke var, som det skulle, med dronningen; hun var en heks, derfor havde hun bedåret kongen og det hele folk.
I skriftestolen sagde han til kongen, hvad han havde set, og hvad han frygtede, og da de hårde ord kom fra hans tunge, rystede de udskårne helgenbilleder med hovedet, som om de ville sige: Det er ikke så, Elisa er uskyldig! men ærkebiskoppen lagde det anderledes ud, mente, at de vidnede imod hende, at de rystede med hovedet over hendes synd. Da rullede to tunge tårer ned over kongens kinder, han gik hjem med tvivl i sit hjerte; og han lod som om han sov om natten, men der kom ingen rolig søvn i hans øjne, han mærkede, hvorledes Elisa stod op, og hver nat gentog hun dette og hver gang fulgte han sagte efter, og så at hun forsvandt i sit lønkammer.
Dag for dag blev hans mine mere mørk, Elisa så det, men begreb ikke hvorfor, men det ængstede hende, og hvad led hun ikke i sit hjerte for brødrene! på det kongelige fløjl og purpur randt hendes salte tårer, de lå der som glimrende diamanter, og alle som så den rige pragt, ønskede at være dronningen. Snart var hun imidlertid til ende med sit arbejde, kun én panserskjorte manglede endnu; men hør havde hun heller ikke mere; og ikke en eneste nælde. En gang, kun denne sidste, måtte hun derfor på kirkegården og plukke nogle håndfulde. Hun tænkte med angst på den ensomme vandring, og på de skrækkelige lamier; men hendes vilje var fast, som hendes tillid til Vorherre.
Elisa gik, men kongen og ærkebiskoppen fulgte efter, de så hende forsvinde ved gitterporten ind til kirkegården og da de nærmede sig den, sad på gravstenen lamierne, som Elisa havde set dem, og kongen vendte sig bort; thi mellem disse tænkte han sig hende, hvis hoved endnu i denne aften havde hvilet ved hans bryst.
"Folket må dømme hende!" sagde han, og folket dømte, hun skal brændes i de røde luer.
Fra de prægtige kongesale blev hun ført hen i et mørkt, fugtigt hul, hvor vinden peb ind af det gitrede vindue; i stedet for fløjl og silke gav de hende det bundt nælder hun havde samlet, det kunne hun lægge sit hoved på; de hårde brændende panserskjorter, hun havde strikket, skulle være dyne og tæppe, men intet kærere kunne de skænke hende, hun tog igen fat på sit arbejde og bad til sin Gud. Udenfor sang gadedrengene spotteviser om hende; ingen sjæl trøstede hende med et kærligt ord.
Da susede mod aften, tæt ved gitteret, en svanevinge, det var den yngste af brødrene, han havde fundet søsteren; og hun hulkede højt af glæde, skønt hun vidste, at natten, som kom, muligt var den sidste hun havde at leve i; men nu var jo arbejdet også næsten fuldført og hendes brødre var her.
Ærkebiskoppen kom for at være den sidste time hos hende, det havde han lovet kongen, men hun rystede på hovedet, bad med blik og miner at han ville gå; i denne nat måtte hun jo ende sit arbejde, ellers var alt til unytte; alt, smerte, tårer og de søvnløse nætter; ærkebiskoppen gik bort med onde ord imod hende, men den stakkels Elisa vidste, hun var uskyldig, og vedblev sit arbejde.
De små mus løb på gulvet, de slæbte nælderne hen for hendes fødder, for dog at hjælpe lidt, og droslen satte sig ved vinduets gitter, og sang den hele nat, så lystigt den kunne, at hun ikke skulle tabe modet.
Det var endnu ikke mere end dagning, først om en time ville solen komme op, da stod de elve brødre ved slottets port, forlangte at føres for kongen, men det kunne ikke ske, blev der svaret, det var jo nat endnu, kongen sov og turde ikke vækkes. De bad, de truede, vagten kom, ja selv kongen trådte ud, og spurgte hvad det betød; da kom solen i det samme op, og der var ingen brødre at se, men hen over slottet fløj elve vilde svaner.
Ud af byens port strømmede det hele folk, de ville se heksen blive brændt. En ussel hest trak kærren, hvori hun sad; man havde givet hende en kittel på, af groft sækketøj; hendes dejlige lange hår hang løst om det smukke hoved; hendes kinder var dødblege, hendes læber bevægede sig sagte, mens fingrene snoede den grønne hør; selv på vejen til sin død slap hun ikke det begyndte arbejde, de ti panserskjorter lå ved hendes fødder, den elvte strikkede hun på. Pøbelen forhånede hende.
"Se til heksen, hvor hun mumler! ikke en salmebog har hun i hånden, nej sit lede kogleri sidder hun med, riv det fra hende i tusinde stykker!"
Og de trængte alle ind på hende og ville sønderrive det; da kom elve hvide svaner flyvende, de satte sig rundt om hende på kærren og slog med deres store vinger. Da veg hoben forfærdet til side.
"Det er et tegn fra Himmelen! hun er vist uskyldig!" hviskede mange, men de vovede ikke højt at sige det.
Nu greb bødlen hende ved hånden, da kastede hun i hast de elve skjorter over svanerne og der stod elve dejlige prinser, men den yngste havde en svanevinge i stedet for sin ene arm, thi der manglede et ærme i hans panserskjorte, det havde hun ikke fået færdig.
"Nu tør jeg tale!" sagde hun, "jeg er uskyldig!"
Og folket som så, hvad der var sket, bøjede sig for hende som for en helgeninde; men hun sank livløs i brødrenes arme, således havde spænding, angst og smerte virket på hende.
"Ja, uskyldig er hun!" sagde den ældste broder, og nu fortalte han alt hvad der var sket, og medens han talte, udbredte sig en duft, som af millioner roser, thi hvert brændestykke i bålet havde slået rødder og skudt grene; der stod en duftende hæk, så høj og stor med røde roser; øverst sad en blomst, hvid og skinnende, den lyste, som en stjerne, den brød kongen, satte den på Elisas bryst, da vågnede hun med fred og lyksalighed i sit hjerte.
Og alle kirkeklokker ringede af sig selv og fuglene kom i store flokke; det blev et bryllupstog tilbage til slottet, som endnu ingen konge havde set det.
Nadaljuj z branjem
