Prevod
Nekoč je živel deček, ki je bil prehlajen; nekje si je zmočil noge in nihče ni mogel razumeti, kje, saj je bilo vreme povsem suho. Mama ga je slekla, spravila v posteljo in dala prinesti pripravo za kuhanje čaja, da bi mu skuhala dobro skodelico bezgovega čaja, kajti ta lepo pogreje! Prav tedaj je skozi vrata stopil stari šaljivi gospod, ki je stanoval čisto na vrhu hiše in živel tako sam, saj ni imel ne žene ne otrok, imel pa je zelo rad vse otroke in znal povedati toliko pravljic in zgodb, da ga je bilo pravo veselje poslušati.
»Zdaj pa popij čaj!« je rekla mama. »Morda boš potem slišal pravljico.« »Da, ko bi le znal kaj novega!« je rekel stari gospod in prijazno prikimal. »Ampak kje si je mali zmočil noge?« je vprašal.
»Da, le kje!« je rekla mama. »Tega nihče ne more razumeti.« »Ali bom slišal pravljico?« je vprašal deček. »Da, če mi znaš precej natančno povedati nekaj, kar moram najprej vedeti: kako globok je jarek ob cesti v tisti uličici, po kateri hodiš v šolo?«
»Ravno do polovice škornjev,« je rekel deček, »ampak za to moram stopiti v globoko luknjo!« »No, od tod pa mokre noge,« je rekel starec. »Zdaj bi moral res povedati pravljico, pa ne znam nobene več!«
»Saj si jo lahko kar takoj izmislite,« je rekel deček. »Mama pravi, da lahko vse, kar pogledate, postane pravljica, in iz vsega, česar se dotaknete, lahko napravite zgodbo!«
»Da, ampak take pravljice in zgodbe niso nič prida! Ne, tiste prave pridejo same od sebe, potrkajo mi na čelo in rečejo: Tukaj sem!« »Ali ne bo že kmalu potrkalo?« je vprašal deček, mama pa se je zasmejala, stresla bezgove cvetove v čajnik in jih prelila z vrelo vodo.
»Povejte! Povejte!« »Da, ko bi le pravljica prišla sama od sebe, ampak takšna je imenitna gospa, pride samo, kadar se ji zljubi ... Stoj!« je nenadoma rekel. »Pa jo imamo! Pazi, zdaj je ena na čajniku!«
Deček je pogledal proti čajniku. Pokrov se je vse bolj dvigal in izpod njega so se prikazali bezgovi cvetovi, tako sveži in beli; pognali so velike, dolge veje, celo iz dulca so se širile na vse strani in postajale čedalje večje. Bil je najlepši bezgov grm, celo drevo, ki je segalo v posteljo in odrivalo zavese. Oh, kako je cvetelo in dišalo! Sredi drevesa pa je sedela stara, prijazna ženica v nenavadni obleki; bila je povsem zelena, kakor bezgovi listi, in posuta z velikimi belimi bezgovimi cvetovi. Ni bilo mogoče takoj razločiti, ali je iz blaga ali iz živega zelenja in cvetja.
»Kako je ime tej ženici?« je vprašal deček. »No, Rimljani in Grki,« je rekel stari gospod, »so ji pravili driada, ampak tega mi ne razumemo; tam v Nyboderju imajo zanjo lepše ime, tam ji pravijo bezgova mati. In zdaj moraš biti pozoren prav nanjo; le poslušaj in glej to lepo bezgovo drevo:
Prav takšno veliko, cvetoče drevo stoji tam v Nyboderju; raslo je v kotu majhnega, revnega dvorišča. Pod tem drevesom sta nekega popoldneva v najlepšem soncu sedela dva stara človeka: star, star mornar in njegova stara, stara žena. Bila sta pradedek in prababica in kmalu bi morala praznovati zlato poroko, vendar se nista mogla prav spomniti datuma. Bezgova mati pa je sedela v drevesu in bila videti prav tako zadovoljna kakor tukaj. ‚Jaz že vem, kdaj je zlata poroka!‘ je rekla, toda nista je slišala; pogovarjala sta se o starih časih.
‚Ali se spomniš,‘ je rekel stari mornar, ‚ko sva bila še čisto majhna otročaja in sva tekala ter se igrala? Prav na tem dvorišču je bilo, kjer zdaj sediva. V zemljo sva zabadala paličice in si uredila vrt.‘
‚Da,‘ je rekla stara žena, ‚tega se dobro spominjam! Paličice sva zalivala in ena je bila bezgova; pognala je korenine, odgnala zelene poganjke in zdaj zrasla v veliko drevo, pod katerim sediva midva starčka.‘
‚Seveda!‘ je rekel. ‚In tamle v kotu je stal škaf z vodo, v njem pa je plula moja ladjica. Sam sem jo izrezljal; kako je znala pluti! Ampak kmalu sem se odpravil na čisto drugačno plovbo!‘
‚Da, toda najprej sva hodila v šolo in se česa naučila!‘ je rekla. ‚Potem sva bila konfirmirana; oba sva jokala. Popoldne pa sva šla z roko v roki na Rundetårn in gledala v svet čez København in morje; nato sva šla v Frederiksberg, kjer sta se kralj in kraljica v svojih razkošnih čolnih vozila po kanalih.‘
‚Jaz pa sem potem zares plul drugače, in to dolga leta, daleč stran, na velikih potovanjih!‘ ‚Da, pogosto sem jokala zaradi tebe!‘ je rekla. ‚Mislila sem, da si mrtev in izgubljen, da te premetava tam spodaj v globoki vodi! Marsikatero noč sem vstala in pogledala, ali se vetrokaz obrača; da, obračal se je že, tebe pa ni bilo! Tako jasno se spominjam, kako je nekega dne lilo. Smetar je prišel pred hišo, kjer sem služila, jaz pa sem prišla dol s škafom in obstala pri vratih. Kako strašno vreme je bilo! In ko sem tako stala tam, se je ob meni znašel pismonoša in mi dal pismo; bilo je od tebe! Oh, koliko sveta je prepotovalo! Takoj sem ga odprla in brala; smejala sem se in jokala, tako sem bila srečna! Pisalo je, da si v toplih deželah, kjer rastejo kavna zrna! Kako blagoslovljena dežela mora biti to! Toliko si pripovedoval in vse sem videla pred seboj, medtem ko je dež lil, jaz pa sem stala s škafom v rokah. Prav tedaj me je nekdo objel okoli pasu ...!‘
‚... Da, ti pa si mu prisolila tako zaušnico, da je kar počilo.‘ ‚Saj nisem vedela, da si ti! Prišel si prav tako zgodaj kakor tvoje pismo; in tako čeden si bil! Saj si še zdaj. V žepu si imel dolg, rumen svilen robec in na glavi bleščeč klobuk; tako imeniten si bil. Moj Bog, kakšno vreme je bilo in kakšna je bila ulica!‘
‚Potem sva se poročila!‘ je rekel. ‚Se spomniš? In potem sva dobila prvega fantka, nato pa Marie in Nielsa in Petra in Hansa Christiana!‘ ‚Da, in kako so vsi odrasli in postali pošteni ljudje, ki jih imajo vsi radi!‘
‚Pa še njihovi otroci imajo zdaj svoje malčke!‘ je rekel stari mornar. ‚Da, pravnuki so to, in ti so od sile! Mislim pa, da sva se poročila prav v tem letnem času ...!‘
‚Da, prav danes je vajina zlata poroka!‘ je rekla bezgova mati in pomolila glavo naravnost med starčka. Mislila sta, da jima prikimava soseda; pogledala sta se in se prijela za roke. Malo zatem so prišli otroci in vnuki; dobro so vedeli, da je danes zlata poroka, že zjutraj so jima voščili, toda starčka sta na to pozabila, čeprav sta se tako dobro spominjala vsega, kar se je zgodilo pred mnogimi leti. Bezeg je močno dišal in sonce, ki je že zahajalo, je starčkoma sijalo naravnost v obraz. Oba sta bila videti tako rožnata, najmlajši vnuček pa je plesal okoli njiju in ves presrečen klical, da bo nocoj prava gostija, saj bodo dobili vroč krompir. Bezgova mati je prikimavala v drevesu in z vsemi drugimi klicala hura!«
»Ampak saj to ni bila pravljica!« je rekel deček, ki je poslušal pripoved. »No, to moraš sam presoditi!« je rekel pripovedovalec. »Ampak vprašajva bezgovo mater!«
»To ni bila pravljica,« je rekla bezgova mati, »toda zdaj prihaja! Prav iz resničnosti zrastejo najbolj čudovite pravljice; sicer tudi moj lepi bezgov grm ne bi mogel pognati iz čajnika!« Nato je vzela dečka iz postelje, ga privila k prsim in bezgove veje, polne cvetja, so se sklenile okoli njiju. Sedela sta kakor v najgostejši senčnici, ki je z njima vred poletela skozi zrak; bilo je nepopisno lepo. Bezgova mati se je nenadoma spremenila v mlado, ljubko deklico, toda obleka je bila še vedno iz istega zelenega blaga z belimi cvetovi, kakršno je nosila bezgova mati. Na prsih je imela pravi bezgov cvet, okoli svetlih, kodrastih las pa cel venec bezgovih cvetov. Njene oči so bile tako velike, tako modre; oh, kako ljubko jo je bilo gledati! Z dečkom sta se poljubila in tedaj sta bila enako stara in enako vesela.
Z roko v roki sta stopila iz listnate senčnice in se znašla na lepem cvetličnem vrtu domače hiše. Ob sveži zelenici je bila očetova palica privezana na količek; za otroka je bila palica živa. Brž ko sta jo zajahala, se je njen bleščeči gumb spremenil v čudovito glavo, ki je rezgetala, dolga črna griva je zaplapolala in pognale so štiri vitke, močne noge. Žival je bila krepka in živahna; v galopu sta drvela okoli zelenice. Hopla! »Zdaj bova odjezdila mnogo milj daleč!« je rekel deček. »Jezdila bova do graščine, kjer smo bili lani!« In jezdila sta in jezdila okoli zelenice; deklica, ki, kakor vemo, ni bila nihče drug kakor bezgova mati, pa je ves čas vzklikala: »Zdaj sva na deželi! Vidiš kmetovo hišo z veliko krušno pečjo, ki je kakor velikansko jajce v zidu proti cesti? Bezeg sklanja svoje veje nadnjo, petelin pa hodi naokrog in brska za kokoši; glej, kako se šopiri! Zdaj sva pri cerkvi! Visoko na griču stoji med velikimi hrasti, od katerih je eden že napol suh! Zdaj sva pri kovačnici, kjer gori ogenj in napol goli možje udarjajo s kladivi, da iskre letijo daleč naokrog. Naprej, naprej do imenitne graščine!« In vse, kar je govorila deklica, ki je sedela zadaj na palici, je res švigalo mimo njiju; deček je vse videl, pa vendar sta jezdila le okoli zelenice. Nato sta se igrala na stranski stezici in v zemljo začrtala majhen vrt; deklica je vzela iz las bezgov cvet, ga posadila in zrasel je natanko tako, kakor se je zgodilo starčkoma v Nyboderju, ko sta bila še majhna, kot smo že prej povedali. Hodila sta z roko v roki, kakor sta starčka hodila v otroštvu, vendar ne na okrogli stolp ali v Frederiksberg Have; ne, deklica je objela dečka okoli pasu in poletela sta daleč naokrog po vsej Danski. Bila je pomlad in prišlo je poletje, bila je jesen in prišla je zima, tisoč podob pa se je zrcalilo v dečkovih očeh in srcu. Deklica mu je ves čas prepevala: »Tega ne boš nikoli pozabil!« In med vsem poletom je bezeg dišal tako sladko in lepo; deček je sicer čutil vonj vrtnic in svežih bukev, toda bezeg je dišal še bolj čudovito, saj so njegovi cvetovi počivali ob dekličinem srcu, h kateremu je med letom pogosto naslonil glavo.
»Kako lepo je tukaj spomladi!« je rekla deklica. Stala sta v bukovem gozdu, ki je pravkar ozelenel, pod nogami jima je dišala zelena dišeča perla, bledorožnate vetrnice pa so bile tako lepe med zelenjem. »Oh, ko bi bila v dišečem danskem bukovem gozdu vedno pomlad!«
»Kako lepo je tukaj poleti!« je rekla, ko sta drvela mimo starih graščin iz viteških časov, katerih rdeči zidovi in stopničasti zatrepi so se zrcalili v kanalih, kjer so plavali labodi in gledali proti starim, hladnim drevoredom. Na polju je žito valovalo kakor jezero, po jarkih so rasle rdeče in rumene cvetlice, po živih mejah pa divji hmelj in cvetoči slak. Zvečer je vzšla velika, okrogla luna in kopice sena na travnikih so tako sladko dišale. »Tega ni mogoče nikoli pozabiti!«
»Kako lepo je tukaj jeseni!« je rekla deklica. Nebo je postalo dvakrat višje in bolj modro, gozd pa se je odel v najlepše rdeče, rumene in zelene barve. Lovski psi so drveli naprej, cele jate divjih ptic so kriče letele čez starodavno gomilo, kjer so se robidove veje ovijale okoli starih kamnov. Morje je bilo črnomodro, posuto z belimi jadri, na skednju pa so stare žene, dekleta in otroci sedeli in v veliko kad obirali hmelj. Mladi so peli pesmi, stari pa pripovedovali pravljice o hišnih škratih in trolih. Lepše ni moglo biti! »Kako lepo je tukaj pozimi!« je rekla deklica. Vsa drevesa so bila odeta v ivje in videti kakor bele korale; sneg je škripal pod nogami, kot bi človek ves čas nosil nove škornje, z neba pa je padal utrinek za utrinkom. V sobi so prižgali svečke na božičnem drevescu, tam so bila darila in dobro razpoloženje; na deželi je v kmetovi izbi zvenela violina, okrogle miške so delili na vse strani in še najrevnejši otrok je rekel: »Kako lepo je vendar pozimi!«
Da, bilo je lepo! Deklica je dečku kazala vse in bezeg je ves čas dišal, ves čas pa je plapolala tudi rdeča zastava z belim križem, zastava, pod katero je plul stari mornar iz Nyboderja. Deček je zrasel v mladeniča in moral je v široki svet, daleč stran v tople dežele, kjer raste kava. Ob slovesu pa je deklica vzela bezgov cvet s svojih prsi in mu ga dala za spomin. Položil ga je v pesmarico in kadar je v tuji deželi odprl knjigo, jo je vselej odprl prav tam, kjer je ležal cvet spomina. Dlje ko ga je gledal, bolj svež je postajal; zdelo se mu je, da čuti vonj danskih gozdov, in jasno je videl deklico, kako kuka izmed cvetnih lističev s svojimi bistrimi modrimi očmi. Tedaj mu je zašepetala: »Tukaj je lepo spomladi, poleti, jeseni in pozimi!« In stotine podob mu je drselo skozi misli.
Tako je minilo mnogo let in zdaj je bil že star mož ter je s svojo staro ženo sedel pod cvetočim drevesom. Držala sta se za roke, kakor sta se pradedek in prababica tam v Nyboderju, in kakor onadva sta se pogovarjala o starih časih in o zlati poroki. Deklica z modrimi očmi in bezgovimi cvetovi v laseh je sedela visoko v drevesu, jima prikimavala in rekla: »Danes je vajina zlata poroka!« Nato je vzela dva cvetova iz svojega venca, ju poljubila in zasijala sta najprej kakor srebro, nato kakor zlato. Ko ju je položila starčkoma na glavi, se je vsak cvet spremenil v zlato krono. Tako sta sedela kakor kralj in kraljica pod dišečim drevesom, ki je bilo v vseh pogledih videti kakor bezeg, in on je svoji stari ženi pripovedoval zgodbo o bezgovi materi, kakor so jo povedali njemu, ko je bil še majhen deček. Obema se je zdelo, da je v njej veliko podobnega njuni lastni zgodbi, in prav tisto, kar je bilo podobno, jima je bilo najbolj všeč.
»Da, tako je!« je rekla deklica v drevesu. »Nekateri mi pravijo bezgova mati, drugi driada, v resnici pa mi je ime Spomin. Jaz sedim v drevesu, ki raste in raste; jaz se znam spominjati, jaz znam pripovedovati! Pokaži mi, ali še imaš svoj cvet!«
Stari mož je odprl svojo pesmarico in tam je ležal bezgov cvet, tako svež, kakor da bi ga pravkar položil vanjo. Spomin je prikimal in starčka z zlatima kronama sta sedela v rdeči večerni svetlobi. Zaprla sta oči in ... in ...! Da, tedaj je bilo pravljice konec!
Deček je ležal v postelji in ni vedel, ali je sanjal ali je poslušal pripoved. Čajnik je stal na mizi, toda iz njega ni rasel noben bezeg, stari gospod, ki je pripovedoval, pa je ravno hotel stopiti skozi vrata in je tudi odšel.
»Kako lepo je bilo!« je rekel deček. »Mama, bil sem v toplih deželah!« »Da, prav verjamem!« je rekla mama. »Če popiješ dve pošteni skodelici bezgovega čaja, že prideš v tople dežele!« Dobro ga je pokrila, da se ne bi prehladil. »Najbrž si spal, medtem ko sem se jaz prepirala z njim, ali je bila to zgodba ali pravljica!«
»In kje je bezgova mati?« je vprašal deček. »Na čajniku je!« je rekla mama. »In tam naj kar ostane!«
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en lille dreng, der var forkølet; han havde gået og fået våde fødder, ingen kunne begribe, hvor han havde fået dem fra, thi det var ganske tørt vejr. Nu klædte hans moder ham af, bragte ham i seng og lod temaskinen komme ind, for at lave ham en god kop hyldete, for det varmer! I det samme kom ind ad døren den gamle morsomme mand, som boede øverst oppe i huset og levede så alene, for han havde hverken kone eller børn, men holdt så meget af alle børn og vidste at fortælle så mange eventyr og historier, at det var en lyst.
"Nu drikker du din te!" sagde moderen,"måske får du så et eventyr."
"Ja når man bare kunne noget nyt!" sagde den gamle mand og nikkede så mildt. "Men hvor har den lille fået de våde fødder?" spurgte han.
"Ja, hvor har han det!" sagde moderen, "det kan der ingen begribe."
"Får jeg et eventyr?" spurgte drengen.
"Ja, kan du sige mig temmelig nøjagtigt, for det må jeg først vide, hvor dyb er rendestenen omme i den lille gade, hvor du går i skole."
"Akkurat til midt på skafterne," sagde drengen, "men så må jeg gå i det dybe hul!"
"Se derfra har vi de våde fødder," sagde den gamle. "Nu skulle jeg rigtignok fortælle et eventyr, men jeg kan ingen flere!"
"De kan lave et lige straks," sagde den lille dreng. "Moder siger, at alt hvad De ser på, kan blive et eventyr, og alt hvad De rører ved, kan De få en historie af!"
"Ja, men de eventyr og historier dur ikke! nej, de rigtige, de kommer af sig selv, de banker mig på panden og siger: Her er jeg!"
"Banker det ikke snart?" spurgte den lille dreng, og moderen lo, kom hyldete på potten og skænkede kogende vand over.
"Fortæl! fortæl!"
"Ja, når der ville komme et eventyr af sig selv, men sådant et er fornemt, det kommer kun når det selv har lyst -! stop!" sagde han lige med et. "Der har vi det! pas på, nu er der et på tepotten!"
Og den lille dreng så hen til tepotten, låget hævede sig mere og mere, og hyldeblomsterne kom frem så friske og hvide, de skød store lange grene, selv ud af tuden bredte de sig til alle sider og blev større og større, det var den dejligste hyldebusk, et helt træ, det ragede ind i sengen og skød gardinerne til side; nej, hvor det blomstrede og duftede! og midt i træet sad en gammel, venlig kone med en underlig kjole på, den var ganske grøn, ligesom hyldetræets blade og besat med store hvide hyldeblomster, man kunne ikke straks se, om det var tøj eller levende grønt og blomster.
"Hvad hedder den kone?" spurgte den lille dreng.
"Ja, disse romere og grækere," sagde den gamle mand, "de kaldte hende en dryade, men det forstår vi ikke; ude i Nyboder har de et bedre navn til hende, der kaldes hun: 'hyldemor', og det er nu hende, du skal passe på; hør bare efter, og se på det dejlige hyldetræ:
Netop sådant et stort, blomstrende træ står der ude i Nyboder; det voksede henne i krogen i en lille fattig gård; under dette træ sad en eftermiddag, i det dejligste solskin, to gamle folk, det var en gammel, gammel sømand og hans gamle, gamle kone, de var oldeforældre og skulle snart holde deres guldbryllup, men de kunne ikke rigtig huske datoen, og hyldemor sad i træet og så så fornøjet ud, ligesom her. 'Jeg ved nok, når det er guldbryllup!' sagde hun, men de hørte det ikke, de talte om de gamle dage.
'Ja, kan du huske,' sagde den gamle sømand, 'den gang vi var ganske små unger og løb og legede, det var netop i den samme gård, hvor vi nu sidder, og vi stak pinde i jorden og gjorde en have.'
'Ja,' sagde den gamle kone, 'det husker jeg godt! og vi vandede pindene, og en af dem var en hyldepind, den satte rod, skød grønne skud og er nu blevet til det store træ, vi gamle mennesker sidder under.'
'Ja vist!' sagde han, 'og derhenne i krogen stod en vandbalje, dér flød mit fartøj, jeg havde selv skåret det, hvor det kunne sejle! men jeg kom rigtignok snart anderledes ud at sejle!'
'Ja, men først gik vi i skole og lærte noget!' sagde hun, 'og så blev vi konfirmeret; vi græd begge to; men om eftermiddagen gik vi hånd i hånd op på Rundetårn og så ud i verden over København og vandet; så gik vi på Frederiksberg, hvor kongen og dronningen i deres prægtige både sejlede om i kanalerne.'
'Men jeg kom rigtignok anderledes til at sejle, og det i mange år, langt bort på de store rejser!'
'Ja, jeg græd tit for dig!' sagde hun, 'jeg troede, du var død og borte og skulle ligge og pjanke dernede i det dybe vand! mangen nat stod jeg op og så om fløjen drejede sig; ja den drejede sig nok, men du kom ikke! jeg husker så tydelig, hvorledes det skyllede ned en dag, skraldemanden kom udenfor, hvor jeg tjente, jeg kom ned med fjerdingen og blev stående ved døren; - hvor det var et fælt vejr! og ligesom jeg stod der, var postbuddet ved siden af mig og gav mig et brev; det var fra dig! ja hvor det havde rejst om! jeg fór lige i det og læste; jeg lo og jeg græd; jeg var så glad! der stod, at du var i de varme lande, hvor kaffebønnerne gror! hvor det må være et velsignet land! du fortalte så meget, og jeg så det alt sammen, mens regnen skyllede ned, og jeg stod med fjerdingen. I det samme var der en, som tog mig om livet -!'
'- Ja, men du gav ham et godt slag på øret, så det klaskede efter.'
'Jeg vidste jo ikke, at det var dig! Du var kommet lige så tidligt som dit brev; og du var så køn! - det er du da endnu, du havde et langt, gult silkelommetørklæde i lommen og en blank hat på; du var så fin. Gud, hvor det dog var et vejr, og hvor gaden så ud!'
'Så blev vi gift!' sagde han, 'husker du? og så da vi fik den første lille dreng og så Marie og Niels og Peter og Hans Christian!'
'Ja, og hvor de alle sammen er vokset op og blevet skikkelige mennesker, hvem alle holder af!'
'Og deres børn igen, de har fået små!' sagde den gamle matros; 'ja det er børnebørns børn, der er krummer i! - det var jo dog, synes mig, på denne tid af året vi holdt bryllup -!'
'Ja, just i dag er det guldbryllupsdagen!' sagde hyldemor og stak hovedet lige ind imellem de to gamle, og de troede, at det var nabokonen, der nikkede; de så på hinanden og holdt hinanden i hænderne; lidt efter kom børn og børnebørn; de vidste godt, at det var guldbryllupsdagen, de havde allerede i morges gratuleret, men det var glemt af de gamle, medens de huskede så godt alt, hvad der var sket for mange år tilbage; og hyldetræet duftede så stærkt og solen, som var ved at gå ned, skinnede de to gamle lige ind i ansigtet; de så begge to så rødmossede ud, og den mindste af børnebørnene dansede rundt om dem og råbte nok så lyksalig, at i aften skulle der være rigtig stads, de skulle have varme kartofler; og hyldemor nikkede i træet og råbte hurra med alle de andre. -"
- "Men det var jo intet eventyr!" sagde den lille dreng, som hørte det fortælle.
"Ja, det må du forstå!" sagde han, som fortalte, "men lad os spørge hyldemor!"
"Det var intet eventyr;" sagde hyldemor, "men nu kommer det! ud af det virkelige vokser just det forunderligste eventyr; ellers kunne jo min dejlige hyldebusk ikke være sprunget ud af tepotten!" og så tog hun den lille dreng ud af sengen, lagde ham ved sit bryst, og hyldegrenene, fulde af blomster, slog sammen omkring dem, de sad, som i det tætteste lysthus, og det fløj med dem igennem luften, det var så mageløst dejligt. Hyldemor var med ét blevet en ung, nydelig pige, men kjolen var endnu af samme grønne, hvidblomstrede tøj, som hyldemor havde båret; på brystet havde hun en virkelig hyldeblomst, og om sit gule, krøllede hår en hel krans af hyldeblomster; hendes øjne var så store, så blå, oh, hun var så velsignet at se på! hun og drengen kyssedes, og så var de i lige alder og af lige lyst.
De gik hånd i hånd ud af løvhytten og stod nu i hjemmets smukke blomsterhave; ved den friske græsplet var faders stok tøjret til en pind; for de små var der liv i stokken; så snart de satte sig skrævs over den, forvandlede sig den blanke knap til et prægtigt vrinskende hoved, den lange sorte manke flagrede, fire slanke, stærke ben skød ud; dyret var stærkt og væligt; i galop fór de rundt om græspletten; hussa! - "Nu rider vi mange mil bort!" sagde drengen; "vi rider til herregården, hvor vi var i fjor!" og de red og red græspletten rundt; og altid råbte den lille pige, der, som vi ved, var ingen anden end hyldemor: "Nu er vi på landet! ser du bondens hus med den store bagerovn, der synes et kæmpestort æg i muren ud mod vejen; hyldetræet hælder sine grene hen over den, og hanen går og skraber for hønsene, se, hvor den bryster sig! - nu er vi ved kirken! den ligger højt på bakken mellem de store egetræer, hvoraf det ene er halvt gået ud! - Nu er vi ved smedjen, hvor ilden brænder, og de halvnøgne mænd slår med hammeren, så gnisterne flyver vidt omkring. Af sted, af sted til den prægtige herregård!" og alt, hvad den lille pige, der sad bag på stokken, sagde, det fløj også forbi; drengen så det, og dog kom de kun græspletten rundt. Så legede de i sidegangen og ridsede i jorden en lille have, og hun tog hyldeblomsten af sit hår, plantede den, og den voksede akkurat ligesom det var sket for de gamle folk i Nyboder den gang de var små, og som der tidligere er fortalt om. De gik hånd i hånd, ligesom de gamle folk havde gjort det som børn, men ikke op på det runde tårn, eller til Frederiksberg Have, nej, den lille pige tog drengen om livet, og så fløj de vidt omkring i hele Danmark, og det var vår og det blev sommer, og det var høst og det blev vinter, og tusinde billeder afspejlede sig i drengens øjne og hjerte, og altid sang den lille pige for ham: "Det vil du aldrig glemme!" og på den hele flugt duftede hyldetræet så sødt og så dejligt; han mærkede vel roserne og de friske bøge, men hyldetræet duftede endnu mere forunderligt, thi dets blomster hang ved den lille piges hjerte, og til det hældede han i flugten tit sit hoved.
"Her er dejligt i våren!" sagde den unge pige, og de stod i den nys udsprungne bøgeskov, hvor den grønne bukkar duftede for deres fødder, og de blegrøde anemoner så så dejlige ud i det grønne. "oh, var det altid vår i den duftende danske bøgeskov!"
"Her er dejligt i sommeren!" sagde hun, og de fór forbi gamle herregårde fra riddertiden, hvor de røde mure og takkede gavle spejlede sig i kanalerne, hvor svanerne svømmede og kiggede op i den gamle kølige alleer. På marken bølgede kornet, ligesom det var en sø, grøfterne stod med røde og gule blomster, gærderne med vild humle og blomstrende konvolvolus; og om aftnen steg månen rund og stor, høstakkene på engene duftede så sødt. "Det glemmes aldrig!"
"Her er dejligt i efteråret!" sagde den lille pige, og luften blev dobbelt så høj og blå, skoven fik de dejligste kulører af rødt, gult og grønt, jagthundene fór af sted, hele skarer fuglevildt fløj skrigende hen over kæmpehøjen, hvor brombærranken hang om de gamle sten; havet var sortblåt med hvide sejlere og i loen sad gamle koner, piger og børn og pillede humle i et stort kar; de unge sang viser, men de gamle fortalte eventyr om nisser og trolde. Bedre kunne der ikke være! "Her er dejligt i vinteren!" sagde den lille pige; og alle træer stod med rimfrost, de så ud som hvide koraller, sneen knirkede under fødderne, som om man altid havde nye støvler på, og fra himlen faldt det ene stjerneskud efter det andet. I stuen tændtes juletræet, der var presenter og godt humør; på landet klang violen i bondens stue, æbleskiver fløj i grams; selv det fattigste barn sagde: "Det er dog dejligt om vinteren!"
Ja, det var dejligt! og den lille pige viste alting til drengen, og altid duftede hyldetræet og altid vajede det røde flag med det hvide kors, flaget, hvorunder den gamle sømand i Nyboder havde sejlet; - og drengen blev knøs, og han skulle ud i den vide verden, langvejs bort til de varme lande, hvor kaffen gror; men i afskeden tog den lille pige en hyldeblomst af sit bryst, gav ham den at gemme og den blev lagt i salmebogen, og altid i fremmed land, når han åbnede bogen, var det just på det sted, hvor erindringsblomsten lå, og jo mere han så på den, des friskere blev den; han ligesom følte en duft fra de danske skove, og tydeligt så han mellem blomsterbladene den lille pige titte frem med sine klare blå øjne, og hun hviskede da: "Her er dejligt i vår, i sommer, i høst og vinter!" og hundrede billeder gled gennem hans tanker.
Således gik mange år, og han var nu en gammel mand og sad med sin gamle kone under et blomstrende træ; de holdt hinanden i hænderne, ligesom oldefader og oldemoder gjorde det ude i Nyboder, og de talte ligesom de om de gamle dage, og om guldbrylluppet; den lille pige med de blå øjne og med hyldeblomsterne i håret sad oppe i træet, nikkede til dem begge to, og sagde: "I dag er det guldbryllupsdag!" og så tog hun to blomster af sin krans, kyssede på dem, og de skinnede først som sølv, så som guld, og da hun lagde dem på de gamle folks hoveder, blev hver blomst til en guldkrone; der sad de begge to som en konge og en dronning, under det duftende træ, der ganske og aldeles så ud som et hyldetræ, og han fortalte sin gamle kone historien om hyldemor, således som den var fortalt ham, da han var en lille dreng, og de syntes begge to, at der var så meget i den, som lignede deres egen, og det der lignede, det syntes de bedst om.
"Ja, sådan er det!" sagde den lille pige i træet, "nogle kalder mig hyldemor, andre kalder mig dryade, men egentlig hedder jeg erindring, det er mig, der sidder i træet, som vokser og vokser, jeg kan huske, jeg kan fortælle! Lad mig se, om du har din blomst, endnu!"
Og den gamle mand åbnede sin salmebog, der lå hyldeblomsten, så frisk, som den nylig var lagt deri, og erindringen nikkede, og de to gamle med guldkrone på sad i den røde aftensol; de lukkede øjnene, og - og -! ja så var eventyret ude!
Den lille dreng lå i sin seng, han vidste ikke, om han havde drømt, eller om han havde hørt det fortælle; tepotten stod på bordet, men der voksede intet hyldetræ ud af den, og den gamle mand, som havde fortalt, var lige ved at gå ud af døren, og det gjorde han.
"Hvor det var dejligt!" sagde den lille dreng. "Moder, jeg har været i de varme lande!"
"Ja, det tror jeg nok!" sagde moderen, "når man får to svingende kopper hyldete til livs, så kommer man nok til de varme lande!" - og hun dækkede godt til om ham, at han ikke skulle forkøle sig. "Du har nok sovet, mens jeg sad og skændtes med ham, om det var en historie eller et eventyr!"
"Og hvor er hyldemor?" spurgte drengen.
"Hun er på tepotten!" sagde moderen, "og der kan hun blive!"
