Prevod
Nekoč je živel reven kajžar, ki je imel veliko otrok, hrane in obleke zanje pa bore malo. Vsi so bili lepi, najlepša pa je bila najmlajša hči, ki je bila tako čudovita, da se tega sploh ne da povedati.
Nekega četrtkovega večera pozno jeseni je bilo zunaj grdo vreme in trda tema; deževalo je in pihalo, da je kar pokalo v stenah. Vsi so sedeli ob ognjišču in vsak je imel kaj opraviti. Nenadoma je trikrat potrkalo po šipi. Mož je šel ven pogledat, kaj se dogaja, in pred hišo je stal velikanski beli medved.
»Dober večer!« je rekel beli medved. »Dober večer!« je odvrnil mož. »Če mi daš svojo najmlajšo hčer, te napravim tako bogatega, kakor si zdaj reven!« je rekel medved. Možu se je kajpak zdelo imenitno, da bi tako obogatel, vendar je menil, da mora najprej govoriti s hčerjo. Stopil je v hišo in povedal, da zunaj stoji velik beli medved, ki obljublja, da jih bo napravil bogate, če mu le dajo njo. Dekle je reklo ne in ni hotelo niti slišati o tem. Mož je zato šel spet ven in se z belim medvedom dogovoril, naj prihodnji četrtek zvečer pride po odgovor. Medtem so jo pregovarjali in ji pripovedovali o vsem bogastvu, ki jih čaka, pa tudi o tem, kako lepo bo njej sami;
nazadnje je privolila, oprala in zakrpala svoje cunjice, se uredila, kolikor se je mogla, in se pripravila na pot. S seboj tako ali tako ni imela kaj dosti vzeti. — Naslednji četrtek zvečer je beli medved prišel ponjo;
s svojo culo se mu je povzpela na hrbet in odpravila sta se. Ko sta bila že daleč, je beli medved vprašal: »Te je strah?« Ne, ni je bilo. »Le dobro se primi mojega kožuha, pa se ti ne bo nič zgodilo,« je rekel.
Jezdila je daleč, daleč proč, dokler nista prišla do velike gore. Beli medved je potrkal nanjo, odprla so se vrata in stopila sta v grad, kjer je bilo mnogo razsvetljenih soban, ki so se bleščale v zlatu in srebru. Tam je bila tudi velika dvorana s pogrnjeno mizo, tako razkošna, da si še misliti ne morete. Beli medved ji je dal srebrn zvonček; kadar si je kaj zaželela, je morala samo pozvoniti in že je to dobila. Ko se je najedla in se je večer prevesil v noč, jo je utrujeno od poti premagal spanec in zaželela si je leči. Pozvonila je in komaj se je dotaknila zvončka, že se je znašla v spalnici s postlano posteljo, tako krasno, da bi si vsak želel spati v njej, s svilenimi pernicami, zastori in zlatimi resami. Vse v sobi je bilo iz zlata in srebra. Ko pa je legla in ugasnila luč, je prišel k njej človek in legel poleg nje; to je bil beli medved, ki je ponoči odvrgel svoj kožuh;
vendar ga nikoli ni videla, saj je vselej prišel šele potem, ko je ugasnila luč, in zjutraj izginil, še preden se je zdanilo. Nekaj časa je bilo vse lepo in prav, potem pa je postajala tiha in žalostna, ker je bila ves dan sama in je hrepenela po starših, bratih in sestrah.
Ko jo je beli medved nekoč vprašal, kaj ji je, je povedala, da je tam tako pusto, da je ves čas sama in da si želi domov k staršem, bratom in sestram. Ker jih ne more obiskati, je tako žalostna.
»Temu se da pomagati,« je rekel beli medved, »vendar mi moraš obljubiti, da z materjo ne boš govorila na samem, ampak le takrat, ko bodo zraven tudi drugi. Prijela te bo za roko,« je rekel, »in te hotela odpeljati v kamro, da bi govorila s teboj na samem. Tega nikakor ne smeš storiti, sicer boš oba pahnila v nesrečo.« Neko nedeljo je beli medved prišel k njej in rekel, da se zdaj lahko odpravita k njenim staršem. Odšla sta, ona mu je sedela na hrbtu in pot je bila dolga, dolga. Nazadnje sta prišla do velike bele domačije. Zunaj so tekali in se igrali njeni bratje in sestre in vse je bilo tako lepo, da je bilo veselje pogledati. »Tu živijo tvoji starši,« je rekel beli medved, »vendar ne pozabi, kaj sem ti povedal, sicer boš oba pahnila v nesrečo.« Ne, za nič na svetu ne bo pozabila, je obljubila, in ko je prispela do hiše, se je beli medved obrnil in odšel.
Ko je stopila k staršem, veselju ni bilo ne konca ne kraja. Zdelo se jim je, da se ji nikoli ne bodo mogli dovolj zahvaliti za vse, kar je storila zanje; zdaj se jim je godilo tako dobro, tako neznansko dobro. Vsi so jo spraševali, kako se godi njej tam, kjer živi. Povedala je, da ji je lepo in da ima vse, kar si poželi. Kaj jim je še odgovorila, vam ne znam povedati, mislim pa, da kaj prida niso izvedeli. Popoldne po kosilu se je zgodilo natanko tako, kakor je napovedal beli medved: mati je hotela z njo govoriti na samem v kamri.
Toda dekle se je spomnilo medvedovih besed in nikakor ni hotelo z njo. »O vsem, kar imava povedati,« je rekla, »lahko govoriva tudi pred drugimi.« A tako ali drugače jo je mati nazadnje vendarle pregovorila in morala ji je povedati, kako živi. Pripovedovala je, da vsak večer, ko ugasne luč, pride k njej človek in leže poleg nje, a ga nikoli ne vidi, ker vselej odide, še preden se zjutraj zdani. To jo žalosti, saj bi ga tako rada videla, podnevi pa je ves čas sama in vse je tako pusto in samotno. »Joj, morda pa spiš s trolom!« je rekla mati. »A ti bom že povedala, kako ga lahko vidiš. Dala ti bom košček sveče, ki ga lahko skriješ v nedrje in odneseš s seboj. Ko zaspi, mu posveti z njo! Le pazi, da nanj ne kapne loj.« Vzela je svečo in jo skrila v nedrje, zvečer pa je beli medved prišel ponjo.
Ko sta bila že nekaj časa na poti, jo je beli medved vprašal, ali se ni zgodilo tako, kakor je rekel. Temu pač ni mogla oporekati. »Če si poslušala materin nasvet, si oba pahnila v nesrečo in je med nama konec,« je rekel. Ne, tega pa že ni storila.
Ko se je vrnila domov in legla, se je zgodilo kakor vselej: prišel je človek in legel k njej. Pozno ponoči pa je slišala, da spi, zato je vstala, ukresala ogenj, prižgala svečo in mu posvetila v obraz. Zagledala je najlepšega princa, kar jih je kdaj videlo človeško oko, in tako se je zaljubila vanj, da se ji je zdelo, da ne more živeti, če ga pri priči ne poljubi. To je tudi storila, a pri tem so mu na srajco padle tri vroče kaplje loja, da se je prebudil. »Kaj si vendar storila?« je rekel. »Zdaj si oba pahnila v nesrečo. Ko bi le zdržala do konca leta, bi bil rešen. Imam namreč mačeho, ki me je začarala, da sem podnevi beli medved, ponoči pa človek. Zdaj pa je med nama konec in moram te zapustiti ter oditi k njej. Živi v gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune in tam je princesa z nosom, dolgim tri komolce; zdaj se bom moral poročiti z njo.« Dekle je jokalo in obupavalo, a nič ni pomagalo, moral je oditi. Vprašala ga je, ali ne bi smela z njim. Ne, to ni bilo mogoče. »Pa mi povej pot in te bom poiskala. To mi boš menda dovolil?« je rekla. To že, je odgovoril, toda tja ne vodi nobena pot; grad stoji vzhodno od sonca in zahodno od lune in nikoli ne bo našla do njega.
Ko se je zjutraj prebudila, ni bilo ne princa ne gradu. Ležala je na majhni zeleni jasi sredi temnega, gostega gozda, poleg nje pa je bila ista cula cunj, ki jih je prinesla od doma. Ko si je pomela zaspane oči in se do sitega najokala, se je odpravila na pot. Hodila je mnogo, mnogo dni, dokler ni prišla do velike gore. Pred njo je sedela starka in se igrala z zlatim jabolkom. Dekle jo je vprašalo, ali pozna pot do princa, ki živi pri mačehi v gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune in se mora poročiti s princeso, ki ima tri komolce dolg nos. »Od kod pa ga poznaš?« je vprašala starka. »Si morda ti tista, ki bi ga morala dobiti za moža?« Da, ona je bila. »Torej si to ti?« je rekla starka. »O njem ne vem drugega, kakor da živi v gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune, in tja boš prišla pozno, če sploh kdaj. Posodim pa ti svojega konja, da odjezdiš do moje sosede. Morda ti bo ona znala povedati. Ko prideš tja, konja samo potrepljaj pod levim ušesom in mu reci, naj se vrne domov. Tole zlato jabolko pa vzemi s seboj.«
Dekle je zajahalo konja in jezdilo dolgo, dolgo, dokler ni nazadnje prišlo do gore, pred katero je sedela starka z zlatim motovilom. Vprašalo jo je, ali pozna pot do gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune. Kakor prejšnja starka je tudi ta rekla, da o njem ničesar ne ve, le to, da je vzhodno od sonca in zahodno od lune. »Tja boš prišla pozno, če sploh kdaj. Lahko pa ti posodim svojega konja, da odjezdiš do moje najbližje sosede. Morda bo ona vedela. Ko prideš tja, ga samo potrepljaj pod levim ušesom in mu reci, naj se vrne domov.« Potem ji je dala še motovilo, češ da ji utegne še prav priti. Dekle je zajahalo konja in spet jezdilo dolgo, dolgo, dokler ni prišlo do velike gore, pred katero je sedela starka in predla na zlatem kolovratu. Vprašalo jo je, ali pozna pot do princa in ali ve, kje stoji grad vzhodno od sonca in zahodno od lune. Tudi tu se je zgodilo enako. »Si morda ti tista, ki bi se morala poročiti s tem princem?« je vprašala starka. Da, prav ona. Toda starka ni poznala poti nič bolje od prejšnjih dveh. Vedela je le, da grad stoji vzhodno od sonca in zahodno od lune. »Tja boš prišla pozno, če sploh kdaj,« je rekla. »Lahko pa ti posodim svojega konja. Najbolje bo, da odjezdiš k Vzhodnemu vetru in vprašaš njega. Morda pozna tisti kraj in te lahko odnese tja. Ko prispeš, konja samo potrepljaj pod ušesom in sam se bo vrnil domov.« Dala ji je še zlati kolovrat. »Morda ti bo prišel prav,« je rekla starka.
Dekle je jezdilo mnogo dni in še dolgo potem, preden je prispelo tja. Ko je naposled le prišlo do Vzhodnega vetra, ga je vprašalo, ali ji zna povedati pot do princa, ki živi vzhodno od sonca in zahodno od lune. Vzhodni veter je rekel, da je že slišal o princu in tudi o gradu, poti pa ne pozna, saj še nikoli ni pihal tako daleč. »Če hočeš, te pospremim k svojemu bratu, Zahodnemu vetru. Morda bo vedel on, saj je veliko močnejši od mene. Sedi mi na hrbet in odnesel te bom tja.« Tako je tudi storila in hitro sta odletela. Ko sta prispela, sta stopila noter in Vzhodni veter je povedal, da je s seboj pripeljal dekle, ki bi se moralo poročiti s princem iz gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune. Zdaj ga išče, zato jo je pripeljal sem in bi rad izvedel, ali Zahodni veter ve, kje je ta kraj. »Ne, tako daleč še nisem pihal,« je rekel Zahodni veter. »Če pa hočeš, te pospremim k Južnemu vetru, saj je veliko močnejši od naju in je prepotoval že širni svet. Morda ti bo on znal povedati. Sedi mi na hrbet in odnesel te bom tja.« Sedla mu je na hrbet in odpravila sta se k Južnemu vetru; rekel bi, da na poti nista dolgo zapravljala časa. Ko sta prispela, ga je Zahodni veter vprašal, ali zna dekletu pokazati pot do gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune, saj je prav ona tista, ki bi se morala poročiti s tamkajšnjim princem. »A tako,« je rekel Južni veter, »torej je to ona? Marsikod sem že bil v svojem življenju,« je dejal, »tako daleč pa še nisem pihal. Če hočeš, te pospremim k svojemu bratu, Severnemu vetru;
on je najstarejši in najmočnejši med nami. Če on ne ve, kje je ta kraj, ne boš tega izvedela nikjer na svetu. Sedi mi na hrbet in odnesel te bom tja.« Sedla mu je na hrbet in odvihral je, da je bilo veselje. Pot jima ni vzela veliko časa.
Ko sta prišla tja, kjer je živel Severni veter, je bil ta tako divji in razjarjen, da je že od daleč vel leden mraz. »Kaj hočeta?« je zavpil že od daleč, da ju je spreletelo do kosti. »No, nikar ne bodi tako osoren,« je rekel Južni veter, »saj sem samo jaz, z menoj pa je dekle, ki bi se moralo poročiti s princem iz gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune. Rada bi te vprašala, ali si že bil tam in ali ji lahko pokažeš pot, ker ga hoče spet najti.« »Seveda vem, kje je,« je rekel Severni veter. »Enkrat samkrat sem tja odpihnil trepetlikov list, a potem sem bil tako utrujen, da še mnogo dni nisem mogel pihati.
Če pa res hočeš tja in te ni strah potovati z menoj, te vzamem na hrbet in poskusim, ali te lahko odnesem tja.« Da, hotela je tja in morala je tja, če je le obstajala kakršna koli možnost, in nič je ni bilo strah, pa naj bi bilo še tako hudo. — »No, prav, nocoj boš morala prespati tukaj,« je rekel Severni veter, »saj bova potrebovala ves dan, če naj prideva do tja.« Zgodaj naslednje jutro jo je zbudil, se napihnil in postal tako velik in silen, da ga je bilo groza pogledati. Potem sta se pognala visoko v zrak, kakor da hočeta na mah prileteti na konec sveta. Po deželi je divjal tak vihar, da je ruval cele gozdove in podiral hiše, ko pa sta priletela nad odprto morje, je potonilo na stotine ladij. Tako sta letela daleč, tako neznansko daleč, da si tega nihče ne more predstavljati, in še zmeraj sta bila nad morjem. Severni veter je postajal vse bolj utrujen in nazadnje tako izčrpan, da skoraj ni mogel več pihati. Spuščala sta se niže in niže, dokler nista letela tako nizko, da so dekletu vrhovi valov pljuskali ob pete. »Te je strah?« je vprašal Severni veter. »Ne,« je odgovorila, ni je bilo strah. A tudi kopno ni bilo več daleč in Severnemu vetru je ostalo ravno še dovolj moči, da jo je vrgel na obalo pod okna gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune. Potem pa je bil tako utrujen in slaboten, da je moral počivati mnogo dni, preden se je lahko vrnil domov.
Naslednje jutro je sedla pod grajska okna in se začela igrati z zlatim jabolkom. Prva, ki jo je zagledala, je bila tista dolgonoška, ki bi se morala poročiti s princem. »Kaj hočeš za svoje zlato jabolko?« je vprašala in odprla okno.
»Ne prodam ga ne za zlato ne za denar,« je odgovorilo dekle. »Ne za zlato ne za denar? Kaj pa hočeš zanj? Dobiš lahko, kar koli si zaželiš!« je rekla princesa. »Če smem k princu, ki živi tukaj, in nocoj ostanem pri njem, ti ga dam,« je rekla tista, ki je prišla s Severnim vetrom. Da, seveda, to se da urediti. Princesa je dobila zlato jabolko, ko pa je dekle zvečer prišlo v prinčevo sobo, je ta že spal. Klicala ga je in stresala, vmes pa jokala, a ga ni mogla prebuditi. Zjutraj, ko se je zdanilo, je prišla princesa z dolgim nosom in jo spet nagnala ven.
Čez dan je sedla pod grajska okna in začela navijati prejo na motovilo; zgodilo se je enako kakor prej. Princesa jo je vprašala, kaj hoče zanj, ona pa je odgovorila, da ga ne proda ne za zlato ne za denar; če pa ji dovoli k princu in ji pusti prebiti noč pri njem, ji ga da. Toda ko je prišla v njegovo sobo, je spet spal. Naj je še tako klicala, vpila, ga stresala in jokala, spal je naprej in nikakor ga ni mogla prebuditi. Ko se je zjutraj zdanilo, je prišla princesa z dolgim nosom in jo spet nagnala ven.
Pozneje tistega dne je dekle sedlo pod grajska okna in začelo presti na zlatem kolovratu. Tudi tega si je princesa z dolgim nosom zaželela. Odprla je okno in vprašala, kaj hoče zanj. Dekle je odgovorilo kakor že dvakrat prej, da ga ne proda ne za zlato ne za denar; če pa sme k princu in prebije noč pri njem, ji ga da. Da, prav rada ji dovoli. V gradu pa je bilo zaprtih tudi nekaj kristjanov, ki so bivali v sobi tik ob prinčevi. Dve noči zapored so slišali žensko jokati in klicati princa, in to so mu povedali. Ko je princesa zvečer prinesla večerni napitek, se je pretvarjal, da ga pije, v resnici pa ga je zlil za hrbet, saj je uganil, da je v njem uspavalo.
Ko je dekle prišlo v sobo, je bil princ buden in povedati mu je morala, kako je prišla do njega. »Ravno pravi čas si prišla,« je rekel princ, »saj bi moral jutri praznovati poroko. Toda tiste dolgonoške nočem in samo ti me lahko rešiš. Rekel bom, da hočem videti, kaj zna moja nevesta, in ji naročil, naj opere srajco s tremi lojenimi madeži. Privolila bo, saj ne ve, da si jih naredila ti. Toda to lahko opravijo samo krščanske roke, ne pa takšna trolovska sodrga. Potem bom rekel, da ne vzamem za nevesto nobene druge kakor tisto, ki to zmore, in bom prosil tebe.« Tisto noč sta bila neizmerno srečna in vesela. Naslednjega dne, ko bi morala biti poroka, pa je princ rekel: »Najprej bi rad videl, kaj zna moja nevesta.« Prav, je rekla mačeha, pa naj bo. »Imam lepo srajco, ki bi jo rad oblekel za poroko, a so na njej trije lojeni madeži, ki jih je treba oprati. Zaobljubil sem se, da vzamem le tisto, ki jih zna odstraniti. Če tega ne zmore, je ni vredno vzeti.« — To pa res ni nič takega, so menili in privolili. Dolgonoska se je lotila pranja, kakor je najbolje znala, toda bolj ko je prala in drgnila, večji so postajali madeži. »Ah, saj še prati ne znaš!« je rekla njena mati, stara trolovka. »Daj jo meni!« A komaj je prijela srajco, je bila ta še mnogo grša. Bolj ko jo je prala in drgnila, večji in bolj črni so postajali madeži in bolj umazana je bila srajca. Potem so se pranja lotili še drugi troli, toda dlje ko so prali, grša in bolj umazana je postajala, dokler ni bila vsa videti, kakor da bi jo bili vlekli skozi dimnik. »Prav nobeden od vas ni za nobeno rabo!« je rekel princ. »Zunaj pod oknom sedi neka potepuška deklica. Prepričan sem, da zna prati veliko bolje od vseh vas. Pridi noter, dekle!« je zaklical. Dekle je vstopilo. »Ali znaš oprati to srajco do čistega?« jo je vprašal. »Ne vem,« je rekla, »mislim pa, da bi šlo.« Komaj je prijela srajco in jo pomočila v vodo, že je postala bela kakor sveže zapadli sneg, pa še bolj. »Tebe hočem za ženo!« je rekel princ. Tedaj se je stara trolovka tako razjezila, da je počila. Princesa z dolgim nosom in mali troli so najbrž tudi popokali, saj odtlej nisem slišal ničesar več o njih. Princ in njegova nevesta sta osvobodila vse kristjane, ki so bili tam zaprti, nato pa vzela s seboj mnogo zlata in srebra ter se odselila daleč proč od gradu vzhodno od sonca in zahodno od lune.
Izvirnik
Der var engang en fattig Huusmand, som havde mange Børn og ikke stort at give dem hverken af Mad eller Klæder; vakkre vare de alle, men den vakkreste var den yngste Datter, som var saa deilig, at der ikke var nogen Maade paa det. Saa var det en Torsdagskveld, seent om Høsten, der var stygt Veir ude og fælt mørkt, og det regnede og blæste, saa at det knagede i Væggene; de sad allesammen om Skorstenen og havde noget at stelle med. Ret som det var, saa bankede det tre Gange paa Ruden. Manden gik da ud og skulde see hvad der var paa Færde, og da han kom ud, saa stod der en stor, stor Hvidbjørn.
„God Kveld du!“ sagde Hvidbjørnen. „God Kveld!“ sagde Manden. „Vil du give mig den yngste Datter din, saa skal jeg gjøre dig ligesaa rig, som du nu er fattig!“ sagde den. Ja, Manden syntes det var nok saa gildt, at han skulde blive saa rig; men han syntes dog han maatte snakke med sin Datter først, og gik ind og sagde, at der var en stor Hvidbjørn ude, som lovede han skulde gjøre dem saa rige, naar han bare kunde faae hende. Hun sagde Nei og vilde nødig, og saa gik da Manden ud igjen og blev saa forligt med Hvidbjørnen, at den skulde komme igjen næste Torsdagskveld og hente Svar. Imedens overtalte de hende og snakkede for hende om al den Rigdom, de skulde komme til, og om hvor godt hun skulde have det selv;
hun fandt sig da i det og vaskede og stelte istand Fillerne sine, pyntede sig saa godt hun kunde og holdt sig reisefærdig. Ikke stort var det hun skulde have med heller. — Næste Torsdagskveld kom Hvidbjørnen og skulde hente hende; hun satte sig op paa Ryggen af den med Tullen sin, og saa gik det afsted. Da de vare komne et langt Stykke paa Veien, sagde Hvidbjørnen: „Er du ræd?“ Nei det var hun ikke. „Ja hold dig bare godt fast i Ragget mit, saa har det ingen Fare heller,“ sagde den.
Nu red hun langt, langt bort, og saa kom de til et stort Fjeld. Der bankede Hvidbjørnen paa, saa gik der op en Port, og de kom ind i et Slot, hvor der var mange oplyste Værelser som skinnede baade af Guld og Sølv, og saa var der en stor Sal, som der stod et dækket Bord i, og det saa prægtigt, at du ikke kan tro hvor prægtigt det var. Saa gav Hvidbjørnen hende en Sølvklokke; naar det var noget hun vilde, behøvede hun bare at ringe paa den, saa fik hun det. Ja, da hun havde spist og det led paa Kvelden, blev hun søvnig efter Reisen, og syntes hun kunde have Lyst til at lægge sig; saa ringede hun paa Klokken, og hun havde ikke taget i den, førend hun kom ind i et Kammer, hvor der stod en opredt Seng, saa deilig, som Nogen vilde ligge
i, baade med Silkedyner og Omhæng og Guldfryndser; og Alt, som var der, var af Guld og Sølv; men da hun havde lagt sig og slukket Lyset, kom der et Menneske og lagde sig med hende, og dette var Hvidbjørnen, som kastede Hammen af sig om Natten; men hun fik aldrig see ham, for altid kom han, efterat hun havde slukket Lyset, og førend det var lyst om Morgenen, var han borte igjen. Det gik baade godt og vel en Stund, men saa begyndte hun at blive saa stille og sørgmodig, for hun gik der alene hele Dagen og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine.
Da nu engang Hvidbjørnen spurgte, hvad det var, som feilede hende, sagde hun, at det var saa øde der, hun gik der saa alene og stundede hjem til Forældrene og Sødskende sine, og det var fordi hun ikke kunde komme til dem, at hun gik og sørgede saa. „Det kan der nok blive Raad til,“ sagde Hvidbjørnen, „men du skal love mig det, at du ikke taler med din Moder alene, men bare, naar de Øvrige høre paa det, for hun tager dig ved Haanden,“ sagde den, „og vil lede dig ind i et Kammer og tale alene med dig, men det maa du slet ikke gjøre, ellers gjør du os ulykkelige begge To.“ En Søndag kom Hvidbjørnen og sagde, nu kunde de reise til Forældrene hendes. Ja de reiste, og hun sad paa hans Ryg, og det gik baade langt og længe; tilsidst kom de til en stor hvid
Gaard; der løb hendes Sødskende ude og legede sig, og der var saa vakkert at det var en Lyst at see det. „Der boer Forældrene dine,“ sagde Hvidbjørnen, „men glem ikke det, jeg har sagt dig, ellers gjør du baade mig og dig ulykkelige.“ Nei Kors, det skulde hun nok ikke glemme, og da hun var kommen did, saa vendte Hvidbjørnen om igjen, den. Der blev saadan Glæde, da hun kom ind til Forældrene, at der ikke var nogen Maade paa det; de syntes de kunde ikke fuldtakke hende for det, hun havde gjort imod dem, nu havde de det baade saa godt og saa godt, og alle saa spurgte de hende, hvorledes hun havde det, der hun var. Hun havde det baade godt og vel, og havde Alt, hvad hun kunde ønske sig; hvad hun svarede
for Resten, skal jeg ikke kunne sige, men jeg troer ikke, de fik nogen rigtig Besked om det. Men saa om Eftermiddagen, da de havde spist til Middag, gik det som Hvidbjørnen havde sagt: Moderen vilde tale med hende alene inde i Kammeret. Men hun huskede paa hvad Hvidbjørnen havde sagt, og vilde paa ingen Maade. „Det vi har at snakke om,“ sagde hun, „det kan vi altid snakke om. Men, hvorledes det gik eller ikke, saa fik Moderen overtalt hende tilsidst, og saa maatte hun fortælle, hvorledes hun havde det. Hun sagde da, at der altid kom et Menneske og lagde sig med hende, naar hun havde slukket Lyset om Aftenen, og ham fik hun aldrig see, for han var altid borte førend det blev lyst om Morgenen; det gik hun og sørgede over, for hun syntes, hun vilde saa gjerne see ham, og om Dagen
gik hun der alene, og det var saa øde og eensomt. „Huf, det kan gjerne være et Trold, du ligger med,“ sagde Moderen, „men jeg skal lære dig et Raad, saa du skal faae see ham; du skal faae et Stykke Lys af mig, som du kan tage med dig i Barmen; lys saa paa ham med det, naar han søver! men vogt dig at du ikke drypper Talg paa ham af det.“ Ja, hun tog Lyset og gjemte det i Barmen sin, og om Aftenen kom Hvidbjørnen og hentede hende.
Men da de vare komne et Stykke paa Veien spurgte Hvidbjørnen om det ikke var gaaet saaledes, som den havde sagt. Jo, det kunde hun da ikke nægte, det. „Ja, har du lyet til din Moders Raad, saa har du gjort os begge ulykkelige, og saa er det forbi mellem os,“ sagde den. Nei, det havde hun slet ikke. Da hun saa var kommen hjem og havde lagt sig, gik det som det pleiede; der kom et Menneske og lagde sig med hende, men da det led ud paa Natten, og hun hørte, han sov, stod hun op og slog Ild, tændte i Lyset og lyste paa ham, og saa fik hun see, han var den deiligste Prinds, En kunde see for sine Øine, og hun blev saa forelsket i ham, at hun syntes, hun ikke kunde leve, hvis hun ikke fik kysse ham strax paa Øieblikket; det gjorde hun ogsaa, men med det samme dryppede hun tre hede
Talgdraaber paa Skjorten hans, saa han vaagnede. „Hvad har du nu gjort?“ sagde han. „Nu har du gjort os ulykkelige begge To; havde du nu bare holdt Aaret ud, saa havde jeg været frelst, for jeg har en Stedmoder, som har forhexet mig, saa jeg er Hvidbjørn om Dagen og Menneske om Natten, men nu er det forbi mellem os, nu maa jeg reise fra dig til hende; hun boer paa et Slot, som ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og der er en Prindsesse med en Næse, som er tre Alen lang; hende skal jeg have nu.“ Hun græd og hun bar sig, men det var intet at gjør ved det, han maatte reise. Saa spurgte hun om hun da ikke kunde faa være med. Nei, det gik ikke an. „Kan du sige mig Veien,
saa skal jeg lede dig op; det kan jeg vel faae Lov til?“ sagde hun. Ja, det kunde hun, sagde han, men der var ingen Vei did, det laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og did fandt hun aldrig frem. Om Morgenen da hun vaagnede var baade Prindsen og Slottet borte, hun laa paa en liden grøn Flæk midt inde i mørke, tætte Skoven og ved Siden af hende laa den samme Fillebylten, hun havde havt med sig hjemmefra. Da hun nu havde gnedet Søvnen af Øinene sine og grædt sig træt, gav hun sig paa Veien, og saa gik hun mange, mange Dage, alt til hun kom til et stort Bjerg. Udenfor det sad der en gammel Kjærring og legede sig med et Guldæble. Hende spurgte hun om hun
vidste Veien til den Prindsen, som var hos Stedmoderen sin paa et Slot, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane, og som skulde have en Prindsesse med en Næse, som var tre Alen lang. „Hvor kjender du ham fra da?“ spurgte Kjærringen, „kanskee det var dig, som skulde havt ham?“ Ja, det var det. „Jasaa, er det dig?“ sagde Kjærringen, „ja jeg veed ikke noget mere om ham jeg, end at han boer paa det Slottet, som er østenfor Sol og vestenfor Maane, og did kommer du seent eller aldrig, men du skal faae laant Hesten min, og den kan du ride paa til Grandkjærringen min; kanskee hun kan sige dig det, og naar du er kommen frem, saa kan du bare slaae til Hesten under det venstre Øret og bede den gaae hjem igjen; og dette Guldæble kan du
tage med dig. Hun satte sig op paa Hesten og red i lange, lange Tider, og saa kom hun tilsidst til et Bjerg, hvor der sad en gammel Kjærring udenfor med et Guldhaspetræ. Hende spurgte hun om hun vidste Veien til det Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Hun sagde, som den forrige Kjærringen, at hun ikke vidste Noget om det, men det var nok østenfor Sol og vestenfor Maane, „og did kommer du seent eller aldrig, men du skal faae laant Hesten min til min nærmeste Grande, kanskee hun tør vide det, og naar du er kommen did, saa behøver du bare at slaae den under det venstre Øret og bede den gaae hjem igjen,“ og saa gav hun hende Haspetræet, for det kunde hun nok komme
til at faae Brug for, sagde hun. Gjenten satte sig da op paa Hesten og red i langsommelig Tid igjen, og langt om længe kom hun til et stort Bjerg, hvor der sad en gammel Kjærring og spandt paa en Guldrok. Hende spurgte hun om hun vidste Veien til den Prindsen, og hvor det Slottet var, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane. Saa gik det ligedan. „Kanskee det er dig, som skulde have den Prindsen der?“ sagde Kjærringen. Ja, det var da det. Men hun vidste ikke bedre Veien hun end de andre To; østenfor Sol og vestenfor Maane var det, det vidste hun, „og did kommer du seent eller aldrig“ sagde hun; „men du kan faae laant Hesten min, saa mener jeg du faaer ride til Østenvinden og spørge den, kanskee den er kjendt der og kan blæse dig
did. Naar du er kommen frem, faa behøver du bare at slaae Hesten under Øret, saa gaaer den hjem igjen.“ Og saa gav hun hende Guldrokken. „Kanskee du kan faae Brug for den,“ sagde Kjærringen. Hun red i mange Dage og langsommelig Tid førend hun kom did; men langt om længe kom hun frem, og saa spurgte hun Østenvinden om den kunde sige hende Veien til den Prindsen, som boede østenfor Sol og vestenfor Maane. Ja, den Prindsen havde han nok hørt snakke om, sagde Østenvinden, og Slottet med, men Veien vidste han ikke, for han havde aldrig blæst saa langt. „Men hvis du vil, saa skal jeg følge dig til Broder min, Vestenvinden kanskee han kan vide det, for han er meget
stærkere; du kan sætte dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig did.“ Ja, hun gjorde saa, og det gik nok saa friskt. Da de kom frem did, saa gik de ind, og Østenvinden sagde, at den, han havde med sig, det var hende, som skulde havt Prindsen, som boede paa det Slottet, der laa østenfor Sol og vestenfor Maane; nu reiste hun og skulde lede ham op igjen, og saa havde han fulgt hende did og vilde gjerne høre om Vestenvinden vidste hvor det var henne.“ „Nei, saa langt har jeg aldrig blæst,“ sagde Vestenvinden, „men hvis du vil, saa skal jeg følge dig til Søndenvinden, for han er meget stærkere end Nogen af os, og han har flakket baade vidt og bredt; kanskee han kan sige dig det. Du kan sætte dig paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig
did.“ Ja, hun gjorde saa; de reiste til Søndenvinden og var ikke længe om Veien, skal jeg troe. Da de kom frem, spurgte Vestenvinden om han kunde sige hende Veien til det Slottet, som laae østenfor Sol og vestenfor Maane, for det var hende, som skulde have den Prindsen der.“ „Jasaa,“ sagde Søndenvinden, „er det hende? Ja jeg har vanket noget hvert Sted i min Tid,“ sagde han, „men saa langt har jeg aldrig blæst; men hvis du vil, saa skal jeg følge dig til Broderen min, Nordenvinden; han er den ældste og stærkeste af os allesammen, og veed ikke han, hvor det er, saa faaer du aldrig i Verden spurgt det.
Du kan sætte dig op paa Ryggen min, saa skal jeg bære dig did.“ Ja hun satte sig op paa Ryggen hans, og han af Gaarde, saa det havde god Skik. De gjorde ikke Veien lang. Da de kom did, hvor Nordenvinden boede, saa var den saa vild og gal, at der stod kold Gufs af den lang Vei. „Hvad vil I?“ skreg han langt borte, saa det isnede i dem. „Aa, du faaer ikke være saa stræng af dig du heller,“ sagde Søndenvinden, „for det er mig, og saa er det hende, som skulde havt den Prindsen, som boer paa det Slottet, der ligger østenfor Sol og vestenfor Maane, og nu vil hun spørge dig om du har været der og kan sige hende Veien, for hun vilde gjerne finde ham igjen.“ „Ja, jeg veed nok hvor det er,“ sagde Nordenvinden, „jeg har blæst et Aspeløv did en eneste Gang men da var
jeg saa træt, at jeg ikke orkede at blæse paa mange Dage efter. Men hvis du endelig vil did, og du ikke er ræd for at være med mig, saa skal jeg tage dig paa Ryggen min og see om jeg kan blæse dig did.“ Ja, hun vilde og hun maatte did, hvis der paa noget Sæt og Viis var fremkommeligt, og ræd var hun ikke, om det gik aldrig saa galt. — „Ja, ja, du faaer ligge over her i Nat,“ sagde Nordenvinden, „for vi maae have hele Dagen for os, skal vi række frem did.“ Tidlig den anden Morgen vækkede Nordenvinden hende og blæste sig op og gjorde sig saa stor og stærk, at det var fælt at see; og saa bar det afsted med dem høit bort igjennem Luften,
som om de skulde fare til Verdens Ende med det samme. Paa Bygden var der saadan Storm, at der røg ned baade store Skovstykker og Huse, og da de kom ud over Storsøen forliste der Skibe i Hundredeviis. Saaledes foer de afsted saa langt, saa langt, at Ingen kan troe hvor langt de foer, og bestandigt gik det ud over Havet, og Nordenvinden blev trættere og trættere og saa udmaset, at den næsten ikke orkede at blæse længere, og det dalede og dalede mere og mere med dem, og tilsidst gik det saa lavt, at Bølgetoppene slog om Hælene hendes. „Er du ræd?“ sagde Nordenvinden. „Nei,“ sagde hun, det var hun ikke. Men de vare ikke langt fra Land heller, og der var netop saamegen Magt tilbage i Nordenvinden, at den fik kastet hende ind paa
Stranden under Vinduerne paa Slottet, der laa østenfor Sol og vestenfor Maane; men da var den ogsaa saa træt og saa ussel, at den maatte hvile over mange Dage, førend den kunde komme hjem igjen. „Den anden Morgen satte hun sig til at lege med Guldæblet udenfor Vinduerne i Slottet, og den Første hun saa var det Næsegrævet, som skulde have Prindsen. „Hvad skal du have for det Guldæblet dit, du?“ sagde hun og lukkede op Vinduet.
„Det er ikke tilfalds hverken for Guld eller Penge,“ sagde Jenten. „Er det ikke tilfalds for Guld eller Penge? hvad er det da du vil have for det? — du kan faae hvad du vil!“ sagde Prindsessen. „Ja hvis jeg kan komme til den Prindsen, som er her, og faae være hos ham i Nat, saa skal du faae det,“ sagde hun, som var kommen med Nordenvinden. Ja, det kunde hun nok, det var der Raad til. Prindsessen fik Guldæblet, men da Jenten kom op paa Værelse til Prindsen om Kvælden, saa sov han; hun raabte paa ham og ristede i ham, og alt imellem saa græd hun, men hun kunde ikke faae ham vaagen. Om Morgenen, da det lyste af Dagen, kom Prindsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen.
Om Dagen satte hun sig udenfor Vinduerne i Slottet til at haspe paa Haspetræet, og det gik da ligedan. Prindsessen spurgte, hvad hun vilde have for det, og hun sagde, at det hverken var tilfalds for Guld eller Penge, men hvis hun kunde faae Lov til at komme op til Prindsen og være hos ham om Natten, skulde hun faae det. Men da hun kom derop, saa sov han igjen, og alt hun raabte og skreg og ristede i ham, og alt hun græd, saa sov han, saa hun ikke var istand til at faae Liv i ham, og da det lyste af Dagen om Morgenen, kom Prindsessen med den lange Næsen og jagede hende ud igjen.
Da det led ud paa Dagen, satte Jenten sig udenfor Vinduerne i Slottet til at spinde paa Guldrokken, og den vilde ogsaa Prindsessen med den lange Næsen have. Hun lukkede op Vinduet og spurgte hvad hun vilde have for den. Jenten sagde nu som begge de forrige Gange, at den ikke var tilfalds hverken for Guld eller Penge, men kunde hun faae komme op til Prindsen, som var der, og være hos ham om Natten, da skulde hun faae den. Ja det kunde hun gjerne. Men saa var der nogle kristne Folk, som vare indtagne der, og de havde siddet i det Kammer, som var nærmest Prindsens; de havde hørt, at der havde været et Fruentimmer inde, som havde grædt og raabt paa ham to Nætter i Rad, og det sagde de til Prindsen. Om Kvælden, da
Prindsessen kom med Sovesupen, lod han som han drak, men slog den bagover sig, for han kunde skjønne, det var en Sovedrik. Da nu Jenten kom ind, var Prindsen vaagen, og saa maatte hun fortælle, hvorledes hun var kommen did. „Ja nu kom du rigtig tilpas ogsaa,“ sagde Prindsen, „for i Morgen skulde jeg have Bryllup; men jeg vil ikke have det Næsegrævet, og du er den eneste som kan frelse mig. Jeg skal sige, at jeg vil see hvad Bruden min duer til og bede hende vadske af den Skjorten med de tre Talgflækkerne paa; det gaaer hun ind paa, for hun veed ikke, at det er dig, som har gjort det; men der maae kristne Folk til det og ikke sligt Trolpak, og saa skal jeg sige, at jeg ikke vil have nogen Anden til Brud end den, som kan gjøre det,
og bede dig om det.“ Der var da stor Fryd og Glæde paa dem om Natten. Men Dagen efter, da Brylluppet skulde staae, sagde Prindsen: „Jeg vil nok see hvad Bruden min duer til først?“ Ja, det kunde saa være det, sagde Stedmoderen. „Jeg har en fiin Skjorte, som jeg vil have til Brudgomsskjorte, men det er kommen tre Talgflækker paa, som jeg vil have vadsket af, og det har jeg lovet, at jeg ikke tager nogen Anden end den, som er god for at gjøre det, og kan hun ikke det, saa er hun ikke værdt at have.“ — Ja, det var ingen Sag, meente de, og det gik de ind paa, og hun med den lange Næsen til at vadske det bedste hun kunde, men jo mere hun vaskede og gned desto større bleve Flækkerne. „Aa, du kan ikke vadske,“ sagde Gamletroldkjærringen,
Moer hendes, „lad mig faae den!“ men hun havde ikke før taget i Skjorten, førend den blev meget styggere endda, og jo mere hun vadskede og gned, desto større og sortere bleve Flækkerne, og desto fælere blev den. Saa skulde de andre Troldene til at vadske, men jo længre det led, desto styggere og fælere blev den, og tilsidst saae hele Skjorten ud som om den havde været i Skorstenspiben. „Aa I duer ikke Noget, Nogen af Jer!“ sagde Prindsen; „der sidder en Fantejente udenfor Vinduet her; jeg er sikker paa, hun er meget bedre til at vadske hun end Nogen af Jer. Kom ind du Jente!“ skreg han. Ja, hun kom ind. „Kan du vadske reen den Skjorten, du?“ sagde han. „Aa, jeg veed ikke jeg,“ sagde hun, „jeg tænker nok det.“
Og aldrig havde hun taget i Skjorten og dyppet den ned i Vandet hun, førend den var drivende hvid som Nysnee og hvidere endda. „Ja dig vil jeg have!“ sagde Prindsen. Saa blev den gamle Troldkjærring saa sindt, at hun sprak, og Prindsessen med den lange Næsen og Smaatroldene sprak nok ogsaa, for jeg har ikke hørt Noget til dem siden. Prindsen og Bruden hans de løste da ud alt Kristenfolket, som var indtaget der, og saa toge de med sig meget Guld og Sølv og flyttede langt bort fra Slottet, som laa østenfor Sol og vestenfor Maane.
