Prevod
Nekoč sta živela dva brata in obema je bilo ime Peer; starejšemu so pravili Store-Peer, mlajšemu pa Vesle-Peer. Ko je oče umrl, je Store-Peer prevzel kmetijo in si dobil ženo, ki mu je prinesla veliko denarja. Vesle-Peer pa je ostal doma pri materi in živel od njenega preužitka, dokler ni postal polnoleten. Tedaj je dobil svoj delež dediščine in Store-Peer mu je rekel, da ne bo več ostajal na kmetiji in materi odjedal preužitka; bolje bo, če gre po svetu in se loti kakšnega dela.
Tudi Vesle-Peer je menil, da to ne bi bilo tako slabo. Kupil si je dobrega konja in voz masla, sira in drugega živeža ter se s tem odpravil v mesto. Z izkupičkom je kupil žganja in drugih pijač, in komaj je prišel domov, je bilo pri njem že veselo kakor ob prazniku. Točil je in gostil sosede in znance, oni pa so mu vračali s pijačo in gostijami, in tako je živel na veliki nogi, dokler je bilo kaj denarja. Ko pa so novci pošli in je bil Vesle-Peer čisto brez beliča, se je vrnil domov k stari materi; tedaj ni imel ničesar več razen teleta. Ko je prišla pomlad, ga je spustil ven in pustil, da se je paslo na travniku Store-Peera. Ta se je razjezil in tele ubil. Vesle-Peer mu je odrl kožo, jo obesil v sušilnico, da se je dodobra posušila, nato pa jo zvil, vtaknil v vrečo in šel z njo po vaseh, da bi jo prodal. Toda kamor je prišel, so se mu smejali in pravili, da prekajene telečje kože ne potrebujejo. Ko je prehodil že lep kos poti, je spet prišel do neke kmetije. Stopil je noter in prosil za prenočišče.
»Ne, strehe ti pa res ne morem ponuditi,« je rekla gospodinja, »moj mož je na planini in sama sem doma. Poskusi pri sosedovih; če pa te tam ne sprejmejo, se lahko vrneš, saj te tudi ne moremo pustiti pod milim nebom.« Ko je šel Peer mimo okna v kamro, je zagledal v njej duhovnika, s katerim je imela gospodinja ljubezensko razmerje. Predenj je postavila pivo in žganje ter velik lonec smetanove kaše. Duhovnik je ravno sedel k jedi in pijači, ko se je gospodar vrnil domov. Brž ko ga je žena zaslišala v veži, ni izgubljala časa: lonec s kašo je spravila pod ognjiščno ploščo, pivo in žganje v klet, duhovnika pa zaklenila v veliko skrinjo, ki je stala tam.
Vesle-Peer je stal zunaj in vse to opazoval. Ko je gospodar že stopil v hišo, je šel za njim in vprašal, ali bi lahko dobil prenočišče. »Seveda,« je rekel gospodar, »pri nas lahko prenočiš,« in povabil Peera, naj sede k mizi in jé.
Vesle-Peer je sedel k mizi, telečjo kožo pa vzel s seboj in si jo položil k nogam. Ko sta že nekaj časa sedela, je začel stopati po njej.
»Kaj pa zdaj spet praviš? Ali ne moreš biti tiho?« je rekel Vesle-Peer. »S kom pa govoriš?« je vprašal gospodar. »Ah, z vedeževalko, ki jo imam v telečji koži,« je odvrnil Peer. »Kaj pa prerokuje?« je spet vprašal gospodar. »Pravi, da je menda pod ognjiščno ploščo lonec smetanove kaše,« je rekel Vesle-Peer.
»Njene prerokbe pa niso prida; v tej hiši že celo večnost ni bilo smetanove kaše,« je rekel gospodar. Toda Peer mu je velel, naj pogleda. Pogledal je in res našel lonec s kašo.
Začela sta se mastiti z njo, in ko sta tako lepo sedela pri jedi, je Peer spet stopil na telečjo kožo. »Pst!« je rekel. »Ali ne moreš držati jezika za zobmi?« »Kaj pa zdaj pravi vedeževalka?« je vprašal gospodar.
»Pravi, da je menda pod kletnimi stopnicami nekaj piva in žganja,« je odgovoril Peer. »Če se še nikoli ni zmotila, se je pa zdaj,« je rekel gospodar. »Pivo in žganje? Komaj se še spominjam, da bi kaj takega kdaj imeli pri hiši.« »Poglej!« je rekel Peer. Gospodar je pogledal in res našel pijačo. Kako se je je razveselil!
»Koliko si dal za to vedeževalko? Dobiti jo moram, pa naj zanjo zahtevaš, kar hočeš,« je rekel gospodar. »Po očetu sem jo podedoval in za noben majhen denar je ne bi dal,« je odvrnil Peer. »Res se prav nič rad ne bi ločil od nje, ampak naj bo: če mi daš staro skrinjo, ki stoji v kamri, jo dobiš.« »Ključ od skrinje se je izgubil!« je zavpila gospodinja. »Vzel jo bom tudi brez ključa,« je rekel Peer, in z gospodarjem sta bila kmalu domenjena.
Namesto ključa je Peer dobil vrv, gospodar pa mu je pomagal oprtati skrinjo na hrbet, in tako je odkrevsal naprej. Ko je prehodil kos poti, je prišel na most. Pod njim je tekla tako deroča reka, da se je vsa penila in bučala, od hrumenja pa se je most kar tresel. »To žganje, to žganje!« je rekel Peer. »Že čutim, da sem ga spet malo pokusil. Le zakaj bi vlačil to skrinjo s seboj? Ko ne bi bil pijan in ob pamet, je ne bi nikoli zamenjal za vedeževalko.
Zdaj pa s skrinjo v reko, in to pri priči!« Začel je odvezovati vrv. »Joj, joj! Za božjo voljo, reši me! Duhovnik iz tukajšnje fare je v skrinji!« je zavpil tisti, ki je bil v njej. »To mora biti sam hudič, ki bi me rad prepričal, da je postal duhovnik,« je rekel Peer, »ampak naj se izdaja za duhovnika ali za mežnarja, v reko bo moral.« »O ne, o ne, tukajšnji župnik sem! Pri gospodinji sem bil na dušnem pastirstvu. Njen mož je divjak in norec, pa me je morala skriti v skrinjo. Pri sebi imam srebrno in zlato uro, obe ti dam in še osemsto tolarjev povrhu. Samo izpusti me!« je zavpil duhovnik. »O, o, ali ste res vi, gospod župnik?« je rekel Peer. Vzel je kamen in razbil pokrov skrinje. Duhovnik je zlezel ven in jo lahkih nog ubral proti župnišču, saj ga uri in denar niso več težili.
Vesle-Peer se je vrnil domov in rekel Store-Peeru: »Danes so pa telečje kože na sejmu dobro v ceni.« »Koliko si pa dobil za svojo cunjo?« je vprašal Store-Peer. »Čeprav ni bila nič posebnega, sem zanjo dobil osemsto tolarjev, kože večjih in debelejših telet pa veljajo dvakrat toliko,« je rekel Vesle-Peer in mu pokazal denar.
»Lepo, da si mi povedal,« je odgovoril Store-Peer. Pobil je vsa svoja teleta in krave ter se s kožami odpravil v mesto. Ko je prišel na trg in so ga strojarji vprašali, po čem prodaja kože, je za male zahteval osemsto tolarjev, za velike pa ustrezno več. Toda vsi so se mu samo smejali in se norčevali iz njega ter pravili, da se mu ni treba tako truditi, saj lahko pride v norišnico tudi za manj denarja. Tedaj je spoznal, kaj se je zgodilo in kako ga je Vesle-Peer potegnil za nos. Ko se je vrnil domov, ni bil nič kaj dobre volje; klel je in se zaklinjal, da bo ponoči ubil Vesle-Peera.
Ta pa je vse slišal. Ko je legel v posteljo k materi in se je že malo zvečerilo, jo je prosil, naj zamenja prostor z njim, češ da ga zelo zebe, ob steni pa bo gotovo topleje. In res sta zamenjala prostor.
Kmalu je prišel Store-Peer s sekiro v roki, se po prstih prikradel k postelji in materi z enim samim zamahom odsekal glavo. Zjutraj je Vesle-Peer stopil v izbo k Store-Peeru. »Bog se te usmili, kaj si storil, ko si ubil najino mater!« je rekel.
»Rihtarju gotovo ne bo všeč, da takole odpravljaš preužitek.« Store-Peer se je tako prestrašil, da je Vesle-Peera za božjo voljo prosil, naj molči o tem, kar ve; če bo tiho, mu da osemsto tolarjev. Vesle-Peer je spravil denar, materi spet nataknil glavo, jo naložil na sani in jo odvlekel na trg. Tam jo je posedel, ji na vsako roko obesil košaro jabolk in ji v vsako dlan položil še po eno jabolko. Mimo je prišel ladijski kapitan. Mislil je, da je branjevka, in jo vprašal, ali prodaja jabolka in koliko jih dobi za novčič.
Toda starka ni odgovorila. Kapitan jo je vprašal še enkrat. Ne, tudi tokrat ni odgovorila. »Koliko jih dobim za novčič?« je zavpil tretjič, starka pa je sedela, kakor da ga ne vidi in ne sliši. Tedaj se je kapitan tako razjezil, da ji je primazal zaušnico in glava se ji je odkotalila čez trg. Tisti hip je pritekel Vesle-Peer. Jokal je in se na ves glas hudoval ter kapitanu grozil, da ga bo spravil v strašno nesrečo, ker mu je ubil staro mater. »Ljubi človek, samo molči o tem, kar veš, pa dobiš osemsto tolarjev,« je rekel kapitan, in tako sta se pogodila. — Ko je Vesle-Peer prišel domov, je rekel Store-Peeru: »Danes so pa starke na sejmu dobro v ceni. Za najino mater sem dobil osemsto tolarjev,« in mu pokazal denar. »Še dobro, da sem izvedel,« je rekel Store-Peer. Imel je staro taščo; ubil jo je in jo odnesel, da bi jo prodal. Ko pa so slišali, da ponuja naprodaj mrliče, so ga hoteli izročiti rihtarju in le za las jo je odnesel. Ko se je Store-Peer vrnil domov, je bil na Vesle-Peera tako besen, da mu je zagrozil, da ga bo pri priči ubil; nobene milosti naj ne pričakuje.
»No, no, vsi moramo enkrat po tej poti; med danes in jutri je pa samo ena noč. Če že moram zdaj s sveta, te prosim le še nekaj: vtakni me v tisto vrečo, ki tam visi, in me odnesi do reke!« je rekel Vesle-Peer. Store-Peer ni imel nič proti; stlačil ga je v vrečo in se odpravil. A komaj je prišel malo naprej, se je spomnil, da je nekaj pozabil in se mora vrniti po tisto. Medtem je vrečo postavil ob cesto. Mimo je prišel mož, ki je gnal veliko, lepo čredo ovac.
»V nebesa! V raj! V nebesa! V raj!« je vpil Vesle-Peer iz vreče in kar naprej gonil eno in isto. »Ali smem tudi jaz zraven?« je vprašal mož s čredo. »Seveda. Če odvežeš vrečo in zlezeš noter namesto mene, boš prišel tja,« je rekel Vesle-Peer. »Jaz lahko počakam na drugo priložnost. Ampak vzklikati moraš prav isto kot jaz, sicer ne boš prišel na pravi kraj.« — Mož je odvezal vrečo in sedel vanjo namesto Vesle-Peera. Peer je vrečo spet zavezal, mož pa je začel vpiti:
»V nebesa! V raj! V nebesa! V raj!« in je kar naprej ponavljal te besede. Ko ga je Peer spravil v vrečo, ni izgubljal časa: hitro je odgnal čredo in se po poti ognil daleč naokrog. Medtem se je Store-Peer vrnil, si oprtal vrečo na rame in jo odnesel proti reki. Vso pot je ovčar v njej vpil:
»V nebesa! V raj!« »No, le poskusi, ali boš našel pot!« je rekel Store-Peer in ga vrgel v reko. Ko je opravil in se vračal domov, je srečal brata, ki je pred seboj gnal čredo ovac.
Store-Peer se je na vso moč začudil in ga vprašal, kako je prišel iz reke in kje je dobil tako lepo čredo. »Pravo bratsko uslugo si mi naredil, ko si me vrgel vanjo,« je odgovoril Vesle-Peer. »Potopil sem se do dna kakor kamen, in ko bi ti vedel, kakšne črede ovac sem tam videl! Na tisoče jih je spodaj, druga čreda večja od druge. In kar poglej: te ovce imajo pa res lepo volno!« je rekel Peer. »Lepo, da si mi povedal,« je rekel Store-Peer. Odhitel je domov po ženo, jo odpeljal k reki, zlezel v vrečo in ji naročil, naj jo brž zaveže in ga vrže z mostu. »Po čredo ovac grem; če pa me predolgo ne bo, boš vedela, da sam ne morem opraviti z njimi, pa skoči za menoj in mi pomagaj,« je rekel Store-Peer. »Prav, samo nikar ne bodi predolgo, ker že tako težko čakam ovce,« je rekla žena. Nekaj časa je stala in čakala, potem pa si je mislila, da mož gotovo ne more zgnati črede skupaj, in skočila za njim. Tako se je Vesle-Peer znebil vseh, podedoval kmetijo in zemljo, konje in orodje, sam pa je imel še dovolj denarja, da si je nakupil živine za hlev.
Izvirnik
Der var engang to Brødre og begge hed de Peer, den ældste kaldte de Store-Peer, og den yngste kaldte de Vesle-Peer. Da Faderen var død tog Store-Peer Gaarden og fik en Kjærring med mange Penge til. Men Vesle-Peer var hjemme hos Moderen sin, og levede paa hendes Livøre til han blev myndig. Da han det var, fik han Arven sin, og Store-Peer sagde, at nu skulde han ikke længer være paa Gaarden og æde op Føderaadet for sin Moder, det var bedre han reiste ud i Verden og tog sig Noget til.
Ja, det syntes Vesle-Peer heller ikke var saae ilde; han kjøbte sig en brav Hest og et Læs med Fedevarer, og foer til Byen med, og for Pengene han fik, kjøbte han Brændeviin og Drikkevarer, og han var ikke kommen hjem, førend der strax blev Byhelg hos ham, og han skjænkede og trakterede baade Grander og Kjendinger, og de skjænkede og de trakterede ham igjen, og han levede i Suus og Duus saalænge Pengene varede. Men da det var forbi med Skillingerne, og Vesle-Peer var bleven pungreen, kom han hjem til sin gamle Moder igjen, og da eiede han ikke mere end en Kalv. Da Vaaren kom, slap han Kalven ud og lod den beite paa Engen til Store-Peer. Saa blev Store-Peer sindt og slog Kalven ihjel. Vesle-Peer, han flaaede Skindet af Kalven,
hang det ind paa Badstuen, saa det blev rigtig tørt, og rullede det sammen, puttede det i en Sæk og gik paa Bygden med det og vilde sælge det, men hvor han kom, saa loe de af ham og sagde, at de havde ikke Brug for røget Kalveskind. Da han havde gaaet et langt Stykke kom han til en Gaard igjen. Der gik han ind og bad om Huus til Natten. „Nei jeg kan nok ikke laane dig Huus,„, sagde Kjærringen; for Manden min er paa Stølen, og jeg er alene hjemme. Du faaer prøve at faae Huus i Grandegaarden; men faaer du ikke det, saa kan du komme igjen, for du kan ikke være huusvild heller,“ sagde hun. Da Peer gik forbi Kovevinduet, saa han, at der var en Præst inde i Koven, som Kjærringen holdt sig med, og saa satte hun frem Øl og Brændeviin og en stor
Gryde med Rømmegrød. Da Præsten havde sat sig til at æde og drikke, kom Manden i Huset hjem igjen; men da Kjærringen fik høre ham i Svalen, var hun ikke seen, tog Rømmegrødgryden og satte under Aarehellen, Øllet og Brændevinet i Kjælderen, og Præsten læste hun ned i en stor Kiste, som stod der. Alt dette stod Vesle-Peer udenfor og saa paa; men da Manden vel var kommen ind, saa gik Vesle-Peer efter og bad om han kunde faae laant Huus. „Ja,“ sagde Manden, „du skal faae laant Huus,“ og saa bad han Peer at sætte sig bort til Bordet og æde.
Ja, Vesle-Peer satte sig bort til Bordet og tog med sig Kalveskindet og det lagde han ved Fødderne sine. Da de havde siddet en Stund, begyndte Vesle-Peer at traakke paa Skindet. „Hvad siger du nu igjen? kan du ikke tie stille?“ sagde Vesle-Peer. „Hvem er det du snakker med?“ spurgte Manden. „Aa, det er en Spaamø, jeg har i Kalveskindet,“ sagde Peer. „Hvad spaaer hun da?“ sagde Manden igjen. „Hun siger, det ikke er frit for at der staaer Rømmegrød under Aarehellen“ sagde Vesle-Peer.
„Hun spaaer nok saa som saa; her har ikke været Rømmegrød i Huset paa Aar og Dag,“ sagde Manden; men Peer bad ham see efter, det gjorde han, og saa fandt han Flødegrødgryden. Den begyndte de at godgjøre sig med, og allerbedst de sad, saa traakkede Peer paa Kalveskindet. „Hys,“ sagde han, „kan dit ikke holde Kjæften?“ „Hvad siger Spaamøen nu?“ sagde Manden. „Det er ikke frit for at der staaer Øl og Brændeviin under Kjældertrappen, siger hun,“ svarede Peer. „Har hun aldrig spaaet miste før, saa gjør hun det nu,“ sagde Manden. „Øl og Brændeviin? de Ting kan jeg neppe mindes, vi har havt i Huset.“ „Se efter!“ sagde Peer; det gjorde Manden — jo ganske rigtig, han fandt Drikkevarerne, og saa blev der vel en Glæde
paa ham. „Hvad har du givet for den Spaamøen? Den maa jeg have, hvad du saa begjærer for den,“ sagde Manden. „Jeg har faaet den i Fa’ersarv, og ikke Meget har jeg taget den for,“ sagde Peer. „Rigtignok har jeg ikke synderlig Lyst til at skille mig ved den, men det er det samme, lader du mig faae den gamle Kisten, som staaer i Koven, skal du have den.“ „Kistenøglen er bleven borte!“ skreg Kjærringen. „Jeg tager den uden Nøgel, jeg,“ sagde Peer; og saa blev han og Manden snart enige om Handelen.
Peer fik et Reb i Stedet for Nøglen, og Manden hjalp ham at faae Kisten paa Ryggen, og med den ranglede han afsted. Da han havde gaaet et Stykke, kom han ud paa en Bro; under den gik der en Elv saa strid at den fossede og skummede, og larme gjorde den, saa Broen ristede. „Det Brændevinet, det Brændevinet!“ sagde Peer. „Jeg kan mærke, jeg har smagt paa det igjen. Hvad skal jeg gaae og drasse paa denne Kisten efter? Havde jeg ikke været fuld og gal, saa havde jeg da ikke handlet den til mig for Spaamøen.
Men nu skal Kisten i Elven og det paa flyvende Timen!“ Han til at løse Rebet af. „Au, au! gjør for Guds Skyld og frels mig. Det er Præsten her i Gjeldet, du har i Kisten,“ skreg han som i den var. „Det maa være Fanden selv, som vil indbilde mig at han er bleven Præst,“ sagde Peer, „men enten han gjør sig til Præst eller Klokker, saa skal han nu ud i Elven.“ „Aa nei, aa nei, det er Sognepræsten i Gjeldet, som var paa Sjælesorg hos Kjærringen. Manden er vild og galen, og saa maatte hun gjemme mig i Kisten. Jeg har et Sølvuhr og et Gulduhr paa mig, dem skal du faae og 800 Daler til. Slip mig bare ud!“ raabte Præsten. „Nei, nei, er det rigtig han Faer da?“ sagde Peer; han tog en Steen og slog Kistelaaget i Stykker,
saa slap Præsten ud, og han hjemefter til Præstegaarden baade fort og let, for Uhrene og Hengene hans skulde ikke tynge ham længer. Vesle-Peer gik nu hjem igjen og sagde til Store-Peer: „Idag gjælder vel Kalveskindene paa Torvet.“ „Hvad fik du for Skindfillen din da?“ spurgte Store-Peer. „Ikke, ligere end den var, fik jeg 800 Daler for den, men for større og federe Kalve gjælder Skindet det Dobbelte,“ sagde Vesle-Peer og viste frem Pengene.
„Det var brav, du sagde mig det,“ svarede Store-Peer; han slog ihjel alle sine Kalve og Køer, og gav sig paa Byveien med Skind og Huder. Da han kom til Torvs, og Garverne spurgte, hvad Priis han holdt Skindene sine i, forlangte Store-Peer 800 for de smaa og efter det for de store. Men alle Folk loe bare og gjorde Nar af ham, og sagde, at han ikke behøvede at tage saaledes i Veien, han kunde nok slippe ind i Dolhuset for bedre Kjøb, og saa forstod han, hvorledes det var gaaet til, og at Vesle-Peer havde luret ham. Da han kom hjem igjen, var han nu ikke blid, han svoer og bandede paa, at han vilde slaae Vesle-Peer ihjel om Natten.
Det stod denne og hørte paa. Da han havde lagt sig i Sengen med sin Moder og det led lidt ud paa Kvelden, bad han Moderen bytte Rum med ham, for han frøs saa, og ved Væggen var det vel varmere, sagde han. Ja, det gjorde hun. Om lidt kom Store-Peer med en Øx i Haanden og stiltrede sig bort til Sengen, og hug Hovedet af Moderen i eet Hug. Om Morgenen gik Vesle-Peer ind i Stuen til Store-Peer. „Gud trøste og bedre dig, som har hugget ihjel Mo’er vor,“ sagde han; „Lensmanden holder nok ikke af, at du udreder Føderaadet paa den Maade.“ Saa blev Store-Peer saa ræd, at han bad Vesle-Peer, han for Guds Skyld skulde tie med det, han vidste, vilde han det, skulde han faae 800 Daler. Ja Vesle-Peer strøg Pengene til sig,
satte Hovedet paa Moderen igjen, fik hende paa en Kjælke og trak hende til Torvs. Der satte han hende med en Æblekurv paa hver Arm og et Æble i hver Haand. Saa kom der en Skipper gaaende, han troede det var en Kurvekjærring, og spurgte om hun havde Æbler at sælge, og hvormange han fik for Skillingen? Men den gamle Konen svarede ikke. Skipperen spurgte en Gang til. Nei, hun svarede ikke. „Hvormange faaer jeg for Skillingen?“ skreg han tredie Gang, men Kjærringen sad som hun hverken hørte eller saa ham; da blev Skipperen saa sindt at han lagde til hende under Øret, saa Hovedet trillede bortover Torvet. I det samme kom Vesle-Peer springende; han græd og bar sig og truede Skipperen med at gjøre ham reent ulykkelig fordi han havde
slaaet hans gamle Moder ihjel. „Kjære Vene, ti bare stille, med hvad du veed, skal du faae 800 Daler,“ sagde Skipperen, og det blev de da forligte om. — Da Vesle-Peer kom hjem igjen, sagde han til Store-Peer: „Idag gjælder vel gamle Kjærringer paa Torvet. Jeg fik 800 for Mo’er vor,“ og saa viste han frem Pengene. „Det var brav jeg fik vide det,“ sagde Store-Peer; han havde en gammel Værmoder, hende tog han og slog ihjel og strøg afsted med for at sælge hende. Men da de hørte, at han gik og falholdt døde Folk, vilde de sætte ham til Lensmanden, og det var med Nød og Neppe han slap fra det. Da Store-Peer kom hjem igjen, var han saa sindt og gal paa Vesle-Peer, at han truede med dræbe ham paa flyvende Timen, der var ingen Naade at vente.
„Ja ja, vi skal alle den Vei; og idag og imorgen er der bare Natten imellem. Men skal jeg af Gaarde nu, saa har jeg een Ting at bede dig om: put mig i den Sækken, som hænger der, og bær mig paa Elven!“ sagde Vesle-Peer, og det havde Store-Peer Intet imod; han stoppede ham i Sækken og gik afsted. Men aldrig for var han et lidet Stykke paa Veien, saa kom han i Hu, at han havde glemt Noget, det maatte han tilbage efter, og imedens satte han Sækken paa Veikanten. Saa kom der en Mand drivende med en stor, gjild Drift Sauder.
„Til Himmerig! til Paradis! Til Himmerig! til Paradis!“ raabte Vesle-Peer, som laa i Sækken, og det blev han ved at gnage og gnaale paa. „Kan ikke jeg faae Lov at være med?“ sagde han, som kom med Driften. „Jo, vil du løse op Sækkebaandet og krybe nedi i mit Sted, skal du faae komme der,“ sagde Vesle-Peer, „jeg kan gjerne bie til en anden Gang jeg. Men du maa endelig raabe paa det samme som jeg, ellers kommer du ikke til rette Stedet.“— Manden løste op Sækkebaandet og satte sig i Rummet til Vesle-Peer; Peer knyttede Sækkebaandet igjen, og Manden begyndte at raabe: „Til Himmerig, til Paradis!
Til Himmerig! til Paradis!“ og den Lexen blev han ved med. Da Peer vel havde faaet ham i Sækken, var han ikke seen: han skyndte sig afsted med Driften, og gjorde en dygtig Sving paa Veien. Imedens kom StorePeer igjen, tog Sækken paa Nakken og bar den bortover til Elven, og alt som han gik, sad Driftebonden inde i den og raabte: „Til Himmerig! til Paradis!“ „Ja ja, prøv selv, om du finder Veien!“ sagde Store-Peer og kastede ham udi.
Da Store-Peer havde gjort det og gik hjemover igjen, mødte han Broderen, som kom drivende med Saudflokken foran sig. Store-Peer blev reent forundret og spurgte, hvordan Vesle-Peer var sluppen op af Elven, og hvor han havde faaet den gjilde Sauddriften fra. „Det var rigtig et Bro’ersstykke af dig, at du kastede mig udi,“ svarede Vesle-Peer. „Jeg sank lige til Bunds som en Steen, og der fik jeg vel see Saudflokker, kan du troe; dernede gaae de i Tusindviis, den ene Drift større end den anden. Og her seer du: det er vel Uldsauder!“ sagde Peer. „Det var brav, du fortalte mig det,“ sagde Store-Peer; han strøg hjem til Kjærringen sin, tog hende med sig til Elven, krøb i en Sæk og bad hende skynde sig at knytte for den og kaste ham udover Broen. „Jeg
vil efter en Sauddrift; men skulde jeg blive for længe, saa du kan mærke, jeg ikke raader med Saudflokken, faaer du springe efter og hjælpe mig,“ sagde Store-Peer. „Ja, bliv bare ikke for længe, for jeg stunder saa paa Sauderne,“ sagde Konen. Hun stod og ventede en Stund, men saa tænkte hun ved sig selv, at Manden nok ikke kunde raade med at faae Saudflokken jaget sammen, og saa hoppede hun efter. Saa var Vesle-Peer kvit dem Alle, han arvede Gaard og Grund, og Heste og Redskab, og selv havde han Penge at kjøbe sig Klavefæ for.
