Waltey

Prevod

»To je strašna zgodba!« je rekla neka kokoš, in sicer na tistem koncu mesta, kjer se zgodba sploh ni pripetila. »Strašna zgodba iz kokošnjaka! Nocoj si ne upam spati sama! Še dobro, da nas je na prečki toliko skupaj!« In potem je pripovedovala, da se je drugim kokošim perje ježilo, petelinu pa se je povesil greben. To je čisto res!

A začnimo na začetku, in ta je bil na drugem koncu mesta, v nekem kokošnjaku. Sonce je zahajalo in kokoši so poletele na prečke. Ena izmed njih je bila bela in kratkih nog, nesla je jajca, kakor se spodobi, in bila kot kokoš v vseh pogledih vredna spoštovanja. Ko je priletela na prečko, si je s kljunom očistila perje in pri tem ji je odpadlo drobno peresce.

»Pa je šlo!« je rekla. »Bolj ko se skubim, lepša bom, kajne!« To je rekla za šalo, saj je bila med kokošmi znana po svoji vedri naravi, sicer pa, kot rečeno, zelo spoštovanja vredna. Nato je zaspala.

Naokrog je bilo temno, kokoši so sedele druga ob drugi, in tista, ki ji je sedela najbliže, ni spala. Slišala je in ni slišala, kakor je v tem svetu pač treba, če hočeš živeti v ljubem miru. A svoji drugi sosedi je vendarle morala povedati: »Si slišala, kaj je bilo pravkar rečeno? Nikogar ne bom imenovala, toda neka kokoš se namerava oskubiti, da bi bila lepa! Če bi bila petelin, bi jo prezirala!«

Tik nad kokošmi pa je sedela sova s svojim možem in sovjimi mladiči. V tej družini imajo ostra ušesa; slišali so vsako besedo, ki jo je izrekla sosednja kokoš, zavijali z očmi, mama sova pa se je pahljala s perutmi. »Nikar ne poslušajte! Ampak saj ste gotovo slišali, kaj je bilo rečeno? Slišala sem na lastna ušesa, in ta morajo marsikaj slišati, preden odpadejo! Ena izmed kokoši je tako zelo pozabila, kaj se za kokoš spodobi, da sedi in si puli vse perje, petelinu pa pusti, da jo pri tem gleda!«

»Prenez garde aux enfants!« je rekel oče sovec. »To ni za otroke!« »Vseeno bom povedala sovi čez pot! Tako ugledna sova je, prav prijetno se je družiti z njo!« In mama je odletela.

»Hu-hu! Uhu!« sta skovikali obe, in to naravnost dol h golobom v sosedovem golobnjaku. »Ste slišali? Ste slišali? Uhu! Neka kokoš si je zaradi petelina populila vse perje! Zmrznila bo do smrti, če ni že mrtva, uhu!«

»Kje? Kje?« so grulili golobi. »Na dvorišču čez pot! Skorajda sem videla na lastne oči! To zgodbo je skoraj nespodobno pripovedovati! Ampak je čisto res!«

»Verjamemo, verjamemo vsako besedico!« so rekli golobi in zagrulili dol na svoje kokošje dvorišče: »Neka kokoš, da, nekateri celo pravijo, da sta dve, si je populila vse perje, da ne bi bila podobna drugim in bi tako pritegnila petelinovo pozornost. To je nevarna igra, saj se lahko prehladiš in umreš od vročice, in obe sta umrli!«

»Zbudite se! Zbudite se!« je zakikirikal petelin in zletel na leseno ograjo. Oči so mu bile še zaspane, a je vseeno kikirikal: »Tri kokoši so umrle zaradi nesrečne ljubezni do petelina! Populile so si vse perje! To je ostudna zgodba, ne bom je zadržal zase, naj gre naprej!«

»Naj gre naprej!« so zacvilili netopirji, kokoši so kokodakale in petelini kikirikali: »Naj gre naprej! Naj gre naprej!« Tako je zgodba švignila od kokošnjaka do kokošnjaka in nazadnje spet prišla tja, od koder je pravzaprav krenila.

»Pet kokoši je,« se je govorilo, »ki so si vse populile perje, da bi pokazale, katera je najbolj shujšala od ljubezenskega gorja zaradi petelina. Nato so se skljuvale do krvi in mrtve popadale na tla, v sramoto in nečast svojim družinam ter v veliko izgubo lastniku!«

Kokoš, ki je izgubila tisto drobno, razrahljano peresce, seveda ni prepoznala svoje zgodbe. In ker je bila spoštovanja vredna kokoš, je rekla: »Preziram te kokoši! A takšnih je še več! Tega ne smemo zamolčati in naredila bom vse, kar je v moji moči, da bo zgodba prišla v časopis in se razširila po vsej deželi. Te kokoši so si to zaslužile, pa njihove družine tudi!«

In zgodba je prišla v časopis, natisnili so jo, in to je čisto res: iz enega drobnega peresca lahko nastane pet kokoši!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

"Det er en frygtelig historie!" sagde en høne, og det omme i den kant af byen, hvor historien ikke var passeret. "Det er en frygtelig historie i hønsehuset! jeg tør ikke sove alene i nat! det er godt at vi er mange sammen på hjalet!" – Og så fortalte hun, så at fjerene rejste sig på de andre høns og hanen lod kammen falde. Det er ganske vist!

Men vi vil begynde med begyndelsen, og den var i den anden kant af byen i et hønsehus. Solen gik ned og hønsene fløj op; en af dem, hun var hvidfjeret og lavbenet, lagde sine reglementerede æg og var, som høne, respektabel i alle måder; idet hun kom til hjals, pillede hun sig med næbbet, og så faldt der en lille fjer af hende.

"Der gik den!" sagde hun, "jo mere jeg piller mig, des dejligere bliver jeg nok!" Og det var nu sagt i munterhed, for hun var det muntre sind mellem de høns, i øvrigt, som sagt, meget respektabel; og så sov hun.

Mørkt var det rundt om, høne sad ved høne og den, som sad hende nærmest, sov ikke; hun hørte og hun ikke hørte, som man jo skal i denne verden, for at leve i sin gode rolighed; men sin anden naboerske måtte hun dog sige det: "Hørte du hvad her blev sagt? Jeg nævner ingen, men der er en høne, som vil plukke sig, for at se godt ud! var jeg hane, ville jeg foragte hende!"

Og lige oven over hønsene sad uglen med uglemand og uglebørn; de har skarpe ører i den familie, de hørte hvert ord, som nabohønen sagde, og de rullede med øjnene og uglemor viftede sig med vingerne: "Hør bare ikke efter! men I hørte sagtens hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne ører, og man skal høre meget før de falder af! Der er en af hønsene, som i den grad har glemt, hvad der skikker sig en høne, at hun sidder og piller alle fjerene af sig og lader hanen se på det!"

"Prenez garde aux enfants!" sagde uglefader, "det er ikke noget for børnene!"

"Jeg vil dog fortælle genbougle det! det er sådan en agtværdig ugle i omgang!" og så fløj mutter.

"Hu-hu! uhuh!" tudede de begge to og det lige ned i genboens dueslag til duerne. "Har I hørt det! har I hørt det! uhuh! der er en høne, som har plukket alle fjerene af sig for hanens skyld! hun fryser ihjel, om hun ikke er det, uhuh!"

"Hvor? hvor?" kurrede duerne!

"I genboens gård! jeg har så godt som selv set det! det er næsten en upassende historie at fortælle! men det er ganske vist!"

"Tror, tror hvert evige ord!" sagde duerne, og kurrede ned til deres hønsegård: "Der er en høne, ja der er somme der siger, at der er to, som har plukket alle fjerene af sig, for ikke at se ud som de andre og således vække hanens opmærksomhed. Det er et voveligt spil, man kan forkøle sig og dø af feber, og de er døde begge to!"

"Vågn op! vågn op!" galede hanen og fløj op på plankeværket, søvnen sad ham endnu i øjnene, men han galede alligevel: "Der er tre høns døde af ulykkelig kærlighed til en hane! de havde plukket alle fjerene af sig! det er en fæl historie, jeg vil ikke beholde den, lad gå videre!"

"Lad gå videre!" peb flagermusene, og hønsene klukkede og hanerne galede: "Lad gå videre! lad gå videre!" og så fór historien fra hønsehus til hønsehus og til sidst tilbage til stedet, hvorfra den egentlig var gået ud.

"Der er fem høns," hed det, "som alle har plukket fjerene af sig, for at vise, hvem af dem der var blevet magrest af kærestesorg til hanen, og så hakkede de hinanden til blods og faldt døde ned, til skam og skændsel for deres familie og til stort tab for ejeren!"

Og hønen, som havde mistet den løse lille fjer, kendte naturligvis ikke sin egen historie igen, og da hun var en respektabel høne, så sagde hun: Jeg foragter de høns! men der er flere af den slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gøre mit til, at den historie kan komme i avisen, så går den landet over; det har de høns fortjent og familien med!"

Og det kom i avisen og det blev trykt og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns!

Nalagam bralnik