Prevod
Nekoč je živel kajžar, ki je imel tri sinove. Ni jim imel zapustiti nobene dediščine, pa tudi dela jim ni mogel preskrbeti in sploh ni vedel, kaj naj z njimi. Nazadnje jim je rekel, da se smejo lotiti česarkoli, kar jih najbolj veseli, in oditi, kamor jih je volja; sam jih bo rad pospremil del poti. In res jih je. Šel je z njimi, dokler niso prišli do kraja, kjer se je pot razcepila na troje. Tam je vsak krenil po svoji poti, oče pa se je poslovil od njih in se vrnil domov. Kaj se je zgodilo s starejšima dvema, nisem nikoli izvedel, najmlajši pa je hodil daleč in dolgo.
Neke noči je šel skozi velik gozd, ko ga je zajelo strašno neurje. Pihalo je in snežilo, da je komaj držal oči odprte, in še preden se je zavedel, je povsem zašel in ni našel ne poti ne steze. Ko je tako taval, je naposled daleč v gozdu zagledal luč. Sklenil je, da bo poskusil priti do nje, in po dolgem času se mu je res posrečilo. Tam je stala velika hiša in v njej je na ognjišču tako živahno gorelo, da je lahko sklepal, da še niso legli. Stopil je noter in našel staro ženico, ki je opravljala hišna dela.
»Dober večer!« je rekel fant. »Dober večer!« je rekla starka. »Brrr, kakšno strašno vreme je nocoj zunaj,« je rekel fant. »Res je,« je rekla starka. »Ali bi smel nocoj tu prenočiti in se zateči pod vašo streho?« je vprašal fant. »Zate ne bo dobro, če ostaneš tukaj,« je rekla starka, »kajti če se gospodarji vrnejo in te najdejo, bodo ubili tako mene kakor tebe.« »Kakšni ljudje pa živijo tukaj?« je vprašal fant. »Razbojniki in podobna sodrga,« je rekla starka. »Mene so ugrabili, ko sem bila še majhna, in odtlej jim gospodinjim.« »Mislim, da bom vseeno legel,« je rekel fant. »Naj se zgodi, kar hoče, v takem vremenu ponoči že ne grem več ven.« »No, sam boš najhuje nastradal,« je rekla starka.
Fant je legel v posteljo, ki je stala tam, a zaspati si ni upal. Čez nekaj časa so prišli razbojniki in starka jim je povedala, da je prišel neki tuj mladenič, ki ga ni mogla spraviti proč.
»Si videla, ali ima kaj denarja?« so vprašali razbojniki. »Kaj, on naj bi imel denar, ta siromak?« je rekla starka. »Še obleko ima komaj na sebi.« Razbojniki so se začeli potiho pomenkovati, kaj naj z njim, ali naj ga ubijejo ali storijo kaj drugega. Medtem je fant vstal, se zapletel z njimi v pogovor in jih vprašal, ali morda potrebujejo hlapca, saj bi z veseljem stopil k njim v službo. »Seveda,« so rekli, »če te veseli in bi se rad ukvarjal z našo obrtjo, lahko dobiš službo pri nas.« »Meni je vseeno, kakšna obrt je,« je rekel fant, »kajti ko sem odhajal od doma, mi je oče dovolil, da se lotim, česar me je volja.« »Bi torej rad kradel?« so vprašali razbojniki. »Da,« je rekel fant; menil je, da se bo te obrti že naučil.
Nedaleč od njih je živel mož, ki je imel tri vole. Enega je nameraval peljati v mesto in ga prodati, in razbojniki so to izvedeli. Fantu so rekli, da ga vzamejo za hlapca, če bo možu na poti ukradel vola, ne da bi ta opazil in ne da bi mu kaj storil. Fant je vzel lep čevelj s srebrno zaponko, ki je stal v hiši, in se odpravil. Postavil ga je na pot, po kateri naj bi mož pripeljal svojega vola, sam pa je šel v gozd in se skril pod grm. Ko je mož prišel mimo, je takoj zagledal čevelj. »To je pa imeniten čevelj,« je rekel. »Če bi imel še drugega takega, bi ju odnesel domov, pa bi bila moja žena vsaj enkrat dobre volje.« Imel je namreč tako jezljivo in hudobno ženo, da ga je kar naprej pretepala. A nazadnje je pomislil, da z enim samim čevljem nima kaj početi, če nima še drugega, zato ga je pustil in šel naprej. Fant je pobral čevelj in se po svojih najboljših močeh podvizal skozi gozd, da je prehitel moža, nato pa čevelj spet postavil predenj na pot. Ko je mož z volom prišel do njega, se je razjezil nase, ker je bil tako neumen, da je prvega pustil tam, namesto da bi ga vzel s seboj. »Nič, moral bom steči nazaj po drugega,« si je rekel in privezal vola k plotu. »Tako bo žena dobila par dobrih čevljev, pa se bo morda še ona enkrat razvedrila.« Hodil je in iskal čevelj po dolgem in počez, a našel ga ni nikjer. Nazadnje se je moral vrniti s tistim edinim, ki ga je imel. Medtem je fant odpeljal vola. Ko se je mož vrnil in videl, da vola ni več, je začel jokati in tarnati, saj se je bal, da ga bo žena ubila, ko izve, da je vol izginil. Potem pa se mu je utrnilo, da bi šel domov po drugega vola, ga peljal v mesto in zanj iztržil lepo ceno, ženi pa vse skupaj zamolčal. Tako je tudi storil. Šel je domov, vzel vola, ne da bi žena kaj vedela, in ga odpeljal proti mestu. Toda razbojniki so vse dobro vedeli in fantu rekli, da jim bo enakovreden, če bo ukradel še tega, ne da bi mož opazil in ne da bi mu storil kaj žalega. Fant je menil, da to ne bo nič težkega.
Tokrat je vzel vrv in se obesil pod pazduhami, prav nad potjo, po kateri je prihajal mož. Ko je ta s svojim volom prišel tja in zagledal prikazen, ki je visela pred njim, mu je postalo nekoliko čudno pri srcu. »Kako hude skrbi so te morale tareti, da si se obesil!« je rekel. »No, zaradi mene kar visi, jaz te že ne morem obuditi v življenje.« In je šel s svojim volom naprej. Fant se je spustil z drevesa, stekel po bližnjici in ga prehitel, nato pa se mu spet obesil prav nad potjo.
»Le kaj, so te res tako hudo težile skrbi, da si se obesil, ali pa me samo straši?« je rekel mož. »No, zaradi mene kar visi, naj si prikazen ali karkoli že,« je rekel in šel z volom naprej. Fant je storil natanko tako kakor obakrat prej: skočil je z drevesa, stekel po bližnjici skozi gozd in se mu spet obesil prav nad potjo. Ko ga je mož znova zagledal, si je rekel: »To je pa grozno! So mar vse tri tako hudo težile skrbi, da so se obesili? Ne, ne morem verjeti, to me samo straši. A zdaj hočem priti stvari do dna,« je rekel. »Če druga dva še visita tam, potem je res, če ju pa ni, me samo straši.« Privezal je vola in stekel nazaj pogledat, ali res še visita tam. Medtem ko je hodil naokrog in se oziral po vseh drevesih, je fant skočil na tla, vzel njegovega vola in odšel z njim. Ko se je mož vrnil in videl, da vola ni več, se mu je, kakor si lahko mislite, skoraj zmešalo od hudega. Jokal je in bridko tarnal, nazadnje pa se je le potolažil in si rekel: »Drugega mi ne preostane, kakor da grem domov po tretjega, ne da bi žena izvedela. Tega bom moral toliko bolje prodati, da dobim zanj veliko denarja.« Šel je domov, vzel še tretjega vola in ga odpeljal, ne da bi žena kaj vedela. Toda razbojniki so bili dobro obveščeni in fantu rekli, da bo mojster nad vsemi njimi, če bo ukradel še tega, tako kakor prejšnja dva.
Fant se je odpravil in stekel v gozd. Ko je mož prišel z volom, je začel med drevjem strašno mukati kakor velik vol. Mož se je ob tem silno razveselil, saj se mu je zdelo, da prepoznava glas svojega velikega vola, in pomislil je, da bo zdaj našel oba izgubljena. Privezal je torej še tretjega, stekel s poti in se lotil iskanja po gozdu. Medtem je fant odpeljal še tretjega vola.
Ko se je mož vrnil in videl, da je izgubil še tega, je bil ves iz sebe od žalosti. Jokal je in tarnal in dolge dni si ni upal domov, saj se je bal, da ga bo žena do smrti pretepla.
Tudi razbojniki niso bili prav nič veseli, da so morali priznati fanta za mojstra nad vsemi. Nekoč so sklenili, da bodo poskusili napraviti kaj takega, česar on ne bi zmogel. Vsi skupaj so se odpravili na pot, njega pa pustili samega doma.
Brž ko so odšli, je najprej nagnal vole na cesto, da so se vrnili k možu, ki mu jih je vzel. Kako se jih je ta razveselil, si lahko mislite. Nato je fant vzel vse konje, kar so jih imeli razbojniki, in jih natovoril z najboljšim, kar je našel: z zlatom, srebrom, oblekami in drugimi dragocenostmi. Starki je naročil, naj pozdravi razbojnike in se jim zahvali v njegovem imenu; zdaj odhaja in težko ga bodo še ujeli. Nato je odjezdil.
Po dolgem času je prišel na pot, po kateri je nekoč prispel k razbojnikom. Ko se je približal domu, kjer je živel njegov oče, si je nadel uniformo, ki jo je našel med plenom, vzetim razbojnikom. Bila je prav kakor generalska in na dvorišče se je pripeljal kot kak velik gospod. Nato je vstopil in vprašal, ali bi lahko prenočil pri njih. Ne, to pa nikakor ne bo mogoče. »Kako naj bi dal prenočišče takemu imenitnemu gospodu?« je rekel mož. »Še sam imam komaj kaj cunj, na katerih lahko spim, pa še te so prav borne.« »Vedno si bil trdosrčen,« je rekel fant, »in očitno si še zmeraj, ko lastnemu sinu nočeš dati strehe nad glavo.« »Si ti moj sin?« je vprašal mož. »Me mar ne prepoznaš?« je rekel fant. In zdaj ga je res prepoznal. »Kaj pa si počel, da si tako naglo postal tak imeniten mož?« je vprašal oče. »To ti pa že povem,« je rekel fant. »Rekel si, da se lahko lotim, česar me je volja, pa sem šel za vajenca k tatovom in razbojnikom. Zdaj sem uk končal in postal tatinski mojster.« — Blizu očetove kajže je živel glavar. Imel je tako veliko posestvo in toliko denarja, da mu niti števila ni vedel, imel pa je tudi hčer, ki je bila ljubka in lepa. Tatinski mojster jo je hotel za ženo, zato je očetu naročil, naj gre h glavarju in zanj zasnubi njegovo hčer. »Če te vpraša, s katero obrtjo se ukvarjam, mu reci, da sem tatinski mojster,« je rekel. »Mislim, da se ti je zmešalo,« je rekel oče. »Pri zdravi pameti že ne moreš biti, če ti hodijo po glavi take norosti.« A fant je dejal, da mora oče h glavarju in zaprositi za njegovo hčer, pa naj bo tako ali drugače.
»Nikakor si ne upam h glavarju in govoriti v tvojem imenu, ko pa je tako bogat in ima toliko denarja,« je rekel oče. Toda tatinski mojster je vztrajal, da ni druge pomoči: iti mora, če hoče ali ne. Če ne pojde zlepa, ga bo že pripravil do tega zgrda. Mož se še vedno ni hotel odpraviti, pa je fant stopil za njim in mu zagrozil z debelo brezovo gorjačo, tako da je oče ves objokan planil naravnost skozi glavarjeva vrata. »No, mož, kaj pa ti je?« je vprašal glavar. In mož mu je povedal, da ima tri sinove, ki so nekega dne odšli po svetu, on pa jim je dovolil, da gredo, kamor jih je volja, in se lotijo, česar jih je volja. »Zdaj pa se je najmlajši vrnil domov in mi zagrozil, da moram priti k tebi, zanj zaprositi za tvojo hčer in povedati, da je tatinski mojster,« je rekel mož ter jokal in tarnal. »Le pomiri se, dobri mož,« je v smehu rekel glavar, »in mu povej v mojem imenu, da bo moral to najprej dokazati. Če mu uspe v nedeljo ukrasti pečenko z ražnja v kuhinji, medtem ko bomo vsi pazili nanjo, dobi mojo hčer. To mu povej!« Oče je storil tako in fant je menil, da bo to prav lahka naloga. Priskrbel si je tri žive zajce, jih dal v vrečo in si nadel nekaj cunj, da je bil videti tako ubog in beden, da se je človeku kar zasmilil. Nato se je v nedeljo dopoldne s svojo vrečo pritihotapil v vežo kakor kak razcapanec.
Glavar sam in vsi njegovi domači so bili v kuhinji in pazili na pečenko. Čez nekaj časa je fant izpustil enega zajca in ta jo je ucvrl ter začel tekati po dvorišču.
»Glejte no, zajec!« so vzkliknili v kuhinji in hoteli ven, da bi ga ujeli. Tudi glavar ga je videl. »Pustite ga, naj teče,« je rekel. »Nima smisla loviti zajca v diru.« Kmalu nato je fant izpustil drugega. V kuhinji so ga zagledali in mislili, da je isti, pa so ga spet hoteli ujeti, a glavar je rekel, da je to zaman. Čez nekaj časa je fant izpustil še tretjega in tudi ta se je pognal po dvorišču. Zagledali so ga iz kuhinje in spet mislili, da je isti zajec, ki teka naokrog, ter ga hoteli iti lovit. »Ta zajec je pa res čuden,« je rekel glavar. »Pridite, poglejmo, ali ga lahko ujamemo.« Odšel je ven, drugi pa za njim, in zajec pred njimi, oni pa za zajcem, da je bilo veselje. Medtem je tatinski mojster vzel pečenko in jo odnesel. Kje je glavar potem dobil pečenko za kosilo, ne vem, vem pa, da zajčje pečenke ni jedel, čeprav se je pri lovu pošteno preznojil in utrudil.
Opoldne je prišel župnik. Ko mu je glavar povedal, kako ga je tatinski mojster potegnil za nos, se mu je župnik tako posmehoval, da ni bilo ne konca ne kraja.
»Ne vem, kako bi se sploh moglo zgoditi, da bi mene takle fant opeharil!« je rekel župnik. »Le pazi se!« je rekel glavar. »Morda bo pri tebi, še preden se zaveš.« A župnik je trmasto vztrajal pri svojem in se norčeval iz glavarja, ker se je pustil tako pretentati.
Popoldne je prišel tatinski mojster po glavarjevo hčer, kakor mu je bilo obljubljeno. »Še kaj boš moral pokazati, preden jo dobiš,« ga je sladko nagovoril glavar. »To, kar si napravil danes, vendar ni bilo nič posebnega. Ali ne bi mogel pošteno ponagajati župniku? Notri sedi in se norčuje iz mene, ker sem pustil, da me je takle fant povlekel za nos.« Fant je rekel, da to ne bo nič težkega. Našemil se je v ptico, si ogrnil veliko belo rjuho, goski odlomil peruti in si ju pritrdil na hrbet, nato pa splezal na velik javor, ki je rasel na župnikovem vrtu. Ko se je župnik zvečer vrnil domov, je fant začel klicati: »Gospod Lars! Gospod Lars!« Župniku je bilo namreč ime gospod Lars. »Kdo me kliče?« je vprašal župnik. »Angel sem, ki ga je poslal Gospod, da ti oznani, da boš zaradi svoje pobožnosti živ sprejet v božje kraljestvo,« je rekel tatinski mojster. »Prihodnji ponedeljek zvečer bodi pripravljen na pot, kajti tedaj pridem pote in te odnesem v vreči. Vse svoje zlato in srebro in vse, kar premoreš ničevosti tega sveta, pa zloži na kup v veliki izbi.« Gospod Lars se je zahvaljeval in padel pred angelom na kolena. Naslednjo nedeljo je imel poslovilno pridigo in razlagal, da je božji angel prišel v veliki javor na njegovem vrtu ter mu oznanil, da bo zaradi svoje pobožnosti živ prišel v božje kraljestvo. Tako je pridigal in pripovedoval, da so vsi v cerkvi jokali, stari in mladi.
V ponedeljek je tatinski mojster spet prišel kot angel in župnik je padel na kolena ter se zahvaljeval, preden je zlezel v vrečo. Brž ko je bil v njej, ga je tatinski mojster začel vleči in vlačiti za seboj čez drn in strn. »Av!
Av!« je kričal župnik v vreči. »Kam pa to pelje?« »To je tesna pot, ki vodi v nebeško kraljestvo!« je rekel tatinski mojster in ga vlekel naprej, da ga je skoraj ubil. Nazadnje ga je vrgel v glavarjev gosjak, gosi pa so začele sikati in ga ščipati, da je bil bolj mrtev kakor živ. »Av, av, av, kje sem pa zdaj?« je vprašal župnik. »Zdaj si v vicah, kjer se moraš očistiti in prečistiti za večno življenje!« je rekel tatinski mojster. Nato je odšel in pobral vse zlato, srebro in dragocenosti, ki jih je župnik zložil v veliki izbi.
Zjutraj je prišla gosja pastirica, da bi izpustila gosi, in zaslišala župnika, ki je v vreči stokal sredi gosjaka. »Za Jezusovo voljo, kdo pa je to in kaj vam je?« je vprašala. »Če si angel iz nebes, me izpusti in pusti nazaj na zemljo, kajti tukaj je huje kakor v peklu! Mali vragi me ščipajo s kleščami!« je rekel župnik. »Jaz pa res nisem angel, Bog nam pomagaj!« je rekla dekla in mu pomagala iz vreče. »Samo glavarjeve gosi pasem in te so najbrž tisti mali vragi, ki so ščipali gospoda župnika.« »O, to mi je napravil tatinski mojster! O, moje zlato in moje srebro in moje dragocene obleke!« je zavpil župnik, tarnal in odhitel domov, tako da je pastirica mislila, da se mu je kar zmešalo.
Ko je glavar izvedel, kaj se je zgodilo župniku in kako je prehodil tesno pot ter bil celo v vicah, je skoraj počil od smeha. Ko pa je prišel tatinski mojster po njegovo hčer, kakor mu je bila obljubljena, ga je spet sladko nagovoril: »Še kaj boljšega boš moral pokazati, da bom zares videl, kaj znaš.
V hlevu imam dvanajst konj,« je rekel, »in nanje bom posadil dvanajst hlapcev, na vsakega po enega. Če jim boš znal ukrasti konje, bom videl, kaj lahko storim.« »To se bo že dalo,« je rekel tatinski mojster. »Ko bi le res dobil tvojo hčer, potem —«
»Če ti to uspe, bom storil, kar je v moji moči,« je rekel glavar. Tatinski mojster je šel k trgovcu in kupil dve čutari žganja. V eno je primešal uspavalo, v drugi pa pustil samo žganje. Nato je najel enajst mož in jim naročil, naj se ponoči skrijejo za glavarjevim skednjem. Z lepimi besedami in za plačilo si je od stare ženice izposodil razcapano krilo in jopič, vzel palico v roko in vrečo na hrbet ter proti večeru odšepal h glavarjevemu hlevu. Ko je prišel tja, so ravno napajali konje za noč in imeli polne roke dela. »Kaj za vraga pa ti hočeš?« je eden od hlevarjev zabrusil starki. »Brrr, kako je mraz,« je rekla starka, se sključila in se tresla ter bridko tožila. »Brrr, tako je mraz, da lahko siromak še zmrzne do smrti.« In spet je drgetala in se stresala. »Za božjo voljo, ali bi smela ostati tukaj in sesti za hlevska vrata?« je vprašala. »Hudiča boš smela! Takoj se poberi! Če te glavar zagleda tukaj, bomo mi plesali,« je rekel eden. »Ah, ta stara, betežna reva!« je rekel drugi, ki se mu je zasmilila. »Naj kar sedi tam, saj ne bo naredila nič hudega.« Drugi tega niso hoteli dovoliti, a medtem ko so se prepirali in oskrbovali konje, se je pomikala vse globlje v hlev, dokler ni nazadnje obsedela za vrati. Potem je ni nihče več opazil.
Ko je noč napredovala, je hlapce, ki so tako negibno sedeli na konjskih hrbtih, začelo zebsti. »Brrr, hudičevo je mraz!« je rekel eden in zamahoval z rokami. »Mene tako zebe, da se kar tresem,« je rekel drugi. »Ko bi človek imel vsaj malo tobaka!« je pristavil tretji. Eden ga je imel četrt funta in razdelili so si ga. Na vsakega ga ni prišlo prav veliko, pa so žvečili in pljuvali. Malo je pomagalo, a kmalu je bilo spet prav tako hudo kakor prej. »Brrr,« je rekel eden in se stresel. »Brrr!« je rekla starka in tako šklepetala z zobmi, da so ji kar ropotali v ustih. Nato je vzela čutaro s čistim žganjem. Roka se ji je tako tresla, da je tekočina pljuskala po njej, potem pa je potegnila požirek, da ji je zabugotalo po grlu. »Kaj pa imaš v čutari, starka?« je vprašal eden od hlevarjev. »Samo kapljico žganja, ljubi moj!« je rekla. »Žganje?
Kaj praviš? Daj še meni požirek! Daj še meni!« je vseh dvanajst zavpilo drug čez drugega. »Saj ga imam tako malo,« je zacvilila starka. »Še ust si ne boste omočili z njim.« A hoteli so ga in morali so ga dobiti, nič ni pomagalo. Zato je vzela čutaro z uspavalom in jo prvemu pristavila k ustom. Zdaj se ji roka ni več tresla, temveč je čutaro držala tako, da je vsak dobil, kolikor je potreboval. Še preden je dvanajsti izpil, je prvi že sedel in smrčal. Tedaj je tatinski mojster odvrgel beraške cunje, z lahkoto dvignil hlapce drugega za drugim in jih posadil razkoračene na pregrade. Nato je poklical svojih enajst mož in odpeljal vseh dvanajst glavarjevih konj.
Ko je glavar proti jutru prišel pogledat hlapce, so se ti ravno začeli prebujati. Z ostrogami so udarjali po pregradah, da so trske letele na vse strani. Nekateri so popadali dol, drugi pa obviseli na njih in sedeli tam kakor bedaki. »No, no,« je rekel glavar, »že vidim, kdo je bil tukaj. Vi ste pa res klavrni hlapci, da takole sedite in pustite tatinskemu mojstru, da vam ukrade konje kar izpod zadnjice!« In so dobili po grbi, ker niso bolje pazili.
Čez dan je spet prišel tatinski mojster, povedal, kako je vse izpeljal, in zahteval glavarjevo hčer, kakor mu je bila obljubljena. Glavar pa mu je dal sto tolarjev in rekel, da bo moral napraviti še kaj boljšega.
»Misliš, da mi lahko ukradeš konja, medtem ko jezdim na njem?« je vprašal glavar. »To se bo že dalo,« je rekel tatinski mojster, »ko bi le res dobil tvojo hčer.« Glavar je odvrnil, da bo videl, kaj lahko stori, in mu povedal, da bo nekega dne jezdil na velikem vojaškem vadbišču.
Tatinski mojster si je takoj priskrbel staro, izmozgano kljuse, mu spletel vprego iz samih vrbovih šib in brezovih metel, kupil staro razmajano cizo in velik sod, nato pa stari brezzobi beračici rekel, da ji bo dal deset tolarjev, če zleze v sod in nastavi odprta usta k odprtini za pipo. On bo vanjo vtaknil prst — nič hudega se ji ne bo zgodilo, samo malo se bo peljala — in če ga izvleče več kot enkrat, dobi še deset tolarjev. Sam si je nadel nekaj cunj, se namazal s sajami ter si pritrdil lasuljo in veliko brado iz kozje dlake, tako da ga nihče ne bi prepoznal. Nato se je odpravil proti vadbišču, kjer je glavar že dolgo jezdil.
Ko je prispel tja, se je vlekel tako počasi, da se je komaj premikal. Malo se je pomaknil naprej, nato spet obstal, potem pa se spet počasi premaknil. Vse skupaj je bilo tako bedno, da glavarju še na misel ni prišlo, da bi to lahko bil tatinski mojster. Prijezdil je naravnost k njemu in ga vprašal, ali je videl koga, ki bi se potikal po bližnjem gozdu. »Ne,« je rekel mož, nikogar ni videl. »Poslušaj,« je rekel glavar, »če odjezdiš v gozd in dobro pogledaš, ali ni tam koga, ki se potika naokrog, ti posodim svojega konja, za trud pa dobiš še lepo napitnino.« »Ne, tega pa ne morem,« je rekel mož. »Ta sod medice, po katerega sem šel, moram peljati na svatbo. Med potjo mi je izpadel čep in zdaj moram ves čas držati prst v luknji.« »Le odjezdi,« je rekel glavar. »Jaz bom že popazil na tvoje kljuse in na sod.« Mož je privolil, vendar je glavarju zabičal, naj res dobro pazi in hitro vtakne prst v odprtino, ko bo on svojega izvlekel. Glavar je obljubil, da se bo kar najbolj potrudil, in tatinski mojster se je povzpel na konja. A čas je tekel in tekel, nazaj pa ni bilo nikogar. Nazadnje se je glavar naveličal hoditi naokrog s prstom v luknji in ga je izvlekel. »Zdaj mi pripada še deset tolarjev!« je zavpila starka v sodu. Tedaj je sprevidel, kako je s stvarjo, in se peš odpravil proti domu. Ko pa je prehodil že lep kos poti, so mu prišli nasproti s konjem, kajti tatinski mojster je medtem že bil pri njem doma.
Naslednji dan je prišel k deželnemu glavarju in zahteval njegovo hčer, kakor mu jo je bil obljubil. Deželni glavar ga je spet začel pregovarjati, mu dal dvesto tolarjev in rekel, da mora opraviti še eno preizkušnjo; če jo bo zmogel, bo dobil njegovo hčer. O, seveda, tatinski mojster je menil, da bo šlo, le slišati mora, za kaj gre. »Misliš, da bi znal ukrasti rjuho z najine postelje in srajco z moje žene?« je vprašal deželni glavar. »To se bo že dalo,« je rekel tatinski mojster, »da le potem res dobim vašo hčer, pa bo.« Ko se je znočilo, je tatinski mojster odšel ven, odrezal z vešal obešenega tatu, si ga oprtal na rame in ga odnesel s seboj. Nato si je priskrbel veliko lestev in jo prislonil k oknu spalnice deželnega glavarja, splezal po njej ter dvigal in spuščal mrliča, kakor da bi kdo kukal skozi okno. »Žena, tamle je tatinski mojster!« je rekel deželni glavar in dregnil svojo ženo. »Zdaj ga bom pa ustrelil,« je rekel in segel po puški, ki si jo je bil pripravil ob postelji. »O ne, tega pa ne smeš,« je rekla žena, »saj si mu sam naročil, naj pride.« »Pa ga bom ustrelil, žena,« je rekel ter ležal in meril in meril; a glava se je zdaj prikazala, da je je videl le košček, pa spet izginila. Nazadnje jo je le dobro vzel na muho; počilo je in mrlič je padel, da je zamolklo udarilo ob tla. Tatinski mojster pa je kar najhitreje smuknil po lestvi navzdol.
»Resda sem najvišja oblast,« je rekel deželni glavar, »ampak ljudje hitro najdejo kaj za obiranje in prav neprijetno bi bilo, če bi videli tega mrtvega človeka. Najbolje bo, da grem ven in ga zakopljem.« »Stori, kakor se ti zdi prav, mož,« je rekla žena. Deželni glavar je vstal in šel dol, in brž ko je stopil skozi vrata, je tatinski mojster smuknil noter ter pohitel naravnost gor k njegovi ženi. »No, mož,« je rekla, ker je mislila, da je njen mož, »si že opravil?« »O, sem, v neko jamo sem ga spravil,« je rekel, »in nametal čezenj malo zemlje, toliko, da je skrit, ker je zunaj tako grdo vreme. Pozneje bom že bolje opravil; zdaj pa mi daj rjuho, da se obrišem, saj je bil ves krvav in sem se na njem čisto umazal.« Dala mu jo je. »Še svojo srajco mi boš morala dati,« je rekel, »ker vidim, da rjuha ne bo dovolj.« Tudi to mu je dala; potem pa se je spomnil, da je pozabil zapreti vrata in da mora dol ter jih zapreti, preden spet leže. Tako jo je popihal z rjuho in srajco vred. Čez nekaj časa se je vrnil pravi deželni glavar.
»Kako dolgo si pa zapiral tista vrata, mož!« je rekla žena. »Kam si zdaj dal srajco in rjuho?« »Kaj praviš?« je vprašal deželni glavar. »Sprašujem te, kam si dal srajco in rjuho, ki sem ti ju dala, da si obrišeš kri,« je rekla. »Do hudiča!« je vzkliknil deželni glavar. »Torej mu je še to uspelo?« Čez dan je prišel tatinski mojster in zahteval glavarjevo hčer, kakor mu jo je bil obljubil. Tedaj si glavar ni upal drugega, kakor da mu jo je dal in zraven še veliko denarja, kajti bal se je, da mu bo tatinski mojster ukradel oči iz glave in da ga bodo ljudje preveč vlačili po zobeh, če ne bo držal besede. Tatinski mojster je odtlej živel lepo in dobro; ali je še kaj kradel, ne bi vedel povedati, če pa je, je bilo gotovo le za zabavo.
Izvirnik
Der var engang en Huusmand, som havde tre Sønner. Han havde ikke nogen Arv at give dem og ikke Noget at sætte dem til, og ikke vidste han hvad han skulde gjøre af dem heller; men saa sagde han, at de kunde faae Lov at tage sig til det, de vilde og havde bedst Lyst til, og reise did de selv vilde, han skulde gjerne følge dem paa Veien, og det gjorde han ogsaa. Han fulgte dem, til de kom til et Sted, hvor der var tre Veie; der tog de hver sin Vei, og Faderen tog da Farvel med dem og reiste hjem igjen. Hvor det blev af de to Ældste har jeg aldrig faaet spurgt, men den Yngste han gik baade langt og længe.
Saa var det en Nat, han gik over en stor Skov, at det kom saadant et slemt Veir paa ham; det blæste og føg saa han næsten ikke kunde holde Øinene oppe, og førend han vidste Ordet af det, var han kommen reent paa Vildstraa og kunde hverken finde Vei eller Sti; men hvorledes han gik, saa fik han tilsidst see det lyste langt borte i Skoven. Did syntes han da han maatte prøve at komme, og langt om længe saa kom han did ogsaa. Der var en stor Bygning, og det brændte saa friskt paa Varmen derinde, at han kunde skjønne, de ikke havde lagt sig endda. Saa gik han ind, og derinde gik en gammel Kjærring og stelte.
„God Kveld!“ sagde Gutten. „God Kveld!“ sagde Kjærringen. „Hutetu, det er saadant fælt Veir ude i Nat,“ sagde Gutten. „Det er saa,“ sagde Kjærringen. „Kan jeg faa ligge her og faae Huus i Nat?“ spurgte Gutten. „Det er nok ikke godt for dig at ligge her,“ sagde Kjærringen, „for komme Folkene hjem og træffe dig, saa dræber de baade mig og dig.“ „Hvad er det for Folk, som boe her da?“ sagde Gutten. „Aa, det er Røvere og sligt Pak, det,“ sagde Kjærringen, „og mig har de røvet da jeg var liden, og havt til Huusholderske for sig,“ sagde hun. „Jeg troer nok jeg lægger mig ligevel, jeg,“ sagde Gutten, „det for gaae som det vil, for ud vil jeg ikke mere i sligt Veir ved Nattetid.“ „Ja, det bliver værst for dig selv, det,“ sagde Kjærringen.
Gutten lagde sig da i en Seng, som stod der, men sove turde han ikke, og bedst det var, kom Røverne, og saa fortalte Kjærringen at der var kommen en fremmed Karl der, som hun ikke kunde faae til at gaae igjen. „Saa du om han havde Penge?“ sagde Røverne. „Ja han Penge, den Stymperen?“ sagde Kjærringen, „det var ikke mere end netop han havde Klæder paa Kroppen.“ Røverne begyndte da at smaasnakke med hverandre om, hvad de skulde gjøre med ham, om de skulde dræbe ham, eller hvad de ellers skulde gjøre. Imedens stod Gutten op og begyndte at tale med dem og spurgte dem om de ikke trængte til Tjenestekarl, for han kunde nok have Lyst til at tjene hos dem. „Jo,“ sagde
de, „har du Lyst og du vil drive paa det Haandværket, vi drive, saa kan du nok faae Tjeneste her.“ „Ja, det er sligt Slag,“ sagde Gutten, „hvad Haandværk det er, for da jeg reiste hjemme fra fik jeg Lov af Faer min at tage mig til det, jeg vilde.“ „Har du Lyst til at stjæle da?“ sagde Røverne. „Ja,“ sagde Gutten, det Haandværk skulde han nok lære, meente han. Saa boede der en Mand et Stykke fra dem, som havde tre Oxer; en af dem skulde han reise til Byen med og sælge, og det havde Røverne faaet spurgt; saa sagde de til Gutten, at hvis han var god for at stjæle fra ham Oxen paa Veien, saaledes at han ikke vidste om det, og saa at han ikke gjorde ham Noget, saa skulde han faae Lov at være Tjenestekarl hos dem. — Jo, Gutten tog med sig en vakker Sko, som stod der, med
Sølvspænde i, og lagde afsted; den satte han i Veien, der hvor Manden skulde forbi med Oxen sin, og selv gik han ind i Skoven og gjemte sig under en Buske. Da Manden kom, saa han strax Skoen. „Det var en gjæv Sko,“ sagde han, „havde jeg Mage til den, skulde jeg tage den med mig hjem, saa havde jeg vel faaet Kjærringen min blid engang;“ for han havde en Kjærring saa sindt og saa slem, at det ikke var længe mellem hver Gang, hun dængte ham. Men saa syntes han, han ikke kunde gjøre Noget med den ene Skoen, naar han ikke havde Mage til den, og saa reiste han videre og lod den staae. Gutten tog Skoen og skyndte sig, det bedste han kunde, at komme foran Manden bortigjennem Skoven, og saa satte han Skoen i Veien
for ham igjen. Da Manden kom did med Øxen, blev han harm, fordi han havde været saa dum at lade Magen til den staae igjen og ikke taget den med sig. „Jeg faaer vel rende tilbage igjen og tage den anden,“ sagde han ved sig selv og bandt Oxen ved Skigaarden, „saa faaer jeg da et Par gode Sko til Kjærringen, for da kanskee hun tør blive blid engang hun med.“ Han gik nu og ledte og ledte efter Skoen i syv Lange og syv Brede, men ingen Sko fandt han; tilsidst maatte han gaae tilbage med den ene, han havde. Imedens havde Gutten taget Oxen og reist med. Da Manden kom igjen og fik see, at Oxen var borte, begyndte han at græde og bære sig, for han var ræd, at Kjærringen skulde slaae ham ihjel, naar hun fik vide at Oxen
var væk. Men saa faldt han paa at gaae hjem og tage den andre Oxen og reise til Byen med og faae god Ret for den, og ikke lade Kjærringen faae vide Noget om det. Det gjorde han; han gik hjem og tog Oxen, saa at Kjærringen ikke vidste Noget om det, og reiste til Byen med; men Røverne de vidste det vel, og saa sagde de til Gutten, at hvis han kunde tage den ogsaa, uden at Manden fik vide om det, og saa at han ikke gjorde ham nogen Skade, saa skulde han være jevngod med dem. Ja, det meente Gutten skulde ikke være nogen Sag.
Den Gang tog han med sig et Reb og hængte sig op under Armene, midt i Veien for Manden. Da Manden kom med Øxen sin og fik see dette Spektakel, som hang der, blev han lidt rar af sig. „Men, hvor tungt du har tænkt, som har hængt dig der da!“ sagde han; „aa ja, du faaer hænge for mig, jeg kan ikke blæse Liv i dig igjen,“ og saa gik han videre frem med Oxen sin. Gutten ned af Træet, løb en Beenvei og kom foran ham og hængte sig midt i Veien for ham igjen.
„Montro du virkelig har tænkt saa tungt, at du har hængt dig der, eller det bare er et Spøgelse for mig da?“ sagde Manden. „Aa ja, du faaer hænge for mig, enten du er Spøgelse eller hvad du er,“ sagde han og gik med Oxen sin. Gutten gjorde akkurat ligedan som begge de forrige Gange, hoppede ned af Træet, sprang Beenvei gjennem Skoven og hængte sig midt i Veien for ham igjen. Da Manden fik see det igjen, saa sagde han ved sig selv: „Det var fælt dette da! Skulde de have tænkt saa tungt, at de har hængt sig alle disse Tre? Nei jeg kan ikke troe, det er andet end Spøgeri for mig. Men nu vil jeg vide det vist,“ sagde han; „hænger de der, de andre to, saa er det virkelig saa, men hænge de der ikke, saa er det ikke andet end Spøgeri for mig.“ Han bandt da Oxen sin og sprang tilbage og skulde
see, om de virkelig hang der. Imedens han gik og kikkede op i alle Træerne, hoppede Gutten ned og tog Oxen hans og reiste afsted med. Da Manden kom tilbage og saa at Oxen var borte, blev det galt med ham, det kan En sagtens vide, han baade til at græde og bære sig ilde; men tilsidst gav han sig tiltaals, og saa tænkte han ved sig selv; der er ikke andet Raad end at gaae hjem og tage den tredie, saa Kjærringen ikke veed om det, og den faaer jeg prøve at afhænde saameget desto bedre, saa jeg faaer mange Penge for den. Han gik hjem og tog den og reiste med den, saa Kjærringen ikke vidste Noget om det. Men Røverne de vidste vel Besked om det, og saa sagde de til Gutten, at hvis han kunde stjæle den ligeens som de andre to, skulde
han være Mester over dem Allesammen. Ja, Gutten lagde af Gaarde og sprang til Skovs, og da Manden kom med Oxen, satte han til at brøle saa fælt ligesom en stor Oxe, inde i Skoven. Da Manden hørte det, blev han saa glad, for han syntes, han kjendte igjen Maalet paa Storstuden sin, og tænkte at nu skulde han finde dem igjen begge to, bandt saa den tredie og sprang af Veien og til at lede inde i Skoven. Imedens reiste Gutten afsted med den tredie Oxen.
Da Manden kom tilbage og havde mistet den ogsaa, blev han saa ilde ved, at der ikke var nogen Maade paa det, han baade græd og bar sig, og han turde ikke gaae hjem paa mange Dage, for han var bange, at Kjærringen skulde slaae ham reent ihjel. Røverne vare nu heller ikke meget glade over det, at de maatte sige, Gutten var Mester over dem Allesammen. Saa tænkte de engang, de skulde prøve paa at gjøre Noget, som ikke han var god for; de reiste saa i Veien Allesammen og lod ham blive alene hjemme.
Det Første han gjorde, da de vel vare komne af Gaarde, det var at jage Oxerne ud paa Veien, saa at de gik hjem til Manden, han havde taget dem fra, igjen, og glad blev han, det kan du nok vide. Saa tog han alle Hestene, som Røverne havde, og læssede paa dem Alt det Bedste han fandt, af Guld og Sølv og Klæder og andre prægtige Ting, og bad saa Kjærringen at hilse Røverne og sige Tak for ham, nu reiste han og de skulde have ondt for at tage ham igjen, og dermed foer han af Gaarde.
Langt om længe kom han paa den Veien, han gik, da han kom til Røverne. Da han kom hjemover, der hvor hans Fader boede, saa tog han paa sig en Mundering, han havde fundet iblandt det, han havde taget fra Røverne, som var gjort ligesom til en General, og kjørte ind paa Gaarden, som en anden Storkarl. Siden saa gik han ind og spurgte, om han kunde faae Huus der. Nei, det kunde han da slet ikke. „Hvorledes skulde jeg kunne laane Huus til saadan en stor Herre, jeg?“ sagde Manden, „det er netop jeg har Klæder at ligge paa selv, og usle nok er de.“ „Du har altid været haard du,“ sagde Gutten, „og det er du nok endnu, siden du ikke vil laane Sønnen din Huus.“ „Er du Sønnen min?“ sagde Manden. „Kjender
du mig ikke igjen da?“ sagde Gutten. Jo, saa kjendte han ham nok igjen. „Men hvad har du taget dig til, siden det er bleven saadan Karl af dig i slig en Hast?“ sagde Manden. „Jo, det skal jeg sige dig“ sagde Gutten, „du sagde, jeg kunde faa tage mig til hvad jeg vilde, og saa gav jeg mig i Lære hos nogle Tyve og Røvere, og nu har jeg staaet ud Læren og er bleven Mestertyv,“ sagde han. — Saa boede der en Amtmand tæt ved, der Stuen til hans Fader laa; og han havde saadan en stor Gaard og saa mange Penge, at han ikke viste noget Tal paa dem, og en Datter havde han ogsaa, som baade var peen og vakker. Hende vilde Mestertyven have, og saa sagde han til Fader sin, at han skulde gaae til Amtmanden og begjære Datter hans til ham. „Spørger
han, hvad Haandværk jeg driver paa, kan du sige, jeg er Mestertyv,“ sagde han. „Jeg mener du er tullet jeg,“ sagde Manden, „for klog kan du ikke være, naar du tænker paa slig Galskab.“ Jo, han skulde og maatte gaae til Amtmanden og bede om Datteren hans, der var intet Raad for det, sagde Gutten. „Neimen tør ikke jeg gaae til Amtmanden og være Talsmanden din, han som er saa rig og har saa mange Penge,“ sagde Manden. Jo, der var ingen Hjælp for det, meente Mestertyven, han skulde, enten han vilde eller ei, gik han ikke med det Gode, saa skulde han nok faae ham til at gaae med det Onde; men Manden vilde endda ikke til, og saa gik han efter og truede ham med en stort Birkekavle, saa at han kom grædende
lige ind igjennem Døren hos Amtmanden. „Nu, min Mand, hvad feiler dig?“ sagde Amtmanden. Ja, saa fortalte han, at han havde tre Sønner, som havde reist sin Vei en Dag, og saa havde han lovet dem, at de skulde faae reise hen, hvor de vilde, og tage sig til hvad de vilde ogsaa, „og nu er den yngste af dem kommen hjem, og han har nu truet mig til at gaae til dig og begjære Datter din til ham og sige, at han er Mestertyv,“ sagde Manden og græd og bar sig. „Giv du dig tilfreds, du min Mand,“ sagde Amtmanden og lo, „og saa kan du sige til ham fra mig, at han faaer bevise det først. Hvis han kan stjæle Stegen af Spiddet i Kjøkkenet om Søndagen, imedens de passede paa den Allesammen, saa skal han faae min Datter; siig til ham det du!“ Ja, han gjorde saa, og det
meente Gutten, skulde være en let Sag at gjøre. Han fik sig da fat paa tre levende Harer, tog dem i en Sæk og hængte paa sig nogle Filler saa at han saa saa ussel og elendig ud at det var ynkeligt at see det, og saa sneg han sig ind i Gangen som en anden Fillegut med Sækken sin om Søndags Formiddagen. Amtmanden selv og alle Husets Folk vare nu i Kjøkkenet og skulde passe Stegen. Ret som det var, saa slap Gutten ud en Hare, og den satte afsted og fløi omkring ude paa Gaarden.
„Nei, see den Haren da!“ sagde de inde i Kjøkkenet, og vilde ud at tage den. Ja, Amtmanden saa den ogsaa. „Aa lad den løbe,“ sagde han, „det nytter ikke at tænke paa at tage Haren paa Spranget.“ Det varede ikke længe, saa slap Gutten den anden, og de saae den inde i Kjøkkenet og troede at det var den samme; saa vilde de ud at tage den igjen, men Amtmanden sagde det kunde ikke nytte. Men om en Stund saa slap han den tredie ogsaa, og den satte afsted og løb omkring ude paa Gaarden; den saae de ogsaa fra Kjøkkenet og troede, det var den samme igjen, som løb der, og saa vilde de ud at fange den. „Det var da en rar Hare ogsaa,“ sagde Amtmanden, „kom og lad os see om vi kan faae fat paa den.“ Han ud og de Øvrige med, og Haren fore og de efter, saa det havde
god Skik. Men imedens tog Mestertyven Stegen og løb med, og hvor Amtmanden da fik sig en Steg fra til Middags, veed ikke jeg, men det veed jeg, at Haresteg fik han ikke, endda han løb sig baade sved og træt. Til Middags kom Præsten did, og da Amtmanden havde fortalt ham det Pudset, Mestertyven havde gjort ham, gjorde han saaledes Nar af ham, at der ikke var nogen Maade paa det.
„Jeg veed ikke, hvorledes det skulde gaae til, naar jeg skulde lade mig narre af en saadan Karl!“ sagde Præsten. „Ja pas dig bare du!“ sagde Amtmanden, „kanskee han er hos dig, førend du veed Ordet af det.“ Men Præsten blev ved Sit, han, og gjorde Nar af Amtmanden, fordi han havde ladet sig narre. Ud paa Eftermiddagen kom Mestertyven og vilde have Datter til Amtmanden, som han havde lovet, han skulde faae.
„Du faaer nok gjøre flere Prøvestykker først,“sagde Amtmanden, og godsnakkede med ham, „for det du gjorde i Dag, det var nu ikke noget videre, det. Kunde du ikke gjøre Præsten et dygtigt Peg, for han sidder inde og gjør Nar af mig, fordi jeg har ladet mig tage ved Næsen af en saadan Karl.“ Jo, det skulde ikke være nogen Sag, sagde Mestertyven. Han klædte sig ud som en Fugl, tog et stort hvidt Lagen over sig, brød Vingerne af en Gaas og satte paa Ryggen og kløv saa op i en stor Løn, som stod i Haven til Præsten. Da saa Præsten kom hjem om Aftenen, gav Gutten sig til at skrige: „Hr. Lars! Hr. Lars!“ for Præsten hedte Hr. Lars. „Hvo er det, som kalder paa mig?“ sagde Præsten. „Jeg er en Engel, som er udsendt fra Vorherre, forat forkynde dig, at du skal blive optaget
levende til Gudsrige for din Gudfrygtigheds Skyld,“ sagde Mestertyven. „Næste Mandagskvelden maa du holde dig reisefærdig, for da kommer jeg og henter dig i en Sæk, og alt dit Guld og Sølv og hvad du har af denne Verdens Forfængelighed skal du lægge sammen i en Haug i Storstuen din.“ Ja, Hr. Lars baade takkede og faldt paa Knæ for Engelen, og Søndagen efter gjorde han en Afskedspræken, og lagde ud om at der var kommen en Engel fra Gud i den store Lønnen i Haven hans, som havde forkyndt, at han skulde komme levende i Gudsrige for sin Gudfrygtigheds Skyld, og han prækede og lagde saaledes ud, at de græd Alle, som i Kirken vare, baade Gamle og Unge.
Om Mandagen kom Mestertyven som en Engel igjen, og Præsten faldt baade paa Knæ og takkede førend han blev puttet i Sækken, og da han vel var kommen indi, saa drog og slæbte Mestertyven ham efter sig baade over Stok og Steen. „Au! au!“ skreg Præsten i Sækken, „hvor bærer dette hen?“ „Det er den trange Vei, som fører til Himmeriges Rige!“ sagde Mestertyven og drog afsted med ham, saa at han næsten slog ham ihjel; tilsidst kastede han ham ind i Gaasehuset til Amtmanden, og Gjæssene til at hvæse og klype ham, saaat han var mere død end levende. „Au, au, au, hvor er jeg nu?“ sagde Præsten. „Nu er du i Skjærsilden for at renses og luttres til det evige Liv!“ sagde Mestertyven og gik sin
Vei og tog alt det Guld og Sølv og alle de prægtige Ting, Præsten havde lagt sammen i Storstuen sin. Om Morgenen, da Gaasegjenten kom og skulde slippe Gjæssene ud, saa hørte hun Præsten laa i Sækken og jamrede sig inde i Gaasehuset. „Aa i Jesu Navn, hvem er det, og hvad feiler Jer da?“ sagde hun. „Aa, er du en Engel fra Himmerige, saa slip mig ud og lad mig komme tilbage til Jorden igjen, for her er værre end i Helvede; Smaadjævlene kniber mig jo med Tænger!“ sagde Præsten. „Jeg er nok ingen Engel, Gud bedre os!“ sagde Gjenten og hjalp Præsten ud af Sækken, „jeg passer bare Gjæssene til Amtmanden, jeg, og det er nok de Smaadjævlene, som har klypt ham Faer.“ „Aa, det har Mestertyven gjort! Aa mit Guld og mit Sølv og mine prægtige
Klæder!“ skreg Præsten og bar sig og løb hjem, saa at Gjætergjenten troede, han var gaaet fra Viddet med det samme. Da Amtmanden fik vide, hvorledes det var gaaet med Præsten, at han havde baade været paa den trange Vei og i Skjærsilden, lo han sig næsten fordærvet; men da Mestertyven kom og vilde have hans Datter, som han havde lovet ham, saa godsnakkede han med ham og sagde: „Du faaer nok gjøre et Prøvestykke som er bedre, saa at jeg rigtig kan see, hvad du duer til.
„Jeg har tolv Heste paa Stalden,“ sagde han, „og dem skal jeg sætte tolv Karle paa, en paa hver; er du saa god for at stjæle Hestene unna dem, saa faaer jeg see, hvad jeg kan gjøre.“ „Ja, det gaaer nok an,“ sagde Mestertyven, „fik jeg saasandt Datter din, saa“ —. „Ja, kan du det, skal jeg gjøre mit Bedste,“ sagde Amtmanden. Mestertyven lagde da til Kræmmeren og kjøbte Brændeviin paa to Lommeflasker, og saa slog han en Dvaledrik paa den ene, men paa den anden havde han Brændeviin, og bestilte saa elleve Karle til at lægge sig bag Loven til Amtmanden om Natten. For gode Ord og Betaling laante han en fillet Stak og en Trøie af en gammel Kjærring, tog sig saa en Stav i Haanden og en Pose paa Nakken, og da det led mod Kvelden
saa hinkede han afsted bort imod Stalden til Amtmanden. Da han kom did holdt de paa at vande Hestene til Kvelds, og havde nok at bestille med det. „Hvad Fanden vil du?“ sagde en af Staldkarlene til Kjærringen. „Aa hutetu, det er saa koldt,“ sagde Kjærringen og huklede og frøs, og bar sig ilde. „Hutetu, det er saa koldt, at en Stakkel gjerne kan fryse ihjel,“ og saa skjalv og rystede hun igjen. „Aa Herre Gud, faaer jeg Lov at være her og sidde indenfor Stalddøren?“ sagde hun. „Du faaer Fanden heller, pak dig strax, for hvis Amtmanden faaer see dig her, saa faaer vi vor Dands,“ sagde En. „Aa, den gamle skrøbelige Krogen!“ sagde en anden En, som syntes, han havde Ondt af hende; „den Krogen kan jo gjerne sidde der, hun gjør
vist ikke noget Ondt, hun.“ De øvrige meente det skulde ikke blive Noget af, men alt som de trættedes og stelte Hestene, trak hun sig længere ind i Stalden, saa hun tilsidst blev siddende bag Døren, og siden var der Ingen, som lagde Mærke til hende. Da det led ud paa Natten faldt det lidt koldt for Karlene at sidde saa stille og roligt paa Hesteryggen. „Hutetu, det er da Djævlen saa koldt!“ sagde En og slog i Armene. „Ja, jeg fryser, saa jeg ryster“ sagde en anden En. „Den, som havde sig lidt Tobak!“ var det En, som sagde. Ja, saa var der En, som havde et Kvart; det deelte de, det blev nu ikke stort til Mands, og saa tyggede de og spyttede. Det hjalp lidt, men ret som det var, saa var det lige galt igjen. „Huttetu“, sagde En af dem og ristede paa sig. „Huttetu!“ sagde Kjærringen og hakkede
Tænder, saa at de skranglede i Kjæften paa hende; saa tog hun op en Flaske med bare Brændeviin, og saa skjalv hun saa paa Haanden, at det skvalpede i Flasken, og saa drak hun, saa det sagde Kulk i Halsen paa hende. „Hvad er det, du har paa Flasken din Kjærring?“ sagde en af Staldkarlene. „Aa, det er nok en liden Draabe Brændeviin, Faer!“ sagde hun. „Brændeviin? hvad for Noget? Lad mig faae en Taar! lad mig faae en Taar!“ skreg de alle Tolv i Munden paa hverandre. „Aa, det er saa lidet, jeg har,“ suttrede Kjærringen, „I blive ikke vaade i Munden af det en Gang.“ Men de vilde have og de maatte have, der var ikke noget Raad for det; og saa tog hun da Flasken med Dvaledrikken og satte for Munden paa den Første,
da skjalv hun ikke mere, men styrede Flasken, saa at Hver af dem fik hvad han behøvede, og den Tolvte havde ikke drukket, førend den Første alt sad og snorkede. Saa kastede Mestertyven Fantefillerne af sig og tog den ene Karlen efter den anden nok saa let og satte dem skrævs over Bolkene, raabte saa paa de elleve Karlene sine og satte afsted med de tolv Hestene til Amtmanden.
Da Amtmanden kom ud og skulde see til Karlene paa Morgensiden, skulde de til at friske paa sig, de til at hugge i Bolkene med Sporerne, saa Fliserne sprutede, og Nogle faldt ned og Nogle bleve hængende og sad der som Narre. „Aa jo,“ sagde Amtmanden, „jeg kan nok skjønne, hvem der har været her nu. Men I ere nogle usle Karle, som sidde her og lade Mestertyven stjæle Hestene unna Enden paa Jer!“ Og saa fik de Smurning, fordi de ikke havde passet bedre paa.
Ud paa Dagen kom Mestertyven igjen og fortalte, hvorledes han havde baaret sig ad og vilde have Datter til Amtmanden, som han havde lovet ham. Men Amtmanden gav ham hundrede Daler og sagde at han maatte gjøre Noget som var endda bedre. „Mener du du kan stjæle Hesten unna mig, medens jeg er ude og rider paa den?“ sagde Amtmanden. „Aa, det gaaer nok an,“ sagde Mestertyven, „fik jeg saasandt Datter din. Ja, han skulde seet hvad han kunde gjøre, og han sagde da en Dag, han vilde ride ud paa en stor Exerceerplads.
Mestertyven fik sig strax fat paa en gammel udlevet Skudmær, gjorde sig sammen en Sæle af bare Vidier og Sopelimskviste, kjøbte en gammel Fillekjærre og en stor Tønde, og saa sagde han til en gammel tandløs Fattigkjærring, at han vilde give hende ti Daler, hvis hun vilde lægge sig ind i den Tønden og gabe over Taphullet, der skulde han stikke Fingeren ind — noget Ondt skulde der ikke skee hende, hun skulde bare faae kjøre lidt — og dersom han tog den ud mere end een Gang, skulde hun have ti Daler til. Selv fik han paa sig nogle Filler, sodede sig ud og satte paa sig en Paryk og et stort Skjæg af Gjederag, saa Ingen kunde kjende ham igjen, og saa lagde han afsted til Pladsen, hvor Amtmanden
alt havde redet en lang Stund. Da han kom frem der, saa gik det saa smaat og saa sagte, at han næsten ikke kom af Flækken; det seg og det seg frem med ham, saa stod det reent stille, saa seg det lidt igjen, og det gik da saa bedrøveligt, at Amtmanden aldrig kunde falde paa, at det skulde være Mestertyven. Han red da lige hen til ham og spurgte om han ikke havde seet Nogen, som gik omkring og luskede i Skoven der. „Nei,“ sagde Manden, det havde han slet ikke seet. „Hør nu!“ sagde Amtmanden, „vil du ride ind i Skoven og see vel efter, om du ikke kan træffe paa Nogen, som gaaer og lusker der, skal du faae laant Hesten min, og en god Drikkeskilling skal du faae for Umagen.“ „Nei om jeg det kan,“ sagde Manden, „for jeg skal til Bryllups med denne Mjødtønden,
som jeg har været efter, og saa er Tappen faldt ud for mig paa Veien, og nu maa jeg gaae og holde Fingren i Hullet.“ „Ja, rid du,“ sagde Amtmanden, „jeg skal nok passe baade Hesten og Tønden.“ Ja, saa skulde han da gjøre det, men han bad Amtmanden, at han endelig maatte passe vel paa og være snøg til at sætte Fingeren i Taphullet, naar han tog sin ud. Ja, Amtmanden sagde, han skulde gjøre det Bedste han kunde, og saa satte da Mestertyven sig op paa Hesten. Men Tiden gik, og det led og det led, og Ingen kom der tilbage; tilsidst blev da Amtmanden kjed af at gaae der med Fingeren i Taphullet og tog den saa ud. „Nu skal jeg have ti Daler til!“ skreg Kjærringen i Tønden; saa kunde han skjønne hvorledes det hang sammen
og gav sig paa Hjemveien; men da han havde gaaet et Stykke, mødte de ham med Hest, for Mestertyven havde alt været hjemme hos ham. Dagen efter kom han til Amtmanden og vilde have Datteren hans, som han havde lovet ham. Amtmanden godsnakkede nu med ham igjen, gav han to hundrede Daler og sagde han maatte gjøre et Prøvestykke til; kunde han det, skulde han faae hende. Aa ja, Mestertyven meente nok det, naar han bare fik høre hvad det var for Noget. „Mener du, at du kan stjæle Lagenet af Sengen vor, og Særken af Konen min?“ sagde Amtmanden. „Det skal nok lade sig gjøre,“ sagde Mestertyven, „fik jeg saa sandt Datter din, saa —.“ Da det led paa Natten, gik Mestertyven ud og skar ned
en Tyv, som hang i Galgen, lagde ham paa Nakken og tog ham med sig; saa fik han fat paa en stor Stige, og den satte han op til Kammervinduet til Amtmanden kløv saa op og dyttede den Døde op og ned, akkurat som det kunde være En, der tittede udenfor Vinduet. „Der er Mestertyven, Moer?“ sagde Amtmanden og puffede til Kjærringen sin. „Nu skyder jeg ham, jeg,“ sagde han og tog frem en Rifle, han havde lagt foran Sengen sin. „Aa nei, du faaer ikke gjøre det,“ sagde Fruen, „du har jo selv bestilt ham hid.“ „Jo, jeg skyder ham jeg, Moer,“ sagde han, og laa der og sigtede og sigtede, men snart var Hovedet oppe, saa at han saa lidt af det, ret som det var saa var det borte igjen, tilsidst fik han nok Sigt; det smald,
og den Døde faldt saa det dunkede i Jorden. Mestertyven ned det forteste han kunde. „Ja jeg er nu rigtignok den høie Øvrighed,“ sagde Amtmanden „men Folk faaer let Noget at sige, og det skulde dog være leit om de fik see dette døde Menneske, det bliver nok bedst at jeg gaaer ud og graver ham ned.“ Det faaer du gjøre, som du selv synes, Faer,“ sagde Fruen. Amtmanden stod op og gik ned, og med det samme han var gaaet ud gjennem Døren, smat Mestertyven ind og foer lige op til Fruen. „Nu Faer,“ sagde hun, for hun troede at det var Manden, „er du alt færdig nu?“ „Aa ja, jeg puttede ham ned i et Hul jeg,“ sagde han, „og karede over lidt Jord, saavidt han er gjemt, for der er saadant Veir ude; jeg skal gjøre det bedre siden; men lad mig faae
Lagenet at tørke mig paa, for han var saa blodig og jeg har sølet mig saa til paa ham.“ Det fik han. „Du faaer nok lade mig faae Særken din ogsaa,“ sagde han, „for Lagenet forslaaer ikke, mærker jeg.“ Aa ja; men saa kom han i Hu at han havde glemt at lukke Døren, og det maatte han da ned og gjøre, førend han kunde lægge sig igjen, og saa satte han afsted baade med Lagenet og Særken. En Stund efter kom den rette Amtmanden.
„Nei, hvor længe du var om at lukke den Døren da Faer,“ sagde Fruen, „hvor har du nu gjort af Særken og Lagenet?“ „Hvad for Noget?“ sagde Amtmanden. „Aa jeg spørger, hvor du har gjort af Særken og Lagenet, du fik at tørre Blodet af dig med jeg,“ sagde hun. „Saa til Helvedes!“ sagde Amtmanden, „har han nu gjort det med?“ Om Dagen kom Mestertyven og forlangte Datteren til Amtmanden, som han havde lovet ham, og da turde han ikke Andet end give ham hende og mange Penge til, for han var bange for at Mestertyven skulde stjæle Øinene ud paa ham, og at han selv skulde komme for meget ud iblandt Folk, hvis han ikke gjorde det. Mestertyven levede da baade godt og vel; om han stjal mere,
skal jeg ikke kunne sige, men gjorde han det, var det vist bare for Moro Skyld.
