Prevod
Nekoč je živel kralj, ki je imel dvanajst sinov. Ko so odrasli, jim je rekel, naj se odpravijo v svet in si poiščejo ženo, vendar mora znati v enem dnevu napresti prejo, stkati platno in sešiti srajco, sicer je ne bo hotel za snaho. Vsakemu je dal konja in nov oklep, pa so odšli v svet iskat ženo. Toda ko so prejezdili že kos poti, so bratje rekli, da Pepelka nočejo imeti s seboj, ker ni za nobeno rabo. Tako je moral Pepelko ostati zadaj in ni vedel, kaj naj stori in kam naj se obrne. Tako se je razžalostil, da je stopil s konja, sedel v travo in zajokal. Ko pa je tam sedel že nekaj časa, se je ena izmed travnatih ruš začela premikati in iz nje je prišlo nekaj drobnega in belega. Ko se je približalo, je Pepelko videl, da je ljubka deklica, a tako drobcena, drobcena. Stopila je k njemu in ga vprašala, ali bi prišel dol obiskat Punčko v travi. Seveda je hotel in je tudi šel.
Ko je prišel dol, je Punčka v travi sedela na stolu. Bila je prelepa in vsa nališpana. Vprašala je Pepelka, kam je namenjen in po kakšnih opravkih potuje.
Povedal ji je, da jih je dvanajst bratov in da je kralj vsakemu dal konja in oklep ter jim naročil, naj gredo v svet in si poiščejo ženo, ki bo znala v enem dnevu napresti prejo, stkati platno in sešiti srajco. »Če pa privoliš in postaneš moja žena, ne pojdem nikamor več,« je rekel Pepelko Punčki v travi. Rada je privolila in brž napredla prejo, stkala platno in sešila srajco, a srajčka je bila tako drobna, drobcena, nič daljša kot toliko —.
Pepelko jo je odnesel domov, in ko jo je pokazal očetu, mu je bilo nerodno, ker je bila tako majhna. Kralj pa je vseeno rekel, da se sme poročiti z deklico, in Pepelko se je ves srečen in zadovoljen vrnil po svojo malo nevesto. Ko je prišel k Punčki v travi, jo je hotel vzeti k sebi na konja, a tega ni hotela. Rekla je, da se hoče peljati v srebrni žlici in da ima dva majhna bela konjička, ki jo bosta vlekla. Tako sta odšla na pot, on na konju, ona pa v srebrni žlici, in konjička, ki sta jo vlekla, sta bila dve majhni beli miški. Pepelko se je ves čas držal druge strani poti, saj se je bal, da bi s konjem povozil svojo nevesto, ker je bila tako drobcena. Ko sta prepotovala že kos poti, sta prišla do velikega jezera. Tam se je Pepelkov konj splašil, odskočil na drugo stran poti in prevrnil žlico, tako da je Punčka v travi padla v vodo. Pepelko se je silno razžalostil, saj ni vedel, kako naj jo spravi iz vode. Kmalu pa je iz vode prišel povodni mož in jo prinesel s seboj. Zdaj je bila velika kakor vsak drug odrasel človek in še veliko lepša kot prej. Pepelko jo je posadil predse na konja in odjezdil domov.
Ko je Pepelko prispel domov, so se tudi vsi njegovi bratje že vrnili, vsak s svojo nevesto. Toda te so bile tako grde in odurne in tako zlobne, da so se že med potjo steple s svojimi ženini;
na glavah so imele klobuke, vse zamazane s katranom in sajami, in to jim je s klobukov steklo po obrazih, tako da so bile videti še veliko grše in odurnejše. Ko so bratje zagledali Pepelkovo nevesto, so mu vsi zavidali. Kralj pa je oba tako vzljubil, da je vse druge nagnal, Pepelko pa je obhajal svatbo s Punčko v travi. Potlej sta še dolgo, dolgo živela srečno in zadovoljno, in če nista umrla, živita še danes.
Izvirnik
Der var engang en Konge, som havde tolv Sønner. Da disse bleve store, sagde han til dem, at de skulde drage ud i Verden og finde sig en Kone, men hun skulde kunne spinde og væve og sye en Skjorte paa een Dag, ellers vilde han ikke have hende til Svigerdatter. Hver af dem gav han en Hest og en ny Rustning, og de droge da ud i Verden for at lede efter en Kone; men da de vare komne et Stykke paa Veien, sagde de at de ikke vilde have med sig Askepot, for han duede ikke til nogen Ting. — Ja, Askepot maatte da blive igjen, han, og han vidste ikke hvad han skulde gjøre eller hvordan han skulde vende sig; saa blev han saa sørgmodig at han steg af Hesten og satte sig ned i Græsset til at græde. Men da han havde siddet en liden Stund, begyndte en
af Tuerne i Græsset at røre sig, og frem af den kom der en liden hvid Ting, og da den kom nærmere, saa Askepot, at det var en nydelig liden Pige, men saa bitte bitte liden. Denne gik nu hen og bad han, om ham ikke vilde komme ned og besøge Dukken i Græsset. Jo det vilde han, og det gjorde han ogsaa. Da han var kommen derned, sad Dukken i Græsset paa en Stol; hun var nu saa deilig og saa pyntet, og saa spurgte hun Askepot, hvor han skulde hen og hvad ærinde han reiste i.
Han fortalte da, at der var tolv Brødre af dem, og at Kongen havde givet dem Hest og Rustning og sagt, at de skulde reise ud i Verden og finde sig en Kone, som skulde kunne spinde og væve og sye en Skjorte paa een Dag; „men hvis Du vil gaae ind paa det og blive Konen min, saa vil jeg ikke reise længer,“ sagde Askepot til Dukken i Græsset. Jo, det vilde hun gjerne, og hun skyndte sig med at faae spundet og vævet og syet Skjorten, men den blev saa bitte, bitte liden, ikke længer end som saa — .
Denne reiste Askepot hjem med, men da han kom frem med den, var han undseelig, fordi den var saa liden; ligevel sagde Kongen, at han skulde faae hende, og saa drog Askepot glad og fornøiet tilbage for at hente den lille Kjæresten sin. Da han kom til Dukken i Græsset, vilde han tage hende op paa Hesten til sig, men nei, det vilde hun ikke; hun sagde, hun vilde sidde og kjøre i en Sølvske, og at hun havde to smaa hvide Heste, som skulde trække hende. Saa reiste de da afsted, han paa Hesten og hun i Sølvskeen, og begge Hestene, som trak hende, vare to smaa hvide Muus; men Askepot holdt sig altid paa den anden Side af Veien, for han var saa bange, at han skulde komme til at ride ind paa hende, da hun var saa bitte liden. Da de vare komne et Stykke paa Veien, kom de til et stort
Vand; der blev Hesten til Askepot sky, skvat over paa den anden Side af Veien og væltede Skeen, saa at Dukken i Græsset faldt ned i Vandet. Askepot blev nu saa bedrøvet, fordi han slet ikke vidste hvorledes han skulde faae hende op igjen; men om lidt kom der en Havmand op med hende, og nu var hun bleven lige saa stor som et andet voxent Menneske og meget deiligere end hun var før. Saa satte han hende foran sig paa Hesten og red hjem.
Da Askepot kom der, vare ogsaa alle Brødrene hans komne med hver sin Kjæreste, men disse vare saa stygge og fæle og saa slemme, at de havde slaaets med Kjæresterne sine paa Veien; paa Hovedet havde de nogle Hatte, som vare overklinede med Tjære og Sod, og saa havde det rundet af Hattene nedover Ansigtet paa dem, saa at de vare blevne endda meget styggere og fælere. Da Brødrene fik se Kjæresten til Askepot, bleve de Allesammen misundelige paa ham; men Kongen blev saa glad i dem begge, at han jog alle de Andre bort, og saa holdt Askepot Bryllup med Dukken i Græsset, og siden levede de vel og fornøiet i lang, lang Tid, og ere de ikke døde saa leve de endnu.
