Prevod
Nekoč sta živela dva brata; enemu je bilo ime Tro, drugemu pa Utro. Tro je bil vselej odkritosrčen in do vseh dober, Utro pa je bil hudoben in poln laži, tako da se na njegove besede ni bilo mogoče zanesti. Njuna mati je bila vdova in je komaj imela od česa živeti; ko sta sinova odrasla, ju je morala poslati od doma, da bi si sama služila kruh po svetu. Vsakemu je dala majhno popotno torbo z jedačo in odpravila sta se na pot.
Hodila sta vse do večera, nato pa sedla na podrto drevo v gozdu in izvlekla vsak svojo torbo. Po celodnevni hoji sta bila lačna in zdelo se jima je, da bi se zdaj prilegel grižljaj. »Če se strinjaš, najprej jejva iz tvoje torbe, dokler bo še kaj v njej, potem pa se lahko lotiva moje,« je rekel Utro. Tro je bil s tem zadovoljen in začela sta jesti; toda Utro je pazil, da je vse najboljše spravil vase, Troju pa so ostale le skorje, zažgani kosi ploščatega kruha in slaninova koža. Zjutraj sta spet jedla Trojevo hrano in opoldne prav tako; potem pa v njegovi torbi ni bilo ničesar več. Ko sta hodila do poznega večera in hotela spet nekaj prigrizniti, je Tro segel po bratovi torbi; toda Utro ga je zavrnil, češ da je hrana njegova in da je nima nič več, kot je potrebuje zase. »Saj si vendar jedel iz moje torbe, dokler je bilo še kaj v njej,« je rekel Tro. »Če si tak norec, da drugim pustiš vse pojesti, pa trpi posledice,« je odvrnil Utro. »Zdaj pa kar sedi tam in se slini!« je še pristavil. »O ja, Utro ti je ime in nezvest si, pa tudi vse življenje si že tak,« je rekel Tro. Ko je Utro to slišal, je pobesnel, planil nad brata in mu iztaknil obe očesi. »Zdaj pa glej, ali so ljudje zvesti ali nezvesti, ti slepec!« je rekel in jo ucvrl proč.
Ubogi Tro je zdaj tipaje taval po gostem gozdu; bil je slep in sam in ni vedel, kaj naj stori. Nazadnje je zatipal veliko, debelo lipo in sklenil splezati nanjo ter tam prebiti noč, varen pred divjimi zvermi. Ko bodo ptice začele peti, bo dan, in tedaj bom že poskusil zatipati pot naprej, si je mislil in zlezel na lipo. Ko je že nekaj časa sedel tam, je zaslišal, da je nekdo prišel pod drevo ter začel kuhati in pripravljati jedačo. Kmalu so prišli še drugi in ko so se pozdravljali, je slišal, da so to medved, volk, lisjak in zajec, ki so se zbrali h kresnemu praznovanju. Jedli so in pili ter se dobro imeli, ko pa so končali, so sedli in se začeli pomenkovati. Tedaj je lisjak rekel: »Kaj, ko bi zdaj, ko že sedimo tukaj, vsak povedal kakšno zgodbico?« Drugim je bil predlog všeč; rekli so, da bi bilo to prav kratkočasno, in začel je medved, saj je bil med njimi najimenitnejši: »Angleški kralj ima tako slabe oči,« je rekel kosmatinec, »da komaj vidi komolec predse. Če pa bi zjutraj splezal na tole lipo, ko je na listju še rosa, in si z njo namazal oči, bi spet videl tako dobro kot nekoč.« — »Da,« je rekel volk, »angleški kralj ima tudi gluhonemo hčer. Če bi vedel, kar vem jaz, bi ji brž znal pomagati. Lani, ko je šla k obhajilu, je hostijo izpljunila in velika krastača jo je požrla. Če bi le skopali pod cerkvenim tlakom, bi našli krastačo; prav pod klečalnikom čepi, hostija pa ji še zmeraj tiči v grlu. Če bi krastačo razparali, vzeli hostijo iz nje in jo dali kraljični, bi spet slišala in govorila kakor drugi ljudje.« — »Da, da,« je rekel lisjak, »če bi angleški kralj vedel, kar vem jaz, mu na dvoru ne bi primanjkovalo vode. Pod veliko skalo sredi njegovega dvorišča je najčistejša studenčnica, kar si je kdo more želeti — ko bi le vedel, da mora tam kopati!« — »Da,« je rekel zajec, »angleški kralj ima najlepši sadovnjak v vsej deželi, a v njem ne zraste niti eno samo nezrelo jabolko, ker leži okrog vrta velikanska zlata veriga, ki ga trikrat obdaja. Če bi jo dal izkopati, bi bil to najboljši sadovnjak v vsem njegovem kraljestvu.« »Zdaj pa je že pozna noč in čas bo, da se vrnemo domov,« je rekel lisjak, in vsi so odšli.
Ko so odšli, je Tro zaspal tam gori na lipi, zjutraj pa se je zbudil, ko so ptice začele peti. Nabral je roso z listov in si z njo namazal oči: tedaj je spet videl tako dobro, kakor preden mu jih je Utro iztaknil. Zdaj je šel naravnost na dvor angleškega kralja in prosil za delo; takoj so ga vzeli v službo. Nekega dne je kralj prišel na dvorišče in ko se je nekaj časa sprehajal po njem, si je zaželel piti vode iz vodnjaka, saj je bil dan vroč in ga je hudo žejalo. Toda ko so mu zajeli vode, je bila motna, sluzasta in odurna. Kralj se je silno razjezil. »Mislim, da v vsem mojem kraljestvu ni človeka, ki bi imel na svojem dvorišču tako slabo vodo, pa še od daleč jo moram napeljevati čez hribe in doline!« je rekel. »Če bi mi dal ljudi, da bi odstranili veliko skalo, ki leži tu sredi tvojega dvorišča, bi imel dobre vode na pretek,« je rekel Tro. Kralj je rad privolil in komaj so odstranili skalo ter nekaj časa kopali, je planil curek vode naravnost kvišku, čist in debel, kakor bi tekel iz pipe na sodu;
in čistejše vode ni bilo v vsej Angliji. — Čez čas je bil kralj nekega dne spet na dvorišču, ko je priletel velik jastreb in se zapodil za njegovimi kokošmi. Vsi so začeli ploskati in vpiti: »Tam leti! Tam leti!« Kralj je zgrabil puško, da bi ga ustrelil, a ni videl dovolj dobro. To ga je silno potrlo. »Bog daj, da bi mi kdo vedel svetovati, kako naj si pozdravim oči! Zdi se mi, da bom kmalu povsem oslepel,« je rekel kralj. »To ti pa lahko povem,« je rekel Tro in mu razložil, kako si je sam pomagal. Kralj se je še istega večera odpravil k lipi, kakor si lahko mislite, in brž ko si je zjutraj namazal oči z roso z njenih listov, je bil ozdravljen. Odtlej mu ni bil nihče tako ljub kakor Tro; povsod je moral biti z njim, doma in na tujem.
Nekega dne sta se skupaj sprehajala po sadovnjaku. »Prav nič ne razumem, kako je to mogoče,« je rekel kralj. »V Angliji ni človeka, ki bi toliko porabil za svoj sadovnjak kakor jaz, pa vendar nobeno moje drevo ne obrodi niti enega samega drobnega sadeža.« »No,« je rekel Tro, »če dobim tisto, kar trikrat obdaja tvoj sadovnjak, in ljudi, da to izkopljejo, bo sadovnjak že obrodil.« Kralj je rade volje privolil. Tro je dobil delavce in začeli so kopati, dokler niso nazadnje izvlekli vse zlate verige. Zdaj je bil Tro neznansko bogat, veliko, veliko bogatejši od samega kralja; a kralj je bil kljub temu nadvse zadovoljen, kajti sadovnjak je odtlej tako bogato rodil, da so se veje šibile prav do tal, in tako sladkih jabolk in hrušk še nihče ni okusil.
Nekega drugega dne sta se Tro in kralj spet sprehajala in pogovarjala, ko je mimo prišla kraljična. Kralj se je ob pogledu nanjo ves užalostil. »Ali ni žalostno, da mora tako lepa kraljeva hči, kakor je moja, živeti brez glasu in besede?« je rekel Troju. »Tudi temu se da pomagati,« je rekel Tro. Ko je kralj to slišal, se je tako razveselil, da mu je obljubil kraljično za ženo in pol kraljestva, če jo ozdravi. Tro je vzel s seboj nekaj mož in odšel v cerkev. Izkopali so krastačo, ki je čepela pod klečalnikom pri oltarju; Tro jo je razparal, vzel iz nje hostijo in jo dal kraljevi hčeri — in še isti hip je spet govorila kakor drugi ljudje.
Zdaj naj bi se Tro poročil s kraljično in začeli so pripravljati svatbo, takšno, da bi o njej slišali in govorili po vsem kraljestvu. Ko so na svatbi plesali, je prišel neki ubog mladenič in prosil za grižljaj hrane. Bil je tako razcapan in beden, da so se vsi križali, ko so ga zagledali, Tro pa ga je takoj prepoznal: bil je njegov brat Utro. »Ali me poznaš?« ga je vprašal Tro. »Kje neki naj bi jaz videl tako imenitnega gospoda?« je rekel Utro. »Pa si me vendar že videl,« je rekel Tro. »Jaz sem tisti, ki si mu na današnji dan pred letom dni iztaknil oči. Utro ti je ime in nezvest si, tako sem rekel takrat in tako pravim še zdaj; a vseeno si moj brat, zato boš dobil nekaj jedače, potem pa lahko greš k lipi, na kateri sem lani sedel. — Če boš tam slišal kaj, kar ti prinese srečo, toliko bolje zate.« Utroju tega ni bilo treba dvakrat reči. Če je Troju sedenje na lipi tako koristilo, da je od lani postal kralj polovice Anglije, potem pa že — si je mislil in se odpravil na pot. Prišel je do lipe in splezal nanjo. Ni dolgo sedel tam, ko so se spet zbrale vse živali ter pod drevesom jedle in pile in praznovale kresno noč. Ko so se najedle, je lisjak predlagal, naj začnejo pripovedovati zgodbe, in lahko si mislite, kako je Utro napel ušesa, da mu skoraj niso odpadla.
Toda medved je bil jezen; zabrundal je in rekel: »Nekdo je izblebetal, kar smo si lani povedali, zato bomo zdaj molčali o tem, kar vemo.« Živali so si zaželele lahko noč in se razšle, Utro pa ni bil nič pametnejši kot prej. Tako je bilo zato, ker mu je bilo ime Utro in ker je bil nezvest.
Izvirnik
Der var en Gang to Brødre, den ene hed Tro og den anden Utro. Tro var altid oprigtig og god mod Alle, men Utro var slem og fuld af Løgn, saa de aldrig kunde lide paa det, han sagde. Moderen var Enke og havde ikke Stort at leve af, og da Sønnerne vare blevne voxne, maatte hun have dem fra sig, for at de selv kunde tjene sit Brød i Verden. Hver af dem gav hun en liden Skræppe med Mad i, og saa skulde de i Veien.
Da de nu havde gaaet til om Aftenen, satte de sig paa et Vindfæld i Skoven og tog frem Skræpperne sine, for sultne vare de efter det de havde gaaet hele Dagen og saa syntes de, at nu skulde en Bid smage godt. „Vil du som jeg, saa skal vi først spise af din Skræppe, saalænge der er Noget i den, saa kan vi siden tage paa min,“ sagde Utro. Ja, det var Tro fornøiet med, og saa begyndte de da at spise; men alt det Bedste saa Utro til og fik puttet i sig, og Tro fik bare Skorperne og de brændte Levsestykkerne og Fleskesværdene han. Om Morgenen spiste de atter af Maden hans Tro og om Middagen ogsaa; men saa var der ikke mere i Skræppen hans. Da de saa havde gaaet til seent om Kvelden og skulde til at faae sig Mad igjen, vilde Tro spise af
Broderens Skræppe; men Utro sagde Nei og meente at den Maden var hans, og at han ikke havde Mere end han selv godt kunde behøve. „Ja, men du fik jo spise af min Skræppe, saalænge der var Noget i den,“ sagde Tro. „Ja, naar du er slig en Nar og lader Andre æde op for dig, faaer du have det saa godt,“ meente Utro; „nu kan du sidde der og sikle nu!“ sagde han. „Aa ja, Utro hedder du og utro er du, og det har du været al din Tid ogsaa,“ sagde Tro. Da Utro hørte det, slog han sig sindt og røg lige paa Broderen og stak begge Øinene ud paa ham; „nu kan du see om Folk er tro eller utro nu, din Blindebuk,“ sagde han, og dermed fløi han fra ham.
Tro Stakkel, han gik nu der og trevlede sig frem midt i tykke Skoven; blind og alene var han og ikke vidste han, hvad han skulde tage sig til. Men saa fik han Tag i et stort tykt Lindetræ, og saa tænkte han, at det fik han klyve op i og sætte sig der Natten over for de vilde Dyr. Naar Fuglene begynde at synge, saa er det Dag, da faaer jeg vel prøve at trevle mig videre frem, tænkte han, og saa krøb han op i Linden. Da han havde siddet der en Stund, hørte han at der kom Nogen og begyndte at koge og stelle nede under Træet, og strax efter kom der Flere, og da de nu hilste paa hverandre, hørte han, at det var Bjørnen, Graabenen, Ræven og Haren, som kom og skulde holde St. Hansleg der. De gave sig til at spise og drikke og
leve godt, og da de vare færdige med det, satte de sig til at snakke sammen. Saa sagde Ræven: „Skal vi nu ikke fortælle en liden Historie hver, mens vi sidde her?“ Jo, det syntes de Andre godt om, det vilde være morsomt, sagde de, og saa begyndte Bjørnen — for han var nu den fornemste, —: Kongen af England har saa daarlige Øine,“ sagde Bamse, „han kan næsten ikke see en Alen fra sig; men dersom han kom op i denne Linden om Morgenen, medens der var Dug paa Bladene, og han tog af Duggen og smurte paa Øinene sine, saa fik han sit Syn igjen, saa godt som han nogen Gang har havt det.“ — „Ja,“ sagde Graabenen, „Kongen af England har en døvstum Datter ogsaa; men vidste han det jeg veed, saa fandt han snart paa Raad for hende. I Fjor
da hun gik til Alters, saa spyttede hun ud igjen Brødet, og det kom en stor Padde og slugte; men naar de bare grov under Gulvet, saa fandt de Padden, den sidder beent under Knæfaldet, og Brødet sidder endnu i Halsen paa den. Naar de saa skar Padden op, tog det og gav Prindsessen, saa blev hun som andre Folk igjen baade til at høre og tale.“ — „Ja, ja,“ sagde Ræven, „naar Kongen af England vidste det jeg veed, saa havde han ikke ondt for Vand i Kongsgaarden sin; under den store Stenen midt i Gaarden hans er det klareste Kildevand, Nogen vilde ønske sig — bare han vidste at grave der!“ — „Ja,“ sagde Haren, „Kongen af England har den peneste Frugthave i hele Landet, men den bærer ikke saa Meget som en Æblekart en Gang, for der ligger en
svær Guldkjæde tredobbelt rundt om Haven. Fik han gravet den op, saa blev det den gjæveste Have i hele hans Rige.“ „Men nu er det langt paa Natten, og vi faaer nok gaae hjem igjen nu,“ sagde Ræven, og saa gik de sin Vei Allesammen. Da de var gaaet, søvnede Tro der han sad oppe i Linden, men da Fuglene begyndte at synge om Morgenen, vaagnede han igjen, og saa tog han Dug af Bladene paa Træet og smurte Øinene sine med: da saa han lige saa godt som før Utro havde stukket dem ud paa ham. Nu gik han lige til Kongen af Englands Gaard og bad om Arbeide, og det fik han strax. En Dag kom Kongen ud i Gaarden, og da han havde gaaet der ude en Stund, vilde han drikke af Vandposten sin, for det var hedt om Dagen og Kongen var bleven meget tørst; men da de øste op Vandet
til ham, var det baade grumset og seigt og stygt. Derover blev Kongen ganske ærgerlig. „Jeg troer ikke der er en Mand i hele Riget mit, som har saa daarligt Vand i sin Gaard, og endda maa jeg lede det lang Vei over Bjerg og Dale!“ sagde Kongen. „Ja, men naar du vilde lade mig faae Folk til at bryde op den store Stenen, som ligger her midt i Gaarden din, skulde du nok faae baade meget og godt Vand,“ sagde Tro. Ja, Kongen var vel fornøiet med det, og aldrig før havde de faaet op Stenen og gravet en Stund, saa sprang Vandstraalen ende i Veiret saa klar og tyk som den skulde komme af en Tøndeture; og klarere Vand fandtes ikke i hele England. — En Tid efter var Kongen en Dag ude i Gaarden igjen; saa kom der en stor Høg
flyvende efter Hønsene hans, og Alle til at klappe i Hænderne og skrige: „der flyver den! der flyver den!“ Kongen greb Bøssen sin og skulde skyde den; men han kunde ikke see saa meget. Saa blev han reent bedrøvet. „Gud give, Nogen kunde sige mig Raad for Øinene mine! jeg mener snart jeg bliver reent blind,“ sagde Kongen. „Det skal nok jeg sige dig,“ sagde Tro, og saa fortalte han hvorledes han havde baaret sig ad, og Kongen reiste da til Linden, samme Aften, det kan du nok vide, og brav blev han, bare han havde smurt sig med Duggen, som sad paa Bladene om Morgenen. Siden den Tid var der Ingen, Kongen holdt saa gjæv som ham Tro; han maatte være med ham hvor han gik og stod, baade hjemme og borte.
Saa var det en Dag, de gik i Haven sammen. „Jeg skjønner ikke hvorledes det gaaer til jeg,“ sagde Kongen; der er ikke nogen Mand i England, som koster saa Meget paa Haven sin som jeg, og endda kan jeg ikke faae eet af Træerne til at bære saa Meget som en Kart.“ „Ja, ja,“ sagde Tro, „dersom jeg faaer det, som ligger tre Gange rundt om Haven din, og Folk til at grave det op, saa skal nok Haven bære.“ Ja, det vilde Kongen gjerne; Tro fik Folkene og til at grave, og saa fik han tilsidst op hele Guldkjæden. Nu var Tro en grundrig Mand, meget, meget rigere end Kongen selv; men Kongen var endda vel fornøiet, for nu bar Haven, saa Grenene paa Træerne hængte lige ned til Marken, og saa søde Æbler og Pærer havde aldrig
Nogen smagt. En Dag igjen gik Tro og Kongen og snakkede sammen; saa kom Prindsessen gaaende forbi dem, og Kongen blev ganske bedrøvet, da han saa hende. „Er det ikke Synd at saa deilig en Kongsdatter, som min er, skal mangle Maal og Mæle?“ sagde han til Tro. „Ja, men der er Raad for det,“ sagde Tro. Da Kongen fik det at høre, blev han saa glad at han lovede ham Prindsessen til Ægte og halve Riget, dersom han kunde faae hende brav igjen. Tro fik da et Par Mand med sig bort i Kirken og grov frem Padden som sad under Knæfaldet ved Alteret, skar den op og tog ud Brødet og gav Kongsdatteren det — saa blev hun som andre Folk igjen til at tale strax paa Timen.
Nu skulde da Tro have Prindsessen og der blev lavet til Bryllup, for det skulde holdes saa det baade kunde høres og spørges over hele Riget. Mens de saa holdt paa at dandse i Brylluppet, kom der en Fattiggut og bad om en Madbid, og han var saa fillet og elendig at see paa, at Alle forkorsede sig over ham, men Tro kjendte ham strax, og saa at det var Utro, Broder sin. „Kjender du mig igjen?“ sagde Tro. „Aa hvor skulde jeg have seet saa stor en Herre, jeg da?“ sagde Utro. „Seet mig har du nok ligevel,“ sagde Tro; „det var mig, du stak Øinene ud paa et Aar i Dag siden. Utro hedder du og utro er du, det sagde jeg og det siger jeg endnu; men du er nu Bro’er min ligevel, og derfor skal du faae lidt Mad, og saa kan du gaae til det Lindetræ, hvor jeg sad i Fjor. — Faaer du saa høre Noget
som kan gjøre din Lykke, saa er det godt for dig.“ Ja, Utro lod sig ikke sige det to Gange; har han Tro havt slig Nytte af at sidde i Lindetræet, at han er bleven til Konge over halve England siden i Fjor, saa — tænkte han, og han lagde i Veien og kom til Linden, og den krøb han op i. Han havde ikke siddet der længe, saa kom alle Dyrene og aad og drak og holdt St. Hansleg nede under Træet igjen. Da de havde spist fra sig, vilde Ræven at de skulde til at fortælle Historier, og da kan det vel hænde at Utro begyndte at lye, og det saa Ørene vare færdige at falde af ham.
Men Bjørnen var sindt, han, og brummede og sagde: „Der har Nogen sladret om det, vi fortalte i Fjor, og derfor vil vi nu tie med det, vi veed,“ og saa bad Dyrene Godnat og gik fra hverandre, og Utro var lige klog. Det var fordi han hed Utro og var utro, det.
