Prevod
Ste že kdaj videli zares staro leseno omaro, vso črno od starosti in izrezljano z vijugami in listjem? Prav taka je stala v neki dnevni sobi; podedovali so jo po prababici, od vrha do tal pa je bila okrašena z izrezljanimi vrtnicami in tulipani. Na njej so se prepletale najnenavadnejše vijuge, med katerimi so molili glavice jelenčki z mnogimi parožki, sredi omare pa je bil izrezljan cel mož. Res je bil smešen na pogled in ves čas se je režal, saj temu ni bilo mogoče reči smeh; imel je kozlovske noge, rožičke na čelu in dolgo brado. Otroci v sobi so mu zmeraj pravili kozjenogi nadinpodgeneralvojskovodjanarednik, ker je bilo to ime tako težko izgovoriti in ker ni veliko takih, ki bi imeli ta naziv; pa tudi izrezljati takega moža ni bilo kar tako. A zdaj je bil pač tam! Zmeraj je gledal proti mizici pod ogledalom, kjer je stala ljubka pastirička iz porcelana. Čeveljčki so bili pozlačeni, oblekica lično privzdignjena in speta z rdečo vrtnico, imela pa je tudi zlat klobuček in pastirsko palico; bila je prelepa. Tik ob njej je stal majhen dimnikar, črn kakor oglje, a tudi on je bil iz porcelana. Bil je prav tako čist in čeden kakor kdorkoli drug; dimnikar je bil samo po svoji podobi, izdelovalec porcelana bi bil iz njega prav tako lahko napravil princa, saj je bilo vseeno!
Tam je stal s svojo lestvijo, ves ličen, z obrazom, belim in rožnatim kakor pri deklici, kar je bila pravzaprav napaka, saj bi bil lahko vsaj malo črn. Stal je čisto blizu pastiričke. Oba so postavili tja, kjer sta stala, in ko sta bila že postavljena skupaj, sta se še zaročila; saj sta bila kot ustvarjena drug za drugega, oba mlada, iz istega porcelana in enako krhka.
Blizu njiju je stala še ena figurica, trikrat večja od njiju: star Kitajec, ki je znal kimati. Tudi on je bil iz porcelana in je trdil, da je pastiričkin ded, čeprav tega ni mogel dokazati. Zatrjeval je, da ima oblast nad njo, zato je prikimal kozjenogemu nadinpodgeneralvojskovodjanaredniku, ki je pastiričko snubil.
»Ta bi ti bil mož!« je rekel stari Kitajec. »Mož, ki je, se mi skoraj zdi, iz mahagonijevega lesa. Iz tebe lahko naredi kozjenogo nadinpodgeneralvojskovodjanarednico; vso omaro ima polno srebrnine, da ne govorim o tem, kar hrani v skrivnih predalih!«
»Nočem v tisto temno omaro!« je rekla pastirička. »Slišala sem, da ima v njej že enajst porcelanastih žena!« – »Potem si lahko ti dvanajsta!« je rekel Kitajec. »Nocoj, takoj ko v stari omari zaškripa, bo vajina poroka, tako gotovo, kakor sem jaz Kitajec!« Potem je pokimal z glavo in zaspal.
Pastirička pa je jokala in gledala svojega srčnega izvoljenca, porcelanastega dimnikarja. »Rada bi te prosila,« je rekla, »da greš z menoj v širni svet, kajti tu ne moreva ostati!«
»Storil bom vse, kar želiš!« je rekel mali dimnikar. »Pojdiva takoj; mislim, da te bom s svojo obrtjo že lahko preživljal!« »Ko bi bila le že srečno z mize!« je rekla. »Ne bom vesela, dokler ne bova v širnem svetu!«
Tolažil jo je in ji kazal, kam naj postavi drobno nožico na izrezljanih robovih in pozlačenem listju vzdolž mizne noge. Pomagal si je tudi s svojo lestvijo in tako sta se znašla na tleh. Ko pa sta pogledala proti stari omari, je tam vse vrvelo: vsi izrezljani jelenčki so pomolili glave še bolj naprej, dvignili rogovje in obračali vratove. Kozjenogi nadinpodgeneralvojskovodjanarednik je poskočil visoko v zrak in zavpil staremu Kitajcu: »Bežita! Bežita!«
Tedaj sta se nekoliko prestrašila in naglo skočila v predal miznega nastavka. V njem so ležali trije ali štirje nepopolni kompleti igralnih kart in majhno lutkovno gledališče, postavljeno, kakor se je pač dalo. Pravkar so igrali igro in vse dame, karove in srčeve, križeve in pikove, so sedele v prvi vrsti ter se pahljale s svojimi tulipani. Za njimi so stali vsi fantje in kazali, da imajo glave zgoraj in spodaj, kakor jih pač imajo igralne karte. Igra je govorila o dveh, ki se nista smela poročiti, in pastirička je ob njej jokala, saj je bila čisto podobna njeni lastni zgodbi.
»Tega ne prenesem!« je rekla. »Iz predala moram!« Ko pa sta prišla na tla in pogledala proti mizi, je bil stari Kitajec že buden in se je pozibaval z vsem telesom, saj je bil spodaj ena sama kepa!
»Stari Kitajec prihaja!« je zavpila pastirička in se sesedla na porcelanasta kolena, tako je bila obupana. »Nekaj sem se domislil,« je rekel dimnikar. »Kaj ko bi zlezla v veliko posodo z dišečim cvetjem, ki stoji v kotu? Tam bova lahko ležala na vrtnicah in sivki, njemu pa vrgla sol v oči, ko pride.«
»To ne bo pomagalo!« je rekla. »Poleg tega vem, da sta bila stari Kitajec in posoda z dišečim cvetjem nekoč zaročena, in kadar sta si bila dva tako blizu, ostane med njima zmeraj nekaj naklonjenosti! Ne, nič drugega nama ne preostane, kakor da greva v širni svet!«
»Ali si res dovolj pogumna, da greš z menoj v širni svet?« je vprašal dimnikar. »Si pomislila, kako velik je in da se nikoli več ne bova mogla vrniti sem?«
»Sem!« je rekla. Dimnikar jo je nepremično pogledal, nato pa rekel: »Moja pot vodi skozi dimnik! Si res upaš zlesti z menoj skozi peč, skozi njen boben in cev? Tako prideva v dimnik, tam pa se že znam sukati! Splezala bova tako visoko, da naju ne bodo mogli doseči, čisto na vrhu pa je odprtina v širni svet!«
Odpeljal jo je do vratc peči. »Tam notri je pa črno!« je rekla, vendar je šla z njim, skozi boben in skozi cev, kjer je vladala črna noč.
»Zdaj sva v dimniku!« je rekel. »In glej! Glej! Nad nama sveti prelepa zvezda!« In bila je prava zvezda na nebu, ki je svetila naravnost k njima, kakor da bi jima hotela kazati pot. Plezala sta in se plazila, pot je bila strašna, tako visoko, tako visoko! A on jo je dvigal in ji pomagal, jo pridržal in ji kazal najboljša mesta, kamor naj postavi drobne porcelanaste nožice. Tako sta nazadnje prišla prav do roba dimnika in sedla nanj, saj sta bila pošteno utrujena in sta imela tudi vso pravico do tega.
Nad njima je bilo nebo z vsemi svojimi zvezdami, pod njima pa vse mestne strehe. Videla sta tako daleč naokrog, tako daleč v svet! Uboga pastirička si tega nikoli ni tako predstavljala; naslonila je glavico na svojega dimnikarja in zajokala tako bridko, da se ji je zlato odluščilo s pasu.
»Tega je preveč!« je rekla. »Tega ne prenesem! Svet je prevelik! Ko bi bila spet na mizici pod ogledalom! Nikoli ne bom srečna, dokler ne bom spet tam! Zdaj sem šla s teboj v širni svet, zdaj pa pojdi še ti z menoj domov, če me imaš vsaj malo rad!«
Dimnikar ji je skušal dopovedati, kaj je pametno; govoril ji je o starem Kitajcu in kozjenogem nadinpodgeneralvojskovodjanaredniku, toda tako bridko je ihtela in poljubljala svojega malega dimnikarja, da ji ni mogel odreči, čeprav je vedel, da to ni prav.
In tako sta z veliko težavo spet splezala po dimniku navzdol ter se splazila skozi boben in cev, kar ni bilo prav nič prijetno, nato pa sta se znašla v temni peči. Tam sta se skrila za vratci, da bi ugotovila, kaj se dogaja v sobi. Vse je bilo tiho. Pokukala sta ven – joj, sredi tal je ležal stari Kitajec! Ko se je hotel pognati za njima, je padel z mize in se razbil na tri kose. Ves hrbet se mu je odlomil v enem kosu, glava pa se je odkotalila v kot. Kozjenogi nadinpodgeneralvojskovodjanarednik je stal tam, kjer je stal od nekdaj, in premišljeval.
»To je grozno!« je rekla pastirička. »Stari dedek se je razbil in midva sva kriva! Tega ne bom nikoli prebolela!« In vila je svoje drobcene ročice.
»Še vedno ga lahko spnejo!« je rekel dimnikar. »Prav lepo ga lahko spnejo! Le nikar se tako ne razburjaj! Ko mu zlepijo hrbet in mu v tilnik vstavijo dobro sponko, bo spet kakor nov in nama bo lahko povedal še marsikaj neprijetnega!«
»Misliš?« je rekla. Potem sta spet splezala na mizo, kjer sta stala prej. »No, tako daleč sva prišla!« je rekel dimnikar. »Ves ta trud bi si lahko prihranila!«
»Ko bi le starega dedka že speli!« je rekla pastirička. »Saj menda ne more biti tako drago?« In res so ga speli; družina mu je dala zlepiti hrbet in v vrat je dobil dobro sponko. Bil je kakor nov, le kimati ni mogel več.
»Odkar ste se razbili, ste očitno postali prevzetni!« je rekel kozjenogi nadinpodgeneralvojskovodjanarednik. »Meni se pa ne zdi, da bi bilo to kaj takega, na kar bi bili lahko tako neznansko ponosni! Jo bom dobil ali je ne bom?«
Dimnikar in pastirička sta tako ganljivo gledala starega Kitajca; tako sta se bala, da bo pokimal, a ni mogel, tujcu pa mu je bilo neprijetno povedati, da ima za vselej sponko v tilniku. In tako sta porcelanasta zaljubljenca ostala skupaj, blagoslavljala dedkovo sponko in se ljubila, dokler se nista razbila.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Har du nogensinde set et rigtig gammelt træskab, ganske sort af alderdom og skåret ud med snirkler og løvværk? Just sådant et stod der i en dagligstue, det var arvet fra oldemoder, og udskåret med roser og tulipaner fra øverst til nederst; der var de underligste snirkler og mellem dem stak små hjorte hovedet frem med mange takker, men midt på skabet stod snittet en hel mand, han var rigtignok grinagtig at se på og grine gjorde han, man kunne ikke kalde det at le, han havde gedebukkeben, små horn i panden og et langt skæg. Børnene i stuen kaldte ham altid gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, for det var et svært navn at sige, og der er ikke mange der får den titel; men at lade ham skære ud det var også noget. Dog nu var han der jo! altid så han hen til bordet under spejlet, for der stod en yndig lille hyrdinde af porcelæn; skoene var forgyldt, kjolen nydelig hæftet op med en rød rose og så havde hun guldhat og hyrdestav; hun var dejlig. Tæt ved hende stod en lille skorstensfejer, så sort som et kul, men i øvrigt også af porcelæn; han var lige så ren og pæn som nogen anden, at han var skorstensfejer, det var jo bare noget han forestillede, porcelænsmageren kunne lige så godt have gjort en prins af ham, for det var ét!
Der stod han med sin stige så nydeligt, og med et ansigt, så hvidt og rødt, som en pige og det var egentligt en fejl, for lidt sort kunne han gerne have været. Han stod ganske nær ved hyrdinden; de var begge to stillet hvor de stod, og da de nu var stillet, så havde de forlovet sig, de passede jo for hinanden, de var unge folk, de var af samme porcelæn og begge lige skrøbelige.
Tæt ved dem stod der nok en dukke, der var tre gange større, det var en gammel kineser, som kunne nikke; han var også af porcelæn og sagde at han var bedstefader til den lille hyrdinde, men det kunne han nok ikke bevise, han påstod at han havde magt over hende, og derfor havde han nikket til gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, der friede til den lille hyrdinde.
"Der får du en mand," sagde den gamle kineser, "en mand, som jeg næsten tror er af mahognitræ, han kan gøre dig til gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergentinde, han har hele skabet fuldt af sølvtøj, foruden hvad han har i de hemmelige gemmer!"
"Jeg vil ikke ind i det mørke skab!" sagde den lille hyrdinde, "jeg har hørt sige, at han har derinde elve porcelænskoner!" -
"Så kan du være den tolvte!" sagde kineseren, "i nat, så snart det knager i det gamle skab, skal I have bryllup, så sandt som jeg er en kineser!" og så nikkede han med hovedet og faldt i søvn.
Men den lille hyrdinde græd og så på sin hjertensallerkæreste, den porcelænsskorstensfejer.
"Jeg tror jeg vil bede dig," sagde hun, "at du vil gå med mig ud i den vide verden, for her kan vi ikke blive!"
"Jeg vil alt hvad du vil!" sagde den lille skorstensfejer, "lad os straks gå, jeg tænker nok jeg kan ernære dig ved professionen!"
"Bare vi var vel nede af bordet!" sagde hun, "jeg bliver ikke glad før vi er ude i den vide verden!"
Og han trøstede hende og viste hvor hun skulle sætte sin lille fod på de udskårne kanter og det forgyldte løvværk ned om bordbenet, sin stige tog han også til hjælp og så var de nede på gulvet, men da de så hen til det gamle skab, var der sådant et røre; alle de udskårne hjorte stak hovederne længere frem, rejste takkerne og drejede med halsen; gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten sprang højt i vejret, og råbte over til den gamle kineser, "nu løber de! nu løber de!"
Da blev de lidt forskrækkede, og sprang gesvindt op i skuffen til forhøjningen.
Her lå tre, fire spil kort, som ikke var komplette og et lille dukketeater, der var rejst op, så godt det lod sig gøre; der blev spillet komedie og alle damerne, både ruder og hjerter, klør og spar, sad i første række og viftede sig med deres tulipan og bag ved dem stod alle knægtene og viste at de havde hoved, både foroven og forneden, således som spillekort har det. Komedien handlede om to, som ikke måtte få hinanden, og hyrdinden græd derover, for det var ligesom hendes egen historie.
"Det kan jeg ikke holde ud!" sagde hun. "Jeg må op af skuffen!" men da de kom på gulvet og så op til bordet, så var den gamle kineser vågnet, og rokkede med hele kroppen, han var jo en klump forneden!
"Nu kommer den gamle kineser!" skreg den lille hyrdinde og så faldt hun lige ned på sine porcelænsknæ, så bedrøvet var hun.
"Jeg får en tanke," sagde skorstensfejeren, "skal vi krybe ned i den store potpourrikrukke der står i krogen, der kan vi ligge på roser og lavendler og kaste ham salt i øjnene når han kommer."
"Det kan ikke forslå!" sagde hun, "desuden ved jeg at gamle kineser og potpourrikrukken har været forlovede og der bliver altid lidt godhed tilbage når man således har stået i forhold! nej der er ikke andet for end at gå ud i den vide verden!"
"Har du virkelig mod til at gå med mig ud i den vide verden?" spurgte skorstensfejeren. "Har du betænkt hvor stor den er, og at vi aldrig mere kan komme her tilbage!"
"Det har jeg!" sagde hun.
Og skorstensfejeren så ganske stift på hende og så sagde han: "Min vej går gennem skorstenen! har du virkelig mod til at krybe med mig gennem kakkelovnen både gennem tromlen og røret? så kommer vi ud i skorstenen og der forstår jeg at bruge mig! vi stiger så højt at de ikke kan nå os, og øverst oppe er der et hul ud til den vide verden!"
Og han førte hende hen til kakkelovnsdøren.
"Der ser sort ud!" sagde hun, men hun gik dog med ham, både gennem tromlen og gennem røret, hvor der var den bælgmørke nat.
"Nu er vi i skorstenen!" sagde han, "og se! se! ovenover skinner den dejligste stjerne!"
Og det var en virkelig stjerne på himlen, der skinnede lige ned til dem, ligesom om den ville vise dem vejen. Og de kravlede og de krøb, en gruelig vej var det, så højt, så højt; men han løftede og lettede, han holdt hende og viste de bedste steder hvor hun skulle sætte sine små porcelænsfødder og så nåede de lige op til skorstensranden og på den satte de sig, for de var rigtignok trætte og det kunne de også være.
Himlen med alle sine stjerner var ovenover, og alle byens tage nedenunder; de så så vidt omkring, så langt ud i verden; den stakkels hyrdinde havde aldrig tænkt sig det således, hun lagde sit lille hoved op til sin skorstensfejer og så græd hun, så at guldet sprang af hendes livbånd.
"Det er alt for meget!" sagde hun. "Det kan jeg ikke holde ud! verden er alt for stor! gid jeg var igen på det lille bord under spejlet! jeg bliver aldrig glad før jeg er der igen! nu har jeg fulgt dig ud til den vide verden, nu kan du gerne følge mig hjem igen, dersom du holder noget af mig!"
Og skorstensfejeren talte fornuftig for hende, talte om gamle kineser og om gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, men hun hulkede så gruelig, og kyssede sin lille skorstensfejer, så han kunne ikke andet end føje hende, skønt det var galt.
Og så kravlede de igen med stor besværlighed ned af skorstenen, og de krøb gennem tromlen og røret, det var slet ikke rart, og så stod de i den mørke kakkelovn; dér lurede de bag døren for at få at vide, hvorledes det stod til i stuen. Der var ganske stille; de kiggede ud - ak, dér lå midt på gulvet den gamle kineser, han var faldet ned af bordet, da han ville efter dem og lå slået i tre stykker; hele ryggen var gået af i én stump og hovedet lå trillet hen i en krog; gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten stod hvor han altid havde stået og tænkte over.
"Det er grueligt!" sagde den lille hyrdinde, "gamle bedstefader er slået i stykker, og vi er skyld deri! det kan jeg aldrig overleve!" og så vred hun sine små bitte hænder.
"Han kan klinkes endnu!" sagde skorstensfejeren. "Han kan meget godt klinkes! - Vær bare ikke så heftig! når de limer ham i ryggen og give ham en god klinke i nakken, så vil han være så god som ny igen og kan sige os mange ubehageligheder!"
"Tror du?" sagde hun. Og så krøb de op igen på bordet hvor de før havde stået.
"Se så langt kom vi!" sagde skorstensfejeren, "der kunne vi have sparet os al den ulejlighed!"
"Bare vi havde den gamle bedstefader klinket!" sagde hyrdinden. "Kan det være så dyrt?"
Og klinket blev han; familien lod ham lime i ryggen, han fik en god klinke i halsen, han var så god som ny, men nikke kunne han ikke.
"De er nok blevet hovmodig, siden De har været slået i stykker!" sagde gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten, "jeg synes dog ikke, at det er noget at være så forfærdeligt af! skal jeg have hende eller skal jeg ikke have hende?"
Og skorstensfejeren og den lille hyrdinde så så rørende på den gamle kineser, de var så bange han skulle nikke, men han kunne ikke og det var ham ubehageligt at fortælle til en fremmed, at han havde bestandig en klinke i nakken, og så blev de porcelænsfolk sammen og de velsignede bedstefaders klinke og holdt af hinanden til de gik i stykker.
