Prevod
Nekoč je živela žena, ki si je silno želela čisto majhnega otročička, vendar ni vedela, kje naj ga dobi. Zato je šla k stari čarovnici in ji rekla: »Tako zelo si želim majhnega otroka! Ali mi lahko poveš, kje naj ga dobim?«
»Seveda, že najdeva rešitev!« je rekla čarovnica. »Tule imaš ječmenovo zrno. To ni takšno, kakršna rastejo na kmetovi njivi ali jih dajejo kokošim za hrano. Posadi ga v cvetlični lonček, pa boš videla nekaj posebnega!«
»Hvala ti!« je rekla žena, dala čarovnici dvanajst šilingov in odšla domov. Posadila je ječmenovo zrno in takoj je iz njega zrasla čudovita velika cvetlica. Bila je natanko takšna kakor tulipan, le da so bili njeni cvetni listi tesno stisnjeni skupaj, kot bi bila še v popku.
»Kako ljubka cvetlica!« je rekla žena in poljubila njene lepe rdeče in rumene cvetne liste. A ravno ko jo je poljubila, je v cvetlici glasno počilo in odprla se je. Zdaj se je videlo, da je res tulipan, toda sredi cveta, na zelenem stolčku, je sedela drobcena deklica, tako nežna in ljubka. Velika je bila komaj za palec, zato so jo imenovali Tommelise.
Za zibelko je dobila lepo lakirano orehovo lupino, za blazino modre venčne lističe vijolic, za odejo pa vrtnični listič. V njej je spala ponoči, podnevi pa se je igrala na mizi, kamor je žena postavila krožnik in ga obdala s celim vencem cvetlic, ki so s peclji segale v vodo. Po njej je plaval velik tulipanov list in Tommelise je sedela na njem ter plula z enega konca krožnika na drugega. Za vesli je imela dve beli dlaki iz konjske žime. Kako lepo je bilo to videti! Znala je tudi peti, in sicer tako nežno in ljubko, kakor tam še nihče nikoli ni slišal.
Neko noč, ko je ležala v svoji lepi posteljici, je skozi okno priskakala ostudna krastača; ena šipa je bila razbita. Krastača je bila grda, velika in mokra. Skočila je naravnost na mizo, kjer je Tommelise spala pod rdečim vrtničnim lističem.
»To bi bila krasna žena za mojega sina!« je rekla krastača. Pograbila je orehovo lupino, v kateri je spala Tommelise, in z njo skočila skozi razbito šipo na vrt.
Tam je tekla velika, široka reka, tik ob bregu pa je bilo močvirno in blatno. Tu je krastača živela s svojim sinom. Uf! Tudi on je bil grd in oduren, čisto podoben svoji materi. »Kvak, kvak, brekekekeks!« To je bilo vse, kar je znal reči, ko je zagledal ljubko deklico v orehovi lupini.
»Ne govori tako glasno, sicer jo boš zbudil!« je rekla stara krastača. »Še vedno nama lahko pobegne, saj je lahka kakor labodji puh! Postavila jo bova sredi reke na enega širokih lokvanjevih listov. Zanjo, ki je tako lahka in majhna, bo kakor otok! Od tam ne more pobegniti, medtem ko bova pod blatom uredila sprejemnico, kjer bosta živela in si ustvarila dom!«
V reki je raslo mnogo lokvanjev s širokimi zelenimi listi, ki so bili videti, kakor da plavajo na vodi. List, ki je bil najdlje od brega, je bil tudi največji. Do njega je priplavala stara krastača in nanj postavila orehovo lupino s Tommelise.
Drobna revica se je zbudila že zgodaj zjutraj. Ko je videla, kje je, je začela bridko jokati, kajti veliki zeleni list je z vseh strani obdajala voda in nikakor ni mogla priti na breg.
Stara krastača je medtem sedela spodaj v blatu in krasila svojo sobo s trstjem in rumenimi cvetovi blatnikov, da bi bila kar najlepša za novo snaho. Nato je z grdim sinom priplavala do lista, na katerem je stala Tommelise. Prišla sta po njeno lepo posteljico, da bi jo postavila v poročno sobo, še preden bi prišla nevesta. Stara krastača se je pred njo globoko priklonila v vodi in rekla: »Poglej, to je moj sin. Tvoj mož bo in prav lepo bosta živela spodaj v blatu!«
»Kvak, kvak! Brekekekeks!« je bilo vse, kar je znal reči sin. Nato sta vzela lepo posteljico in odplavala z njo, Tommelise pa je ostala čisto sama na zelenem listu in jokala, saj ni hotela živeti pri odurni krastači niti imeti njenega ostudnega sina za moža. Ribice, ki so plavale v vodi, so videle krastačo in slišale, kaj je rekla. Zato so pomolile glavice iz vode, da bi videle deklico. Brž ko so jo zagledale, se jim je zdela tako ljubka, da jih je močno zabolelo pri srcu ob misli, da mora k grdi krastači. Ne, to se ne sme zgoditi! V vodi so se zbrale okoli zelenega stebla, ki je držalo list, na katerem je stala, in ga z zobki pregriznile. List je nato odplaval po reki in odnesel Tommelise daleč proč, tja, kamor krastača ni mogla za njo.
Tommelise je plula mimo mnogih krajev. Ptički so sedeli v grmovju, jo gledali in peli: »Kako ljubka mlada gospodična!« List z njo je plaval vse dlje in dlje. Tako je Tommelise odpotovala v tuje dežele.
Ljubek bel metuljček je ves čas letal okoli nje in nazadnje sedel na list, ker mu je bila Tommelise tako všeč. Tudi ona je bila vesela, saj je krastača zdaj ni mogla več doseči, in vse okoli nje je bilo tako lepo. Sonce je sijalo na vodo, ki se je bleščala kakor najlepše zlato. Vzela je trak, ki ga je nosila okoli pasu, en konec privezala metuljčku, drugega pa pritrdila na list. Ta je zdaj drsel veliko hitreje, z njim pa tudi ona, saj je stala na njem.
Tisti hip je priletel velik majski hrošč. Zagledal jo je, jo v trenutku s krempeljcem objel okoli vitkega pasu in z njo odletel na drevo. Zeleni list pa je plaval naprej po reki in metuljček je letel z njim, saj je bil privezan nanj in se ni mogel osvoboditi.
Ojoj, kako se je uboga Tommelise prestrašila, ko jo je majski hrošč odnesel na drevo! A še bolj jo je žalostila misel na lepega belega metuljčka, ki ga je privezala na list. Če se ne bo mogel osvoboditi, bo vendar umrl od lakote. Toda majskemu hrošču za to ni bilo prav nič mar. Z njo je sedel na največji zeleni list na drevesu, ji dal jesti sladki cvetni med in ji rekel, da je zelo ljubka, čeprav ni niti malo podobna majskemu hrošču. Pozneje so prišli na obisk vsi drugi majski hrošči, ki so živeli na drevesu. Ogledovali so si Tommelise in gospodične hroščevke so vihale tipalke ter govorile: »Saj ima samo dve nogi, kako klavrno je to videti!« »Pa nobenih tipalk nima!« je rekla druga. »Tako tanka je v pasu, fej! Kakor človek je! Kako je grda!« so rekle vse hroščevke. Pa je bila Tommelise vendar tako ljubka! Tako se je zdelo tudi hrošču, ki jo je odnesel, a ker so vsi drugi govorili, da je ostudna, jim je nazadnje verjel tudi sam in je ni več maral. Lahko je šla, kamor je hotela. Odnesli so jo z drevesa in jo položili na cvet kamilice. Tam je jokala, ker je bila tako grda, da je majski hrošči niso hoteli imeti pri sebi, v resnici pa je bila najlepša, kar si jih je mogoče zamisliti, nežna in čista kakor najlepši vrtnični listič.
Vse poletje je uboga Tommelise živela čisto sama v velikem gozdu. Iz travnih bilk si je spletla posteljico in jo obesila pod velik list kislice, da dež ni mogel padati nanjo. Iz cvetlic je nabirala sladki med in ga jedla, pila pa je roso, ki se je vsako jutro nabirala na listih. Tako sta minila poletje in jesen, nato pa je prišla zima, mrzla, dolga zima. Vse ptice, ki so ji tako lepo pele, so odletele, drevesa in cvetlice so oveneli, veliki list kislice, pod katerim je prebivala, se je zvil in od njega je ostal le rumen, suh pecelj. Strašno jo je zeblo, saj je imela raztrgano obleko, sama pa je bila tako nežna in drobna. Uboga Tommelise, gotovo bo zmrznila! Začelo je snežiti in vsaka snežinka, ki je padla nanjo, je bila, kakor če bi na nas vrgli celo lopato snega, kajti mi smo veliki, ona pa je merila komaj en palec. Zavila se je v suh list, vendar je ni ogrel; vsa se je tresla od mraza.
Tik ob gozdu, do koder je zdaj prišla, je ležala velika žitna njiva. Toda žito so že davno poželi in iz zmrznjene zemlje so štrleli samo še goli, suhi ostanki stebel. Ko je hodila med njimi, so bili zanjo kakor cel gozd. Oh, kako se je tresla od mraza! Tedaj je prišla do vrat poljske miši. To je bila majhna luknja pod strniščem. Tam je poljska miš živela na toplem in v udobju, imela je celo sobo polno žita, lepo kuhinjo in shrambo. Uboga Tommelise je stopila na prag kakor revna deklica, ki berači, in prosila za košček ječmenovega zrna, saj že dva dni ni zaužila niti grižljaja.
»Revica mala!« je rekla poljska miš, ki je bila pravzaprav dobrosrčna stara miš. »Pridi v mojo toplo sobo in jej z menoj!« Ker ji je bila Tommelise všeč, ji je rekla: »Čez zimo lahko ostaneš pri meni, vendar moraš skrbeti, da bo moja soba lepo čista, in mi pripovedovati zgodbe, saj jih imam zelo rada.« Tommelise je storila, kar je dobra stara poljska miš zahtevala, in tako ji je bilo prav lepo.
»Zdaj bova najbrž kmalu dobili obisk!« je rekla poljska miš. »Moj sosed me navadno obišče enkrat na teden. Še lepše živi kot jaz, ima velike dvorane in nosi čudovit črn žameten kožuh! Ko bi ga le dobila za moža, bi bila dobro preskrbljena. Le videti ne more. Pripovedovati mu moraš najlepše zgodbe, kar jih poznaš!«
Toda Tommelise ni bilo do tega. Soseda nikakor ni hotela za moža, saj je bil krt. Prišel je na obisk v svojem črnem žametnem kožuhu. Bil je zelo bogat in učen, je rekla poljska miš, njegovo domovanje pa je bilo več kot dvajsetkrat večje od njenega. Učen je že bil, toda sonca in lepih cvetlic sploh ni maral. Grdo je govoril o njih, saj jih nikoli ni videl. Tommelise je morala peti in zapela je pesmici »Majski hrošč, leti, leti!« in »Menih gre po travnikih«. Krt se je zaradi njenega lepega glasu zaljubil vanjo, vendar ni ničesar rekel, saj je bil zelo preudaren gospod.
Pred kratkim je skozi zemljo izkopal dolg rov od svojega do njunega doma in poljski miši ter Tommelise dovolil, da se po njem sprehajata, kadar želita. Opozoril pa ju je, naj se ne prestrašita mrtve ptice, ki leži v rovu. Bila je cela ptica s perjem in kljunom, ki je najbrž poginila šele pred kratkim, na začetku zime, zdaj pa je ležala pod zemljo prav tam, kjer je izkopal rov.
Krt je vzel v usta kos trhlega lesa, ki se v temi sveti kakor ogenj, ter stopal pred njima in jima svetil po dolgem, temnem rovu. Ko so prišli do mesta, kjer je ležala mrtva ptica, je široki smrček uprl v strop in odrinil zemljo, da je nastala velika luknja, skozi katero je lahko posijala svetloba. Sredi tal je ležala mrtva lastovka, z lepimi krili tesno stisnjenimi ob telo ter z nogami in glavo skritimi pod perjem. Uboga ptica je gotovo poginila od mraza. Tommelise se je zelo zasmilila, saj je imela rada vse male ptičke, ki so ji vse poletje tako lepo peli in žvrgoleli. Krt pa jo je dregnil s kratkimi nogami in rekel: »Zdaj nič več ne čivka! Kako klavrno mora biti, če se rodiš kot ptiček! Hvala bogu, da nobeden od mojih otrok ne bo takšen. Tak ptič nima ničesar razen svojega čivkanja in pozimi mora umreti od lakote!«
»Da, kot razumen gospod imate vso pravico tako reči,« je rekla poljska miš. »Kaj ima ptica od vsega svojega čivkanja, ko pride zima? Stradati mora in zmrzovati, pa naj se še tako postavlja!«
Tommelise ni rekla ničesar. Ko pa sta druga dva ptici obrnila hrbet, se je sklonila, razmaknila perje, ki ji je prekrivalo glavo, in jo poljubila na zaprte oči. »Morda mi je prav ona poleti tako lepo pela,« je pomislila. »Koliko veselja mi je prinesla, ljuba, lepa ptica!«
Krt je zdaj zamašil luknjo, skozi katero je sijala dnevna svetloba, in dami pospremil domov. Toda ponoči Tommelise nikakor ni mogla zaspati. Vstala je iz postelje, iz sena spletla veliko, lepo odejo, jo odnesla v rov in razgrnila okoli mrtve ptice. Ob njo je položila še mehek bombaž, ki ga je našla v sobi poljske miši, da bi ji bilo v mrzli zemlji toplo.
»Zbogom, lepa ptičica!« je rekla. »Zbogom in hvala za tvoje čudovito petje poleti, ko so bila vsa drevesa zelena in je sonce tako toplo sijalo na nas!« Nato je glavo naslonila na ptičje prsi, a se je v istem hipu močno prestrašila, kajti zazdelo se ji je, da v njih nekaj bije. To je bilo ptičje srce. Ptica ni bila mrtva, le otrpnila je, zdaj pa se je ogrela in spet oživela.
Jeseni vse lastovke odletijo v tople dežele, če pa se katera zamudi, tako prezebe, da pade na tla kakor mrtva. Obleži tam, kjer je padla, in mrzli sneg jo prekrije.
Tommelise se je vsa tresla, tako se je prestrašila, saj je bila ptica v primerjavi z njo, ki je merila komaj en palec, velikanska. Vendar je zbrala pogum, tesneje ovila bombaž okoli uboge lastovke, nato pa prinesla list kodraste mete, s katerim se je dotlej pokrivala sama, in ga položila ptici čez glavo.
Naslednjo noč se je spet prikradla k njej. Lastovka je bila zdaj povsem živa, vendar tako slabotna, da je le za hip odprla oči in pogledala Tommelise, ki je stala s kosom trhlega lesa v roki, saj druge svetilke ni imela.
»Hvala ti, ljubki mali otrok!« ji je rekla bolna lastovka. »Tako lepo sem se ogrela! Kmalu se mi bodo povrnile moči in spet bom lahko letela zunaj na toplem soncu!«
»Oh!« je rekla Tommelise. »Zunaj je tako mrzlo, sneži in zmrzuje! Kar ostani v svoji topli postelji, jaz bom skrbela zate!« Lastovki je prinesla vodo v cvetnem lističu. Ta je pila in ji pripovedovala, kako si je na trnovem grmu raztrgala eno perut, zato ni mogla leteti tako hitro kot druge lastovke, ki so odletele daleč proč v tople dežele. Nazadnje je padla na tla, ničesar več pa se ni spominjala in tudi ni vedela, kako je prišla sem.
Vso zimo je ostala tam spodaj. Tommelise je lepo skrbela zanjo in jo imela zelo rada. Ne krt ne poljska miš o tem nista izvedela prav ničesar, saj uboge, revne lastovke nista marala.
Brž ko je prišla pomlad in je sonce ogrelo zemljo, se je lastovka poslovila od Tommelise, ta pa je odprla luknjo, ki jo je nad njima napravil krt. Sonce je tako lepo posijalo k njima in lastovka jo je vprašala, ali bi šla z njo. Lahko bi ji sedla na hrbet in odleteli bi daleč v zeleni gozd. Toda Tommelise je vedela, da bi staro poljsko miš razžalostilo, če bi jo tako zapustila.
»Ne, ne morem!« je rekla Tommelise. »Zbogom, zbogom, dobra, ljubka deklica!« je rekla lastovka in odletela na sonce. Tommelise je gledala za njo in oči so se ji napolnile s solzami, saj je imela ubogo lastovko tako rada.
»Čiv, čiv!« je zapela ptica in odletela v zeleni gozd. Tommelise je bila zelo žalostna. Nikakor ni smela ven na toplo sonce. Tudi žito, posejano na njivi nad domom poljske miši, je zraslo visoko v zrak. Za ubogo deklico, ki je bila velika komaj za palec, je bilo kakor gost gozd.
»Zdaj moraš čez poletje sešiti svojo balo!« ji je rekla poljska miš, kajti sosed, dolgočasni krt v črnem žametnem kožuhu, jo je zasnubil. »Imeti moraš volnene in platnene reči! Ko boš krtova žena, boš potrebovala kaj za sedenje in spanje!«
Tommelise je morala presti na ročno vreteno, poljska miš pa je najela štiri pajke, da so noč in dan predli in tkali. Vsak večer je krt prišel na obisk in ves čas govoril, da sonce, ko bo poletja konec, ne bo več tako vroče sijalo. Zdaj je namreč tako žgalo zemljo, da je bila trda kakor kamen. Da, ko bo poletja konec, se bo poročil s Tommelise. A ona ni bila prav nič vesela, saj dolgočasnega krta ni marala. Vsako jutro ob sončnem vzhodu in vsak večer ob zahodu se je prikradla k vratom. Kadar je veter razmaknil žitne klase, da je lahko videla modro nebo, je premišljevala, kako svetlo in lepo je zunaj, in si silno želela, da bi spet videla ljubo lastovko. Toda ta se ni več vrnila, najbrž je letala daleč proč v lepem zelenem gozdu.
Ko je prišla jesen, je imela Tommelise vso balo pripravljeno. »Čez štiri tedne bo tvoja poroka!« ji je rekla poljska miš. Toda Tommelise je jokala in govorila, da dolgočasnega krta noče za moža.
»Nesmisel!« je rekla poljska miš. »Ne bodi trmasta, sicer te ugriznem s svojim belim zobom! Saj dobiš krasnega moža! Takega črnega žametnega kožuha nima niti kraljica! Njegova kuhinja in klet sta polni dobrot. Bogu se zahvali zanj!«
In tako je prišel čas za poroko. Krt je že prišel po Tommelise. Z njim naj bi živela globoko pod zemljo in nikoli več prišla na toplo sonce, saj ga ni maral. Uboga deklica je bila zelo žalostna. Zdaj se je morala posloviti od lepega sonca, ki ga je pri poljski miši vendar smela gledati z vrat.
»Zbogom, svetlo sonce!« je rekla in dvignila roke visoko v zrak. Stopila je tudi malo ven iz doma poljske miši, kajti žito je bilo zdaj požeto in ostala so samo še suha stebla. »Zbogom, zbogom!« je rekla in z drobnimi rokami objela majhno rdečo cvetlico, ki je rasla tam. »Pozdravi malo lastovko v mojem imenu, če jo boš videla!«
»Čiv, čiv!« se je tisti hip oglasilo nad njeno glavo. Pogledala je navzgor in zagledala malo lastovko, ki je ravno letela mimo. Brž ko je lastovka opazila Tommelise, se je silno razveselila. Deklica ji je povedala, kako nerada bi se poročila z grdim krtom in da bi morala potem živeti globoko pod zemljo, kjer sonce nikoli ne sije. Pri tem se ni mogla zadržati, da ne bi zajokala.
»Zdaj prihaja mrzla zima,« je rekla mala lastovka. »Odletela bom daleč proč v tople dežele. Bi šla z menoj? Lahko mi sediš na hrbtu! Priveži se s trakom, ki ga nosiš okoli pasu, pa bova odleteli proč od grdega krta in njegove temne sobe, daleč čez gore v tople dežele, kjer sonce sije lepše kot tu, kjer je vedno poletje in polno čudovitih cvetlic. Kar odleti z menoj, ljuba mala Tommelise, ki si mi rešila življenje, ko sem prezebla ležala v temni podzemni kleti!«
»Da, šla bom s teboj!« je rekla Tommelise in sedla ptici na hrbet, z nogami na njeni razprti peruti. Trak je privezala na eno najmočnejših peres in lastovka je poletela visoko v zrak, čez gozdove in jezera, visoko nad velike gore, kjer vedno leži sneg. Tommelise je v hladnem zraku zeblo, zato se je zavlekla pod ptičje toplo perje in pomolila ven le glavico, da je lahko gledala vso lepoto pod seboj.
Tako sta prišli v tople dežele. Tam je sonce sijalo veliko svetleje kot pri nas, nebo je bilo dvakrat višje, ob jarkih in plotovih pa je raslo najlepše zeleno in modro grozdje. V gozdovih so visele limone in pomaranče, dišalo je po mirtah in kodrasti meti, po cesti pa so tekali ljubki otroci in se igrali z velikimi pisanimi metulji. Toda lastovka je letela še dlje in vse je postajalo lepše in lepše. Pod čudovitimi zelenimi drevesi ob modrem jezeru je stal bleščeče bel marmornat grad iz davnih časov. Vinska trta se je ovijala okoli visokih stebrov, čisto zgoraj pa je bilo mnogo lastovičjih gnezd. V enem od njih je prebivala lastovka, ki je nosila Tommelise.
»Tu je moj dom!« je rekla lastovka. »Ti pa si izberi eno od krasnih cvetlic, ki rastejo spodaj. Položila te bom vanjo in v njej ti bo tako lepo, kakor si le lahko želiš!«
»Kako čudovito!« je rekla deklica in zaploskala z drobnimi rokami. Na tleh je ležal velik bel marmornat steber, ki se je zrušil in prelomil na tri dele, med njimi pa so rasle najlepše velike bele cvetlice. Lastovka je s Tommelise poletela dol in jo položila na enega širokih cvetnih listov. Kako se je deklica začudila! Sredi cveta je sedel majhen možiček, tako bel in prosojen, kakor bi bil iz stekla. Na glavi je imel prelepo zlato kronico, na ramenih pa čudovita prozorna krila. Sam ni bil nič večji od Tommelise. Bil je angel cvetlice. V vsaki cvetlici je živel takšen možiček ali ženička, toda ta je bil kralj vseh.
»O, kako je lep!« je Tommelise zašepetala lastovki. Mali princ se je lastovke zelo prestrašil, kajti zanj, ki je bil tako droben in nežen, je bila velikanska ptica. Ko pa je zagledal Tommelise, se je silno razveselil. Bila je najlepša deklica, kar jih je kdaj videl. Zato je snel zlato kronico in jo položil na njeno glavo, nato pa jo vprašal, kako ji je ime in ali bi bila njegova žena. Tako bi postala kraljica vseh cvetlic! Da, to je bil pravi mož, čisto drugačen od krastačinega sina in krta s črnim žametnim kožuhom. Zato je lepemu princu rekla da. Iz vsake cvetlice je prišla dama ali gospod, vsi tako ljubki, da jih je bilo veselje gledati. Vsak je Tommelise prinesel darilo, najlepše od vseh pa je bil par čudovitih kril velike bele muhe. Pritrdili so jih Tommelise na hrbet in zdaj je tudi ona lahko letala s cveta na cvet. Kako veselo je bilo! Mala lastovka je sedela zgoraj v svojem gnezdu in jim pela, kakor lepo je le znala, toda v srcu je bila vendar žalostna, saj je imela Tommelise tako rada, da se nikoli ne bi hotela ločiti od nje.
»Ne boš se več imenovala Tommelise!« ji je rekel angel cvetlice. »To je grdo ime, ti pa si tako lepa. Imenovali te bomo Maja!« »Zbogom! Zbogom!« je rekla mala lastovka in znova odletela iz toplih dežel daleč nazaj na Dansko. Tam je imela majhno gnezdo nad oknom moža, ki zna pripovedovati pravljice. Njemu je pela »čiv, čiv!« in tako smo izvedeli vso zgodbo.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en kone, som så gerne ville have sig et lille bitte barn, men hun vidste slet ikke, hvor hun skulle få et fra; så gik hun hen til en gammel heks og sagde til hende: "Jeg ville så inderlig gerne have et lille barn, vil du ikke sige mig, hvor jeg dog skal få et fra?"
"Jo, det skal vi nok komme ud af!" sagde heksen. "Dér har du et bygkorn, det er slet ikke af den slags, som gror på bondemandens mark, eller som hønsene får at spise, læg det i en urtepotte, så skal du få noget at se!"
"Tak skal du have!" sagde konen og gav heksen tolv skilling, gik så hjem, plantede bygkornet, og straks voksede der en dejlig stor blomst op, den så ganske ud, som en tulipan, men bladene lukkede sig tæt sammen, ligesom om den endnu var i knop.
"Det er en nydelig blomst!" sagde konen, og kyssede den på de smukke røde og gule blade, men lige i det hun kyssede, gav blomsten et stort knald, og åbnede sig. Det var en virkelig tulipan, kunne man nu se, men midt inde i blomsten, på den grønne stol, sad der en lille bitte pige, så fin og nydelig, hun var ikke uden en tomme lang, og derfor kaldtes hun Tommelise.
En nydelig lakeret valnødskal fik hun til vugge, blå violblade var hendes madrasser og et rosenblad hendes overdyne; der sov hun om natten, men om dagen legede hun på bordet, hvor konen havde sat en tallerken, som hun havde lagt en hel krans om med blomster, der stak deres stilke ned i vandet; her flød et stort tulipanblad, og på dette måtte Tommelise sidde og sejle fra den ene side af tallerknen til den anden; hun havde to hvide hestehår at ro med. Det så just dejligt ud. Hun kunne også synge, oh så fint og nydeligt, som man aldrig her havde hørt.
En nat, som hun lå i sin smukke seng, kom der en hæslig skrubtudse hoppende ind af vinduet; der var en rude itu. Skrubtudsen var så styg, stor og våd, den hoppede lige ned på bordet, hvor Tommelise lå og sov under det røde rosenblad.
"Det var en dejlig kone til min søn!" sagde skrubtudsen, og så tog hun fat i valnødskallen, hvor Tommelise sov, og hoppede bort med hende gennem ruden, ned i haven.
Der løb en stor, bred å; men lige ved bredden var det sumpet og mudret; her boede skrubtudsen med sin søn. Uh! han var også styg og fæl, lignede ganske sin moder: "Koaks, koaks, brekke-ke-keks!" Det var alt hvad han kunne sige, da han så den nydelige lille pige i valnødskallen.
"Snak ikke så højt, for ellers vågner hun!" sagde den gamle skrubtudse, "hun kunne endnu løbe fra os, for hun er så let, som et svanedun! Vi vil sætte hende ud i åen på et af de brede åkandeblade, det er for hende, der er så let og lille, ligesom en ø! Der kan hun ikke løbe bort, mens vi gør stadsstuen i stand nede under mudderet, hvor I skal bo og bygge!"
Ude i åen voksede der så mange åkander med de brede grønne blade, der ser ud som de flyder oven på vandet; det blad, som var længst ude, var også det allerstørste; dér svømmede den gamle skrubtudse ud og satte valnødskallen med Tommelise.
Den lillebitte stakkel vågnede ganske tidlig om morgnen, og da hun så, hvor hun var, begyndte hun så bitterligt at græde, for der var vand på alle sider af det store grønne blad, hun kunne slet ikke komme i land.
Den gamle skrubtudse sad nede i mudderet og pyntede sin stue op med siv og gule åknapper, der skulle være rigtigt net for den nye svigerdatter, svømmede så med den stygge søn ud til bladet, hvor Tommelise stod, de ville hente hendes pæne seng, den skulle sættes op i brudekamret, før hun selv kom der. Den gamle skrubtudse nejede så dybt i vandet for hende og sagde: "Her skal du se min søn, han skal være din mand, og I skal bo så dejligt nede i mudderet!"
"Koaks, koaks! Brekkekekeks!" det var alt, hvad sønnen kunne sige.
Så tog de den nydelige lille seng og svømmede bort med den, men Tommelise sad ganske alene og græd på det grønne blad, for hun ville ikke bo hos den fæle skrubtudse eller have hendes hæslige søn til sin mand. De små fisk, som svømmede nede i vandet, havde nok set skrubtudsen og hørt hvad hun sagde, derfor stak de hovederne op, de ville dog se den lille pige. Så snart de fik hende at se, fandt de hende så nydelig, og det gjorde dem så ondt, at hun skulle ned til den stygge skrubtudse. Nej, det skulle aldrig ske. De flokkede sig nede i vandet rundt om den grønne stilk, der holdt bladet, hun stod på, gnavede med tænderne stilken over, og så flød bladet ned af åen, bort med Tommelise, langt bort, hvor skrubtudsen ikke kunne komme.
Tommelise sejlede forbi så mange stæder, og de små fugle sad i buskene, så hende og sang "hvilken nydelig lille jomfru!" Bladet med hende svømmede længere og længere bort; således rejste Tommelise udenlands.
En nydelig lille hvid sommerfugl blev ved at flyve rundt omkring hende, og satte sig til sidst ned på bladet, for den kunne så godt lide Tommelise, og hun var så fornøjet, for nu kunne skrubtudsen ikke nå hende og der var så dejligt, hvor hun sejlede; solen skinnede på vandet, det var ligesom det dejligste guld. Så tog hun sit livbånd, bandt den ene ende om sommerfuglen, den anden ende af båndet satte hun fast i bladet; det gled da meget hurtigere af sted og hun med, for hun stod jo på bladet.
I det samme kom der en stor oldenborre flyvende, den fik hende at se og i øjeblikket slog den sin klo om hendes smækre liv og fløj op i træet med hende, men det grønne blad svømmede ned af åen og sommerfuglen fløj med, for han var bundet til bladet og kunne ikke komme løs.
Gud, hvor den stakkels Tommelise blev forskrækket, da oldenborren fløj op i træet med hende, men hun var dog allermest bedrøvet for den smukke, hvide sommerfugl, hun havde bundet fast til bladet; dersom han nu ikke kunne komme løs, måtte han jo sulte ihjel. Men det brød oldenborren sig ikke noget om. Den satte sig med hende på det største, grønne blad i træet, gav hende det søde af blomsterne at spise og sagde, at hun var så nydelig, skønt hun slet ikke lignede en oldenborre. Siden kom alle de andre oldenborrer, der boede i træet, og gjorde visit; de så på Tommelise, og frøken-oldenborrerne trak på følehornene og sagde: "Hun har dog ikke mere end to ben, det ser ynkeligt ud. Hun har ingen følehorn!" sagde den anden. "Hun er så smækker i livet, fy! hun ser ud ligesom et menneske! hvor hun er styg!" sagde alle hun-oldenborrerne, og så var Tommelise dog så nydelig; det syntes også den oldenborre, som havde taget hende, men da alle de andre sagde, hun var hæslig, så troede han det til sidst også og ville slet ikke have hende; hun kunne gå, hvor hun ville. De fløj ned af træet med hende og satte hende på en gåseurt; der græd hun, fordi hun var så styg, at oldenborrerne ikke ville have hende, og så var hun dog den dejligste, man kunne tænke sig, så fin og klar som det skønneste rosenblad.
Hele sommeren igennem levede den stakkels Tommelise ganske alene i den store skov. Hun flettede sig en seng af græsstrå og hang den under et stort skræppeblad, så kunne det ikke regne på hende; hun pillede det søde af blomsterne og spiste, og drak af duggen, der hver morgen stod på bladene; således gik sommer og efterår, men nu kom vinteren, den kolde, lange vinter. Alle fuglene, der havde sunget så smukt for hende, fløj deres vej, træerne og blomsterne visnede, det store skræppeblad, hun havde boet under, rullede sammen og blev kun en gul, vissen stilk, og hun frøs så forskrækkeligt, for hendes klæder var itu og hun var selv så fin og lille, den stakkels Tommelise, hun måtte fryse ihjel. Det begyndte at sne og hver snefnug, der faldt på hende, var, som når man kaster en hel skuffefuld på os, thi vi er store og hun var kun en tomme lang. Så svøbte hun sig ind i et vissent blad, men det ville ikke varme, hun rystede af kulde.
Tæt uden for skoven, hvor hun nu var kommet, lå en stor kornmark, men kornet var for længe siden borte, kun de nøgne, tørre stubbe stod op af den frosne jord. De var ligesom en hel skov for hende at gå imellem, oh, hun rystede sådan af kulde. Så kom hun til markmusens dør. Den var et lille hul inde under kornstubbene. Der boede markmusen lunt og godt, havde hele stuen fuld af korn, et dejligt køkken og spisekammer. Den stakkels Tommelise stillede sig inden for døren, ligesom en anden fattig tiggerpige og bad om et lille stykke af et bygkorn, for hun havde i to dage ikke fået det mindste at spise.
"Din lille stakkel!" sagde markmusen, for det var i grunden en god gammel markmus, "kom du ind i min varme stue og spis med mig!"
Da hun nu syntes godt om Tommelise, sagde hun: "Du kan gerne blive hos mig i vinter, men du skal holde min stue pæn ren og fortælle mig historier, for dem holder jeg meget af," og Tommelise gjorde, hvad den gode, gamle markmus forlangte og havde det da grumme godt.
"Nu får vi nok snart besøg!" sagde markmusen, "min nabo plejer hver ugesdag at besøge mig. Han sidder bedre endnu inden vægge, end jeg; har store sale og går med sådan en dejlig, sort fløjlspels! Bare du kunne få ham til mand, så var du godt forsørget; men han kan ikke se. Du må fortælle ham de nydeligste historier, du ved!"
Men det brød Tommelise sig ikke om, hun ville slet ikke have naboen, for han var en muldvarp. Han kom og gjorde visit i sin sorte fløjlspels, han var så rig og så lærd, sagde markmusen, hans huslejlighed var også over tyve gange større, end markmusens, og lærdom havde han, men solen og de smukke blomster kunne han slet ikke lide, dem snakkede han ondt om, for han havde aldrig set dem. Tommelise måtte synge og hun sang både "Oldenborre flyv, flyv!" og "Munken går i enge," så blev muldvarpen forlibt i hende, for den smukke stemmes skyld, men han sagde ikke noget, han var sådan en sindig mand.
Han havde nylig gravet sig en lang gang gennem jorden fra sit til deres hus, i den fik markmusen og Tommelise lov til at spadsere, når de ville. Men han bad dem ikke blive bange for den døde fugl, som lå i gangen; det var en hel fugl med fjer og næb, der vist var død for ganske nylig, da vinteren begyndte, og nu gravet ned, just hvor han havde gjort sin gang.
Muldvarpen tog et stykke trøske i munden, for det skinner jo ligesom ild i mørke, og gik så foran og lyste for dem i den lange, mørke gang; da de så kom, hvor den døde fugl lå, satte muldvarpen sin brede næse mod loftet og stødte jorden op, så der blev et stort hul, som lyset kunne skinne ned igennem. Midt på gulvet lå en død svale, med de smukke vinger trykkede fast ind om siderne, benene og hovedet trukket ind under fjerene; den stakkels fugl var bestemt død af kulde. Det gjorde Tommelise så ondt for den, hun holdt så meget af alle de små fugle, de havde jo hele sommeren sunget og kvidret så smukt for hende, men muldvarpen stødte til den med sine korte ben og sagde: "Nu piber den ikke mere! Det må være ynkeligt at blive født til en lille fugl! Gud ske lov, at ingen af mine børn bliver det; sådan en fugl har jo ingen ting uden sit kvivit og må sulte ihjel til vinteren!"
"Ja, det må I, som en fornuftig mand, nok sige," sagde markmusen. "Hvad har fuglen for al sit kvivit, når vinteren kommer? Den må sulte og fryse; men det skal vel også være så stort!"
Tommelise sagde ikke noget, men da de to andre vendte ryggen til fuglen, bøjede hun sig ned, skød fjedrene til side, der lå over dens hoved, og kyssede den på de lukkede øjne. "Måske var det den, som sang så smukt for mig i sommer," tænkte hun, "hvor den skaffede mig megen glæde, den kære, smukke fugl!"
Muldvarpen stoppede nu hullet til, som dagen skinnede igennem, og fulgte så damerne hjem. Men om natten kunne Tommelise slet ikke sove, så stod hun op af sin seng og flettede af hø et stort smukt tæppe, og det bar hun ned og bredte rundt om den døde fugl, lagde blød bomuld, hun havde fundet i markmusens stue, på siderne af fuglen, for at den kunne ligge varmt i den kolde jord.
"Farvel du smukke lille fugl!" sagde hun, "farvel og tak for din dejlige sang i sommer, da alle træerne var grønne og solen skinnede så varmt på os!" Så lagde hun sit hoved op til fuglens bryst, men blev i det samme ganske forskrækket, thi det var ligesom noget bankede der indenfor. Det var fuglens hjerte. Fuglen var ikke død, den lå i dvale, og var nu blevet opvarmet og fik liv igen.
Om efteråret så flyver alle svalerne bort til de varme lande, men er der én der forsinker sig, så fryser den således, at den falder ganske død ned, bliver liggende, hvor den falder, og den kolde sne lægger sig ovenover.
Tommelise rystede ordentligt, så forskrækket var hun blevet, for fuglen var jo en stor, stor én imod hende, der kun var en tomme lang, men hun tog dog mod til sig, lagde bomulden tættere om den stakkels svale, og hentede et krusemynteblad, hun selv havde haft til overdyne, og lagde det over fuglens hoved.
Næste nat listede hun sig igen ned til den, og da var den ganske levende, men så mat, den kunne kun et lille øjeblik lukke sine øjne op og se Tommelise, der stod med et stykke trøske i hånden, for anden lygte havde hun ikke.
"Tak skal du have, du nydelige lille barn!" sagde den syge svale til hende, "jeg er blevet så dejlig opvarmet! Snart får jeg mine kræfter og kan flyve igen, ude i det varme solskin!"
"Oh!" sagde hun, "det er så koldt udenfor, det sner og fryser! Bliv du i din varme seng, jeg skal nok pleje dig!"
Hun bragte da svalen vand i et blomsterblad, og den drak og fortalte hende, hvorledes den havde revet sin ene vinge på en tornebusk og kunne derfor ikke flyve så stærkt, som de andre svaler, som da fløj bort, langt bort til de varme lande. Den var da til sidst faldet ned på jorden, men mere kunne den ikke huske, og vidste slet ikke, hvorledes den var kommet her.
Hele vinteren blev den nu hernede og Tommelise var god imod den og holdt så meget af den; hverken muldvarpen eller markmusen fik det mindste at vide derom, for de kunne jo ikke lide den stakkels fattige svale.
Så snart foråret kom og solen varmede ind i jorden, sagde svalen farvel til Tommelise, der åbnede hullet, som muldvarpen havde gjort ovenover. Solen skinnede så dejligt ind til dem, og svalen spurgte, om hun ikke ville følge med, hun kunne sidde på dens ryg, de ville flyve langt ud i den grønne skov. Men Tommelise vidste, det ville bedrøve den gamle markmus, om hun således forlod hende.
"Nej, jeg kan ikke!" sagde Tommelise. "Farvel, farvel! du gode, nydelige pige!" sagde svalen og fløj ud i solskinnet. Tommelise så efter den, og vandet kom i hendes øjne, for hun holdt så meget af den stakkels svale.
"Kvivit! Kvivit!" sang fuglen og fløj ind i den grønne skov.
Tommelise var så bedrøvet. Hun fik slet ikke lov at komme ud i det varme solskin; kornet, der var sået på ageren, hen over markmusens hus, voksede også højt op i vejret, det var en hel tyk skov for den stakkels lille pige, som jo kun var en tomme lang.
"Nu skal du i sommer sy på dit udstyr!" sagde markmusen til hende, for nu havde naboen, den kedelige muldvarp i den sorte fløjlspels, friet til hende. "Du skal have både uldent og linned! Du skal have at sidde og ligge på, når du bliver muldvarpens kone!"
Tommelise måtte spinde på håndtén, og markmusen lejede fire edderkopper til at spinde og væve nat og dag. Hver aften gjorde muldvarpen visit og snakkede da altid om, at når sommeren fik ende, så skinnede solen ikke nær så varmt, den brændte jo nu jorden fast, som en sten; ja når sommeren var ude, så skulle brylluppet stå med Tommelise; men hun var slet ikke fornøjet, for hun holdt ikke noget af den kedelige muldvarp. Hver morgen, når solen stod op, og hver aften, når den gik ned, listede hun sig ud i døren og når så vinden skilte toppene af kornet ad, så at hun kunne se den blå himmel, tænkte hun på, hvor lyst og smukt der var herude, og ønskede så meget, at hun igen måtte få den kære svale at se; men den kom aldrig mere, den fløj vist langt borte i den smukke grønne skov.
Da det nu blev efterår, havde Tommelise hele sit udstyr færdigt.
"Om fire uger skal du have bryllup!" sagde markmusen til hende. Men Tommelise græd og sagde, hun ville ikke have den kedelige muldvarp.
"Snik snak!" sagde markmusen, "gør dig ikke obsternasig, for ellers skal jeg bide dig med min hvide tand! Det er jo en dejlig mand, du får! Hans sorte fløjlspels har dronningen selv ikke mage til! Han har både i køkken og kælder. Tak du Gud for ham!"
Så skulle de have bryllup. Muldvarpen var allerede kommet for at hente Tommelise; hun skulle bo med ham, dybt nede under jorden, aldrig komme ud i den varme sol, for den kunne han ikke lide. Det stakkels barn var så bedrøvet, hun skulle nu sige den smukke sol farvel, som hun dog hos markmusen havde fået lov at se på i døren.
"Farvel, du klare sol!" sagde hun og rakte armene højt op i vejret, gik også en lille smule uden for markmusens hus; thi nu var kornet høstet, og her stod kun de tørre stubbe. "Farvel, farvel!" sagde hun og slog sine små arme om en lille rød blomst, der stod. "Hils den lille svale fra mig, dersom du får den at se!"
"Kvivit, kvivit!" sagde det i det samme over hendes hoved; hun så op, det var den lille svale, der just kom forbi. Så snart den så Tommelise, blev den så fornøjet; hun fortalte den, hvor nødig hun ville have den stygge muldvarp til mand, og at hun så skulle bo dybt under jorden, hvor aldrig solen skinnede. Hun kunne ikke lade være at græde derved.
"Nu kommer den kolde vinter," sagde den lille svale, "jeg flyver langt bort til de varme lande, vil du følge med mig? Du kan sidde på min ryg! Bind dig kun fast med dit livbånd, så flyver vi bort fra den stygge muldvarp og hans mørke stue, langt bort over bjergene til de varme lande, hvor solen skinner smukkere end her, hvor der altid er sommer og dejlige blomster. Flyv kun med mig, du søde lille Tommelise, som har reddet mit liv, da jeg lå forfrossen i den mørke jordkælder!"
"Ja, jeg vil følge med dig!" sagde Tommelise, og satte sig op på fuglens ryg, med fødderne på dens udbredte vinge, bandt sit bælte fast i en af de stærkeste fjer og så fløj svalen højt op i luften, over skov og over sø, højt op over de store bjerge, hvor der altid ligger sne, og Tommelise frøs i den kolde luft, men så krøb hun ind under fuglens varme fjer og stak kun det lille hoved frem for at se al den dejlighed under sig.
Så kom de til de varme lande. Dér skinnede solen meget klarere end her, himlen var to gange så høj og på grøfter og gærder voksede de dejligste grønne og blå vindruer. I skovene hang citroner og appelsiner, her duftede af myrter og krusemynter, og på landevejen løb de nydeligste børn og legede med store brogede sommerfugle. Men svalen fløj endnu længere bort, og det blev smukkere og smukkere. Under de dejligste grønne træer ved den blå sø, stod et skinnende hvidt marmorslot, fra de gamle tider, vinrankerne snoede sig op om de høje piller; der øverst oppe var mange svalereder, og i en af disse boede svalen, som bar Tommelise.
"Her er mit hus!" sagde svalen; "men vil du nu selv søge dig en af de prægtige blomster ud, som gror dernede, så skal jeg sætte dig der og du skal få det så nydeligt, du vil ønske det!"
"Det var dejligt!" sagde hun, og klappede med de små hænder.
Der lå en stor hvid marmorsøjle, som var faldet om på jorden og knækket i tre stykker, men mellem disse voksede de smukkeste store hvide blomster. Svalen fløj ned med Tommelise og satte hende på et af de brede blade; men hvor forundret blev hun ikke! der sad en lille mand midt i blomsten, så hvid og gennemsigtig, som han var af glas; den nydeligste guldkrone havde han på hovedet og de dejligste klare vinger på skuldrene, selv var han ikke større end Tommelise. Han var blomstens engel. I hver blomst boede der sådan en lille mand eller kone, men denne var konge over dem alle sammen.
"Gud, hvor han er smuk!" hviskede Tommelise til svalen. Den lille prins blev så forskrækket for svalen, thi den var jo en hel kæmpefugl imod ham, der var så lille og fin, men da han så Tommelise, blev han så glad, hun var den allersmukkeste pige, han endnu havde set. Derfor tog han sin guldkrone af sit hoved og satte på hendes, spurgte, hvad hun hed og om hun ville være hans kone, så skulle hun blive dronning over alle blomsterne! Ja det var rigtignok en mand, anderledes, end skrubtudsens søn og muldvarpen med den sorte fløjlspels. Hun sagde derfor ja til den dejlige prins og fra hver blomst kom en dame eller herre, så nydelig, det var en lyst, hver bragte Tommelise en present, men den bedste af alle var et par smukke vinger af en stor hvid flue; de blev hæftet på Tommelises ryg og så kunne hun også flyve fra blomst til blomst; der var sådan en glæde og den lille svale sad oppe i sin rede og sang for dem, så godt den kunne, men i hjertet var den dog bedrøvet, for den holdt så meget af Tommelise og ville aldrig have været skilt fra hende.
"Du skal ikke hedde Tommelise!" sagde blomstens engel til hende, "det er et stygt navn, og du er så smuk. Vi vil kalde dig Maja!"
"Farvel! farvel!" sagde den lille svale, og fløj igen bort fra de varme lande, langt bort tilbage til Danmark; der havde den en lille rede over vinduet, hvor manden bor, som kan fortælle eventyr, for ham sang den "kvivit, kvivit!" derfra har vi hele historien.
