Prevod
Nekoč je živela žena, ki je imela enega samega sina, ta pa ni bil večji od palca, zato so mu pravili Tommeliden. Ko je prišel v leta, ko naj bi človek že imel kaj pameti, mu je mati rekla, naj gre snubit, saj se ji je zdelo, da je že čas, da začne misliti na ženitev.
Ko je Tommeliden to slišal, se je silno razveselil. Pripravila sta voz in se odpeljala, mati pa si ga je posadila v naročje. Namenjena sta bila na kraljevi dvor, kjer je živela strašansko velika princesa; toda ko sta prevozila kos poti, je Tommeliden izginil. Mati ga je dolgo iskala in klicala ter jokala, ker ga ni bilo in ga nikakor ni mogla najti. »Pip, pip!« se je oglasil Tommeliden;
skril se je bil konju v grivo. Potem je prilezel na plan in moral materi obljubiti, da tega ne bo več počel. Ko sta se peljala še kos poti, pa je Tommeliden spet izginil. Iskala ga je in klicala ter jokala, a o njem ni bilo ne duha ne sluha. »Pip, pip!« se je oglasil Tommeliden in slišala ga je, kako se smeje in hihita, najti pa ga nikakor ni mogla. »Pip, pip, saj sem tukaj!« je rekel Tommeliden in prilezel konju iz ušesa. Spet je moral obljubiti, da se ne bo več skrival, toda ko sta prevozila še kos poti, ga znova ni bilo nikjer;
ni si mogel pomagati. Mati ga je iskala, jokala in klicala; toda izginil je in se ni prikazal, in naj ga je še tako iskala, ga nikakor ni mogla najti. »Pip, pip, saj sem tukaj!« se je oglasil Tommeliden. A sploh ni mogla razbrati, kje je, saj se ga je komaj slišalo. Iskala ga je, on pa je govoril: »Pip, tukaj sem!« ter se smejal in naslajal nad tem, da ga ni mogla najti; kar naenkrat pa je konj kihnil in izkihnil Tommelidna, ki se mu je bil ugnezdil v eno izmed nosnic. Mati ga je tedaj vzela in vtaknila v vrečo;
ni vedela, kaj drugega naj stori, saj je uvidela, da si ne more pomagati. Ko sta prispela na kraljevi dvor, je bila kmalu zaroka, kajti princesi se je zdel čeden fantič, in tudi do poroke ni minilo dolgo.
Ko so na poročnem slavju sedli h kosilu, je Tommeliden sedel za mizo ob princesi; vendar se mu je godilo prav slabo, kajti ko je hotel začeti jesti, ni dosegel do mize in gotovo ne bi dobil niti grižljaja, če ga princesa ne bi dvignila nanjo. Zdaj je šlo vse lepo in prav, dokler je lahko jedel s krožnika, potem pa so prinesli veliko, veliko skledo kaše; do njenega vrha pa ni mogel seči;
a Tommeliden si je znal pomagati: sedel je na rob sklede. Toda </noinclude> sredi kaše je bilo masleno jezerce; do njega ni mogel seči, zato je moral sesti prav na njegov rob;
pa je nenadoma princesa segla z veliko žlico, da bi v maslo pomočila zajeten grižljaj kaše, in pri tem zadela ob Tommelidna, da je padel v masleno jezerce in utonil.
Izvirnik
Der var engang en Kone, som havde en eneste Søn, og han var ikke længer end en Tommelfinger, derfor kaldte de ham ogsaa Tommeliden. Da han var kommen til Skjælds Aar og Alder, sagde Moderen til ham at han skulde ud at frie, for nu syntes hun det var paa Tide, at han begyndte at tænke paa at gifte sig. Da Tommeliden hørte det, blev han meget glad. De fik da Kjøregreierne i Stand og reiste afsted, og Moderen satte ham paa Fanget. Saa skulde de reise til en Kongsgaard, hvor der var saadan en forskrækkelig stor Prindsesse; men da de vare komne et Stykke paa Veien, blev Tommeliden borte. Hun ledte længe efter ham og raabte paa ham og græd fordi han var borte, og hun ikke kunde finde ham igjen. „Pip, pip!“ sagde Tommeliden;
han havde gjemt sig i Manen paa Hesten. Saa kom han frem, og da maatte han love Moderen, at han ikke skulde gjøre det oftere. Da de havde kjørt et Stykke til, saa var Tommeliden borte igjen. Hun ledte efter ham og raabte og græd, men borte var han. „Pip, pip!“ sagde Tommeliden, og hun hørte han lo og knisede, men hun kunde slet ikke finde ham igjen. „Pip, pip, her er jeg da!“ sagde Tommeliden og kom frem af Øret paa Hesten. Saa maatte han love, at han ikke skulde gjemme sig oftere, men da de havde kjørt et Stykke, saa var han borte igjen; han kunde ikke bjerge sig. Moderen, hun ledte og græd og raabte paa ham; men han var borte og blev borte, og alt hun ledte, kunde hun ikke finde ham paa nogen Maade. „Pip, pip, her
er jeg da!“ sagde Tommeliden. Men hun kunde slet ikke skjønne, hvor han var, for det lød saa utydelig. Hun ledte og han sagde Pip, her er jeg, og lo og gottede sig, fordi hun ikke kunde finde ham igjen; men ret som det var, saa nøs Hesten, og saa nøs den Tommeliden ud, for han havde sat sig i det ene Næseboret paa den. Moderen tog ham nu og puttede ham i en Pose; hun vidste ikke andet Raad, for hun kunde skjønne, at han ikke kunde bjerge sig. Da de kom til Kongsgaarden, saa blev der snart Forlovelse, for Prindsessen syntes han var en vakker liden Gut, og det varede ikke længe førend der blev Bryllup heller.
Da de skulde spise om Middagen i Bryllupsgaarden, saa sad Tommeliden til Bords ved Siden af Prindsessen; men han var værre end ilde stelt, for da han skulde til at spise, kunde han ikke naae op, og havde vist ikke faaet en Bid, havde ikke Prindsessen taget og hjulpet ham op paa Bordet. Nu gik det baade godt og vel saalænge, han kunde spise af Tallerken, men saa kom der ind et stort, stort Grødfad; det kunde han ikke naae op i; men Tommeliden vidste Raad: han satte sig paa Bredden. Men </noinclude> saa var der et Smørøie midt ude i Fadet; det kunde han ikke række, og saa maatte han sætte sig ude paa Kanten af Smørøiet; men ret som det var, kom Prindsessen med en stor Skee og skulde dyppe en dygtig Grødbede i Smøret, og saa kom hun nær Tommeliden,
saa at han faldt ned og druknede i Smørøiet.
