Prevod
Nekoč je živela revna ženica, ki je hodila po vaseh beračit. S seboj je imela majhnega sina. Ko si je napolnila malho, se je odpravila proti severu čez hrib, da bi se vrnila v domačo vas. Ko sta prišla že precej visoko po pobočju, sta na tovorni stezi zagledala moder podvezni trak.
Deček je prosil, ali ga sme pobrati. »Ne,« je rekla mati, »morda je v njem kakšna čarovnija,« in mu zapretila, naj gre za njo. Ko sta prišla še nekoliko više, je deček rekel, da mora za kratek čas s poti.
Ženica je medtem sedla na vrh podrtega debla. Dečka pa dolgo ni bilo nazaj; ko je namreč prišel tako globoko v gozd, da ga mati ni mogla več videti, je stekel nazaj do traku, ga pobral in si ga zavezal okoli pasu. Tedaj je postal tako močan, da se mu je zdelo, da bi lahko dvignil ves hrib.
Ko se je vrnil, je bila ženica vsa razjarjena in ga je vprašala, kaj je počel tako dolgo. »Tebi se pa res nikamor ne mudi,« je rekla, »čeprav gre že proti večeru. Saj veš, da morava čez hrib, preden se stemni.« Šla sta še nekaj časa, ko pa sta bila že dobro čez sredino hriba, se je ženica utrudila in hotela leči pod grm.
»Ljuba mati,« je rekel deček, »ali smem na tisto visoko skalo, medtem ko počivaš, da pogledam, ali je kje kaj ljudi?« Dovolila mu je, in ko je prišel na vrh, je zagledal luč nedaleč proti severu. Stekel je nazaj in rekel ženici: »Pojdiva, mati, ljudje niso daleč; vidim, kako lepo sveti prav tu na severni strani.« Vstala je, vzela beraško malho in šla za njim pogledat; toda nista prišla daleč, ko jima je pot zaprla strma skalna stena.
»Saj sem vedela,« je rekla ženica, »zdaj pa ne moreva več naprej. Tukaj bo pač še huje prenočevati.« — Deček je vzel malho pod eno pazduho, ženico pod drugo in z obema vred švignil na vrh.
»Zdaj vidiš, da ljudje niso daleč; poglej, kako lepo sveti,« je rekel deček. Ženica pa je rekla, da tam ni ljudi, temveč morajo biti gorski troli, saj pozna ves Medvedji gozd in ve, da ni nikjer nobenega človeka do severnega vznožja na drugi strani hriba. Ko sta šla še malo naprej, sta prišla do velike, rdeče pobarvane domačije.
»Sem ne smeva vstopiti,« je rekla ženica, »tu živijo gorski troli.« »O pač, kar vstopiva; saj vidiva, da gori luč, gotovo so ljudje notri,« je rekel deček. Šel je prvi in ženica za njim, toda brž ko je odprl vrata, je omedlela, saj je na klopi zagledala ogromnega, mogočnega moža.
»Dober večer, dedek,« je rekel deček. »Že tristo let sedim tukaj, pa me še nihče ni pozdravil z dedkom,« je rekel mož na klopi. Deček je sedel zraven njega in se začel pomenkovati z njim, kakor da sta stara znanca.
»Kaj pa je s tvojo materjo?« je vprašal mož, ko sta se že nekaj časa pogovarjala. »Mislim, da je omedlela; stopi pogledat, kako je z njo.« Deček je šel ponjo, jo prijel in privlekel čez prag v hišo. Tedaj se je ovedela, odlezla v kot k drvem in se stisnila tja, a tako jo je bilo strah, da si je komaj upala pogledati iz kota. Čez čas je deček vprašal, ali bi lahko dobila prenočišče. Seveda ga lahko dobita, je rekel mož. Še nekaj časa sta se pogovarjala, potem pa je deček postal lačen in vprašal, ali bi lahko dobila kaj za večerjo. Mož je menil, da se bo tudi to že našlo. Še malo je posedel, nato pa vstal in naložil na ogenj šest vozov suhih smrek. Ženico je postalo še bolj strah. »Zdaj naju hoče še sežgati,« je rekla iz kota, kjer je sedela. Ko so drva pogorela do žerjavice, je mož vstal in odšel ven.
»Bog se te usmili, kako si predrzen! Ali ne vidiš, da si pri trolu?« je rekla ženica. »Eh, kaj bi, saj ni tako hudo,« je rekel deček.
Kmalu se je mož vrnil z volom, tako velikim in debelim, kakršnega deček še ni videl, ter ga s pestjo udaril pod uho, da se je mrtev zgrudil na tla. Nato ga je prijel za vse štiri noge, položil na kup žerjavice ter ga obračal in valjal, dokler ni bil od zunaj lepo rjavo zapečen. Potem je stopil k omari, vzel iz nje srebrn pladenj in nanj položil vola; pladenj je bil tako velik, da vol na nobenem koncu ni segal čezenj. Postavil ga je na mizo, nato pa odšel v klet po sod vina, mu izbil eno dno, ga postavil na mizo in zraven položil dva noža, dolga po tri komolce. Ko je vse to opravil, ju je povabil, naj sedeta za mizo in jesta. Deček je šel prvi in poklical ženico za seboj; ona pa je začela potihem stokati in se spraševati, kako naj sploh vihti takšne nože.
Deček pa je pograbil enega in začel iz volovega stegna rezati kose mesa ter jih polagati pred mater. Ko sta nekaj časa jedla, je prijel vinski sod z obema rokama in ga spustil na tla. Nato je povabil mater, naj pride pit. Sod je bil tako visok, da ni dosegla do vrha; deček jo je dvignil do roba in jo pridržal, sam pa splezal gor in med pitjem visel čez rob kakor mačka.
Ko se je odžejal, je spet postavil sod na mizo, se zahvalil za jed in rekel materi, naj se pride zahvalit še ona. Čeprav jo je bilo na smrt strah, si ni upala drugega, kakor da je stopila k možu in se mu zahvalila za večerjo. Deček je sedel k njemu na klop in se spet začel pogovarjati z njim. Čez čas je mož rekel: »Menda bo treba še meni malo povečerjati.« Stopil je k mizi in pojedel vsega vola z rogovi in kostmi vred, prijel vinski sod in se napil iz njega, nato pa spet sedel na klop. »Ne vem, kako bomo uredili z ležišči,« je rekel. »Nimam drugega kakor tole zibelko; ti bi že lahko spal v njej, tvoja mati pa bi lahko legla tamle v posteljo.« »Prav lepa hvala, to bo čisto dobro,« je rekel deček, zmetal s sebe oblačila in legel v zibelko — bila je prav tako velika kakor velika postelja — ženica pa je morala, vsa prestrašena, za možem in leči k njemu v posteljo.
Tukaj ne bo dobro zaspati; raje bom ostal buden in poslušal, kaj se bo godilo ponoči, je pomislil deček. Čez nekaj časa se je mož začel pogovarjati z ženico. »Prav lepo in zadovoljno bi lahko živela tukaj, če bi se le znebila tega tvojega sina,« je rekel.
»Pa misliš, da bi vedel, kako opraviti z njim?« je vprašala ženica. O, seveda, poskusil bo, je rekel; pretvarjal se bo, da bi rad, da mu ženica nekaj dni gospodinji, potem pa bo vzel dečka s seboj lomit kamenje za temelje in nanj zvalil celo skalo. Deček je ležal in vse to poslušal.
Naslednji dan je trol — saj je bilo zdaj že čisto jasno, da je res trol — vprašal ženico, ali bi mu nekaj dni gospodinjila. Pozneje je vzel velik železen drog in vprašal dečka, ali bi šel z njim lomit kamenje za temelje. Deček je rekel, da prav rad, in odšel z njim. Ko sta odlomila nekaj kamnov, mu je trol velel, naj gre dol pod skalo in poišče špranje. Medtem ko naj bi deček to počel, je trol z drogom lomil in vzvodil, dokler ni odtrgal cele skalne gmote, ki se je zvalila nad dečka; ta pa jo je zadržal, dokler se ni umaknil, in jo šele nato pustil pasti.
»Zdaj vidim, kaj nameravaš z menoj,« je rekel deček trolu. »Ubiti me hočeš. Zdaj pa pojdi ti dol in poišči špranje, jaz pa bom ostal zgoraj.« Trol si ni upal drugega, kakor da je storil, kar mu je deček ukazal. Deček pa je odlomil še večjo skalo, ki se je zvalila na trola in mu zlomila stegnenico.
»O ti revež,« je rekel deček, splezal dol, dvignil skalo in izvlekel moža izpod nje. Nato si ga je moral naložiti na hrbet in ga odnesti domov. Z njim je oddirjal kakor konj in ga tako premetaval, da je kričal, kot bi vanj zabadali nož. Ko sta prišla domov, sta morala trola položiti v posteljo in tam je obležal bolan.
Ko je spet prišla noč, se je trol začel pogovarjati z ženico in tuhtati, kako bi se znebil dečka. »Če ti ne veš, kako bi se ga znebila, potem tudi jaz ne vem,« je rekla ženica.
Trol pa je rekel, da ima na nekem vrtu dvanajst levov; če bi jima le uspelo spraviti dečka tja, bi ga raztrgali. Ženica je menila, da to ne bo težko. Legla bo bolna in rekla, da je tako slabotna, da ne more ozdraveti, če ne dobi levinjega mleka. Deček je ležal in vse to poslušal. Ko je zjutraj vstal, je ženica rekla, da je bolj bolna, kakor si kdo misli, in da najbrž nikoli ne bo ozdravela, če ne dobi levinjega mleka.
»Potem boš pa še dolgo bolna, mati,« je rekel deček, »kajti jaz ne vem, kje bi ga dobil.« Trol pa je menil, da levinjega mleka ni težko dobiti, če le kdo hoče ponj. Njegova brata imata vrt, v katerem je dvanajst levov, in deček lahko dobi ključ, če bi jih rad pomolzel.
Deček je vzel ključ in latvico za mleko ter se odpravil. Ko je odklenil in stopil na vrt, se je vseh dvanajst levov postavilo predenj na zadnje noge. Izbral je največjega, ga zgrabil za sprednje tace ter z njim udarjal ob debla in skale, dokler od njega niso ostale samo še šape. Ko so drugi to videli, so se tako prestrašili, da so se priplazili k njegovim nogam in polegli kakor osramočeni psi. Odtlej so mu sledili, kamor koli je šel, in ko se je vrnil domov, so legli pred hišo s sprednjimi tacami na pragu.
»Zdaj boš pa že ozdravela, mati, saj sem ti prinesel levinjega mleka,« je rekel deček, ko je stopil v hišo — v latvico ga je bil namolzel za dober požirek. Trol pa je ležal v postelji in se zaklinjal, da to ni res. Za molžo levinjega mleka je potreben čisto drugačen junak, je rekel. Ko je deček to slišal, je zagrozil trolu, da je moral iz postelje, nato pa na stežaj odprl vrata. Levi so planili na trola in ga zgrabili, tako da je moral deček poseči vmes in jih odtrgati od njega.
Ko je prišla noč, se je trol spet začel pogovarjati z ženico. »Ne vem, kako bova tega dečka spravila ob življenje,« je rekel. »Premočan je. Ali se ti ne domisliš ničesar?« je vprašal ženico. »Ne, če ti ne veš, kako opraviti z njim, potem tudi jaz ne vem,« je rekla ženica.
»No, imam še dva brata, ki živita v graščini,« je rekel trol. »Dvanajstkrat močnejša sta od mene, zato sta me izgnala in mi prepustila domačijo, sama pa živita v gradu. Tam je sadovnjak z jabolki, ki so takšna, da vsak, kdor jih jé, prespi tri dni in tri noči. Ko bi dečka pripravila, da bi šel tja po sadje! Ne bi se mogel premagati, da ne bi pokusil jabolk, in ko bi zaspal, bi ga moja brata raztrgala.« Ženica je rekla, da se bo naredila bolno in rekla, da ne bo ozdravela, dokler ne dobi tistih jabolk, pa bo že šel ponje.
Deček je ležal in vse to poslušal. Zjutraj je bila ženica tako bolna, da je kar vzdihovala in stokala, češ da nikoli več ne bo ozdravela, če ne dobi jabolk iz sadovnjaka pri gradu moževih bratov, pa nima nikogar, ki bi ga poslala tja. Deček se je takoj ponudil, da bo šel, z njim pa je šlo vseh enajst levov. Ko je prišel v sadovnjak, je splezal na jablano in pojedel toliko jabolk, kolikor jih je le spravil vase. Še preden je prišel spet na tla, je zaspal, levi pa so polegli v krogu okoli njega. Tretji dan sta prišla trolova brata, a ne kakor ljudje; pridrvela sta in rjovela kakor pobesnela bika ter se čudila, kdo neki je legel tja. Rekla sta, da ga bosta raztrgala na tako drobne kosce, da od njega ne bo ostala niti cunjica. Toda levi so planili pokonci in raztrgali trola na drobne kosce, da je bilo videti, kakor bi naokrog razmetali kup drobirja. Ko so opravili z njima, so spet polegli okoli dečka.
Deček se je zbudil šele pozno popoldne. Ko se je dvignil na kolena in si pomel zaspane oči, se je ob pogledu na razrito zemljo začel spraševati, kaj neki se je zgodilo. Ko pa je prišel h gradu, je bila tam deklica, ki je vse videla, in mu rekla: »Bogu se lahko zahvališ, da nisi bil zraven pri tistem ravsu, sicer bi izgubil življenje.« »Kaj, jaz naj bi izgubil življenje?« je rekel deček. Menil je, da se mu tega res ni treba bati. Nato ga je povabila noter, da bi se lahko pogovorila z njim; odkar je prišla tja, ni videla še nobene krščanske duše. Ko je odprla vrata, so hoteli za njim tudi levi, toda tako se jih je prestrašila, da je na ves glas zavpila, zato jim je deček velel leči zunaj. Potem sta se pogovarjala o marsičem in deček jo je vprašal, zakaj je tako lepa deklica hotela vzeti grda trola. Rekla je, da ju ni nikoli hotela in da ni tam po svoji volji, saj sta jo ugrabila; bila je hči arabskega kralja. Med pogovorom ga je vprašala, kaj bi raje: da se vrne domov ali da jo vzame za ženo.
Za božjo voljo, seveda jo bo vzel, domov se ji ni treba vračati. Nato sta hodila po gradu in si ga ogledovala, dokler nista prišla v veliko dvorano, kjer sta visoko na steni visela dva orjaška meča, ki sta ostala za troloma. »Ko bi bil tak junak, da bi lahko vihtel enega od teh!« je rekla kraljična.
»Kdo, jaz?« je rekel deček. »Zakaj pa ne bi mogel vihteti enega od teh? Saj to menda ni nič takega!« Postavil je dva ali tri stole drugega na drugega, skočil nanje in pograbil največji meč, ga vrgel v zrak, spet ujel za ročaj in ga zasadil v tla, da se je stresla vsa dvorana. Ko je stopil dol, si ga je vzel pod pazduho in ga odnesel s seboj. Ko sta nekaj časa živela skupaj na gradu, je kraljična menila, da bi morala domov k staršem in jim povedati, kam je izginila. Natovorila sta ladjo in odplula je.
Ko je odšla in je deček nekaj časa pohajal naokrog, se je spomnil, da je bil vendar prišel z opravkom in da bi moral materi odnesti kaj za zdravje. Potem pa je pomislil, da ženica ni bila tako zelo bolna in je zdaj gotovo že zdrava; vseeno bo šel pogledat, kako se jima godi. Mož je bil zdrav in tudi ženica je že zdavnaj ozdravela.
»Vidva sta pa res siromaka, da ždita v tej uborni koči! Pojdita z menoj na moj grad, pa bosta videla, kakšen mož sem postal,« je rekel deček. Oba, mož in ženica, sta šla z njim, in med potjo se je mati priliznjeno pomenkovala z njim ter ga vprašala, kako je postal tako močan.
Deček je povedal, da od modrega traku, ki je ležal visoko na hribu takrat, ko sta hodila po vaseh beračit. »Ali ga še imaš?« je vprašala ženica. Seveda ga ima, pod hlačnim pasom ga nosi, je rekel. Ženica ga je prosila, naj ji ga pokaže. Deček je razpel suknjič in telovnik, da bi ji ga pokazal. Tedaj ga je z obema rokama zgrabila, mu iztrgala trak in si ga ovila okoli pesti. »Kaj naj storim s teboj, ti malopridnež?« je rekla. »Najraje bi te tako udarila, da bi ti možgani brizgnili iz glave!« »To bi bila za takega ničvredneža prelahka smrt,« je rekel trol. »Raje mu izžgiva oči in ga v čolniču spustiva na morje.« To sta tudi storila, naj je še tako cvilil in tožil. Ko pa je čoln odnašalo, so levi plavali za njim, nazadnje pa so ga prijeli in privlekli na otok ter dečka odnesli pod bor. Lovili so mu divjad in skubli ptice, da so mu pripravili celo ležišče iz puha. Vendar je moral jesti surovo meso in slep je bil še zmeraj. Nekega dne je največji lev lovil zajca, ki je bil slep, saj se je kar naprej zaletaval v debla in kamne. Nazadnje je treščil v borovo deblo in se prekopicnil po tleh naravnost v mlako. Ko pa je prilezel iz vode, je prav dobro našel pot in si rešil življenje. »No, no!« je pomislil lev, odvlekel dečka do mlake in ga potopil vanjo. Ko se mu je vid povrnil, je odšel do morja in levom z znamenji pokazal, naj ležejo drug poleg drugega kakor splav. Stopil jim je na hrbte, oni pa so ga odnesli čez vodo na kopno. Ko je bil varno na obali, je odšel v brezov gaj in tam pustil leve. Sam se je kakor tat pritihotapil do gradu, da bi videl, ali bi lahko dobil svoj trak nazaj. Ko je prišel do vrat, je pokukal skozi ključavnico in zagledal trak, ki je visel nad kuhinjskimi vrati. Po prstih je stopil v hišo, saj ni bilo nikogar notri; ko pa je dobil trak v roke, je začel udarjati s petami ob tla in brcati naokrog kakor nor.
Ženica je pri priči pridrvela ven. »Ljubi moj deček, daj mi tisti trak!« je rekla. »Ne, hvala, zdaj boš deležna sodbe, ki si jo namenila meni,« je rekel deček in jo nemudoma izvršil. Ko je trol to slišal, je prišel noter in ga milo prosil, naj ga ne ubije. »Prav, živel boš, a doletela te bo ista kazen, kakršno si naložil meni,« je rekel deček. Nato mu je izžgal oči in ga v čolnu spustil na morje, le da za trolom ni bilo nobenih levov.
Zdaj je bil deček sam in je ves čas hrepenel po princesi. Nazadnje ni mogel več zdržati; tako močno ga je vleklo k njej, da je moral na pot. Natovoril je štiri ladje in sklenil odpluti ponjo v Arabijo. Nekaj časa so imeli lepo, mirno vreme, potem pa so zaradi neugodnega vetra obtičali ob skalnatem otočku. Mornarji so šli na kopno in se za kratek čas potikali naokrog. Našli so velikansko jajce, skoraj tako veliko kakor majhna hiša. Začeli so tolči in udarjati po njem z velikimi kamni, pa ga niso mogli razbiti. Deček je prišel za njimi z mečem, da bi pogledal, od kod tolikšen hrup. Ko je zagledal jajce, je menil, da ga menda ne bo težko razbiti, ter zamahnil z mečem, da se je razklalo in je iz njega prišel mladič, velik kakor slon.
»Zdaj smo jo pa najbrž polomili,« je rekel deček. »To nas lahko stane življenje.« Nato je vprašal mornarje, ali bi znali prijadrati v Arabijo v štiriindvajsetih urah, če bi dobili ugoden veter. — Seveda bi zmogli, so menili. Dobili so ugoden veter, odpluli in bili čez triindvajset ur na arabski obali. Deček je mornarjem takoj ukazal, naj gredo na kopno in se zakopljejo v peščeno sipino, tako da bodo ravno še lahko videli ladje. Kapitan in deček pa sta se povzpela na visok hrib in sedla pod bor. Čez eno uro je priletela ptica s skalnatim otočkom v krempljih in ga spustila na ladjevje, da so se ladje potopile. Ko je to opravila, je odletela k sipini in tako zamahnila s perutmi, da bi mornarjem skoraj odnesla glave, nato pa švignila pod bor tako silovito, da je dečka zavrtelo naokrog. Toda deček je imel meč že pripravljen in je udaril po ptici, da je mrtva strmoglavila na tla. Nato je šel v mesto, kjer je seveda vladalo veliko veselje, ker je kralj dobil hčer nazaj. Zdaj pa jo je sam skril in razglasil, da jo dobi za ženo tisti, ki jo najde, čeprav je bila že obljubljena drugemu. Med potjo je deček srečal človeka, ki je prodajal kože belih medvedov. Eno je kupil in zlezel vanjo. Eden od kapitanov je moral vzeti železno verigo in ga voditi na njej, potem pa sta hodila po mestu in nastopala. Nazadnje je prišlo kralju na ušesa, da še nihče ni videl takšne predstave;
beli medved je plesal na vse mogoče načine, kakor so mu pač ukazali. Prišel je sel z naročilom, naj pride nastopat h kralju, saj si ga kralj želi videti.
Ko je prišel noter, so se vsi prestrašili, saj še nikoli niso videli takšne živali; kapitan pa je rekel, da ni prav nič nevarna, če se ji le ne smejijo. Tega ne smejo, sicer jih bo ubila. Ko je kralj to slišal, je dvorjane posvaril in jim zabičal, da se ne smejo smejati. Čez čas pa je prišla kraljeva služabnica, se začela šopiriti in smejati; beli medved jo je udaril, da je razletela na kosce. Dvorjani so začeli tožiti in tarnati, kapitan pa najbolj od vseh. »Eh, kaj bi,« je rekel kralj, »saj gre samo za služabnico, in to je moja skrb, ne vaša!« Ko je bilo predstave konec, je bilo že pozno zvečer. »Ne hodi zdaj več z njim ven, prepozno je že,« je rekel kralj;
»nocoj lahko prespi tukaj.« »Morda bi lahko ležal za pečjo?« je rekel kapitan. »Ne, dobil bo pernice in blazine, da bo ležal na njih,« je rekel kralj in jih nanosil cel kup.
Kapitan je dobil ležišče v sosednji sobi. Okoli polnoči je prišel kralj s svetilko in velikim šopom ključev ter odpeljal belega medveda s seboj. Hodil je po enem hodniku za drugim, skozi vrata in sobe, po stopnicah gor in po stopnicah dol; nazadnje je prišel na pomol, ki je segal daleč na morje.
Tam je začel majati in premikati palice in zatiče, enega je potegnil gor, drugega potisnil dol, dokler ni iz vode priplavala majhna hišica. Tam je imel svojo hčer; tako rad jo je imel, da jo je skril, da je ne bi mogel nihče najti.
Belega medveda je pustil pred vrati, sam pa stopil noter ter ji pripovedoval o medvedu, plesu in predstavi. Rekla je, da jo je strah in si ga ne upa pogledati. Toda kralj jo je pregovoril in ji zagotovil, da ni nobene nevarnosti, če se le ne bo smejala. Nato je spustil medveda noter, in ta je plesal ter kazal svoje spretnosti, kar naenkrat pa se je princesina služabnica začela smejati. Deček jo je udaril, da je razletela na kosce. Princesa je začela bridko jokati in tarnati.
»Eh, kaj bi!« je rekel kralj. »Saj gre samo za služabnico in priskrbel ti bom drugo, prav tako dobro. Zdaj pa bo najbolje, da medved ostane kar tukaj,« je dodal, »kajti sredi noči se mi res ne ljubi z njim spet po vseh tistih hodnikih.« — Potem pa si ona ne upa ostati tam, je rekla princesa.
Toda medved se je zvil v klobčič in legel za peč, in nazadnje je ostalo pri tem. Princesa je legla v posteljo in pustila luč goreti. Ko pa je kralj odšel in je vse potihnilo, je beli medved prišel k njej in jo prosil, naj mu odveže trak pod brado. Princesa se je tako prestrašila, da bi skoraj omedlela, vendar je tipala, dokler ga ni našla, in komaj ga je odvezala, si je deček že snel medvedjo glavo. Tedaj ga je prepoznala in njeno veselje ni imelo meja. Takoj je hotela povedati, da jo je rešil prav on. Toda tega ni hotel; še enkrat jo je hotel osvojiti. Ko sta zjutraj zaslišala, da je kralj začel premikati palice, je deček spet zlezel v medvedjo kožo in legel za peč. »No, ali je mirno ležal?« je vprašal kralj.
»O, seveda,« je rekla princesa, »še ganil se ni.« Zgoraj v gradu ga je kapitan spet prevzel. Deček pa je nato šel h krojaškemu mojstru in naročil knežja oblačila. Ko so bila narejena, je stopil h kralju in rekel, da želi poiskati princeso. »Marsikdo je že hotel,« je rekel kralj, »pa so vsi izgubili življenje, kajti kdor je ne najde v štiriindvajsetih urah, je obsojen na smrt.« Deček je menil, da se tega ne boji; poiskal jo bo, če pa je ne najde, bo to njegova skrb. Na gradu pa so bili godci, ki so igrali, in mladenke, s katerimi je bilo mogoče plesati, in deček je plesal. Čez dvanajst ur je prišel kralj in rekel:
»Smiliš se mi, tako slabo iščeš, da boš izgubil življenje.« »Eh, kaj bi, s truplom še ni hudega, dokler diha; časa imava še dovolj!« je rekel deček in plesal, dokler ni ostala le še ena ura. Šele tedaj se je hotel odpraviti iskat. »Oh, nič ne pomaga,« je rekel kralj, »zdaj je čas že potekel.« »Prižgi svetilko in prinesi svoj veliki šop ključev!« je rekel deček. »Potem pa pojdi z menoj, kamor te bom vodil! Še cela ura je ostala.« Šel je po isti poti, po kateri je prejšnjo noč hodil kralj, in mu ukazoval, naj mu odklepa vrata, dokler ni prišel na pomol, ki je segal daleč na morje.
»Zdaj ti nič več ne pomaga; čas je potekel in naravnost v morje boš šel,« je rekel kralj. »Še pet minut imam,« je odvrnil fant ter tako vlekel in ruval palice in kole, da je hiša priplavala na površje. »Zdaj je čas potekel!« je zavpil kralj. »Pridi, moj sabljaški mojster, in mu odsekaj glavo.« »Ne, stojte, stojte!« je rekel fant. »Še tri minute imam! Prinesite ključ, da pridem noter.« Kralj pa je šaril za ključem in govoril, da ga ne najde, samo da bi zavlekel čas. »Če ga nimate vi, ga imam pa sam,« je rekel fant in tako brcnil v vrata, da so se razletela in zgrmela na tla v hiši. Na pragu ga je pričakala princesa in rekla, da je to njen rešitelj in da hoče njega za moža. Tako ji ga je kralj moral dati in fant se je poročil s hčerjo arabskega kralja.
Izvirnik
Det var engang en Fattigkjærring, som havde været ude paa Bygden og bedt. Hun havde med sig en liden Gut. Da hun havde faaet Posen fuld, strøg hun nordover Aasen og skulde hjem til Bygden sin igjen. Da de vare komne et Stykke op i Aaslien, kom de til et lidet blaat Hosebaand, som laa i Kløvveien. Det bad Gutten om han fik Lov til at tage. „Nei,“ sagde Moderen, „det kan være Fanteri ved det,“ og saa truede hun Gutten til at følge sig. Da de vare komne lidt længere op, sagde Gutten, han maatte gaae et Stykke af Veien.
Imens satte Kjærringen sig paa en Tømmertop. Men Gutten blev længe borte; for da han var kommen saa langt indi Skoven, at Kjærringen ikke kunde see ham, løb han ned der det laa, tog det og knyttede det om Livet sit; da blev han saa stærk, at han syntes, han kunde løfte hele Aasen. Da han kom igjen, var Kjærringen vild og spurgte hvad han bestilte saalænge. „Du er ikke bange for Tiden, du,“ sagde hun, „endda det lider paa Kvelden. Du veed, vi skal over Aasen, for det bliver mørkt.“ Saa gik de en Stund, men da de vare komne vel ind over Midten af Aasen, blev Kjærringen træt og vilde lægge sig under en Buske.
„Kjære min Moer,“ sagde Gutten, „faaer jeg Lov at gaae op paa dette høie Bjerget her, mens du hviler, og see om jeg ikke kan see frem til Folk.“ Det fik han Lov til, og da han kom op Høiden, saa han, at det lyste strax nordpaa der. Gutten sprang tilbage igjen og sagde til Kjærringen: „Vi faaer til at gaae, Moer, det er ikke langt til Folk; jeg seer det lyser saa gildt tæt nordved her.“ Hun stod op og tog Tiggersækken og vilde med og see; men de havde ikke gaaet langt, for de kom imod et Tværbjerg.
„Det kunde jeg troe,“ sagde Kjærringen, „nu kommer vi ikke længer; det er vel grummere at ligge her.“ — Gutten tog Sækken under den ene Armen og Kjærringen under den anden og fløi op paa med dem. „Nu seer du det, at det ikke er langt til Folk; se der, hvor gildt det lyser,“ sagde Gutten. Men Kjærringen sagde, det var ikke Folk, det maatte være Bjergtrold, for hun var kjendt paa hele Bjørneskoven, og hun vidste, at der ikke fandtes Folk nogensteds, før paa den anden Side nord under Aasen. Da de havde gaaet et lidet Stykke, kom de ind til en stor rødmalet Gaard.
„Her tør vi ikke gaae ind,“ sagde Kjærringen, „for der boer Bjergtrold her.“ „Aa jo, vi gaaer ind; vi seer det lyser; det er nok Folk inde,“ sagde Gutten, han gik ind foran og Kjærringen efter; men i det samme han lukkede op Døren, daante hun, for hun fik see, der sad en stor svær Mand paa Bænken. „Godkvæld, Bedstefaer,“ sagde Gutten. „Nu har jeg siddet her i tre hundrede Aar, men det er ikke kommen Nogen, som har hilst Bedstefaer til mig,“ sagde Manden, som sad paa Bænken. Guten satte sig jævnsides Manden og tog paa at snakke med ham som om de vare gamle Kjendinger.
„Men hvorledes gik det Moer din?“ sagde Manden, da de havde snakket en Stund; „jeg troer hun daante; du faaer see til hende.“ Gutten gik bort, tog Kjærringen og drog hende ind over Gulvet, saa kviknede hun i og krabbede bort og satte sig vel ind i Vedroen, men hun var saa ræd at hun næsten ikke turde see frem. Da det led paa lidt, spurgte Gutten, om de kunde faae Huus om Natten. Jo, det kunde de faae, sagde Manden. Saa snakkedes de ved en Stund, men ret som det var blev Gutten sulten og spurgte om de kunde faae Mad til Kvelds Jo, det skulde det nok blive Raad til, meente Manden. Da de havde siddet lidt, stod han op og lagde sex Tørgranlæs paa Varmen. Endda ræddere blev Kjærringen. „Nu vil han brænde os op ogsaa,“ sagde hun i Krogen, der hun sad. Da det var nedbrændt til Kul, stod Manden op og gik ud.
„Gud bedre mig for dig, du er saa hjertet, seer du ikke, du er hos Trold?“ sagde Kjærringen. „Aa pyt, det er ikke saa farligt,“ sagde Gutten. Om lidt kom Manden ind med en Oxe, saa stor og diger, at Gutten aldrig havde seet Mage til den og drev til den under Øret med Knytnæven, saa den stupte død paa Gulvet. Da han havde gjort det, tog han den i alle fire Benene, lagde den paa Glohaugen og snoede den og væltede den, til han fik den bruunbrændt udenpaa. Saa gik han bort i et Skab, tog frem et Sølvfad og lagde Oxen paa, og det var saa stort, at den ikke naaede udover paa nogen Kant. Dette satte han frem paa Bordet og gik saa ned i Kjælderen og tog op en Viinambe, slog ud den ene
Bunden, satte den op paa Bordet og lagde frem to Knive, som vare tre Alen lange. Da han havde gjort det, bad han dem gaae bort til Bordet og sætte sig til at spise. Gutten gik foran og bad Kjærringen komme efter; hun tog til at jamre sig ved sig selv og undres hvorledes hun skulde orke at bruge disse Knivene. Men Gutten nappede den ene og til at skjære Stykker ud af Laaret paa Oxen, som han lagde bort til Moer sin. Da de havde ædt en Stund, tog han Viinamben mellem Hænderne og løftede den ned paa Gulvet. Saa bad han Moderen komme, skulde hun faae Drikke. Den var saa høi, at hun ikke naaede op; men Gutten løftede hende op til Bredden og holdt hende, selv klattrede han op og hang over Bredden som en Katte, mens han drak.
Da han havde drukket sig utørst, tog han Amben og satte op paa Bordet, takkede for Maden og bad Moderen, at hun ogsaa skulde komme og takke, og saa ræd hun var, saa turde hun ikke Andet end gaae bort og takke Manden for Maden. Gutten satte sig jævnsides Manden paa Krakken og til at snakke med ham igjen. Da de havde siddet lidt, sagde Manden: „Jeg faaer vel afsted og faae mig lidt til Kveldsverd,“ gik bort til Bordet og aad hele Oxen, baade med Horn og Been, tog Viinamben og drak af den og satte sig bort paa Krakken igjen. „Jeg veed ikke hvorledes det bliver med Sengested,“ sagde han; jeg har ikke Andet end en Vugge her; det kunde vel gaae an, at du laa i den, saa kunde Mo’er din faae ligge borte i Sengen.“ „Ja Tak, det var brav nok,“ sagde Gutten, rev af sig Klæderne
og lagde sig op i Vuggen — den var fuldkommen saa stor som en stor Standseng — og Kjærringen maatte gaae efter Manden og lægge sig i Sengen, saa ræd som hun var. Det er ikke godt at lægge sig til at sove her; jeg faaer nok ligge vaagen og høre hvorledes det gaaer, naar det lider paa Natten, tænkte Gutten. Da det led om en Stund, tog Manden til at snakke med Kjærringen. „Her kunde vi leve nok saa godt og fornøieligt, naar vi var kvit denne Sønnen din,“ sagde Manden.
„Veed Du ikke noget Raad med ham, mener du?“ sagde Kjærringen. Aa jo, han skulde prøve, sagde han; han skulde lade som han vilde faae Kjærringen til at stelle for sig i nogle Dage, saa skulde han faae Gutten med bort i Bjerget og bryde Laftsteen, og vælte ned paa ham et Bjerg. Dette laa Gutten og lyede paa. Den anden Dag spurgte Troldet — for et Trold var det, det var greit at skjønne — om det kunde faae Kjærringen til at stelle for sig i nogle Dage, og da det led paa Dagen, tog Troldet en stor Jernbrækstang og spurgte Gutten om, han vilde være med bort i Bjerget og bryde Laftsteen. Ja, det vilde han gjerne, sagde han og gik med. Da de havde brudt nogle Stene, vilde Troldet have ham til at gaae nedved og see efter Stekker
(Sprækker) i Bjerget. Mens Gutten skulde gjøre det, brød og bændede Troldet med Brækstangen, til det fik afsted et heelt Bjerg, som kom væltende ned over Gutten; men han støttede imod til han kom unna og lod saa Bjerget vælte. „Nu seer jeg hvorledes du mener det med mig,“ siger Gutten til Troldet, „Du vil slaae mig ihjel, men gaa nu du nedved og se efter Stekker, saa skal jeg staae oppaa.“ Troldet turde ikke Andet end gjøre som Gutten sagde, og Gutten brød end et digert Bjerg, som væltede over Troldet og brød af det ene Laarbenet paa ham.
„Aa du er en Stakkel,“ sagde Gutten, steg ned og løftede op Bjerget og tog Manden unna det. Og saa maatte han tage ham paa Ryggen og bære ham hjem. Han foer afsted med ham som en Hest og rystede ham, saa han skreg som der sad en Kniv i ham. Da de kom hjem, maatte de lægge Troldet tilsengs og det blev liggende klein. Da det led paa Natten igjen, tog Troldet til at snakke med Kjærringen og undres paa hvorledes det skulde blive kvit Gutten. „Veed ikke du noget Raad til at blive kvit ham, saa veed ikke jeg,“ sagde Kjærringen.
Jo, det havde tolv Løver i en Have, sagde Troldet; naar de bare kunde faae Gutten did, saa rev de ham itu. Det meente Kjærringen, det ikke skulde have nøgen Nød med. Hun skulde lægge sig syg og sige, at hun var saa klein, at hun ikke kunde blive frisk igjen, med mindre hun fik Løvemælk. Dette laa Gutten og lyede paa. Da han var staaet op om Morgenen, sagde Kjærringen, at hun var kleinere end Nogen troede, og at hun troede, hun aldrig blev brav, hvis hun ikke fik Løvemælk.
„Da kommer du nok til at blive daarlig længe, Moer,“ sagde Gutten, „for ikke veed jeg, hvor den er at faae.“ Jo, meente Troldet, det var ikke ondt for Løvemælk, naar bare En vilde gaae efter den. Brødrene hans havde en Have, som der var tolv Løver i, og Nøglen kunde han faae, sagde Troldet til Gutten, dersom han havde Lyst til at mælke dem. Gutten tog Nøglen og en Mælkekolle og strøg afsted. Da han fik laaset op og kom ind i Haven, stod Løverne imod ham paa Tobeen alle tolv. Gutten ledte ud den største af dem, tog den i Frembenene og slog den mod Stok og Steen, til der ikke var mere igjen af den end Labberne. Da de øvrige saae dette, bleve de saa bange, at de krøb og lagde sig ned ved Fødderne
paa ham som skamfulde Hunde; siden fulgte de ham, hvor han gik, og da han kom hjem, lagde de sig udenfor med Fremlabberne paa Dørstokken. „Nu skal du vel blive brav, for her er Løvemælk, Moer,“ sagde Gutten, da han kom ind — han havde mælket en Skvæt i Ringen. Men Troldet laa borte i Sengen og svor, at det ikke var sandt. Det skulde anden Karl til at mælke Løvemælk, sagde det. Da Gutten hørte det, truede han Troldet ud af Sengen og rev op Døren; Løverne risede op mod Troldet og tog fat paa det, saa Gutten maatte gaae imellem og løse Taget.
Da det led paa Natten, begyndte Troldet at snakke med Kjærringen igjen. „Jeg veed ikke, hvorledes vi skal faae Livet af denne Gutten,“ sagde Troldet; „han er saa altfor stærk; veed ikke du noget Raad?“ sagde han til Kjærringen. „Nei, veed ikke du noget Raad med ham, saa veed ikke jeg,“ sagde Kjærringen. „Ja, jeg har to Brødre paa et Herreslot,“ sagde Troldet, „de ere tolv Gange stærkere end jeg er, derfor blev jeg udstødt og fik Gaarden; men de bruge Slottet, og der er en Frugthave med Æbler i, som er slige, at den, som spiser af dem, sover i tre Jævndøgn efter. Naar vi kunde faae denne Gutten did efter Frugt; han orkede ikke at bare sig for at smage paa Æblerne, og naar han først sov, saa rev Brødrene mine ham i Stykker.“
Kjærringen sagde, hun fik gjøre sig syg og sige, hun ikke blev brav, før hun fik af de Æblerne, saa gik han nok efter dem. Dette laa Gutten og lyede paa. Om Morgenen var Kjærringen saa klein, at hun skreeg baade Ak og Ve, og hun kunde ikke blive brav igjen med mindre hun fik Æbler fra den Haven, som laa ved det Slottet, som Brødrene til Manden eiede, men hun havde Ingen til at sende did. Jo, Gutten var strax villig til at gaae did, men de elleve Løverne fulgte med. Da han kom til Haven krøb han op i Æbletræet og aad saamange Æbler, han kunde raade med, og han var ikke kommen ned igjen, før han sovnede, men Løverne lagde sig i en Kreds omkring ham. Den tredie Dagen kom Brødrene til Troldet, men de kom ikke som Folk; de kom brølende som mandolme Stude, og undredes paa,
hvad det var for En, som havde lagt sig der, og sagde, at de skulde rive ham saa smaa, at der ikke skulde blive en Fille igjen af ham. Men Løverne foer op og rev Troldene i Smaastykker, saa det saa ud som de skulde have væltet en Dynge bortefter, og da de vare færdige med det, lagde de sig omkring ham igjen. Gutten vaagnede ikke, førend seent ud paa Eftermiddagen, og da han kom op paa Knæerne og fik gnedet Søvnen ud af Øinene paa sig, begyndte han at undres paa, hvad der havde været paa Færde, da han saa Sparketagene efter dem. Men da Gutten kom bort til Slottet, var der en Jomfru der, som havde seet hvorledes det var gaaet til, og hun sagde: „Du kan takke Gud, fordi du ikke var med i det Basketaget, ellers havde du
mistet dit Liv.“ „Hvorledes, jeg miste Livet!“ sagde Gutten. Det var det ikke farligt med, meente han. Saa bad hun, at han skulde komme ind, forat hun kunde faae snakke med ham; hun havde ikke seet et kristent Menneske, siden hun kom did. Da hun lukkede op Porten, vilde Løverne ogsaa ind, men hun blev saa ræd, at hun skreg over sig, og saa lod Gutten dem lægge sig udenfor. Saa snakkede de om Mangt og Meget, og Gutten spurgte hvorfor hun, som var saa deilig, vilde have de stygge Troldene. Hun havde aldrig villet have dem, sagde hun, og hun var ikke der med sin gode Villie, for de havde taget hende, hun var Kongens Datter af Arabien. Som de snakkede, saa spurgte hun hvad han
vilde, enten hun skulde reise hjem eller han vilde have hende. Jo Kors, han vilde have hende, og hun skulde ikke reise hjem igjen. Saa gik de omkring i Slottet og besaae sig, og saa kom de til en stor Sal, hvor det hang to digre Sværd efter Troldene, høit oppe paa Væggen. „Hvis du var slig Karl, at du kunde bruge et af disse!“ sagde Kongsdatteren. „Hvem, jeg?“ sagde Gutten; „skulde jeg ikke kunne bruge et af disse; det skulde vel være nogen Sag!“ sagde han og satte to tre Stole oppaa hverandre, hoppede op og tog det største Sværdet i Klypen, kastede det i Veiret og tog det igjen i Haandfanget og stødte det i Gulvet saa hele Salen rystede. Da han saa var kommen ned, tog han det under Armen og bar det. Da de havde været sammen paa Slottet en Tid, saa syntes Kongsdatteren,
hun maatte reise hjem til Forældrene sine og fortælle dem hvor hun var bleven af. De ladede et Skib, og saa reiste hun af Gaarde. Da hun var reist og Gutten havde gaaet der og ranglet en Stund, huskede han paa, at han havde havt Ærind did, og han skulde gaae efter Hilsebod til Moer sin. Men saa tænkte han, Kjærringen var ikke sygere, end at hun nok var frisk igjen nu, alligevel vilde han gaa ned og see hvorledes de havde det. Manden var god, og Kjærringen var længe siden god igjen.
„I er da nogle Uslinger, som sidde her i denne Fillehytten, kom og følg med op paa Slottet mit, skal I see, at jeg er en anden Karl,“ sagde Gutten. Ja de blev med ham baade Manden og Kjærringen, og paa Veien snakkede hun vel med ham og spurgte, hvorledes han var bleven saa stærk. Jo, det kom af det blaa Baandet, som laa paa Aashøiden den Tid de havde været ude paa Bygderne og bedt, sagde Gutten.
„Har du det endnu da?“ sagde Kjærringen. Ja han havde da det, han havde det under Buxelinningen sin, sagde han. Kjærringen bad om hun kunde faae see det. Ja, Gutten rev op Trøien og Brystdugen og skulde vise hende det. Saa greb hun til med begge Hænder, og rev det fra ham og virrede det om Næven. „Hvad skulde jeg gjøre ved dig, slig en Karnallie som du er?“ sagde hun; jeg skulde slaae til dig, saa Hjernen skulde skvætte!“ „Det var altfor let Død for slig en Skarv,“ sagde Troldet, „vi burde før brænde Øinene ud paa ham og sætte ham paa en liden Baad ud paa Havet.“ Det gjorde de ogsaa, alt det han peb og jamrede sig, men
der Baaden drev foran, svømmede Løverne efter, og tilsidst tog de den og drog den ind paa en Ø, og satte Gutten op under en Told. De fangede Vildt til ham, og Fugl ribbede de, saa de lavede ham en heel Duunseng. Men han maatte æde Raat, og blind var han. Saa var det en Dag, den største Løven jagede en Hare, og den var blind, for ret som det var, løb den paa baade Stok og Steen, og tilsidst rendte den imod en Furulæg, saa den stupte Kraake bortefter Marken lige ned i en Kjærnpyt. Men da den kom op igjen af Vandet, fandt den Veien nok saa vel, saa at den friede Livet sit. „Naa, naa!“ tænkte Løven, drog Gutten til Kjærnet og dyppede ham nedi. Da han havde faaet Synet igjen, gik han ned til Vandet og gjorde Mine til Løverne, at de skulde lægge sig ved hverandre som en Flaade og han stod oppe paa Ryggen af dem, mens de svømmede til Land med ham. Da han vel var kommen i Land, gik han op i en Birkehaug og der lod han Løverne lægge sig igjen. Saa
listede han sig frem til Slottet som en Tyv for at see om han ikke kunde faae fat paa Baandet sit, og da han kom til Døren, tittede han igjennem Nøglehullet og saa, at Baandet hang over en Dør i Kjøkkenet; saa stiltrede han ind over Gulvet, for der var Ingen inde; men da han havde faaet fat i Baandet, begyndte han at banke med Hælene og sparke i Benene, som han var galen.
I det samme kom Kjærringen fygende ud. „Kjære Vene, du vesle Gutten min, lad mig faae det Baandet!“ sagde hun. „Nei Tak, nu skal Du faae den Dommen, som Du vilde have givet mig,“ sagde Gutten, og den fuldførte han med det samme. Da Troldet hørte det, kom han ind og bad saa vakkert, at han skulde slippe at blive slaaet ihjel. „Ja Du skal nok faae leve, men Du skal faae den samme Straffen, som du gav mig,“ sagde Gutten, og saa brændte han Øinene ud paa Troldet og satte det i en Baad ud paa Havet, men det havde ingen Løver til at følge sig.
Nu var Gutten alene, og han gik der og stundede efter Prindsessen; tilsidst kunde han ikke holde det længer ud, han fik saa stærk Hug til hende, at han maatte reise. Saa ladede han fire Skibe og skulde seile til Arabien efter hende. En Stund havde de godt og stille Veir, men saa blev de liggende børfast ved en Bjergholme. Der gik Skibsfolkene i Land og drev omkring til Tidsfordriv; saa fandt de et stort digert Æg, mest saa stort som et lidet Huus. Det begyndte de at slaae og banke paa med store Stene, men de vare ikke istand til at faae det itu. Gutten kom efter med Sværdet og skulde see hvad det var for en Larm, og da han fik see det, meente han, at det kunde ikke være nogen Sag at faae det itu, hug til det med Sværdet, saa Ægget kløvnede,
og der kom ud en Unge saa stor som en Elefant. „Nu har vi vist gjort galt,“ sagde Gutten;“ dette kan komme til at koste vort Liv,“ sagde han og saa spurgte han Søfolkene om de vare Karle til at seile til Arabien paa fire og tyve Timer, naar de fik god Vind. — Jo, det skulde de være gode for, meente de. Saa fik de god Vind, seilede afsted og vare i Land i Arabien om tre og tyve Timer. Strax komanderede Gutten Skibsfolkene til at gaae op og grave sig ned i en Sandhaug, saa de netop kunde see Skibene. Skipperen og Gutten gik op paa et høit Bjerg og satte sig under en Told. Om en Time kom Fuglen med Bjergholmen i Kløerne og slap den over Flaaden, saa Skibene sank. Da
han havde gjort fra sig det, fløi den til Sandhaugen og slog med Vingerne, saa den nær havde taget Hovederne af dem, og op under Tolden saa fort, at han svingede Gutten rundt omkring. Men Gutten var færdig med Sværdet og hug til Fuglen, saa den stupte død. Saa gik han til Staden, og der var sagtens Glæde, fordi Kongen havde faaet Datter sin igjen; men nu havde han gjemt hende bort selv og lovet ud den Belønning, at den, som kunde finde hende, skulde faae hende, endda hun var bortlovet før. Som han gik, traf Gutten En, som solgte Hvidbjørnhuder; en af de Hvidbjørnhuderne kjøbte han og trak paa sig. Den ene Skipperen maatte tage et Jernlænke og lede ham i, og saa reiste han om i Staden og gjorde Komedie. Tilsidst spurgtes det hos Kongen, at aldrig Nogen havde seet slig Komedie;
Hvidbjørnen dandsede paa alle Slags Maader, eftersom de komanderede den. Saa kom der Bud, at han skulde komme til Kongen og gjøre Komedie der, for Kongen vilde see den. Da han kom ind, blev de rædde allesammen, for de havde aldrig seet sligt et Dyr; men Skipperen sagde, det var ingen Fare ved det, uden de lo af den; det maatte de ikke, ellers slog den dem ihjel. Da Kongen hørte det, formanede han dem, og sagde til Hoffolkene, at de ikke maatte lee. Men da det led paa, kom Kongens Terne ind og tog til at briske sig og lee; saa drev Hvidbjørnen til hende, saa hun fløi i Filler. Hoffolkene tog paa at jamre sig, og Skippperen allermest. „Aa, pyt,“ sagde Kongen, „det er bare en Terne om at gjøre, det er min Sag og ikke
Jeres!“ Da de sluttede, var det seent paa Kvelden. „Det er ikke værdt, Du gaaer ud med den nu, det er saa seent,“ sagde Kongen; „den kan faae ligge her i Nat.“ „Kanskee den kan ligge bag Ovnen?“ sagde Skipperen. „Nei, den skal have Dyner og Puder at ligge paa,“ sagde Kongen, og fandt frem en heel Røs. Skipperen fik ligge i et Kammer ved Siden af. Ved Midnatstider kom Kongen med Løgt og et stort Nøgleknippe og ledede Hvidbjørnen med sig. Han gik den ene Gangen efter den anden, gjennem Døre og Værelser, Trapper op og Trapper ned; tilsidst kom han ud paa en Brygge, som bar lige ud paa Havet.
Der tog Kongen til at ryste og skake paa Kjæpper og Pinder og trak den ene op og den anden ned, til der flød op et lidet Huus; der havde han Datter sin, for han holdt saa meget af hende, at han havde gjemt hende, saa Ingen kunde finde hende. Han satte Hvidbjørnen igjen udenfor Døren, mens han gik ind og fortalte om Bjørnen og Dandsen og Komedien. Hun sagde, hun var ræd, og hun turde ikke see paa den. Men Kongen overtalte hende og sagde, at det ikke var nogen Fare, naar hun bare ikke lo. Saa lukkede han ind Bjørnen, og den dandsede og gjorde Kunster, men ret som det var, begyndte Prindsessens Terne at lee. Dermed drev Gutten til hende, saa hun fløi i Filler. Prindsessen jamrede sig og bar sig ilde.
„Aa pyt!“ sagde Kongen, „det er bare en Terne om at gjøre, og saa god Terne skal jeg skaffe Dig igjen. Men nu er det bedst, at Bjørnen bliver igjen her,“ sagde han, „for jeg bryder mig ikke om at gaae og rende over alle Gangene med den nu Nattes Tider.“ — Nei, da turde hun ikke være der, sagde Prindsessen. Men Bjørnen ringede sig sammen og lagde sig bag Ovnen, og det blev saa tilsidst, og Prindsessen lagde sig og lod Lyset brænde. Men da Kongen vel var borte, og det var bleven stille, kom Hvidbjørnen og bad hende løse Hagebaandet. Prindsessen blev saa ræd, at hun næsten var daanefærdig, men hun famlede efter, til hun fandt det, og hun havde ikke løst det, før han rev Hovedet af. Da kjendte hun ham og blev saa glad, at
det ikke var nogen Maade paa det, og hun vilde strax sige, at det var ham, som havde frelst hende. Men det vilde han ikke, han vilde tjene hende engang til. Da de hørte Kongen begyndte at rusle med Kjæppene om Morgenen, trak Gutten Bjørnehuden paa og lagde sig bag Ovnen. „Nu, har den ligget stille?“ spurgte Kongen. „Ja, Gud bevares,“ sagde Prindsessen, „den har ikke ledet paa sig engang.“ Oppe paa Slottet tog Skipperen imod den igjen.
Men saa gik Gutten til en Skræddermester og bestilte Prindseklæder, og da de var færdige, gik han op til Kongen og sagde, at han vilde finde Prindsessen. „Det er Mange, som have villet det,“ sagde Kongen, „men de have mistet Livet, for den, som ikke kan finde hende paa fire og tyve Timer har forbrudt sit Liv.“ Ja, det havde ingen Fare, meente Gutten, han vilde lede, og fandt han hende ikke, blev det hans Sag. Men paa Slottet var der Musikanter, som spillede, og Jomfruer at dandse med, og Gutten dandsede. Om tolv Timer kom Kongen og sagde: „Jeg synes Synd om dig, du er saa daarlig til at lede, at du mister dit Liv.“ „Aa pyt, det er ikke farligt med Liget saalænge det har Pusten, vi har Tiden for os!“ sagde Gutten og dandsede
til der ikke var mere end een Time igjen, da vilde Gutten til at lede. „Aa, det nytter ikke,“ sagde Kongen, „nu er Tiden omme.“ „Tænd paa Lygten, kom med det store Nøgleknippet dit!“ sagde Gutten, „og følg mig der, jeg vil gaae! det er igjen en heel Time.“ Gutten gik saa, som Kongen havde gaaet den forrige Natten, og komanderede ham til at laase op for sig, til han kom paa Bryggen, som bar lige ud paa Havet.
„Nu nytter det ikke; Tiden er omme, og det bær lige paa Havet med Dig,“ sagde Kongen. „Det er igjen fem Minutter endnu,“ sagde Gutten og rev og sled i Pinderne og Kjæppene, saa Huset flød op. „Nu er Tiden omme!“ skreg Kongen; „kom nu, min Fægtemester og tag Hovedet af ham.“ „Nei, stop, stop!“ sagde Gutten, „det er igjen tre Minutter endnu! Kom med Nøglen, saa jeg kommer ind.“ Men Kongen stod og famlede efter Nøglen og sagde, at han ingen fandt, for at udhale Tiden. „Har ikke Du, saa har jeg selv,“ sagde Gutten og spændte til Døren saa den fløi i Stykker ind paa Gulvet. Prindsessen mødte ham i Døren og
sagde, at det var hendes Frelser og ham vilde hun have. Saa maatte hun faae ham, og Gutten holdt Bryllup med Kongens Datter af Arabien.
