Prevod
Zdaj pa poslušaj! Na deželi, tik ob cesti, je stala podeželska hiša. Gotovo si jo kdaj videl tudi sam! Pred njo je vrtiček s cvetlicami in pobarvano leseno ograjo. Čisto blizu, ob jarku, sredi najlepše zelene trave, je rasla drobna marjetica. Sonce je sijalo nanjo prav tako toplo in lepo kakor na velike, razkošne cvetlice na vrtu, zato je rasla iz ure v uro. Nekega jutra se je povsem razcvetela; njeni drobni, bleščeče beli lističi so se kakor žarki razprostirali okoli malega rumenega sonca v sredini. Niti pomislila ni, da je tam v travi nihče ne opazi in da je le uboga, zaničevana cvetlica. Ne, bila je tako zadovoljna! Obrnila se je naravnost proti toplemu soncu, gledala vanj in poslušala škrjančka, ki je pel v zraku.
Drobna marjetica je bila tako srečna, kakor da bi bil velik praznik, pa je bil vendar ponedeljek. Vsi otroci so bili v šoli. Medtem ko so sedeli v klopeh in se učili, je ona sedela na svojem zelenem stebelcu in se od toplega sonca in vsega okoli sebe prav tako učila, kako dober je Bog. Zdelo se ji je, da mali škrjanček tako jasno in lepo poje o vsem, kar je sama tiho čutila. Z nekakšnim spoštovanjem je gledala k srečni ptici, ki je znala peti in leteti, a ni bila prav nič žalostna, ker sama tega ni zmogla. »Saj vidim in slišim!« si je mislila. »Sonce sije name in veter me poljublja! Oh, koliko mi je bilo dano!«
Za ograjo je raslo toliko togih, imenitnih cvetlic; manj ko so dišale, bolj so se vzvišeno vzpenjale. Potonike so se napihovale, da bi bile večje od vrtnice, a velikost vendar ni vse! Tulipani so bili najlepših barv in tega so se dobro zavedali, zato so se držali tako pokonci, da bi jih še bolje videli. Drobne marjetice zunaj sploh niso opazili, ona pa jih je toliko bolj občudovala in si mislila: »Kako so razkošni in lepi! K njim bo gotovo priletela tista čudovita ptica in jih obiskala! Hvala Bogu, da rastem tako blizu, da bom lahko videla vso to imenitnost!« In prav ko je to pomislila, se je zaslišalo: »Čiv čiv!« Priletel je škrjanček, vendar ne k potonikam in tulipanom, temveč v travo k ubogi marjetici. Ta se je od samega veselja tako prestrašila, da sploh ni več vedela, kaj naj si misli.
Ptiček je poplesaval okoli nje in pel: »Oh, kako mehka je trava! In glej, kako ljubka drobna cvetlica, z zlatom v srcu in srebrom na obleki!« Rumena sredica marjetice je bila res videti kakor zlato, drobni lističi okoli nje pa so bili bleščeče srebrno beli.
Kako srečna je bila drobna marjetica, tega si nihče ne more predstavljati! Ptiček jo je poljubil s kljunčkom, ji zapel in nato spet odletel v modro nebo. Gotovo je minila cela četrt ure, preden si je cvetlica opomogla. Nekoliko sramežljivo, a iz srca zadovoljna je pogledala k cvetlicam na vrtu. Saj so videle, kakšna čast in sreča sta jo doleteli, gotovo so razumele, kako se veseli. Toda tulipani so stali še enkrat bolj togo kakor prej, njihovi obrazi pa so bili tako zašiljeni in rdeči, ker jih je grizla jeza. Potonike so imele čisto nabuhle glave. Uf, še dobro, da niso znale govoriti, sicer bi marjetico pošteno oštele! Uboga drobna cvetlica je jasno videla, da niso dobre volje, in to jo je iz srca žalostilo. Prav tedaj je na vrt prišlo dekle z velikim nožem, ostrim in bleščečim. Stopilo je naravnost med tulipane in jih rezalo drugega za drugim. »Uh!« je vzdihnila drobna marjetica. »Kako strašno, zdaj je po njih!« Dekle je nato odšlo s tulipani. Marjetica je bila vesela, da raste zunaj v travi in je le drobna, uboga cvetlica. Čutila je globoko hvaležnost, in ko je sonce zašlo, je zložila svoje lističe, zaspala in vso noč sanjala o soncu in malem ptičku.
Naslednje jutro, ko je cvetlica spet srečno iztegnila vse bele lističe kakor drobne ročice proti zraku in svetlobi, je prepoznala ptičkov glas, toda njegova pesem je bila žalostna. Ubogi škrjanček je imel za to dober razlog: ujeli so ga in zdaj je sedel v kletki tik ob odprtem oknu. Pel je o tem, kako je svobodno in srečno letal naokrog, pel je o mladem zelenem žitu na polju in o čudovitem potovanju, na katero bi ga lahko ponesle peruti visoko v zrak. Ubogi ptiček ni bil dobre volje; ujet je sedel tam v kletki.
Drobna marjetica mu je tako rada hotela pomagati, a kako naj bi to storila? Tega si ni bilo lahko domisliti. Povsem je pozabila, kako lepo je vse okoli nje, kako toplo sije sonce in kako čudovito beli so njeni lističi. Ah, mislila je le na ujetega ptička, za katerega ni mogla prav nič storiti.
Prav tedaj sta z vrta prišla dva dečka. Eden je v roki držal nož, velik in oster kakor tisti, s katerim je dekle rezalo tulipane. Napotila sta se naravnost k drobni marjetici, ki nikakor ni mogla razumeti, kaj nameravata.
»Tukaj lahko izreževa lep kos travne ruše za škrjančka!« je rekel eden od dečkov in začel okoli marjetice zarezovati globoko v zemljo v obliki kvadrata, tako da je ostala sredi ruše.
»Odtrgaj tisto cvetlico!« je rekel drugi deček in marjetica je vsa vztrepetala od strahu, kajti če bi jo odtrgali, bi izgubila življenje. Zdaj pa si je tako želela živeti, ko naj bi s travno rušo prišla v kletko k ujetemu škrjančku.
»Ne, pusti jo!« je rekel prvi deček. »Tako lepo jo krasi!« In tako je ostala na svojem mestu in prišla v kletko k škrjančku. Toda ubogi ptiček je glasno tožil za izgubljeno svobodo in s perutmi udarjal ob žice kletke. Drobna marjetica ni mogla govoriti, ni mu mogla izreči niti ene tolažilne besede, čeprav si je to še tako želela. Tako je minilo vse dopoldne.
»Tu ni vode!« je rekel ujeti škrjanček. »Vsi so odšli in pozabili, da potrebujem kapljico za pitje! Grlo imam suho in me peče! V meni sta ogenj in led, zrak pa je tako težak! Ah, umreti moram, se posloviti od toplega sonca, od svežega zelenja, od vse lepote, ki jo je ustvaril Bog!« Nato je zaril kljunček v hladno travno rušo, da bi se vsaj malo osvežil. Tedaj je zagledal marjetico, ji pokimal, jo poljubil s kljunčkom in rekel: »Tudi ti moraš oveneti tukaj notri, uboga drobna cvetlica! Tebe in to zaplatko zelene trave so mi dali namesto vsega sveta, ki sem ga imel zunaj! Vsaka drobna travna bilka naj mi bo zeleno drevo, vsak tvoj beli listič dišeča cvetlica! Ah, vi me le spominjate, koliko sem izgubil!«
»Ko bi ga le mogla potolažiti!« si je mislila marjetica, toda niti lističa ni mogla premakniti. Vendar je bil vonj, ki se je širil iz njenih nežnih lističev, veliko močnejši, kot je sicer pri tej cvetlici. To je opazil tudi ptiček, in čeprav je hiral od žeje in v svoji muki trgal zelene travne bilke, se cvetlice ni niti dotaknil.
Zvečerilo se je, pa še vedno ni nihče prišel in ubogemu ptičku prinesel kapljice vode. Tedaj je razprostrl svoje lepe peruti, jih krčevito stresel in njegova pesem je bila le še žalosten »pi pi«. Drobna glavica se je nagnila k cvetlici in ptičku je počilo srce od domotožja in hrepenenja. Cvetlica tedaj ni mogla zložiti svojih lističev in zaspati kakor prejšnji večer; bolna in žalostna je povešala glavo k tlom.
Šele naslednje jutro sta prišla dečka, in ko sta videla mrtvega ptička, sta zajokala, pretočila mnogo solz in mu izkopala lep grob, ki sta ga okrasila s cvetnimi lističi. Ptičkovo truplo sta položila v lepo rdečo škatlico; kraljevsko naj bi pokopala ubogega ptička! Ko je živel in pel, sta pozabila nanj, ga pustila sedeti v kletki in trpeti pomanjkanje, zdaj pa je bil deležen razkošja in mnogih solz.
Travno rušo z marjetico pa sta vrgla v prah ob cesti. Nihče se ni spomnil nanjo, ki je vendar najbolj sočustvovala z malim ptičkom in si ga tako želela potolažiti!
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Nu skal du høre!
Ude på landet, tæt ved vejen, lå et lyststed. Du har bestemt selv engang set det! der er foran en lille have med blomster og et stakit, som er malet. Tæt herved på grøften, midt i det dejligste grønne græs, voksede en lille gåseurt. Solen skinnede lige så varmt og smukt på den, som på de store rige pragtblomster inde i haven, og derfor voksede den time for time. En morgen stod den ganske udsprunget med sine små, skinnende hvide blade, der sidder som stråler rundt om den lille gule sol indeni. Den tænkte slet ikke på, at intet menneske så den der i græsset og at den var en fattig, foragtet blomst. Nej den var så fornøjet, den vendte sig lige imod den varme sol, så op i den og hørte på lærken, som sang i luften.
Den lille gåseurt var så lykkelig, som om det var en stor helligdag, og så var det dog en mandag. Alle børn var i skole. Mens de sad på deres bænke og lærte noget, sad den på sin lille grønne stilk og lærte også af den varme sol og alt rundt omkring, hvor god Gud er, og den syntes ret at den lille lærke sang så tydeligt og smukt alt, hvad den i stilhed følte, og gåseurten så med en slags ærbødighed op til den lykkelige fugl, der kunne synge og flyve, men var slet ikke bedrøvet, fordi den selv ikke kunne det. "Jeg ser og hører jo!" tænkte den, "solen skinner på mig og vinden kysser mig! oh, hvor jeg dog er blevet begavet!"
Inden for stakittet stod så mange stive, fornemme blomster, jo mindre duft de havde, des mere knejsede de. Pæonerne blæste sig op, for at være større end en rose, men det er slet ikke størrelsen, som gør det! Tulipanerne havde de allersmukkeste kulører, og det vidste de nok og holdt sig så ranke, for at man endnu bedre skulle se det. De lagde slet ikke mærke til den lille gåseurt udenfor, men den så des mere på dem og tænkte: "Hvor de er rige og dejlige! ja, dem flyver vist den prægtige fugl ned til og besøger! Gud ske lov, at jeg står så nær herved, så kan jeg dog få den stads at se!" og lige idet den tænkte det, "kvirrevit!" der kom lærken flyvende, men ikke ned til pæoner og tulipaner, nej, ned i græsset til den fattige gåseurt, der blev så forskrækket af bare glæde, at den vidste slet ikke mere, hvad den skulle tænke.
Den lille fugl dansede rundt omkring den og sang: "Nej, hvor dog græsset er blødt! og se, hvilken sød lille blomst med guld i hjertet og sølv på kjolen!" den gule prik i gåseurten så jo også ud som guld, og de små blade rundt om var skinnende sølvhvide.
Så lykkelig som den lille gåseurt var, nej, det kan ingen begribe! Fuglen kyssede den med sit næb, sang for den og fløj så igen op i den blå luft. Det varede bestemt et helt kvarter, før blomsten kunne komme sig igen. Halvt undselig og dog inderlig fornøjet så den til blomsterne inde i haven. De havde jo set den ære og lyksalighed, der var vederfaret hende, de måtte jo begribe, hvilken glæde det var, men tulipanerne stod nok engang så stive som før, og så var de så spidse i ansigtet og så røde, for de havde ærgret sig. Pæonerne var ganske tykhovedede, bu! det var godt, at de ikke kunne tale, ellers havde gåseurten fået en ordentlig tiltale. Den stakkels lille blomst kunne nok se, at de var ikke i godt humør, og det gjorde den så inderligt ondt. I det samme kom der inde i haven en pige med en stor kniv så skarp og skinnende, hun gik lige hen mellem tulipanerne og skar den ene af efter den anden. "Uh!" sukkede den lille gåseurt, "det var jo forskrækkeligt, nu er det forbi med dem!" Så gik pigen bort med tulipanerne. Gåseurten var glad ved, at den stod ude i græsset og var en lille, fattig blomst. Den følte sig ret så taknemlig, og da solen gik ned, foldede den sine blade, sov ind og drømte hele natten om solen og den lille fugl.
Næste morgen, da blomsten igen, lykkelig, strakte alle de hvide blade ligesom små arme ud mod luft og lys, kendte den fuglens stemme, men det var sørgeligt, hvad den sang. Ja, den stakkels lærke havde god grund dertil, den var blevet fanget og sad nu i et bur tæt ved det åbne vindue. Den sang om at flyve frit og lykkeligt omkring, sang om det unge, grønne korn på marken og om den dejlige rejse, den kunne gøre på sine vinger højt op i luften. Den stakkels fugl var ikke i godt humør, fangen sad den der i buret.
Den lille gåseurt ønskede så gerne at hjælpe, men hvorledes skulle den bære sig ad dermed. Ja det var vanskeligt at hitte på. Den glemte rent, hvor smukt alt stod rundt om, hvor varmt solen skinnede, og hvor smukke hvide dens blade så ud. Ak, den kunne kun tænke på den fangne fugl, som den slet ikke var i stand til at gøre noget for.
Da kom der i det samme to små drenge ud af haven. Den ene af dem havde i hånden en kniv, stor og skarp som den, pigen havde til at skære tulipanerne af med. De gik lige hen imod den lille gåseurt, der slet ikke kunne begribe, hvad de ville.
"Her kan vi skære en dejlig græstørv til lærken!" sagde den ene dreng og begyndte at skære i en firkant dybt ned, omkring gåseurten, så at den kom til at stå midt i græstørven.
"Riv den blomst af!" sagde den anden dreng, og gåseurten rystede ordentlig af angst, thi at blive revet af, var jo at miste livet, og nu ville den så gerne leve, da den skulle med græstørven ind i buret til den fangne lærke.
"Nej, lad den sidde!" sagde den anden dreng, "den pynter så net!" og så blev den siddende og kom med ind i buret til lærken.
Men den stakkels fugl klagede højt over sin tabte frihed og slog med vingerne mod jerntrådene i buret. Den lille gåseurt kunne ikke tale, ikke sige et trøstende ord, ihvor gerne den ville. Således gik hele formiddagen.
"Her er intet vand!" sagde den fangne lærke, "de er alle ude og have glemt mig med en dråbe at drikke! min hals er tør og brændende! der er ild og is indeni mig og luften er så tung! Ak, jeg må dø, fra det varme solskin, fra det friske grønne, fra al den dejlighed, Gud har skabt!" og så borede den sit lille næb ned i den kølige græstørv, for derved at opfriskes lidt. Da faldt dens øjne på gåseurten, og fuglen nikkede til den, kyssede den med næbbet og sagde: "Du må også visne herinde, du stakkels lille blomst! Dig og den lille grønne plet græs har man givet mig for den hele verden, jeg havde udenfor! hvert lille græsstrå skal være mig et grønt træ, hvert af dine hvide blade en duftende blomst! ak, I fortæller mig kun, hvor meget jeg har mistet!"
"Hvem der dog kunne trøste ham!" tænkte gåseurten, men den kunne ikke røre et blad. Dog duften, som strømmede ud af de fine blade, var langt stærkere, end den ellers findes hos denne blomst. Det mærkede også fuglen, og skønt den forsmægtede af tørst og i sin pine rev de grønne græsstrå af, rørte den slet ikke blomsten.
Det blev aften, og endnu kom ingen og bragte den stakkels fugl en vanddråbe. Da strakte den sine smukke vinger ud, rystede dem krampagtigt, dens sang var et vemodigt pipi. Det lille hoved bøjede sig henimod blomsten, og fuglens hjerte brast af savn og længsel. Da kunne blomsten ikke, som aftnen forud, folde sine blade sammen og sove, den hang syg og sørgende ned mod jorden.
Først den næste morgen kom drengene, og da de så fuglen død, græd de, græd mange tårer og gravede den en nydelig grav, som blev pyntet med blomsterblade. Fuglens lig kom i en rød, dejlig æske, kongeligt skulle den begraves, den stakkels fugl! da han levede og sang, glemte de ham, lod ham sidde i buret og lide savn, nu fik han stads og mange tårer.
Men græstørven med gåseurten blev kastet ud i støvet på landevejen, ingen tænkte på den, som dog havde følt mest for den lille fugl og som gerne ville trøste den!
