Waltey
Z okna v Vartovu
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Z okna v Vartovu
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 2 strani
- Naslov izvirnika
- Fra et vindue i Vartov
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Z okna v Vartovu
Ob zelenem nasipu, ki obdaja København, stoji veliko rdeče poslopje z mnogimi okni; na njih rastejo nedotike in božja drevca. V notranjosti je videti revščino in v njem živijo revni stari ljudje. To je Vartov.
Glej! Na okensko polico se naslanja stara devica, z nedotike trga oveneli list in zre na zeleni nasip, kjer se razposajeno igrajo otroci. O čem premišljuje? Pred njenimi mislimi se razgrinja drama vsega življenja.
Ti revni malčki, kako srečno se igrajo! Kakšna rdeča lička, kakšne blažene oči, a ne čevljev ne nogavic nimajo na nogah! Plešejo po zelenem nasipu tam, kjer so po pripovedovanju davne legende pred mnogimi leti, ko so se tla nenehno ugrezala, nedolžnega otroka s cvetjem in igračami zvabili v odprt grob in ga zazidali, medtem ko se je malček igral in jedel. Odtlej je nasip trdno stal in ga je kmalu prekrila lepa zelena trata. Malčki legende ne poznajo, sicer bi še zdaj slišali otroka jokati tam spodaj pod zemljo in rosa na travi bi se jim zdela kot žgoče solze. Ne poznajo zgodbe o danskem kralju, ki je, ko je sovražnik taboril pred mestom, prijezdil tod mimo in prisegel, da bo umrl v svojem gnezdu; tedaj so prišli moški in ženske ter zlivali vrelo vodo na belo oblečene sovražnike, ki so se po snegu plazili navzgor po zunanji strani nasipa.
Veselo se igrajo revni malčki. Igraj se, deklica! Kmalu pridejo leta — da, tista blažena leta: konfirmandi se sprehajajo z roko v roki, ti hodiš v beli obleki, ki je tvojo mater drago stala, čeprav je predelana iz večje, stare! Dobiš rdeč šal, ki ti sega predaleč navzdol, a tako se vsaj vidi, kako velik je, kako prevelik! Misliš na svojo opravo in na dobrega Boga. Kako lep je sprehod po nasipu! In leta tečejo, z mnogimi temnimi dnevi, a z mladostjo v srcu, in dobiš prijatelja, ne da bi se tega zavedala! Srečujeta se; v zgodnji pomladi se sprehajata po nasipu, ko na veliki molitveni dan zvonijo vsi cerkveni zvonovi. Vijolic še ni mogoče najti, a nasproti Rosenborga stoji drevo s prvimi zelenimi brsti; tam se ustavita. Vsako leto drevo požene zelene veje, srce v človeških prsih pa jih ne; skozenj drsi več temnih oblakov, kot jih pozna sever. Ubogo dekle, poročna soba tvojega ženina bo krsta, ti pa boš ostala stara devica; iz Vartova boš izza nedotike zrla na otroke, ki se igrajo, in gledala, kako se tvoja zgodba ponavlja.
In prav ta življenjska drama se razgrinja pred staro devico, ki zre na nasip, kjer sije sonce in kjer otroci z rdečimi lički, brez nogavic in čevljev, radostno vriskajo kakor vse druge ptice pod nebom.
Izvirnik
Fra et vindue i Vartov
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Ud til den grønne vold, der går rundt om København, ligger en stor, rød gård med mange vinduer, i dem vokser balsaminen og ambratræet; fattigt ser der ud derindenfor, og fattige gamle folk bor der. Der er Vartov.
Se! op til vindueskarmen læner sig en gammel pige, hun plukker det visne blad af balsaminen og ser ud på den grønne vold, hvor lystige børn tumler sig; hvad tænker hun på? Et livs drama ruller op for tanken.
De fattige små, hvor lykkeligt de leger! hvilke røde kinder, hvilke velsignede øjne, men hverken sko eller strømper har de på! de danser på den grønne vold der, hvor sagnet fortæller at for mange år tilbage, da jorden der altid sank, blev et uskyldigt barn lokket med blomster og legetøj ind i den åbne grav, som de murede til medens den lille legede og spiste. Da lå volden fast og bar snart et dejligt grønsvær. De små kender ikke sagnet, ellers ville de høre barnet græde endnu dernede under jorden, og duggen på græsset ville synes dem de brændende tårer. De kender ikke historien om Danmarks konge, der da fjenden lå udenfor, red her forbi, og svor, han ville dø i sin rede; da kom kvinder og mænd, de gød kogende vand ned over de hvidklædte fjender, som i sneen kravlede op ad den ydre voldside.
Lystigt leger de fattige små.
Leg, du lille pige! snart kommer årene - ja, de velsignede år: Konfirmanderne spadserer hånd i hånd, du går i hvid kjole, den har kostet din moder nok, og dog er den syet om af en større, gammel! du får et rødt sjal, det hænger dig for langt ned, men så kan man se, hvor stort det er, hvor alt for stort! du tænker på din stads og på den gode Gud. Dejlig er en vandring på volden! Og årene går med mange mørke dage, men med ungdomssind, og du får en ven, du ved det ikke! I mødes; I vandrer på volden i det tidlige forår, når alle kirkeklokker ringer på store bededag. Der er endnu ikke violer at finde, men ud for Rosenborg står der et træ med de første grønne knopper, dér standser I. Hvert år skyder træet grønne grene, det gør ikke hjertet i menneskets bryst, gennem dette glider flere mørke skyer, end Norden kender. Stakkels barn, din brudgoms brudekammer bliver ligkisten, og du bliver en gammel pige; fra Vartov ser du bag balsaminen ud på de legende børn, ser din historie gentages.
Og det er just det livsdrama, der ruller op for den gamle pige, der ser ud på volden, hvor solen skinner, hvor børnene med røde kinder og uden strømper og sko jubler, som alle de andre himlens fugle.
Nadaljuj z branjem
