Waltey
Nema knjiga
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Nema knjiga
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 3 min branja
- Obseg
- 3 strani
- Naslov izvirnika
- Den stumme bog
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Nema knjiga
Ob cesti sredi gozda je stala samotna kmetija; pot je vodila naravnost čez dvorišče. Tam je sijalo sonce, vsa okna so bila odprta, v hiši je bilo živahno, na dvorišču pa je v senčnici iz cvetočih španskih bezgov stala odprta krsta. Pokojnika so postavili semkaj, še to dopoldne naj bi ga pokopali. Nihče ni stal ob njem in ga žalostno gledal, nihče ni jokal za njim. Obraz mu je prekrivalo belo platno, pod glavo pa so mu položili veliko, debelo knjigo, katere listi so bili cele pole sivega papirja; med njimi so ležale shranjene in pozabljene uvele cvetlice, ves herbarij, nabran po različnih krajih. Sam je zahteval, naj ga položijo z njim v grob. Na vsako cvetlico je bilo vezano poglavje njegovega življenja.
»Kdo je pokojnik?« smo vprašali in dobili odgovor: »Stari študent iz Upsale! Pravijo, da je bil nekoč bister, da je znal učene jezike, znal peti, da, celo pesmi pisati. Potem pa mu je nekaj prekrižalo pot in svoje misli je utopil v žganju, z njimi pa tudi sebe. Ko je šlo za njimi še njegovo zdravje, je prišel sem na deželo, kjer so plačevali za njegovo hrano in bivanje. Bil je krotek kakor otrok, če ga le ni obšla črna malodušnost; takrat pa je postal silno močan in begal po gozdu kakor preganjana žival. Toda če smo ga spravili domov in ga pripravili do tega, da je pogledal v knjigo s posušenimi rastlinami, je lahko ves dan sedel in gledal zdaj eno, zdaj drugo, in marsikdaj so mu solze tekle po licih. Bog ve, kaj mu je ob tem hodilo po glavi! Prosil pa je, naj mu knjigo položimo v krsto, in zdaj leži tam. Še malo, pa bodo pribili pokrov in v grobu bo našel svoj sladki počitek.«
Dvignili so mrtvaški prt; na pokojnikovem obrazu je bil mir in nanj je padel sončni žarek. Lastovka je v svojem kakor puščica hitrem letu švignila v senčnico, se med letom obrnila in zažvrgolela nad pokojnikovo glavo.
Kako nenavadno je vendar – gotovo vsi poznamo ta občutek –, ko vzamemo v roke stara pisma iz mladosti in jih beremo; tedaj se nam kakor iz globin prikaže vse življenje z vsemi svojimi upi in vsemi svojimi bridkostmi. Koliko ljudi, s katerimi smo bili takrat tako tesno povezani, je zdaj za nas kakor mrtvih, pa vendar še živijo; le mi že dolgo nismo pomislili nanje, čeprav smo nekoč verjeli, da jim bomo vselej ostali zvesti in z njimi delili žalost in veselje.
Uveli hrastov list v tej knjigi spominja na prijatelja, prijatelja iz šolskih dni, prijatelja za vse življenje; v zelenem gozdu si je ta list pripel na študentsko čepico, ko sta sklenila zavezo za vse življenje. – Kje živi zdaj? – List shranjen, prijateljstvo pozabljeno –! Tu je tuja rastlina iz rastlinjaka, prenežna za vrtove severa – kakor da ti listi še vedno dišijo! Podarila mu jo je ona, gospodična s plemiškega vrta. Tu je lokvanj, ki ga je sam utrgal in ga omočil s slanimi solzami, lokvanj iz sladkih voda. In tu je kopriva; kaj pripoveduje njen list? Kaj je mislil, ko jo je utrgal, ko jo je shranil? Tu je šmarnica iz gozdne samote; tu je kosteničevje iz cvetličnega lončka v gostilniški sobi in tu gola, ostra travna bilka –!
Cvetoči španski bezeg sklanja svoj sveži, dišeči grozd nad pokojnikovo glavo –, lastovka spet prileti mimo: »Čivit! Čivit!« – Zdaj prihajajo možje z žeblji in kladivom; pokrov položijo nad pokojnika, ki mu glava počiva na nemi knjigi. Shranjeno – pozabljeno!
Izvirnik
Den stumme bog
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Ved landevejen inde i skoven lå en ensom bondegård, man kom lige gennem gårdsrummet; solen skinnede der, alle vinduer stod åbne, liv og røre var der indenfor, men i gården, i en løvhytte af blomstrende syrener, stod en åben ligkiste; den døde var sat herud, denne formiddag skulle han begraves; ingen stod og så sørgende på den døde, ingen græd over ham, hans ansigt lå tildækket med et hvidt klæde, og under hans hoved var lagt en stor, tyk bog, hvis blade hvert var et helt ark gråt papir, og mellem hvert lå, gemt og glemt, visne blomster, et helt herbarium, samlet på forskellige steder; det skulle med i graven, havde han selv forlangt. Til hver blomst knyttede sig et kapitel af hans liv.
"Hvem er den døde?" spurgte vi, og svaret var: "den gamle student fra Upsala! han skal en gang have været flink, kunnet lærde sprog, kunnet synge, ja skrive viser med, har man sagt; men så var der noget der kom i vejen, og så smed han sine tanker, og sig selv med, hen i brændevinen, og da hans helsen fulgte efter, så kom han herud på landet, hvor der blev betalt for hans kost. Han var from som et barn, når kun ikke det sorte sind kom over ham, thi så blev han stærk og løb om i skoven, som et jaget dyr; men fik vi ham hjem, fik vi ham her til at se i bogen med de tørre urter, så kunne han sidde den hele dag og se på en urt og så på en anden, og mangen gang løb tårerne ham ned over kinderne; Gud ved, hvad han tænkte derved! men bogen bad han om at få med i sin kiste, og nu ligger den der, og om en kort stund skal låget slås fast, og han skal få sin søde hvile i graven."
Ligdugen blev løftet; der var fred i den dødes ansigt, en solstråle faldt på det; en svale skød i sin pilsnare flugt ind i løvhytten og vendte sig i flugten, kvidrende over den dødes hoved.
Hvor underligt er det dog, – vi kender det vist alle, – at tage gamle breve frem fra vor ungdomstid og læse disse; da dukker ligesom et helt liv op med alle dets forhåbninger, alle dets sorger. Hvor mange af de mennesker, som vi i hin tid levede så inderligt med, er nu som døde for os, og dog lever de endnu, men vi har i mange tider ikke tænkt på dem, hvem vi engang troede altid at skulle holde fast ved, gensidig dele sorg og glæde med.
Det visne egeblad i bogen her minder om vennen, vennen i skoletiden, vennen for hele livet; han hæftede dette blad på studenterhuen i den grønne skov, da pagten blev sluttet for det hele liv. – Hvor lever han nu? – Bladet gemt, venskab glemt –! Her er en fremmed drivhusplante, for fin for Nordens haver – det er, som var der duft endnu i disse blade! hun gav ham den, frøknen fra den adelige urtegård. Her er nøkkerosen, han selv har plukket og vædet med salte tårer, nøkkerosen fra de søde vande. Og her er en nælde, hvad siger dens blad? Hvad tænkte han ved at plukke den, ved at gemme den? Her er liljekonval fra skovensomheden; her er gedeblad fra krostuens urtepotte, og her det nøgne, skarpe græsstrå –!
Den blomstrende syren hælder sin friske, duftende klase over den dødes hoved –, Svalen flyver atter forbi: "Kvivit! kvivit!" - Nu kommer mændene med søm og med hammer, låget lægges over den døde, der hviler sit hoved på den stumme bog. Gemt – glemt!
Nadaljuj z branjem
