Prevod
Nekoč v tistih dneh, ko sta naš Gospod in sveti Peter hodila po zemlji, sta prišla h kovaču. Ta je bil s hudičem sklenil pogodbo, da bo čez sedem let njegov, v zameno pa bo dotlej mojster nad vsemi mojstri kovaške umetnosti; pogodbo sta podpisala oba, kovač in hudič. Zato je dal nad vrata kovačnice z velikimi črkami napisati: »Tu prebiva mojster nad vsemi mojstri!« Ko je naš Gospod prišel mimo in to zagledal, je stopil noter.
»Kdo si?« je vprašal kovača. »Preberi nad vrati!« je odvrnil kovač. »Če pa ne znaš brati, boš moral počakati, da pride kdo, ki ti bo pomagal.« Preden mu je naš Gospod utegnil odgovoriti, je prišel mož s konjem in prosil kovača, naj mu ga podkuje. »Ali bi ga smel podkovati jaz?« je vprašal naš Gospod. »Lahko poskusiš,« je rekel kovač. »Tako slabo že ne moreš narediti, da jaz ne bi mogel popraviti.« Naš Gospod je stopil ven, konju snel eno nogo, jo položil v kovaško ognjišče in razžaril podkev; nato je naostril ozobe in sprednji zob ter zakovičil žeblje, potem pa konju nogo spet pritrdil, da je bila cela in zdrava kakor prej. Ko je to opravil, je snel še drugo prednjo nogo in z njo storil prav tako, ko pa je tudi to pritrdil nazaj, je vzel zadnji nogi, najprej desno in nato levo, ju položil v ognjišče, razžaril podkvi, naostril ozobe in sprednji zob ter zakovičil žeblje, nato pa konju nogi spet pritrdil. Kovač je medtem stal zraven in ga gledal. »Saj nisi tako slab kovač,« je rekel. »Se ti zdi?« je vprašal naš Gospod.
Malo zatem je h kovačnici prišla kovačeva mati in ga poklicala domov k obedu. Bila je že zelo stara, hudo sključena in vsa zgubana v obraz, hodila pa je le še s težavo. »Zdaj pa dobro glej!« je rekel naš Gospod; vzel je starko, jo položil v kovaško ognjišče in iz nje skoval mlado, lepo dekle. »Pravim, kar sem že rekel,« je dejal kovač, »sploh nisi slab kovač. Nad mojimi vrati sicer piše: ‘Tu prebiva mojster nad vsemi mojstri,’ pa vendar odkrito povem: človek se uči, dokler živi!« Nato je šel v hišo in obedoval.
Komaj se je vrnil v kovačnico, je prijezdil mož, ki je hotel dati podkovati konja. »To bo hitro opravljeno!« je rekel kovač. »Pravkar sem se naučil novega načina podkovanja; ta pride prav, kadar je dan kratek.« In začel je rezati in lomiti, dokler ni konju odtrgal vseh nog. »Saj ne vem, čemu bi se človek ubadal z vsako posebej,« je rekel. Noge je položil v kovaško ognjišče, kakor je videl storiti našega Gospoda, nasul nanje obilo oglja in ukazal kovaškim vajencem, naj krepko vlečejo za ročico meha. A zgodilo se je, kakor je bilo pričakovati: noge so zgorele in kovač je moral plačati konja. To mu nikakor ni bilo po godu, toda ko je prav tedaj prišla mimo uboga starka, si je mislil: če se ni posrečilo eno, se bo pa drugo. Zgrabil je starko in jo položil v ognjišče, in naj je še tako jokala in prosila za življenje, nič ni pomagalo. »Tako stara si, pa ne veš, kaj je dobro zate,« je rekel kovač;
»zdaj boš v hipu spet mlado dekle, pa ti za kovanje ne bom zaračunal niti beliča.« A ubogi starki se ni godilo nič bolje kakor konjskim nogam. »To je bilo pa grdo od tebe!« je rekel naš Gospod. »Eh, saj je najbrž ne bo veliko ljudi pogrešalo,« je odvrnil kovač;
»ampak hudiča je lahko sram: še tistega komaj drži, kar piše nad vrati.« — »Če bi ti zdaj izpolnil tri želje,« je rekel naš Gospod, »kaj bi si zaželel?« »Le poskusi,« je odvrnil kovač, »pa boš izvedel.« Naš Gospod mu je torej obljubil tri želje. »Najprej in predvsem si želim, da bi vsakdo, ki mu rečem, naj spleza na hruško, ki raste tu ob zidu kovačnice, moral ostati na njej, dokler mu sam ne rečem, naj pride dol,« je rekel kovač;
»drugič si želim, da bi vsakdo, ki mu rečem, naj sede v naslanjač tam v delavnici, moral sedeti v njem, dokler mu sam ne rečem, naj vstane; nazadnje pa si želim, da bi vsakdo, ki mu rečem, naj zleze v mošnjiček iz jeklene žice, ki ga imam v žepu, moral ostati v njem, dokler mu sam ne dovolim zlesti ven.« »Prav nespametno si si izbral želje!« je rekel sveti Peter. »Najprej in predvsem bi si moral zaželeti božje milosti in prijateljstva.« »Tako visoko si pa nisem upal meriti,« je odvrnil kovač. Nato sta se naš Gospod in sveti Peter poslovila ter odšla naprej.
Čas je tekel in mineval, in ko je potekel dogovorjeni rok, je prišel hudič, kakor je pisalo v pogodbi, da bi odpeljal kovača. »Si zdaj pripravljen?« je vprašal in pomolil nos skozi vrata kovačnice. »Ah, samo še glavico bi moral skovati na temle žeblju,« je odvrnil kovač. »Ti pa medtem splezaj na hruško in si utrgaj kakšno hruško, da jo pogrizeš; po poti si gotovo žejen in lačen.« Hudič se je zahvalil za prijazno ponudbo in splezal na drevo. »No, ko zdaj vse dobro premislim,« je rekel kovač, »v prihodnjih štirih letih nikakor ne bom mogel skovati glavice na tem žeblju, ker je to železo presneto trdo. Dotlej ne moreš dol, lahko pa ta čas sediš gori in počivaš.« Hudič je milo prosil in moledoval, naj mu dovoli priti dol, vendar ni nič zaleglo. Nazadnje je moral obljubiti, da se ne bo vrnil, dokler ne minejo štiri leta, kakor je rekel kovač. »No, potem pa lahko prideš dol,« je dejal kovač.
Ko je ta čas minil, se je hudič spet prikazal, da bi odpeljal kovača. »Zdaj si pa menda pripravljen,« je rekel. »Mislim, da si doslej že utegnil skovati glavico na tistem žeblju.« »Glavico sem že naredil,« je odvrnil kovač, »pa si vendar prišel za trohico prezgodaj, ker mu še nisem naostril konice;
tako trdega železa še nikoli nisem koval. Medtem ko mu skujem konico, bi lahko sedel v moj naslanjač in si odpočil, saj si menda utrujen, si mislim.« »Hvala za povabilo!« je rekel hudič in sedel v naslanjač. A komaj se je udobno namestil, je kovač spet rekel, da, ko vse dobro premisli, konice nikakor ne bo mogel naostriti prej kakor v štirih letih. Hudič je sprva lepo prosil, naj ga izpusti iz naslanjača, potem pa se je razjezil in začel groziti. Kovač se je opravičeval, kakor je najbolje vedel in znal, ter govoril, da je vsega krivo železo, ker je tako presneto trdo; hudiča pa je tolažil, da v naslanjaču lepo in udobno sedi in da bo čez štiri leta izpuščen do minute natančno. Ni bilo druge pomoči: hudič je moral obljubiti, da ne bo prišel po kovača, dokler ne minejo štiri leta. Tedaj je kovač rekel:
»No, potem pa lahko vstaneš,« in hudič jo je ucvrl, kolikor so ga nesle noge. Čez štiri leta se je spet vrnil po kovača. »Zdaj si pa gotovo pripravljen,« je rekel in pomolil nos skozi vrata kovačnice. »Čisto pripravljen!« je odvrnil kovač. »Lahko greva, kadar hočeš. Ampak poslušaj,« je nadaljeval, »nekaj te že dolgo nameravam vprašati: je res, kar pravijo, da se hudič lahko naredi tako majhnega, kakor se mu zahoče?« »Pri moji veri, da je res!« je odvrnil hudič. »Potem bi mi pa lahko naredil uslugo in zlezel v tale mošnjiček iz jeklene žice ter pogledal, ali je dno še celo,« je rekel kovač. »Zelo se bojim, da ne bi izgubil denarja za na pot.« »Z veseljem!« je rekel hudič, se pomanjšal in zlezel v mošnjiček. A komaj je bil noter, je kovač mošnjiček zaprl. »Ja, povsod je cel in nikjer ne pušča,« je rekel hudič iz mošnjička. »Lepo, da tako praviš,« je odvrnil kovač, »ampak bolje je biti previden prej kakor prepozen potem; bom kar še malo zvaril člene, samo za vsak primer.« Pri teh besedah je položil mošnjiček v ognjišče in ga razžaril. »Joj! Joj! Ali si nor? Mar ne veš, da sem v mošnjičku?« je zavpil hudič. »Nič ti ne morem pomagati,« je rekel kovač. »Star pregovor pravi: železo je treba kovati, dokler je vroče.« Nato je vzel veliko kladivo, položil mošnjiček na nakovalo in začel udrihati po njem z vso močjo. »Joj, joj, joj!« je vreščal hudič v mošnjičku.
»Ljubi moj, samo izpusti me, pa nikoli več ne pridem nazaj!« »No, zdaj so členi menda že kar dobro zvarjeni,« je rekel kovač, »pa lahko zlezeš ven!« Odprl je mošnjiček in hudič jo je popihal tako naglo, da si še ozreti ni upal.
Čez nekaj časa pa je kovaču prišlo na misel, da je nemara ravnal napak, ko si je nakopal hudičevo sovraštvo. »Če me ne spustijo v božje kraljestvo,« je pomislil, »se mi prav lahko zgodi, da ostanem brez strehe nad glavo, zdaj ko sem se sprl s tistim, ki gospoduje peklu.« Zato je sklenil, da bo najbolje kar takoj poskusiti priti bodisi v pekel bodisi v nebesa, da bo vsaj vedel, pri čem je. Oprtal si je torej veliko kladivo na ramo in se odpravil na pot. Ko je prehodil že lep kos poti, je prišel do razpotja, kjer se pot v nebesa odcepi od poti v pekel; tam je dohitel krojaškega pomočnika, ki je drobil naprej z likalnikom v roki.
»Dober dan!« je rekel kovač. »Kam pa kam?« »V nebesa, če me bodo le spustili noter,« je odvrnil krojač. »Pa ti?« »No, midva očitno ne bova šla skupaj,« je odgovoril kovač. »Jaz sem sklenil najprej poskusiti v peklu, ker se s hudičem že nekoliko poznava.« Poslovila sta se in šla vsak svojo pot. Kovač pa je bil močan in krepak mož ter je hodil veliko hitreje od krojača, zato ni trajalo dolgo, ko je že stal pred peklenskimi vrati. Stražarju je naročil, naj ga naznani in pove, da je zunaj nekdo, ki bi rad spregovoril besedo s hudičem. »Pojdi ven in vprašaj, kdo je!« je hudič ukazal stražarju, in ta je tako tudi storil. »Pozdravi hudiča in mu povej, da je tu kovač, ki je imel tisti mošnjiček, saj že ve,« je odgovoril kovač, »in lepo ga prosi, naj me takoj spusti noter, kajti najprej sem danes vse do poldneva koval, potem pa prehodil še dolgo pot.« Ko je hudič dobil to sporočilo, je stražarju ukazal, naj zaklene vseh devet ključavnic na peklenskih vratih. »Pa še žabico obesi nanje,« je dodal, »kajti če pride noter, bo ves pekel postavil na glavo!« »Tukaj torej zame ni zavetja,« si je rekel kovač, ko je slišal, kako še bolj zapirajo vrata. »Bom moral pa v nebesih poskusiti.« Obrnil se je in šel nazaj do razpotja, tam pa krenil po poti, po kateri je šel krojač. Ker je bil jezen, da je tolikšno pot prehodil sem in tja zaman, je stopal, kolikor je le mogel, in prispel pred nebeška vrata prav tedaj, ko jih je sveti Peter za špranjo odprl, ravno toliko, da se je suhljati krojaški pomočnik lahko zmuznil skoznje. Kovač je bil še kakih šest ali sedem korakov od vrat. Zdaj bo pa najbolje pohiteti, si je mislil, zgrabil veliko kladivo in ga zalučal v vratno režo ravno v hipu, ko je krojač smuknil noter; če pa ni prišel noter skozi tisto odprtino, potem ne vem, kam se je izgubil.
Izvirnik
Engang i de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede paa Jorden, kom de til en Smed; han havde gjort den Kontrakt med Fanden, at han skulde høre ham til om syv Aar, imod at han i den Tid skulde være Mester over alle Mestere i Smedekunst; og den Kontrakt havde baade han og Fanden skrevet Navnet sit under. Derfor havde han ogsaa sat med store Bogstaver over Smediedøren: „Her boer Mesteren over alle Mestere!“ Da vor Herre kom gaaende og fik see det, gik han ind.
„Hvem er du?“ sagde han til Smeden. „Læs over Døren!“ svarede Smeden; „men kanskee du ikke kan læse Skrift, saa faaer du vente til der kommer En, som kan hjælpe dig.“ Før vor Herre fik svaret ham, kom der en Mand med en Hest, som han bad Smeden skoe for sig. „Kunde ikke jeg faae Lov at skoe den?“ sagde vor Herre. „Du kan prøve,“ sagde Smeden; „galere kan du da ikke faae gjort det, end jeg kan faae det rigtigt igjen.“ Vor Herre gik da ud og tog det ene Been af Hesten, lagde det i Smedieavlen og gjorde Skoen gloende; derpaa hvæssede han Hager og Græv og neide Sømmene, og saa satte han Benet heelt og holdent paa Hesten igjen; da han var færdig med det, tog han det andet Forbeen af og gjorde lige eens med
det, og da han ogsaa havde sat det paa igjen, tog han Bagbenene, først det høire og saa det venstre, lagde dem i Avlen, gjorde Skoene gloende, hvæssede Hager og Græv og neide Sømmene, og satte saa Benene paa Hesten igjen. Imens stod Smeden og saa paa ham; „du er ikke saa daarlig Smed endda, du,“ sagde han. „Synes du det?“ sagde vor Herre. Lidt efter kom Smedens Moder bort til Smedien og bad ham komme hjem og spise til Middag; hun var meget gammel, fælt kroget i Ryggen og rynket i Ansigtet, og kunde med Nød og Neppe gaae. „Læg nu Mærke til, hvad du seer!“ sagde vor Herre; han tog Konen, lagde hende i Smedieavlen og smedede en ung, deilig Jomfru af hende. „Jeg siger, som jeg har sagt,
jeg,“ sagde Smeden, „du er slet ikke nogen daarlig Smed; der staaer over Døren min: „Her boer Mesteren over alle Mestere, men endda siger jeg reentud: En lærer saalænge En lever!“ og dermed gik han frem til Gaarden og spiste Middag. Da han vel var kommen tilbage i Smedien igjen, kom der en Mand ridende, som vilde have skoet Hesten sin. „Det skal snart være gjort!“ sagde Smeden, „jeg har nu netop lært en ny Maade at skoe paa; den er god at bruge, naar Dagen er kort;“ og saa begyndte han at skjære og bryde saalænge, til han fik alle Hestebenene af; „for jeg veed ikke hvad det skal være til at gaae og pusle med eet og eet,“ sagde han; Benene lagde han da i Smedieavlen, saaledes som han havde seet, vor Herre gjorde, lagde dygtig Kul paa og lod Smeddrengene drage rask
i Bælgstangen; men saa gik det, som man kunde vente: Benene brændte op og Smeden maatte betale Hesten. Det syntes han ikke synderlig om, men da i det samme en gammel Fattigkjærring kom gaaende forbi, tænkte han: lykkes ikke det Ene, saa lykkes vel det Andet; han tog Kjærringen og lagde hende i Avlen, og alt hun græd og bad for Livet, saa hjalp det ikke; „du skjønner ikke dit eget Bedste, saa gammel du er,“ sagde Smeden; „nu skal du blive til en ung Jomfru igjen i et Øieblik, og endda skal jeg ikke tage saameget som en Skilling for Smedningen.“ Det gik da ikke bedre med Kjærringen, Stakkel, end med Hestebenene. „Det var ilde gjort, det!“ sagde vor Herre. „Aa, der er vel ikke Mange, som spørge efter hende,“ svarede Smeden;
„men det er Skam af Fanden: det er ikke mere end saa at han holder, hvad der staaer skrevet over Døren.“ — „Ifald du nu kunde faae tre Ønsker af mig,“ sagde vor Herre, „hvad vilde du saa ønske dig?“ „Prøv mig,“ svarede Smeden, „saa tør du faae vide det.“ Vor Herre gav ham da de tre Ønsker. „Saa vil jeg først og fremst ønske, at den jeg beder klyve op i det Pæretræ, som staaer her ude ved Smedievæggen, maa blive siddende der, til jeg selv beder ham komme ned igjen,“ sagde Smeden; „for det Andet vil jeg ønske at den, jeg beder sætte sig i Lænestolen, som staaer derinde i Verkstedet, maa blive siddende i den, til jeg selv beder ham staae op igjen; og endelig vil jeg ønske at den, jeg beder krybe ind i Staaltraadpungen, jeg har i
Lommen min, maa blive derinde, til jeg selv giver ham Lov at krybe ud igjen.“ „Du ønskede som en daarlig Mand!“ sagde St. Peder; „først og fremst burde du have ønsket dig Guds Naade og Venskab.“ „Jeg turde ikke tage saa høit til, jeg,“ sagde Smeden. Derpaa sagde vor Herre og St. Peder Farvel og gik videre. Det led mens det skred og da Tiden var omme, kom Fanden, saaledes som det stod i Kontrakten og skulde hente Smeden; „er du færdig nu?“ sagde han og stak Næsen ind igjennem Smediedøren. „Aa, jeg skulde saa nødvendig slaaet Hoved paa den Spigeren først,“ svarede Smeden; „kryb du imidlertid op i Pæretræet og pluk dig en Pære at gnave paa, du kan være
baade tørst og sulten efter Veien.“ Fanden takkede for godt Tilbud og krøb op i Træet. „Ja, naar jeg nu betænker Alt vel,“ sagde Smeden, „saa faaer jeg slet ikke slaaet Hoved paa dette Søm i de første fire Aar, for dette er Pokker til Jern saa haardt; ned kan du ikke komme i den Tid, men du faaer sidde og hvile dig saalænge.“ Fanden tiggede og bad saa tyndt som en Toskilling at han maatte faae Lov at komme ned igjen, men det hjalp ikke. Tilsidst maatte han da love, at han ikke skulde komme igjen, før de fire Aar vare omme, som Smeden havde sagt. „Ja, saa kan du komme ned igjen,“ sagde Smeden.
Da nu den Tid var forbi, kom Fanden atter, for at hente Smeden; „nu er du vel færdig,“ sagde han, „nu synes jeg, du kan have slaaet Hoved paa Sømmet.“ „Ja Hoved har jeg sagtens faaet paa det,“ svarede Smeden, „men alligevel kom du et bitte lidet Gran for tidligt, for Odden har jeg endnu ikke hvæsset; saa haardt Jern har jeg heller aldrig smedet før. Medens jeg slaaer Od paa Sømmet, kunde du sætte dig i Lænestolen min og hvile dig, for du er vel træt kan jeg tænke.“ „Tak, som byder!“ sagde Fanden og satte sig i Lænestolen; men aldrig før var han kommen til Hvile, saa sagde Smeden igjen, at naar han betænkte Alt vel, kunde han slet ikke faae hvæsset Odden før om fire Aar. Fanden bad først vakkert om at slippe af Stolen, og siden blev han vred og begyndte at true; men
Smeden undskyldte sig det bedste, han kunde og sagde at det var Jernets Skyld, for det var saa Pokkers haardt, og trøstede Fanden med at han sad godt og mageligt i Lænestolen og at han om fire Aar skulde slippe akkurat paa Minuttet. Der var nu intet andet Raad, Fanden maatte love at han ikke skulde hente Smeden, før de fire Aar vare omme; og saa sagde Smeden: „Ja, saa kan du reise dig igjen,“ og Fanden afsted det forteste han kunde.
Om fire Aar kom Fanden atter for at hente Smeden; „nu er du sagtens færdig, veed jeg,“ sagde Fanden og stak Næsen ind gjennem Smediedøren. „Fix og færdig!“ svarede Smeden, „nu kan vi reise, naar du vil. Men du,“ sagde han videre, „der er een Ting, jeg har staaet her længe og tænkt, jeg vilde spørge dig om: er det sandt, hvad de fortælle, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil?“ „Jagu’ er det sandt!“ svarede Fanden. „Aa, saa kunde du gjerne gjøre mig den Tjeneste at krybe ind i denne Staaltraadpungen og see efter om den er heel i Bunden,“ sagde Smeden; „jeg er saa bange, jeg skal miste Reisepengene mine.“ „Gjerne det!“ sagde Fanden; han gjorde sig liden og krøb ind i Pungen. Men aldrig før var Fanden kommen ind i, saa lukkede Smeden Pungen igjen. „Jo, den er
heel og tæt allesteds,“ sagde Fanden i Pungen. „Ja, det er brav nok, du siger det,“ svarede Smeden, „men det er bedre at være fore vaer, end efter snar; jeg vil lige saa godt sveitse Ledene lidt, bare for Sikkerheds Skyld,“ og dermed lagde han Pungen i Avlen og gjorde den gloende. „Au! au! er du galen, veed du ikke at jeg er inde i Pungen da?“ raabte Fanden. „Ja, jeg kan ikke hjælpe dig,“ sagde Smeden, „de sige for et gammelt Ord: „En faaer smede mens Jernet er varmt,“ og saa tog han Storslæggen, lagde Pungen paa Ambolten og slog løs paa den, alt hvad han orkede. „Au, au, au!“ skreg Fanden i Pungen.
„Kjære Vene! lad mig bare slippe ud, skal jeg aldrig komme igjen mere.“ „Aa ja, nu troer jeg nok Ledene ere taalelig sveitsede,“ sagde Smeden, „saa kan du komme ud igjen da!“ Dermed lukkede han Pungen op, og Fanden afsted saa fort, at han ikke turde see sig tilbage engang. Men om nogen Tid faldt det Smeden ind, at han nok havde handlet galt, da han gjorde sig Uvenner med Fanden; „for skulde jeg ikke komme ind i Gudsrige,“ tænkte han, „turde det være Fare for at jeg kan blive huusvild, siden jeg har lagt mig ud med ham, som raader over Helvede.“ Han meente da, det var bedst at forsøge at komme ind, enten i Helvede eller i Himmerige ligesaagodt først som sidst, for at han kunde vide, hvordan han havde det, og derfor tog han Slæggen sin paa
Nakken og gav sig paa Veien. Da han nu havde gaaet et godt Stykke, kom han til Korsveien, hvor Veien til Himmerige deler sig fra den, som gaaer til Helvede; der naaede han igjen en Skræddersvend, som piltede afsted med Persejernet i Haanden. „God Dag!“ sagde Smeden, „hvor skal du hen?“ „Til Himmerige, om jeg kunde komme ind der,“ svarede Skrædderen; „end du?“ „Aa, vi faae nok ikke Følge, vi da,“ svarede Smeden, „jeg har nu tænkt at prøve i Helvede først jeg, for jeg har lidt Kjendskab til Fanden fra før.“ Derpaa sagde de Farvel og gik hver sin Vei; men Smeden var en stærk, kraftig Mand og gik langt fortere end Skrædderen, og saa varede det ikke længe før han stod for Porten i Helvede. Han lod Vagten melde
sig og sige, at der var En udenfor, som gjerne vilde tale et Ord med Fanden. „Gaa ud og spørg, hvad det er for En?“ sagde Fanden til Vagten, og det gjorde den. „Hils Fanden og sig, at det er Smeden, som havde den Pung, han veed nok,“ svarede denne, „og bed ham saa vakkert, at jeg maa slippe ind strax, for først saa har jeg smeddet idag lige til Middag, og siden har jeg gaaet lang Vei.“ Da Fanden fik den Besked, befalede han Vagten at læse til alle ni Laasene paa Porten i Helvede; „og sæt endda et Hængelaas paa til,“ sagde Fanden, „for kommer han ind, gjør han Urede i hele Helvede!“ „Der er ingen Bjergning at faae her da,“ sagde Smeden ved sig selv, da han fornam at de stængte Porten bedre til; „saa faaer jeg vel prøve i
Himmerige;“ og dermed gjorde han omkring og gik tilbage til han naaede Korsveien igjen; der tog han den Vei, Skrædderen havde gaaet. Da han nu var sindt for den lange Vei, han havde gaaet frem og tilbage til ingen Nytte, skridtede han paa, alt hvad han orkede, og naaede Himmeriges Port med det samme, St. Peder gløttede lidt paa den, saa meget at den tynde Skræddersvend kunde slippe ind. Smeden var endda en sex, syv Skridt fra Porten; her er det nok bedst at skynde sig, tænkte han, greb Slæggen og kastede i Dørgløtten, med det samme Skrædderen smat ind; men kom han ikke ind gjennom den Aabning, veed jeg ikke, hvor han er bleven af.
