Waltey
Mlinček, ki melje na morskem dnu
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Mlinček, ki melje na morskem dnu
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 8 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- 050 Kværnen, som staaer og maler paa Havsens Bund
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Mlinček, ki melje na morskem dnu
Nekoč, v davnih, davnih časih, sta živela dva brata; eden je bil bogat, drugi reven. Ko je napočil sveti večer, revež doma ni imel niti grižljaja zabele ne kruha, zato je šel k bratu in ga v božjem imenu prosil za kaj malega za božič. Najbrž ni bilo prvič, da mu je moral brat kaj dati, in tudi tokrat ga ni bil posebno vesel. »Če storiš, kar ti naročim, dobiš celo svinjsko gnjat,« je rekel. Revež je pri priči obljubil in se zahvalil. »Na, tu jo imaš, zdaj pa pojdi naravnost v pekel!« je rekel bogataš in mu vrgel gnjat. »No, kar sem obljubil, moram držati,« je rekel drugi, vzel gnjat in se odpravil;
hodil je in hodil ves dan, ob mraku pa je prišel do kraja, kjer je tako prijetno svetilo. Tukaj bo, si je mislil mož z gnjatjo. Zunaj v drvarnici je stal starec z dolgo belo brado in sekal drva za božič. »Dober večer!« je pozdravil mož z gnjatjo. »Dober večer tudi tebi! Kam pa tako pozno?« je vprašal starec. »V pekel grem, če sem le na pravi poti,« je odgovoril revež. »Prav si prišel, tukaj je,« je rekel starec. »Ko boš stopil noter, bodo vsi hoteli kupiti tvojo gnjat, kajti svinjina je v peklu redka jed; a ne prodaj je, razen če ti zanjo dajo ročni mlinček, ki stoji za vrati.
Ko prideš spet ven, te bom naučil, kako ga ustaviti; za marsikaj ti bo prišel prav.« Mož z gnjatjo se je zahvalil za dober nasvet in potrkal pri hudiču.
Ko je vstopil, se je zgodilo natanko tako, kakor je napovedal starec: vsi hudiči, veliki in majhni, so se zgrnili okoli njega kakor mravlje okoli črva in za gnjat ponujali drug čez drugega.
»Pravzaprav sva jo z ženo nameravala pojesti za večerjo na sveti večer, a ker ste tako željni skomin po njej, vam jo bom pač prepustil,« je rekel mož. »Toda če jo že prodam, hočem zanjo tisti ročni mlinček, ki stoji tamle za vrati.« Hudič se je nerad ločil od njega, zato je z možem barantal in se pogajal, a ta ni odnehal, in nazadnje mu ga je moral hudič izročiti. Ko je mož prišel na dvorišče, je starega drvarja vprašal, kako naj mlinček ustavi, in ko se je tega naučil, se je zahvalil in se kar najhitreje odpravil domov; vendar je prišel šele, ko je na božično noč ura odbila dvanajst.
»Kje za božjo voljo se vendar mudiš?« ga je vprašala žena. »Uro za uro že sedim tukaj in nestrpno čakam, pa nimam niti dveh polen, da bi ju prekrižala pod loncem za božično kašo.« »Saj nisem mogel priti prej, po marsikaj sem moral in tudi pot je bila dolga.
A zdaj boš videla,« je rekel mož, postavil mlinček na mizo in mu naročil, naj namelje najprej sveč, nato prt, potem pa jedače in pijače in vsega dobrega, kar sodi na mizo na sveti večer; in kar mu je ukazal, to je mlinček namlel. Žena se je kar naprej križala in hotela izvedeti, kje je mož dobil mlinček, on pa ji ni hotel povedati. »Kaj ti mar, kje sem ga dobil; saj vidiš, da mlinček dobro melje in mu voda ne zmrzne,« je rekel mož. Nato je namlel jedače in pijače in vseh mogočih dobrot za vse božične praznike, tretji dan pa je povabil prijatelje, saj je hotel prirediti gostijo.
Ko je bogati brat videl vse, kar je bilo pri hiši, kjer so gostovali, ga je popadel silen bes, saj bratu ni privoščil ničesar. »Na sveti večer je bil v taki stiski, da je prišel k meni in me v božjem imenu prosil za kaj malega, zdaj pa prireja gostijo, kakor da je grof ali kralj,« je govoril drugim. — »Kje, pri vseh peklenščkih, pa si dobil vse to bogastvo?« je vprašal brata. »Za vrati,« je odgovoril lastnik mlinčka, kajti ni se mu zdelo vredno, da bi mu polagal račune; pozneje zvečer, ko mu je pijača že malo stopila v glavo, pa se ni mogel več zadržati in je prinesel mlinček. »Tu vidiš tistega, ki mi je priskrbel vse bogastvo,« je rekel in pustil, da je mlinček namlel zdaj to, zdaj ono. Ko je brat to videl, je na vsak način hotel imeti mlinček in po dolgem pregovarjanju ga je res lahko dobil, vendar je moral zanj plačati tristo tolarjev, mož pa ga je smel obdržati do košnje; kajti če ga bom imel tako dolgo, si bom lahko namlel hrane za dolga leta, si je mislil. Lahko si mislite, da mlinček medtem ni zarjavel, in ko je prišla košnja, ga je dobil brat; drugi pa se je dobro pazil, da bi ga naučil, kako ga ustaviti.
Bogataš je mlinček prinesel domov zvečer, zjutraj pa je ženi naročil, naj gre za kosci raztresat travo, on pa bo danes sam pripravil kosilo, je dejal.
Ko se je bližal čas kosila, je postavil mlinček na kuhinjsko mizo. »Melji slanike in močnik, pa hitro in dobro!« je rekel mož in mlinček je začel mleti slanike in močnik, najprej je napolnil vse sklede in korita, potem pa se je vse razlilo po kuhinjskih tleh.
Mož je šaril in vrtel ter skušal mlinček ustaviti, toda kakor koli ga je obračal in tipal po njem, je ta še kar mlel in kmalu je močnik segel že tako visoko, da bi mož skoraj utonil. Tedaj je sunkoma odprl vrata v izbo, a ni trajalo dolgo, ko je mlinček napolnil še izbo, in mož je le s skrajno muko dosegel kljuko pod poplavo močnika.
Ko mu je uspelo odpreti vrata, se ni več mudil v izbi; planil je ven, slaniki in močnik pa za njim, da je kar drlo po dvorišču in njivah.
Ženi, ki je zunaj raztresala seno, se je medtem zdelo, da kosila predolgo ni in ni. »Če nas mož ne pokliče domov, bomo pa šli sami; najbrž mu kuhanje močnika ne gre preveč od rok, pa mu bom morala pomagati,« je rekla koscem. In so se počasi odpravili domov, a ko so prišli nekoliko više po bregu, so jim nasproti pridrveli slaniki, močnik in kruh, vse pomešano in premetavajoče se, pred poplavo pa mož sam. »Bog daj, da bi imel vsak izmed vas sto želodcev, le pazite, da ne utonete v močniku za kosilo!« je vpil mož ter švignil mimo njih, kakor da mu je sam zlodej za petami, in stekel navzdol tja, kjer je živel brat. Za božjo voljo ga je prosil, naj vzame mlinček nazaj, in to pri priči;
»če bo mlel še eno uro, bo vsa vas pokončana od slanikov in močnika,« je rekel. Toda brat ga nikakor ni hotel vzeti, dokler mu drugi ne plača še tristo tolarjev, in ni mu preostalo drugega, kakor da jih je dal. Zdaj je imel revež denar in mlinček in ni trajalo dolgo, ko si je postavil domačijo, veliko imenitnejšo od bratove; z mlinčkom si je namlel toliko zlata, da jo je obložil s samimi zlatimi ploščami, in ker je stala tik ob morski obali, se je lesketala in bleščala daleč po morju. Vsi, ki so pluli mimo, so hoteli zaviti tja in obiskati bogataša na zlati domačiji, vsi pa so si želeli ogledati tudi čudežni mlinček, saj se je glas o njem razširil daleč naokrog in ni bilo nikogar, ki ne bi slišal zanj.
Čez dolgo časa je prišel tudi neki ladijski kapitan, ki si je hotel ogledati mlinček; vprašal je, ali zna mleti sol. »Seveda, tudi sol zna mleti!« je rekel njegov lastnik, in ko je kapitan to slišal, je hotel mlinček dobiti na vsak način, naj stane, kolikor hoče; kajti če bi ga imel, si je mislil, mu ne bi bilo več treba pluti daleč čez nevarne vode po tovor soli.
Sprva se mož ni hotel ločiti od njega, toda kapitan je prosil in moledoval, nazadnje pa mu ga je le prodal in zanj dobil mnogo, mnogo tisoč tolarjev. Ko si je kapitan oprtal mlinček na hrbet, se ni dolgo obotavljal, saj se je bal, da bi si mož premislil; niti toliko časa si ni vzel, da bi vprašal, kako ga ustaviti, temveč je kar najhitreje stekel na ladjo, in ko je priplul nekoliko dlje na morje, je postavil mlinček. »Melji sol, pa hitro in dobro!« je rekel kapitan. In mlinček je začel mleti sol, da je kar brizgala na vse strani; ko je bila ladja polna, ga je kapitan hotel ustaviti, toda kar koli je storil in kakor koli je šaril po njem, je mlinček še kar enako hitro mlel, kup soli je rasel više in više, nazadnje pa je ladja potonila. Tam na morskem dnu stoji mlinček in melje še dandanes, in zato je morje slano.
Izvirnik
050 Kværnen, som staaer og maler paa Havsens Bund
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Engang i gamle, gamle Dage var der to Brødre, den Ene var rig og den Anden fattig. Da Julekvelden kom, havde den Fattige ikke en Smule i Huset hverken af Suul eller Brød, og saa gik han til Broder sin og bad ham om Lidt til Juul i Guds Navn. Det var vel ikke første Gangen, Broderen havde maattet give ham, og ikke blev han synderlig glad i ham nu heller. „Vil du gjøre det, jeg beder dig, skal du faae en heel Fleskeskinke,“ sagde han. Det lovede den Fattige strax og takkede til. „Der har du den, gaa saa lige til Helvede!“ sagde den Rige og kastede Fleskeskinken bort til ham. „Ja det, jeg har lovet, faaer jeg holde,“ sagde den Anden, han tog Skinken og lagde afsted; han gik og han gik hele Dagen, og i Mørkningen kom han et
Sted, hvor det lyste saa gjildt. Her skal du see, det er, tænkte Manden med Skinken. Ude i Vedskjulet stod en gammel Mand med et langt, hvidt Skjæg, og hug Juleved. „God Kveld!“ sagde han med Fleskeskinken. „God Kveld igjen! Hvor skal du hen saa seent?“ sagde Manden. „Jeg skal nok til Helvede, dersom jeg er paa ret Vei,“ svarede den Fattige. „Jo, du er gaaet rigtigt nok, det er her,“ sagde den gamle Manden. „Naar du nu kommer ind, vil de Alle kjøbe Fleskeskinken din, for Flesk er en sjelden Mad i Helvede; men du skal ikke sælge den, med mindre du faaer den Haandkværn, som staaer bag Døren, for den.
Naar du saa kommer ud igjen, skal jeg lære dig at stille Kværnen, den er nyttig til Noget af Hvert den.“ Ja, han med Skinken takkede for god Underretning og bankede paa hos Fanden. Da han kom ind, gik det som den gamle Mand havde sagt: alle Djævlene, baade store og smaa, stimlede om ham som Myrer om en Mark, og den Ene bød den Anden over paa Fleskeskinken. „Rigtignok skulde Kjærringen og jeg havt den til Julekveldsmad, men siden I ere saa forhipne paa den, faaer jeg vel sagtens overlade den,“ sagde Manden. „Men skal jeg sælge den, vil jeg have den Haandkværnen, som staaer bag Døren derborte.“ Den vilde Fanden nødig være af med, og tingede og prutede med Manden, men han blev ved Sit, og saa maatte Fanden ud med den. Da Manden kom ud i Gaarden, spurgte
han den gamle Vedhuggeren, hvorledes han skulde stille Kværnen, og da han havde lært det, sagde han Tak for sig og lagde hjemover, det forteste han kunde; men alligevel kom han ikke hjem, før Klokken slog Tolv om Julenatten. „Men hvor i al Verden bliver der af dig da?“ sagde Kjærringen. „Her har jeg siddet Time ud og Time ind og hipet og ventet, og har ikke saa Meget som to Pinder at lægge i Kors under Julegrødsgryden.“ „Aa jeg kunde ikke før komme, jeg havde Noget af Hvert at gaae efter, og lang Vei havde jeg ogsaa.
Men nu skal du see,“ sagde Manden, han satte Kværnen paa Bordet og bad den først male Lys, saa Dug, og saa Mad og Øl og Alt som godt var til Julekveldskost, og efter som han befalede den, saa malte Kværnen. Kjærringen forkorsede sig den ene Gang efter den anden og vilde vide, hvor Manden havde faaet Kværnen fra, men det vilde han ikke ud med; „det faaer være det samme, hvor jeg har faaet den, du seer, Kværnen er god og Kværnvandet ikke fryser,“ sagde Manden. Saa malte han Mad og Drikke og alle gode Ting til hele Julen, og Trediedag bad han til sig sine Venner, da vilde han have Gjestebud.
Da den rige Broderen saa alt det, der var i Gjestebudsgaarden, blev han baade harm og vild, for han kunde ikke unde Broder sin Noget. „Om Julekvelden var han saa nødig, at han kom til mig og bad om Lidt i Guds Navn, og nu gjør han et Lag som han skulde være baade Greve og Konge,“ sagde han til de Andre. — „Men hvor i hede Helvede har du faaet al Rigdommen din fra, du?" sagde han til Broderen. „Bag Døren,“ sagde han som eiede Kværnen, han brød sig ikke om at gjøre ham noget Regnskab for det, han; men ud paa Kvelden, da han havde faaet lidt i Hovedet, kunde han ikke bare sig, da kom han frem med Kværnen. „Der seer du den, som har skaffet mig al Rigdommen,“ sagde han, og saa lod han Kværnen male baade det Ene og det Andet. Da Broderen saa det, vilde
han endelig have Kværnen, og langt om længe skulde han da ogsaa faae den, men tre hundrede Daler maatte han give for den, og saa skulde Manden beholde den til Slaataannen; for har jeg havt den saa længe, kan jeg have malet op Mad for mange Aar, tænkte han. I den Tid kan En nok vide, Kværnen ikke blev rusten, og da Slaataannen kom, fik Broderen den; men den Anden havde vel vogtet sig for at lære ham at stille den.
Det var om Kvelden at den Rige, fik Kværnen hjem til sig, og om Morgenen bad han Kjærringen gaae ud og brede efter Slaattekarlene, han skulde selv lave til Dagverden idag, sagde han. Da det saa led mod Dagverdstid, satte han Kværnen paa Kjøkkenbordet. „Mal Sild og Velling, og det baade fort og vel!“ sagde Manden, og Kværnen til at male Sild og Velling, først alle Fade og Truge fulde og siden ud over hele Kjøkkengulvet.
Manden fiklede og stelte og skulde faae Kværnen til at standse, men hvordan han dreiede og fingrede paa den, saa holdt Kværnen paa, og om Lidt naaede Vellingen saa høit, at Manden var paa at drukne. Saa rev han op Stuedøren, men det varede ikke længe, før Kværnen havde malet fuld Stuen ogsaa, og det var med Nød og Neppe at Manden fik fat i Dørklinken nede i Vellingflommen.
Da han nu fik Døren op, blev han ikke længe i Stuen; han satte ud, og Sild og Velling efter ham, saa det fossede udover baade Gaard og Jorder. Nu syntes Kjærringen, som var ude og bredte Hø, det tog for lang Tid, førend Dagverden blev færdig. „Om ikke Manden raaber hjem, faaer vi gaae ligevel; han kan vel ikke stort med at koge Vellingen, jeg faaer vel hjælpe ham,“ sagde Konen til Slaattefolkene. Ja, de begyndte at rangle hjemefter, men da de kom opover Bakkerne et Stykke, mødte de Sild og Velling og Brød, foer og slang om hverandre, og Manden selv fore Flommen. „Gud give der var hundrede Vomme paa Hver af Jer, men pas Jer at I ikke drukne i Dagverdsvellingen,“ skreg Manden, han satte forbi dem, som den Slemme var i Hælene
paa ham og nedover did hvor Broderen boede. Ham bad han for Guds Skyld tage igjen Kværnen, og det paa Øieblikket; „maler den en Time til, saa forgaaer hele Bygden af Sild og Velling,“ sagde han. Men Broderen vilde slet ikke tage den, før den Anden betalte ham tre hundrede Daler til, og det maatte han da. Nu havde den Fattige baade Penge og Kværn, og saa varede det ikke længe for han fik sig op en Gaard, meget gjildere end den, Broderen boede i; med Kværnen malte han op saa meget Guld, at han klædte den med bare Guldplader, og den Gaarden laa tæt ved Havkanten, saa det lyste og glindsede i den langt ud over Søen. Alle de som seilede der forbi, skulde nu indom og besøge den rige Mand i Guldgaarden, og Alle saa
vilde de see den forunderlige Kværnen, for den gik der Ord af baade vidt og bredt, og der var Ingen, uden han havde hørt tale om den. Langt om længe kom der ogsaa en Skipper, som vilde see Kværnen; han spurgte, om den kunde male Salt. „Jo, den kan male Salt da!“ sagde han, som eiede den, og da Skipperen hørte det, vilde han med Nød og Magt have Kværnen, den maatte koste hvad den vilde; for havde han den, tænkte han, saa slap han at seile langt bort over farlige Vande efter Saltladningen.
I Førstningen vilde Manden ikke være af med den, men Skipperen baade tiggede og bad, og tilsidst solgte han den og fik mange, mange tusend Daler for den. Da Skipperen havde faaet Kværnen paa Ryggen, standsede han ikke længe der, for han var ræd, Manden skulde betænke sig; at spørge hvorledes han skulde stille den, havde han nu slet ikke Tid til, han satte ned paa Skibet det forteste han kunde, og da han kom et Stykke ud paa Søen, fik han Kværnen op. „Mal Salt, og det baade fort og vel!“ sagde Skipperen. Ja, Kværnen til at male Salt, og det saa det sprutede; da Skipperen havde faaet Skibet fuldt, vilde han standse Kværnen, men hvordan han bar sig ad, og hvorledes han stelte paa den, saa malte Kværnen lige fort, og Salthaugen
voxte høiere og høiere, og tilsidst saa sank Skibet. Der staaer Kværnen paa Havsens Bund og maler den Dag i Dag er, og derfor er det, at Søen er salt.
Nadaljuj z branjem
