Prevod
Nekoč je živel mož po imenu Gudbrand; imel je kmetijo daleč proč na pobočju hriba, zato so ga imenovali Gudbrand iz Liena. Z ženo sta živela v taki slogi in se tako lepo razumela, da se ji je vse, kar je mož storil, zdelo tako dobro opravljeno, da bolje sploh ne bi moglo biti; kakor koli se je že česa lotil, je bila vselej zadovoljna. Zemlja, ki sta jo obdelovala, je bila njuna, na dnu skrinje sta imela spravljenih sto tolarjev, v hlevu pa dve privezani kravi. Nekega dne je žena rekla Gudbrandu: »Mislim, da bi morala eno kravo odgnati v mesto in jo prodati, da bi imela nekaj drobiža pri roki;
saj sva spodobna človeka in bi se spodobilo, da imava tudi midva nekaj novcev pri sebi, kakor jih imajo drugi. Tistih sto tolarjev na dnu skrinje ne smeva načeti, sicer pa ne vem, čemu nama več kot ena krava. Pa še nekaj bova pridobila s tem, da bom morala skrbeti le za eno kravo, namesto da dvema kidam gnoj in nosim vodo.« Gudbrandu se je zdelo, da ima žena prav in da govori pametno; pri priči je vzel kravo in se z njo odpravil v mesto, da bi jo prodal. Ko pa je prišel tja, je nihče ni hotel kupiti. No, pa nič, si je mislil Gudbrand, potem se pa lahko s svojo kravo vrnem domov; vem, da imam zanjo tako stojišče kot privez, pot pa je enako dolga naprej in nazaj. In tako se je počasi odpravil proti domu.
Ko je prehodil že kos poti, je srečal človeka, ki je imel konja in ga je nameraval prodati. Gudbrandu se je zazdelo, da je bolje imeti konja kot kravo, pa sta zamenjala. Ko je prišel še malo dlje, je srečal nekoga, ki je pred seboj gnal debelega prašiča, in zazdelo se mu je, da je bolje imeti debelega prašiča kot konja, pa je z možem zamenjal;
nato je šel še kos poti in srečal moža s kozo. Pomislil je, da je gotovo bolje imeti kozo kot kravo, zato je zamenjal z njenim lastnikom. Potem je dolgo hodil, dokler ni srečal moža z ovco, in tudi z njim je zamenjal, saj si je mislil: vedno je bolje imeti ovco kot kozo. Ko je spet nekaj časa hodil, je srečal moža z gosjo, pa je ovco zamenjal za gos; in ko je nato prehodil še zelo, zelo dolgo pot, je srečal moža s petelinom in zamenjal z njim, saj si je mislil: gotovo je bolje imeti petelina kot gos. Hodil je, dokler se ni dan že pošteno prevesil; tedaj pa je postal lačen, zato je petelina prodal za dvanajst šilingov in si zanje kupil hrane, kajti bolje je rešiti življenje kot imeti petelina, si je mislil Gudbrand iz Liena. Potem je nadaljeval pot proti domu, dokler ni prišel do najbližje sosednje kmetije;
tam se je oglasil. »Kako se ti je godilo v mestu?« so ga vprašali domači. »No, tako in tako,« je rekel mož, »ne morem ravno hvaliti svoje sreče, grajati je pa tudi ne morem,« in povedal jim je vse, kar se mu je pripetilo od začetka do konca. »No, tebe pa gotovo čaka lep sprejem, ko prideš domov k ženi,« je rekel gospodar. »Bog ti pomagaj! Ne bi hotel biti v tvoji koži.« »Meni se zdi, da bi se lahko izteklo še dosti slabše,« je odvrnil Gudbrand iz Liena, »ampak naj se je izteklo slabo ali dobro, imam tako dobro ženo, da mi nikoli ničesar ne očita, kar koli že storim.« »Seveda, seveda, že vem, a verjamem ti kljub temu ne,« je rekel sosed. »Ali staviva?« je vprašal Gudbrand iz Liena. »Doma na dnu skrinje imam spravljenih sto tolarjev. Si upaš zastaviti prav toliko?« Pa sta stavila. Gudbrand je ostal tam do večera, ko se je začelo mračiti, nato pa sta se skupaj odpravila na njegovo kmetijo. Sosed je ostal pred vrati, da bi prisluškoval, Gudbrand pa je vstopil k ženi. »Dober večer!« je pozdravil Gudbrand iz Liena. »Dober večer,« je rekla žena. »O, hvala bogu, si že doma?« Da, res je bil. Potem ga je vprašala, kako se mu je godilo v mestu. »No, tako in tako!« je odgovoril Gudbrand. »Nič kaj hvalevrednega ni bilo. Ko sem prišel v mesto, nihče ni hotel kupiti krave, pa sem jo zamenjal za konja.« »No, za to pa ti gre res zahvala,« je rekla žena. »Saj sva spodobna človeka in se lahko tudi midva peljeva v cerkev, prav kakor drugi; in če si lahko privoščiva konja, si ga pa že lahko omisliva. — Otroci, pojdite dol in spravite konja v hlev!« »No,« je rekel Gudbrand, »tudi konja nimam več. Ko sem prišel kos poti naprej, sem ga zamenjal za prašiča.« »No, no!« je vzkliknila žena. »To pa je prav tako, kakor bi storila sama; za to si res zaslužiš zahvalo! Zdaj bom tudi jaz imela svinjino pri hiši in bom lahko kaj ponudila ljudem, kadar me obiščejo.
Čemu bi nama bil konj? Ljudje bi še rekli, da sva se tako prevzela, da ne moreva več peš v cerkev kakor prej. — Otroci, pojdite dol in spravite prašiča v svinjak!« »Ampak tudi prašiča nimam s seboj,« je rekel Gudbrand. »Ko sem prišel še malo dlje, sem ga zamenjal za mlečno kozo.« »Ježeš, kako dobro vse opraviš!« je vzkliknila žena. »Če prav pomislim, čemu bi mi bil prašič? Ljudje bi samo govorili:
tamle pojedo vse, kar imajo. Tako pa imam kozo, ki mi bo dajala mleko in sir, pa še koza mi bo ostala. — Otroci, spravite kozo v hlev!« je rekla žena. »Ne, tudi koze nimam več,« je rekel Gudbrand. »Ko sem prehodil kos poti, sem jo zamenjal in dobil zanjo prav lepo ovco.« »No,« je vzkliknila žena, »vse si opravil natanko tako, kakor bi si sama želela; prav kakor da bi bila s teboj.
Čemu bi nama bila koza? Plezati bi morala čez hribe in doline, da bi jo zvečer prignala domov. Če pa imam ovco, bom imela volno in obleko pri hiši, pa še hrano povrhu. — Otroci, pojdite dol in spravite ovco v hlev!« »Ampak tudi ovce nimam več,« je rekel Gudbrand, »ker sem jo, ko sem nekaj časa hodil, zamenjal za gos.« »Hvala ti za to!« je rekla žena. »In še enkrat hvala! Čemu bi mi bila ovca? Saj nimam ne kolovrata ne vretena, pa tudi ni mi do tega, da bi se mučila in garala z izdelovanjem obleke; obleko lahko kupujeva kakor doslej. Zdaj bom imela gosje meso, ki si ga že dolgo želim, pa še svojo malo blazino bom lahko napolnila s puhom.
— Otroci, pojdite dol in spravite gos noter!« »No, tudi gosi nimam več,« je rekel Gudbrand. »Ko sem prišel še kos poti naprej, sem jo zamenjal za petelina.« »Bog ve, kako si se vsega tega domislil!« je vzkliknila žena;
»vse je prav tako, kakor bi storila sama. Petelin! To je, kakor da bi kupil uro, ki jo je treba naviti le vsakih osem dni, saj petelin vsako jutro zapoje ob štirih, pa bova lahko tudi midva ob pravem času na nogah. Čemu bi nama bila gos?
Saj ne znam pripraviti gosjega mesa, blazino pa si lahko napolnim tudi s šašem. — Otroci, pojdite dol in spravite petelina noter!« »Ampak tudi petelina nimam več,« je rekel Gudbrand. »Ko sem prehodil še kos poti, sem postal volčje lačen, pa sem moral petelina prodati za dvanajst šilingov, da sem si rešil življenje.« »No, hvala bogu, da si to storil,« je vzkliknila žena. »Kakor koli se česa lotiš, vse opraviš natanko tako, kakor bi si le mogla želeti. Čemu bi nama bil tudi petelin? Saj sva sama svoja gospodarja in lahko zjutraj poleživa, dokler naju je volja.
Hvala bogu, da sem le tebe dobila nazaj, ki vse tako dobro opraviš; potem ne potrebujem ne petelina ne gosi, ne prašičev ne krav.« Tedaj je Gudbrand odprl vrata. »Ali sem zdaj dobil tistih sto tolarjev?« je vprašal, in sosed je moral priznati, da jih je res.
Izvirnik
Der var engang en Mand, som hed Gudbrand; han havde en Gaard som laa langt borte i en Aasli, og derfor kaldte de ham Gudbrand i Lien. Han og hans Kone levede saa vel sammen og vare saa godt forligte, at Alt Manden gjorde, syntes Konen var saa velgjort, at det aldrig kunde gjøres bedre; hvorledes han bar sig ad, var hun lige glad i det. De eiede sin Jordvei, og hundrede Daler havde de liggende paa Kistebunden og i Fjøset to klavebundne Kreature. Men saa sagde Konen en Dag til Gudbrand: „Jeg synes, vi bør lede den ene Ko til Byen og sælge den, jeg, saa vi kan faae os nogle Haandskillinger; vi ere saa brave Folk at vi burde have nogle Skillinger mellem Hænderne, ligesom Andre have det; de hundrede Daler, som ligge
paa Kistebunden, kan vi ikke tage Hul paa, men jeg veed ikke, hvad vi skal med flere end een Ko. Og lidt vinder vi ogsaa derved, at jeg slipper med at stelle den ene Ko, i Stedet for at jeg har gaaet og maaget og vandlet til to.“ Ja, det syntes Gudbrand var baade rigtig og fornuftig talt; han tog strax Koen og gik til Byen med for at sælge den; men da han kom til Byen, var der Ingen, som vilde kjøbe Koen. Ja, ja, tænkte Gudbrand, saa kan jeg gaae hjem igjen med Koen min, jeg veed, jeg har baade Baas og Klave til den, og der er lige langt frem og tilbage; og dermed gav han sig til at rangle hjemover igjen.
Men da han var kommen et Stykke paa Veien, mødte han En, der havde en Hest, han skulde sælge, saa syntes Gudbrand, det var bedre at have Hest end Ko og byttede saa med ham; da han havde gaaet et Stykke længer, mødte han En, der gik og drev en fed Griis foran sig, og saa syntes han, det var bedre at have fed Griis end Hest, og byttede saa med Manden; derpaa gik han et Stykke til, saa mødte han en Mand med en Gjed og saa tænkte han, det sagtens var bedre at have Gjed end Ko og derfor byttede han med ham, som eiede Gjeden; saa gik han et langt Stykke, til han mødte en Mand, som havde en Sau, med ham byttede han, for han tænkte: det er altid bedre at have Sau end Gjed; da han nu havde gaaet en Stund igjen,
mødte han en Mand med en Gaas, saa byttede han bort Sauen mod Gaasen; og da han saa havde gaaet et langt, langt Stykke, mødte han en Mand med en Hane, med ham byttede han, for han tænkte som saa: det er sagtens bedre at have Hane end Gaas. Han gik da til det led langt ud paa Dagen; men saa begyndte han at blive sulten, og saa solgte han Hanen for tolv Skilling og kjøbte sig Mad for dem, for det er da altid bedre at bjerge Liv end have Hane, tænkte Gudbrand i Lien. Derpaa gik han videre hjemad, til han kom til sin nærmeste Nabogaard; der gik han indom. „Hvorledes er det gaaet dig i Byen?“ spurgte Folkene. „Aa, det er nu gaaet saa og saa,“ sagde Manden, „ikke kan jeg rose Lykken min og ikke kan jeg laste den heller,“ og dermed fortalte han dem det Hele, hvorledes det var
gaaet ham fra først til sidst. „Ja, du bli’er da sagtens vel modtagen, naar du kommer hjem til Konen din,“ sagde Manden paa Gaarden; „Gud hjælpe dig! ikke vilde jeg være i dit Sted.“ „Jeg synes, det kunde være gaaet meget galere, jeg,“ sagde Gudbrand i Lien, „men enten det nu er gaaet galt eller vel, saa har jeg saa snild Kone, at hun aldrig siger Noget, hvordan jeg saa bærer mig ad.“ „Ja det veed jeg vist, men ikke for det jeg troer det,“ sagde Granden. „Skal vi vædde paa det?“ sagde Gudbrand i Lien; „jeg har hundrede Daler liggende hjemme paa Kistebunden, tør du holde Ligt imod?“ Ja, de væddede, og saa blev han der til om Kvelden, da det begyndte at mørkne, saa gik de sammen til hans Gaard; der blev Grandmanden
staaende udenfor Døren og skulde lytte, medens Manden selv gik ind til Konen. „God Kveld!“ sagde Gudbrand i Lien, da han kom ind. „God Kveld,“ sagde Konen — „Aa, Gud skee Lov, er du der?“ Ja, det var han da. Saa spurgte Konen, hvorledes det var gaaet ham i Byen? „Aa, saa og saa!“ svarede Gudbrand, „det er just Intet at rose. Da jeg kom til Byen, var der Ingen, som vilde kjøbe Koen, saa byttede jeg den bort mod en Hest, jeg.“ „Ja, det skal du rigtig have Tak for, det,“ sagde Konen; „vi ere saa brave Folk at vi kan kjøre til Kirke vi, ligesaavel som Andre, og naar vi har Raad til at have Hest, saa kan vi sagtens lægge os den til. — Gaa ned og sæt ind Hesten, Børn!“ „Ja,“ sagde Gudbrand, „jeg har nok ikke Hesten heller, jeg; da jeg kom et Stykke paa
Veien, byttede jeg den bort for en Griis.“ „Nei, nei!“ raabte Konen, „det var da rigtig, som jeg selv skulde gjort det, det skal du saamænd have Tak for! Nu kan jeg have Flesk i Huset og Noget at byde Folk, naar de komme til mig, jeg og. Hvad skulde vi med Hesten? Saa skulde Folk sige vi vare blevne saa store paa det at vi ikke kunde gaae til Kirke længer, som før — Gaa ned og sæt ind Grisen, Børn!“ „Men jeg har nok ikke Grisen her, heller jeg,“ sagde Gudbrand, „da jeg kom et Stykke længer bort, byttede jeg den bort mod en Mælkegjed.“ „Jøs, hvor vel du gjør Alting!“ raabte Konen. „Hvad skulde jeg med Grisen, naar jeg ret betænker mig; Folk skulde bare sagt: derborte æde de op Alt, de have; nei, nu har jeg Gjed, saa
faaer jeg baade Mælk og Ost, og Gjeden beholder jeg endda. — Slip ind Gjeden, Børn!“ sagde Konen. „Nei, jeg har nok ikke Gjeden heller, jeg,“ sagde Gudbrand; „da jeg kom et Stykke paa Veien byttede jeg bort Gjeden og fik en dygtig Sau for den.“ „Nei,“ raabte Konen, „du har da gjort det, akkurat som jeg skulde ønsket mig Alt; akkurat som jeg selv havde været med.
Hvad skulde vi med Gjeden? Jeg maatte da klyve i Bjerg og Dale og faae den ned igjen til Kvelds. Nei, har jeg Sau, kan jeg faae Uld og Klæder i Huset og Mad ogsaa. — Gaa ned og slip ind Sauen, Børn!“ „Men jeg har nok ikke Sauen længer, jeg,“ sagde Gudbrand, „for da jeg havde gaaet en Stund, byttede jeg den bort mod en Gaas.“ „Tak skal du have for det!“ sagde Konen, „og mange Tak ogsaa! Hvad skulde jeg med Sauen? Jeg har jo hverken Rok eller Teen, og ikke bryder jeg mig om at slide og slæbe og virke Klæder heller; vi kan kjøbe Klæder nu som før; nu faaer jeg Gaaseflesk, som jeg længe har stundet efter, og nu kan jeg faae Duun i den lille Puden min.
— Gaa ned og slip ind Gaasen, Børn!“ „Ja, jeg har nok ikke Gaasen heller jeg,“ sagde Gudbrand; „da jeg var kommen et Stykke længer paa Veien, byttede jeg den bort for en Hane.“ „Gud veed, hvordan du har fundet paa det Alt!“ raabte Konen; „det er Altsammen som jeg havde gjort det selv. En Hane! det er det samme som du havde kjøbt et Ottedages-Uhr, for hver Morgen galer Hanen Klokken Fire, saa kan vi ogsaa komme paa Benene til rette Tid. Hvad skulde vi vel med Gaasen?
Ikke kan jeg lave til Gaaseflesket, og min Pude kan jeg jo fylde med Størgræs. — Gaa ned og slip ind Hanen, Børn!“ „Men jeg har nok ikke Hanen heller jeg, sagde Gudbrand; da jeg havde gaaet endda et Stykke, blev jeg skrubsulten og saa maatte jeg sælge Hanen for tolv Skilling for at bjerge Livet.“ „Naa, Gud skee Lov for du gjorde det,“ raabte Konen; „hvordan du steller dig, gjør du Alting, netop som jeg kunde ønsket det frem. Hvad skulde vi ogsaa med Hanen? Vi ere jo vore egne Herrer, vi kan ligge om Morgenen saa længe vi vil.
Gud skee Lov, naar jeg bare har faaet dig igjen, som steller Alt saa godt, behøver jeg hverken Hane eller Gaas, hverken Grise eller Kjøer.“ Saa lukkede Gudbrand op Døren. „Har jeg vundet de hundrede Daler nu?“ sagde han, og det maatte da Granden tilstaae at han havde.
