Prevod
V tistih dneh, ko sta naš Gospod in sveti Peter še hodila po svetu, sta nekoč prišla k neki ženi, ki je ravno pekla. Ime ji je bilo Gjertrud in na glavi je nosila rdečo čepico. Ker sta že dolgo hodila in sta bila oba lačna, jo je naš Gospod prav lepo poprosil, naj mu da pokusiti pogačo. Da, seveda jo bo dobil, je rekla, vzela čisto majhen košček testa in ga razvaljala;
pa je vendar postal tako velik, da je prekril vso ploščo za peko. Ne, ta pogača je bila prevelika; te mu že ni mogla dati. Vzela je še manjši košček testa, a ko ga je razvaljala in razgrnila po plošči, je bila tudi ta pogača prevelika; tudi te mu ni mogla dati. Tretjič je vzela še manjši košček, čisto, čisto drobcenega; a tudi tokrat je bila pogača veliko prevelika. »Potem pa nimam ničesar, kar bi vama lahko dala,« je rekla Gjertrud. »Kar pojdita spet brez grižljaja, saj so vse pogače prevelike!« Tedaj se je naš Gospod razjezil in rekel: »Ker si mi tako malo privoščila, boš za kazen postala ptica in si boš morala iskati suho hrano med lubjem in lesom, piti pa boš dobila samo takrat, kadar bo deževalo!« In komaj je izgovoril zadnjo besedo, se je že spremenila v Gjertrudino ptico in s pekovske deske zletela navzgor skozi dimnik. Še dandanes jo lahko vidiš letati naokrog z rdečo čepico in vso črno po telesu, ker jo je dimnik osajil; venomer trka in kljuva po drevesih ter išče hrano, pred dežjem pa piska, kajti zmeraj je žejna in takrat pričakuje, da bo dobila piti.
Izvirnik
I de Dage, da vor Herre og St. Peder gik og vandrede her paa Jorden, kom de engang ind til en Kone, som sad og bagede. Hun hed Gjertrud, og havde en rød Hue paa Hovedet. Da de havde gaaet længe og de Begge vare sultne, bad vor Herre hende saa vakkert om en Levse at smage paa. Ja, den skulde han da faae, men et bitte lidet Emne tog hun og kjævlede ud; alligevel blev det saa stort, at det fyldte hele Takken. Nei, saa blev den Levse for stor; den kunde han ikke faae. Hun tog et endnu mindre Emne, men da hun havde baget det ud og bredt det paa Takken, blev den Levse ogsaa for stor; den kunde han heller ikke faae. Tredie Gang tog hun et endda mindre Emne, et bitte, bitte lidet et; men ogsaa dengang blev Levsen alt for
stor. „Saa har jeg ikke Noget at give Jer,“ sagde Gjertrud, „I faaer ligesaagodt gaae igjen uden Smagebide, for Levserne blive allesammen for store!“ Da blev vor Herre vred, og sagde: „Fordi du undte mig saa slet, skal du have den Straf, at du skal blive til en Fugl, og tage din tørre Føde mellem Bark og Ved, og ikke faae Noget at drikke oftere, end hvergang det regner!“ Og neppe havde han sagt det sidste Ord, saa blev hun til Gjertrudsfuglen, og fløi fra Bagstefjælen op igjennem Skorsteenspiben; og endnu den Dag idag kan man see hende flyve omkring med sin røde Hue og ganske sort over hele Kroppen, efter det at Piben sværtede hende; hun hakker og pikker bestandig paa Træerne efter Mad, og piber mod Regnveir; thi hun er altid tørst, og da venter hun Drikke.
