Prevod
Daleč, daleč stran, v velikem gozdu, sta nekoč živela revna zakonca. Žena je legla k porodu in rodila otroka, ljubko hčerko; ker pa sta bila revna, nista vedela, kako naj jo dasta krstiti. Mož se je zato nekega dne odpravil od doma iskat botre, ki bi mogli sami plačati dar za krst; ves dan je hodil od enega do drugega, a vsi so govorili, da bi že bili za botra, le da si nihče ne more privoščiti daru. Ko se je proti večeru vračal domov, je srečal prelepo žensko v razkošni obleki, ki je bila videti neizmerno dobra in prijazna; ponudila se je, da poskrbi za otrokov krst, potem pa bi ga obdržala pri sebi. Mož je odvrnil, da mora najprej vprašati ženo, kaj ona pravi na to;
ko pa je prišel domov in ji povedal, je žena odločno rekla ne. Drugi dan je mož spet šel od doma, a nihče ni hotel biti za botra, če bi moral sam plačati dar, in naj je še tako prosil, nič ni pomagalo. Ko se je proti večeru vračal domov, je spet srečal prelepo žensko, ki je bila videti tako blaga, in znova mu je ponudila isto. Ženi je spet povedal, kaj se mu je pripetilo, in tedaj je rekla, da bosta pač morala dati otroka tisti ženski, če tudi naslednji dan ne bo mogel najti botrov, saj je vendar videti tako dobra in prijazna. Tudi tretji dan mož ni našel botrov, in ko je zvečer spet srečal prijazno žensko, ji je obljubil, da ji prepusti otroka, če bo poskrbela za njegov krst in krščansko vzgojo. Zjutraj je torej prišla v njegovo hišo v spremstvu dveh mož, vzela otroka in ga odpeljala v cerkev, kjer so ga krstili. Nato ga je odnesla s seboj domov in deklica je več let živela pri njej, njena rejnica pa je bila zmeraj dobra in prijazna do nje.
Ko je deklica toliko zrasla, da je že začela razumevati svet, se je rejnica pripravila na pot. »Lahko hodiš po vseh sobah, kjer koli hočeš,« je rekla deklici, »le v te tri kamrice, ki ti jih bom zdaj pokazala, ne smeš.« Potem je odpotovala. Toda deklica si vendarle ni mogla kaj, da ne bi priprlа vrat ene od kamric, in švignila je ven zvezda!
Ko se je rejnica vrnila, jo je silno potrlo, da je zvezda odletela, obenem pa se je razjezila na svojo rejenko in ji zagrozila, da jo bo spodila od sebe; toda otrok je jokal in prosil milosti, pa je vendar smela ostati.
Čez nekaj časa se je rejnica spet odpravila na pot in deklici znova prepovedala vstopiti v tisti dve kamrici, v katerih še ni bila. Deklica je obljubila, da bo pazila, a ko je bila nekaj časa sama ter je tuhtala in premlevala, kaj neki bi moglo biti v drugi kamrici, si ni mogla kaj, da ne bi malce priprla vrat in pokukala noter, in švignila je ven
luna. Ko se je rejnica vrnila in videla, da je luna ušla, se je silno užalostila in rekla deklici, da je zdaj nikakor ne more več obdržati pri sebi, zdaj mora oditi. A deklica je tako bridko jokala in tako lepo prosila milosti, da je tudi tokrat smela ostati. Čez nekaj časa se je morala rejnica znova odpraviti na pot in tedaj je deklici, ki je bila zdaj že napol odrasla, kar najresneje položila na srce, da nikakor ne sme poskušati vstopiti v tretjo kamrico ali pogledati vanjo.
Ko pa rejnice že nekaj časa ni bilo in je bila deklica dolgo sama ter se je dolgočasila, si je mislila: Bog, kako lepo bi bilo malo pogledati v tretjo kamrico! Sprva je sklenila, da tega vendarle ne bo storila, rejnici na ljubo; ko pa ji je misel drugič prišla na um, se ni mogla več zadržati; zdelo se ji je, da na vsak način mora in mora pogledati v kamrico, pa je malce priprla vrata, in švignilo je ven sonce! Ko se je rejnica vrnila in videla, da je sonce odletelo, se je iz vsega srca užalostila in rekla, da deklica zdaj nikakor ne sme več ostati pri njej. Rejenka je jokala in prosila še lepše kakor prej, a nič ni pomagalo. »Ne, zdaj te moram kaznovati,« je rekla mati, »lahko pa izbiraš: ali boš najlepša ženska na svetu, a ne boš mogla govoriti, ali pa boš najgrša, a boš lahko govorila. Toda od mene moraš oditi.« Deklica je rekla: »Potem bom rajši lepa.« In res je postala lepa, toda od tistega trenutka je bila nema.
Ko je odšla od rejnice, je hodila in hodila skozi velikanski gozd, a naj je še toliko prehodila, gozdu ni bilo konca. Ko se je zvečerilo, je splezala na visoko drevo, ki je raslo tik nad studencem, in se tam namestila, da bi prespala noč. V bližini je stal grad in zgodaj zjutraj je od tam prišla služabnica, da bi iz studenca, nad katerim je sedela deklica, zajela vode za prinčev čaj. Služabnica je v studencu zagledala prelepi obraz in mislila, da je njen; odvrgla je vedro, stekla domov, ponosno vzdignila glavo in rekla: »Če sem tako lepa, sem pa menda predobra, da bi nosila vodo.« Po vodo je morala druga, a tudi njej se je zgodilo prav isto: tudi ona se je vrnila in rekla, da je prelepa in predobra, da bi hodila k studencu po vodo za princa.
Tedaj je šel princ sam, saj je hotel videti, kaj je s tem. Ko je prišel do studenca, je tudi on zagledal odsev in takoj pogledal kvišku; tam je uzrl prelepo deklico, ki je sedela na drevesu. Zvabil jo je dol in jo odpeljal s seboj domov ter jo na vsak način hotel za svojo kraljico, ker je bila tako lepa; toda njegova mati, ki je bila še živa, tega ni hotela dovoliti. »Govoriti ne zna,« je rekla, »in prav lahko je kakšno čarovno bitje.« A princ ni odnehal, dokler je ni dobil za ženo. Ko sta nekaj časa živela skupaj, je zanosila, in ko je prišel čas poroda, je princ okoli nje postavil močno stražo; toda ob porodni uri so vsi zaspali, in ko je rodila, je prišla njena rejnica, otroka urezala v mezinec ter kraljici s krvjo namazala usta in prste, nato pa ji rekla: »Zdaj boš tako žalostna, kakor sem bila jaz, ko si izpustila zvezdo.« In izginila je z otrokom. Ko so se stražarji prebudili, so mislili, da je kraljica požrla svojega otroka, in stara kraljica jo je hotela dati sežgati; toda princ jo je iz vsega srca ljubil in jo je nazadnje s prošnjami le rešil kazni, a komaj komaj. Ko je mlada kraljica drugič legla k porodu, so postavili dvakrat močnejšo stražo kakor prvič. A zgodilo se je natanko tako kot prej; le da ji je rejnica tokrat rekla:
»Zdaj boš tako žalostna, kakor sem bila jaz, ko si izpustila luno.« Kraljica je jokala in prosila — kajti kadar je bila rejnica pri njej, je lahko govorila — a nič ni pomagalo. Zdaj je stara kraljica na vsak način hotela, da jo sežgejo, toda princ jo je tudi tokrat s prošnjami rešil. Ko je kraljica tretjič legla k porodu, so okoli nje postavili trikrat močnejšo stražo, a spet se je zgodilo isto: rejnica je prišla, medtem ko je straža spala, vzela otroka, ga urezala v mezinec in kraljici s krvjo namazala usta; nato ji je rekla, da bo zdaj tako žalostna, kakor je bila sama, ko je ušlo sonce. Zdaj je princ nikakor ni mogel več rešiti; morala je na grmado. Toda prav ko so jo peljali nanjo, so nenadoma zagledali rejnico, ki je prihajala z vsemi tremi otroki; dva je vodila za roko, tretjega pa je nosila v naročju. Stopila je k mladi kraljici in rekla:
»Tu so tvoji otroci; zdaj jih boš dobila nazaj. Jaz sem Devica Marija in tako žalostna, kakor si bila zdaj ti, sem bila jaz, ko si izpustila sonce, luno in zvezdo. Zdaj si prestala kazen za to, kar si storila, in odslej boš spet lahko govorila.« Kako sta se kraljica in princ razveselila, si lahko vsakdo misli, povedati pa ne more nihče; odtlej sta bila vselej srečna, pa tudi prinčeva mati je od tistega časa imela rada mlado kraljico.
Izvirnik
Langt, langt borte i en stor Skov, boede engang et Par fattige Folk. Konen kom i Barselseng, og fødte et Barn, en vakker Datter; men da de vare fattige, vidste de ikke, hvorledes de skulde faae Barnet til Daaben. Manden maatte da en Dag gaae ud, forat see at faae Faddere, som selv kunde offre; han gik hele Dagen, baade til den Ene og den Anden, men Alle sagde de, at de vel vilde være Fadder, men Ingen syntes, han havde Raad til at offre selv. Da han mod Aftenen gik hjem igjen, mødte han et deiligt Fruentimmer, der havde prægtige Klæder paa og saa saa inderlig god og venlig ud; hun tilbød sig at skaffe Barnet til Daaben, men siden vilde hun beholde det. Manden svarede, at han først maatte spørge sin Kone, hvad hun vilde;
men da han kom hjem og fortalte det, sagde Konen reent ud nei. Den anden Dag gik Manden igjen ud, men Ingen vilde være Faddere, naar de selv skulde offre, og alt han bad, saa hjalp det ikke. Da han mod Aftenen atter gik hjem, mødte han igjen det deilige Fruentimmer, som saa saa blid ud, og hun gjorde igjen det samme Tilbud. Han fortalte paany Konen det, som var hændt ham, og hun sagde da, at dersom han heller ikke den næste Dag kunde faae Faddere til Barnet, saa fik de vel lade Fruentimmeret faae det, siden hun saa saa god og venlig ud. Den tredie Dag, Manden gik ud, fik han heller ingen Faddere, og da han igjen om Aftenen mødte det venlige Fruentimmer, lovede han at overlade hende Barnet, naar hun vilde skaffe det Daab og Kristendom. Om Morgenen kom hun derfor til
det Sted, hvor Manden boede, i Følge med to Mandfolk, tog Barnet og reiste til Kirke med det, og der blev det døbt. Derpaa tog hun det hjem med sig, og der levede den lille Pige hos hende i flere Aar, og Fostermoderen var altid god og venlig mod hende. Da Pigebarnet var bleven saa stor, at hun lærte at skjønne, lavede Fostermoderen sig til at reise bort. „Du kan faae Lov at gaae om i alle Værelserne, hvor du vil“ — sagde hun til Pigen — „kun ikke i de tre Kammere, jeg nu viser dig.“ Derpaa reiste hun. Men Pigen kunde alligevel ikke lade være at lukke lidt paa den ene Kammerdør, og vips! saa fløi der en Stjerne ud.
Da Fostermoderen kom tilbage, blev hun meget ilde tilmode over at Stjernen var fløien ud, og tillige blev hun vred paa Fosterdatteren og truede hende med at jage hende bort fra sig; men Barnet græd og bad for sig, saa fik hun dog Lov at blive. Om en Tid igjen skulde Fostermoderen atter reise bort, og saa forbød hun igjen Pigen at gaae ind i de to Kammere, hvor hun ikke havde været. Denne lovede at tage sig vare, men da hun havde gaaet en Tid alene, og tænkt og pønset paa, hvad der vel kunde være inde i det andet Kammer, kunde hun ikke holde sig fra at gløtte lidt paa Døren, for at titte ind, og vips!
saa fløi Maanen ud. Da Fostermoderen kom tilbage, og saa at Maanen var sluppen ud, blev hun meget bedrøvet og sagde til Pigebarnet, at nu kunde hun slet ikke længer beholde hende hos sig, nu maatte hun bort. Men Pigen græd saa hjertelig, og bad saa vakkert for sig, og saa fik hun dog ogsaa denne Gang Lov at blive igjen. Om nogen Tid skulde atter Fostermoderen reise bort, og da lagde hun Pigen, som nu allerede var halvvoxen, ret alvorligt paa Hjerte, at hun slet ikke maatte prøve paa at gaae ind i eller see ind i det tredie Kammer.
Men da Fostermoderen havde været borte i nogen Tid, og Pigen havde gaaet alene og kjedet sig længe, tænkte hun: Gud! hvor moersomt det skulde være at see lidt ind i det tredie Kammer! Hun tænkte først, at hun ikke vilde gjøre det alligevel, for Fostermoderens Skyld; men da hun anden Gang faldt paa det, kunde hun ikke bare sig længere; hun syntes, at hun endelig skulde og maatte see ind i Kammeret, og hun gløttede lidt paa Døren, og vips! saa fløi Solen ud. Da Fostermoderen nu kom tilbage og saa at Solen var fløien ud, blev hun hjertelig bedrøvet, og sagde, at nu kunde Pigen slet ikke længer faae Lov at være hos hende. Fosterdatteren græd og bad endnu vakrere end før, men det hjalp ikke. — „Nei, nu maa jeg straffe dig,“ sagde Moderen
— „men du kan have Valget: enten du vil blive det allersmukkeste Fruentimmer, og ikke kunne tale, eller du vil blive det allerstyggeste, og kunne tale. Men bort fra mig maa du.“ Pigen sagde: „Saa vil jeg helst blive vakker;“ og det blev hun ogsaa, men fra den Tid var hun stum. Da hun var kommen bort fra Fostermoderen, gik hun og vandrede gjennem en stor, stor Skov, men alt hun gik, blev der aldrig Ende paa den. Da det led mod Kvelden, kløv hun op i et høit Træ, som stod lige over en Kilde, og satte sig der til at sove om Natten. Tæt ved laa et Slot, og fra det kom der tidlig om Morgenen en Terne, der skulde hente Vand af Kilden, Pigen sad over, til Prindsens The. Ternen saa det deilige Ansigt i Kilden og troede, det var hende selv; saa kastede hun
Vandbøtten, løb hjem igjen og slog paa Nakken og sagde: „Er jeg saa deilig, saa er jeg sagtens for god til at gaae og bære Vand.“ En Anden skulde da efter Vandet, men det gik lige eens med hende: hun kom ogsaa tilbage, og sagde at hun var for vakker og for god til at gaae til Kilden efter Vand til Prindsen. Saa gik Prindsen selv, for han havde Lyst til at see, hvorledes dette hang sammen. Da han kom til Kilden, fik han ogsaa see Billedet, og strax saa han op; der blev han da vaer den deilige Pige, som sad oppe i Træet. Han lokkede hende ned og tog hende hjem med sig, og vilde endelig have hende til sin Dronning, fordi hun var saa smuk; men hans Moder, som endnu levede, vilde ikke; „hun kan ikke tale“ — sagde hun — „og det
kan gjerne være et Trold-Menneske.“ Men Prindsen gav sig ikke tilfreds førend han fik hende. Da de havde levet sammen en Tid, blev hun frugtsommelig, og da hun skulde føde, lod Prindsen sætte en stærk Vagt omkring hende; men i Fødselstimen søvnede Allesammen, og da hun havde født, kom hendes Fostermoder, skar Barnet i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden og paa Fingrene med Blodet og sagde til hende: „Nu skal du blive saa bedrøvet, som jeg var, da du havde sluppet ud Stjernen;“ og saa blev hun borte med Barnet. Da de, der vare satte til Vagt, vaagnede, troede de, Dronningen havde ædt sit eget Barn, og den gamle Dronning vilde have hende brændt, men Prindsen holdt saa hjertelig af hende, og han fik endelig bedet hende fri for Straffen, men det var med Nød og Neppe. Anden
Gang den unge Dronning skulde i Barselseng, blev der sat dobbelt saa stærk Vagt som forrige Gang. Men det gik netop ligedan som før; kun med den Forskjel, at Fostermoderen sagde til hende: „Nu skal du blive saa bedrøvet som jeg var, da du havde sluppet Maanen ud.“ Dronningen græd og bad — for naar Fostermoderen var der, kunde hun tale — men det hjalp ikke. Nu vilde den gamle Dronning endelig have hende brændt, men Prindsen fik dog ogsaa den Gang bedet hende fri. Da Dronningen skulde i den tredie Barselseng, blev der sat tredobbelt Vakt omkring hende, men det gik igjen lige eens: Fostermoderen kom, mens Vagten sov, tog Barnet og skar det i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden med Blodet; og saa sagde
hun, nu skulde Dronningen blive saa bedrøvet, som hun selv havde været, da Solen var sluppen ud. Nu kunde Prindsen ikke paa nogen Maade faae reddet hende; hun maatte og skulde brændes. Men just i det samme de ledte hende op paa Baalet, fik de med Eet see Fostermoderen, der kom med alle tre Børnene; de tvende ledte hun ved Haanden og det tredie bar hun paa Armen. Hun gik hen til den unge Dronning og sagde: „Her er Børnene dine; nu skal du faae dem igjen. Jeg er Jomfru Maria, og saa bedrøvet som du nu har været, var jeg, da du havde sluppet ud Solen, Maanen og Stjernen. Nu har du lidt Straf for det, du gjorde, og fra nu af skal du igjen kunne tale.“ Hvor glade Dronningen og Prindsen bleve, kan alle let tænke sig, men Ingen kan sige det; de vare siden altid
lykkelige, og Prindsens Moder holdt ogsaa af den unge Dronning fra den Tid af.
