Prevod
Nekoč je živel mož, ki je imel nekje visoko v pobočju senožet, na njej pa senik, kamor je spravljal krmo. Toda zadnja leta v seniku menda ni bilo prida sena, bi rekel; vsako kresno noč, ko je bila trava najlepša in najbujnejša, je bila senožet popasena do golega, kakor da bi se ponoči tam pasla cela čreda. To se je zgodilo enkrat in se je zgodilo dvakrat, potem pa je bilo možu dovolj in je rekel svojim sinovom — imel je tri, tretji pa je bil Askepot, saj si lahko mislite —, da bo moral eden od njih na kresno noč prespati v seniku na oddaljeni senožeti. Tako ne gre več, da bi bila trava spet pojedena do zadnje bilke kakor prejšnji dve leti; in kdor bo šel tja, naj le dobro pazi, je dejal mož. Pa se je najstarejši ponudil, da pojde stražit senožet; že bo znal paziti na travo, je menil, tako da je ne bo dobil ne človek ne živina ne sam hudič. Proti večeru je odšel v senik in legel spat, toda kmalu po polnoči je tako zabobnelo in se je zemlja tako stresla, da so se zamajale stene in streha. Fant je skočil pokonci in jo ucvrl, kolikor so ga nesle noge; niti ozreti se ni upal in tisto noč je bila trava pojedena prav kakor prejšnja leta.
Na naslednji kresni večer je mož spet dejal, da tako ne gre, da bi leto za letom izgubljali vso travo na oddaljeni senožeti; zdaj bo moral eden od sinov tja in paziti nanjo, pa še dobro naj pazi;
in tako je hotel tisti večer poskusiti srednji sin. Odšel je v senik in legel spat, kakor je storil njegov brat; toda ponoči je zabobnelo in se je zemlja stresla še huje kakor prejšnjo kresno noč. Ko je fant to zaslišal, ga je obšel strah in jo je ucvrl, kakor da bi mu za tek plačevali.
Naslednje leto je prišel na vrsto Askeladden; ko pa se je pripravljal na pot, sta se mu druga dva smejala in se norčevala iz njega. »Ti boš pa res pravi za čuvanje sena, ti, ki ne znaš drugega kakor čepeti v pepelu in se greti,« sta dejala. A Askeladden se ni menil za njune besede; ko se je zvečerilo, je odhlačal proti oddaljeni senožeti. Tam je stopil v senik in legel, čez nekaj časa pa je začelo tako bobneti in pokati, da je bilo groza. No, če ne bo hujšega, bom že zdržal, si je mislil Askeladden. Kmalu zatem je spet počilo in zemlja se je stresla, da so bilke sena frčale okoli fanta.
No, če ne bo hujšega, bom že zdržal, si je mislil Askeladden. Tedaj pa je še tretjič zabobnelo in se je zemlja tako stresla, da je fant mislil, da so se stene in streha podrle;
ko pa je minilo, je naenkrat vse okoli njega obmirovalo. Le ali bo spet začelo? si je mislil Askeladden. Pa ni; vse je bilo tiho in je ostalo tiho, in ko je še malo poležal, je zaslišal, kakor da tik pred vrati senika stoji konj in žveči. Pritihotapil se je k priprtim vratom, da bi pogledal, kaj je; in res je tam stal konj in mulil travo. Tako velikega, rejenega in lepega konja Askeladden še ni videl. Na njem sta bila sedlo in uzda, zraven pa popoln viteški oklep, in vse je bilo iz bakra, tako zloščenega, da se je kar bleščal. Aha, ti nam torej žreš seno, si je mislil fant, temu bom pa že naredil konec. Hitro je potegnil na dan svoje kresilo in ga vrgel čez konja; ta se ni mogel več premakniti z mesta in je postal tako krotek, da je fant lahko počel z njim, kar je hotel. Zajahal ga je in odjezdil na kraj, za katerega ni vedel nihče drug; tam ga je skril. Ko se je vrnil domov, sta se brata smejala in ga spraševala, kako se mu je godilo. »Najbrž nisi dolgo poležaval v seniku, če si sploh prišel do senožeti,« sta dejala. »V seniku sem ležal do sončnega vzhoda, pa nisem ničesar ne slišal ne videl,« je rekel fant. »Bogve, česa sta se tako prestrašila.« »No, bomo že videli, kako si pazil na senožet,« sta odvrnila brata; ko pa sta prišla tja, je bila trava prav tako visoka in gosta kakor zvečer.
Naslednjo kresno noč je bilo enako: nobeden od obeh bratov si ni upal na oddaljeno senožet čuvat trave, Askeladden pa si je upal. In zgodilo se je natanko isto kakor prejšnjo kresno noč: najprej je zabobnelo in se je zemlja stresla, čez čas še enkrat in nato še tretjič, le da so bili tokrat vsi trije potresi veliko, veliko močnejši. Nato je spet naenkrat vse potihnilo in fant je zaslišal, da pred vrati senika nekaj žveči;
kar se je dalo potiho, se je pritihotapil k priprtim vratom — in res! Tik ob steni je spet stal konj in mulil travo. Bil je še veliko večji in bolj rejen od prejšnjega; na hrbtu je imel sedlo, na glavi uzdo, zraven pa popoln viteški oklep — vse iz bleščečega srebra in tako razkošno, da si lepšega ne bi mogel želeti. Aha, ti nam torej nocoj žreš seno, si je mislil fant, temu bom pa že naredil konec. Potegnil je na dan svoje kresilo in ga vrgel čez konjsko grivo; konj je obstal, krotek kakor jagnje. Fant je tudi tega konja odjezdil na kraj, kjer je imel prvega, potem pa se vrnil domov. »Danes je na senožeti gotovo lepo videti,« sta dejala brata. »O, pa še kako!« je rekel Askeladden.
Spet sta morala tja in trava je bila prav tako gosta in visoka kakor prej, vendar zaradi tega nista bila nič prijaznejša do Askeladdna. Ko je prišla tretja kresna noč, si nobeden od starejših bratov ni upal prespati v seniku na oddaljeni senožeti in paziti na travo; tisto noč, ko sta ležala tam, sta se tako na smrt prestrašila, da tega nikoli več nista pozabila. Askeladden pa si je upal; in zgodilo se je natanko isto kakor prejšnji dve noči: zemlja se je trikrat stresla, vsakič huje, ob zadnjem potresu je fanta premetavalo od ene stene senika do druge, potem pa je naenkrat vse potihnilo. Ko je še malo poležal, je zaslišal, da pred vrati senika nekaj žveči; spet se je pritihotapil k priprtim vratom — in tik pred njimi je stal konj, veliko, veliko večji in bolj rejen od obeh, ki ju je že ujel. Aha!
Ti nam torej tokrat žreš seno, si je mislil fant; temu bom pa že naredil konec. Naglo je izvlekel kresilo in ga vrgel čez konja; ta je obstal, kakor bi bil pribit na tla, in fant je lahko počel z njim, kar je hotel. Odjezdil je tja, kjer je imel druga dva, nato pa se je vrnil domov. Tam sta se brata norčevala iz njega kakor prejšnjikrat; tisto noč je gotovo dobro pazil na travo na senožeti, sta dejala, saj je bil videti, kakor da še zdaj hodi v spanju. A Askeladden se ni menil zanju, samo rekel jima je, naj gresta pogledat. Šla sta in trava je bila tudi tokrat prav tako lepa in gosta.
Kralj dežele, v kateri je živel Askeladdnov oče, je imel hčer, ki je ni hotel dati nikomur drugemu kakor tistemu, ki bi prijezdil na vrh Steklene gore — blizu kraljevega gradu je namreč stala visoka, visoka Steklena gora, gladka kakor led. Prav na vrhu naj bi sedela kraljična s tremi zlatimi jabolki v naročju, in kdor bi prijezdil do nje in vzel vsa tri zlata jabolka, bi dobil njo in pol kraljestva. To je dal kralj razglasiti pred vsemi cerkvami po vsej deželi in še po mnogih drugih kraljestvih. Kraljična je bila tako lepa, da se je vsakdo, ki jo je videl, moral zaljubiti vanjo, naj je hotel ali ne — in lahko si mislite, da so jo vsi kraljeviči in vitezi hoteli osvojiti, povrhu pa še pol kraljestva. Zato so prijezdili z vseh koncev sveta, tako sijajno opravljeni, da se je kar bleščalo od njih, in na takih konjih, da so kar poplesavali; in ni ga bilo med njimi, ki ne bi mislil, da bo prav on dobil kraljično.
Ko je napočil dan, ki ga je določil kralj, se je ob Stekleni gori trlo vitezov in kraljevičev. Tja je hotel prav vsak, ki je mogel hoditi ali se vsaj plaziti, da bi videl, kdo bo osvojil kraljično, in tudi Askeladdnova brata sta se hotela odpraviti;
njega pa nikakor nista hotela vzeti s seboj, saj bi se jima ljudje samo posmehovali, če bi hodila s takim spakom, tako umazanim in sajastim, kakršen je bil, ker je zmeraj čepel v pepelu in brskal po njem, sta dejala. »No, prav tako dobro grem lahko sam kakor brez družbe,« je rekel Askeladden. Ko sta brata prišla do Steklene gore, so se vsi kraljeviči in vitezi že poganjali vanjo, da so se jim konji kar penili. Toda kaj prida jim to ni pomagalo, vam rečem, kajti brž ko so konji položili kopito na goro, jim je zdrsnilo in nihče se ni povzpel niti nekaj komolcev visoko. Pa saj ni bilo čudno, ker je bila gora gladka kakor steklena šipa in strma kakor hišna stena. Toda kraljično in pol kraljestva bi bili vsi radi imeli, zato so jezdili in drseli, kaj drugega pa iz tega ni bilo.
Nazadnje so bili vsi konji tako utrujeni, da niso več zmogli, in tako prepoteni, da se je pena kar cedila z njih; vitezi so morali odnehati. Kralj je že razmišljal, da bi dal razglasiti, naj se ježa naslednji dan začne znova, če bi šlo tedaj kaj bolje; prav takrat pa je prijezdil vitez na tako lepem konju, kakršnega še nihče ni videl. Imel je bakren oklep in bakreno uzdo, vse tako zloščeno, da se je kar svetilo. Drugi so mu klicali, da mu ni treba niti poskušati prijezditi na Stekleno goro, saj tako ali tako nič ne pomaga; on pa se za to ni zmenil. Odjezdil je naravnost proti Stekleni gori in se brez težav povzpel po njej, in to kar precej visoko, nekako do tretjine;
tam pa je obrnil konja in odjezdil nazaj dol. Kraljični se je zdelo, da tako lepega viteza še nikoli ni videla, in medtem ko je jezdil, je sedela in mislila: Bog daj, da bi le prišel na vrh! Ko pa je videla, da je obrnil konja, je vrgla za njim eno od zlatih jabolk in to se mu je zakotalilo v čevelj. Brž ko je prijezdil z gore, pa je odjezdil proč, in to tako hitro, da nihče ni vedel, kam je izginil. Tisti večer so morali vsi kraljeviči in vitezi pred kralja, da bi tisti, ki je prijezdil tako visoko po Stekleni gori, pokazal zlato jabolko, ki mu ga je vrgla kraljična. Toda nihče ga ni imel; prihajali so drug za drugim in nobeden ni mogel pokazati jabolka.
Zvečer sta se tudi Askepotova brata vrnila domov in na dolgo in široko pripovedovala o ježi na Stekleno goro: kako sprva nihče ni mogel niti koraka navzgor. »Potem pa je prišel nekdo z bakrenim oklepom in bakreno uzdo, tako sijoč, da se je že od daleč bleščalo od njega,« sta dejala, »in ta je znal jezditi! Povzpel se je čez tretjino Steklene gore in gotovo bi lahko prijezdil prav na vrh, če bi le hotel; a tam je obrnil, ker se mu je za tistikrat menda zdelo dovolj.« »O, tega bi si pa tudi jaz rad ogledal,« je dejal Askeladden — kakor po navadi je čepel ob ognjišču in brskal po pepelu. »Ti že!« sta rekla brata. »Ravno pravšnji si za med tako imenitne gospode, ti grda pokveka, ki tam čepiš!« Naslednji dan sta se brata spet hotela odpraviti in Askepot je tudi tokrat prosil, ali bi smel z njima gledat jezdece; a ne, tega mu nikakor nista dovolila, za kaj takega je pregrd in preveč umazan, sta rekla. »No, prav, tudi jaz grem prav tako rad sam kakor brez družbe,« je rekel Askepot.
Ko sta brata prišla do Steklene gore, so vsi kraljeviči in vitezi spet začeli jezditi, in lahko si mislite, da so tokrat svoje konje dobro podkovali; a nič ni pomagalo: jezdili so in drseli kakor prejšnji dan in nihče ni prišel niti komolec visoko;
ko pa so konje tako izmučili, da niso več zmogli, so morali spet vsi odnehati. Kralj je že mislil razglasiti, da bodo naslednji dan še zadnjič poskusili, če bi šlo tedaj morda kaj bolje. Potem pa si je premislil: še malo bo počakal, je menil, če bi se tudi danes prikazal tisti v bakrenem oklepu. Tega niso nikjer opazili, kar naenkrat pa je prijezdil nekdo na konju, ki je bil veliko, veliko lepši od konja viteza v bakrenem oklepu. Ta je imel srebrn oklep, srebrno sedlo in srebrno uzdo, vse tako zloščeno, da se je že od daleč svetilo in bleščalo. Drugi so mu spet klicali, da mu ni treba niti poskušati jezditi na Stekleno goro, ker tako in tako nič ne pomaga; vitez pa se za to ni zmenil. Odjezdil je naravnost do Steklene gore in se povzpel še više kakor tisti v bakrenem oklepu; ko pa je prišel do dveh tretjin, je obrnil konja in odjezdil nazaj dol. Kraljični je bil ta še bolj všeč in sedela je ter si želela, da bi le prišel na vrh; ko pa je videla, da je obrnil, je vrgla za njim drugo jabolko, in to se mu je zakotalilo v čevelj. Brž ko je prijezdil s Steklene gore, je odjezdil tako hitro, da nihče ni videl, kam je izginil.
Zvečer, ko so morali vsi pred kralja in kraljično, da bi tisti, ki je imel zlato jabolko, to pokazal, so prihajali drug za drugim, toda zlatega jabolka ni imel nihče. Kakor prejšnji dan sta se brata tudi tisti večer vrnila domov in pripovedovala, kako je bilo: da so vsi jezdili, a nihče ni mogel navzgor. »Nazadnje pa je prišel nekdo v srebrnem oklepu, pa tudi srebrno uzdo in srebrno sedlo je imel,« sta dejala, »in ta je znal jezditi! Povzpel se je nekako do dveh tretjin, potem pa je spet obrnil. Ta je bil pravi junak in njemu je kraljična vrgla drugo zlato jabolko,« sta rekla brata.
»O, tudi tega bi si rad ogledal,« je rekel Askeladden. »O ja, ta se je svetil še malo bolj kakor pepel, po katerem brskaš, ti grda sajasta pokveka!« sta rekla brata.
Tretji dan je bilo vse tako kakor prejšnje dni: Askeladden je hotel z njima gledat ježo, onadva pa ga nista hotela vzeti s seboj; in ko sta prišla do Steklene gore, nihče ni mogel niti komolec visoko. Vsi so čakali na tistega v srebrnem oklepu, a o njem ni bilo ne duha ne sluha. Nazadnje pa je prijezdil nekdo na tako lepem konju, da mu še nihče ni videl para; imel je zlat oklep, zlato sedlo in zlato uzdo, vse tako sijoče, tako sijoče, da se je že daleč naokrog svetilo in bleščalo. Drugi vitezi in kraljeviči mu še zaklicati niso utegnili, da nima smisla poskušati, tako so ostrmeli nad njegovim sijajem. Odjezdil je naravnost proti Stekleni gori in švignil navzgor, kakor da to ni nič, tako da si kraljična še zaželeti ni utegnila, da bi prišel prav na vrh. Brž ko je prijezdil do nje, ji je iz naročja vzel tretje zlato jabolko, nato obrnil konja in odjezdil nazaj dol; še preden so se prav zavedeli, pa jim je že izginil izpred oči.
Ko sta se brata zvečer vrnila domov, sta na dolgo in široko pripovedovala, kako je tisti dan potekala ježa, nazadnje pa sta povedala tudi o vitezu v zlatem oklepu.
»Ta je bil šele junak! Tako sijajnega viteza ni nikjer na svetu!« sta rekla brata. »O, tega bi si pa tudi jaz rad ogledal!« je rekel Askeladden. »Ja, saj kup oglja, po katerem riješ, niti približno ne žari tako, ti grda sajasta pokveka!« sta rekla brata.
Naslednji dan so morali vsi vitezi in kraljeviči pred kralja in kraljično — zvečer je bilo menda že prepozno, bi rekel —, da bi tisti, ki je imel zlato jabolko, to pokazal. A prihajali so drug za drugim, najprej kraljeviči in potem vitezi, zlatega jabolka pa ni imel nihče. »Toda nekdo ga mora imeti,« je rekel kralj, »saj smo vendar vsi videli, da je nekdo prijezdil na vrh in ga vzel.« Nato je ukazal, naj vsi v deželi pridejo na grad in pokažejo zlato jabolko, če ga imajo. In so prihajali drug za drugim, a zlatega jabolka ni imel nihče; nazadnje sta prišla tudi Askeladdnova brata. Bila sta zadnja, zato je kralj vprašal, ali res ni v kraljestvu nikogar več. »O, pač, imava še brata,« sta rekla, »a ta gotovo ni vzel zlatega jabolka; nobenega od teh dni se ni premaknil iz pepela.« »To nič ne de,« je rekel kralj. »Če so bili že vsi drugi na gradu, naj pride še on.« In tako je moral v kraljevi grad tudi Askeladden.
»Ali imaš ti zlato jabolko?« je vprašal kralj. »Da, tu je prvo in tu drugo, pa še tretje je tukaj,« je rekel Askeladden in iz žepa potegnil vsa tri zlata jabolka. Hkrati je odvrgel sajaste cunje in pred njimi je stal v zlatem oklepu, tako sijajen, da se je kar bleščalo od njega. »Da, dobil boš mojo hčer in pol kraljestva; pošteno si si zaslužil oboje,« je rekel kralj. Potem je bila svatba in Askelad je dobil kraljično. Na tisti svatbi so se, vam rečem, pošteno gostili in veselili, kajti veseljačiti so znali vsi, čeprav niso znali prijezditi na Stekleno goro; in če se še niso naveličali, se veselijo še danes.
Izvirnik
Der var engang en Mand, som havde en Slaateng, der laa langt oppe i Lien et Steds, og paa den Engen stod et Hølade, han havde at bjerge Foderet i. Men der havde nok ikke været Stort i Ladet i de sidste Aar, skal jeg troe; for hver St. Hansnat, naar Græsset stod gjildest og frodigst, blev Slaatengen reent svartbeitet, som om en heel Drift skulde gaaet der og gnavet om Natten. Det hendte een Gang og det hendte to Gange, men saa blev Manden kjed af det og sagde til Sønnerne sine — han havde tre, og den tredie det var Askepot, kan du vide — at nu fik en af dem ligge borte i Udengladet om St. Hansnatten, for det gik ikke an, at Græsset skulde blive opædt Rub og Stub igjen, ligesom de to forrige Aarene; og den, som vilde i Veien,
maatte passe vel paa, sagde Manden. Ja, saa vilde da den Ældste bort at gjæte Engen; han skulde nok passe Græsset, meente han, og det saa hverken Folk eller Fæ eller Fanden selv skulde faae Noget af det. Da det led mod Kvelden, gik han bort i Ladet og lagde sig til at sove, men lidt ud paa Natten kom der slig en Duur og sligt et Jordskjælv, at Vægge og Tag rystede; og Gutten op og til Beens det forteste, han havde lært, han turde ikke engang see sig om, og Høet blev opædt den Nat ligesom de forrige Aarene.
Næste St. Hansaften sagde Manden igjen, at det ikke kunde gaae an, de Aar efter Aar mistede alt Græsset paa Udengen, nu fik en af Sønnerne bort og passe det og passe det vel ogsaa; og saa vilde den Næstældste prøve sig den Kvelden. Han gik da bort i Høladet og lagde sig til at sove, ligesom Broderen havde gjort; men ud paa Natten kom der en Duur og et Jordskjælv, endda værre end forrige St. Hansnat; og da Gutten hørte det, blev han ræd, og til Beens saa fort, som han skulde havt Betaling for det.
Aaret efter kom Raden til Askeladden; men da han lavede sig til at gaae, loe de andre To og gjorde Nar af ham. „Ja du skal blive den Rette til at passe Høet, du, som ikke har lært Andet end sidde i Asken og stege dig,“ sagde de, men Askeladden brød sig ikke om hvad de snakkede, da det led mod Kvelden, ranglede han bortover til Udengen han. Der gik han ind i Høladet og lagde sig, men da det led om en Stund, begyndte det at dure og brage, saa det var fælt. Aa bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askeladden. Om Lidt kom der et Brag igjen og et Jordskjælv, saa Høstraaene føg omkring Gutten.
Aa, bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askeladden. Men allerbedst det var, kom den tredie Duur og et Jordskjælv, saa Gutten tænkte, at Vægge og Tag havde ramlet sammen; men da det var gaaet over, blev der med Eet blikstille rundt om ham. Skal troe, det kommer igjen? tænkte Askeladden; men nei, det kom ikke igjen, det var stille og blev stille og da han havde ligget en liden Stund, hørte han, ligesom en Hest stod og tyggede tæt udenfor Ladedøren. Han listede sig da bort i Dørgløtten og skulde see, hvad det var; saa stod der en Hest og gnavede, og saa stor og fed og gjild Hest havde Askeladden aldrig seet før, og Saddel og Bidsel laae der paa den og fuld Rustning til en Ridder, og Altsammen var af Kobber, saa blankt at det
skinte i det. Haa, haa! er det dig, som æder op Høet vort, tænkte Gutten, det skal jeg nok forbyde dig; han skyndte sig og tog op Ildstaalet sit og kastede over Hesten, saa havde den ikke Magt at røre sig af Flækken, den blev saa tam, at Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han satte sig da op paa den og red bort til et Sted, Ingen vidste Noget om; der havde han den. Da han kom hjem igjen, loe Brødrene og spurgte, hvorledes det var gaaet ham. „Du blev vel ikke længe liggende i Høladet, dersom du ellers har været saa langt som til Udengen,“ sagde de. „Jeg laa i Høladet til Solen randt, men jeg hverken hørte eller saa Noget, jeg,“ sagde Gutten; „Gud veed, hvad det var, I blev saa rædde for.“ „Ja, vi faae vel see, hvorledes
du har passet Engen,“ svarede Brødrene; men da de kom derbort, stod Græsset ligesaa langt og tykt som om Kvelden. Den næste St. Hansnat gik det ligeens: Ingen af de to Brødrene turde gaae bort i Udengen og passe Slaatten, men Askeladden turde; og saa hændte akkurat det Samme som forrige St. Hansnat: først kom der en Duur og et Jordskjælv, saa om lidt et til, og saa endda et, men alle tre Jordskjælv vare meget, meget stærkere denne Gang. Saa blev der med Eet blikstille igjen, og Gutten hørte, Noget tyggede udenfor Ladedøren; han listede sig da, saa sagte han kunde, bort i Dørgløtten — jo! der stod en Hest igjen lige ved Væggen og tamsede og gnog; og den var endda meget større og federe end den forrige; og
Saddel laa der paa Ryggen dens, og Bidsel var der paa den og fuld Rustning til en Ridder — Altsammen af blankt Sølv og saa prægtigt, som Nogen vilde see. Haa, haa! er det dig som æder op Høet vort i Nat, tænkte Gutten, det skal jeg vel forbyde dig. Han tog op Ildstaalet sit og kastede over Manken paa Hesten, saa stod den saa spag som et Lam. Ja Gutten red den Hesten ogsaa bort til Stedet, hvor han havde den anden, og gik saa hjem igjen. „Idag seer det vel vakkert ud borte i Slaatengen,“ sagde Brødrene. „Aa, jamen!“ sagde Askeladden.
De skulde da bort igjen, og saa stod Græsset baade tykt og langt ligesom før, men de bleve nu ikke blidere paa Askeladden for det. Da den tredie St. Hansnatten kom, turde heller Ingen af de to ældste Brødrene ligge i Udengladet og passe Græsset, for de vare blevne saa hjerteskræmte den Nat, de laae der, at de aldrig glemte det meer; men Askeladden turde; og saa hændte netop det Samme som de to forrige Nætter: der kom tre Jordskjælv, det ene fælere end det andet, ved det sidste dandsede Gutten fra den ene Ladevæg til den anden, men saa blev det paa een Gang blikstille. Da han saa havde ligget en liden Stund, hørte han Noget tygge udenfor Ladedøren; han listede sig da igjen bort
i Dørgløtten — saa stod en Hest tæt udenfor, meget, meget større og federe end de to andre, han havde fanget. Haa, haa! er det dig, der æder op Høet vort denne Gang, tænkte Gutten; det skal jeg vel forbyde dig; — han rev op Ildstaalet sit og kastede over den, saa stod den, som den var naglet til Marken, og Gutten kunde gjøre med den, hvad han vilde. Han red nu hen til det Sted, hvor han havde de To andre, og derefter gik han hjem igjen. Der gjorde de to Brødrene Nar af ham ligesom de forrige Gange, den Natten havde han vist passet Græsset i Udengen godt, sagde de, for han saa da ud som han gik og sov endnu; men Askeladden brød sig ikke om det, han bad dem bare gaae bort og see, det gjorde de, saa stod Græsset lige gjildt og
tykt denne Gang ogsaa. Kongen der i Landet, hvor Askeladdens Fader boede, havde en Datter, som han ikke vilde give til Nogen uden den, som kunde ride op over Glasbjerget — for der var et høit, høit Glasbjerg, blankt som en Iis, tæt ved Kongsgaarden —. Øverst oppe paa det skulde Kongsdatteren sidde med tre Guldæbler i Skjødet, og den, som kunde ride op og tage de tre Guldæblerne, skulde faae hende og halve Riget, det lod Kongen lyse op paa alle Kirkebakker i hele Landet og i mange andre Kongeriger ogsaa. Prindsessen var saa deilig, at Alle, som saae hende, maatte blive forlibte i hende, enten de vilde eller ei — og saa kan du nok vide, at alle Prindser og Riddere havde Lyst til at vinde hende og
halve Kongeriget til, og derfor kom de ridende fra alle Verdsens Kanter, saa gjilde at det lyste af dem, og paa slige Heste at de gik bare paa Dands; og der var Ingen, uden han tænkte, at han skulde vinde Prindsessen. Da Dagen kom, som Kongen havde bestemt, var der saa tykt af Riddere og Prindser ved Glasbjerget at det yrede, og saa vilde nu Hver, som krybe og gaae kunde, did og see hvem der vandt Kongsdatteren, og Askeladdens to Brødre vilde da ogsaa i Veien; men ham vilde de slet ikke have med, for vare de i Følge med slig en Bytting, saa fæl og sort som han var efter det, han havde ligget i Asken og gravet, vilde Folk bare gjøre Nar af dem, sagde de. „Ja, jeg gaaer ligesaa godt alene som for mig selv, jeg,“ sagde Askeladden. Da de to Brødrene kom til Glasbjerget, holdt
alle Prindserne og Ridderne paa at ride, saa det skummede af Hestene deres; men det nyttede dem ikke stort, skal jeg troe, for bare Hestene satte Hoven paa Bjerget, gled de, og der var ikke Een, som kom saameget som et Par Alen op efter. Det var heller intet Under, for Bjerget var glat som en Glasrude og brat som en Stuevæg. Men Kongsdatteren og halve Riget vilde Alle gjerne have, og de red og de gled, og det blev aldrig Andet.
Tilsidst vare alle Hestene saa trætte, at de ikke orkede meer, og saa svedte vare de, at Skummet væltede ned efter dem, og saa maatte Ridderne give sig. Kongen tænkte alt paa, at han skulde lade lyse op, at Ridningen begyndte paa Nyt den næste Dag, om det skulde gaae bedre da; men med det Samme kom der en Ridder paa en Hest saa gjild, at Ingen havde seet slig Hest før, og Kobberrustning og Kobberbidsel havde han, Alt saa blankt, at det lyste i det. De Andre raabte til ham, at han gjerne kunde spare sig for at prøve at ride op efter Glasbjerget, for det nyttede saa ikke alligevel; men han hørte ikke paa det Øret; han red lige bort imod Glasbjerget og op efter det som ingen Ting, og det et godt Stykke, det kunde vel være som en Trediepart;
da han kom der, vendte han Hesten og red ned igjen. Men saa deilig en Ridder syntes Prindsessen hun aldrig havde seet før, og medens han red, sad hun og tænkte: Gud give han bare kom op over! og da hun saa, han vendte Hesten, kastede hun det ene Guldæblet efter ham, og det trillede ned i Skoen hans. Men vel han var kommen ned af Bjerget, red han sin Vei og det saa fort, at Ingen vidste, hvor det blev af ham. Den Kvelden skulde nu alle Prindserne og Ridderne frem for Kongen, for at den, som havde redet saa langt op efter Glasbjerget, kunde vise frem Guldæblet, Kongsdatteren havde kastet. Men der var Ingen, som havde noget; den Ene kom efter den Anden, og Ingen kunde vise Æblet.
Om Kvelden kom Askepots Brødre ogsaa hjem igjen, og fortalte baade vidt og bredt om Ridningen op efter Glasbjerget, at først saa var der slet Ingen, som orkede at komme saa meget som et Skridt op over; „men saa kom der En, som havde Kobberrustning og Kobberbidsel, saa blankt, at det lyste lang Vei af ham,“ sagde de, „og det var Gut, som kunde ride; han red over en Trediepart op efter Glasbjerget, og han kunde nok redet heelt op, havde han bare villet; men der vendte han, for han syntes vel, det var nok for den Gangen.“ „Aa, ham skulde jeg rigtig havt Moro af at see, jeg ogsaa,“ sagde Askeladden — han sad i Skorstenen og grov, som han pleiede, han. „Ja du!“ sagde Brødrene, „du seer ud som du kunde være tilstede mellem
saa høie Herrer, dit stygge Bæst, du sidder der!“ Den anden Dag vilde Brødrene i Veien igjen, og Askepot bad ogsaa den Gang, om han kunde faae Lov til at være i Følge med dem og see paa dem, som red; men nei, det fik han slet ikke, det var han for styg og for fæl til, sagde de. „Ja, ja, jeg gaaer lige saa gjerne alene som for mig selv, ogsaa jeg,“ sagde Askepot. Da Brødrene kom til Glasbjerget, begyndte alle Prindser og Ridder at ride igjen, og da kan det vel hænde, at de havde skoet Hestene sine; men det hjalp ikke: de red og de gled; ligesom forrige Dagen, og Ingen kom saa meget som en Alen op efter; og da de havde maset ud Hestene sine, saa de ikke orkede mere, maatte de holde op igjen Allesammen. Saa tænkte Kongen, at
han vel fik lyse op, at Ridningen skulde gaae for sig for sidste Gang Dagen efter, om det kanskee skulde gaae bedre da. Men saa betænkte han sig igjen: han fik vel vente lidt endnu, meente han, om han i Kobberrustningen skulde komme igjen denne Dag ogsaa. Ham saae de ikke noget til, men ret som det var, saa kom der En paa en Hest, der var meget, meget gjildere end den, Ridderen i Kobberrustningen havde havt, og denne havde Sølvrustning og Sølvsadel og Sølvbidsel, Alt saa blankt, at det skinte og lyste i det langt borte. De Andre raabte til ham igjen og sagde, at han gjerne kunde lade være at prøve Ridningen op efter Glasbjerget, for det nyttede saa aldrig alligevel; men Ridderen hørte ikke efter det; han red lige bort til Glasbjerget og op
efter det endnu længer, end han i Kobberrustningen; men da han var kommen saa langt som de to Tredieparter op, vendte han Hesten og red ned igjen. Ham syntes Prindsessen endda bedre om, og hun sad og ønskede, at han bare maatte komme op over; men da hun saa, han vendte, kastede hun det andet Æble efter ham, og det trillede ned i Skoen hans; og med det samme han kom ned af Glasbjerget, red han afsted saa fort, at Ingen kunde see, hvor det blev af ham.
Om Kvelden, da Alle skulde frem for Kongen og Prindsessen, for at den, som havde Guldæblet, kunde vise det frem, kom den Ene efter den Anden, men Ingen havde noget Guldæble. Ligesom forrige Dagen kom de to Brødrene hjem den Kvelden ogsaa og fortalte, hvorledes det var gaaet, at Alle havde redet og Ingen kunde komme op; „men langt om længe kom der En i en Sølvrustning, og Sølvbidsel og Sølvsadel havde han ogsaa,“ sagde de, „og han kunde ride; han satte vel som to Tredieparter op efter, men saa vendte han igjen. Det var Gut det, og til ham kastede Prindsessen det andet Guldæble,“ sagde Brødrene.
„Aa, ham skulde jeg ogsaa havt Moro af at see,“ sagde Askeladden. „Aa ja, han var nu vel saa blank som Asken, du sidder og graver i, dit stygge sorte Bæst!“ sagde Brødrene. Den tredie Dag gik Alt lige eens som de forrige Dagene: Askeladden vilde være med og see paa Ridningen, og de To vilde ikke have ham i Følge med sig; og da de kom til Glasbjerget, var der Ingen, der kom saa langt som en Alen op efter. Alle ventede nu paa ham i Sølvrustningen, men han var hverken at høre eller see; men langt om længe kom der En paa en Hest saa gjild, Ingen havde seet Mage til, han havde Guldrustning og Guldsadel og Guldbidsel saa blankt, saa blankt, at det lyste og skinte lang Vei af det. De andre Riddere og Prindser kom ikke
en Gang til at raabe til ham og sige, at det ikke nyttede at prøve sig, saa forundrede bleve de ved at see, hvor gjild han var. Han red lige bort imod Glasbjerget og føg op efter det som ingen Ting, saa at Prindsessen ikke en Gang fik Stunder at ønske, at han maatte komme heelt op. Med det samme han havde redet op, tog han det tredie Guldæble af Skjødet paa Prindsessen, og saa vendte han Hesten og red ned igjen, men saa var han ogsaa borte for Øinene paa dem, før de vidste Ordet af det.
Da de to Brødrene kom hjem igjen om Kvelden, fortalte de baade vel og længe om, hvorledes det var gaaet med Ridningen den Dagen, og tilsidst fortalte de ogsaa om Ridderen i Guldrustningen. „Det var vel Gut det! saa gjild Ridder findes der ikke i Verden!“ sagde Brødrene. „Aa ham skulde jeg havt Moro af at see, jeg ogsaa!“ sagde Askeladden. „Ja, det gloer nu ikke fuldt saa meget i Kulhaugen, du ligger og roder i, dit stygge sorte Bæst!“ sagde Brødrene.
Dagen efter skulde alle Ridderne og Prindserne frem for Kongen og Kongsdatteren — det var nok blevet for seent om Kvelden troer jeg — for at den, som havde Guldæblet, skulde vise det frem; men den Ene kom efter den Anden, først Prindserne og saa Ridderne, og Ingen havde noget Guldæble. „Ja, men En maa have det,“ sagde Kongen, „for det var Noget, vi saae Allesammen, at der var En, som red op og tog det;“ og saa gav han Befaling til, at Alle, som i Landet var, skulde komme op paa Slottet og prøve at vise frem Guldæblet. Ja, de kom den Ene efter den Anden, men Ingen havde Guldæblet, og langt om længe kom de to Brødrene til Askeladden ogsaa. De vare de sidste, og saa spurgte Kongen, om der da slet ingen Flere var igjen i
Riget. „Aa jo, vi har en Broder,“ sagde de To, „men han har nok ikke taget Guldæblet; han har ikke været ude af Askehaugen nogen af Dagene.“ „Ja, det er det samme,“ sagde Kongen, „har alle de Andre været oppe paa Slottet, saa kan han ogsaa komme ind,“ og saa maatte da Askeladden op i Kongsgaarden med. „Har du Guldæblet, du?“ spurgte Kongen. „Ja, her er det ene og her er det andet, og her er nok det tredie ogsaa,“ sagde Askeladden, han tog op af Lommen alle tre Guldæblerne; og med det samme kastede han af de sodede Fillerne og saa stod han der i Guldrustningen saa gjild, at det lyste af ham. „Ja du skal have Datter min og det halve Riget; du har vel fortjent baade hende og det,“ sagde Kongen. Saa blev der Bryllup, og saa fik
Askelad Kongsdatteren, og i det Brylluppet blev der vel turet, kan hænde, for ture kunde de Alle, om de ikke kunde ride op efter Glasbjerget, og har de ikke turet fra sig, saa holde de paa endnu.
