Prevod
Gotovo ste že slišali o deklici, ki je stopila na kruh, da si ne bi umazala čevljev, in o tem, kako hudo se ji je zaradi tega godilo. O tem so že pisali in zgodbo tudi natisnili.
Bila je revna deklica, ponosna in prevzetna, v njej je tičalo slabo jedro, kakor pravijo. Že kot čisto majhen otrok je uživala, če je ujela muhe, jim potrgala krila in jih spremenila v plazeče se živalce. Majskega hrošča ali govnača je nabodla na buciko, nato pa mu pod noge položila zelen list ali košček papirja. Uboga živalca se ga je oprijela in ga obračala sem ter tja, da bi se rešila bucike.
»Zdaj majski hrošč bere!« je rekla mala Inger. »Poglejte, kako obrača list!« Ko je odraščala, je postajala prej slabša kakor boljša, vendar je bila lepa in prav to je bila njena nesreča; sicer bi jo gotovo strože prijeli, kakor so jo.
»Za to glavo bi bil potreben močan lug!« je govorila njena mati. »Kot otrok si mi pogosto stopala na predpasnik; bojim se, da mi boš, ko boš starejša, pogosto stopala na srce!«
In res je bilo tako. Šla je služit na deželo k imenitnim ljudem, ki so ravnali z njo, kakor da bi bila njihov otrok, in tako so jo tudi oblačili. Lepo je bila videti in njena prevzetnost je rasla.
Pri njih je bila že kakšno leto, ko so ji gospodarji rekli: »Mala Inger, vendar bi morala kdaj obiskati svoje starše!« Res se je odpravila, a le zato, da bi se pokazala; videti bi morali, kako imenitna je postala. Ko pa je prišla do vaških vrat in zagledala dekleta in mlade fante, ki so klepetali ob vaškem ribniku, prav tam pa je na kamnu počivala njena mati s svežnjem dračja, ki ga je nabrala v gozdu, se je Inger obrnila. Sram jo je bilo, da ima ona, ki je tako lepo oblečena, za mater takšno razcapanko, ki nabira vejevje. Prav nič ji ni bilo žal, da se je obrnila, le nejevoljna je bila.
Spet je minilo pol leta. »Mala Inger, nekega dne bi vendar morala domov obiskat svoje ostarele starše!« je rekla gospodinja. »Tu imaš velik hlebec pšeničnega kruha, ki jim ga lahko odneseš; veseli te bodo!«
In Inger je oblekla svojo najboljšo obleko in obula nove čevlje, privzdignila krilo in stopala prav previdno, da bi njena obutev ostala čista in lepa; tega ji res ni bilo mogoče očitati! Ko pa je prišla do kraja, kjer je steza vodila čez močvirnata tla in sta v dolgem pasu stali voda in blatna brozga, je vrgla kruh v blato, da bi stopila nanj in prišla čez s suhimi čevlji. Toda ko je z eno nogo stala na kruhu in dvignila drugo, se je kruh z njo vred začel pogrezati vse globlje in globlje. Povsem je izginila in videti je bilo le še črno, brbotajočo mlako.
To je zgodba. Kam je prišla? Prišla je k močvirski ženi, ki vari pivo. Močvirska žena je teta gozdnih vil; te so dovolj znane, o njih so pisali pesmi in jih upodabljali, o močvirski ženi pa ljudje vedo le to, da takrat, ko se poleti nad travniki dvigajo meglice, vari pivo. V njeno pivovarno se je pogreznila Inger in tam ni mogoče dolgo zdržati. Greznica je svetla, razkošna sobana v primerjavi s pivovarno močvirske žene! Vsaka kad tako smrdi, da človek ob njej omedli, kadi pa so natlačene druga na drugo. In če je kje med njimi špranja, skozi katero bi se dalo preriniti, tudi tam ne gre zaradi vseh mokrih krastač in debelih beloušk, ki se prepletajo druga z drugo. Sem se je pogreznila mala Inger; vsa ta gnusna, živa prepletena gmota je bila tako ledeno mrzla, da jo je spreletaval srh po vseh udih, da, vse bolj je otrdevala. Prilepljena je bila na kruh in ta jo je vlekel k sebi, kakor jantarni gumb privlači drobec slame.
Močvirska žena je bila doma in tistega dne sta si pivovarno ogledovala hudič in njegova prababica. Ta je stara, zelo strupena ženska, ki nikoli ne počiva; nikamor ne gre brez svojega ročnega dela in tudi tu ga je imela s seboj! Šivala je usnje za nemir, ki ga je ljudem vtikala v čevlje, da potem niso imeli miru; vezla je laži in kvačkala nepremišljene besede, ki so padle na tla, vse v škodo in pogubo. Da, stara prababica je znala šivati, vesti in kvačkati.
Zagledala je Inger, si pridržala stekelce pred očesom in jo še enkrat pogledala. »Ta deklica ima dar!« je rekla. »Prosim, da mi jo daš za spomin na ta obisk! Prav primeren podstavek bo v predsobi mojega pravnuka!«
In dobila jo je. Tako je mala Inger prišla v pekel. Ljudje ne pridejo vedno naravnost tja, lahko pridejo tudi po ovinku, če imajo dar za to.
Predsoba se je raztezala v neskončnost; človeku se je zvrtelo, če je pogledal naprej, in zvrtelo se mu je, če je pogledal nazaj. Tu je stala množica obupanih, ki so čakali, da se odprejo vrata milosti; dolgo so lahko čakali! Veliki, debeli, nerodno zibajoči se pajki so jim čez noge predli tisočletne mreže, te pa so jih stiskale kakor mučilne spone in držale kakor bakrene verige. In povrh vsega je vsako dušo razjedal večni nemir, mučen nemir. Skopuh je stal tam in pozabil ključ v svoji skrinjici z denarjem; vedel je, da tiči v ključavnici. Predolgo bi bilo naštevati vse vrste muk in trpljenja, ki so jih tam prestajali. Inger se je zdelo * strašno stati kot podstavek; kakor da bi bila od spodaj priklenjena na kruh.
»To dobiš, če hočeš imeti čiste čevlje!« si je rekla. »Poglej, kako buljijo vame!« Da, vsi so jo gledali; hudobna poželenja so jim sijala iz oči in brez glasu govorila iz kotičkov ust. Strašni so bili na pogled.
»Mene mora biti veselje gledati!« je pomislila mala Inger. »Imam lep obraz in lepa oblačila!« Obrnila je oči, saj je bil vrat preveč otrdel, da bi ga lahko premaknila. Joj, kako se je umazala v pivovarni močvirske žene, na to sploh ni pomislila. Oblačila so bila, kakor da bi jih prepljusknila ena sama velikanska kepa sluzi; belouška se ji je obesila v lase in jo udarjala po tilniku, iz vsake gube na obleki pa je kukala krastača in lajala kakor nadušljiv mops. To je bilo zelo neprijetno. »Saj so tudi drugi tu spodaj videti strašni!« se je tolažila.
Najhujša pa je bila strašna lakota, ki jo je občutila. Ali se ni mogla skloniti in odlomiti koščka kruha, na katerem je stala? Ne, hrbet ji je otrdel, roke in dlani so ji otrdele, vse telo je bilo kakor kamnit kip. Le oči je lahko obračala v glavi, jih zasukala čisto naokrog, tako da so gledale nazaj, in to je bil grozljiv pogled. Potem so prišle muhe in ji lezle čez oči, sem in tja. Mežikala je, toda muhe niso odletele, ker niso mogle; krila so jim bila potrgana, postale so plazeče se živalce. To je bila muka, in potem še tista lakota! Nazadnje se ji je zdelo, da ji drobovje žre samo sebe, in znotraj je postajala tako prazna, tako grozljivo prazna.
»Če bo to dolgo trajalo, ne bom zdržala!« je rekla, a morala je zdržati in muke so trajale naprej. Tedaj ji je na glavo padla žgoča solza, spolzela po obrazu in prsih vse do kruha; padla je še ena solza, potem jih je padlo veliko. Kdo je jokal za malo Inger? Mar ni imela tam zgoraj na zemlji matere? Solze žalosti, ki jih mati joče za svojim otrokom, vedno pridejo do njega, vendar ga ne osvobodijo, temveč žgejo in le povečajo njegove muke. In zdaj še ta neznosna lakota, pa ni mogla doseči kruha, na katerem je stala! Nazadnje je imela občutek, da se je vse v njej požrlo; bila je kakor tanka, votla cev, ki je vsrkavala vsak zvok. Jasno je slišala vse, kar so na zemlji govorili o njej, in kar je slišala, je bilo zlobno in trdo. Njena mati je sicer globoko in žalostno jokala, a zraven govorila: »Prevzetnost pride pred padcem! To je bila tvoja nesreča, Inger! Kako si užalostila svojo mater!«
Njena mati in vsi tam zgoraj so vedeli za njen greh, da je stopila na kruh, se pogreznila in izginila; pastir, ki je pasel krave, jim je to povedal, sam je videl z brega.
»Kako si užalostila svojo mater, Inger!« je rekla mati. »Da, saj sem vedela!« »Ko bi se nikoli ne rodila!« je ob tem pomislila Inger. »Veliko bolje bi bilo zame. Zdaj nič ne pomaga, če moja mati javka!«
Slišala je, kako so govorili njeni gospodarji, dobri ljudje, ki so ji bili kakor starši: »Bila je grešna deklica!« so rekli. »Ni spoštovala darov našega Gospoda, temveč jih je teptala z nogami; težko bo odprla vrata milosti!«
»Morali bi me bolje vzgajati!« je pomislila Inger. »Morali bi mi izbiti muhe iz glave, če sem jih že imela.« Slišala je, da so o njej zložili celo pesem, o »prevzetni deklici, ki je stopila na kruh, da bi imela lepe čevlje«, in peli so jo po vsej deželi.
»Koliko moram zaradi tega poslušati! In koliko zaradi tega trpeti!« je pomislila Inger. »Tudi druge bi morali kaznovati za njihove grehe! Da, potem bi bilo veliko kaznovanja! Oh, kako trpim!«
In njeno srce je postalo še trše od njene lupine. »Tu spodaj v takšni družbi pač ne moreš postati boljši! In tudi nočem biti boljša! Poglej, kako buljijo!«
In v srcu je bila jezna in zlobna do vseh ljudi. »Zdaj imajo vsaj kaj pripovedovati tam zgoraj! Oh, kako trpim!« In slišala je, kako so otrokom pripovedovali njeno zgodbo, malčki pa so ji pravili brezbožna Inger. »Tako gnusna je bila!« so govorili. »Tako hudobna, prav je, da jo pošteno mučijo!«
Iz otroških ust je vedno slišala le trde besede o sebi. Nekega dne pa, ko sta ji jeza in lakota glodali votlo lupino in je slišala svoje ime in svojo zgodbo, ki so jo pripovedovali nedolžnemu otroku, majhni deklici, je zaznala, da je mala ob zgodbi o prevzetni, gizdavi Inger planila v jok.
»Pa nikoli več ne pride gor?« je vprašala deklica. In odgovorili so ji: »Nikoli več ne pride gor!« »Kaj pa, če bi prosila odpuščanja in tega nikoli več ne bi storila?«
»Saj noče prositi odpuščanja!« so rekli. »Tako rada bi, da bi prosila!« je rekla deklica in bila povsem neutolažljiva. »Dala bi svojo hišico za punčke, če bi smela priti gor! Tako strašno je za ubogo Inger!«
Te besede so segle naravnost v Ingerino srce in ji nekako dobro dele. Prvič je nekdo rekel: »Uboga Inger!« in ni dodal niti besedice o njenih napakah; majhen, nedolžen otrok je jokal in prosil zanjo. Pri tem ji je postalo tako čudno pri srcu; tudi sama bi rada jokala, vendar ni mogla, in tudi to je bila muka.
Zgoraj so minevala leta, spodaj pa se ni nič spremenilo. Vse redkeje je slišala glasove od zgoraj, vse manj so govorili o njej. Tedaj je nekega dne zaslišala vzdih: »Inger! Inger! Kako si me užalostila! Saj sem ti rekla!« To je bila njena mati, ki je umirala.
Včasih je slišala, da so njeno ime omenjali nekdanji gospodarji, in najmilejše so bile besede, ki jih je izrekla gospodinja: »Ali te bom še kdaj videla, Inger? Človek ne ve, kam bo prišel!«
Toda Inger je dobro razumela, da njena dobra gospodinja nikoli ne more priti tja, kjer je bila ona. Tako je spet minilo dolgo in bridko obdobje. Tedaj je Inger znova zaslišala svoje ime in nad seboj zagledala nekaj, kar je sijalo kakor dve svetli zvezdi; bili sta dve mili očesi, ki sta se zapirali na zemlji. Od takrat, ko je mala deklica neutolažljivo jokala za »ubogo Inger«, je minilo toliko let, da je otrok postal stara žena, ki jo je Gospod zdaj hotel poklicati k sebi. In prav v tistem trenutku, ko so se ji dvigale misli iz vsega njenega življenja, se je spomnila tudi, kako je kot majhna deklica bridko jokala, ko je slišala zgodbo o Inger. Tisti čas in tisti vtis sta starki v njeni smrtni uri tako živo stopila pred oči, da je glasno vzkliknila: »Gospod, moj Bog, ali nisem tudi jaz kakor Inger pogosto teptala tvojega blagoslovljenega daru in ob tem nisem nič pomislila? Ali nisem tudi jaz hodila po svetu s prevzetnostjo v srcu, ti pa me v svoji milosti nisi pustil potoniti, temveč si me držal pokonci! Ne izpusti me v moji zadnji uri!«
In starkine oči so se zaprle, oči njene duše pa so se odprle za skrito. Ker je bila Inger tako živa v njenih poslednjih mislih, jo je zagledala, videla je, kako globoko je bila potegnjena, in ob tem pogledu je pobožna žena planila v jok. V nebeškem kraljestvu je stala kakor otrok in jokala za ubogo Inger! Te solze in te molitve so kakor odmev segle v votlo, prazno lupino, ki je obdajala ujeto, trpečo dušo. Preplavila jo je vsa tista ljubezen od zgoraj, o kateri ni nikoli niti pomislila: božji angel je jokal za njo! Zakaj ji je bila naklonjena ta milost? Trpeča duša je v mislih kakor zbrala vsa dejanja, ki jih je storila v zemeljskem življenju, in trepetala v joku, kakršnega Inger nikoli ni zmogla. Prevzela jo je žalost nad samo seboj; zdelo se ji je, da se zanjo vrata milosti nikoli ne morejo odpreti. In ko je v skrušenosti to spoznala, je v istem hipu v žrelo brezna posijal žarek, ki je imel večjo moč od sončnega žarka, ki raztali snežaka, kakršnega so dečki postavili na dvorišču. In tedaj je Ingerina okamnela podoba izpuhtela mnogo hitreje, kakor se snežinka, ki pade na otrokova topla usta, stopi v kapljico. Majhna ptica je v bliskovitem cikcaku poletela proti človeškemu svetu, toda vsega okoli sebe se je bala in se plašno umikala. Sram jo je bilo same sebe in vseh živih bitij, zato je naglo poiskala zavetje v temni luknji, ki jo je našla v razpadajočem zidu. Tam je čepela, vsa stisnjena vase, in trepetala po vsem telesu. Ni mogla dati glasu od sebe, saj ga ni imela. Dolgo je sedela tam, preden je lahko mirno opazovala in občutila vso lepoto zunaj! Da, res je bila lepota: zrak je bil tako svež in blag, luna je tako jasno sijala, drevesa in grmi so dišali; in tam, kjer je sedela, je bilo tako prijetno, njena pernata obleka pa tako čista in lepa. O, kako je bilo vse stvarstvo rojeno iz ljubezni in lepote! Vse misli, ki so se gibale v ptičjih prsih, so se hotele izliti v pesem, a ptica tega ni zmogla; rada bi pela kakor spomladi kukavica in slavček. Gospod, ki sliši tudi nemo hvalnico črva, je zaznal hvalnico, ki se je dvigala v sozvočjih misli, kakor je psalm zvenel v Davidovih prsih, preden je dobil besede in melodijo.
Dneve * in tedne so te neme pesmi rasle in se prelivale; morale so privreti na dan ob prvem zamahu kril v dobro delo. Takšno delo je bilo treba storiti!
Prišel je sveti božični praznik. Kmet je tik ob zidu postavil drog in nanj privezal neomlaten snop ovsa, da bi imele tudi ptice pod nebom vesel božič in dobro pojedino v tem času Odrešenikovega rojstva.
Na božično jutro je vzšlo sonce in posijalo na ovseni snop, vse žvrgoleče ptice pa so letale okoli droga s pojedino. Tedaj je tudi iz zidu zazvenelo: »Čiv, čiv!« Misel, ki je kipela v prsih, je postala glas; slabotno čivkanje je bilo cela hvalnica veselju. Prebudila se je misel na dobro delo in ptica je poletela iz svojega skrivališča; v nebeškem kraljestvu so dobro vedeli, katera ptica je to!
Zima je močno pritisnila, vode je prekrila debela plast ledu, ptice in gozdne živali so težko našle hrano. Ptička je letela na cesto in tam v sledeh sani iskala ter tu in tam tudi našla kakšno zrno. Na postajališčih je našla nekaj krušnih drobtin; pojedla je le eno, nato pa poklicala vse druge sestradane vrabce, da bi tu našli hrano. Letela je v mesta, pogledovala naokrog, in kjer je ljubeča roka ob oknu natrosila kruha za ptice, je sama pojedla le drobtinico, vse drugo pa prepustila drugim.
Čez zimo je ptička nabrala in razdala toliko krušnih drobtin, da so skupaj tehtale toliko kot ves hlebec, na katerega je stopila mala Inger, da si ne bi umazala čevljev. In ko je našla in oddala zadnjo drobtinico, so njena siva krila postala bela in se razprostrla.
»Čez jezero leti čigra!« so rekli otroci, ki so zagledali belo ptico. Zdaj se je potopila v jezero, zdaj se je dvignila v jasno sončno svetlobo; vsa je sijala in ni bilo mogoče videti, kam je izginila. Rekli so, da je odletela naravnost v sonce.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Du har vel hørt om Pigen, som traadte paa Brødet for ikke at smudske sine Skoe, og hvor ilde det da gik hende. Det er baade skrevet og trykt.
Hun var et fattigt Barn, stolt og hovmodig, en daarlig Grund var der i hende, som man siger. Som ganske lille Unge var det hende en Fornøielse at faae fat paa Fluerne, pille Vingerne af dem og gjøre dem til Krybdyr. Hun tog Oldenborren og Skarnbassen, stak hver af dem paa en Naal, lagde saa et grønt Blad eller en lille Stump Papir op til deres Fødder, og det arme Dyr holdt fast derved, dreiede og vendte det, for at komme af Naalen.
"Nu læser Oldenborren!" sagde lille Inger, "see, hvor den vender Bladet!"
Som hun nu voxte til, blev hun snarere værre end bedre, men kjøn var hun og det var hendes Ulykke, ellers var hun nok bleven knupset anderledes, end hun blev det.
"Der skal skarp Lud til det Hoved!" sagde hendes egen Moder. "Du har tidt som Barn traadt mig paa Forklædet, jeg er bange for, at Du som Ældre kommer tidt til at træde mig paa Hjertet!"
Og det gjorde hun rigtignok.
Nu kom hun ud paa Landet at tjene hos fornemme Folk, de vare imod hende, som om hun kunde være deres eget Barn, og som saadan blev hun opklædt, godt saae hun ud og Hovmoden tog til.
Et Aarstid havde hun været ude, saa sagde hendes Herskab til, hende: "Du skulde dog engang besøge dine Forældre, lille Inger!"
Hun gik ogsaa, men for at vise sig, de skulde see, hvor fiin hun var bleven; men da hun kom ved Byledet og saae Piger og unge Karle sladdre ud for Gadekjæret og just der hendes Moder sad paa en Steen og hvilede sig med et Knippe Brændsel, hun havde samlet sig i Skoven, saa vendte Inger om, hun skammede sig ved, at hun, der var saa fiin klædt, skulde have til Moder saadan en pjaltet Een, der samlede Pinde. Det fortryd hende slet ikke, at hun vendte om, hun var bare ærgerlig.
Nu gik der igjen et halvt Aars Tid.
"Du skulde dog en Dag gaae hjem og see til dine gamle Forældre, lille Inger!" sagde hendes Huusmoder. "Der har Du et stort Hvedebrød, Du kan tage med til dem; de ville glædes ved at see Dig!"
Og Inger tog sin bedste Stads paa og sine nye Skoe, og hun løftede sine Klæder og gik saa forsigtig, for at være reen og peen om Fødderne, og det var jo ikke at bebreide hende! men da hun kom, hvor Stien gik over Mosegrund og der stod Vand og Søle et langt Stykke Vei, saa smed hun Brødet i Sølen, for at træde paa det og komme tørskoet over, men i det hun stod med den ene Fod paa Brødet og løftede den anden, sank Brødet med hende dybere og dybere, hun blev ganske borte og der var kun at see et sort boblende Kjær.
Det er Historien.
Hvor kom hun hen? Hun kom ned til Mosekonen, der brygger. Mosekonen er Faster til Elverpigerne, de ere bekjendte nok, der er skrevet Viser om dem, og de ere afmalede, men om Mosekonen veed Folk kun det, at naar Engene om Sommeren dampe, saa er det Mosekonen, som brygger. Ned i hendes Bryggeri var det, at Inger sank, og der er ikke til at holde ud længe. Slamkisten er et lyst Pragtgemak mod Mosekonens Bryggeri! hvert Kar stinker, saa at Menneskene maa daane derved, og saa staae Karrene knugede op paa hverandre, og er der et Sted en lille Aabning mellem dem, hvor man kunde klemme sig frem, saa kan man det dog ikke for alle de vaade Skruptudser og fede Snoge, som her filtre sig sammen; her ned sank lille Inger; alt det ækle, levende Filteri var saa isnende koldt, at hun gøs gjennem alle Lemmer, ja hun stivnede ved det meer og meer. Brødet hang hun fast til og det trak hende, ligesom en Ravknap trækker en Smule Straa.
Mosekonen var hjemme, Bryggeriet blev den Dag beseet af Fanden og hans Oldemo'er, og hun er et gammelt, meget giftigt Fruentimmer, der aldrig er ledig; hun tager aldrig ud, uden at hun har sit Haandarbeide med, det havde hun ogsaa her! Hun syede Bisselæder til at sætte Menneskene i Skoene, og saa havde de ingen Ro; hun broderede Løgn og hæklede ubesindige Ord, der vare faldne til Jorden, Alt til Skade og Fordærvelse. Jo, hun kunde sye, brodere og hækle, gamle Oldemo'er.
Hun saae Inger, holdt saa sit Brilleglas for Øiet og saae endnu engang paa hende: "Det er en Pige med Anlæg!" sagde hun, "jeg udbeder mig hende til en Erindring om Besøget her! hun kan blive et passende Postament i mit Barnebarnsbarns Forgemak!"
Og hun fik hende. Saaledes kom lille Inger til Helvede. Der fare Folk ikke altid lige lukt ned, men de kunne komme af en Omvei, naar de have Anlæg.
Det var et Forgemak i en Uendelighed; man blev svimmel der ved at see fremad og svimmel ved at see tilbage; og saa stod her en Forsmægtelsens Skare, der ventede paa at Naadens Dør skulde blive lukket op; de kunde vente længe! store fede, vraltende Edderkopper spandt tusindaarigt Spind over deres Fødder og dette Spind snærede som Fodskruer og holdt som Kobberlænker; og saa var der til dette en evig Uro i hver Sjæl, en Piinsels Uro. Den Gjerrige stod og havde glemt Nøglen til sit Pengeskriin og den sad i, vidste han. Ja, det er saa vidtløftigt at opramse alle Slags Piner og Plager, her blev fornummet. Inger fornam det * grueligt at staae som Postament; hun var ligesom knevlet nedenfra til Brødet.
"Det har man, fordi man vil være reen om Fødderne!" sagde hun til sig selv. "See, hvor de gloe paa mig!" jo, de saae Alle paa hende; deres onde Lyster lyste dem ud af Øinene og talte uden Lyd fra deres Mundvig, de vare forfærdelige at see.
"Mig maa det være en Fornøielse at see paa!" tænkte lille Inger, "jeg har et kjønt Ansigt og gode Klæder!" og nu dreiede hun Øinene, Nakken var for stiv dertil. Nei, hvor var hun tilsølet i Mosekonens Bryghuus, det havde hun ikke betænkt. Klæderne vare som overskyllede med en eneste stor Slimklat; en Snog havde hængt sig i hendes Haar og daskede hende ned ad Nakken, og fra hver Fold i hendes Kjole kigede frem en Skruptudse, der gjøede ligesom en trangbrystig Moppe. Det var meget ubehageligt. "Men de Andre hernede see da ogsaa forfærdelige ud!" trøstede hun sig med.
Værst af Alt var hende dog den gruelige Sult, hun fornam; kunde hun da ikke bøie sig og bryde et Stykke af Brødet, hun stod paa? Nei, Ryggen var stivnet, Arme og Hænder vare stivnede, hele hendes Krop var som en Steenstøtte, kun sine Øine kunde hun dreie i Hovedet, dreie heelt rundt, saa at de saae bagud, og det var et fælt Syn, det. Og saa kom Fluerne, de krøb henover hendes Øine, frem og tilbage, hun blinkede med Øinene, men Fluerne fløi ikke, for de kunde ikke, Vingerne vare pillede af dem, de vare blevne Krybdyr; det var en Pine og saa den Sult, ja, tilsidst syntes hun, at hendes Indvolde aad sig selv op og hun blev saa tom indeni, saa gyselig tom.
"Skal det vare længe ved, saa holder jeg det ikke ud!" sagde hun, men maatte holde ud og det blev ved at vare ved.
Da faldt der en brændende Taare ned paa hendes Hoved, den trillede over hendes Ansigt og Bryst lige ned til Brødet, der faldt en Taare endnu, der faldt mange. Hvem græd over lille Inger? Havde hun ikke oppe paa Jorden en Moder? Bedrøvelsens Taarer, som en Moder græder over sit Barn, naaer altid til det, men de løse ikke, de brænde, de gjøre kun Pinen større. Og nu denne ulidelige Sult og ikke at kunne naae Brødet, hun traadte med sin Fod! hun havde tilsidst en Fornemmelse af, at Alt inde i hende maatte have spiist sig selv op, hun var som et tyndt, huult Rør, der drog hver Lyd ind i sig; hun hørte tydeligt Alt hvad der oppe paa Jorden angik hende, og det var ondt og haardt hvad hun hørte. Hendes Moder græd rigtignok dybt og bedrøvet, men sagde dertil: "Hovmod gaaer for Fald! det var din Ulykke, Inger! hvor Du har bedrøvet din Moder!"
Hendes Moder og Alle deroppe vidste om hendes Synd, at hun havde traadt paa Brødet, var sunken igjennem og bleven borte; Kohyrden havde fortalt det, han havde selv seet det fra Skrenten.
"Hvor Du har bedrøvet din Moder, Inger!" sagde Moderen; "ja, det tænkte jeg nok!"
"Gid jeg aldrig var født!" tænkte Inger derved, "det havde været mig langt bedre. Det kan ikke hjelpe nu, at min Moder tviner!"
Hun hørte, hvorledes hendes Herskab, de skikkelige Folk, der havde været som Forældre mod hende, talte: "Hun var et syndefuld! Barn!" sagde de, "hun agtede ikke Vor Herres Gaver, men traadte dem under Fødderne, Naadens Dør vil blive hende trang at lukke op!"
"De skulde have avet mig bedre!" tænkte Inger, "pillet Nykkerne ud af mig, om jeg havde Nogen."
Hun hørte, at der blev sat ud en heel Vise om hende, "den hovmodige Pige, der traadte paa Brødet, for at have pene Skoe", og den blev sjungen Landet rundt.
"At man skal høre saa meget for det! og lide saa meget for det!" tænkte Inger, "de Andre skulde rigtignok ogsaa straffes for deres! ja, saa blev der Meget at straffe! uh, hvor jeg pines!"
Og hendes Sind blev endnu mere haardt end hendes Skal.
"Hernede skal man da ikke blive bedre i det Selskab! og jeg vil ikke være bedre! see, hvor de gloe!"
Og hendes Sind var vredt og ondt mod alle Mennesker.
"Nu har de da Noget at fortælle deroppe! - uh, hvor jeg pines!"
Og hun hørte, at de fortalte hendes Historie for Børnene, og de Smaa kaldte hende den ugudelige Inger, - "hun var saa ækel!" sagde de, "saa fæl, hun skulde rigtig pines!"
Der var altid haarde Ord i Barnemunde mod hende.
Dog een Dag, som Harme og Sult gnavede inde i hendes hule Skal og hun hørte sit Navn nævne og sin Historie fortalt for et uskyldigt Barn, en lille Pige, fornam hun, at den Lille brast i Graad ved Historien om den hovmodige, stadselystne Inger.
"Men kommer hun aldrig mere op?" spurgte den lille Pige. Og der blev svaret:
"Hun kommer aldrig mere op!"
"Men naar hun nu vil bede om Forladelse og aldrig gjøre det mere?"
"Men hun vil ikke bede om Forladelse!" sagde de.
"Jeg vil saa gjerne, at hun gjorde det!" sagde den lille Pige, og var ganske utrøstelig! "Jeg vil give mit Dukkeskab, naar hun maa komme op! Det er saa gyseligt for den stakkels Inger!"
Og de Ord naaede lige ned i Ingers Hjerte, de ligesom gjorde hende godt; det var første Gang, at der var Een som sagde: "stakkels Inger!" og ikke føiede det Mindste til om hendes Feil; et lille uskyldigt Barn græd og bad for hende, hun blev saa underlig derved, hun havde gjerne selv grædt, men hun kunde ikke græde, og det var ogsaa en Pine.
Som Aarene gik deroppe, nede var der ingen Forandring, hørte hun sjeldnere Lyd derovenfra, der blev talt mindre om hende; da fornam hun en Dag et Suk: "Inger! Inger! hvor har Du bedrevet mig! det sagde jeg nok!" Det var hendes Moder, som døde.
Hun hørte sit Navn stundom nævne af sit gamle Herskab og det var de mildeste Ord, at Huusmoderen sagde: "Mon jeg nogensinde seer Dig igjen, Inger! man veed ikke hvorhen man kommer!"
Men Inger begreb da nok, at hendes skikkelige Huusmoder aldrig kunde komme, hvor hun var.
Saaledes gik der igjen en Tid, lang og bitterlig.
Da hørte Inger igjen sit Navn nævne og saae oven over sig ligesom to klare Stjerner skinne; det var to milde Øine, som lukkede sig paa Jorden. Saamange Aaringer var gaaet fra dengang, den lille Pige græd utrøstelig over "stakkels Inger", at det Barn var blevet en gammel Kone, som nu Vor Herre vilde kalde til sig, og netop i denne Stund, da Tankerne fra hele Livets Sum løftede sig, huskede hun ogsaa, hvorledes hun som lille Barn havde maattet græde bitterligt ved at høre Historien om Inger; den Tid og det Indtryk stod saa lyslevende for den gamle Kone i hendes Dødstime, at hun ganske høit udbrød: "Herre, min Gud, mon ikke ogsaa jeg som Inger tidt har traadt paa din Velsignelsens Gave og ikke tænkt derved, mon jeg ikke ogsaa er gaaet med Hovmod i mit Sind, men Du har i din Naade ikke ladet mig synke, men holdt mig oppe! slip mig ikke i min sidste Stund!"
Og den Gamles Øine lukkedes og Sjælens Øine aabnedes for det Skjulte, og da Inger var saa levende i hendes sidste Tanker, saae hun hende, saae, hvor dybt ned hun var dragen, og ved det Syn brast den Fromme i Graad, i Himmeriges Rige stod hun som Barnet og græd for stakkels Inger! de Taarer og de Bønner klang som et Echo ned i den hule, tomme Skal, der omsluttede den fængslede, piinte Sjæl, denne overvældedes af al den aldrig tænkte Kjærlighed ovenfra: en Guds Engel græd over hende! hvorfor blev det hende forundt! den piinte Sjæl ligesom samlede i Tankerne enhver Jordlivs-Gjerning, den havde øvet, og den bævede i Graad, som Inger aldrig havde kunnet græde den; Bedrøvelse over sig selv fyldte hende, hun syntes, at for hende kunde aldrig Naadens Port aabnes, og i det hun i Sønderknuselse erkjendte det, lyste i det samme en Straale ned i Afgrundssvælget, Straalen kom med en Kraft stærkere end Solstraalen, der optøer Sneemanden, som Drengene reiste i Gaarden, og da, langt hurtigere end Sneefnokken, der falder paa Barnets varme Mund, smelter hen som Draabe, fordunstede sig Ingers forstenede Skikkelse, en lille Fugl svang sig med Lynets Zikzak op mod Menneskeverdenen, men angest og sky var den for Alt rundt om, den skammede sig for sig selv og for alle levende Skabninger og søgte ihast Skjul i et mørkt Hul, den fandt i den forfaldne Muur; her sad den og krøb sammen, skjælvende over hele Kroppen, Stemmens Lyd kunde den ikke give fra sig, den havde ingen; den sad en lang Stund, før den med Ro kunde see og fornemme al den Herlighed derude! ja, en Herlighed var det: Luften var saa frisk og mild, Maanen skinnede saa klart, Træer og Buske duftede; og saa var der saa hyggeligt hvor den sad, dens Fjerkjortel saa reen og fiin. Nei, hvor alt Skabt dog var frembaaret i Kjærlighed og Herlighed. Alle de Tanker, der rørte sig inde i Fuglens Bryst, vilde sjunge sig ud, men Fuglen mægtede det ikke, gjerne havde den sjunget, som i Foraaret Kukker og Nattergal. Vor Herre, som hører ogsaa Ormens lydløse Lovsang, fornam her Lovsangen, der tøftede sig i Tanke-Accorder som Psalmen klang i Davids Bryst, før den fik Ord og Melodi.
I * Dage og Uger voxte og svulmede disse lydløse Sange, de maatte komme til Udbrud, ved det første Vingeslag i god Gjerning, en saadan maatte øves!
Nu kom den hellige Julefest. Bonden reiste tæt ved Muren en Stang og bandt et utærsket Havreknippe derpaa, at Himmelens Fugle ogsaa kunde have en glad Juul og et glædeligt Maaltid i denne Frelserens Tid.
Og Solen stod op Julemorgen og skinnede paa Havrekjærven og alle de qviddrende Fugle de fløi om Maaltids-Stangen, da klang det ogsaa fra Muren "pi, pi!" den svulmende Tanke blev til Lyd, den svage Pippen var en heel Glædeshymne, en god Gjernings Tanke var vakt og Fuglen fløi ud fra sit Skjul; i Himmeriges Rige vidste de nok hvad det var for en Fugl!
Vinteren tog alvorlig fat, Vandene vare dybt frosne, Fuglene og Skovens Dyr havde deres trange Tid paa Føden. Den lille Fugl fløi hen paa Landeveien, og der i Sporene af Slæderne søgte og fandt den ogsaa hist og her et Korn, paa Bedestederne fandt den et Par Brødsmuler, af dem aad den kun en enkelt, men kaldte paa alle de andre forsultne Spurve, at de her kunde finde Føde. Den fløi til Byerne, speidede rundt om, og hvor en kjærlig Haand havde strøet Brød ved Vinduet til Fuglene, der aad den selv kun en enkelt Smule, men gav Alt til de Andre.
I Vinterens Forløb havde Fuglen samlet og givet saa mange Brødsmuler, at de veiede op tilsammen med hele det Brød, som lille Inger havde traadt paa for ikke at smudske sine Skoe, og da den sidste Brødsmule var funden og given bort, blev Fuglens graae Vinger hvide og bredte sig ud.
"Der flyver hen over Søen en Terne!" sagde Børnene, der saae den hvide Fugl; nu dykkede den sig ned i Søen, nu løftede den sig i det klare Solskin, den skinnede, det var ikke muligt at see hvor den blev af, de sagde, at den fløi lige ind i Solen.
