Prevod
Nekoč je živel mož, ki so mu pravili bogati trgovec Peer, ker je hodil naokrog s kramo in si nabral toliko denarja, da je postal bogat mož. Ta bogati Peer je imel hčer in tako visoko jo je cenil, da je zavrnil vse snubce, ki so prihajali ponjo, saj se mu nobeden ni zdel dovolj dober zanjo. Ker se je vsem godilo enako, nazadnje ni prišel nihče več, in ko so leta minevala, se je Peer zbal, da se hči sploh ne bo omožila. »Prav čudno se mi zdi,« je rekel ženi, »zakaj k najini hčeri ne pride več noben snubec, ko pa je tako bogata. To bi bilo pa res nenavadno, če je nihče ne bi hotel, saj ima denar in še več ga bo dobila. Mislim, da mi ne preostane drugega, kakor da se odpravim k zvezdogledom in jih vprašam, koga bo dobila za moža;
saj semkaj nihče več ne pride.« »Kako pa bi zvezdogledi to lahko vedeli?« je vprašala žena. »Vse preberejo v zvezdah,« je odvrnil bogati Peer. Vzel je torej s seboj veliko denarja, se odpravil k zvezdogledom in jih prosil, naj mu naredijo uslugo, pogledajo v zvezde in mu povedo, kakšnega moža bo dobila njegova hči. Zvezdogledi so pogledali v zvezde, vendar so rekli, da tega ne morejo razbrati. Peer pa jih je prosil, naj pogledajo natančneje in mu vendar povedo, saj jim bo dobro plačal. Zvezdogledi so torej pogledali natančneje in mu povedali, da bo njegova hči dobila za moža mlinarjevega otroka, ki je pravkar prišel na svet v mlinu tik pod posestvom bogatega Peera. Peer je zvezdogledom dal sto tolarjev in se s tem odgovorom vrnil domov. Zdelo se mu je povsem nesmiselno, da bi njegova hči dobila za moža nekoga, ki se je komaj rodil, pa še tako nizkega rodu je. To je povedal tudi ženi in pristavil: »Le kaj misliš, ali bi mi hoteli prodati fantka? Potem se ga bova že znebila.« »Mislim, da bi,« je rekla žena, »saj so revni ljudje.« Trgovec Peer je šel torej v mlin in vprašal mlinarico, ali bi mu prodala svojega sina; veliko denarja bi dobila zanj. Ne, tega nikakor ni hotela. »Res ne vem, zakaj nočeš,« je rekel trgovec Peer. »Saj pri vas ni drugega kakor revščina, in fant je, kolikor si mislim, ne bo prav nič olajšal.« Toda tako rada je imela fantka, da ga ni hotela izgubiti. Ko je prišel mlinar, je Peer isto povedal še njemu in obljubil, da jima bo za fantka dal šeststo tolarjev, da si bosta lahko kupila kmetijo in jima ne bo več treba mleti za druge ter stradati, kadar zmanjka vode za mlinsko kolo. Mlinarju se je to zdelo dobro, pogovoril se je z ženo in tako je bogati Peer dobil fantka. Mati je jokala in na ves glas tožila, Peer pa jo je tolažil, da se bo otroku dobro godilo; le obljubiti sta morala, da ne bosta spraševala po njem,
kajti poslal ga bo daleč v tuje dežele, da se bo učil tujih jezikov. Ko je trgovec Peer prišel s fantkom domov, je dal stesariti skrinjico, tako lepo narejeno, da jo je bilo veselje pogledati. Zatesnil jo je s smolo, položil vanjo mlinarjevega fantka, jo zaklenil in spustil v reko, da jo je tok odnesel s seboj. Zdaj sem se ga znebil, je pomislil trgovec Peer. Ko pa je skrinjica priplula daleč navzdol po reki, jo je zaneslo v korito, po katerem je tekla voda do drugega mlina, in od tam na mlinsko kolo, da se je mlin ustavil. Mlinar je šel pogledat, kaj je ustavilo mlin, našel skrinjico in jo vzel s seboj. Ko je opoldne prišel domov k ženi, je rekel:
»Prav rad bi vedel, kaj neki je v tej skrinjici. Danes jo je po koritu prineslo na mlinsko kolo in mi ustavilo mlin.« »To bova pa kmalu izvedela,« je rekla žena. »Saj je ključ v ključavnici; kar odpri.« Ko sta jo odprla, je v njej ležal najlepši otrok, kar si jih je bilo mogoče zamisliti. Oba sta se razveselila in sklenila fantka obdržati, saj sama nista imela otrok, bila pa sta že toliko v letih, da tudi nista več mogla upati nanje. Čez nekaj časa se je trgovec Peer spet začel spraševati, ali ne bo prišel kak snubec po njegovo hčer, ko pa je bila tako bogata in je imela toliko denarja. Toda nihče ni prišel, zato se je znova odpravil k zvezdogledom in jim ponudil veliko denarja, če mu povedo, koga bo njegova hči dobila za moža. »Saj smo ti povedali, da bo dobila tistega mlinarjevega fantka tam spodaj,« so rekli zvezdogledi. »Že, že,« je rekel trgovec Peer, »ampak tisti je zdaj mrtev. Če bi lahko izvedel, koga bo moja hči dobila za moža, pa bi vam rad dal dvesto tolarjev.« Zvezdogledi so spet pogledali v zvezde, potem pa se razjezili in rekli: »Kljub vsemu bo dobila tistega mlinarjevega fantka, ki si ga spustil po reki in ga hotel spraviti s sveta, kajti še vedno živi in je v mlinu toliko in toliko daleč niže ob reki.« Trgovec Peer jim je za to novico dal dvesto tolarjev in premišljeval, ali se res ne bi mogel znebiti tega mlinarjevega fanta. Prva stvar, ki jo je trgovec Peer storil, ko se je vrnil domov, je bila, da se je odpravil k mlinu. Fant je bil tedaj že toliko star, da je opravil birmo, in je pomagal pri delu v mlinu. Lep mladenič je zrasel iz njega. »Ali mi ne bi prepustil tega fanta?« je trgovec Peer vprašal mlinarja. »Ne, tega pa ne morem,« je odgovoril. »Vzredil sem ga kakor lastnega sina in dobro se je izkazal, tako da mi je zdaj v pomoč in korist pri mlinu, saj sam postajam star in betežen.« »Da, tudi meni se godi tako,« je rekel trgovec Peer, »in prav zato bi rad imel nekoga, ki bi ga lahko izučil za trgovca. Če mi ga prepustiš, ti dam šeststo tolarjev, da si boš lahko kupil kmetijo in na stara leta živel v miru.« Ko je mlinar to slišal, je fantu dovolil oditi s trgovcem Peerom. Potovala sta daleč naokrog s kramo in trgovala, dokler nista prišla do gostilne ob robu velikega gozda. Od tam je Peer poslal fanta domov s pismom za svojo ženo — naravnost skozi gozd namreč ni bilo daleč — in mu naročil, naj ji pove, da mora čim prej storiti, kar piše v pismu. V pismu pa je pisalo, naj pri priči zakuri veliko grmado in vrže nanjo mlinarjevega fanta; če tega ne stori, bo sam dal živo sežgati njo. Fant se je s pismom odpravil skozi gozd.
Proti večeru je prišel do samotne domačije globoko v gozdu in stopil vanjo, toda v hiši ni našel nikogar. V neki sobi je našel postlano posteljo in legel počez nanjo. Pismo si je bil zataknil za trak na klobuku, klobuk pa si je položil čez obraz. Ko so se razbojniki vrnili domov — na domačiji je namreč prebivalo dvanajst razbojnikov — in zagledali fanta na postelji, so se začudili, kdo neki je. Eden izmed njih je vzel pismo, ga odprl in prebral.
»Hm, hm,« je rekel, »trgovec Peer je torej na poti. Zdaj mu jo bomo pa zagodli, kajti greh bi bil, če bi ta stari lopov spravil s sveta tako mladega, čednega fanta.« Razbojniki so nato napisali drugo pismo trgovčevi ženi in ga spečemu fantu zataknili za trak na klobuku. V njem so zapisali, naj nemudoma pripravi svatbo za hčer in mlinarjevega fanta, jima da konje, živino in hišno opravo ter ju z vsem potrebnim naseli na kmetiji, ki jo ima pod hribom. Če to ne bo opravljeno do njegove vrnitve, pa jo čaka kazen. Naslednji dan so razbojniki pustili fanta oditi, in ko je prišel domov ter izročil pismo, je povedal, da jo trgovec Peer pozdravlja in ji naroča, naj čim prej izpolni, kar piše v pismu. »Ti si se moral pa dobro odrezati,« je rekla trgovčeva žena mlinarjevemu fantu, »da zdaj takole piše; ko sta odhajala, je bil namreč tako hud nate, da ni vedel, kako bi te spravil s sveta.« Takoj je pripravila svatbo in ju na kmetiji pod hribom oskrbela s konji, živino in vsakršno hišno opravo.
Kmalu zatem se je trgovec Peer vrnil domov in najprej vprašal, ali je storila, kar ji je napisal v pismu. »Da, zdelo se mi je sicer čudno, a si nisem upala ravnati drugače,« je rekla. Nato je Peer vprašal, kje je hči. »Saj vendar veš, kje je,« je rekla žena. »Pri njem na kmetiji pod hribom, kakor je pisalo v pismu.« Ko je trgovec Peer slišal, kako je s stvarjo, in videl pismo, se je tako razjezil, da bi ga skoraj razneslo. Takoj je stekel na kmetijo k mladoporočencema. »Že prav, moj sin, da si dobil mojo hčer,« je rekel mlinarjevemu fantu, »če pa jo nameravaš obdržati, moraš iti k zmaju iz Dybenfarta in mi prinesti tri peresa iz njegovega repa, kajti kdor jih ima, lahko dobi vse, kar si poželi.« »Kje pa naj ga najdem?« je vprašal zet. »Tega ne vem,« je rekel trgovec Peer, »to je tvoja skrb.« Fant se je torej pogumno odpravil na pot in po nekaj časa hoje prišel do kraljevega gradu. Tu moram vstopiti in povprašati, si je mislil, kajti taki ljudje bolje poznajo svet kakor drugi in morda bom tu izvedel za pot. Kralj ga je vprašal, od kod prihaja in po kakšnem opravku potuje. »K zmaju iz Dybenfarta moram po tri peresa iz njegovega repa, ko bi ga le znal najti,« je rekel fant. Kralj je menil, da bo za to potreboval precej sreče. »Še nikoli namreč nisem slišal, da bi se kdo vrnil od njega,« je rekel. »Če pa prideš do njega, ga lahko v mojem imenu vprašaš, zakaj v svojem vodnjaku ne morem dobiti čiste vode. Že tolikokrat sem ga dal na novo izkopati, pa voda v njem nikoli ni čista.« »Bom vprašal,« je rekel fant. Na kraljevem gradu se mu je dobro godilo, ob odhodu pa je dobil popotnico in denar.
Proti večeru je prišel do drugega kraljevega gradu. Ko je vstopil v kuhinjo, je prišel kralj in ga vprašal, od kod je in po kakšnem opravku potuje. »K zmaju iz Dybenfarta grem po tri peresa iz njegovega repa,« je rekel fant.
»Za to boš pa potreboval precej sreče,« je rekel kralj, »kajti še nikoli nisem slišal, da bi se kdo vrnil od njega. Če pa prideš do njega, ga lahko v mojem imenu vprašaš, kje je moja hči, ki je izginila pred mnogimi leti. Iskal sem jo in jo dal oklicati po vseh cerkvah, pa mi nihče ni znal ničesar povedati o njej.« »Bom vprašal,« je rekel fant. Na kraljevem gradu se mu je prav dobro godilo, in ko je odšel, je dobil popotnico in denar.
Ko se je spet zvečerilo, je prišel še do enega kraljevega gradu. Tu je v kuhinjo prišla kraljica in ga vprašala, od kod je in po kakšnem opravku potuje. »K zmaju iz Dybenfarta grem po tri peresa iz njegovega repa,« je rekel fant. »Za to boš pa potreboval veliko sreče,« je rekla kraljica, »kajti še nikoli nisem slišala, da bi se kdo vrnil od njega. Če pa ga srečaš, ga lahko v mojem imenu vprašaš, kje naj najdem svoje zlate ključe, ki sem jih izgubila.« »Bom vprašal,« je rekel fant. Po nekaj časa hoje je prišel do velike, široke reke. Ko je stal tam in premišljeval, kako naj pride čeznjo in ali naj gre raje ob njej, je prišel star, sključen mož in ga vprašal, kam je namenjen. »K zmaju iz Dybenfarta grem, če bi mi le kdo znal povedati, kje ga najdem.« »To ti pa že lahko povem,« je rekel mož, »saj tu prenašam čez reko tiste, ki gredo k njemu. Prebiva tik nad nama; ko se povzpneš na breg, boš zagledal njegov grad. Če boš govoril z njim, ga lahko v mojem imenu vprašaš, kako dolgo bom moral še prenašati ljudi čez reko.« »Bom vprašal,« je rekel fant. Mož si ga je naložil na hrbet in ga prenesel čez reko. Ko se je fant povzpel na breg, je zagledal grad in vstopil vanj. Doma je bila samo kraljična. »Za božjo voljo, kako si upa kristjan priti sem?« je rekla. »Odkar sem tu, ni bilo nobenega. Najbolje bo, da čim prej odideš, kajti ko se zmaj vrne, te bo zavohal in te pri priči požrl, pa še mene boš spravil v nesrečo.« »Ne,« je rekel fant, »ne morem oditi, dokler ne dobim treh peres iz njegovega repa.« »Teh ne boš nikoli dobil,« je rekla kraljična.
Toda fant ni hotel oditi; hotel je počakati zmaja, dobiti peresa in odgovore na vprašanja. »No, ko si že tako trmast, bom pa poskusila, ali ti lahko pomagam,« je rekla kraljična. »Poskusi dvigniti meč, ki visi tam na steni.« Toda fant ga ni mogel niti premakniti.
»Potem pa naredi požirek iz te steklenice,« je rekla kraljična. Ko je fant nekaj časa posedel, je spet poskusil in tedaj je meč ravno toliko premaknil. »Še en požirek boš moral narediti,« je rekla kraljična, »potem pa mi povej, po kaj si prišel.« Naredil je požirek in ji povedal, da ga je neki kralj prosil, naj zmaja vpraša, zakaj v svojem vodnjaku ne more dobiti čiste vode; drugi ga je prosil, naj vpraša, kam je izginila njegova hči, ki jo pogreša že mnoga leta; za neko kraljico mora vprašati, kam so se izgubili njeni zlati ključi; nazadnje pa mora v brodarjevem imenu vprašati še, kako dolgo bo moral tam spodaj prenašati ljudi čez reko. Ko je zdaj prijel meč, ga je lahko dvignil, in ko je naredil še en požirek, je že lahko zamahnil z njim. »Če nočeš, da te zmaj pokonča, moraš zdaj zlesti pod posteljo,« je rekla kraljična, ko se je začelo večeriti, »kajti kmalu se bo vrnil. Tam moraš ležati čisto pri miru, da te ne opazi. Ko bova legla, ga bom izprašala, ti pa moraš dobro poslušati in si zapomniti, kaj bo odgovoril. Pod posteljo ostani, dokler ne bo vse tiho in zmaj spet ne zaspi; tedaj potiho zlezi ven in vzemi meč. Ko vstane, glej, da mu z enim samim zamahom odsekaš glavo in mu takoj izpuliš tri peresa, sicer si jih bo izpulil sam, da ne bi nikomur koristila.« Kmalu zatem, ko je fant zlezel pod posteljo, se je zmaj vrnil domov. »Tukaj smrdi po krščanskih kosteh!« je rekel zmaj. »Aha, priletel je krokar s človeško kostjo v kljunu in sedel na streho,« je rekla kraljična. »To bo tisto, kar vohaš.« »A tako,« je rekel zmaj. Kraljična je postavila jed na mizo in ko sta se najedla, sta legla. Čez nekaj časa pa je kraljična začela nemirno spati in se nenadoma zdrznila. »Joj!« je vzkliknila. »Kaj ti je?« je vprašal zmaj. »Oh, tako nemirno spim,« je rekla kraljična, »pa še tako čudne sanje sem imela.« »Kaj pa si sanjala?« je vprašal zmaj. »Zdelo se mi je, da je prišel neki kralj in te vprašal, kaj naj stori, da bo imel v svojem vodnjaku čisto vodo,« je rekla kraljična. »Oh, to bi pa že lahko sam vedel,« je rekel zmaj. »Če vodnjak znova izkoplje in z dna odstrani staro, trohneče deblo, bo spet imel čisto vodo. Zdaj pa le mirno leži in nič več ne sanjaj.« Kraljična je nekaj časa ležala, nato pa spet postala nemirna, se začela premetavati po postelji in se znova zdrznila. »Joj!« »Kaj pa je zdaj spet?« je vprašal zmaj.
»Oh, tako nemirno spim, pa še tako čudne sanje sem imela,« je rekla kraljična. »Ti pa res kar naprej sanjaš,« je rekel zmaj. »Kaj si pa zdaj sanjala?« »Zdelo se mi je, da je prišel neki kralj in te vprašal, kam je izginila njegova hči, ki jo pogreša že mnoga leta,« je rekla kraljična. »To si ti,« je rekel zmaj,
»ampak tebe ne bo nikoli več videl. Zdaj pa te prosim, da mi daš ponoči mir in nehaš sanjati, sicer ti polomim rebra!« Kraljična ni dolgo ležala, ko je spet postala nemirna; kar na lepem se je zdrznila. »Joj!« je vzkliknila. »No, pa smo spet tam! Kaj je pa zdaj narobe?« je rekel zmaj, ki je bil že tako besen in neprespan, da bi skoraj pobesnel. »Oh, ne jezi se,« je rekla kraljična, »ampak tako čudne sanje sem imela.« »Hudič vzemi te tvoje sanje!
Kaj si pa zdaj sanjala?« je rekel zmaj. »Zdelo se mi je, da je prišla neka kraljica in te vprašala, ali ji lahko poveš, kje naj spet najde zlate ključe, ki jih je izgubila.« »Oh, pogleda naj med tisto grmovje, kjer je ležala takrat, saj že sama ve kdaj, pa jih bo našla,« je rekel zmaj. »Zdaj pa mi daj mir s temi sanjami.« Nekaj časa sta spala, nato pa je kraljična spet postala nemirna in se kar na lepem zdrznila. »Joj!« »Ti že ne boš pridna, dokler ti ne zlomim vratu,« je rekel zmaj; tako je bil besen, da so mu iz oči švigale iskre. »Kaj je pa zdaj spet?« »Oh, nikar ne bodi hud name, saj si ne morem pomagati,« je rekla kraljična,
»ampak tako čudne sanje sem imela.« »Toliko sanj pa še nikoli nisem slišal,« je rekel zmaj. »Kaj si pa zdaj sanjala?« »Zdelo se mi je, da je prišel brodar s prehoda čez reko tam spodaj in vprašal, kako dolgo bo moral še prenašati ljudi čez vodo,« je rekla kraljična. »Ta neumnež bi se lahko tega hitro rešil,« je rekel zmaj. »Ko pride kdo, ki hoče čez, ga mora samo vreči v reko in reči: ‘Zdaj pa ti prenašaj ljudi čez, dokler te kdo ne zamenja!’ Zdaj pa mi daj mir s svojimi sanjami, sicer bo druga pela.« Kraljična ga je potem pustila mirno spati. Brž ko je vse utihnilo in je mlinarjev fant slišal samo še zmajevo smrčanje, pa je zlezel izpod postelje. Preden se je zdanilo, je zmaj vstal, toda komaj je z obema nogama stopil na tla, že mu je fant odsekal glavo in iz repa izpulil tri peresa.
Tedaj je zavladalo veliko veselje. Fant in kraljična sta nabrala toliko srebra, zlata, denarja in drugih dragocenosti, kolikor sta jih lahko odnesla. Ko sta prišla do rečnega prehoda, sta brodarja z vsem, kar je moral znositi čez, tako zamotila, da je čisto pozabil vprašati, kaj je rekel zmaj, dokler niso bile vse reči, fant in kraljična na drugem bregu. »Saj res,« je rekel, ko sta se odpravljala naprej, »ali si zmaja vprašal tisto, za kar sem te prosil?« »Da,« je rekel fant. »Rekel je, da moraš, ko pride kdo, ki hoče čez, tega vreči na sredo reke in reči: ‘Zdaj pa ti prenašaj ljudi čez, dokler te kdo ne zamenja!’ Potem boš prost.« »Fej te bodi!« je rekel brodar. »Ko bi mi bil to prej povedal, bi me moral zamenjati ti.« Ko sta prišla do prvega kraljevega gradu, je kraljica vprašala, ali je zmaja povprašal po njenih zlatih ključih.
»Da,« je odgovoril fant in kraljici zašepetal: »Rekel je, naj pogledaš med grmovje, kjer si takrat ležala, saj veš kdaj.« »Pst, pst, nič ne govori,« je rekla kraljica in fantu dala sto tolarjev. Ko je prišel do drugega kraljevega gradu, je kralj vprašal, ali je z zmajem govoril o tem, za kar ga je prosil. »Da,« je rekel fant, »sem, in tukaj je tvoja hči.« Kralj se je tako razveselil, da bi mlinarjevemu fantu rad dal kraljično in pol kraljestva.
Ker pa je bil že poročen, je dobil dvesto tolarjev, konje in voz ter toliko zlata in srebra, kolikor ga je lahko odpeljal s seboj. Ko je nato prišel do tretjega kraljevega gradu, je kralj stopil ven in ga vprašal, ali je zmaja vprašal tisto, za kar ga je prosil. »Da,« je odgovoril fant, »rekel je, naj daš vodnjak izkopati in z dna odstraniš staro, trohneče deblo, pa boš imel čisto vodo.« Kralj mu je tedaj dal tristo tolarjev. Od tam se je odpeljal naravnost domov, tako ovešen z zlatom in srebrom in tako imeniten, da se je ves svetil in bleščal; zdaj je bil veliko bogatejši od trgovca Peera. Ko je Peer dobil peresa, ni mogel več ničesar ugovarjati zakonu; ko pa je zagledal vse bogastvo, je vprašal, ali je pri zmaju res toliko zakladov. »Da,« je rekel fant, »veliko več jih je bilo, kakor sem jih lahko pripeljal s seboj. Toliko jih je, da bi jih bilo za veliko vozov, in če se odpraviš tja, jih bo gotovo dovolj tudi zate.« Seveda je trgovec Peer hotel tja. Zet mu je tako natanko opisal pot, da mu ni bilo treba nikogar spraševati. »Konje,« je rekel, »pa je najbolje pustiti na tej strani reke, saj te bo stari brodar že prenesel čez.« Peer se je torej odpravil na pot, vzel s seboj obilno popotnico in veliko konj, vendar jih je pustil pri reki, kakor mu je bil naročil fant.
Brodar si ga je nato naložil na hrbet, in ko sta prišla nekoliko od brega, ga je vrgel na sredo reke ter rekel: »Zdaj pa ti prenašaj ljudi čez, dokler te kdo ne zamenja!« In če ga ni še nihče zamenjal, bogati trgovec Peer tam prenaša ljudi čez reko še dandanes.
Izvirnik
Der var engang en Mand, som de kaldte Rige Peer Kræmmer, fordi han havde faret om med Kram og samlet mange Penge, saa at han var bleven en rig Mand. Denne Rige-Peer havde en Datter; og hende holdt han saa gjæv, at alle de Beilere, der kom til hende, fik Afslag, for han syntes at Ingen var god nok til hende. Da det gik saaledes med Alle, saa kom der tilsidst Ingen, og da det begyndte at drage ud i Aarene, saa blev Peer bange for, at hun ikke skulde blive gift. „Det undrer mig rigtig,“ sagde han til sin Kone, „hvorfor der ikke mere kommer nogen Beiler til vor Datter, som er saa rig? Det skulde da være rart, om der ikke skulde være Nogen som vil have hende, for Penge har hun, og flere faaer hun. Jeg mener, jeg faaer reise til Stjernekikkerne og spørge dem om hvem hun skal have;
for her kommer jo slet Ingen.“ „Hvorledes kan Stjernekikkerne svare paa det da?“ spurgte Konen. „Jo, de læse Altting i Stjernerne,“ sagde Rige-Peer. Han tog da med sig mange Penge og reiste til Stjernekikkerne og bad dem, om de vilde gjøre ham den Tjeneste at see paa Stjernerne og sige ham, hvad Mand hans Datter skulde faae. Stjernekikkerne saae paa Stjernerne, men de sagde, at de ikke kunde see det. Men Peer bad dem, at de maatte see bedre efter og endelig sige ham det, han skulde betale dem godt for det. Stjernekikkerne saae da bedre efter, og de sagde, at hans Datter skulde faae til Mand det Møllerbarn, som netop nu var kommen til Verden i den Mølle, der laa strax nedenfor Gaarden til Rige-Peer. Peer gav Stjernekikkerne
hundrede Daler, og reiste hjem med den Besked, han havde faaet. Han syntes, det var altfor urimeligt, at hans Datter skulde faae En til Mand, som nylig var kommen til, og det en saa ringe Mand. Det sagde han ogsaa til sin Kone, og lagde til: „Jeg undres, om de ikke skulde ville sælge mig Gutten, saa skal vi nok blive af med ham.“ „Jo, det tænker jeg nok,“ sagde Konen; „det er jo fattige Folk.“ Peer Kræmmer gik da ned i Møllen og spurgte Konen, om hun ikke vilde sælge ham Søn sin; hun skulde faae mange Penge for ham. Nei, det vilde hun slet ikke. „Jeg kan da ikke vide, hvorfor du ikke vil det,“ sagde Peer Kræmmer; „det er jo bare Armoden med Jer, og Gutten skal ikke lette den, kan jeg troe;“ men hun var saa glad i Gutten, at hun ikke vilde miste ham. Da Mølleren kom ind,
sagde Peer det Samme til ham, og lovede at han skulde give dem sex hundrede Daler for Gutten, saa at de kunde kjøbe sig en Gaard og slippe at male for Folk, og sulte, naar der manglede Kværnvand. Det syntes Mølleren godt om, og han talte med Konen, og saa fik Rige-Peer Gutten. Moderen græd og bar sig ilde; men Peer trøstede hende med at han skulde have det godt; kun maatte de love, at de ikke skulde spørge efter ham; thi han vilde sætte ham langt bort i andre Lande, til at lære fremmede Sprog. Da Peer Kræmmer var kommen hjem med Gutten, lod han snedkre en liden Kiste, som var saa peent indrettet, at det var en Lyst at see. Den tættede han med Beg, lagde Møllergutten i den, læste Laasen igjen, og satte den ud i
Elven, saa Strømmen foer afsted med den. Nu er jeg kvit ham, tænkte Peer Kræmmer. Men da Kisten havde seilet langt nedover Elven, kom den ind i en Vandrende til et andet Møllebrug og foer gjennem den ned paa Kværnkallen, saa at Kværnen standsede. Manden gik da ned og skulde see efter, hvad det var, som standsede Kværnen, fandt Kisten og tog den med sig op. Da han kom hjem til Konen om Middagen, sagde han: „Jeg undres rigtig, hvad der kan være for Noget i denne Kiste; den kom farende ned paa Kværnkallen gjennem Renden og standsede Kværnen for mig i Dag.“ „Det skal vi snart faae vide,“ sagde Konen. „Nøglen sidder jo i Laasen; luk bare op.“ Da de lukkede op, laa der det vakkreste Barn, Nogen vilde see, og de bleve begge glade og vilde beholde Gutten; thi selv havde
de ingen Børn og vare alt saavidt til Aars, at de heller ikke kunde vente at faae nogen mere. Da det nu led om nogen Tid, begyndte Peer Kræmmer igjen at undres, om der ikke vilde komme nogen Beiler til hans Datter, som var saa rig og havde saa mange Penge. Men der kom ingen, og saa reiste han igjen til Stjernekikkerne og bød dem mange Penge, hvis de kunde sige ham, hvem hans Datter skulde faae til Mand. „Vi har jo sagt dig, at hun skal faae den Møllergutten dernede,“ sagde Stjernekikkerne. „Ja, det er godt og vel nok,“ sagde Peer Kræmmer; „men han er nu kommen af Dage; og hvis jeg kunde faae vide, hvem min Datter skal have til Mand, saa vilde jeg gjerne give Jer to hundrede Daler.“ Stjernekikkerne saae paa
Stjernerne igjen, men saa blev de vrede og sagde: „Hun skal alligevel have den Møllergutten, som du satte ud i Elven og vilde gjøre Ende paa, for han lever endnu og er i den Mølle, som ligger saa og saa langt nedenfor.“ Peer Kræmmer gav dem to hundrede Daler for denne Underretning og tænkte paa, om han da ikke skulde kunne blive af med den Møllergutten. Det første Peer Kræmmer gjorde, da han kom hjem, var at reise ned til Møllen. Da var Gutten saa stor, at han var konfirmeret, og han gik i Møllen og hjalp til. En vakker Gut var det bleven af ham. „Kunde du ikke overlade mig den Gutten, du?“ sagde Peer Kræmmer til Mølleren. „Nei, kan jeg ei,“ svarede han; „jeg har trukket ham op som min Egen og han har
artet sig vel, saa jeg nu kan have Hjælp og Nytte af ham i Møllen, for selv begynder jeg at blive gammel og affældig.“ „Ja, saa gaaer det mig ogsaa,“ sagde Peer Kræmmer, „og derfor vilde jeg gjerne have En, som jeg kunde lære op til at handle. Hvis du vil lade mig faa ham, skal jeg give dig sex hundrede Daler, saa kunde du kjøbe dig en Gaard, og leve i Ro og Fred paa dine gamle Dage.“ Ja, da Mølleren hørte det, lod han Peer Kræmmer faae Gutten. Disse reiste nu vidt omkring med Kram og handlede, til de kom til et Gjestgiversted, som laa ved Kanten af en stor Skov. Derfra sendte Peer Gutten hjem med et Brev til sin Kone — for beent over Skoven var det ikke langt — og bad ham at han skulde sige til hende, at hun saa snart som muligt skulde gjøre
det, som stod i Brevet. Men i Brevet stod der, at hun strax paa Øieblikket skulde tænde op et stort Baal og kaste Møllergutten paa det, og hvis hun ikke gjorde det, da skulde hun brændes levende selv. Gutten gik afsted med Brevet over Skoven. Da det led mot Kvelden, kom Gutten til en Gaard langt borte i Skoven, hvor han gik ind; men i Huset fandt han ingen Mennesker; i et Værelse fandt han en opredt Seng, og den lagde han sig tvers over. Brevet havde han sat under sit Hattebaand, og Hatten lagde han over Ansigtet. Da Røverne kom hjem, (for paa Gaarden havde tolv Røvere sit Tilhold), og de saae Gutten ligge paa Sengen, undredes de paa, hvad han var for En, og En af dem tog Brevet og brækkede og læste det.
„Hm, hm,“sagde han;„det er Peer Kræmmer, som er ude; men nu skal vi spille ham et Puds, for det vilde være Synd, om den gamle Kjæltringen skulde faae gjort Ende paa en saadan ung, vakker Gut.“ Saa skrev Røverne et andet Brev til Peer Kræmmers Kone, og fæstede det under Hattebaandet, medens Gutten sov, og i det Brev satte de, at hun øieblikkelig skulde holde Bryllup for Datteren og Møllergutten, og give dem Heste og Fæ og Huusgeraad, og sætte dem i fuld Vei paa den Gaard, som han havde oppe under Aasen, og hvis det ikke var gjort, til han kom hjem, saa skulde hun komme til at lide Straf for det. Den anden Dag lod Røverne Gutten gaae, og da han kom hjem og leverede Brevet, sagde han, at han skulde hilse fra Peer Kræmmer og sige, at hun, saa snart som skee kunde, skulde
fuldbyrde, hvad der stod i Brevet. „Du maa have opført dig godt, du,“ sagde Peer Kræmmers Kone til Møllergutten, „siden han kan skrive saaledes nu; thi dengang I reiste, var han saa gal paa dig, at han ikke vidste hvorledes han skulde faae dig af Dage.“ Hun lavede da strax til Bryllup og satte dem i Vei med Heste og Fæ og alskens Huusgeraad paa Gaarden oppe under Aasen.
Ikke længe efter kom Peer Kræmmer hjem igjen, og det Første, han spurgte om, var, om hun havde gjort hvad han havde skrevet i Brevet. „Ja, jeg syntes nok det var rart, men jeg turde ikke Andet,“ sagde hun. Saa spurgte Peer, hvor Datteren var. „Du kan vel vide hvor hun er,“ sagde Konen; „hun er jo hos ham paa Gaarden oppe under Aasen, saaledes som det stod i Brevet.“ Da Peer Kræmmer fik høre, hvorledes det hang sammen, og han fik see Brevet, blev han saa vred, at han var færdig at springe i Stykker, og han løb strax op paa Gaarden til de unge Folk. „Det er vel nok, min Søn, at du har faaet Datter min,“ sagde han til Møllergutten; „men hvis du vil tænke paa at beholde hende, maa du gaae til Dragen af Dybenfart og skaffe mig tre Fjære af Stjerten paa ham, for
den, som har dem, kan faae hvad han vil.“ „Hvor skal jeg finde ham da?“ sagde Svigersønnen. „Det veed jeg ikke,“ sagde Peer Kræmmer, „det faaer blive din Sag.“ Gutten gav sig da trøstig paa Veien, og da han havde gaaet i nogen Tid kom han til en Kongsgaard. Her faaer jeg gaae ind og spørge mig for, tænkte han, for saadanne Folk ere bedre kjendte i Verden end Andre, og kanskee jeg her kunde faae vide Veien. Kongen spurgte ham, hvor han var fra og hvad Ærend han reiste i. „Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjære af Stjerten paa ham, dersom jeg bare kunde finde ham,“ sagde Gutten. Det skulde der Lykke til, meente Kongen, „for jeg har aldrig hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham,“
sagde han; „men hvis du skulde træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvorfor jeg ikke kan faae reent Vand i Brønden min, som jeg har kastet op den ene Gang efter den anden, men aldrig kan jeg faae reent Vand i den.“ „Ja, jeg skal saa gjøre,“ sagde Gutten. Paa Kongsgaarden levede han vel og fik baade Niste og Penge, da han reiste. Mod Kvelden kom han til en anden Kongsgaard. Da han kom ind i Kjøkkenet, kom Kongen ud og spurgte, hvor han var fra og hvad Ærend han reiste i. „Jeg skal til Dragen af Dybenfart, og have tre Fjære af Stjerten paa ham,“ sagde Gutten.
„Der vil nok Lykke til det,“ sagde Kongen, „for jeg har endnu ikke hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham. Men hvis du skulde komme frem, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvor min Datter er, som blev borte for mange Aar siden. Jeg har baade ledt og lyst efter hende fra alle Kirker; men der har Ingen kunnet sige mig Noget om hende.“ „Jeg skal saa gjøre,“ sagde Gutten. Paa Kongsgaarden levede han godt og vel, og da han gik, fik han baade Niste og Penge.
Da det atter led mod Kvelden, kom han til endda en Kongsgaard. Her kom Dronningen ud i Kjøkkenet og spurgte ham, hvor han var fra og hvad Ærend han reiste i. „Jeg skal til Dragen af Dybenfart og have tre Fjære af Stjerten paa ham,“ sagde Gutten. „Det skal der nok stor Lykke til,“ sagde Dronningen, „for jeg har aldrig hørt, at Nogen er kommen tilbage fra ham. Men skulde du træffe ham, saa kunde du gjerne spørge ham fra mig, hvor jeg skal finde Guldnøglerne mine, som jeg har mistet.“ „Jeg skal saa gjøre,“ sagde Gutten. Da han havde gaaet en Stund, kom han til en stor, bred Elv. Medens han stod og undredes paa, hvorledes han skulde komme over den, eller om han skulde gaae langs med, kom der en gammel, krogrygget
Mand og spurgte, hvor han skulde hen: „Jeg skal nok til Dragen af Dybenfart, jeg, hvis Nogen kunde sige mig, hvor jeg skal finde ham.“ „Det kan jeg nok sige dig,“ sagde Manden, „for jeg gaaer her og sætter over dem, som skal til ham; han boer strax ovenfor, naar du bare kommer op paa Bakken, seer du Slottet hans, og dersom du faaer snakke med ham, saa kan du gjerne spørge ham fra mig, hvorlænge jeg skal gaae her og sætte over.“ „Jeg skal saa gjøre,“ sagde Gutten. Manden tog ham paa Ryggen og bar ham over Elven, og da han var kommen op paa Bakken, saa han Slottet og gik ind. Der var Prindsessen alene hjemme: „Men, kjære Vene, tør der komme kristne Folk hid?“ sagde hun. „Det har der ikke været her, siden jeg kom, det er nok bedst du seer at komme afsted igjen, saa
snart du kan, for naar Dragen kommer hjem, saa lugter han dig, og saa sluger han dig med det samme, og mig gjør du ogsaa ulykkelig.“ „Nei,“ sagde Gutten, „jeg kan ikke gaae, førend jeg har faaet tre Fjære af Stjerten paa ham.“ „Det faaer du aldrig,“ sagde Prindsessen. Men Gutten vilde ikke gaae, han vilde bie paa Dragen og faae Fjærene og Svar paa Spørgsmaalene. „Ja siden du er saa paastaaelig, saa faaer jeg vel see, om jeg kan hjælpe dig,“ sagde Prindsessen. „Prøv om du kan løfte Sværdet, som hænger paa Væggen der.“ Nei, Gutten kunde ikke rugge det engang.
„Ja, saa faaer du tage dig en Slurk af denne Flaske,“ sagde Prindsessen. Da Gutten havde siddet en Stund, saa skulde han til at prøve igjen; da kunde han netop rugge det. „Du faaer nok tage dig en Slurk til,“ sagde Prindsessen, „og saa faaer du fortælle mig dit Ærende.“ Han tog sig en Slurk, og saa fortalte han, at der var en Konge, som havde bedet ham om at spørge Dragen, hvorfor han ikke kunde faae reent Vand i Brønden sin; fra en anden skulde han spørge, hvor der var bleven af hans Datter, som var bleven borte for mange Aar siden, og for en Dronning skulde han spørge Dragen, hvor der var bleven af hendes Guldnøgler, og endelig saa skulde han spørge Dragen fra Færgemanden, hvor længe han skulde gaae dernede og sætte over. Da han nu tog fat i Sværdet, kunde han løfte
det, og da han havde faaet sig en Slurk til, kunde han svinge det. „Skal ikke Dragen gjøre Ende paa dig, saa maa du nu krybe under Sengen,“ sagde Prindsessen, da det led mod Kvelden, „for nu kommer han snart hjem; og der maa du ligge saa stille, at han ikke mærker dig. Naar vi saa har lagt os, saa skal jeg spørge ham; men da maa du høre godt efter og lægge vel Mærke til, hvad han svarer; og under Sengen maa du blive liggende, til Alt er stilt og Dragen søvner igjen; kryb saa sagte frem og tag Sværdet med dig, og naar han saa staaer op, maa du passe paa at hugge Hovedet af ham med eet Hug; og med det samme nappe de tre Fjære; thi ellers river han dem selv af, for at Ingen skal have Godt af dem.“
En Stund efter at Gutten var krøben under Sengen, kom Dragen hjem. „Her lugter saa kristen Mands Been!“ sagde Dragen. „Aa ja, der kom en Ravn flyvende med et Menneskebeen i Næbbet og satte sig paa Taget,“ sagde Prindsessen, „det maa være det, du kjender Lugten af.“ „Ja saa,“ sagde Dragen. Saa satte Prindsessen frem Maden, og da de havde spiist, lagde de sig. Men da de havde ligget en Stund, sov Prindsessen saa urolig, og med Eet saa vak hun. „Au da!“ sagde hun. „Hvad feiler der dig?“ sagde Dragen. „Aa, jeg sover saa urolig,“ sagde Prindsessen, „og saa havde jeg saadan forunderlig Drøm.“ „Hvad drømte du da?“ sagde Dragen. „Jeg syntes, at der kom en Konge her og spurgte dig, hvorledes han skulde bære sig ad, for at faae reent Vand i Brønden
sin,“ sagde Prindsessen. „Aa, det kunde han nok vide selv,“ sagde Dragen; „naar han graver Brønden om og tager op den gamle, raadne Stok, som ligger paa Bunden, saa faaer han reent Vand igjen; men lig nu bare rolig og drøm ikke igjen.“ Da Prindsessen havde ligget lidt, saa blev hun saa urolig og begyndte at kaste sig i Sengen, saa vak hun igjen. „Au da!“ „Hvad er der nu paa Færde igjen?“ sagde Dragen.
„Aa jeg sover saa uroligt, og saa havde jeg saadan en forunderlig Drøm,“ sagde Prindsessen. „Det var da en svare Drømning paa dig,“ sagde Dragen; „hvad drømte du nu da?“ „Jeg syntes, der kom en Konge her og spurgte dig, hvor der var bleven af hans Datter, som blev borte for mange Aar siden,“ sagde Prindsessen. „Det er dig det,“ sagde Dragen; „men dig faaer han aldrig see mere. Men nu beder jeg dig, at du lader mig have have Nattero og ikke ligger og drømmer mere, ellers brækker jeg Sidebenene itu paa dig!“ Prindsessen havde ikke ligget længe, førend hun begyndte at blive urolig igjen; ret som det var, saa vak hun: „Au da!“ sagde hun. „Nu, er det nu saa igjen! hvad er der paa
Færde nu igjen da?“ sagde Dragen; da var han saa vild og søvngrætten, saa han var nær ved at flyve i Flint. „Aa du maa ikke blive vred,“ sagde Prindsessen; „men jeg havde saadan en forunderlig Drøm.“ „Det var da Fanden til Drømning! hvad drømte du nu da?“ sagde Dragen. „Jeg syntes, der kom en Dronning hid, som spurgte dig, om du kunde sige hende, hvor hun skulde finde igjen de Guldnøglerne sine, som hun har mistet.“ „Aa, hun kan see efter mellem de Buskene, hvor hun laa, dengang hun veed nok, saa finder hun dem,“ sagde Dragen. „Men lad mig nu være i Fred for flere Drømme.“ Saa sov de en Stund, men da begyndte Prindsessen at blive saa urolig igjen, og ret som det var, saa kvak hun. „Au da!“ „Du bliver nok ikke brav, førend jeg faaer knækket
Nakkebenet paa dig,“ sagde Dragen; — da var den saa vred, at Gnisterne sprudede af Øinene paa ham. „Hvad er der paa Færde nu igjen da?“ „Aa, du maa slet ikke være vred paa mig, jeg kan ikke gjøre ved det,“ sagde Prindsessen; „men jeg havde saadan en underlig Drøm.“ „Mage til Drømming har jeg aldrig hørt,“ sagde Dragen, „hvad drømte du nu da?“ „Jeg syntes at Færgemanden ved Sundstedet her nede kom og spurgte, hvorlænge han skal gaae der og sætte over,“ sagde Prindsessen. „Det dumme Best, det kunde han snart slippe,“ sagde Dragen: „naar der kommer En, som vil over, behøver han bare at kaste ham ud i Elven og sige: „sæt nu du over, til du bliver afløst!“ Men
lad mig nu have Ro for Drømmene dine, ellers bliver der en anden Dands.“ Prindsessen lod ham da sove i Fred. Men saa snart det blev stille, og Møllergutten bare hørte, Dragen snorkede, krøb han frem. Førend det var lyst, stod Dragen op, men han var neppe kommet med begge Benene paa Gulvet, førend Gutten hug Hovedet af og nappede tre Fjære af Stjerten paa ham. Da blev der stor Glæde, og baade Gutten og Prindsessen tog saameget Sølv og Guld og Penge og andre Kostbarheder, som de kunde faae med, og da de kom til Sundet, forvirrede de Færgemanden saaledes ved alt det, han fik at bære over, at han reent glemte at spørge om, hvad Dragen havde sagt, til Altsammen, og Gutten og Prindsessen var over. „Det er sandt
du,“ sagde han, da de skulde afsted, „spurgte du Dragen om det, som jeg bad dig om?“ „Ja,“ sagde Gutten, „han sagde, at naar der kommer En, som vil over, saa skal du kaste ham midt ud i Elven og sige: „sæt nu du over, til du bliver afløst,“ saa bliver du fri.“ „Aa, tvi vorde dig!“ sagde Sundmanden, „havde du sagt det før, skulde du faaet løse mig af.“ Da de kom til den første Kongsgaarden, spurgte Dronningen, om han havde spurgt Dragen om Guldnøglerne hendes.
„Ja,“ svarede Gutten, og hviskede til Dronningen: „han sagde, at du skulde lede mellem Buskene, hvor du laa dengang, du veed nok.“ „Tys, tys, sig Ingenting,“ sagde Dronningen og gav Gutten hundrede Daler. Da han kom til den anden Kongsgaard, spurgte Kongen om han havde snakket til Dragen om det, han bad ham om. „Ja,“ sagde Gutten, „det gjorde jeg, og her er Datter din.“ Derover blev Kongen saa glad, at han gjerne havde givet Møllergutten Prindsessen og det halve Rige.
Men da han var gift før, saa fik han to hundrede Daler og Heste og Vogn og saa meget Guld og Sølv, som han kunde føre med sig. Da han nu kom til den tredie Kongsgaard, kom Kongen ud og spurgte, om han havde spurgt Dragen om det, han bad om. „Ja,“ svarede Gutten, „han sagde, at du skulde kaste Brønden op og tage op den gamle, raadne Stokken, som ligger paa Bunden, saa faaer du nok reent Vand.“ Da gav Kongen ham tre hundrede Daler. Derfra reiste han lige hjem, og han var saa udskrammereret med Guld og Sølv og saa gjild, at det lyste og lavede af ham; og han var nu meget rigere end Peer Kræmmer. Da Peer fik Fjærene, havde han ikke Noget at sige mod Giftermaalet; men da han fik see al Rigdommen, spurgte han om der da var saa Meget hos Dragen. „Ja,“
sagde Gutten, „der var meget Mere end jeg kunde faae med, og der er saa Meget at der bliver mange Hestelæs, og hvis du vil reise did, saa er der vist nok til dig ogsaa.“ Ja, Peer Kræmmer vilde reise did. Saa sagde Svigersønnen ham saa vel Veien, at han slap og spørge sig frem; „men Hestene,“ sagde han, „er det bedst, du sætter igjen paa denne Side Elven, for den gamle Sundmanden, han hjælper dig nok over.“ Peer reiste da, og stor Niste tog han med sig og mange Heste; men dem satte han efter sig ved Elven, saaledes som Gutten havde sagt.
Saa tog Sundmanden ham paa Ryggen og da de kom et Stykke udi, kastede han ham midt ud i Elven og sagde: „Nu kan du gaae her og sætte over, til du bliver afløst,“ og dersom Ingen har løst ham af, saa gaaer Rige Peer Kræmmer der og sætter over den Dag i Dag.
