Prevod
Mati je sedela ob svojem otročiču; bila je tako žalostna, tako jo je bilo strah, da bo umrl. Bil je tako bled, drobne oči so se mu zaprle, dihal je komaj slišno in tu in tam globoko zajel sapo, kakor da bi vzdihnil; mati pa je še bolj žalostno zrla v to malo dušico.
Tedaj je potrkalo na vrata in vstopil je reven starec, zavit v nekaj podobnega veliki konjski odeji, saj taka odeja greje, njemu pa je bila toplota še kako potrebna, kajti bila je mrzla zima; zunaj je vse prekrival led in sneg, veter pa je bril tako ostro, da je rezal v obraz.
Ker se je starec tresel od mraza, otročič pa je za hip zaspal, je mati vstala in postavila lonček piva v lončeno peč, da bi se mu pogrelo; starec je medtem zibal otroka, mati pa je sedla na stol tik ob njem, gledala svojega bolnega otročiča, ki je tako globoko dihal, in privzdignila njegovo drobno roko.
»Saj misliš, da mi bo ostal, kajne?« je rekla. »Ljubi Bog mi ga ne bo vzel!« Starec, ki je bil sama Smrt, pa je tako nenavadno prikimal, da bi to prav lahko pomenilo da ali ne. Mati se je zazrla v svoje naročje in solze so ji tekle po licih; glava ji je postala tako težka, tri noči in tri dni ni zatisnila očesa, in zdaj je zaspala, a le za hip, nato pa planila pokonci in se tresla od mraza. »Kaj je to!« je rekla in se ozrla na vse strani; toda starca ni bilo več in njenega otročiča tudi ne, odnesel ga je s seboj; v kotu pa je stara ura brnela in brnela, velika svinčena utež je zdrvela vse do tal, bum! in tedaj se je ustavila tudi ura.
Uboga mati je stekla iz hiše in klicala svojega otroka. Zunaj, sredi snega, je sedela žena v dolgih črnih oblačilih in rekla: »Smrt je bila v tvoji sobi; videla sem, kako je hitela proč s tvojim otročičem. Hitrejša je od vetra in nikoli ne vrne tega, kar vzame!«
»Samo povej mi, v katero smer je šla!« je rekla mati. »Pokaži mi pot in našla jo bom!« »Poznam jo!« je rekla žena v črnih oblačilih. »Toda preden ti jo povem, mi moraš zapeti vse pesmi, ki si jih pela svojemu otroku! Rada jih imam, že prej sem jih poslušala; jaz sem Noč in videla sem tvoje solze, ko si jih pela!«
»Vse jih bom zapela, prav vse!« je rekla mati. »Samo ne zadržuj me, da jo bom lahko dohitela, da bom našla svojega otroka!« Toda Noč je sedela nema in negibna. Mati je tedaj vila roke, pela in jokala; pesmi je bilo veliko, solz pa še več. Nato je Noč rekla: »Pojdi na desno, v temni smrekov gozd; tam sem videla Smrt, kako je odšla s tvojim otročičem!«
Globoko v gozdu so se poti križale in mati ni več vedela, kam naj gre. Tam je stal trnov grm, brez enega samega lista ali cveta, saj je bil mrzel zimski čas, in z vej mu je visel žled.
»Ali nisi videl Smrti, ko je šla mimo z mojim otročičem?« »Sem!« je rekel trnov grm. »Toda ne povem ti, po kateri poti je šla, če me najprej ne ogreješ ob svojem srcu! Zmrzujem, ves se bom spremenil v led!«
Stisnila je trnov grm k prsim, tako močno, da bi se dodobra ogrel; trni so se ji zarili naravnost v meso in kri ji je tekla v velikih kapljah, toda grm je pognal sveže zelene liste in v mrzli zimski noči so se na njem razprli cvetovi, tako toplo je bilo ob srcu žalostne matere. In trnov grm ji je povedal, po kateri poti naj gre.
Tako je prišla do velikega jezera, na katerem ni bilo ne ladje ne čolna. Jezero ni bilo dovolj zamrznjeno, da bi jo nosilo, pa tudi ne dovolj odtajano in plitvo, da bi ga lahko prebredla; a če je hotela najti svojega otroka, je morala čez. Legla je torej na tla, da bi izpila jezero, in to je bilo za človeka seveda nemogoče, toda žalostna mati je mislila, da bi se vendarle lahko zgodil čudež. »Ne, tako ne bo šlo!« je reklo jezero. »Raje se poskusiva sporazumeti! Rado zbiram bisere in tvoje oči so najsvetlejša bisera, kar sem jih kdaj videlo. Če mi jih izjočeš, te bom preneslo do velikega rastlinjaka, kjer prebiva Smrt in skrbi za cvetlice in drevesa; vsaka rastlina je človeško življenje!«
»Oh, česa vse ne bi dala, da bi prišla do svojega otroka!« je rekla objokana mati in zajokala še močneje. Njene oči so potonile na dno jezera in postale dva dragocena bisera, jezero pa jo je dvignilo, kakor da bi sedela na gugalnici, in z enim samim zamahom je poletela na nasprotni breg. Tam je stala nenavadna hiša, široka celo miljo; ni bilo mogoče vedeti, ali je gora z gozdovi in votlinami ali pa je zgrajena iz lesa, toda uboga mati je ni mogla videti, saj si je izjokala oči.
»Kje naj najdem Smrt, ki je odnesla mojega otročiča?« je vprašala. »Sem še ni prišla!« je rekla stara grobarka, ki je skrbela za veliki rastlinjak Smrti. »Kako si našla pot sem in kdo ti je pomagal?«
»Ljubi Bog mi je pomagal!« je rekla. »On je usmiljen in tudi ti boš! Kje naj najdem svojega otročiča?« »Saj ga ne poznam,« je rekla žena, »ti pa ne vidiš! Nocoj je ovenelo mnogo cvetlic in dreves, Smrt bo kmalu prišla, da jih presadi! Saj veš, da ima vsak človek svoje drevo življenja ali svojo cvetlico, pač glede na to, kakšen je; videti so kakor druge rastline, toda v njih bije srce; tudi otroško srce lahko bije! Ravnaj se po njegovem utripu, morda boš prepoznala srce svojega otroka. Toda kaj mi daš, če ti povem, kaj moraš še storiti?«
»Ničesar nimam, kar bi ti lahko dala,« je rekla žalostna mati, »a zate bom šla na konec sveta!« »Tam nimam kaj iskati!« je rekla žena. »Lahko pa mi daš svoje dolge črne lase; sama dobro veš, da so lepi, in všeč so mi! V zameno boš dobila moje bele, tudi to je nekaj!«
»Če ne zahtevaš nič drugega,« je rekla, »ti jih z veseljem dam!« In dala ji je svoje lepe lase ter v zameno dobila starkine snežno bele. Nato sta stopili v veliki rastlinjak Smrti, kjer so cvetlice in drevesa rasli v nenavadni mešanici. Tam so bile nežne hijacinte pod steklenimi zvonovi in velike, krepke potonike; rasle so vodne rastline, nekatere tako sveže, druge napol bolne, po njih so se ovijale vodne kače in črni raki so jim kleščili stebla. Tam so bile krasne palme, hrasti in platane, tam sta rasla peteršilj in cvetoči timijan; vsako drevo in vsaka cvetlica je imela svoje ime, vsaka je bila človeško življenje, in človek je še živel, eden na Kitajskem, drugi na Grenlandiji, vsepovsod po svetu. Velika drevesa so rasla v majhnih loncih, tako utesnjena, da so že skoraj razgnala lonec; marsikje pa je bila tudi drobna, neugledna cvetlica v rodovitni zemlji, obdana z mahom, zaščitena in negovana. Žalostna mati pa se je sklanjala nad vse najmanjše rastline in poslušala, kako v njih bije človeško srce, in med milijoni je prepoznala srce svojega otroka.
»Tukaj je!« je vzkliknila in iztegnila roko nad droben moder žafran, ki se je ves bolan povešal na eno stran. »Ne dotikaj se cvetlice!« je rekla starka. »Postavi se sem, in ko pride Smrt, ki jo pričakujem vsak hip, ji ne dovoli izruvati rastline. Zagrozi ji, da boš ti izruvala druge cvetlice, pa se bo prestrašila! Zanje mora odgovarjati ljubemu Bogu; nobene ne sme izruvati, dokler ji on ne dovoli.«
Nenadoma je skozi dvorano ledeno zavel veter in slepa mati je začutila, da je prišla Smrt. »Kako si našla pot sem?« je vprašala. »Kako si lahko prišla hitreje kakor jaz?«
»Mati sem,« je rekla. Smrt je iztegnila svojo dolgo roko proti drobni, nežni cvetlici, mati pa jo je tesno obdala z rokami, vendar v strahu, da se ne bi dotaknila katerega od listov. Tedaj ji je Smrt pihnila v roke in mati je začutila mraz, hujši od mrzlega vetra, in roke so ji nemočno omahnile.
»Nič ne moreš proti meni!« je rekla Smrt. »Ljubi Bog pa lahko!« je rekla mati. »Delam le, kar hoče on!« je rekla Smrt. »Njegova vrtnarica sem! Vse njegove cvetlice in drevesa jemljem in jih presajam v veliki rajski vrt v neznani deželi; toda kako tam rastejo in kako je tam, ti ne smem povedati!«
»Vrni mi mojega otroka!« je rekla mati ter jokala in prosila; nenadoma je z vsako roko zgrabila po eno lepo cvetlico, ki je rasla v bližini, in zavpila Smrti: »Vse tvoje cvetlice bom potrgala, saj sem obupana!«
»Ne dotikaj se jih!« je rekla Smrt. »Praviš, da si tako nesrečna, zdaj pa hočeš prav tako nesrečno narediti še drugo mater!« »Drugo mater!« je rekla uboga žena in takoj izpustila obe cvetlici.
»Tu imaš svoje oči,« je rekla Smrt. »Iz jezera sem jih potegnila, tako močno so se svetile; nisem vedela, da so tvoje. Vzemi jih nazaj, zdaj so še jasnejše kakor prej. Potem poglej v globoki vodnjak tu zraven; povedala ti bom imeni obeh cvetlic, ki si ju hotela izruvati, in videla boš vso njuno prihodnost, vse njuno človeško življenje, videla boš, kaj si hotela zmotiti in uničiti!«
Pogledala je v vodnjak; in pravo blaženstvo je bilo videti, kako je eno življenje postalo blagoslov za svet, koliko sreče in veselja se je razcvetalo okoli njega. Videla pa je tudi drugo življenje in v njem so bili žalost in stiska, groza in beda.
»Oboje je Božja volja!« je rekla Smrt. »Katera je cvetlica nesreče in katera blagoslova?« je vprašala mati. »Tega ti ne povem,« je rekla Smrt, »toda to moraš izvedeti od mene: ena od teh cvetlic je bila cvetlica tvojega otroka; videla si usodo svojega otroka, prihodnost svojega lastnega otroka!«
Tedaj je mati od groze zakričala: »Kateri od njiju je bil moj otrok! Povej mi! Reši nedolžnega! Reši mojega otroka vse te bede! Raje ga odnesi! Odnesi ga v Božje kraljestvo! Pozabi moje solze, pozabi moje prošnje in vse, kar sem rekla in storila!«
»Ne razumem te!« je rekla Smrt. »Hočeš svojega otroka nazaj ali naj ga odnesem tja, kjer ne veš, kako je?« Tedaj je mati vila roke, padla na kolena in molila k ljubemu Bogu: »Ne usliši me, kadar prosim zoper tvojo voljo, ki je najboljša! Ne usliši me! Ne usliši me!«
In sklonila je glavo v naročje. Smrt pa je z njenim otrokom odšla v neznano deželo.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der sad en moder hos sit lille barn, hun var så bedrøvet, så bange for at det skulle dø. Det var så blegt, de små øjne havde lukket sig, det trak så sagte vejret, og imellem med et dybt drag ligesom om det sukkede; og moderen så endnu mere sorrigfuld på den lille sjæl.
Da bankede det på døren og der kom en fattig, gammel mand svøbt ligesom i et stort hestedækken, for det varmer, og det trængte han til, det var jo kold vinter; alting udenfor lå med is og sne, og vinden blæste så at det skar i ansigtet.
Og da den gamle mand rystede af kulde, og det lille barn sov et øjeblik, gik moderen hen og satte øl i en lille potte ind i kakkelovnen, at det kunne varmes til ham; og den gamle mand sad og vuggede og moderen satte sig på stolen tæt ved ham, så på sit syge barn der trak så dybt vejret, og løftede den lille hånd.
"Tror du ikke nok at jeg beholder ham?" sagde hun, "Vorherre vil ikke tage ham fra mig!"
Og den gamle mand, der var Døden selv, han nikkede så underligt, det kunne lige så godt betyde ja, som nej. Og moderen så ned i sit skød og tårerne løb hende over kinderne; – hendes hoved blev så tungt, i tre nætter og dage havde hun ikke lukket sit øje, og nu sov hun, men kun et øjeblik, så fór hun op og rystede af kulde: "Hvad er det!" sagde hun og så til alle sider; men den gamle mand var borte og hendes lille barn var borte, han havde taget det med sig; og henne i krogen snurrede og snurrede det gamle ur, det store blylod løb lige ned til gulvet, bum! og så stod også uret stille.
Men den stakkels moder løb ud af huset og råbte på sit barn.
Derude, midt i sneen, sad en kone i lange, sorte klæder og hun sagde: "Døden har været inde i din stue, jeg så han skyndte sig bort med dit lille barn; han går stærkere til end vinden, han bringer aldrig tilbage hvad han tog!"
"Sig mig blot hvad vej han gik!" sagde moderen, "sig mig vejen og jeg skal finde ham!"
"Jeg ved den!" sagde konen i de sorte klæder, "men før jeg siger den må du først synge for mig alle de viser du har sunget for dit barn! jeg holder af dem, jeg har hørt dem før, jeg er Natten, jeg så dine tårer mens du sang dem!"
"Jeg vil synge dem alle, alle!" sagde moderen, "men stands mig ikke at jeg kan nå ham, at jeg kan finde mit barn!"
Men Natten sad stum og stille, da vred moderen sine hænder, sang og græd, og der var mange viser, men endnu flere tårer; og så sagde Natten: "Gå til højre, ind i den mørke granskov, dér så jeg Døden tage vej med dit lille barn!"
Dybt inde i skoven krydsede vejene sig og hun vidste ikke længere hvor hun skulle gå; da stod der en tornebusk, der var hverken blad eller blomst på den, det var jo også i den kolde vintertid og der hang isslag på grenene.
"Har du ikke set Døden gå forbi med mit lille barn?"
"Jo!" sagde tornebusken, "men jeg siger dig ikke hvilken vej han tog, uden at du først vil varme mig op ved dit hjerte! jeg fryser ihjel, jeg bliver til bare is!"
Og hun trykkede tornebusken til sit bryst, så fast, for at den ret kunne opvarmes, og tornene gik lige ind i hendes kød, og hendes blod flød i store dråber, men tornebusken skød friske grønne blade og der kom blomster på i den kolde vinternat, så varmt var der ved en bedrøvet moders hjerte; og tornebusken sagde hende vejen, som hun skulle gå.
Da kom hun til en stor sø, hvor der hverken var skib eller båd. Søen var ikke frosset nok til at den kunne bære hende, og heller ikke åben og lav nok til at hun kunne vade igennem, og over den måtte hun, ville hun finde sit barn; så lagde hun sig ned for at drikke søen ud, og det var jo umuligt for et menneske, men den bedrøvede moder tænkte, at der dog kunne ske et mirakel. –
"Nej, det går aldrig!" sagde søen, "lad os to hellere se at blive enige! jeg holder af at samle på perler og dine øjne er de to klareste jeg har set, vil du græde dem ud til mig, så skal jeg bære dig over til det store drivhus, hvor Døden bor og passer blomster og træer; hver af dem er et menneskeliv!"
"Oh, hvad giver jeg ikke for at komme til mit barn!" sagde den forgrædte moder og hun græd endnu mere og hendes øjne sank ned på havsens bund og blev to kostbare perler, men søen løftede hende, som om hun sad i en gynge, og hun fløj i én svingning til kysten på den anden side, hvor der stod et milebredt, underligt hus, man vidste ikke om det var et bjerg med skov og huler, eller om det var tømret op, men den stakkels moder kunne ikke se det, hun havde jo grædt sine øjne ud.
"Hvor skal jeg finde Døden, som gik med mit lille barn!" sagde hun.
"Her er han ikke kommet endnu!" sagde den gamle gravkone, som gik og skulle passe på Dødens store drivhus. "Hvor har du kunnet finde her hen og hvem har hjulpet dig!"
"Vorherre har hjulpet mig!" sagde hun, "han er barmhjertig og det vil du også være! hvor skal jeg finde mit lille barn!"
"Ja, jeg kender det ikke," sagde konen, "og du kan jo ikke se! – Mange blomster og træer er visnet i nat, Døden vil snart komme og plante dem om! Du ved vel, at hvert menneske har sit livstræ eller sin blomst, således, som nu enhver er indrettet; de ser ud, som andre vækster, men de har hjerteslag; barnehjerte kan også banke! gå efter det, måske kan du kende dit barns; men hvad giver du mig for at sige dig hvad du mere skal gøre!"
"Jeg har ikke noget at give," sagde den bedrøvede moder, "men jeg vil gå for dig til verdens ende!"
"Ja, der har jeg ikke noget at gøre!" sagde konen, "men du kan give mig dit lange sorte hår, du ved nok selv det er kønt, og det kan jeg lide! du skal få mit hvide igen, det er altid noget!"
"Forlanger du ikke andet," sagde hun, "det giver jeg dig med glæde!" Og hun gav hende sit smukke hår og fik den gamles snehvide igen.
Og så gik de ind i Dødens store drivhus, hvor blomster og træer voksede underligt imellem hverandre. Der stod fine hyacinter under glasklokker, og der stod store bomstærke pæoner; der voksede vandplanter, nogle så friske, andre halvsyge, vandsnogene lagde sig på dem, og sorte krebs klemte dem om stilken. Der stod dejlige palmetræer, ege og plataner, der stod persille og blomstrende timian; hvert træ og hver blomst havde sit navn, de var hver et menneskeliv, mennesket levede endnu, en i Kina, en i Grønland, rundt omkring i verden. Der var store træer i små potter, så at de stod så forkuede og var færdige ved at sprænge potten, der var også mange steder en lille, kedelig blomst i fed jord, med mos rundt om og dækket og plejet. Men den bedrøvede moder bøjede sig over alle de mindste planter og hørte inden i dem hvor menneskehjertet bankede, og imellem millioner kendte hun sit barns.
"Dér er det!" råbte hun og strakte hånden ud over en lille blå krokus, som hang ganske syg til den ene side.
"Rør ikke ved blomsten!" sagde den gamle kone, "men stil dig her, og når så Døden kommer, jeg venter ham før jeg ved det, lad ham da ikke rykke planten op, og tru du med at du vil gøre det med de andre blomster, så bliver han bange! han skal svare Vorherre til dem, ingen tør rykkes op, før han giver lov."
Med ét susede det iskoldt igennem salen, og den blinde moder kunne mærke, at det var Døden, der kom.
"Hvor har du kunnet finde vej her hen?" spurgte han, "hvor kunne du komme hurtigere end jeg?"
"Jeg er en moder," sagde hun.
Og Døden strakte sin lange hånd hen imod den lille fine blomst, men hun holdt sine hænder fast om den, så tæt, og dog bange for at hun skulle røre ved et af bladene. Da blæste Døden på hendes hænder og hun følte at det var koldere end den kolde vind, og hendes hænder faldt matte ned.
"Du kan dog ikke gøre noget imod mig!" sagde Døden.
"Men det kan Vorherre!" sagde hun.
"Jeg gør kun hvad han vil!" sagde Døden. "Jeg er hans urtegårdsmand! jeg tager alle hans blomster og træer og planter dem ud i den store Paradisets Have i det ubekendte land, men hvorledes de der gror og hvorledes der er, tør jeg ikke sige dig!"
"Giv mig mit barn tilbage!" sagde moderen og græd og bad; med ét greb hun med hver hånd om to smukke blomster tæt ved og råbte til Døden: "Jeg river alle dine blomster af, for jeg er i fortvivlelse!"
"Rør dem ikke!" sagde Døden. "Du siger, at du er så ulykkelig, og nu vil du gøre en anden moder lige så ulykkelig –!"
"En anden moder!" sagde den stakkels kone og slap straks begge blomsterne.
"Dér har du dine øjne," sagde Døden, "jeg har fisket dem op af søen, de skinnede så stærkt; jeg vidste ikke at det var dine; tag dem igen, de er nu klarere end før, se så ned i den dybe brønd tæt ved, jeg skal nævne navnene på de to blomster, du ville rive op og du ser deres hele fremtid, deres hele menneskeliv, ser hvad du ville forstyrre og ødelægge!"
Og hun så ned i brønden; og det var en lyksalighed at se, hvor den ene blev en velsignelse for verden, se hvor megen lykke og glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun så den andens liv, og det var sorg og nød, rædsel og elendighed.
"Begge dele er Guds vilje!" sagde Døden.
"Hvilken af dem er ulykkens blomst og hvilken er velsignelsens?" spurgte hun.
"Det siger jeg dig ikke," sagde Døden, "men det skal du vide af mig, at den ene blomst var dit eget barns, det var dit barns skæbne du så, dit eget barns fremtid!"
Da skreg moderen af skræk, "hvilken af dem var mit barn! sig mig det! frels den uskyldige! frels mit barn fra al den elendighed! bær det hellere bort! bær det ind i Guds Rige! glem mine tårer, glem mine bønner og alt, hvad jeg har sagt og gjort!"
"Jeg forstår dig ikke!" sagde Døden. "Vil du have dit barn tilbage, eller skal jeg gå med det derind, hvor du ikke ved!" –
Da vred moderen sine hænder, faldt på sine knæ og bad til Vorherre: "Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! hør mig ikke! hør mig ikke!"
Og hun bøjede sit hoved ned i sit skød.
Og Døden gik med hendes barn ind i det ubekendte land.
