Waltey
Zgodba o letu
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Zgodba o letu
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 15 min branja
- Obseg
- 12 strani
- Naslov izvirnika
- Årets historie
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Zgodba o letu
Bilo je proti koncu januarja; divjal je strašen snežni metež; sneg se je v vrtinčastih zametih podil po ulicah in uličicah; okenske šipe so bile od zunaj kakor polepljene s snegom, s streh se je usipal v kupih, ljudje pa so bežali, tekli, leteli in se zaletavali drug drugemu v naročje, se za hip trdno oprijeli in vsaj toliko časa obdržali ravnotežje. Kočije in konji so bili kakor poprašeni, služabniki so stali s hrbtom ob kočiji in se peljali vzvratno proti vetru, pešci pa so se ves čas držali v zavetju vozov, ki so le počasi drseli skozi globoki sneg; in ko se je vihar naposled polegel in so vzdolž hiš odmetali ozko stezico, so se ljudje ob srečanju vendarle ustavljali; nikomur se ni ljubilo narediti prvega koraka v globoki sneg, da bi drugi lahko šel mimo. Molče so stali, dokler ni nazadnje, kakor po tihem dogovoru, vsak žrtvoval ene noge in z njo stopil v snežni zamet.
Proti večeru se ni premaknila niti sapica, nebo je bilo videti, kakor da bi ga pometli ter napravili višje in prosojnejše, zvezde so se zdele čisto nove in nekatere so bile tako modre in jasne – mraz pa je pritiskal, da je kar pokalo – in vrhnja plast snega je seveda lahko tako otrdela, da je zjutraj nosila vrabce; poskakovali so sem ter tja, zdaj zgoraj, zdaj spodaj, kjer je bil sneg odmetan, a hrane ni bilo veliko najti in pošteno jih je zeblo.
"Čiv!" je rekel eden drugemu, "in temu pravijo novo leto! – Saj je še hujše od starega! Potem bi prav lahko obdržali kar tisto. Nezadovoljen sem in za to imam dober razlog!"
"Ja, ljudje so tekali naokrog in s streljanjem pozdravljali novo leto," je rekel majhen, prezebel vrabec, "ob vrata so razbijali lonce in bili čisto iz sebe od veselja, ker je staro leto odhajalo! Tudi jaz sem bil tega vesel, saj sem pričakoval, da bomo dobili tople dni, pa ni bilo iz tega nič; mraz je še veliko hujši kakor prej! Ljudje so se zmotili pri štetju časa!"
"Res so se!" je rekel tretji, ki je bil star in bel po vrhu glave; "imajo nekaj, čemur pravijo koledar, to je njihov lastni izum, potem pa bi se moralo vse ravnati po njem! Pa se ne. Ko pride pomlad, se začne leto, takšen je naravni red in po njem se ravnam jaz!"
"Toda kdaj pride pomlad?" so vprašali drugi. "Pride, ko pride štorklja, a pri njej ni nič gotovo in tu v mestu nihče nič ne ve o tem, na deželi vedo bolje; naj odletimo tja in počakamo? Tam bomo vsaj bliže pomladi."
"No, to je že mogoče lepo in prav!" je rekla ena izmed njih, ki je že dolgo hodila naokrog in čivkala, ne da bi zares kaj povedala. "Tu v mestu imam nekaj udobja, ki bi ga tam zunaj, se bojim, pogrešala. Tu zadaj na nekem dvorišču živi človeška družina, ki se je prav pametno domislila, da je na steno pritrdila tri ali štiri cvetlične lončke, z veliko odprtino navznoter in z dnom navzven; v dno so izrezali tako veliko luknjo, da lahko letam skoznjo ven in noter; tam imava z možem gnezdo in od tam so poleteli vsi najini mladiči. Človeška družina je seveda vse to uredila zato, da nas z veseljem opazuje, sicer tega najbrž ne bi storila. Tudi drobtine nam trosijo za svoje veselje, mi pa imamo tako hrano! Človek ima občutek, da je poskrbljeno zanj; – zato mislim, da bom ostala, in tudi moj mož bo ostal! Čeprav sva zelo nezadovoljna – vendar ostaneva!"
"Mi pa odletimo na deželo pogledat, ali že prihaja pomlad!" In so odleteli. Na deželi pa je bila prava zima; tam je bilo za nekaj stopinj bolj mraz kakor v mestu. Oster veter je pihal čez zasnežena polja. Kmet je z velikimi palčniki sedel v saneh in se tolkel z rokami po telesu, da bi jih ogrel, bič mu je ležal v naročju, suha konja sta tekla, da se je iz njiju kar kadilo, sneg je škripal, vrabci pa so poskakovali v kolesnicah in zmrzovali; "čiv! Kdaj pride pomlad? Tako dolgo je ni!"
"Tako dolgo!" je zazvenelo čez polja z najvišjega zasneženega griča; morda je bil odmev, ki so ga slišali, lahko pa je tudi govoril nenavadni starec, ki je tam gori sedel na snežnem zametu, izpostavljen vetru in vremenu; bil je ves bel, kakor kmet v beli suknji iz domačega sukna, z dolgimi belimi lasmi, belo brado, čisto bled in z velikimi jasnimi očmi.
"Kdo je tisti starec tam?" so vprašali vrabci. "Jaz vem!" je rekel star krokar, ki je sedel na stebru ob vratih v ogradi in se je blagovolil spomniti, da smo pred Gospodom vsi le majhne ptice, zato se je spustil v pogovor z vrabci in jim pojasnil. "Vem, kdo je tisti starec. To je Zima, starec iz prejšnjega leta; ni umrl, kakor pravi koledar, ne, v resnici je varuh malega princa Pomladi, ki prihaja. Da, Zima ima oblast. Hu! Najbrž kar škriplje v vas, malčki!"
"Saj prav to govorim!" je rekel najmanjši, "ta koledar je zgolj človeška izmišljotina, ni usklajen z naravo! To bi morali prepustiti nam, ki smo bolj pretanjeno ustvarjeni!"
In minil je teden, minila sta skoraj dva; gozd je bil črn, zamrznjeno jezero je ležalo težko in bilo videti kakor strjen svinec; oblaki, ne, to sploh niso bili oblaki, temveč mokre, ledeno mrzle megle, ki so visele nad deželo; velike črne vrane so letale v jatah, ne da bi zakrakale, kakor da bi vse spalo. – Sončni žarek je zdrsnil čez jezero in to se je zasvetilo kakor staljen kositer. Snežna odeja na polju in vrh griča se ni več bleščala kakor prej, a bela postava, sam Zima, je še zmeraj sedela tam in vztrajno zrla proti jugu; sploh ni opazil, da se snežna odeja kakor pogreza v zemljo, da tu in tam pokuka na dan majhna travnato zelena lisa, na kateri kar mrgoli vrabcev.
"Čiv čiv! Čiv čiv! Ali zdaj prihaja pomlad?" "Pomlad!" je zazvenelo čez polja in travnike ter skozi črno rjave gozdove, kjer je mah na drevesnih deblih žarel sveže zelen; in po zraku sta z juga prileteli prvi štorklji; na hrbtu vsake je sedel lep majhen otrok, deček in deklica; v pozdrav sta poljubila zemljo in tam, kamor sta stopila, so izpod snega zrasle bele cvetlice; z roko v roki sta šla k staremu ledenemu možu, Zimi, se mu v ponovni pozdrav privila na prsi in v istem hipu so bili vsi trije skriti, skrita pa je bila tudi vsa pokrajina; gosta, mokra megla, tako težka in neprodirna, je ovila vse. – Malo pozneje je zapihljalo – veter se je pognal naprej, prihajal je v močnih sunkih in razgnal meglo, sonce je tako toplo sijalo; – Zima je izginil, na prestolu leta sta sedela prelepa otroka pomladi.
"Temu pravim novo leto!" so rekli vrabci. "Zdaj bomo menda spet dobili svoje pravice in povračilo za hudo zimo!" Kamor sta se otroka obrnila, tam so na grmih in drevesih pognali zeleni brsti, trava je zrasla više, žitna polja so postajala vse bolj ljubko zelena. In deklica je na vse strani trosila cvetlice; v krilu jih je imela na pretek, zdelo se je, da kar rastejo iz njega, zmeraj je bilo polno, pa naj jih je še tako vneto trosila – v svoji naglici je stresla cel snežni metež cvetov čez jablane in breskve, tako da so stale v vsem svojem sijaju, še preden so zares dobile zelene liste.
In zaploskala je z rokami in deček je zaploskal, tedaj pa so se od kdo ve kod pojavile ptice in vse so žvrgolele in pele: "Pomlad je prišla!"
To je bilo čudovito videti. In marsikatera stara ženica je stopila pred svoja vrata na sonce, se stresla in pogledala rumene cvetlice, ki so krasile ves travnik, natanko tako kakor v njenih mladih dneh; svet je bil spet mlad. "Kako je danes zunaj blagoslovljeno lepo!" je rekla.
Gozd je bil še rjavo zelen, brst ob brstu, a dišeča perla je že pognala, tako sveža in tako dehteča, vijolic je bilo na pretek, tam so bile vetrnice, visoki in pomladanski jegliči, da, v vsaki travni bilki sta bila sok in moč, to je bila res razkošna preproga za sedenje in na njej je sedel mladi pomladni par, se držal za roke, pel in se smehljal ter vse bolj rasel.
Z neba je nanju padal blag dež, a ga nista čutila, dežna kaplja in solza sreče sta postali ena in ista kaplja. Ženin in nevesta sta se poljubila in v tistem hipu se je gozd olistal. – Ko je vzšlo sonce, so bili vsi gozdovi zeleni!
In mladoporočenca sta z roko v roki hodila pod svežim, povešenim listnatim baldahinom, kjer so le sončni žarki in sence spreminjali odtenke zelenja. V nežnih listih sta bili deviška čistost in osvežujoča dišava! Bistro in živahno sta reka in potok žuborela med žametno zelenim ločjem in čez pisane kamne. "Obilje na veke in za vselej, tako je in tako bo!" je govorila vsa narava. Kukavica je kukala in škrjanec je prepeval, bila je prelepa pomlad; le vrbe so imele svoje cvetove še zavite v volnene palčnike, tako strašansko previdne so bile in to je dolgočasno!
In minevali so dnevi in minevali so tedni, vročina se je kar usipala z neba; vroči zračni valovi so tekli skozi žito, ki je vse bolj rumenelo. Beli lotos severa je na gozdnih jezerih razgrnil velike zelene liste čez vodno gladino in ribe so pod njimi iskale senco; na zavetrni strani gozda, kjer je sonce pripekalo na steno kmečke hiše in dodobra pregrevalo razcvetele vrtnice, češnjeva drevesa pa so bila polna sočnih, črnih, od sonca skoraj vročih češenj, je sedela prelepa žena poletja, tista, ki smo jo videli kot otroka in kot nevesto; zrla je proti temnim oblakom, ki so se v valovitih oblikah, kakor gore, črno modri in težki, dvigali vse više; prihajali so s treh strani; vse bolj so se kakor okamnelo, narobe obrnjeno morje spuščali proti gozdu, kjer je bilo vse tiho kakor začarano; vsaka sapica se je polegla, vsaka ptica je utihnila, v vsej naravi sta bili resnoba in pričakovanje; po cestah in stezah pa so hiteli vozovi, jezdeci in pešci, da bi prišli pod streho. – Tedaj se je nenadoma zabliskalo, kakor da bi posijalo sonce, blesteče, slepeče, vse požigajoče, in ob bobnečem tresku je spet nastala tema; voda je v potokih drla z neba; zdaj je bila noč in zdaj svetloba, zdaj tišina in zdaj grmenje. Mlado trstičje z rjavimi perjanicami se je v močvirju zibalo v dolgih valovih, gozdne veje so se skrile v vodno meglo, prihajala je tema in prihajala je svetloba, tišina in grmenje. – Trava in žito sta ležala kakor pokošena, kakor odplavljena, kakor da se ne bosta nikoli več dvignila. – Nenadoma se je dež razredčil v posamezne kaplje, sonce je posijalo in na bilkah in listih so se vodne kaplje zalesketale kakor biseri, ptice so pele, ribe so skakale iz reke, mušice so plesale, zunaj pa je na skali sredi slane, razbičane morske vode sedel sam Poletje, krepak mož polnih udov, s premočenimi lasmi – pomlajen od sveže kopeli je sedel na toplem soncu. Vsa narava okrog njega je bila pomlajena, vse je bilo bujno, krepko in lepo; bilo je poletje, toplo, prelepo poletje.
In ljubka in sladka je bila dišava, ki je prihajala z bujnega deteljišča, čebele so brenčale okrog starega zborovališča; robidova mladika se je ovijala okrog oltarnega kamna, ki ga je opral dež in se je lesketal v sončni svetlobi; tja je priletela čebelja matica s svojim rojem in odložila vosek in med. Nihče ni tega videl razen Poletja in njegove krepke žene; zanju je bila oltarna miza pogrnjena z daritvijo narave.
Večerno nebo je žarelo kakor zlato, nobena cerkvena kupola ni tako razkošna, in luna je sijala med večerno in jutranjo zarjo. Bil je poletni čas. In minevali so tedni in minevali so dnevi. – Bleščeče kose žanjcev so se bliskale na žitnih poljih, veje jablan so se upogibale pod rdečimi in rumenimi sadeži; hmelj je čudovito dišal in visel v velikih storžkih, pod leskovimi grmi, kjer so lešniki zoreli v težkih grozdih, pa sta počivala mož in žena, Poletje s svojo resnobno družico.
"Kakšno bogastvo!" je rekla, "povsod blagoslov, domačnost in dobrota, pa vendar, še sama ne vem, hrepenim po – počitku – miru! Ne najdem besede za to! – Zdaj že spet orjejo na polju! Več in zmeraj več hočejo ljudje pridobiti! – Poglej štorklje, ki prihajajo v jatah in z nekaj razdalje hodijo za plugom; ptica Egipta, ki naju je ponesla po zraku! Se spominjaš, kako sva kot otroka prišla sem v severne dežele? – Prinesla sva cvetlice, čudovito sonce in zelene gozdove; z njimi je zdaj veter grdo ravnal, rjavijo in temnijo kakor drevesa na jugu, a ne rodijo zlatih sadežev kakor tista!"
"Bi jih rada videla?" je rekel Poletje, "potem pa se veseli!" Dvignil je roko in gozdno listje se je obarvalo rdeče in zlato, vse gozdove je preplavilo razkošje barv; živa meja iz vrtnic je žarela od ognjeno rdečega šipka, bezgove veje so se šibile pod velikimi, težkimi grozdi črno rjavih jagod, zreli divji kostanji so padali iz črno zelenih lupin in v gozdu so vijolice zacvetele drugič.
Toda kraljica leta je postajala vse bolj tiha in vse bolj bleda. "Mrzlo piha!" je rekla, "noč prinaša mokre megle! – Hrepenim po – deželi svojega otroštva!" – In gledala je štorklje, ki so odletele, prav vse, ter stegovala roke za njimi. – Pogledala je k praznim gnezdom; v enem je zrasel dolgopecljati plavček, v drugem rumena njivska redkev, kakor da je gnezdo tam samo zato, da jo varuje in ograjuje; in vrabci so prileteli vanje.
"Čiv! Kam pa je izginila gospoda! Najbrž ne prenesejo, da piha po njih, pa so odšli iz dežele! Srečno pot!" In gozdno listje je vse bolj rumenelo, list za listom je odpadal, jesenski viharji so šumeli, jesen se je že nagibala h koncu. Na rumenem odpadlem listju je ležala kraljica leta in z blagimi očmi zrla proti utripajoči zvezdi, njen mož pa je stal ob njej. Sunek vetra je zavrtinčil listje – spet je padlo na tla in nje ni bilo več, skozi mrzli zrak pa je poletel metulj, zadnji v tistem letu.
In prišle so mokre megle, ledeni veter in temne, najdaljše noči. Vladar leta je stal s snežno belimi lasmi, a tega še sam ni vedel, mislil je, da so to snežinke, ki padajo iz oblaka; tanka snežna odeja je ležala čez zeleno polje.
In cerkveni zvonovi so zvonili za božič. "Zvonovi oznanjajo rojstvo!" je rekel vladar leta, "kmalu se bo rodil novi vladarski par; in jaz bom našel počitek, kakor ga je ona! Počitek v utripajoči zvezdi!"
V svežem zelenem smrekovem gozdu, kjer je ležal sneg, je stal božični angel in blagoslavljal mlada drevesa, namenjena njegovemu prazniku. "Veselje v hiši in pod zelenimi vejami!" je rekel stari vladar leta; tedni so ga postarali v snežno belega starčka; "bliža se mi počitek, mladi par leta bo zdaj dobil krono in žezlo!"
"A oblast je vendar tvoja!" je rekel božični angel, "oblast, ne počitek! Naj sneg s svojo odejo greje mlado žito! Nauči se prenašati, da častijo drugega, čeprav si ti še zmeraj vladar, nauči se biti pozabljen, pa vendar živeti! Tvoja ura svobode pride, ko pride pomlad!"
"Kdaj pride pomlad?" je vprašal Zima. "Pride, ko pride štorklja!" In z belimi kodri ter snežno belo brado je Zima sedel ledeno mrzel, star in sključen, a močan kakor zimski vihar in sila ledu, visoko na snežnem zametu vrh griča, ter zrl proti jugu, kakor je Zima sedel in zrl pred njim. – Led je pokal, sneg je škripal, drsalci so se vrteli po gladkih jezerih, krokarji in vrane so se lepo odražali na beli podlagi, niti sapica se ni premaknila. In v mirnem zraku je Zima stisnil pesti in led med deželami se je odebelil za cele sežnje.
Tedaj so spet prišli vrabci iz mesta in vprašali: "Kdo je tisti starec tam?" In krokar je spet sedel tam, ali pa kateri njegovih sinov, kar je vseeno, in jim rekel: "To je Zima! Starec iz prejšnjega leta. Ni umrl, kakor pravi koledar, temveč je varuh pomladi, ki prihaja!"
"Ko pride pomlad!" so rekli vrabci, "potem nas čakajo lepi časi in boljša oblast! Stara ni bila za nič." In Zima je v tihih mislih pokimal črnemu gozdu brez listja, kjer je vsako drevo razkrivalo prelepo obliko in ukrivljenost svojih vej; med zimskim dremežem so se spuščale ledeno mrzle oblačne megle – vladar je sanjal o času svoje mladosti in možate zrelosti in ob svitu je ves gozd stal čudovit v ivju, to so bile Zimove poletne sanje; sončna svetloba je z vej osipala ivje.
"Kdaj pride pomlad?" so vprašali vrabci. "Pomlad!" je zazvenelo kakor odmev z zasneženih gričev. In sonce je sijalo vse topleje, sneg se je talil, ptice so žvrgolele: "Pomlad prihaja!"
In visoko po zraku je priletela prva štorklja, druga ji je sledila; na hrbtu vsake je sedel prelep otrok in spustili sta se na odprto polje, otroka pa sta poljubila zemljo in poljubila tihega starca, ki je kakor Mojzes na gori izginil, odnesla ga je oblačna megla.
Zgodba leta je bila končana. "Vse to je prav!" so rekli vrabci, "in tudi zelo lepo je, vendar ni po koledarju, zato je narobe!"
Izvirnik
Årets historie
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det var sidst i januar; en frygtelig snestorm var det; sneen fløj i fygende hvirvel gennem gader og stræder; ruderne udenpå var som overklistrede med sne, fra tagene styrtede den i dynger, og så var der en flugt i folk, de løb, de fløj og fór hinanden i armene, holdt hinanden fast et øjeblik og havde så længe fodfæste. Kareter og heste var ligesom overpudrede, tjenerne stod med ryggen mod kareten og kørte baglæns imod vinden, fodgængeren holdt sig stadigt i læ af vognen, der kun langsomt gled af sted i den dybe sne; og da endelig stormen lagde sig og der blev kastet en smal sti langs husene, så stod dog folk stille der, når de mødtes; ingen af dem havde lyst til at gøre det første skridt, med at træde op i den dybe sne, for at den anden kunne slippe forbi. Tavse stod de, til endelig, efter ligesom en stille overenskomst, hver af dem gav et ben til pris og lod dette gå ind i snedyngen.
Mod aften var det blikstille, himlen så ud, som om den var fejet og gjort mere høj og gennemsigtig, stjernerne syntes splinternye, og nogle var så blå og klare, – og det frøs så det knagede efter, – sagtens kunne da det øverste snelag blive så stærkt, at det i morgenstunden bar gråspurvene; de hoppede om snart oppe snart nede, hvor der var skovlet, men megen æde var der ikke at finde, og de frøs ordentligt.
"Pip!" sagde den ene til den anden, "det kalder man det nye år! – det er jo værre, end det gamle! så kunne vi lige så godt have beholdt det. Jeg er misfornøjet og det har jeg grund til!"
"Ja, der løb nu menneskene om og skød nytår ind," sagde en lille forfrossen spurv, "de slog potter på døre og var rent ellevilde af glæde over at nu gik det gamle år væk! og det var jeg også glad over, for jeg ventede, at vi da ville få varme dage, men det er der ikke blevet noget af; det fryser meget strengere end før! Menneskene har taget fejl af tidsregningen!"
"Det har de!" sagde en tredje, der var gammel og hvid i toppen; "de har nu noget, som de kalder almanakken, den er sådan deres egen opfindelse, og så skal alt gå efter den! men det gør det ikke. Når foråret kommer, så begynder året, det er naturens gang, og den regner jeg efter!"
"Men, når kommer foråret?" spurgte de andre.
"Det kommer når storken kommer, men det er meget ubestemt med ham, og herinde i byen er der ingen, der ved noget derom, det ved de bedre ude på landet; skal vi flyve derud og vente? Dér er man da foråret nærmere."
"Ja, det kan være meget godt!" sagde en af dem, der længe havde gået og pippet uden egentlig at sige noget. "Jeg har herinde i byen nogle bekvemmeligheder, som jeg er bange, at jeg vil komme til at savne derude. Heromme i en gård er der en menneskefamilie, der meget fornuftigt har fundet på at slå fast i væggen tre, fire urtepotter med den store åbning ind og bunden udad, i den er der skåret et hul så stort, at jeg kan flyve ud og ind; der har jeg og min mand rede, og derfra er alle vore unger fløjet ud. Menneskefamilien har naturligvis indrettet det hele for at have den fornøjelse at se på os, ellers havde de nok ikke gjort det. De strør brødkrummer ud, også for deres fornøjelse, og vi har da føden! der er ligesom sørget for en; – og så tror jeg, at jeg bliver og min mand bliver! skønt vi er meget misfornøjede, – men vi bliver!"
"Og vi flyver ud på landet, for at se om ikke foråret kommer!" og så fløj de.
Og der var ordentlig vinter ude på landet; det frøs dér et par grader stærkere end inde i byen. Den skarpe vind blæste hen over de snelagte marker. Bonden, med store bælgvanter på, sad i sin slæde og slog sig med sine arme for at få kulden af dem, pisken lå på skødet, de magre heste løb, så de dampede, sneen knagede, og spurvene hoppede i hjulsporene og frøs; "pip! når kommer våren? Det varer så længe!"
"Så længe!" klang det hen over markerne fra den højeste banke, belagt med sne; og det kunne være ekko man hørte, men det kunne også være tale af den underlige gamle mand, som sad der øverst på snedriven i vind og vejr; han var ganske hvid, ligesom en bonde i hvid vadmelskofte, med langt hvidt hår, hvidt skæg, ganske bleg og med store klare øjne.
"Hvem er den gamle der henne?" spurgte spurvene.
"Det ved jeg!" sagde en gammel ravn, der sad på ledpælen, og var nedladende nok til at erkende, at vi alle er småfugle for Vorherre, og derfor også indlod sig med spurvene og gav forklaring. "Jeg ved, hvem den gamle er. Det er Vinteren, den gamle mand fra det forrige år, han er ikke død, som almanakken siger, nej han er såmænd formynder for den lille prins Forår, der kommer. Jo, Vinteren fører regimentet. Hu! det knager nok i jer, I små!"
"Ja, er det ikke det jeg siger!" sagde den mindste, "den almanak er bare menneskepåfund, den er ikke lempet efter naturen! det skulle de lade os om, vi, som er finere skabt!"
Og der gik en uge, der gik næsten to; skoven var sort, den frosne indsø lå så tung og så ud som størknet bly; skyerne, ja det var ikke skyer, der var våde, iskolde tåger, der hang hen over landet; de store sorte krager fløj i flokke, uden skrig, det var som om alt sov. – Der gled en solstråle hen over søen, og den skinnede som smeltet tin. Snelaget hen over marken og oppe på banken glimrede ikke som før, men den hvide skikkelse, Vinteren selv, sad der endnu med blikket stadigt mod syden; han mærkede slet ikke, at snetæppet ligesom sank ind i jorden, at hist og her en lille græsgrøn plet kom frem, og der myldrede det da med spurve.
"Kvivit! Kvivit! kommer nu våren?"
"Våren!" klang det hen over mark og eng og igennem de sortbrune skove, hvor mosset skinnede friskt grønt på træstammerne; og gennem luften kom flyvende, sydfra, de to første storke; på ryggen af hver sad der et lille dejligt barn, en dreng og en pige; og de kyssede jorden til hilsen, og hvor de satte deres fødder, voksede hvide blomster frem under sneen; hånd i hånd gik de op til den gamle ismand, Vinteren, lagde sig ved hans bryst til ny hilsen og i samme stund var de alle tre skjulte og hele landskabet skjult; en tyk, våd tåge, så tæt og tung, indhyllede alt. – Lidt efter luftede det, – vinden fór af sted, den kom med stærke kast og jog tågen bort, solen skinnede så varmt; – vinteren selv var forsvunden, forårets dejlige børn sad på årets trone.
"Det kalder jeg nytår!" sagde spurvene. "Nu får vi vel igen vore rettigheder og erstatning for den strenge vinter!"
Hvorhen de to børn vendte sig, der skød grønne knopper frem på buske og træer, der blev græsset højere, sædemarken mere og mere liflig grøn. Og rundt om kastede den lille pige blomster; hun havde af dem i overflødighed i sit skørt, de syntes der at myldre frem, altid var det fuldt, i hvor ivrig hun var med at kaste, – i sin ilfærdighed rystede hun en hel blomstersne hen over æble- og ferskentræer, så at de stod i fuld pragt før de endnu rigtig havde grønne blade.
Og hun klappede i hænderne og drengen klappede, og da kom der fugle frem, man vidste ikke hvorfra, og alle kvidrede og sang: "Våren er kommen!"
Det var dejligt at se. Og mangen gammel morlille kom uden for sin dør i solskinnet, skuttede sig, så hen på de gule blomster, der prangede over hele engen, akkurat ligesom i hendes unge dage; verden blev ung igen, "det er velsignet i dag herude!" sagde hun.
Og skoven var endnu brungrøn, knop ved knop, men skovmærken var fremme, så frisk og så duftende, violerne stod i en fylde, og der var anemoner, kodriver og oksedriver, ja i hvert græsstrå var saft og kraft, det var rigtignok et pragttæppe at sidde på, og der sad forårets unge par og holdt hinanden i hænderne og sang og smilede og voksede mere og mere.
En mild regn faldt fra himlen over dem, de mærkede det ikke, regndråben og glædeståren blev en og samme dråbe. Brud og brudgom kyssede hinanden, og i det nu sprang skoven ud. – Da solen stod op, var alle skove grønne!
Og hånd i hånd gik brudeparret under det friske hængende løvtag, hvor kun sollysets stråler og slagskyggerne gav farveveksel i det grønne. En jomfruelig renhed og en forfriskende duft var i de fine blade! klar og levende rislede å og bæk mellem de fløjlsgrønne siv og over de brogede sten. "Fuldt op evigt og altid er det og bliver det!" sagde hele naturen. Og kukkeren sang og lærken slog, det var det dejlige forår; dog piletræerne havde uldvanter om sine blomster, de var nu så gruelig forsigtige, og det er kedeligt!
Og så gik dage og så gik uger, varmen ligesom væltede ned; hede luftbølger gik gennem kornet, der mere og mere gulnede. Nordens hvide lotus på skovsøerne spredte sine store grønne blade ud over vandspejlet og fiskene søgte skygge under dem; og på skovens læside, hvor solen brændte på bondehusets væg og ordentlig gennemvarmede de udsprungne roser, og kirsebærtræerne hang fulde med saftige, sorte, næsten solhede bær, sad sommerens dejlige kvinde, hende vi så som barn og som brud; og hun så mod de stigende mørke skyer, der i bølgeformer, som bjerge, sortblå og tunge, løftede sig højere og højere; fra tre sider kom de; mere og mere, som et forstenet omvendt hav, sænkede de sig mod skoven, hvor alt, som ved en trolddom, var tavst; hver luftning havde lagt sig, hver fugl tav, der var en alvor, en forventning i hele naturen; men på veje og stier skyndte sig af sted kørende, ridende og gående, for at komme under tag. – Da lyste det med et, som om solen brød frem, blinkende, blændende, alt opbrændende, og der blev mulm igen i et rullende brag; vandet styrtede i strømme ned; det blev nat og det blev lys, det blev stilhed og det blev bulder. De unge brunfjerede rør i mosen bevægede sig i lange bølger, skovens grene skjultes i vandtåger, mørket kom og lyset kom, stilhed og bulder. – Græs og korn lå som slået ned, som skyllet hen, som skulle det aldrig rejse sig. – Pludselig blev regnen til enkelte dråber, solen skinnede, og fra strå og fra blad blinkede vanddråberne som perler, fuglene sang, fiskene slog op fra å-vandet, myggene dansede, og ude på stenen i det salte piskede havvand sad Sommeren selv, den kraftige mand, med de fyldige lemmer, med drivvådt hår, – forynget af det friske bad, sad han i det varme solskin. Al naturen var forynget rundt om, alt stod frodigt, kraftigt og skønt; det var sommer, den varme dejlige sommer.
Og liflig og sød var den duft, der kom fra den frodige kløvermark, bierne summede der om det gamle tingsted; brombærranken snoede sig op om alterstenen, der, vasket af regnen, skinnede i sollyset; og derhen fløj bidronningen med sin sværm og satte voks og honning. Ingen så det uden Sommeren og hans kraftige viv; for dem stod alterbordet dækket med naturens offergave.
Og aftenhimlen strålede som et guld, ingen kirkekuppel har det så rigt, og månen skinnede mellem aftenrøde og morgenrøde. Det var sommertid.
Og der gik uger og der gik dage. – Høstfolkenes blanke leer blinkede i kornmarkerne, æbletræets grene bøjede sig med røde og gule frugter; humlen duftede dejligt og hang i store kopper og under hasselbuskene, hvor nødderne sad i tunge klaser, hvilede mand og viv, Sommeren med sin alvorsfulde kvinde.
"Hvilken rigdom!" sagde hun, "rundt om velsignelse, hjemligt og godt, og dog, jeg ved ikke selv, jeg længes efter – hvile, – ro! jeg ved ikke ordet derfor! – Nu pløjer de alt igen på marken! Mere og altid mere vil menneskene vinde! – Se storkene komme i flokke og gå i afstand efter ploven; Ægyptens fugl, som bar os gennem luften! Husker du, da vi begge som børn kom herind i Nordens lande? – Blomster bragte vi, dejligt solskin og grønne skove, dem har nu vinden faret ilde med, de brunes og mørknes, som sydens træer, men bærer ikke, som de, gyldne frugter!"
"Dem vil du se?" sagde Sommeren, "så glæd dig da!" og han løftede sin arm og skovens blade farvedes med rødt og med guld, der kom en farvepragt over alle skove; rosenhækken skinnede med ildrøde hyben, hyldegrenene hang med store tunge sortbrune bær, de vilde kastanjer faldt modne ud af de sortgrønne skaller, og inde i skoven blomstrede violerne anden gang.
Men årets dronning blev mere og mere stille, mere bleg. "Det lufter koldt!" sagde hun, "natten har våde tåger! – jeg længes efter – barndomslandet!" –
Og hun så storkene flyve bort, hver en! og hun strakte hænderne efter dem. – hun så op til rederne, der stod tomme, og der voksede op i en den langstilkede kornblomst og i en anden den gule kiddike, som om reden kun var til som værn og gærde om den; og spurvene kom derop.
"Pip! hvor er herskabet blevet af! de kan nok ikke tåle at det blæser på dem, og så er de taget ud af landet! Lykke på rejsen!"
Og mere og mere gul blev skovens blade og løv faldt på løv, efterårets storme suste, det var sent på høstens tid. Og på det gule løvfald lå årets dronning og så med milde øjne mod den blinkende stjerne, og hendes husbond stod hos hende. Et vindstød hvirvlede i løvet – det faldt igen, da var hun borte, men en sommerfugl, årets sidste, fløj gennem den kolde luft.
Og de våde tåger kom, den isnende blæst og de mørke, længste nætter. Årets drot stod med snehvidt hår, men han vidste det ikke selv, han troede, at det var snefnuggene, som faldt fra skyen; et tyndt snelag lå hen over den grønne mark.
Og kirkeklokkerne ringede til juletid.
"Fødselsklokkerne ringer!" sagde årets drot, "snart fødes det nye herskerpar; og jeg får hvile, som hun! Hvile i den blinkende stjerne!"
Og i den friske grønne granskov, hvor sneen lå, stod juleenglen og indviede de unge træer, der skulle til dens fest.
"Glæde i stuen og under de grønne grene!" sagde årets gamle drot, uger havde ældet ham til snehvid gubbe; "det stunder for mig til hvile, årets unge par får nu krone og scepter!"
"Og magten er dog din!" sagde juleenglen, "magten og ikke hvilen! Lad sneen ligge varmende hen over den unge sæd! lær at bære det, at en anden hyldes og du dog er hersker, lær at være glemt og dog at leve! din friheds time kommer, når våren kommer!"
"Når kommer våren?" spurgte Vinteren.
"Den kommer når storken kommer!"
Og med hvide lokker og snehvidt skæg sad Vinteren iskold, gammel og bøjet, men stærk, som vinterstormen og isens magt, højt på bankens snedrive og så mod syd, som Vinteren forud havde siddet og set. – Isen knagede, sneen knirkede, skøjteløberne svang sig på de blanke søer, og ravne og krager tog sig godt ud på den hvide grund, ingen vind rørte sig. Og i den stille luft knyttede Vinteren hænderne, og isen blev favne tyk mellem landene.
Så kom igen spurvene fra byen og spurgte: "Hvem er den gamle mand derhenne?" og ravnen sad der igen, eller en søn af ham, som er lige det samme, og den sagde dem: "Det er Vinteren! den gamle mand fra det forrige år. Han er ikke død, som almanakken siger, men formynder for våren, som kommer!"
"Når kommer våren!" sagde spurvene, "så får vi god tid, og bedre regimente! det gamle duede ikke."
Og i stille tanker nikkede Vinteren til den bladløse, sorte skov, hvor hvert træ viste grenenes dejlige form og bøjning; og under vinterblundet sænkede sig skyernes iskolde tåger, – herskeren drømte om sin ungdoms og sin manddoms tid, og ved dagningen stod hele skoven dejlig med rimfrost, det var Vinterens sommerdrøm; solskinnet dryssede rimfrost fra grenene.
"Når kommer våren?" spurgte spurvene.
"Våren!" lød det som ekko fra de banker, hvor sneen lå. Og solen skinnede mere og mere varm, sneen smeltede, fuglene kvidrede: "Våren kommer!"
Og højt gennem luften kom den første stork, den anden fulgte; et dejligt barn sad på ryggen af hver, og de dalede ned på den åbne mark og de kyssede jorden, og de kyssede den gamle stille mand, og som Moses på bjerget, svandt han, båret af skytågen.
Årets historie var endt.
"Det er meget rigtigt!" sagde spurvene, "og det er også meget kønt, men det er ikke efter almanakken, og så er det galt!"
Nadaljuj z branjem
