Waltey
Zgodba leta
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Zgodba leta
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- English
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 16 min branja
- Obseg
- 13 strani
- Naslov izvirnika
- Årets historie
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je English, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Zgodba leta
It was late in January, and a terrible snowstorm was raging; the snow flew in swirling eddies through streets and lanes. The windowpanes looked as though they had been plastered with snow on the outside; it tumbled from the roofs in heaps, and people were in full flight. They ran, they flew, they rushed into one another’s arms, clinging together for a moment and keeping their footing that long. Carriages and horses looked as though they had been dusted with powder; the servants stood with their backs to the carriages, travelling backwards into the wind, while the pedestrian kept well in the shelter of a carriage as it crept slowly through the deep snow. And when at last the storm subsided and a narrow path had been cleared along the houses, people still came to a standstill whenever they met. Neither wished to take the first step into the deep snow to let the other pass. They stood in silence until at last, as though by a wordless agreement, each sacrificed a leg and plunged it into the snowdrift.
Towards evening it grew perfectly still. The sky looked as though it had been swept clean and made higher and more transparent; the stars seemed brand-new, and some were so blue and bright—and the frost was so hard that everything creaked. No wonder the upper crust of snow was strong enough by morning to bear the sparrows. They hopped about, now on top, now down in the places that had been shovelled, but there was little food to be found, and they were bitterly cold.
“Chirp!” said one to another. “So this is what they call the New Year! Why, it’s worse than the old one! We might just as well have kept that. I’m dissatisfied, and I have good reason to be!”
“Yes, there were the humans running about, firing shots to welcome the New Year,” said a little half-frozen sparrow. “They smashed pots against doors and were quite wild with joy because the old year was going away! And I was glad too, for I expected we should have warm days then, but nothing has come of it. The frost is much harder than before! The humans have got their reckoning of time wrong!”
“Indeed they have!” said a third, who was old and white about the head. “They have something they call an almanac, an invention of their own, and everything is supposed to go by that! But it doesn’t. When spring comes, the year begins; that is nature’s way, and that is what I go by!”
“But when will spring come?” asked the others. “It comes when the stork comes, but there’s no certainty about him, and here in town nobody knows anything about it. They know better out in the country. Shall we fly out there and wait? At least we shall be nearer spring.”
“Yes, that may be all very well!” said one who had been hopping about and chirping for a long time without really saying anything. “Here in town I have certain comforts which I’m afraid I should miss out there. Just round here, in a courtyard, there is a human family who have very sensibly thought of fastening three or four flowerpots to the wall, with the wide opening facing inwards and the bottom outwards. A hole has been cut in each bottom, large enough for me to fly in and out. My husband and I have our nest there, and all our young have flown from it. Naturally, the human family arranged it all for the pleasure of watching us; otherwise they would hardly have done it. They scatter breadcrumbs too, for their own pleasure, and so we have our food! One is quite provided for, as it were—and so I think I shall stay, and my husband will stay! Though we are very dissatisfied—but we shall stay!”
“And we shall fly out into the country to see whether spring is coming!” And off they flew. There was real winter in the country; the frost was a couple of degrees harder there than in town. The keen wind swept across the snow-covered fields. The farmer sat in his sleigh, wearing great mittens, and beat his arms about to drive the cold from them. His whip lay in his lap; the lean horses ran until they steamed, the snow creaked, and the sparrows hopped in the wheel tracks and shivered. “Chirp! When will spring come? It is so long in coming!”
“So long!” rang out across the fields from the highest hill, covered in snow. It might have been an echo they heard, but it might also have been the voice of the strange old man who sat at the very top of the snowdrift in wind and weather. He was quite white, like a peasant in a coat of white homespun, with long white hair and a white beard, very pale, and with large, clear eyes.
“Who is that old man over there?” asked the sparrows. “I know!” said an old raven sitting on the gatepost. He was condescending enough to acknowledge that we are all little birds before our Lord, and so he deigned to talk to the sparrows and explain. “I know who the old man is. He is Winter, the old man from last year. He is not dead, as the almanac says; no, indeed, he is guardian to the little prince Spring, who is coming. Yes, Winter holds command. Brr! I dare say your little bones are creaking!”
“Yes, isn’t that just what I say!” said the smallest. “That almanac is nothing but a human invention; it isn’t suited to nature! They ought to leave that to us, who are more finely made!”
A week went by, and then almost two. The forest was black; the frozen lake lay heavy and looked like solid lead. The clouds—no, they were not clouds, but wet, icy mists—hung over the land. The great black crows flew in flocks without a cry; it was as though everything slept. A sunbeam glided across the lake, and it shone like molten tin. The snow over the fields and up on the hill no longer glittered as before, but the white figure, Winter himself, still sat there with his eyes fixed on the south. He did not notice at all that the blanket of snow seemed to be sinking into the earth, that here and there a little patch of grassy green appeared, and there the sparrows swarmed.
“Chirrup! Chirrup! Is spring coming now?” “Spring!” rang out over field and meadow and through the dark-brown woods, where the moss shone fresh and green on the tree trunks. And through the air, from the south, came the first two storks. On the back of each sat a lovely little child, a boy and a girl. They kissed the earth in greeting, and wherever they set their feet, white flowers sprang up beneath the snow. Hand in hand they went up to the old man of ice, Winter, and nestled against his breast in greeting. At that very moment all three were hidden, and the whole landscape too; a thick, wet mist, so dense and heavy, enveloped everything. A little later a breeze stirred—the wind rushed along in strong gusts and drove the mist away, and the sun shone so warmly. Winter himself had vanished; spring’s lovely children sat upon the throne of the year.
“Now that is what I call New Year!” said the sparrows. “I suppose we shall have our rights again now, and compensation for the hard winter!” Wherever the two children turned, green buds shot out on bushes and trees, the grass grew taller, and the cornfields became an ever more lovely green. And all around her the little girl scattered flowers. She had an abundance of them in her skirt; they seemed to spring up there, for it was always full, however eagerly she scattered them. In her haste she shook a whole snowfall of blossom over apple and peach trees, so that they stood in all their splendour before they had properly put out their green leaves.
And she clapped her hands, and the boy clapped his, and birds appeared from no one knew where, all twittering and singing: “Spring has come!”
It was lovely to see. Many a little old mother came out of her door into the sunshine, shook herself, and looked at the yellow flowers shining all over the meadow, just as they had in her young days. The world was young again. “It is blessed out here today!” she said.
The woods were still brownish green, bud upon bud, but the woodruff had come out, so fresh and fragrant; violets grew in abundance, and there were anemones, cowslips, and oxlips. Yes, every blade of grass was full of sap and vigour. It was truly a splendid carpet to sit upon, and there sat spring’s young couple, holding hands, singing and smiling, and growing more and more.
A gentle rain fell upon them from the sky; they did not notice it, for the raindrop and the tear of joy became one and the same drop. Bride and bridegroom kissed, and at that very instant the woods burst into leaf. When the sun rose, all the forests were green!
Hand in hand the bridal couple walked beneath the fresh canopy of leaves, where only the shafts of sunlight and the shadows brought changing shades into the green. There was a virginal purity and a refreshing fragrance in the delicate leaves! Clear and lively, river and brook rippled between the velvet-green reeds and over the many-coloured stones. “Abundance for ever and always, now and to come!” said all nature. And the cuckoo called and the lark trilled; it was lovely spring. Yet the willows wore woollen mittens about their flowers—they were so dreadfully cautious, and that is tiresome!
Days passed, and weeks passed; the warmth seemed to pour down. Waves of hot air swept through the corn, which grew yellower and yellower. The white lotus of the North spread its great green leaves over the surface of the woodland lakes, and the fish sought shade beneath them. And on the sheltered side of the wood, where the sun burned against the farmhouse wall and warmed the open roses through and through, and the cherry trees hung full of juicy, black, almost sun-hot fruit, sat summer’s lovely woman, whom we had seen as a child and as a bride. She looked towards the rising dark clouds, which towered higher and higher in mountain-like waves, blue-black and heavy. They came from three sides; more and more, like a petrified sea turned upside down, they lowered over the forest, where everything was silent, as if under a spell. Every breath of wind had dropped, every bird was still; a solemn expectancy lay over all nature. But on roads and paths people hurried along in carriages, on horseback, and on foot, seeking shelter. Suddenly there came a blaze, as though the sun had burst forth, flashing, dazzling, consuming everything, and darkness returned with a rolling crash. Water poured down in torrents; it was night and it was light, it was silence and it was thunder. The young brown-plumed reeds in the marsh swayed in long waves; the forest branches were hidden in veils of rain. Darkness came and light came, silence and thunder. Grass and corn lay as though beaten down, washed away, never to rise again. Suddenly the rain dwindled to single drops, the sun shone, and from stalk and leaf the water glittered like pearls. The birds sang, the fish leapt from the river, the gnats danced, and out on a rock amid the salt, wave-lashed sea sat Summer himself, the vigorous man with strong, full limbs and dripping hair—rejuvenated by his refreshing bath, he sat in the warm sunshine. All nature around him was rejuvenated; everything was lush, vigorous, and beautiful. It was summer, warm and lovely summer.
Sweet and delightful was the scent from the flourishing clover field, where the bees hummed around the ancient assembly place. A bramble twined about the altar stone, which, washed by the rain, shone in the sunlight. There the queen bee flew with her swarm, and they laid up wax and honey. No one saw it but Summer and his vigorous wife; for them the altar table stood spread with nature’s offering.
The evening sky glowed with a gold richer than any church dome had ever worn, and the moon shone between the evening and the morning glow. It was summertime. And weeks passed, and days passed. The harvesters’ bright scythes flashed in the cornfields; the branches of the apple tree bent beneath red and yellow fruit. The hops smelled delicious and hung in great cones, and under the hazel bushes, where the nuts hung in heavy clusters, husband and wife rested, Summer and his grave-faced woman.
“What riches!” she said. “Blessings all around, homely and good, and yet—I hardly know myself—I long for rest, for peace! I do not know the word for it! Already they are ploughing the fields again! More, always more, is what humans wish to gain! Look at the storks gathering in flocks and following the plough at a distance; the bird of Egypt that carried us through the air! Do you remember when we both came as children to these northern lands? We brought flowers, lovely sunshine, and green woods. Now the wind has dealt harshly with them; they turn brown and dark, like the trees of the south, but unlike those they bear no golden fruit!”
“Would you like to see such fruit?” said Summer. “Then rejoice!” And he raised his arm, and the leaves of the forest were coloured red and gold; a splendour of colour spread over all the woods. The rose hedge shone with fiery red hips, the elder branches hung with great, heavy clusters of blackish-brown berries, the ripe horse chestnuts fell from their dark-green husks, and deep in the woods the violets flowered a second time.
But the queen of the year grew quieter and quieter, and paler. “The wind blows cold!” she said. “The night has wet mists! I long for—the land of my childhood!” And she watched the storks fly away, every one, and stretched her hands towards them. She looked up at the nests, which stood empty; in one grew a tall-stemmed cornflower, and in another a yellow wild radish, as though the nest existed only to shelter and enclose it. And the sparrows came up there.
“Chirp! Where have the gentry gone? I suppose they can’t bear to have the wind blow on them, so they’ve left the country! A pleasant journey to them!” And the leaves of the forest grew yellower and yellower, and leaf fell upon leaf. The autumn storms roared; it was late in the season of harvest. On the fallen yellow leaves lay the queen of the year, gazing with gentle eyes towards the twinkling star, and her husband stood beside her. A gust of wind whirled through the leaves—they fell again, and she was gone, but a butterfly, the last of the year, flew through the cold air.
And the wet mists came, the icy wind, and the long, dark nights. The king of the year stood with snow-white hair, but did not know it himself; he thought it was the snowflakes falling from the clouds. A thin layer of snow lay over the green fields.
And the church bells rang at Christmastime. “The bells are ringing for a birth!” said the king of the year. “Soon the new royal pair will be born, and I shall have rest, as she has! Rest in the twinkling star!”
In the fresh green fir wood, where the snow lay, stood the Christmas angel, blessing the young trees that were to grace its festival. “Joy in the room and beneath the green branches!” said the old king of the year; the weeks had aged him into a snow-white old man. “The time of my rest draws near; the year’s young couple will now receive the crown and sceptre!”
“Yet the power is still yours!” said the Christmas angel. “Power, and not rest! Let the snow lie warm over the young grain! Learn to bear it when another is acclaimed, though you are still the ruler; learn to be forgotten and yet to live! Your hour of freedom comes when spring comes!”
“When will spring come?” asked Winter. “It comes when the stork comes!” And with white locks and a snow-white beard Winter sat, icy cold, old and bent, yet strong as the winter storm and the power of the ice, high upon the hill’s snowdrift, gazing south, just as Winter before him had sat and gazed. The ice cracked, the snow creaked, skaters swept across the shining lakes, and ravens and crows looked handsome against the white ground. Not a breath of wind stirred. And in the still air Winter clenched his fists, and the ice grew fathoms thick between the lands.
Then the sparrows came again from town and asked, “Who is that old man over there?” And the raven sat there again, or a son of his, which comes to much the same thing, and told them, “That is Winter! The old man from last year. He is not dead, as the almanac says, but guardian to the spring that is coming!”
“When spring comes,” said the sparrows, “we shall have good times and a better government! The old one was no good.” And in quiet thought Winter nodded towards the black, leafless forest, where every tree revealed the lovely shape and curve of its branches. In his winter slumber the icy mists of the clouds descended—the ruler dreamed of the days of his youth and manhood, and at dawn the whole forest stood beautiful with hoarfrost. It was Winter’s summer dream; the sunshine scattered hoarfrost from the branches.
“When will spring come?” asked the sparrows. “Spring!” sounded like an echo from the snow-covered hills. And the sun shone more and more warmly, the snow melted, and the birds twittered, “Spring is coming!”
High through the air came the first stork, and the second followed. A lovely child sat on the back of each, and they descended into the open fields and kissed the earth, and kissed the silent old man; and like Moses on the mountain, he vanished, borne away by the cloudy mist.
The story of the year was over. “That is all very true!” said the sparrows. “And very pretty too, but it isn’t according to the almanac, and so it is wrong!”
Izvirnik
Årets historie
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det var sidst i januar; en frygtelig snestorm var det; sneen fløj i fygende hvirvel gennem gader og stræder; ruderne udenpå var som overklistrede med sne, fra tagene styrtede den i dynger, og så var der en flugt i folk, de løb, de fløj og fór hinanden i armene, holdt hinanden fast et øjeblik og havde så længe fodfæste. Kareter og heste var ligesom overpudrede, tjenerne stod med ryggen mod kareten og kørte baglæns imod vinden, fodgængeren holdt sig stadigt i læ af vognen, der kun langsomt gled af sted i den dybe sne; og da endelig stormen lagde sig og der blev kastet en smal sti langs husene, så stod dog folk stille der, når de mødtes; ingen af dem havde lyst til at gøre det første skridt, med at træde op i den dybe sne, for at den anden kunne slippe forbi. Tavse stod de, til endelig, efter ligesom en stille overenskomst, hver af dem gav et ben til pris og lod dette gå ind i snedyngen.
Mod aften var det blikstille, himlen så ud, som om den var fejet og gjort mere høj og gennemsigtig, stjernerne syntes splinternye, og nogle var så blå og klare, – og det frøs så det knagede efter, – sagtens kunne da det øverste snelag blive så stærkt, at det i morgenstunden bar gråspurvene; de hoppede om snart oppe snart nede, hvor der var skovlet, men megen æde var der ikke at finde, og de frøs ordentligt.
"Pip!" sagde den ene til den anden, "det kalder man det nye år! – det er jo værre, end det gamle! så kunne vi lige så godt have beholdt det. Jeg er misfornøjet og det har jeg grund til!"
"Ja, der løb nu menneskene om og skød nytår ind," sagde en lille forfrossen spurv, "de slog potter på døre og var rent ellevilde af glæde over at nu gik det gamle år væk! og det var jeg også glad over, for jeg ventede, at vi da ville få varme dage, men det er der ikke blevet noget af; det fryser meget strengere end før! Menneskene har taget fejl af tidsregningen!"
"Det har de!" sagde en tredje, der var gammel og hvid i toppen; "de har nu noget, som de kalder almanakken, den er sådan deres egen opfindelse, og så skal alt gå efter den! men det gør det ikke. Når foråret kommer, så begynder året, det er naturens gang, og den regner jeg efter!"
"Men, når kommer foråret?" spurgte de andre.
"Det kommer når storken kommer, men det er meget ubestemt med ham, og herinde i byen er der ingen, der ved noget derom, det ved de bedre ude på landet; skal vi flyve derud og vente? Dér er man da foråret nærmere."
"Ja, det kan være meget godt!" sagde en af dem, der længe havde gået og pippet uden egentlig at sige noget. "Jeg har herinde i byen nogle bekvemmeligheder, som jeg er bange, at jeg vil komme til at savne derude. Heromme i en gård er der en menneskefamilie, der meget fornuftigt har fundet på at slå fast i væggen tre, fire urtepotter med den store åbning ind og bunden udad, i den er der skåret et hul så stort, at jeg kan flyve ud og ind; der har jeg og min mand rede, og derfra er alle vore unger fløjet ud. Menneskefamilien har naturligvis indrettet det hele for at have den fornøjelse at se på os, ellers havde de nok ikke gjort det. De strør brødkrummer ud, også for deres fornøjelse, og vi har da føden! der er ligesom sørget for en; – og så tror jeg, at jeg bliver og min mand bliver! skønt vi er meget misfornøjede, – men vi bliver!"
"Og vi flyver ud på landet, for at se om ikke foråret kommer!" og så fløj de.
Og der var ordentlig vinter ude på landet; det frøs dér et par grader stærkere end inde i byen. Den skarpe vind blæste hen over de snelagte marker. Bonden, med store bælgvanter på, sad i sin slæde og slog sig med sine arme for at få kulden af dem, pisken lå på skødet, de magre heste løb, så de dampede, sneen knagede, og spurvene hoppede i hjulsporene og frøs; "pip! når kommer våren? Det varer så længe!"
"Så længe!" klang det hen over markerne fra den højeste banke, belagt med sne; og det kunne være ekko man hørte, men det kunne også være tale af den underlige gamle mand, som sad der øverst på snedriven i vind og vejr; han var ganske hvid, ligesom en bonde i hvid vadmelskofte, med langt hvidt hår, hvidt skæg, ganske bleg og med store klare øjne.
"Hvem er den gamle der henne?" spurgte spurvene.
"Det ved jeg!" sagde en gammel ravn, der sad på ledpælen, og var nedladende nok til at erkende, at vi alle er småfugle for Vorherre, og derfor også indlod sig med spurvene og gav forklaring. "Jeg ved, hvem den gamle er. Det er Vinteren, den gamle mand fra det forrige år, han er ikke død, som almanakken siger, nej han er såmænd formynder for den lille prins Forår, der kommer. Jo, Vinteren fører regimentet. Hu! det knager nok i jer, I små!"
"Ja, er det ikke det jeg siger!" sagde den mindste, "den almanak er bare menneskepåfund, den er ikke lempet efter naturen! det skulle de lade os om, vi, som er finere skabt!"
Og der gik en uge, der gik næsten to; skoven var sort, den frosne indsø lå så tung og så ud som størknet bly; skyerne, ja det var ikke skyer, der var våde, iskolde tåger, der hang hen over landet; de store sorte krager fløj i flokke, uden skrig, det var som om alt sov. – Der gled en solstråle hen over søen, og den skinnede som smeltet tin. Snelaget hen over marken og oppe på banken glimrede ikke som før, men den hvide skikkelse, Vinteren selv, sad der endnu med blikket stadigt mod syden; han mærkede slet ikke, at snetæppet ligesom sank ind i jorden, at hist og her en lille græsgrøn plet kom frem, og der myldrede det da med spurve.
"Kvivit! Kvivit! kommer nu våren?"
"Våren!" klang det hen over mark og eng og igennem de sortbrune skove, hvor mosset skinnede friskt grønt på træstammerne; og gennem luften kom flyvende, sydfra, de to første storke; på ryggen af hver sad der et lille dejligt barn, en dreng og en pige; og de kyssede jorden til hilsen, og hvor de satte deres fødder, voksede hvide blomster frem under sneen; hånd i hånd gik de op til den gamle ismand, Vinteren, lagde sig ved hans bryst til ny hilsen og i samme stund var de alle tre skjulte og hele landskabet skjult; en tyk, våd tåge, så tæt og tung, indhyllede alt. – Lidt efter luftede det, – vinden fór af sted, den kom med stærke kast og jog tågen bort, solen skinnede så varmt; – vinteren selv var forsvunden, forårets dejlige børn sad på årets trone.
"Det kalder jeg nytår!" sagde spurvene. "Nu får vi vel igen vore rettigheder og erstatning for den strenge vinter!"
Hvorhen de to børn vendte sig, der skød grønne knopper frem på buske og træer, der blev græsset højere, sædemarken mere og mere liflig grøn. Og rundt om kastede den lille pige blomster; hun havde af dem i overflødighed i sit skørt, de syntes der at myldre frem, altid var det fuldt, i hvor ivrig hun var med at kaste, – i sin ilfærdighed rystede hun en hel blomstersne hen over æble- og ferskentræer, så at de stod i fuld pragt før de endnu rigtig havde grønne blade.
Og hun klappede i hænderne og drengen klappede, og da kom der fugle frem, man vidste ikke hvorfra, og alle kvidrede og sang: "Våren er kommen!"
Det var dejligt at se. Og mangen gammel morlille kom uden for sin dør i solskinnet, skuttede sig, så hen på de gule blomster, der prangede over hele engen, akkurat ligesom i hendes unge dage; verden blev ung igen, "det er velsignet i dag herude!" sagde hun.
Og skoven var endnu brungrøn, knop ved knop, men skovmærken var fremme, så frisk og så duftende, violerne stod i en fylde, og der var anemoner, kodriver og oksedriver, ja i hvert græsstrå var saft og kraft, det var rigtignok et pragttæppe at sidde på, og der sad forårets unge par og holdt hinanden i hænderne og sang og smilede og voksede mere og mere.
En mild regn faldt fra himlen over dem, de mærkede det ikke, regndråben og glædeståren blev en og samme dråbe. Brud og brudgom kyssede hinanden, og i det nu sprang skoven ud. – Da solen stod op, var alle skove grønne!
Og hånd i hånd gik brudeparret under det friske hængende løvtag, hvor kun sollysets stråler og slagskyggerne gav farveveksel i det grønne. En jomfruelig renhed og en forfriskende duft var i de fine blade! klar og levende rislede å og bæk mellem de fløjlsgrønne siv og over de brogede sten. "Fuldt op evigt og altid er det og bliver det!" sagde hele naturen. Og kukkeren sang og lærken slog, det var det dejlige forår; dog piletræerne havde uldvanter om sine blomster, de var nu så gruelig forsigtige, og det er kedeligt!
Og så gik dage og så gik uger, varmen ligesom væltede ned; hede luftbølger gik gennem kornet, der mere og mere gulnede. Nordens hvide lotus på skovsøerne spredte sine store grønne blade ud over vandspejlet og fiskene søgte skygge under dem; og på skovens læside, hvor solen brændte på bondehusets væg og ordentlig gennemvarmede de udsprungne roser, og kirsebærtræerne hang fulde med saftige, sorte, næsten solhede bær, sad sommerens dejlige kvinde, hende vi så som barn og som brud; og hun så mod de stigende mørke skyer, der i bølgeformer, som bjerge, sortblå og tunge, løftede sig højere og højere; fra tre sider kom de; mere og mere, som et forstenet omvendt hav, sænkede de sig mod skoven, hvor alt, som ved en trolddom, var tavst; hver luftning havde lagt sig, hver fugl tav, der var en alvor, en forventning i hele naturen; men på veje og stier skyndte sig af sted kørende, ridende og gående, for at komme under tag. – Da lyste det med et, som om solen brød frem, blinkende, blændende, alt opbrændende, og der blev mulm igen i et rullende brag; vandet styrtede i strømme ned; det blev nat og det blev lys, det blev stilhed og det blev bulder. De unge brunfjerede rør i mosen bevægede sig i lange bølger, skovens grene skjultes i vandtåger, mørket kom og lyset kom, stilhed og bulder. – Græs og korn lå som slået ned, som skyllet hen, som skulle det aldrig rejse sig. – Pludselig blev regnen til enkelte dråber, solen skinnede, og fra strå og fra blad blinkede vanddråberne som perler, fuglene sang, fiskene slog op fra å-vandet, myggene dansede, og ude på stenen i det salte piskede havvand sad Sommeren selv, den kraftige mand, med de fyldige lemmer, med drivvådt hår, – forynget af det friske bad, sad han i det varme solskin. Al naturen var forynget rundt om, alt stod frodigt, kraftigt og skønt; det var sommer, den varme dejlige sommer.
Og liflig og sød var den duft, der kom fra den frodige kløvermark, bierne summede der om det gamle tingsted; brombærranken snoede sig op om alterstenen, der, vasket af regnen, skinnede i sollyset; og derhen fløj bidronningen med sin sværm og satte voks og honning. Ingen så det uden Sommeren og hans kraftige viv; for dem stod alterbordet dækket med naturens offergave.
Og aftenhimlen strålede som et guld, ingen kirkekuppel har det så rigt, og månen skinnede mellem aftenrøde og morgenrøde. Det var sommertid.
Og der gik uger og der gik dage. – Høstfolkenes blanke leer blinkede i kornmarkerne, æbletræets grene bøjede sig med røde og gule frugter; humlen duftede dejligt og hang i store kopper og under hasselbuskene, hvor nødderne sad i tunge klaser, hvilede mand og viv, Sommeren med sin alvorsfulde kvinde.
"Hvilken rigdom!" sagde hun, "rundt om velsignelse, hjemligt og godt, og dog, jeg ved ikke selv, jeg længes efter – hvile, – ro! jeg ved ikke ordet derfor! – Nu pløjer de alt igen på marken! Mere og altid mere vil menneskene vinde! – Se storkene komme i flokke og gå i afstand efter ploven; Ægyptens fugl, som bar os gennem luften! Husker du, da vi begge som børn kom herind i Nordens lande? – Blomster bragte vi, dejligt solskin og grønne skove, dem har nu vinden faret ilde med, de brunes og mørknes, som sydens træer, men bærer ikke, som de, gyldne frugter!"
"Dem vil du se?" sagde Sommeren, "så glæd dig da!" og han løftede sin arm og skovens blade farvedes med rødt og med guld, der kom en farvepragt over alle skove; rosenhækken skinnede med ildrøde hyben, hyldegrenene hang med store tunge sortbrune bær, de vilde kastanjer faldt modne ud af de sortgrønne skaller, og inde i skoven blomstrede violerne anden gang.
Men årets dronning blev mere og mere stille, mere bleg. "Det lufter koldt!" sagde hun, "natten har våde tåger! – jeg længes efter – barndomslandet!" –
Og hun så storkene flyve bort, hver en! og hun strakte hænderne efter dem. – hun så op til rederne, der stod tomme, og der voksede op i en den langstilkede kornblomst og i en anden den gule kiddike, som om reden kun var til som værn og gærde om den; og spurvene kom derop.
"Pip! hvor er herskabet blevet af! de kan nok ikke tåle at det blæser på dem, og så er de taget ud af landet! Lykke på rejsen!"
Og mere og mere gul blev skovens blade og løv faldt på løv, efterårets storme suste, det var sent på høstens tid. Og på det gule løvfald lå årets dronning og så med milde øjne mod den blinkende stjerne, og hendes husbond stod hos hende. Et vindstød hvirvlede i løvet – det faldt igen, da var hun borte, men en sommerfugl, årets sidste, fløj gennem den kolde luft.
Og de våde tåger kom, den isnende blæst og de mørke, længste nætter. Årets drot stod med snehvidt hår, men han vidste det ikke selv, han troede, at det var snefnuggene, som faldt fra skyen; et tyndt snelag lå hen over den grønne mark.
Og kirkeklokkerne ringede til juletid.
"Fødselsklokkerne ringer!" sagde årets drot, "snart fødes det nye herskerpar; og jeg får hvile, som hun! Hvile i den blinkende stjerne!"
Og i den friske grønne granskov, hvor sneen lå, stod juleenglen og indviede de unge træer, der skulle til dens fest.
"Glæde i stuen og under de grønne grene!" sagde årets gamle drot, uger havde ældet ham til snehvid gubbe; "det stunder for mig til hvile, årets unge par får nu krone og scepter!"
"Og magten er dog din!" sagde juleenglen, "magten og ikke hvilen! Lad sneen ligge varmende hen over den unge sæd! lær at bære det, at en anden hyldes og du dog er hersker, lær at være glemt og dog at leve! din friheds time kommer, når våren kommer!"
"Når kommer våren?" spurgte Vinteren.
"Den kommer når storken kommer!"
Og med hvide lokker og snehvidt skæg sad Vinteren iskold, gammel og bøjet, men stærk, som vinterstormen og isens magt, højt på bankens snedrive og så mod syd, som Vinteren forud havde siddet og set. – Isen knagede, sneen knirkede, skøjteløberne svang sig på de blanke søer, og ravne og krager tog sig godt ud på den hvide grund, ingen vind rørte sig. Og i den stille luft knyttede Vinteren hænderne, og isen blev favne tyk mellem landene.
Så kom igen spurvene fra byen og spurgte: "Hvem er den gamle mand derhenne?" og ravnen sad der igen, eller en søn af ham, som er lige det samme, og den sagde dem: "Det er Vinteren! den gamle mand fra det forrige år. Han er ikke død, som almanakken siger, men formynder for våren, som kommer!"
"Når kommer våren!" sagde spurvene, "så får vi god tid, og bedre regimente! det gamle duede ikke."
Og i stille tanker nikkede Vinteren til den bladløse, sorte skov, hvor hvert træ viste grenenes dejlige form og bøjning; og under vinterblundet sænkede sig skyernes iskolde tåger, – herskeren drømte om sin ungdoms og sin manddoms tid, og ved dagningen stod hele skoven dejlig med rimfrost, det var Vinterens sommerdrøm; solskinnet dryssede rimfrost fra grenene.
"Når kommer våren?" spurgte spurvene.
"Våren!" lød det som ekko fra de banker, hvor sneen lå. Og solen skinnede mere og mere varm, sneen smeltede, fuglene kvidrede: "Våren kommer!"
Og højt gennem luften kom den første stork, den anden fulgte; et dejligt barn sad på ryggen af hver, og de dalede ned på den åbne mark og de kyssede jorden, og de kyssede den gamle stille mand, og som Moses på bjerget, svandt han, båret af skytågen.
Årets historie var endt.
"Det er meget rigtigt!" sagde spurvene, "og det er også meget kønt, men det er ikke efter almanakken, og så er det galt!"
Nadaljuj z branjem
Morda ti bo všeč tudi
065 THE RUFFED GROUSE'S STORY
Živalske zgodbe Clare Dillingham Pierson · 8 min branja
4 skupnih tagov
Zvonček
Andersenove pravljice · 7 min branja
4 skupnih tagov
197 The Witch of Pictured Rocks
Myths and Legends of Our Own Land · 3 min branja
3 skupnih tagov
066 A MILD DAY IN WINTER
Živalske zgodbe Clare Dillingham Pierson · 9 min branja
3 skupnih tagov