Vse na svojem pravem mestu!

Prevod

Od tega je že več kot sto let! Za gozdom ob velikem jezeru je stal star dvorec, okoli njega pa so bili globoki jarki, v katerih so rasli rogoz, ločje in trstje. Tik ob mostu, ki je vodil k vhodnim vratom, je stala stara vrba in se nagibala nad trstičje.

Iz globoko vrezanega kolovoza sta se zaslišala lovski rog in topot konj, zato je mala gosja pastirica hitela spravljat gosi z mostu, preden bi pridrvela lovska družba. Ta je prišla s takšno naglico, da je morala deklica brž skočiti na enega visokih kamnov ob mostu, če ni hotela, da bi jo poteptali. Bila je še napol otrok, nežna in drobna, z milim izrazom na obrazu in prijaznimi, jasnimi očmi. Toda graščak se za to ni zmenil. Med divjim dirjanjem je obrnil bič v roki in jo iz surove objestnosti z ročajem sunil naravnost v prsi, da se je prekucnila vznak.

»Vse na svoje pravo mesto!« je zavpil. »V blato s teboj!« Nato se je zasmejal, kakor da bi bilo to silno zabavno, in drugi so se smejali z njim. Vsa družba je kričala in vreščala, lovski psi pa so lajali. Res je bilo, kakor pravijo:

»Bogata ptica prifrči!« — Bog ve, koliko bogastva je sploh še imel. Uboga gosja pastirica je med padanjem segla okoli sebe in zgrabila eno od povešenih vrbovih vej. Na njej je obvisela nad blatom, in brž ko so bili gospoda in psi varno za vrati, se je skušala potegniti navzgor. Toda veja se je odlomila pri krošnji in deklica je težko omahnila nazaj v trstje. Prav tisti hip jo je od zgoraj zgrabila močna roka. Bil je potujoči trgovec z nogavicami, ki je od daleč videl, kaj se je zgodilo, in ji prihitel na pomoč.

»Vse na svoje pravo mesto!« je v šali ponovil graščakove besede in jo potegnil na suho. Odlomljeno vejo je prislonil tja, kjer se je odlomila, toda spraviti vse »na svoje pravo mesto« ni zmeraj mogoče! Zato jo je zasadil v mehko zemljo. »Rasti, če moreš, in daj, da bodo iz tebe izrezali dobro piščal za one tam gori v dvorcu!« Graščaku in njegovim je namreč privoščil pošten tek med šibami. Nato je odšel v dvorec, a ne v veliko dvorano, saj je bil za to premalo imeniten! Stopil je med služinčad v spodnjo sobo, kjer so si ogledovali njegovo blago in se pogajali za ceno. Od zgoraj, od gostijske mize, pa sta se razlegala kričanje in tuljenje; temu naj bi se reklo petje, a bolje niso znali. Slišati je bilo smeh in pasje zavijanje, na veliko so se basali in popivali. Vino in staro pivo sta se penila v kozarcih in vrčih, zraven pa so se gostili tudi psi. Mlade plemiče je včasih zamikalo, da so katero od teh živali poljubili, potem ko so ji z dolgim uhljem obrisali gobec. Trgovca z nogavicami so z njegovim blagom poklicali gor, a samo zato, da bi se norčevali iz njega. Vino je šlo noter, pamet pa ven. V nogavico so mu nalili piva, da bi tudi on pil z njimi, vendar brž! To se jim je zdelo neznansko domiselno in smešno. Na eno samo karto so stavili cele črede živine, kmete in kmetije ter jih izgubili.

»Vse na svoje pravo mesto!« je rekel trgovec z nogavicami, ko je bil spet srečno zunaj Sodome in Gomore, kakor je imenoval dvorec. »Odprta cesta je moje pravo mesto; tam zgoraj se nikakor nisem počutil v svoji koži.« In mala gosja pastirica mu je pokimala pri vratih na polje.

Minevali so dnevi in tedni in pokazalo se je, da je odlomljena vrbova veja, ki jo je trgovec z nogavicami zasadil ob vodnem jarku, ostala sveža in zelena, še več, pognala je celo nove poganjke. Mala gosja pastirica je videla, da se je morala ukoreniniti, in tega se je iz vsega srca veselila. Zdelo se ji je, da je to njeno drevo.

Da, drevesu je šlo vse bolje, z vsem drugim na posestvu pa je šlo zaradi popivanja in kvartanja strmo navzdol: to sta dve kolesci, na katerih ni dobro stati.

Še šest let ni minilo, ko je graščak s culo in palico kot revež odšel z doma, dvorec pa je kupil bogat trgovec z nogavicami. Bil je prav tisti, ki so se mu posmehovali in mu ponudili pivo v nogavici. Toda poštenost in delavnost človeku prineseta ugoden veter, in tako je bil trgovec z nogavicami zdaj gospodar dvorca. Odtlej pa v njem ni bilo več kart. »To je pogubno branje,« je govoril. »Nastalo je tako, da je hudič, ko je prvič videl Sveto pismo, hotel napraviti posmehljiv posnetek, ki bi mu bil podoben, in tako si je izmislil karte!«

Novi graščak si je vzel ženo. In kdo je bila? Mala gosja pastirica, ki je bila od nekdaj poštena, pobožna in dobra. V novih oblačilih je bila tako ljubka in imenitna, kakor da bi se rodila kot plemenita gospodična. Kako je prišlo do tega? O, to je predolga zgodba za naše nagle čase, toda zgodilo se je, in najpomembnejše pride šele potem.

Blagoslov in blaginja sta vladala v starem dvorcu. Mati je sama skrbela za hišo, oče pa za vse zunaj nje. Zdelo se je, da blagoslov kar vre na dan, in kjer je blagostanje, tja prihaja še več blagostanja. Stari dvorec so obnovili in prepleskali, jarke očistili in zasadili sadno drevje. Vse je bilo prijetno in lepo, tla v sobah pa so se svetila kakor deska za rezanje slanine. Ob zimskih večerih je gospa sedela v veliki dvorani z vsemi svojimi deklami in predla volno in lan. Vsako nedeljo zvečer so glasno brali iz Svetega pisma, in bral je sam pravosodni svetnik, kajti trgovec z nogavicami je postal pravosodni svetnik, vendar šele na zelo stara leta. Otroci so odraščali — tudi otroci so prišli — in vse so dobro vzgojili in izučili, niso pa bili vsi enako bistrih glav, kakor je pač v vsaki družini.

Vrbova veja zunaj je medtem zrasla v prelepo drevo, ki je raslo svobodno in neobrezano. »To je naše rodovno drevo!« sta govorila stara dva. Otrokom sta naročala, da ga morajo spoštovati in častiti, tudi tistim, ki niso bili posebno bistrih glav.

In zdaj je minilo sto let. Bilo je v našem času. Jezero se je spremenilo v močvirje, stari dvorec pa je bil kakor izbrisan. Ostala je podolgovata mlaka z nekaj kamnitega zidu ob strani, ostanek globokih jarkov. Tu je še zmeraj stalo čudovito staro drevo s povešenimi vejami, rodovno drevo. Kazalo je, kako lepa je lahko vrba, če jo pustimo, da raste po svoje. Resda je bilo deblo po sredi razklano od korenin do krošnje in vihar ga je nekoliko zasukal, vendar je drevo še stalo. Iz vseh razpok in špranj, kamor sta veter in vreme nanesla prst, so rasle trave in cvetlice. Zlasti zgoraj, kjer so se razcepile velike veje, je bil kakor majhen viseči vrt z malinami in kurjo črevco. Celo čisto drobna jerebika se je tam ukoreninila in je stala vitka in nežna sredi stare vrbe, ki se je zrcalila v črni vodi, kadar je veter odgnal vodno lečo v kot mlake. Mimo je čez graščinsko polje vodila ozka stezica.

Visoko na griču ob gozdu, od koder je bil krasen razgled, je stal novi dvorec, velik in veličasten, s tako čistimi šipami, da bi človek mislil, da jih sploh ni. Veliko stopnišče pred vhodom je bilo videti, kakor da ga prekriva uta iz vrtnic in rastlin z velikimi listi. Trata je bila tako čisto zelena, kakor da bi vsako bilko pregledali zjutraj in zvečer. V dvorani so visele dragocene slike, stali so stoli in zofe, prevlečeni s svilo in žametom, ki bi skoraj lahko hodili na svojih nogah, mize z bleščečimi marmornatimi ploščami in knjige v safianu z zlato obrezo … Da, tu so živeli zares bogati ljudje, imenitni ljudje; tu je stanovala baronova družina.

Vse se je skladalo med seboj. Tudi oni so govorili: »Vse na svoje pravo mesto!« Zato so vse slike, ki so nekoč krasile stari dvorec in mu bile v ponos, zdaj visele na hodniku pred sobo za hlapce. Prava šara so bile, zlasti dva stara portreta: na enem moški v rožnato rdečem suknjiču in z lasuljo, na drugem gospa z napudranimi, visoko spetimi lasmi in rdečo vrtnico v roki. Oba je obdajal enak velik venec iz vrbovih vej. Na slikah je bilo polno okroglih lukenj, kajti mali baroni so z loki kar naprej streljali v stara dva. Bila sta pravosodni svetnik in njegova žena, prednika vsega rodu.

»Saj v resnici ne spadata k naši družini!« je rekel eden malih baronov. »On je bil trgovec z nogavicami, ona pa gosja pastirica. Nista bila kakor papa in mama!«

Sliki sta bili ničvredna šara, in ker so govorili »vse na svoje pravo mesto«, sta praded in prababica pristala na hodniku pred sobo za hlapce. Župnikov sin je bil v dvorcu domači učitelj. Nekega dne se je z malimi baroni in njihovo najstarejšo sestro, ki je bila šele pred kratkim pri birmi, sprehodil po stezici proti stari vrbi. Med hojo je iz poljskega zelenja povezovala šopek: »vse na svoje pravo mesto«, in nastajala je čudovita celota. Obenem pa je zelo pozorno poslušala vse, kar so govorili, in srčno jo je veselilo, ko je župnikov sin pripovedoval o naravnih silah ter velikih možeh in ženah iz zgodovine. Bila je zdrava, blaga duša, plemenita v srcu in mislih, s srcem, ki je znalo zares ljubiti vse, kar je ustvaril Bog.

Ustavili so se pri stari vrbi. Najmlajši baron si je močno želel, da bi mu izrezali piščalko, kakršne je že dobil iz drugih vrb, in župnikov sin je odlomil vejo.

»O, nikar!« je rekla mlada baronica, toda bilo je že storjeno. »Saj je to naše staro, znamenito drevo! Tako rada ga imam! Zato se mi doma tudi posmehujejo, a nič zato! O tem drevesu se pripoveduje zgodba …«

In povedala je vse, kar smo že slišali o drevesu, starem dvorcu, gosji pastirici in trgovcu z nogavicami, ki sta se srečala tu in postala začetnika imenitnega rodu in prednika mlade baronice.

»Stara dobra človeka nista hotela sprejeti plemiškega naslova!« je rekla. »Njuno geslo je bilo: ‘Vse na svoje pravo mesto!’ In menila sta, da ne bi bila več na pravem mestu, če bi se dala za denar povzdigniti v plemiča. Šele njun sin, moj ded, je postal baron. Menda je bil zelo učen, zelo spoštovan in priljubljen pri princih in princesah ter je hodil na vse njihove slovesnosti. Doma imajo vsi drugi najraje njega, toda sama ne vem, kaj je na onih dveh starih ljudeh, da me srce tako vleče k njima! V starem dvorcu je moralo biti tako prijetno, življenje tako preprosto in očetovsko, ko je gospodinja sedela in predla z vsemi deklami, stari gospod pa je glasno bral iz Svetega pisma!«

»To sta bila imenitna človeka, pametna človeka!« je rekel župnikov sin. In že so se pogovarjali o plemstvu in meščanstvu; župnikov sin je o plemiškem rodu govoril tako, kakor da sam sploh ne bi pripadal meščanskemu stanu.

»Sreča je pripadati rodu, ki se je odlikoval! Tako nosi človek v krvi nekakšno ostrogo, ki ga žene k dobrim in velikim dejanjem. Lepo je imeti rodbinsko ime, ki odpira vrata najboljših družin. Plemenitost je pravi pomen plemstva; kakor zlatnik je, ki ima z žigom potrjeno vrednost, ki jo že nosi v sebi. Duh časa pa je tak in mnogi pesniki mu seveda sledijo, da naj bi bilo vse plemiško slabo in neumno, pri revežih pa naj bi se vse tem bolj svetilo, čim nižje se spustimo. Jaz ne mislim tako, kajti to je povsem napačno, povsem neresnično. V višjih stanovih najdemo veliko ganljivih in lepih dejanj. Mati mi je pripovedovala o enem takem, lahko pa bi jih navedel še več. Bila je na obisku v imenitni hiši v mestu; moja babica je bila, mislim, dojilja milostljive gospe. Mati je stala v sobi s starim gospodom iz visokega plemstva, ko je ta zagledal na dvorišču staro ženico na berglah. Vsako nedeljo je prihajala po nekaj novčičev. ‘Tam je uboga starka,’ je rekel gospod, ‘tako težko hodi!’ In še preden se je mati zavedela, je bil že skozi vrata in po stopnicah navzdol. Sedemdesetletna ekscelenca je šla sama k revni ženici, da bi ji prihranila naporno pot navzgor po tisto drobno pomoč, zaradi katere je prihajala. To je sicer le majhno dejanje, a kakor ‘vdovin novčič’ zveni iz globine srca, iz same človeške narave. Na to naj kaže pesnik, prav v našem času naj o tem poje, saj to dobro dene, blaži in spravlja! Kjer pa se kak človeček samo zato, ker je modre krvi in ima rodovnik kakor arabski konji, na ulici vzpenja na zadnje noge in rezgeta, v sobi pa reče: ‘Tu so bili ljudje z ulice!’, kadar ga obišče kdo iz meščanskega stanu, tam je plemstvo zgnilo in postalo maska, kakršne si je delal Tespis. Takemu človeku se smejemo in ga prepustimo satiri.«

Tako je govoril župnikov sin. Njegov govor je bil nekoliko dolg, zato pa je bila piščalka medtem izrezana. V dvorcu je bila velika družba, veliko gostov iz okolice in prestolnice. Gospe, oblečene z okusom in brez okusa. Velika dvorana je bila polna ljudi. Župniki iz okolice so spoštljivo stali v gruči v kotu; videti je bilo, kakor da so na pogrebu, vendar je bila veselica, le začela se še ni.

Prirediti so nameravali velik koncert, zato je mali baron prinesel s seboj vrbovo piščalko. Toda iz nje ni mogel izvabiti niti glasu, pa tudi papa ne, zato ni bila za nobeno rabo.

Sledila sta glasba in petje tiste vrste, ki najbolj zabava izvajalce same; sicer pa je bilo vse prav lično. »Tudi vi ste virtuoz!« je rekel neki kavalir, ki je bil otrok svojih staršev. »Igrate na piščal in jo sami tudi izrezujete. To je genij, ki vlada … sedi na desni … Bog nas obvaruj! Povsem sledim času, to je pač treba. Kajne, da nas boste vse očarali s tem drobnim glasbilom!« In podal mu je piščalko, izrezano iz vrbe ob mlaki, ter glasno in razločno oznanil, da jih bo domači učitelj počastil s solom na piščali.

Hoteli so se ponorčevati iz njega, to je bilo lahko razumeti, zato domači učitelj ni hotel zaigrati, čeprav je znal. Toda pritiskali so nanj in ga silili, dokler ni vzel piščalke in jo nastavil k ustom.

To je bila nenavadna piščalka! Iz nje je zadonel ton, tako vztrajen kakor pisk parne lokomotive, le da še veliko močnejši. Razlegal se je po vsem dvorcu, vrtu in gozdu ter daleč naokrog po deželi. Z njim je prišel viharni veter, ki je bučal: »Vse na svoje pravo mesto!« In papa je, kakor da ga nosi veter, odletel iz dvorca naravnost v živinorejčevo hišico, živinorejec pa je poletel navzgor — ne v veliko dvorano, tja ni mogel, temveč v sobo za služabnike, med imenitno služinčad v svilenih nogavicah. Ošabni služabniki so bili kakor od protina ohromeli, ker si je tako nizkoten človek drznil sesti mednje za mizo.

V veliki dvorani pa je mlada baronica poletela na častno mesto pri vrhu mize, kjer si je zaslužila sedeti, župnikov sin pa je dobil sedež ob njej. Sedela sta tam kakor ženin in nevesta. Star grof iz najstarejšega rodu v deželi je ostal nepremično na svojem častnem mestu, kajti piščalka je bila pravična, in tak mora biti človek. Duhoviti kavalir, ki je zakrivil igranje na piščalko, tisti otrok svojih staršev, pa je z glavo naprej odletel med kokoši, vendar ne sam.

Celo miljo daleč je bilo slišati piščalko in povsod so se dogajale velike reči. Bogato veletrgovsko družino, ki se je vozila s četverovprego, je povsem odpihnilo iz kočije; še na zadnji stopnici niso dobili prostora. Dva bogata kmeta, ki sta se v našem času povzpela visoko nad lastna žitna polja, je odpihnilo v blaten jarek. Nevarna piščalka je bila to! Na srečo je ob prvem tonu počila, in prav je bilo tako; potem je spet romala v žep. »Vse na svoje pravo mesto!«

Naslednji dan o dogodku ni nihče govoril; od tod tudi rek, da je treba »pospraviti piščalko«. Vse je bilo spet po starem, le portreta starih dveh, trgovca z nogavicami in gosje pastirice, sta visela v veliki dvorani: tja na steno ju je odpihnilo. In ko je eden pravih poznavalcev umetnosti izjavil, da ju je naslikala mojstrska roka, so ju pustili tam in obnovili. Prej pač niso vedeli, da kaj veljata, in kako naj bi tudi vedeli? Zdaj sta visela na častnem mestu. »Vse na svoje pravo mesto!« In tja bo tudi prišlo! Večnost je dolga, daljša od te zgodbe!

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Det er over hundrede år siden!

Der lå bag skoven ved den store indsø en gammel herregård, og rundt om den var der dybe grave, hvori voksede dunhammere, siv og rør. Tæt ved broen til indkørselsporten stod et gammelt piletræ, der hældede sig ud over rørene.

Omme fra hulvejen lød horn og hestetrampen, og derfor skyndte den lille gåsepige sig med at få gæssene til side fra broen, før jagtselskabet kom galoperende; det kom i sådan en fart, at hun gesvindt måtte springe op på en af de høje sten ved broen, for ikke at blive redet over ende. Halvt barn var hun endnu, fin og spinkel, men med et velsignet udtryk i sit ansigt og to rare klare øjne; men det så herremanden ikke på; i den flyvende fart han kom, vendte han pisken i sin hånd, og af rå lystighed stødte han hende med skaftet lige for brystet, så hun gik bag over.

"Alt på sin rette plads!" råbte han, "i skarnet med dig!" og så lo han, det skulle nu være så morsomt, og de andre lo med; hele selskabet gjorde skrig og skrål og jagthundene gøede, det var rigtignok:

"Rige Fugl kommer susende!"

- Gud ved hvor rig han var endda.

Den stakkels gåsepige greb for sig, idet hun faldt, og fik fat i en af de nedhængende pilegrene; ved den holdt hun sig oppe over dyndet, og så snart herskab og hunde var vel inde af porten, arbejdede hun på at komme op, men grenen knækkede af ved kronen, og gåsepigen faldt tungt tilbage i rørene, da i det samme en kraftig hånd ovenfra greb hende. Det var en vandrende hosekræmmer, som et stykke borte havde set til og skyndte sig nu med at komme hende til hjælp.

"Alt på sin rette plads!" sagde han i spøg efter herremanden og trak hende op på det tørre; den afbrækkede gren stillede han hen mod stedet, hvor den var knækket af, men "på sin rette plads," det går ikke altid! og så stak han grenen ned i den bløde jord, "gro om du kan og skær dem en god fløjte deroppe på gården!" han undte herremanden og hans en dygtig spidsrodsmarch; og så gik han ind på herregården, men ikke op i højsalen, dertil var han for ringe! ind til folkene i borgestuen kom han, og de så på hans varer og købslog; men oppe fra gildesbordet lød skrål og vræl, der skulle være sang, de kunne den ikke bedre. Der lød latter og hundehyl, der var stor fråsen og sviren; vin og gammelt øl skummede i glas og krus, og livhundene åd med; et og andet bæst af dem blev af junkerne kysset, efter at det først med den lange ørelap var tørret om snuden. Hosekræmmeren blev kaldt derop med sine varer, men kun for at de kunne have deres spas med ham. Vinen var gået ind og Forstanden ud. De hældte øl i en strømpe til ham, at han kunne drikke med, men gesvindt! det var nu så overordentligt snildt og til grin. Hele drift kvæg, bønder og bøndergårde blev satte på ét kort og tabt.

"Alt på sin rette plads!" sagde hosekræmmeren, da han igen var vel uden for Sodoma og Gomorra, som han kaldte det. "Den åbne landevej, det er min rette plads, der oppe var jeg slet ikke i mit es." Og den lille gåsepige nikkede til ham fra markleddet.

Og der gik dage og der gik uger, og det viste sig, at den afbrækkede pilegren, som hosekræmmeren havde stukket ned ved vandgraven, holdt sig stadig frisk og grøn, ja at den skød endogså nye skud; den lille gåsepige så, at den måtte have fæstet rod, og hun glædede sig så inderligt derover, det var hendes træ, syntes hun.

Ja, med det gik det fremad, men med alt andet på gården gik det svært tilbage ved svir og ved spil: Det er to triller, som ikke er gode at stå på.

Der var ikke gået seks år, så vandrede herremanden med pose og stav, som fattig mand, fra gården og den blev købt af en rig hosekræmmer, og det var just ham, som havde været til spot og grin og var budt øl i en strømpe; men ærlighed og driftighed, de giver god medbør, og nu var hosekræmmeren herre på gården; men fra den stund kom der aldrig kortenspil der; "det er en slem læsning," sagde han, "den kommer derfra, at da Fanden første gang så Bibelen, ville han vrænge en efter, der skulle være ligesådan, og så opfandt han kortenspillet!"

Den nye herremand tog sig en frue, og hvem var hun, det var den lille gåsepige, som altid havde været skikkelig, from og god; og i de nye klæder så hun ud så fin og køn, som var hun født en fornem jomfru. Hvorledes gik det til? Ja, det er for lang en historie i vor travle tid, men det gik til, og det vigtigste kommer bag efter.

Velsignet og godt var der på den gamle gård, moder stod selv for det indvendige og fader for det udvendige; det var ligesom velsignelsen vældede frem, og hvor velstand er, der kommer velstand til huse. Den gamle gård blev pudset og malet, gravene rensede og frugttræer plantede; venligt og godt så der ud og stuegulvet var blankt som et spækbræt. I den store sal sad om vinteraftnerne madammen med alle sine piger og spandt uldent og linned; og hver søndag aften læstes der højt af Bibelen, og det af justitsråden selv, for han blev justitsråd, hosekræmmeren, men det var først på hans meget gamle dage. Børnene voksede til, - der kom børn, - og alle blev de vel oplært, men de havde jo ikke lige gode hoveder, sådan som det er i enhver familie.

Men pilegrenen udenfor var blevet til et helt prægtigt træ, der stod frit og ubeskåret, "det er vort stamtræ!" sagde de gamle folk, og det træ skulle holdes i agt og ære! sagde de til børnene, også til dem som ikke havde gode hoveder.

Og nu var der gået hundrede år.

Det var i vor tid; søen var blevet til en mose, og den gamle herregård var ligesom visket ud, der stod en aflang pyt vand, med lidt stensætning til siden, det var resten af de dybe grave, og her stod endnu et prægtigt gammelt træ, der hældede sine grene, det var stamtræet; det stod og viste, hvor smukt et piletræ kan være, når det får lov til at skøtte sig selv. - Det var jo rigtignok revnet midt i stammen, lige nede fra roden og op til kronen, stormen havde drejet det lidt, men det stod, og fra alle revner og sprækker i det, hvor vind og vejr havde lagt muldjord, voksede græs og blomster; især øverst, hvor de store grene delte sig, var der ligesom en hel lille hængende have, med hindbær og fuglegræs, ja endogså et lille bitte rønnebærtræ havde der rodfæstet sig og stod så slankt og fint midt oppe i det gamle piletræ, der spejlede sig i det sorte vand, når vinden havde drevet andemaden hen i et hjørne af vandpytten. - En lille sti, hen over hovmarken, førte tæt her forbi.

Højt på banken ved skoven, med en dejlig udsigt, lå den nye gård, stor og prægtig, med glasruder så klare, at man skulle tro at der slet ingen var. Den store trappe ved døren så ud, som om den havde lysthus på af roser og storbladede planter. Græspletten var så ren grøn, som om hvert strå blev set efter morgen og aften. Inde i salen hang kostelige malerier, og der stod med silke og med fløjl stole og sofaer, der næsten kunne gå på deres egne ben, borde med blanke marmorplader, og bøger i safian og guldsnit . . . . jo, det var rigtignok rige folk, som boede her, det var fornemme folk, her boede baronens.

Det ene svarede der til det andet. "Alt på sin rette plads!" sagde de også, og derfor var alle de skilderier, som engang havde været til stads og hæder på den gamle gård, nu ophængt i gangen til karlekamret; rigtigt skrammel var det, især to gamle portrætter, det ene en mand i rosenrød kjole og med paryk, det andet en dame med pudret opsat hår og en rød rose i hånden, men begge omgivet ens med en stor krans af pilegrene. Der var så mange runde huller i de to billeder, og det kom af at de små baroner altid gik og skød deres flitsbuer af på de to gamle folk. Det var justitsråden og justitsrådinden, dem hele slægten stammede ned fra.

"Men de er ikke rigtig af vor familie!" sagde en af de små baroner. "Han var en hosekræmmer og hun en gåsetøs. De var ikke som papa og mama!"

Billederne var noget dårligt skrammel, og "alt på sin rette plads!" sagde man, og så kom oldefar og oldemor på gangen til karlekamret.

Præstesønnen var huslærer der på gården; han gik en dag med de små baroner og deres ældste søster, der lige nylig var konfirmeret, og de kom hen over stien, ned mod det gamle piletræ; og medens de gik, bandt hun en buket af markens grønt; "alt på sin rette plads," og det blev et skønhedshele. Imidlertid hørte hun dog meget godt efter alt hvad der blev sagt, og det glædede hende så meget at høre præstesønnen fortælle om naturens kræfter og historiens store mænd og kvinder; hun var en sund velsignet natur, adlet i sjæl og tanke, og med et hjerte til ret at omfatte alt skabt af Gud.

De standsede nede ved det gamle piletræ; den mindste af baronerne ville så gerne have sig en fløjte skåret, det havde han før fået af andre piletræer, og præstesønnen brød en gren af.

"Oh gør det ikke!" sagde den unge baronesse; men så var det gjort. "Det er jo vort gamle berømmelige træ! jeg holder så meget af det! ja derfor ler man mig også ud hjemme, men det er det samme! Der er et sagn om det træ -!"

Og nu fortalte hun alt hvad vi have hørt om træet, om den gamle gård, om gåsepigen og hosekræmmeren, som mødtes her og blev stamforældre til den fornemme slægt og til den unge baronesse.

"De ville ikke lade sig adle, de gamle skikkelige folk!" sagde hun. "De havde det mundheld: 'Alt på sin rette plads!' og det syntes de at de ikke kom, når de for penge lod sig ophøje. Det var deres søn, min bedstefader, som blev baron, han skal have haft stor lærdom, været højt anset og afholdt af prinser og prinsesser, været med ved alle deres fester. Ham holder de andre hjemme mest af, men, jeg ved ikke selv, der er mig noget ved det gamle par, som drager mit hjerte til dem! der må have været så hyggeligt, så patriarkalsk på den gamle gård, hvor husmoderen sad og spandt med alle sine piger og den gamle herre læste højt af Bibelen!"

"Det har været prægtige folk, fornuftige folk!" sagde præstesønnen; og så var de lige inde i tale om adel og borgerlig, og det var næsten, som om præstesønnen ikke hørte til borgerskabet, således talte han om det at være af adel.

"Det er lykkeligt at høre til en slægt, som har udmærket sig! således at have ligesom en blodets spore i sig til at gå frem i det dygtige. Dejligt er det at eje et slægtsnavn, der er adgangskort til de første familier. Adel betyder ædel, det er guldmønten, der har fået i stempel, hvad den selv er i værd. - Det er tidens tone, og mange poeter slår naturligvis ind i den, at alt hvad adeligt er skal være dårligt og dumt, men hos den fattige, jo lavere man stiger ned, des mere glinser det. Men det er ikke min mening, thi det er aldeles galt, aldeles falsk. I de højere stænder findes mange gribende skønne træk; min moder har fortalt mig et, og jeg kunne give flere. hun var i besøg i et fornemt hus i byen, min mormor, tror jeg, havde opammet den nådige frue. Min moder stod i stuen med den gamle højadelige herre; da så han, at der kom nede i gården en gammel kone på krykker; hver søndag kom denne og fik et par skilling. 'Der er den gamle stakkel,' sagde herren, 'hun har så svært ved at gå' - og før min moder forstod det, var han ude af døren og nede af trapperne, han den halvfjerdsindstyveårige gamle excellence, var selv gået ned til den fattige kone for at spare hende fra at gå den besværlige vej op efter den skillings hjælp, hun kom efter. Det er jo kun et ringe træk, men som 'enkens skærv' har den klang fra hjertebunden, klang fra menneskenaturen; og derhen skal digteren pege, i vor tid just skal han synge derom, det gør godt, mildner og forsoner! Men hvor et stykke menneske, fordi han er af blod og har stamtavle, som de arabiske heste, står på bagbenene og vrinsker i gaden, og i stuen siger: 'Her har været folk fra gaden!' når en borgerlig har været derinde, dér er adelen gået i forrådnelse, blevet til maske af den slags, som Thespis gjorde sig dem, og man morer sig over personen og giver den satiren i vold."

Det var præstesønnens tale, den var noget lang, men så var fløjten skåret.

Der var stort selskab på gården, mange gæster fra omegnen og hovedstaden. Damer klædte med smag og uden smag. Den store sal ganske opfyldt af mennesker. Omegnens præster stod ærbødigt i klump i et hjørne, det så ud, som om der var begravelse, men der var fornøjelse, men den var endnu ikke sat i gang.

Stor koncert skulle der være, og derfor havde den lille baron sin pilefløjte ind med, men han kunne ikke få vejr i den, det kunne ikke heller papa, og derfor duede den ikke.

Der var musik og sang, af den slags, der er mest morsom for dem, som udøver den; forresten nydeligt.

"De er også virtuos!" sagde en kavaler, der var sine forældres barn; "De blæser fløjte, De skærer den selv. Det er geniet, der behersker - sidder på højre side, - Gud bevar'os! jeg følger ganske med tiden, det må man. Ikke sandt, De vil henrykke os alle med det lille instrument!" og så rakte han ham den lille fløjte, der var skåret af piletræet nede ved vandpytten, og højt og lydeligt forkyndte han, at huslæreren ville skænke dem en solo på fløjte.

Der skulle gøres nar af ham, det var let at forstå, og huslæreren ville så ikke blæse, skønt han nok kunne, men de trængte på, de nødte ham, og så tog han fløjten og satte den for munden.

Det var en underlig fløjte! der lød en tone, så udholdende, som den klinger fra damplokomotivet, ja meget stærkere; den lød over hele gården, haven og skoven, milevidt ud i landet, og med lyden kom der en stormvind, som bruste: "Alt på sin rette plads!" - og så fløj papa ligesom båret af vinden, ud af gården, og lige lukt ind i røgterhuset, og røgteren fløj op - ikke i storstuen, der kunne han ikke komme, nej op i tjenerkamret, mellem det fine tjenerskab, der gik i silkestrømper, og de stolte karle blev som gigtslået ved, at sådan en ringe person turde sætte sig til bords mellem dem.

Men i højsalen fløj den unge baronesse op ved den øverste bordende, hvor hun var værdig at sidde, men præstesønnen fik sæde ved siden af, og der sad de begge to, som om de var et brudepar. En gammel greve af landets ældste slægt blev urokket på sin hædersplads; for fløjten var retfærdig, og det skal man være. Den vittige kavaler, der var skyld i fløjtespillet, han der var sine forældres barn, fløj på hovedet ind imellem hønsene, men ikke alene.

En hel mil ud i landet lød fløjten, og der hørtes store begivenheder. En rig grossererfamilie, der kørte med fire, blæste aldeles ud af vognen, og fik ikke engang plads bag på; to rige bønder, der i vor tid var vokset over deres egen kornmark, blæste ned i muddergrøften; det var en farlig fløjte; lykkeligvis sprak den ved den første lyd, og det var godt, så kom den i lommen igen: "Alt på sin rette plads!"

Dagen efter talte man ikke om den begivenhed, derfor har man den talemåde "at stikke piben ind!" Alt var også i sin gamle orden igen, kun at de to gamle billeder, hosekræmmeren og gåsepigen, hang oppe i højsalen, der var de blæst op på væggen; og da en af de rigtige kunstkendere sagde, at de var malet af en mesterhånd, så blev de hængende og istandsat, man vidste jo ikke før at de duede, og hvor skulle man vide det. Nu hang de på hædersplads. "Alt på sin rette plads!" og der kommer det! Evigheden er lang, længere end denne historie!

Prevod

Izvirnik

Morda ti bo všeč tudi