Waltey
Vdovin sin
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Vdovin sin
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 15 min branja
- Obseg
- 12 strani
- Naslov izvirnika
- 014 Enkesønnen
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Vdovin sin
Nekoč je živela revna, silno revna vdova, ki je imela enega samega sina. Garala je in skrbela zanj, dokler ni opravil birme, potem pa mu je rekla, da ga ne more več preživljati;
oditi bo moral služit za vsakdanji kruh. Fant se je torej odpravil v svet, in ko je hodil kakšen dan, je srečal neznanega moža. »Kam pa greš?« ga je vprašal mož.
»V svet grem poskusit, ali bi kje dobil službo,« je rekel fant. »Bi služil pri meni?« »O, pa že, prav tako rad pri vas kakor pri kom drugem,« je odgovoril fant. »Dobro se ti bo godilo pri meni,« je dejal mož. »Samo družbo mi boš delal, drugega ti ne bo treba početi.« Fant je šel z njim in dobro živel, jedače in pijače mu ni manjkalo, dela pa je imel malo ali nič; vendar pri možu ni nikoli videl nobenega človeka.
Nekega dne mu je mož rekel: »Zdaj odhajam za osem dni; ta čas boš ostal tu sam, vendar ne smeš stopiti v nobeno od teh štirih sob! Če to storiš, te bom ubil, ko se vrnem.« Ne, je rekel fant, tega že ne bo storil. Toda ko je bil mož zdoma tri ali štiri dni, se fant ni mogel več premagovati in je stopil v prvo sobo. Ozrl se je naokrog, a ni videl ničesar razen police nad vrati, na kateri je ležal bič iz šipkovih vej. To je pa res nekaj takega, da mi je bilo treba tako strogo prepovedati, da bi videl, si je mislil fant. Ko je minilo šest dni, se je mož vrnil domov. »Saj nisi bil v nobeni od sob?« je vprašal. »Ne, prav v nobeni,« je rekel fant. »No, to bom takoj videl,« je dejal mož in stopil v sobo, v kateri je bil fant. »Pa si vendarle bil tukaj,« je rekel, »in zdaj boš ob življenje.« Fant je jokal in prosil milosti, pa je le odnesel živo glavo; zato pa je dobil poštene batine. Ko je bilo tega konec, sta bila spet prav tako dobra prijatelja kot prej.
Čez nekaj časa je mož znova odpotoval; tokrat je nameraval ostati zdoma štirinajst dni, a je fantu najprej spet prepovedal vstopiti v katero od sob, v katerih še ni bil; v tisto, v kateri je že bil, pa je smel spet iti.
In godilo se je prav tako kakor prvič; le da se je fant tokrat osem dni premagoval, preden je stopil noter. Tudi v tej sobi ni videl drugega kakor polico nad vrati, na njej pa velik kamen in vrč vode. Tega se je pa res treba tako bati, si je spet mislil fant. Ko se je mož vrnil domov, ga je vprašal, ali je bil v kateri od sob;
ne, kje pa, tam fant že ni bil. »No, to bom takoj videl,« je rekel mož, in ko je ugotovil, da je fant vendarle bil tam, je dejal: »Zdaj ti pa ne prizanesem več!
Zdaj boš ob življenje!« Toda fant je spet jokal in prosil milosti, pa jo je tudi tokrat odnesel le z batinami, vendar jih je dobil toliko, kolikor jih je le mogel prenesti. Ko si je opomogel, pa je živel prav tako dobro kakor prej in z možem sta bila spet dobra prijatelja. Čez nekaj časa je moral mož znova na pot, tokrat za tri tedne, in fantu je spet prepovedal stopiti v tretjo sobo; če bo šel vanjo, se lahko kar takoj pripravi na smrt.
Po štirinajstih dneh se fant ni mogel več premagovati in se je splazil noter; toda v sobi ni videl ničesar razen lopute v tleh. Ko jo je privzdignil in pogledal skoznjo, je spodaj stal velik bakren kotel, v katerem je brbotalo in vrelo, a pod njim ni videl nobenega ognja. Prav rad bi vedel, ali je vroče, si je mislil fant in pomočil prst vanj; ko ga je spet izvlekel, je bil ves pozlačen. Praskal je po njem in ga umival, toda pozlata ni hotela stran; pa si je okoli prsta ovil cunjo, in ko se je mož vrnil domov ter ga vprašal, kaj je z njegovim prstom, je fant rekel, da se je grdo urezal. Toda mož mu je strgal cunjo s prsta in tedaj je dobro videl, kaj je z njim.
Sprva ga je hotel ubiti, ko pa je fant spet zajokal in prosil milosti, ga je samo pretepel, tako da je tri dni ležal v postelji. Nato je s stene snel lonček, ga namazal z mazilom iz njega in fant je bil pri priči spet zdrav.
Čez nekaj časa je mož spet odpotoval in se ni nameraval vrniti prej kot čez mesec dni. Tokrat pa je fantu rekel, naj nikar ne upa, da bo ostal živ, če stopi v četrto sobo. Dva ali tri tedne se je fant premagoval, potem pa ni mogel več; moral je in moral v sobo, pa je smuknil vanjo. Tam je bil privezan velik črn konj, pred glavo je imel korito z žerjavico, pri repu pa koš sena. Fantu se je zdelo, da to ni prav, zato ju je zamenjal in postavil koš sena h konjevi glavi. Tedaj je konj spregovoril: »Ker si tako dobrega srca, da mi privoščiš jesti, te bom rešil. Če se trol zdaj vrne in te najde, te bo ubil. Pojdi v sobo tik nad tole in vzemi enega od oklepov, ki visijo tam; pa nikar ne vzemi katerega od bleščečih, temveč najbolj zarjavelega, kar jih vidiš. Tudi meč in sedlo si izberi prav tako.« Fant je storil, kakor mu je naročil konj, le da je vse to le stežka nosil.
Ko se je vrnil, mu je konj rekel, naj se sleče do golega, stopi v kotel, ki vre v drugi sobi, in se v njem dobro okopa. To bo pa gotovo grozno, si je mislil fant, a je vseeno ubogal. Ko se je okopal, je postal lep in lepo raščen, rdeč in bel kakor kri in mleko, pa tudi veliko močnejši kot prej. »Čutiš kakšno spremembo?« je vprašal konj. »Da!« je rekel fant. »Poskusi me dvigniti,« je dejal konj; in res ga je lahko dvignil, tudi z mečem je vihtel, kakor da ne tehta nič. »Zdaj pa mi nadeni sedlo,« je rekel konj, »obleci oklep, vzemi še šipkov bič, kamen, steklenico vode in lonček mazila, pa pojdiva.«
Komaj se je fant povzpel na konja, že sta zdrvela, da še sam ni vedel, kako jima pot beži pod nogami. Ko sta že nekaj časa jezdila, je konj rekel: »Zdi se mi, da slišim bobnenje.
Ozri se! Ali kaj vidiš?« »Veliko, veliko jih prihaja za nama, gotovo kakih dvajset!« je rekel fant. »Da, to je trol,« je dejal konj, »zdaj prihaja s svojimi.«
Še nekaj časa sta jezdila, dokler se jima zasledovalci niso začeli bližati. »Zdaj vrzi šipkov bič nazaj čez ramo,« je rekel konj, »vendar ga vrzi daleč od mene!« Fant je storil tako in v hipu je tam zrasel velik, gost gozd šipkovega trnja.
Fant je spet prejezdil dolgo, dolgo pot, medtem ko se je moral trol vrniti domov po nekaj, s čimer bi si presekal pot skozi gozd. Čez nekaj časa pa je konj spet rekel: »Ozri se! Ali zdaj kaj vidiš?« »Da, celo množico,« je rekel fant, »kakor da bi se zbrali vsi farani.« »Da, to je trol; zdaj jih je pripeljal še več. Vrzi kamen, vendar ga vrzi daleč od mene!«
Komaj je fant storil, kakor mu je naročil konj, že je za njim zrasla velika črna skalnata gora. Trol se je moral vrniti domov po nekaj, s čimer bi si izdolbel pot skoznjo, medtem pa je fant spet prišel lep kos poti naprej.
Toda konj mu je znova velel, naj se ozre, in tedaj je zagledal množico, veliko kakor cela vojska; vsi so bili tako bleščeči, da se je kar svetilo od njih. »Da,« je rekel konj, »to je trol; zdaj je pripeljal vse svoje. Izlij vodo iz steklenice za sabo, a dobro pazi, da je nič ne poliješ po meni!« Fant je ubogal, a kakorkoli že se je zgodilo, kapljica mu je kanila na konjev križ. Za njima se je razlilo veliko, veliko jezero, in zaradi kapljic, ki jih je polil, se je konj znašel daleč od brega;
vendar je le priplaval na suho. Ko so troli prišli do jezera, so legli k vodi, da bi ga izpili do dna, in so goltali in goltali, dokler niso popokali. »Zdaj sva se jih znebila,« je rekel konj.
Potem ko sta potovala dolgo, dolgo časa, sta prišla na zeleno jaso v gozdu. »Zdaj sleci ves oklep in si obleci samo svoje razcapane obleke,« je rekel konj, »nato mi snemi sedlo in me izpusti, vse stvari pa obesi v to veliko votlo lipo! Potem si napravi lasuljo iz smrekovega lišaja in pojdi na kraljevi dvor, ki je tu blizu; tam prosi za službo. Kadar me boš potreboval, pridi sem in potresi z uzdo, pa bom prišel k tebi.« Fant je storil, kakor mu je rekel konj, in ko si je nadel lasuljo iz lišaja, je bil videti tako beden, bled in nesrečen, da ga nihče ne bi prepoznal. Prišel je na kraljevi dvor in najprej prosil, da bi smel ostati v kuhinji ter kuharju nositi vodo in drva, toda kuhinjska dekla ga je vprašala: »Zakaj pa imaš to grdo lasuljo? Snemi jo! Nikogar tako grdega nočem tu notri!« »Ne morem,« je odgovoril fant, »po glavi nisem čisto čist.« »Misliš, da te bom imel pri jedi, če je tako s teboj?« je rekel kuhar. »Pojdi h konjušniku, zate bo še najbolje, da kidaš gnoj v hlevu.« Ko pa mu je tudi konjušnik velel sneti lasuljo in dobil isti odgovor, ga tudi on ni hotel obdržati. »Pojdi k vrtnarju,« je rekel, »še najbolj boš za prekopavanje zemlje!« Pri vrtnarju je smel ostati, vendar nihče od drugih služabnikov ni hotel spati z njim v isti sobi, zato je moral spati sam pod stopnicami vrtne ute; ta je stala na stebrih in do nje so vodile visoke stopnice.
Pod njimi si je nastlal nekaj mahu in tam spal, kakor je pač mogel. Ko je bil že nekaj časa na kraljevem dvoru, se je nekega jutra ob sončnem vzhodu zgodilo, da si je snel lasuljo iz lišaja in se umival; tedaj je bil tako lep, da ga je bilo veselje pogledati.
Kraljična je skozi okno zagledala lepega vrtnarskega pomočnika in pomislila, da še nikoli ni videla nikogar tako lepega. Vprašala je vrtnarja, zakaj spi zunaj pod stopnicami. »Oh, nobeden od drugih služabnikov noče spati z njim v isti sobi,« je rekel vrtnar. »Naj nocoj pride gor in spi pri vratih v moji sobi, pa ga potem menda ne bodo več branili vzeti pod streho,« je rekla kraljična. Vrtnar je to povedal fantu. »Mar mislite, da bom res šel?« je rekel fant. »Potem bodo govorili, da je kaj med menoj in kraljično.« »Seveda, ti se pa že imaš česa bati,« je odgovoril vrtnar, »ko si tako lep!« »No, no, če ukazujete, bom pač moral,« je rekel fant. Ko je zvečer šel po stopnicah navzgor, je tako topotal in podrsaval, da so ga morali prositi, naj hodi tiše, da kralj ne bi izvedel zanj. Stopil je noter, legel in takoj začel smrčati. Kraljična je brž rekla svoji družici: »Zdaj pa se priplazi k njemu in mu snemi lasuljo iz lišaja!« Družica je ubogala; toda ravno ko mu jo je hotela izmakniti, jo je fant zgrabil z obema rokama in rekel, da je že ne bo dobila. Nato se je spet obrnil in zasmrčal. Kraljična je družici še enkrat pomignila in tokrat ji je uspelo sneti lasuljo;
tedaj je fant ležal tam prav tako lep, rdeč in bel, kakor ga je kraljična videla v jutranjem soncu. Odtlej je vsako noč spal v kraljičnini sobi.
A ni minilo dolgo, ko je kralj izvedel, da vrtnarski pomočnik vsako noč spi v kraljičnini sobi, in tako se je razjezil, da bi ga bil skoraj dal usmrtiti. Tega sicer ni storil, temveč ga je vrgel v ječo v stolpu, svojo hčer pa zaprl v njeno sobo, od koder ni smela ne podnevi ne ponoči. Naj je še tako jokala in prosila zase in za fanta, nič ni pomagalo; kralj se je le še bolj jezil.
Čez nekaj časa sta deželo zajela vojna in nemir in kralj se je moral oborožiti proti drugemu kralju, ki mu je hotel vzeti kraljestvo. Ko je fant to slišal, je prosil ječarja, naj gre v njegovem imenu h kralju ter ga prosi za oklep, meč in dovoljenje, da gre v vojno. Vsi drugi so se zasmejali, ko je ječar povedal, po kaj je prišel, in prosili kralja, naj da fantu za oklep kakšno staro ropotijo, da se bodo lahko zabavali, ko bodo gledali, kako gre ta revež v boj. Fant jo je res dobil, zraven pa še staro, bedno kljuse, ki je poskakovalo po treh nogah, četrto pa vleklo za seboj.
Odpravili so se proti sovražniku, a še niso bili daleč od kraljevega dvora, ko je fant s svojim kljusetom obtičal v močvirju. Tam je sedel, se pozibaval in prikimaval;
»Hej, boš že vstal! Hej, boš že vstal!« je govoril kljusetu. Vsi drugi so se ob tem imenitno zabavali ter se smejali in norčevali iz fanta, ko so jezdili mimo. Toda komaj so izginili, je stekel k lipi, si nadel oklep in potresel z uzdo; konj je pri priči prišel in rekel: »Ti se potrudi po svojih najboljših močeh, jaz pa se bom po svojih!« Ko je fant prijezdil za njimi, se je bitka že začela in kralj je bil v hudi stiski; a kakor bi trenil, je fant pognal sovražnika v beg. Kralj in njegovi možje so se silno čudili, kdo neki je prišel na pomoč, vendar se mu nihče ni toliko približal, da bi ga lahko ogovoril, in ko je bila bitka končana, je že izginil. Ko so se vračali, je fant še zmeraj sedel v močvirju ter se pozibaval in prikimaval na trinožnem kljusetu. Spet so se zasmejali. »No, poglejte, tisti norec še zmeraj sedi tam!« so govorili.
Ko so drugi dan odšli v boj, je fant še zmeraj sedel tam; spet so se smejali in norčevali iz njega, toda komaj so odjezdili mimo, je fant znova stekel k lipi in vse je bilo kakor prejšnji dan. Vsi so se čudili, kdo je tisti tuji junak, ki jim je pomagal, vendar se nikomur ni toliko približal, da bi ga lahko ogovoril; in seveda nihče ni pomislil na fanta.
Ko so se zvečer vračali domov in videli, da fant še vedno sedi na kljusetu, so se mu spet smejali, eden pa je vanj izstrelil puščico in ga zadel v nogo. Fant je tako strašno zakričal in zajavkal, da mu je kralj vrgel svoj robec, da bi si z njim obvezal rano.
Ko so tretje jutro odšli v boj, je fant spet sedel v močvirju. »Hej, boš že vstal! Hej, boš že vstal!« je govoril kljusetu. »Ne, ne! Ta bo sedel tam, dokler ne bo umrl od lakote,« so govorili kraljevi možje, ko so jezdili mimo, in se mu tako smejali, da so skoraj popadali s konj. Ko so odšli, je spet stekel k lipi in prišel v bitko ravno v odločilnem trenutku. Tistega dne je ubil sovražnega kralja in s tem je bilo vojne konec.
Ko se je bitka končala, je kralj zagledal svoj robec, ki si ga je tuji junak zavezal okoli noge, in tako ga je zlahka prepoznal; z velikim veseljem so ga vzeli medse in skupaj so odšli na kraljevi dvor. Kraljična, ki ga je zagledala s svojega okna, pa se je razveselila, da si tega ni mogoče predstavljati. »Tudi moj ljubi prihaja!« je rekla. Fant je vzel lonček mazila, si namazal nogo, potem pa še vse ranjence, in vsi so bili v trenutku spet zdravi. Nato je dobil kraljično za ženo; toda ko je na poročni dan prišel v hlev h konju, je ta stal ves potrt, povešal ušesa in ni hotel jesti;
ko ga je mladi kralj — kajti zdaj je postal kralj in dobil polovico kraljestva — ogovoril in vprašal, kaj mu manjka, je konj rekel: »Zdaj sem ti pomagal do sreče in ne želim več živeti. Vzemi meč in mi odsekaj glavo!« »Ne, tega pa že ne bom storil,« je rekel mladi kralj, »dobil boš vse, kar si boš zaželel, in nikoli več ti ne bo treba delati!« »Če ne storiš, kakor ti pravim, bom že poskrbel, da boš ob življenje!« je rekel konj. Kralj ga je torej moral ubogati, toda ko je dvignil meč, da bi zamahnil, mu je bilo tako hudo, da je moral obrniti obraz proč, ker ni hotel gledati udarca; a komaj je konju odsekal glavo, je na njegovem mestu stal prelep kraljevič. »Od kod neki si se pa ti vzel?« je vprašal kralj.
»Jaz sem bil konj,« je odgovoril kraljevič. »Prej sem bil kralj v deželi, iz katere je prišel kralj, ki si ga včeraj ubil v bitki; on me je začaral v konja in prodal trolu. Ker je zdaj mrtev, bom dobil nazaj svoje kraljestvo in midva bova sosednja kralja; a nikoli se ne bova vojskovala drug proti drugemu.« — In res se nista; prijatelja sta ostala, dokler sta živela, in pogosto sta obiskovala drug drugega.
Izvirnik
014 Enkesønnen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en fattig, fattig Enke, som kun havde een Søn. Hun trællede med Gutten, til han havde gaaet til Præsten, men saa sagde hun til ham, at nu kunde hun ikke føde ham længer; han fik ud at tjene for sit Brød. Gutten vandrede da ud i Verden, og da han havde gaaet en Dags Tid eller saa, mødte han en fremmed Mand. „Hvor skal du hen?“ spurgte Manden. „Jeg skal ud i Verden at prøve at faae mig Tjeneste,“ sagde Gutten. „Vil du tjene hos mig?“ „Aa ja, lige saa gjerne hos dig, som hos en Anden,“ svarede Gutten. „Ja du skal have det godt hos mig,“ sagde Manden. „Du skal bare holde mig med Selskap og ikke gjøre nogen Ting forresten.“ Saa blev Gutten med ham, og levde vel med Mad og Drikke og havde
Lidet eller Intet at bestille; men han saa heller aldrig et Menneske hos Manden. En Dag saa sagde Manden til ham: „Nu reiser jeg bort i otte Dage; i den Tid faaer du være her alene, men du maa ikke gaae ind i noget af disse fire Værelserne her! Gjør du det, saa tager jeg Livet af dig, naar jeg kommer igjen.“ Nei, sagde Gutten, det skulde han nok ikke. Men da Manden havde været borte en tre, fire Dage, kunde Gutten ikke bare sig længer, men gik ind i det ene Kammer. Han saa sig rundt om, men saa ingen Ting, uden en Hylde over Døren, hvor der laa en Nypetornpidsk. Dette var rigtig Noget at forbyde mig saa strængt at see ogsaa det, tænkte Gutten. Da de sex Dage vare
omme, kom Manden hjem igjen; „du har vel ikke været inde i noget af Kamrene?“ sagde han. „Nei, det har jeg slet ikke,“ sagde Gutten. „Ja, det skal jeg snart see,“ og dermed gik han ind i det, som Gutten havde været i. „Jo du har været der alligevel,“ sagde han, „og nu skal du miste Livet.“ Gutten græd og bad for sig, og saa slap han da med Livet; men dygtig Hug fik han. Da det var overstaaet, vare de lige gode Venner igjen.
En Tid derefter reiste Manden atter bort; da vilde han være borte i fjorten Dage, men først forbød han igjen Gutten at gaae ind i noget af de Kamre, han ikke alt havde været i; for det han havde været i, kunde han gjerne gaae ind i paany. Ja, det gik lige eens som forrige Gang; bare at Gutten nu holdt sig fra at gaae derind i otte Dage. I det Kammer saa han heller ikke Andet end en Hylde over Døren, med en Kampesteen og en Vandkrukke paa. Det var rigtig Noget at være saa ræd for ogsaa, tænkte Gutten igjen. Da Manden kom hjem, spurgte han om han havde været i noget af Kamrene; nei, var det ligt det, der havde Gutten ikke været. „Ja det skal jeg snart see,“ sagde Manden, og da han saa, han havde været der alligevel, sagde han: „Ja, nu sparer jeg dig ikke længer!
nu skal du miste Livet!“ men Gutten græd og bad for sig igjen, og saa slap han atter med Prygl, men det fik han da ogsaa saa meget, der kunde ligge paa ham. Men da han blev frisk igjen, levede han lige saa godt som før, og han og Manden vare lige gode Venner. En Tid derefter skulde Manden igjen reise og nu vilde han være borte i tre Uger, og saa forbød han Gutten paany at gaae ind i det tredie Kammer; hvis han gik der ind, kunde han ligesaa godt belave sig paa at miste Livet med det samme.
Om fjorten Dage kunde Gutten ikke bare sig, han listede sig ind; men han saa slet ikke Noget derinde, uden en Lem paa Gulvet. Da han løftede paa den og saa ned igjennem, stod der en stor Kobberkjedel og puttrede og kogte dernede; men han saa ingen Ild under. Det var artigt at kjende om det er varmt, tænkte Gutten og stak Fingeren nedi; da han tog den op igjen, var den forgyldt over det Hele. Gutten skrabede og vaskede den, men Forgyldingen vilde ikke gaae af; saa bandt han en Fille om, og da Manden kom hjem og spurgte, hvad der feilede Fingeren hans, sagde Gutten, han havde skaaret sig saa stygt. Men Manden rev af Fillen og da saa saa han nok hvad der feilede Fingeren.
Først vilde han dræbt ham, men da han græd og bad igjen, bankede han ham bare, saa han laa tilsengs i tre Dage. Derpaa tog han en Krukke ned af Væggen og smurte ham med, saa blev Gutten lige frisk igjen. Om en Stund reiste Manden igjen bort, og skulde ikke komme igjen før om en Maaned. Men da sagde han til Gutten, at hvis han gik ind i det fjerde Kammer, saa maatte han aldrig tænke paa at faae beholde Liv. En to eller tre Uger holdt Gutten sig, men saa kunde han ikke bare sig igjen, han maatte og skulde ind i Kammeret, og saa smat han ind. Der stod en stor, sort Hest paa et Spiltoug, med et Glødtraug ved Hovedet og en Høkurv ved Halen. Gutten syntes, dette var uligt,
han byttede om og satte Høkurven ved Hovedet. Saa sagde Hesten: „Siden du har saa godt Hjertelag, at du vil lade mig faae Mad, skal jeg frelse dig, jeg. Kommer Troldet nu hjem og finder dig, saa dræber han dig. Men nu skal du gaae op paa det Kammer, som er her lige over, og tage en Rustning af dem, som hænge der; og saa maa du endelig ikke tage nogen af de blanke, men den mest rustne du seer, den skal du tage; og Sværd og Saddel skal du søge dig ud paa samme Viis.“ Det gjorde Gutten; men det var tungt for ham at bære det Altsammen.
Da han kom tilbage, sagde Hesten, at nu skulde han klæde sig nøgen og gaae ned i Kjedlen, som stod og kogte i det andet Kammer, og lauge sig vel der. Jeg bliver vel fæl da, tænkte Gutten, men han gjorde det alligevel. Da han havde lauget sig, blev han saa vakker og trind, og saa rød og hvid som Melk og Blod, og meget stærkere end før. „Kjender du nogen Forandring?“ spurgte Hesten. „Ja!“ sagde Gutten. „Prøv at løfte mig,“ sagde Hesten; aa ja, det kunde han, og Sværdet svang han ogsaa som Ingenting. „Ja læg nu Sadlen paa mig,“ sagde Hesten, „og tag Rustningen paa dig, tag saa med Nypetornpidsken og Stenen og Vandflasken og Smurningskrukken, saa reise vi."
Da Gutten vel var kommen op paa Hesten, gik det afsted, saa han ikke vidste, hvorledes de kom frem. Han havde nu redet en Stund, da sagde Hesten: „Jeg synes, jeg hører en Duur. Se dig om! kan du see Noget?“ „Der kommer Mange, Mange efter os, vist et Snees!“ sagde Gutten. „Ja, det er Troldet, det,“ sagde Hesten, „nu kommer han med Sine." De red endda en Stund, indtil de, som kom efter begyndte at nærme sig. „Kast nu Tornepidsken bag over Axlen din,“ sagde Hesten, „men kast den vel langt fra mig!“ Det gjorde Gutten, og i det samme voxte der op en svær, tyk Nypetornskov der.
Saa red Gutten igjen et langt, langt Stykke, medens Troldet matte hjem efter Noget at hugge sig gjennem Skoven med. Men om en Stund sagde Hesten igjen: „Se tilbage! kan du see Noget nu?“ „Ja en heel Mængde,“ sagde Gutten, „som en stor Kirkealmue.“ „Ja det er Troldet, det; nu har han flere med sig. Kast nu ud Kampestenen, men kast den vel langt fra mig!" Med det samme Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, blev der et stort, sort Kampebjerg bag ham. Saa maatte Troldet hjem efter Noget at minere sig gjennem Bjerget med, og medens Troldet gjorde det, red Gutten igjen et godt Stykke frem.
Men saa bad Hesten ham igjen see sig tilbage, og da saa han en Flok som en heel Krigshær; de vare saa blanke at det skinnede af dem. „Ja,“ sagde Hesten, „det er Troldet; nu har han alle Sine med sig. Slaa nu Vandflasken ud bag dig, men vogt dig vel, at du ikke spilder Noget paa mig!“ Det gjorde Gutten, men hvorledes han bar sig ad, kom han til at spilde en Draabe paa Lænden. Saa blev der et stort, stort Vand, og ved de Draaber han spildte, kom Hesten til at staae langt udi Vandet; alligevel svømmede den dog til Lands. Da Troldene kom til Vandet, lagde de sig ned for at drikke det tomt, og saa slurkede de i sig, til de sprak. „Nu er vi kvit dem,“ sagde Hesten.
Da de nu havde reist i lang, lang Tid, kom de paa en grøn Slette i en Skov. „Klæd nu af dig hele Rustningen og tag blot dine fillede Klæder paa,“ sagde Hesten, „tag saa Sadlen af mig og slip mig, og hæng Alt inde i den store, indhule Lind her! Saa skal du gjøre dig en Paryk af Granlav og gaae op til Kongsgaarden, som ligger her tæt ved; der skal du bede om Tjeneste. Naar du saa behøver mig, saa gaa bare hid, og ryst paa Bidslet, saa skal jeg komme til dig.“ Ja, Gutten gjorde som Hesten havde sagt, og da han fik Lavparykken paa, blev han saa ussel og bleg og elendig at see paa, at ingen kunde kjende ham igjen. Han kom da til Kongsgaarden, og bad først om at faae være i Kjøkkenet og bære
Vand og Ved til Kokken, men saa spurgte Kokkegjenten: „Hvorfor har du den stygge Parykken? Tag den af dig! jeg vil ikke vide af Nogen saa styg her inde!“ „Det kan jeg ikke,“ svarede Gutten, „jeg er ikke rigtig reen i Hovedet.“ „Tænker du, jeg vil have dig her ved Maden, naar du er slig da?“ sagde Kokken, „gaa ned til Staldmesteren, du passer bedst til at gaae og maage i Stalden.“ Men da Staldmesteren bad ham tage Parykken af, fik han det samme Svar, og saa vilde ikke han heller have ham; „du kan gaae til Gartneren,“ sagde han, „du passer bedst til at gaae og grave i Jorden!“ Hos Gartneren fik han da Lov at blive; men Ingen af de andre Tjenere vilde ligge med ham, derfor maatte han sove for sig selv under Trappen til Lysthuset; det stod paa Stolper og havde en høi Trap.
Under den fik han en Deel Mose til Seng, og der laa han saa godt han kunde. Da han nu havde været paa Kongsgaarden en Tid, hendte det sig en Morgen, i det samme Solen randt, at Gutten havde taget af sin Lavparykken og stod og vaskede sig; og da var han saa vakker, at det var en Lyst at see ham. Prindsessen saa fra Vinduet den vakre Gartnergut og syntes, hun aldrig havde seet Nogen saa smuk. Hun spurgte da Gartneren hvorfor han laa ude, under Trappen. „Aa, ingen af Medtjenerne vil ligge med ham,“ sagde Gartneren. „Lad ham i Aften komme op og ligge ved Døren inde paa mit Kammer, saa skal de vel ikke undslaae sig for at lade ham ligge i Huus
med sig siden,“ sagde Prindsessen. Gartneren sagde det til Gutten. „Mener du jeg vil gjøre det?“ sagde Gutten; „saa vilde de sige, at der var Noget mellem mig og Prindsessen.“ „Ja, du har nok Grund til at frygte for slig Mistanke, du,“ svarede Gartneren; „du som er saa vakker!“ „Ja, ja, naar I befaler det, saa faaer jeg vel gjøre det,“ sagde Gutten. Da han nu skulde opefter Trapperne om Aftenen, trampede og slampede han saa i Veien at de maatte bede ham gaae sagte, for at ikke Kongen skulde faae det at vide. Han kom ind og lagde sig, og begyndte strax at snorkesove. Strax sagde Prindsessen til Ternen sin: „List dig nu bort, og tag af ham Lavparykken!“ og det gjorde hun; men i det samme, hun vilde nappe den, holdt han paa den med begge Hænder, og sagde at den fik hun
slet ikke. Dermed lagde han sig igjen til at snorke. Prindsessen gav igjen Ternen et Vink, og saa fik hun nappet Parykken af; da laa Gutten der saa deilig og rød og hvid, som Prindsessen havde seet ham i Morgensolen. Siden laa Gutten hver Nat oppe i Prindsessens Værelse. Men det varede ikke længe, førend Kongen fik spurgt, at Gartnergutten laa i Prindsessens Kammer hver Nat, og saa blev han saa vred at han nær havde ladet Gutten aflive. Det gjorde han dog ikke, men kastede ham i Fangetaarnet, og sin egen Datter spærrede han inde i hendes Kammer, saa hun aldrig fik Lov at komme ud, hverken Dag eller Nat. Alt hun græd og bad baade for sig og Gutten, saa hjalp det ikke; Kongen
blev blot endnu mere vred derover. En Tid efter blev der Krig og Ufred i Landet og Kongen maatte ruste sig mod en anden Konge, som vilde tage Riget fra ham. Da Gutten hørte det, bad han Fangevogteren gaae til Kongen for sig og bede om Harnisk og Sværd og Lov at være med i Krigen. Alle de Øvrige loe, da Fangevogteren sagde sit Ærende, og bad Kongen at han maatte faae noget gammelt Skrammel til Rustning, saa de kunde faae den Moro at see den Stakkelen være med i Krigen. Det fik han og dertil et gammelt, usselt Øg, som hoppede paa tre Been, det fjerde drog det efter sig.
Saa drog de da ud mod Fienden, men de vare ikke komne langt bort fra Kongsgaarden, førend Gutten blev siddende fast i en Myr med Øget sit. Der sad han og hakkede og nikkede; „hei, vil du op! hei, vil du op!“ sagde han til Øget. Det havde alle de Andre rigtig sin Moro af og loe og gjorde Nar af Gutten, medens de rede forbi. Men aldrig før vare de borte, saa løb han til Linden, tog paa sig Rustningen og rystede paa Bidslet; og strax kom Hesten og sagde: „Gjør du dit Bedste, saa skal jeg gjøre mit!“ Da Gutten kom efter, var Slaget alt begyndt og Kongen var i en slem Knibe; men allerbedst det var, havde Gutten slaaet Fienden paa Flugten. Kongen og hans Folk undrede sig meget over, hvem det kunde være, der
kom og hjalp dem, men Ingen kom ham saa nær, at han fik talt til ham, og da Slaget var forbi, var han borte. Da de drog tilbage, sad Gutten endda i Myren og hakkede og nikkede paa det trebenede Øg. Da loe de igjen. „Nei see bare, der sidder den Narren endnu!“ sagde de. Den anden Dag de drog ud, sad Gutten der endda; de loe igjen og gjorde Nar af ham; men aldrig før vare de redne forbi, saa løb Gutten atter til Linden og Alt gik igjen som den forrige Dag. Alle undrede sig over, hvad det var for en fremmed Kjæmpe som havde hjulpet dem, men Ingen kom han saa nær, at han kunde faae talt til ham; og der var nu Ingen, som gjættede paa Gutten, det forstaaer sig.
Da de drog hjem om Aftenen og saae Gutten endnu sidde paa Øget, loe de ham ud igjen, og En skjød en Piil paa ham og traf ham i Benet. Han til at skrige og jamre sig, saa det var forfærdeligt; saa kastede Kongen Lommetørklædet sit til ham, at han skulde knytte det om. Da de drog ud den tredie Morgen, sad Gutten igjen i Myren. „Hei, vil du op! Hei, vil du op!“ sagde han til Øget. „Nei, nei! han kommer til at sidde der, til han sulter ihjel,“ sagde Kongens Folk, medens de red forbi, og saa loe de af ham saa de var færdige at falde af Hestene. Da de vare borte, løb han igjen til Linden og kom efter til Slaget netop som det gjældte. Den Dag dræbte han Fiendens Konge, saa
Krigen blev forbi med det samme. Da Slaget var endt, fik Kongen see sit Lommetørklæde, som den fremmede Kjæmpe havde knyttet om Benet, og saa havde han let for at kjende ham; de tog ham da med stor Glæde mellem sig til Kongsgaarden, og Prindsessen, som saa ham oppe fra sit Vindue, blev saa glad, at man aldrig kan troe det; „der kommer min Kjæreste ogsaa!“ sagde hun. Han tog da Smurningskrukken og smurte sig selv paa Benet og siden alle de Saarede, og saa bleve de Alle sammen gode igjen paa Øieblikket. Saa fik han Prindsessen til Ægte; men da han kom ned i Stalden til Hesten den Dag, Brylluppet skulde staae, stod den der saa stur og hængte med Ørene og vilde slet ikke æde;
da den unge Konge — for da var han bleven Konge og havde faaet det halve Riget — talte til ham og spurgte, hvad der manglede ham, sagde Hesten: „Nu har jeg hjulpet dig frem, og nu vil jeg ikke leve længer. Nu skal du tage Sværdet og hugge Hovedet af mig!“ „Nei, det vil jeg slet ikke gjøre,“ sagde den unge Konge; „men du skal faae, hvad du vil have, og staae stille bestandig!“ „Ja, gjør du ikke, som jeg siger, skal jeg nok vide at faae Livet af dig!“ sagde Hesten. Saa maatte Kongen da gjøre det, men da han hævede Sværdet og skulde hugge til, var han saa bedrøvet, og han maatte vende Ansigtet bort, fordi han ikke vilde see paa Hugget; men aldrig før havde han hugget Hovedet af, saa stod den deiligste Prinds der, Hesten havde
staaet. „Hvor i al Verden kom du fra?“ spurgte Kongen. „Det var mig, som var Hest,“ svarede Prindsen. „Før var jeg Konge i det Land, som den Konge var fra, du dræbte i Slaget i Gaar; det var ham, som kastede Troldham paa mig og solgte mig til Troldet. Siden han nu er dræbt, saa faaer jeg Riget mit igjen og du og jeg blive Nabokonger; men vi skal nok aldrig føre Krig med hinanden.“ — Og det gjorde de da ikke heller; de vare Venner saalænge de levede, og den Ene kom tit og ofte og besøgte den Anden.
Nadaljuj z branjem
