Waltey
Hakon Lišajebradi
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Hakon Lišajebradi
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 12 min branja
- Obseg
- 10 strani
- Naslov izvirnika
- 045 Haakon Borkenskjæg
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Hakon Lišajebradi
Nekoč je živela kraljična, ki je bila tako ošabna in prevzetna, da ji noben snubec ni bil dovolj dober; iz vseh se je norčevala in jih drugega za drugim odslavljala. A čeprav je bila tako ošabna, so snubci še zmeraj prihajali na dvor, saj je bila lepa, ta zlobnica. Nekoč je prišel kraljevič, ki jo je hotel zasnubiti, in ime mu je bilo Haaken Borkenskjæg.
Že prvo noč, ko je bil tam, pa je prosila dvornega norca, naj enemu njegovih konj odreže ušesa, drugemu pa prereže gobec prav do ušes. Ko se je kraljevič naslednji dan odpravljal na vožnjo, je kraljična stala na ganku in ga opazovala. »Ne, česa takega pa res še nisem videla,« je rekla. »Ostri severnik, ki piha pri nas, je enemu tvojih konj odnesel ušesa, drugi pa se mu je tako režal, da se mu je gobec raztegnil prav do ušes.« Ob tem je planila v glasen krohot, švignila v hišo in ga pustila, da se je odpeljal. Vrnil se je domov, a sam pri sebi je sklenil, da ji tega ne bo ostal dolžan. Nadel si je veliko brado iz lišajev, oblekel široko kožuhovinasto haljo in se preoblekel v navadnega berača; pri zlatarju pa je kupil zlat kolovrat. Z njim se je odpravil na pot in se nekega jutra usedel pod kraljičnino okno ter začel kolovrat piliti in popravljati, saj še ni bil povsem izdelan in tudi stojal še ni imel. Ko je kraljična zjutraj prišla k oknu, ga je odprla, ga poklicala in vprašala, ali bi ji prodal svoj zlati kolovrat. »Ne, naprodaj ni,« je rekel Haaken Borkenskjæg, »ampak naj bo: če smem nocoj prespati pred vrati tvoje izbe, ga dobiš.« Kraljični se je to zdela dobra kupčija; v tem vendar ni moglo biti nič nevarnega. Dobila je kolovrat in zvečer se je Haaken Borkenskjæg ulegel pred vrata njene izbe. Ko pa se je noč prevesila, ga je začelo strašno zebsti. »Brrr, brrr, tako strašno je mraz, da — spusti me noter,« je rekel. »Mislim, da se ti je čisto zmešalo,« je rekla kraljična. »O, brrr, brrr, tako je mraz, samo noter me spusti!« je rekel Haaken Borkenskjæg.
»Pst, pst! Tiho bodi!« je rekla kraljična. »Če oče sliši, da je tu moški, sem izgubljena!« »O, brrr, brrr, saj bom še zmrznil do smrti, samo noter me spusti, da bom ležal na tleh!« je rekel Haaken Borkenskjæg. Ni ji preostalo drugega, kakor da ga spusti noter, in ko je prišel v izbo, se je ulegel na tla ter prav sladko zaspal.
Čez nekaj časa je Haaken spet prišel, tokrat s stojali za kolovrat, in se znova usedel pod kraljičnino okno ter jih začel piliti, ker še niso bila povsem izdelana.
Ko je zaslišala piljenje, je odprla okno, ga ogovorila in vprašala, kaj ima tam. »O, to so stojala za kolovrat, ki ga je kupila kraljična. Mislil sem si namreč, če je hotela imeti kolovrat, bo najbrž potrebovala tudi stojala.« »Kaj pa hočeš zanje?« je vprašala kraljična.
Tudi ta niso bila naprodaj; če pa bi smel ponoči ležati na tleh v kraljičnini izbi, bi jih dobila. Da, to mu bo dovolila, le prosila ga je, naj bo pri miru in naj ga nikar spet ne začne zebsti in naj ne stoka »brrr«.
Haaken Borkenskjæg je vse lepo obljubil, ko pa se je noč prevesila, je začel drgetati, se tresti od mraza in stokati, potem pa jo je prosil, ali bi smel leči na tla pred njeno posteljo. Ni ji preostalo drugega, kakor da mu dovoli, če ni hotela, da bi ga kralj slišal. Haaken Borkenskjæg se je torej ulegel na tla pred kraljičnino posteljo in prav dobro in sladko spal.
Potem je minilo precej časa, preden je Haaken Borkenskjæg spet prišel, a tokrat je prinesel zlato motovilo in ga zjutraj začel piliti pod kraljičninimi okni. Spet je bilo kakor prej. Ko ga je kraljična zaslišala, je prišla k oknu, ga pozdravila in vprašala, kaj hoče za motovilo. »Za denar ni naprodaj, če pa smem nocoj ležati v tvoji izbi z glavo na posteljnem robu, ga dobiš,« je rekel Haaken Borkenskjæg. Da, to mu bo dovolila, če bo le pri miru in ne bo zganjal hrupa, je rekla kraljična, in obljubil je, da se bo potrudil po najboljših močeh; ko pa se je noč prevesila, je začel drgetati in se tresti od mraza, da so mu zobje šklepetali. »Brrr, brrr, kako je mraz; o, dovoli mi v posteljo, da se malo pogrejem!« je rekel Haaken Borkenskjæg. »Mislim, da si nor,« je rekla kraljična. »Brrr, brrr!« je rekel Haaken Borkenskjæg. »O, pusti me v posteljo, brrr, brrr!« »Pst, pst, za božjo voljo, tiho bodi!« je rekla kraljična. »Če oče sliši, da je tu moški, sem izgubljena; gotovo me bo pri priči ubil.« »Brrr, brrr, spusti me v posteljo!« je rekel Haaken Borkenskjæg in se tako tresel od mraza, da se je stresala vsa izba. Ni bilo druge, morala ga je spustiti v posteljo, in potem je prav dobro in sladko spal. Čez nekaj časa pa je kraljična rodila otroka in kralj je bil tako besen in razjarjen, da bi bil skoraj pokončal njo in otroka. Kmalu zatem je Haaken Borkenskjæg nekoč kakor po naključju pritaval tja in sedel v kuhinji kakor vsak drug revež.
Ko je kraljična prišla ven in ga zagledala, je rekla: »O, Bog mi pomagaj, kakšno nesrečo si mi nakopal! Oče je tako divji, da kar poka od jeze; pusti me s seboj domov!« »Ti si preveč navajena lepega življenja, da bi šla z menoj,« je rekel Haaken. »Za dom imam samo kočo iz smrečja in ne vem, kako naj te preživim, saj se že za svoj kruh komaj pretolčem.« »Nič mi ni mar, kako živiš,« je rekla. »Samo s seboj me vzemi, kajti če ostanem tu še dlje, me bo oče gotovo ubil.« Tako je smela z beračem, kakor ga je imenovala, in hodila sta daleč in dolgo, njej pa na poti ni bilo nič kaj lahko. Ko sta zapustila tisto deželo in prišla v drugo kraljestvo, je kraljična vprašala, čigavo je.
»O, to je od Haakna Borkenskjæga,« je rekel. »A tako,« je rekla kraljična. »Lahko bi se bila poročila z njim, pa mi zdaj ne bi bilo treba hoditi naokrog kakor razcapana beračica.« In pri vseh najlepših gradovih, gozdovih in posestvih, mimo katerih sta prišla, je spraševala, čigavi so. »O, to je od Haakna Borkenskjæga,« je odgovarjal berač. Kraljična pa je med potjo tožila in tarnala, ker ni vzela moža, ki je imel toliko vsega.
Po dolgem času sta prišla do kraljevega dvora; tam, je rekel, ga poznajo in gotovo ji bo lahko priskrbel kakšno delo, da bosta imela od česa živeti. Nato je na robu gozda postavil kočo iz smrečja, v kateri je nameraval prebivati.
Sam je hodil na dvor sekat drva in nosit vodo za kuharja, kakor je pravil, in ko se je vračal domov, je prinašal nekaj ostankov hrane, vendar s tem nista prišla daleč.
Nekoč se je spet vrnil z gradu. »Jutri bom ostal doma in pazil otroka, ti pa se pripravi, da pojdeš na grad,« je rekel, »kajti kraljevič je naročil, naj prideš pomagat peči kruh.« »Jaz naj pečem?« je rekla kraljična. »Saj ne znam, nikoli še nisem pekla.« »Kar pojdi,« je rekel Haaken Borkenskjæg, »saj je tako naročil. Če ne znaš peči, se pa nauči; glej, kako delajo druge, preden greš, pa mi ukradi nekaj hlebcev in jih prinesi s seboj.« »Kradla pa ne bom,« je rekla kraljična. »Saj se lahko naučiš,« je rekel Haaken Borkenskjæg. »Veš, da nama hrane primanjkuje.
Le kraljeviča se dobro pazi, ker ima oči povsod.« Komaj je odšla, je Haaken stekel po bližnjici, prišel na grad precej pred njo, odvrgel cunje in brado iz lišajev ter si nadel kraljevska oblačila.
Kraljična je pomagala pri peki in storila, kakor ji je naročil Haaken: vse žepe si je napolnila z ukradenim kruhom. Ko je zvečer hotela domov, je kraljevič rekel:
»Te Haaknove žene prav nič ne poznamo; najbolje, da pogledamo, ali ni česa vzela s seboj.« Nato ji je segel v vse žepe, brskal in jo preiskoval, in ko je našel kruh, se je razjezil ter napravil strašen kraval.
Jokala je in tarnala ter govorila: »Berač mi je tako naročil, pa sem morala ubogati.« »Da, slabo bi se ti moralo pisati,« je rekel kraljevič, »a naj bo, zavoljo berača ti bo odpuščeno.« Komaj je odšla, je slekel kraljevska oblačila, si nadel kožuhovinasto haljo in brado iz lišajev ter prišel v kočo iz smrečja pred njo; ko je prišla, je ravno skrbel za otroka.
»Napeljal si me k nečemu, kar sem bridko obžalovala,« je rekla. »Prvič sem kradla in gotovo tudi zadnjič.« Nato mu je povedala, kaj se je zgodilo in kaj je rekel kraljevič.
Čez nekaj dni se je Haaken nekega večera vrnil v kočo. »Jutri bom moral ostati doma in paziti otroka,« je rekel, »ti pa boš šla pomagat pri kolinah in delat klobase.« »Jaz naj delam klobase?« je rekla kraljična. »Tega ne znam.
Jedla sem jih že, delala pa še nikoli.« Haaken pa je rekel, da mora iti, ker je kraljevič tako naročil; naj dela tako, kakor bo videla delati druge, in prosil jo je, naj mu ukrade nekaj klobas ter jih prinese s seboj.
»Ne, kradla pa ne bom,« je rekla, »saj se menda spomniš, kako je bilo zadnjič.« »Saj se lahko naučiš krasti,« je rekel Haaken. »Ni rečeno, da se bo vsakič slabo končalo.« Komaj je odšla, je Haaken Borkenskjæg stekel po bližnjici, prišel na grad precej pred njo, odvrgel kožuhovinasto haljo in brado iz lišajev ter ob njenem prihodu že stal v kuhinji v kraljevskih oblačilih. Kraljična je pomagala pri kolinah in delala klobase, storila pa je tudi, kakor ji je naročil Haaken, in si jih natlačila polne žepe. Ko je zvečer hotela domov, je kraljevič rekel:
»Ta beračeva žena je imela že zadnjič dolge prste; najbolje, da pogledamo, ali ni spet česa vzela s seboj.« In začel ji je brskati po vseh žepih ter jo preiskovati. Ko je našel klobase, se je spet razjezil, napravil strašen kraval in ji zagrozil, da jo bo izročil sodnemu biriču.
»O, Bog vas blagoslovi, pustite me! Berač mi je tako naročil,« je govorila, jokala in tarnala. »Da, slabo bi se ti moralo pisati, a zavoljo berača ti bo odpuščeno,« je rekel Haaken Borkenskjæg.
Ko je odšla, je odvrgel kraljevska oblačila, si nadel kožuhovinasto haljo in brado iz lišajev ter stekel po bližnjici; ko je prišla domov, je bil že tam.
Povedala mu je, kaj se je zgodilo, in na vso moč prisegala, da jo je zadnjič pripravil do česa takega. Čez nekaj časa je šel mož spet na dvor. »Zdaj bo imel naš kraljevič poroko,« je rekel, ko se je zvečer vrnil domov. »Toda nevesta je zbolela, zato ji krojač ne more vzeti mere za poročno obleko, pa hoče kraljevič, da prideš na dvor in se daš izmeriti namesto nje, ker pravi, da si ji po postavi in v vsem drugem podobna. Ko pa ti vzamejo mero, ne odidi takoj; ostani tam in glej, kako bo krojač krojil, potem pa poberi največje odrezke in mi jih prinesi za koničasto čepico.« »Ne, kradla pa ne bom,« je rekla, »saj se menda spomniš, kako je bilo zadnjič.« »Saj se lahko naučiš,« je rekel Haaken. »Ni rečeno, da se bo tudi zdaj slabo končalo.« Zdelo se ji je narobe, vendar je šla in storila, kakor ji je naročil; stala je tam in gledala, kako je krojač krojil, pobrala največje odrezke in jih vtaknila v žep. Ko je hotela oditi, je kraljevič rekel: »Najbrž bo treba pogledati, ali ni imela babnica tudi tokrat dolgih prstov.« In začel ji je brskati po vseh žepih; ko je našel ukradeno blago, se je razjezil ter začel tako zmerjati in razgrajati, da ni bilo ne konca ne kraja. Jokala je in tarnala ter govorila:
»O, berač mi je tako naročil, pa sem morala ubogati.« »Da, slabo bi se ti moralo pisati, a zavoljo berača ti bo pač odpuščeno,« je rekel Haaken Borkenskjæg. In potem je bilo kakor prejšnjikrat: ko se je vrnila v kočo iz smrečja, je bil Haaken že tam. »O, Bog mi pomagaj,« je rekla, »zaradi tebe bom nazadnje še nesrečna, saj me ne napeljuješ k ničemur drugemu kakor k slabemu. Kraljevič je bil tako besen in razjarjen, da mi je grozil s sodnim biričem in ječo.« Čez nekaj časa se je Haaken nekega večera spet vrnil v kočo.
»Zdaj hoče kraljevič, da prideš na grad in mu stojiš ob strani kot nevesta,« je rekel, »kajti njegova nevesta je še zmeraj bolna in priklenjena na posteljo; poroko pa le hoče imeti, ti pa si ji tako podobna, da vaju nihče ne loči. Jutri se torej pripravi in pojdi na grad.« »Mislim, da sta oba ob pamet, ti in kraljevič,« je rekla. »Se ti zdim podobna nevesti? Saj nobena beračica ne more biti videti bolj uboga kakor jaz.« »Kraljevič je tako naročil, pa boš morala storiti,« je rekel Haaken Borkenskjæg. Ni bilo druge, morala je iti, in ko je prišla na dvor, so jo tako lepo oblekli in okrasili, da nobena kraljična ne bi mogla biti lepša. Odpeljali so se v cerkev in bila je nevesta, ko pa so se vrnili, sta bila na gradu ples in veselje. Toda prav sredi plesa s kraljevičem je skozi okno zagledala sij in videla, da koča iz smrečja stoji v plamenih.
»O ne, berač in otrok in koča!« je zavpila in skoraj omedlela. »Tukaj je berač in tam je otrok, koča pa naj kar zgori!« je rekel Haaken Borkenskjæg. Tedaj ga je prepoznala. Šele potem sta se začela pravo veselje in radost, odtlej pa nisem o njiju nič več slišal in tudi povpraševal nisem.
Izvirnik
045 Haakon Borkenskjæg
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Kongsdatter, som var saa stolt og knibsk, at ingen Frier var god nok for hende; alle holdt hun for Nar og gav dem Afsked den Ene efter den Anden. Men endda hun var saa stolt, saa kom der altid Frier til Gaards, for hun var vakker, det lede Trold. Saa var der engang kommen en Kongesøn, som vilde frie til hende igjen, og han hed Haaken Borkenskjæg.
Men den første Nat, han var der, bad hun Hofnarren, at han skulde skjære Ørene af den ene Hesten hans og rispe Kjæften op til Ørene paa den anden. Da Prindsen skulde ud at kjøre den anden Dag, stod Prindsessen i Svalen og saa paa. „Nei nu har jeg da aldrig seet Magen heller,“ sagde hun; „den hvasse Nordensnoen som blæser her, har taget Ørene af den ene Hesten din, og det har den anden staaet og gliset af, saa at Kjæften er gaaet heelt op til Ørene paa den,“ og dermed slog hun hele Latterdøren op, fløi ind og lod ham kjøre sin Vei. Han reiste hjem, men han tænkte ved sig selv, at hun nok skulde have det igjen. Han satte paa sig et stort Skjæg af Lav, trak en vid Skindkjole paa og klædte sig ud som en anden Tigger; men hos en Guldsmed kjøbte
han sig en Guldrok, og dermed gik han afsted og satte sig en Morgen udenfor Vinduet til Kongsdatteren til at file og stelle paa Guldrokken, for den var ikke rigtig færdig, og der var ingen Opstandere paa den heller. Da Kongsdatteren kom til Vinduet om Morgenen, lukkede hun op, raabte paa ham og spurgte om han vilde sælge den Guldrokken sin. „Nei tilfalds er den ikke,“ sagde Haaken Borkenskjæg, „men det er det samme, faaer jeg sove udenfor Kammerdøren din i Nat, saa skal du faae den.“ Ja, det syntes Kongsdatteren var godt Kjøb; det kunde der ikke være nogen Fare i. Hun fik Rokken, og om Kvelden lagde Haaken Borkenskjæg sig udenfor Kammerdøren hendes. Men da det led ud paa Natten, begyndte han at fryse saa. „Hutetutetutetu, det
er saa fælt koldt, at — slip mig ind,“ sagde han. „Jeg mener du er reent forstyrret,“ sagde Prindsessen. „Aa Hutetutetutetu, det er saa koldt, og slip mig bare ind!“ sagde Haaken Borkenskjæg. „Hys, hys! ti stille!“ sagde Prindsessen, „faar Faer høre, det er Mandfolk her, saa bliver jeg rent ulykkelig!“ „Aa Hutetutetutetu, jeg fryser mest ihjel, lad mig bare komme ind og faae ligge paa Gulvet!“ sagde Haaken Borkenskjæg. Ja, det var ikke andet Raad, hun maatte slippe ham ind, og da han var kommen ind, lagde han sig paa Gulvet og sov nok saa godt.
En Stund efter kom Haaken igjen med Opstanderne til Rokken, og saa satte han sig udenfor Vinduet til Kongsdatteren igjen og til at file paa dem, for de vare ikke rigtig færdige. Da hun hørte, han filede, lukkede hun Vinduet op og snakkede til ham og spurgte hvad det var han havde der. „Aa, det er Opstanderne til den Rokken, Prindsessen kjøbte, for jeg tænkte som saa, at siden hun vilde have Rok, saa kunde hun vel behøve Opstandere ogsaa.“ „Hvad skal du have for dem da?“ spurgte Prindsessen.
De vare ikke tilfalds de heller; men hvis han fik Lov at ligge paa Gulvet i Kammeret til Prindsessen om Natten, skulde hun faae dem. Ja, det skulde han faae Lov til, men hun bad ham bare være rolig og ikke give sig til at fryse og sige Hutetu. Haaken Borkenskjæg lovede nok godt, men da det led paa Natten, begyndte han at hukle og fryse og bære sig, og saa bad han om han ikke kunde faa Lov at lægge sig paa Gulvet foran Sengen til Prindsessen. Der var ikke noget andet Raad for det, hun maatte give ham Lov, hvis ikke Kongen skulde faae høre det. Haaken Borkenskjæg lagde sig da paa Gulvet foran Sengen til Prindsessen og sov baade godt og vel.
Saa varede det en god Stund, førend Haaken Borkenskjæg kom igjen, men da havde han med sig en Garnvinde af Guld, og den satte han sig til at file paa udenfor Vinduerne til Prindsessen om Morgenen. Det gik ligeens. Da Prindsessen hørte det, kom hun til Vinduet og hilste paa ham og spurgte hvad han skulde have for den Garnvinden. „Den er ikke tilfalds for Penge, men faaer jeg Lov at ligge i Kammeret dit med Hovedet paa Sengestokken i Nat, saa skal du faae den,“ sagde Haaken Borkenskjæg. Ja, det kunde han nok, naar han bare vilde være rolig og ikke gjøre nogen Støi, sagde Prindsessen, og han lovede, han skulde gjøre sit Bedste; men da det led ud paa Natten, begyndte han at hukle og fryse, saa han hakkede Tænder. „Hutetutetu,
det er saa koldt; aa lad mig faae Lov at komme op i Sengen og varme mig lidt!“ sagde Haaken Borkenskjæg. „Jeg mener, du er gal, jeg,“ sagde Prindsessen. „Hutetutetutetu!“ sagde Haaken Borkenskjæg, „aa lad mig komme op i Sengen, hutetutetutetu!“ „Hys, hys, ti stille for Guds Skyld!“ sagde Prindsessen, faar Fa’er høre der er Mandfolk her, saa bliver jeg reent ulykkelig; jeg troer vist, han tager Livet af mig med det samme.“ „Hutetutetutetu, slip mig op i Sengen!“ sagde Haaken Borkenskjæg og frøs saa hele Stuen rystede. Det var ikke noget Raad for det, hun maatte slippe ham op i Sengen, da sov han baade godt og vel. Men en Stund efter fik Prindsessen et Barn, og Kongen blev saa sindt og gal, at han var nærved at gjøre
Ende paa baade hende og Barnet. Da det led om lidt, kom Haaken Borkenskjæg ranglende did engang som af en Hændelse, og sad ude i Kjøkkenet ligesom en anden Fattigmand. Da Kongsdatteren kom ud og fik se ham, sagde hun: „Aa Gud bære mig, for Ulykke du har voldet mig; Fa’er min er færdig at flyve i Flint, saa vild er han; lad mig følge med hjem til dig!“ „Du er nok for vel vant til at følge med mig,“ sagde Haaken, „jeg har ikke andet end en Barhytte at være i, og hvorledes jeg skal skaffe dig Føde, det veed jeg ikke, for jeg slider ilde nok for at skaffe Føden til mig selv.“ „Ja jeg er lige glad, hvorledes du har det,“ sagde hun, „lad mig bare faae være med dig,
for bliver jeg her længer, tager vist Fa’er Livet af mig.“ Hun fik da Lov til at være med Fanten, som hun kaldte ham, og de gik baade langt og længe, og hun havde det ikke for godt paa Veien. Da de kom ud af det Land og ind i et andet Rige, spurgte Prindsessen, hvem det var, som eiede det. „Aa det er Haaken Borkenskjæg, det,“ sagde han. „Jasaa,“ sagde Prindsessen, „ja, jeg kunde have taget ham, saa kunde jeg have sluppet at gaae her som en Fantefille.“ Og alle de gjildeste Slotte og Skove og Gaarde, de kom til, saa spurgte hun hvem der eiede dem. „Aa det er hans Haaken Borkenskjæg,“ sagde Fanten. Og Prindsessen gik og bar sig ilde, fordi hun ikke havde taget ham, som eiede saa Meget.
Langt om længe kom de til en Kongsgaard; der sagde han, at han var kjendt, og han meente nok, han skulde faae Arbeide til hende der, saa de kunde faae Noget at leve af, og saa byggede han op en Barhytte i Skovbredden, hvor han vilde være. Selv gik han til Kongsgaarden og hug Ved og bar Vand for Kokken, sagde han, og da han kom hjem igjen, havde han med sig nogle Madsmuler, men de rak ikke langt.
Saa var det engang, han kom hjem fra Slottet. „I Morgen skal jeg blive hjemme og passe Barnet, men du faaer lave dig til at gaae til Slottet, du,“ sagde han, „for Prindsen sagde, du skulde komme og være med og bage i Ovnen.“ „Jeg bage?“ sagde Kongsdatteren. „Jeg kan ikke bage, for det har jeg aldrig gjort.“ „Ja du faaer gaae,“ sagde Haaken Borkenskjæg „siden han har sagt det. Kan du ikke bage, saa kan du vel lære; du faaer see efter hvorledes de Andre gjøre for dig, og naar du skal gaae, faaer du stjæle med dig nogle Brød til mig.“ „Stjæle kan jeg ikke,“ sagde Kongsdatteren. „Du kan vel lære,“ sagde Haaken Borkenskjæg, „du veed, det er knapt for Mad.
Men pas dig vel for Prindsen, for han har Øinene med sig overalt.“ Da hun vel var gaaet, løb Haaken en Beenvei, og kom til Slottet længe før hende, og kastede Fillerne og Lavskjægget af sig og trak Prindseklæderne paa. Kongsdatteren var med i Bagningen og gjorde som Haaken havde bedet hende, og stjal alle Lommerne sine fulde med Brød. Da hun saa skulde hjem om Aftenen, sagde Prindsen: „Denne Kjærringen til Haaken Borkenskjæg kjende vi ikke Noget til; det er bedst at see efter, om hun ikke har taget Noget med sig.“ Saa foer han ned i alle Lommerne og grov og visiterte,
og da han fandt Brødene blev han sindt og holdt fælt Huus. Hun græd og bar sig ilde og sagde: „Fanten bad mig om det, saa maatte jeg gjøre det.“ „Ja, det burde have gaaet dig galt,“ sagde Prindsen, „men det er det samme, for Fantens Skyld, skal det være dig tilgivet.“ Da hun vel var gaaet, kastede han Prindseklæderne af, trak paa sig Skindkjolen, satte Lavskjægget paa og var før hende i Barhytten, og da hun kom, holdt han paa at stelle med Barnet.
„Ja du har faaet mig til at gjøre det, jeg har angret,“ sagde hun; „det var den første Gangen jeg har stjaalet og det skal nok blive den sidste.“ Og saa fortalte hun hvorledes det var gaaet og hvad Prindsen havde sagt. Nogle Dage efter kom Haaken hjem i Barhytten en Kveld. „I Morgen faaer jeg blive hjemme og passe Ungen,“ sagde han, „for du skal være med i Slagtningen og lave Pølser.“ „Jeg lave Pølse?“ sagde Kongsdatteren, „det kan jeg ikke.
Jeg har nok spist Pølse, men lavet Pølse har jeg aldrig.“ Ja Haaken sagde, hun maatte gaae, siden Prindsen havde sagt det; hun fik gjøre som hun saa de Andre gjorde, og saa bad han, at hun skulde stjæle med sig nogle Pølser til ham. „Nei stjæle kan jeg ikke,“ sagde hun, „for du husker nok, hvorledes det gik sidst.“ „Du kan lære at stjæle,“ sagde Haaken, „det er ikke sagt at det gaaer galt støt.“ Da hun vel var gaaet, løb Haaken Borkenskjæg Beenstien, kom længe før hende til Slottet, og kastede Skindkjolen og Lavskjægget af sig og stod i Kjøkkenet med Prindseklæderne paa, da hun kom. Kongsdatteren var med i Slagtningen og lavede Pølser, og hun gjorde som Haaken havde sagt, og stoppede Lommerne sine fulde. Da hun skulde
gaae hjem om Aftenen, sagde Prindsen: „Denne Fantekjærringen var jo langfingret sidst, det er nok bedst at see efter om hun ikke har taget Noget med sig,“ og til at lede og visitere i alle Lommerne hendes. Da han fandt Pølserne, blev han sindt igjen og holdt slemt Huus og truede med at han skulde sætte hende hos Lensmanden. „Aa Gud velsigne Jer, lad mig slippe; Fanten bad mig om det,“ sagde hun og græd og bar sig ilde.
„Ja det burde gaae dig galt, men for Fantens Skyld skal det være dig tilgivet,“ sagde Haaken Borkenskjæg. Da hun var gaaet, kastede han Prindseklæderne af sig, trak paa Skindkjolen og satte paa sig Lavskjægget og løb Beenstien, og da hun kom hjem, var han alt kommen hjem i Forveien. Hun fortalte hvorledes det var gaaet, og lovede høit og dyrt, det skulde være sidste Gangen, han fik hende til Sligt. En Stund efter havde Manden været i Kongsgaarden igjen. „Nu skal Prindsen vor have Bryllup,“ sagde han, da han kom hjem om Kvelden; „men Bruden er bleven syg, saa Skrædderen ikke kan faae taget Maal af hende til Bryllupskjolen, og saa vil Prindsen, at du skal komme op til Kongsgaarden og tage Maal af dig
i Stedet for hende, for han siger, du ligner hende i Væxt og Alt. Men naar du er maalt, saa skal du ikke gaae; du kan blive staaende der du, og see paa, mens Skrædderen skjærer til, og sop saa ned de største Stykkerne og tag med dig til en Piklue til mig.“ „Nei stjæle kan jeg ikke,“ sagde hun, „og du husker nok, hvorledes det gik sidst.“ „Du kan nok lære,“ sagde Haaken, „det er ikke sagt, det gaaer galt nu.“ Hun syntes det var galt, men hun gik og gjorde som han bad; hun stod og saa paa, medens Skrædderen skar til, og sopte ned de største Stykkerne og puttede dem i Lommen. Da hun skulde gaae, sagde Prindsen: „vi faae vel see efter om Kjærringen
ikke har været langfingret denne Gangen ogsaa,“ og til at lede i alle Lommerne hendes, og da han fandt Kosterne, blev han sindt og begyndte at skjende og støie, saa det ikke var nogen Maade paa det. Hun græd og bar sig ilde og sagde: „Aa Fanten bad mig om det, saa maatte jeg jo gjøre det.“ „Ja, det burde gaae dig ilde, men for Fantens Skyld faaer det vel være dig tilgivet,“ sagde Haaken Borkenskjæg, og saa gik det som de forrige Gange, da hun kom hjem i Barhytten, var Haaken der ogsaa. „Aa Gud hjælpe mig,“ sagde hun, „jeg bliver nok ulykkelig jeg for din Skyld tilsidst; for du vil ikke have mig til Andet end det, som galt er. Prindsen var saa arg og gal, saa han truede baade med Lensmand og Tugthuus.“ En Stund efter kom Haaken hjem i Barhytten en Kveld.
„Nu vil Prindsen du skal komme til Slottet og staae Brud,“ sagde han, „for Bruden hans er syg og sengeliggende endda; men Bryllup vil han holde, og du er saa lig hende, at Ingen kjende Jer fra hinanden, og i Morgen faaer du lave dig til at gaae til Slottet.“ „Jeg mener I er fra Viddet baade du og Prindsen,“ sagde hun, „synes du jeg seer ud til at staae Brud; der kan jo ingen Fantekjærring see værre ud end jeg.“ „Ja Prindsen sagde det, og saa faaer du gjøre det,“ sagde Haaken Borkenskjæg. Der var ikke noget Raad for det, hun maatte gaae, og da hun kom til Kongsgaarden, blev hun saa pyntet og tilstadset, at ingen Prindsesse kunde være gjildere. De reiste til Kirken, og hun stod Brud, og da de kom hjem igjen var der Dands og Lystighed paa Slottet. Men ret som hun var
midt i Dandsen med Prindsen, fik hun see et Skin igjennem Vinduet, og saa saae hun, at Barhytten stod i lys Lue. „Aa nei, Fanten og Barnet og Barhytten!“ skreg hun og var daanefærdig. „Her er Fanten og der er Barnet, og lad saa Barhytten ryge!“ sagde Haaken Borkenskjæg. Og saa kjendte hun ham igjen. Da blev det først rigtig Lystighed og Glæde, men siden har jeg hverken hørt dem eller spurgt dem.
Nadaljuj z branjem
