Prevod
Nekoč je živel reven mož, ki je prebival v kočici daleč v gozdu in se preživljal z lovom. Imel je eno samo hčer, ki je bila izredno lepa. Mati ji je zgodaj umrla, in ko je deklica že napol odrasla, je rekla, da bi rada šla služit k ljudem, da bi se tudi sama naučila služiti svoj kruh. »Da, hčerka moja,« je rekel oče, »pri meni se res nisi naučila drugega kakor skubiti in peči ptice, a boš že morala poskusiti služiti za svoj kruh.« Tako je deklica odšla iskat službo in čez nekaj časa prišla do kraljevega dvora. Tam je ostala in kraljici je bila tako všeč, da so ji druge služabnice postale hudo nevoščljive. Zato so se domislile, da bodo kraljici povedale, češ da se je deklica hvalila, da zna v štiriindvajsetih urah spresti funt lanu; kraljica je namreč nadvse cenila vsakršna ročna dela. »No, če si to rekla, boš morala tudi storiti,« ji je dejala kraljica. »Lahko pa dobiš nekoliko več časa.« Uboga deklica si ni upala povedati, da še nikoli ni predla, temveč je prosila za sobico, v kateri bi bila sama. Dobila jo je in vanjo so ji prinesli kolovrat in lan. Tam je zdaj sedela, jokala in žalovala ter ni vedela, kaj naj stori. Vrtela je kolovrat, ga obračala sem ter tja, pa ni vedela, kako bi se lotila dela — saj dotlej kolovrata še videla ni.
Ko je tako sedela, je k njej stopila stara ženica. »Kaj ti je, otrok moj?« jo je vprašala. »Ah,« je odgovorila deklica, »nič ne pomaga, če vam povem, saj mi tako ali tako ne morete pomagati!« »Tega pa nihče ne more vedeti,« je rekla ženica. »Morda bi ti vendarle znala svetovati.« Saj ji res lahko povem, si je mislila deklica in ji povedala, kako so druge služabnice raznesle govorico, da se je hvalila, da zna v štiriindvajsetih urah spresti funt lanu. »Jaz, sirota,« je rekla, »pa še nikoli v življenju nisem videla kolovrata, kaj šele, da bi znala v enem dnevu spresti toliko lanu.« »Nič zato, otrok,« je dejala ženica. »Če me boš na svoj poročni dan poklicala teta, bom jaz predla namesto tebe, ti pa lahko greš spat.« Deklica je to rada obljubila in odšla leč.
Ko se je zjutraj zbudila, je ves lan ležal spreden na mizi, in to tako lepo in tanko, da nihče še ni videl tako enakomerne in čedne preje. Kraljica se je lepe preje silno razveselila in deklica ji je bila še ljubša kakor prej. Druge pa so ji bile zato še bolj nevoščljive in so se domislile, da bodo kraljici povedale, češ da se zdaj hvali, da zna prejo, ki jo je spredla, v štiriindvajsetih urah stkati v platno. Kraljica je spet rekla, da mora, če je to rekla, tudi storiti; če pa ne bo šlo ravno v štiriindvajsetih urah, lahko dobi nekoliko več časa. Deklica si tudi tokrat ni upala ugovarjati, le prosila je za sobico zase, da bi poskusila. Spet je sedela v njej, jokala in tožila ter ni vedela, kaj naj stori. Tedaj je znova vstopila neka stara ženica in jo vprašala: »Kaj ti je, otrok moj?« Deklica sprva ni hotela povedati, nazadnje pa ji je le zaupala, zakaj je tako žalostna. »Nič zato,« je odgovorila ženica. »Če me boš na svoj poročni dan poklicala teta, bom jaz tkala namesto tebe, ti pa lahko greš spat.« Deklica je to rada obljubila in odšla leč. Ko se je zbudila, je na mizi ležalo zloženo platno, stkano tako lepo in gosto, kakor je le mogoče. Vzela je platno in ga odnesla kraljici. Ta se je čudovitega blaga silno razveselila in deklica ji je bila še ljubša kakor prej. Druge pa so bile zato nanjo še bolj jezne in so mislile samo na to, kaj bi si še lahko izmislile o njej.
Nazadnje so kraljici povedale, da se zdaj hvali, da zna iz vsega tega platna v štiriindvajsetih urah sešiti srajce. Zgodilo se je natanko tako kakor prej: deklica si ni upala reči, da ne zna šivati. Spet je dobila sobico zase, sedela v njej, jokala in žalovala. Pa je k njej prišla še ena stara ženica in ji obljubila, da bo šivala namesto nje, če jo bo deklica na svoj poročni dan poklicala teta. Deklica je to več kot rada obljubila, nato pa storila, kakor ji je ženica naročila, in odšla spat. Ko se je zjutraj zbudila, je na mizi našla kup srajc, sešitih iz vsega platna. Tako lepih šivov ni še nihče videl, srajce pa so bile že izvezene z začetnicami in povsem dokončane. Ko je kraljica zagledala to delo, je bila nad šivi tako navdušena, da je plosknila z rokami. »Tako lepega šivanja še nikoli nisem ne imela ne videla,« je rekla in odtlej je imela deklico rada kakor lastnega otroka. »Če bi rada vzela princa, ga boš dobila,« ji je rekla. »Saj ti nikoli ne bo treba najemati drugih za delo; vse znaš sama sešiti, spresti in stkati.« Ker je bila deklica lepa in je bila princu všeč, so takoj obhajali poroko. Toda komaj je princ z njo sedel za svatovsko mizo, je vstopila stara, grda ženica z dolgim nosom — gotovo je meril tri vatle.
Nevesta je vstala, se priklonila in rekla: »Dober dan, teta!« »Je to teta moje neveste?« je vprašal princ. Da, bila je. »Potem pa naj prisede k mizi,« je rekel princ, čeprav se je tako njemu kakor drugim zdelo strašno sedeti z njo za isto mizo.
Kmalu zatem je vstopila še ena stara, grda ženica. Ta je imela tako debelo in široko zadnjico, da se je komaj prerinila skozi vrata. Nevesta je pri priči spet vstala in jo pozdravila: »Dober dan, teta!« Princ je znova vprašal, ali je to teta njegove neveste. Obe sta pritrdili in princ je rekel, da mora potem tudi ona sesti k mizi.
A komaj je sedla, je prišla še ena stara, grda ženica z očmi, velikimi kakor krožnika, tako rdečimi in solznimi, da jih je bilo groza pogledati. Nevesta je spet vstala in jo pozdravila: »Dober dan, teta!« Tudi njo je princ povabil k mizi, a prav nič ni bil vesel in si je mislil: »Bog mi pomagaj, kakšne tete ima moja nevesta!« Ko je nekaj časa sedel, se ni mogel več premagovati in je vprašal: »Kako za vse na svetu ima lahko moja nevesta, ki je tako lepa, tako strašne in iznakažene tete?« »To ti pa že lahko povem,« je rekla prva. »Ko sem bila toliko stara kakor tvoja nevesta, sem bila prav tako lepa kot ona. Tako dolg nos pa imam zato, ker sem kar naprej sedela pri preji in kimala ter sklanjala glavo, pa se mi je nos raztegnil, dokler ni postal takšen, kakršnega vidiš zdaj.« »Jaz pa,« je rekla druga, »sem se že od mladih nog pomikala sem ter tja po tkalski klopi in tako mi je zadnjica postala tako velika in nabrekla, kakršno vidiš zdaj.« Nato je rekla tretja: »Že od malega sem noč in dan sedela, napenjala oči in šivala. Zato so moje oči postale tako strašne in rdeče in zdaj jim ni več pomoči.« »A tako!« je rekel princ. »Še dobro, da sem to izvedel, kajti če lahko človek zaradi tega postane tako grd in strašen, moja nevesta nikoli več v življenju ne bo ne predla ne tkala ne šivala!«
Izvirnik
Der var engang en fattig Mand, som boede i en Stue langt borte i Skoven, og nærede sig ved Skytteri. Han havde en eneste Datter, der var særdeles smuk, og da Moderen tidlig var død og Pigen nu allerede var halvvoxen, sagde hun, at hun vilde bort til Folk, saa hun kunde lære at fortjene sit Brød, hun ogsaa. „Ja, min Datter,“ sagde Faderen, „rigtignok har du ikke lært Andet hos mig end at ribbe Fugl og stege, men du faaer vel prøve at tjene for dit Brød alligevel.“ Saa gik da Pigen ud at bede om Tjeneste, og da hun havde gaaet en Stund, kom hun til Kongsgaarden. Der blev hun, og Dronningen syntes saa vel om hende, at de øvrige Terner bleve ganske misundelige paa hende. De fandt derfor paa at sige til Dronningen,
at Pigen havde sagt sig god for at spinde et Pund Hør i fire og tyve Timer, for Dronningen holdt særdeles meget af alleslags Haandarbeider. „Ja, har du sagt det, skal du gjøre det“ — sagde Dronningen til hende —. „Men lidt længere Tid kan du vel faae.“ Pigen Stakkel turde ikke sige, at hun aldrig havde spundet, men bad om et Kammer for sig selv; det fik hun, og derop blev baaren Rok og Hør. Der sad hun nu og græd og var bedrøvet og vidste ikke sit arme Raad; hun stellede med Rokken, og snoede og dreiede paa den, og vidste ikke, hvorledes hun skulde bære sig ad — hun havde aldrig før seet en Hjulrok engang.
Men som hun saaledes sad, kom der en gammel Kone ind til hende; „hvad feiler dig, mit barn?“ sagde hun. „Ak,“ svarede Pigen, „det kan vel ikke nytte, jeg siger dig det; du kan saa ikke hjælpe mig ligevel!“ „Der kan Ingen vide det,“ sagde Konen. „Kan hende, jeg turde vide Raad for det alligevel jeg.“ Ja, jeg kan jo sagtens sige hende det, tænkte Pigen, og saa fortalte hun da, at Medtjenerne hendes havde sat ud, at hun havde sagt sig god for at spinde et Pund Hør i fire og tyve Timer; „og jeg, min Stakkel,“ sagde hun, „har aldrig i mine Dage seet en Hjulrok, end sige, jeg skulde kunne spinde saa meget i et Jævndøgn.“ „Ja, det er samme det, Barn,“ sagde Konen; „vil du kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg spinde for dig jeg, saa kan du gaae bort og lægge dig til at
sove.“ Ja, det vilde Pigen gjerne gjøre, og gik hen og lagde sig. Om Morgenen, da hun vaagnede, laa al Hørren spunden paa Bordet, og det saa peent og fiint, at aldrig Nogen havde seet saa jævnt og vakkert Garn. Dronningen blev meget glad over det smukke Garnet hun havde faaet, og holdt endnu meer af Pigen end før. Men herover bleve de Øvrige endnu misundeligere paa hende, og saa fandt de paa at sige til Dronningen, at nu havde hun sagt sig god for at væve det Garn, hun havde spundet, i fire og tyve Timer. Dronningen sagde igjen, at havde hun sagt det, saa skulde hun gjøre det, men om det ikke netop blev i fire og tyve Timer, saa kunde hun vel faae lidt længere Dag. Pigen turde heller ikke nu sige nei, men bad
om et Kammer for sig selv, saa fikk hun vel prøve. Der sad hun igjen og græd og bar sig ilde og vidste ikke, hvad hun skulde tage sig til; da kom der igjen en gammel Kone inn og spurgte: „Hvad feiler dig, mit Barn?“ Pigen vilde først ikke ud med det, men endelig fortalte hun hende, hvad hun var saa sørgmodig for. „Ja,“ svarede Konen, „det er det samme, vil du kalde mig Moster paa din Hædersdag, skal jeg væve for dig, saa kan du gaae bort og lægge dig til at sove.“ Ja, det vilde Pigen gjerne gjøre, og saa gik hun hen og lagde sig. Da hun vaagnede, laa Bunken paa Bordet, vævet saa net og saa tæt, som væves kunde. Pigen tog Bunken og gik ned til Dronningen med, og hun blev meget glad over den smukke Væv, hun havde faaet, og holdt endnu mere af Pigen end før. Men derover
bleve de Andre endda mere forbittrede paa hende og tænkte ikke paa Andet, end hvad de nu skulde finde paa at sige om hende. Tilsidst fortalte de Dronningen, at nu havde hun sagt sig god for at sye op Vævbunken til Skjorter i fire og tyve Timer. Ja, det gik lige eens, som før, Pigen turde ikke sige, at hun ikke kunde sye; hun kom igjen op paa et Kammer for sig selv, og sad der og græd og var bedrøvet. Men saa kom der atter en gammel Kone til hende, som lovede at sye for hende, naar Pigen vilde kalde hende Moster paa sin Hædersdag; det lovede Pigen meer end gjerne, og siden gjorde hun, som Konen sagde, og gik hen og lagde sig til at sove. Om Morgenen da hun
vaagnede, fandt hun Bunken opsyet til Skjorter, liggende paa Bordet; saa smuk Søm havde aldrig Nogen seet, og Skjorterne havde Navn og vare fuldt færdige. Da Dronningen fik see det Arbeide, blev hun saa glad i Sømmen, at hun slog Hænderne sammen; „for saa vakker Søm har jeg aldrig hverken havt eller seet,“ sagde hun, og siden holdt hun Pigen saa kjær, som sit eget Barn. „Dersom du nu vil have Prindsen, saa skal du faae ham,“ sagde hun til Pigen, „for du behøver aldrig at leie bort Nogenting; du kan sye og spinde og væve Altsammen selv.“ Da Pigen var smuk og Prindsen syntes vel om hende, blev der strax Bryllup. Men allerbedst Prindsen vel havde sat sig til Brudebordet med hende, kom der en gammel, styg Kjærring ind med en lang Næse — den var vist tre Alen lang.
Saa stod Bruden op og neiede og sagde: „God Dag, Moster!“ „Er det Moster til min Brud?“ sagde Prindsen. Ja, hun var da det. „Ja, saa faaer hun vel sætte sig ind til Bordet da,“ sagde Prindsen, men baade han og de Andre syntes, hun var fæl at sidde til Bords med. Men ret som det var, saa kom der igjen en gammel, styg Kjærring ind: hun havde en Bag saa tyk og bred, at hun med Nød og Neppe kunde komme ind igjennem Døren. Strax reiste Bruden sig igjen op og hilste: „God Dag, Moster!“ og Prindsen spurgte igjen om det var Moster til hans Brud. Begge svarede ja, og Prindsen sagde at naar saa var, saa fik vel hun ogsaa sætte sig ind til Bordet.
Men aldrig før hun havde sat sig, saa kom der atter en gammel, styg Kjærring, med Øine saa store som Talerkener og saa røde og rindende, at det var fælt at see. Bruden reiste sig igjen og hilste: „God Dag, Moster!“ og Prindsen bad ogsaa hende at sætte sig ind til Bordet, men glad var han ikke og han tænkte ved sig selv: „Gud hjælpe mig for Mostre, min Brud har!“ Da han havde siddet lidt, kunde han ikke bare sig, men spurgte: „Men hvorledes i al Verden kan da min Brud, som er saa deilig, have saa fæle og vanskabte Mostre?“ „Det skal jeg nok sige dig,“ sagde den Ene. „Jeg var ligesaa vakker jeg som Bruden din, da jeg var paa hendes Alder; men det at jeg har faaet saa lang Næse, det kommer af at jeg stedse og bestandig har siddet og hakket og nikket med Spinding, saa har Næsen
min tøiet sig, til den er bleven saa lang som du nu seer den. „Og jeg,“ sagde den Anden, „ligesiden jeg var ung, har jeg siddet og skubbet frem og tilbage paa Vævfjælen, og derved er min Bag bleven saa stor og hoven, som du nu seer.“ Saa sagde den Tredie: „Ligefra jeg var ganske liden, har jeg siddet og stirret og syet, Nat og Dag; deraf ere Øinene mine blevne saa fæle og røde, og nu er der ikke længer noget Raad for dem.“ „Ja saa!“ sagde Prindsen, „det var vel jeg fik vide det, for kan Folk blive saa stygge og fæle af det, saa skal da aldrig min Brud hverken spinde eller væve eller sye i sine Dage meer!"
