Prevod
Nekoč je živela stara vdova s svojimi tremi hčerami, daleč od vasi, visoko pod nekim hribom. Bila je tako revna, da ni imela ničesar razen kokoši, in to je ljubila kakor punčico svojega očesa; kokodakala ji je in skrbela zanjo od jutra do večera. Nekega dne pa je kokoš kar na lepem izginila. Žena je šla ven, iskala okrog hiše in jo klicala, toda kokoši ni bilo in ni je bilo. »Pojdi še ti pogledat, kje je naša kokoš,« je rekla najstarejši hčeri. »Nazaj jo moramo dobiti, pa če jo bo treba iz gore izbezati.« In hči je šla iskat kokoš; hodila je sem ter tja, iskala in klicala, kokoši pa nikjer. Tedaj se je iz skalne stene oglasilo:
»Kokoš po gori stopiclja! Kokoš po gori stopiclja!« Šla je pogledat, kaj je to, a pri skalni steni je padla skozi loputo globoko, globoko v obokan podzemni prostor. Spodaj je šla skozi mnogo sob, od katerih je bila vsaka razkošnejša od prejšnje, v najbolj oddaljeni pa ji je prišel naproti velik, grd gorski trol. »Ali boš moja ljubica?« jo je vprašal. Ne, je rekla, tega pa že noče; takoj hoče spet na plan, da poišče svojo kokoš, ki se je izgubila.
Tedaj se je trol tako razjezil, da jo je zgrabil, ji odvil glavo ter vrgel truplo in glavo v klet. Mati je doma čakala in čakala, hčere pa ni bilo nazaj. Čakala je še lep čas, ko pa o njej ni bilo ne duha ne sluha, je rekla srednji hčeri, naj gre iskat sestro;
»pa še kokoš lahko spotoma pokličeš,« je dodala. Tako je šla od doma druga sestra in zgodilo se ji je natanko isto; hodila je, iskala in klicala, ko je nenadoma tudi ona zaslišala glas iz skalne stene:
»Kokoš po gori stopiclja! Kokoš po gori stopiclja!« To se ji je zdelo čudno; stopila je bliže, da bi pogledala, kaj je, in tudi ona je padla skozi loputo globoko, globoko v obokan podzemni prostor. Šla je skozi vse sobe, v najbolj oddaljeni pa ji je prišel naproti gorski trol in jo vprašal, ali bi bila njegova ljubica. Ne, tega pa že noče, takoj hoče spet na plan, da poišče kokoš, ki se je izgubila. Tedaj se je trol razjezil, jo zgrabil, ji odvil glavo ter vrgel glavo in truplo v klet.
Ko je žena tudi drugo hčer čakala že celo večnost, o njej pa ni bilo ne duha ne sluha, je rekla najmlajši: »Zdaj pa res moraš na pot in poiskati svoji sestri. Hudo je bilo že, ko se nam je izgubila kokoš, še huje pa bi bilo, če ne bi več našle tvojih sester; kokoš pa le spotoma pokliči.« In najmlajša je šla; hodila je sem ter tja, iskala in klicala, vendar ni nikjer videla ne kokoši ne svojih sester. Čez dolgo časa je tudi ona prišla do skalne stene; tedaj je zaslišala:
»Kokoš po gori stopiclja! Kokoš po gori stopiclja!« To se ji je zdelo nenavadno; stopila je bliže, da bi pogledala, in tudi ona je padla skozi loputo globoko, globoko v obokan podzemni prostor.
Spodaj je hodila iz sobe v sobo in vsaka je bila razkošnejša od prejšnje; a nje ni bilo tako zelo strah. Vzela si je čas in si ogledala zdaj to, zdaj ono, pri tem pa opazila tudi loputo v klet. Pogledala je vanjo in takoj prepoznala svoji sestri, ki sta mrtvi ležali spodaj. Komaj je loputo spet zaprla, že je prišel k njej gorski trol.
»Ali boš moja ljubica?« jo je vprašal. »Da, prav rada,« je rekla deklica, saj je dobro razumela, kaj se je zgodilo njenima sestrama. Ko je trol to slišal, ji je podaril prelepa, razkošna oblačila, najlepša, kar si jih je mogla želeti, in še vse drugo, česar si je zaželela, tako vesel je bil, da hoče katera biti njegova ljubica.
Ko pa je že nekaj časa živela pri njem, je bila nekega dne še bolj potrta in žalostna kakor po navadi. Trol jo je vprašal, kaj jo tare. »Oh,« je rekla deklica, »žalostna sem, ker ne morem domov k materi;
gotovo je lačna in žejna, pa nikogar nima pri sebi.« »No, k njej te že ne morem pustiti,« je odgovoril trol, »lahko pa naložiš nekaj hrane v vrečo in ji jo bom odnesel.« Deklica se mu je zahvalila in rekla, da bo tako storila; na dno vreče pa je natlačila veliko zlata in srebra, povrh položila nekaj hrane in nato povedala trolu, da je vreča pripravljena, vendar vanjo nikakor ne sme pogledati. Obljubil ji je, da ne bo. Ko je gorski trol odšel, je kukala za njim skozi luknjico v loputi; ko je bil že kos poti daleč, je rekel: »Tale vreča je pa tako težka, da moram pogledati, kaj je v njej,« in že je hotel razvezati vrvico, ko je deklica zavpila: »Saj te vidim! Saj te vidim!« »Ti imaš pa res hudičeve oči v glavi!« je rekel trol in si ni več drznil poskušati. Ko je prišel do vdovine hiše, je vrečo vrgel skozi vrata v izbo. »Tu imaš hrano od svoje hčere; njej nič ne manjka,« je rekel.
Ko je deklica prebila v gori še lep čas, je nekega dne skozi loputo padel kozel. »Kdo je pa tebe klical, mrha kuštrava!« je rekel trol, ves razjarjen, nato pa zgrabil kozla, mu odvil glavo in ga vrgel v klet.
»O ne, zakaj si pa to storil?« je rekla deklica. »Lahko bi mi bil za družbo tu spodaj.« »Saj ti zato ni treba delati tako žalostnega obraza,« je rekel trol. »Kozla lahko pri priči spet oživim.« S stene je snel lonček, kozlu nataknil glavo in ga namazal z mazilom iz lončka, pa je bil spet živ in zdrav. Aha, si je mislila deklica, tale lonček je pa res nekaj vreden.
Ko je pri trolu prebila še lep čas, je izkoristila dan, ko ga ni bilo doma, vzela najstarejšo sestro, ji nataknila glavo in jo namazala z mazilom iz lončka, kakor je videla, da je trol storil s kozlom;
in sestra je pri priči oživela. Deklica jo je spravila v vrečo, povrh položila nekaj hrane in takoj, ko se je trol vrnil domov, mu je rekla: »Ljubi moj, spet boš moral odnesti malo hrane moji materi; revica je gotovo lačna in žejna, pa še sama je;
vendar ne glej v vrečo!« Seveda bo odnesel vrečo, je rekel, in tudi vanjo ne bo gledal; ko pa je bil že kos poti daleč, se mu je zazdela vreča strašansko težka, in ko je hodil še nekaj časa, je rekel, da bo vendarle pogledal, kaj je v njej. »Kakršne koli oči že ima, zdaj me vendar ne more videti,« si je rekel. A ravno ko je hotel razvezati vrečo, je tista, ki je sedela v njej, rekla: »Saj te vidim! Saj te vidim!« »Ti imaš pa res hudičeve oči v glavi!« je rekel trol, saj je mislil, da govori deklica v gori. Ni si več drznil pogledati v vrečo, temveč jo je, kolikor hitro je mogel, odnesel naravnost k materi, in ko je prišel do vrat, jo je vrgel v izbo. »Tu imaš hrano od svoje hčere; njej nič ne manjka!« je rekel.
Ko je deklica prebila v gori še lep čas, je enako storila z drugo sestro; nataknila ji je glavo, jo namazala z mazilom iz lončka in jo spravila v vrečo; tokrat pa je povrh nasula toliko zlata in srebra, kolikor ga je šlo vanjo, čisto na vrh pa položila nekaj hrane. »Ljubi moj,« je rekla trolu, »spet boš moral odnesti malo hrane moji materi; vendar ne glej v vrečo!« Trol ji je rad ustregel in ji obljubil, da ne bo gledal vanjo. Ko pa je bil že kos poti daleč, se mu je zazdela vreča strašansko težka;
in ko je prehodil še nekaj poti, je ni mogel več nositi; moral jo je odložiti in počiti. Že je hotel razvezati vrvico in pogledati vanjo, ko je tista v vreči zavpila: »Saj te vidim! Saj te vidim!« »Ti imaš pa res hudičeve oči v glavi!« je rekel trol in si ni več drznil pogledati v vrečo, temveč je pohitel, kolikor je mogel, in jo odnesel naravnost k materi.
Ko je prišel pred vrata izbe, jo je vrgel noter. »Tu imaš hrano od svoje hčere; njej nič ne manjka!« je rekel. Ko je deklica prebila pri njem še lep čas, se je trol nekoč spet odpravljal od doma; tedaj se je delala slabotno in bolno, stokala je in tarnala. »Nič ti ne bo koristilo, če se vrneš pred dvanajsto,« je rekla, »prej ne bom mogla pripraviti jedi; tako sem slabotna in bolna.« Brž ko je trol odšel, je svoja oblačila napolnila s slamo in slamnato deklico postavila v kot ob ognjišču s kuhalnico v roki, tako da je bilo videti, kakor da tam stoji ona sama. Nato se je izmuznila domov in s seboj pripeljala strelca, da bi ostal v materini izbi.
Ko je ura odbila dvanajst ali malo pozneje, se je trol vrnil domov. »Daj mi jesti!« je rekel slamnati deklici. Pa ni odgovorila. »Daj mi jesti, pravim!« je ponovil trol. »Lačen sem!« Pa ni odgovorila.
»Daj mi jesti!« je tretjič zavpil trol. »In svetujem ti, da me ubogaš, sicer te bom že predramil!« A deklica je še zmeraj negibno stala. Tedaj je tako pobesnel, da jo je brcnil, in slama je poletela do stropa in na vse strani. Ko je to videl, je zaslutil prevaro in začel iskati vsepovsod, nazadnje pa je prišel še v klet; obeh dekličinih sester ni bilo več tam in takoj je doumel, kaj se je zgodilo. »To mi bo pa že plačala!« je rekel in jo ubral proti materini hiši. Ko pa je prišel do izbe, je strelec ustrelil; trol si ni upal vstopiti, saj je mislil, da grmi. Pognal se je domov, kolikor so ga nesle noge, a ravno ko je prišel do lopute, je vzšlo sonce in počil je. Tam je gotovo še zmeraj dovolj zlata in srebra; ko bi le kdo vedel, kje je loputa!
Izvirnik
Der var engang en gammel Enke, hun boede affides fra Bygden, langt oppe under en Aas med de tre Døttrene sine. Hun var saa fattig, at hun ikke eiede Andet end en Høne, og den havde hun saa kjær som Øiesteen sin; den kaglede hun for og den stelte hun med, baade tidlig og seent. Men en Dag, retsom det var, saa blev Hønen borte. Konen gik da ud, rundt omkring Stuen, og ledte og lokkede; men Hønen var borte og blev borte. „Du faaer ud og prøve at see efter Hønen vor, du,“ sagde Konen til den ældste Datteren, „have den igjen maae vi, om vi saa skal tage den ud af Bjerget.“ Ja, Datteren skulde da ud at see efter den; hun gik baade hid og did og ledte og lokkede, og ingen Høne borte i en Bjergvæg:
„Hønen tripper i Bjerget! „Hønen tripper i Bjerget!“ Hun skulde da hen at see, hvad det var, men ved Bjergvæggen faldt hun gjennem en Lem, dybt, dybt ned i en Hvælving under Jorden. Dernede gik hun frem igjennem mange Værelser, det ene gjildere end det andet, men i det inderste kom en stor styg Bjergmand til hende. „Vil du være Kjæeresten min, du?“ spurgte han. Nei sagde hun, det vilde hun slet ikke; hun vilde strax op igjen og see efter Hønen sin, som var bleven borte.
Saa blev Bjergmanden saa sindt, at han tog hende og vred Hovedet af hende, og kastede Krop og Hoved ned i Kjælderen. Moderen sad hjemme og ventede og ventede, men ingen Datter kom der igjen. Hun ventede endda en god Stund, men da hun hverken hørte eller saa noget til hende, sagde hun til den mellemste Datteren, at hun fik gaae ud og see efter Søstren sin; „og Hønen kan du lokke paa med det samme,“ sagde hun.
Den anden Søster skulde da ud, og hende gik det netop lige eens; hun gik og ledte og lokkede, og med Eet saa hørte hun ogsaa, det sagde borte i Bjergvæggen: „Hønen tripper i Bjerget! „Hønen tripper i Bjerget!“ Det syntes hun var underligt; hun skulde da hen og see, hvad det var, og saa faldt hun ogsaa gjennem Lemmen dybt, dybt ned i Hvælvingen. Der gik hun igjennem alle Værelserne, men i det inderste kom Bjergmanden til hende og spurgte om hun vilde værre Kjæresten hans? Nei, det vilde hun slet ikke, hun vilde strax op igjen og lede efter Hønen, som var bleven borte, hun. Men saa blev Bjergmanden sindt; han tog hende og vred
Hovedet af hende, og kastede Hoved og Krop ned i Kjælderen. Da nu Konen ogsaa havde siddet og ventet paa den anden Datter i syv Lange og syv Brede, og der ingen Datter var at høre eller see, sagde hun til den yngste: „Nu faaer rigtig du i Veien og see efter Søstrene dine. Galt var det at Hønen blev borte, men endnu galere blev det, skulde vi ikke finde Søstrene dine igjen; men Hønen kan du altid lokke paa med det samme.“ Ja, den yngste skulde da ud; hun gik hid og did og ledte og lokkede, men ikke saa hun Hønen og ikke saa hun Søstrene sine. Langt om længe kom hun ogsaa bort imod Bjergvæggen; saa hørte hun det sagde: „Hønen tripper i Bjerget!
„Hønen tripper i Bjerget!“ Det syntes hun var rart; hun skulde da bort og see, og saa faldt hun ogsaa igjennem Lemmen, dybt, dybt ned i Hvælvingen. Dernede gik hun igjennem det ene Værelse gjildere end det andet; men hun var ikke saa ræd hun; hun gav sig god Tid og saa baade paa det Ene og det Andet, og saa fik hun ogsaa Øie paa Kjælderlemmen; hun saa dernedi, og strax kjendte hun Søstrene sine, som laae døde der. Med det samme hun vel havde faaet lukket Kjælderlemmen igjen, kom Bjergmanden til hende.
„Vil du være Kjæresten min du?“ spurgte Bjergmanden. „Ja gjerne det,“ sagde Gjenten, for hun kunde nok forstaae, hvorledes det var gaaet med Søstrene hendes. Da Troldet hørte det, fik hun gjilde, gjilde Klæder af ham, de deiligste hun kunde ønske sig, og Alt, hun ellers vilde have, saa glad blev han ved det at Nogen vilde være Kjæresten hans. Men da hun havde været der en Tid, var det en Dag, hun var endda mere stuur og bedrøvet, end hun pleiede. Saa spurgte Bjergmanden hende hvad det var, hun sturede for. „Aa,“ sagde Gjenten, „det er fordi jeg ikke kan komme hjem til Moder min; hun baade sulter og tørster vist, og der er Ingen hos hende.“ „Ja, gaae til hende kan du ikke faae Lov,“ svarede Troldet, „men
stop noget Mad i en Sæk, saa skal jeg bære den til hende.“ Ja, det takkede hun for, det skulde hun gjøre, sagde hun; men paa Bunden af Sækken stoppede hun en Mængde Guld og Sølv, og saa lagde hun lidt Mad ovenpaa, og sagde saa til Troldet, at nu var Sækken færdig, men han maatte slet ikke see ned i den og det lovede han ogsaa, han ikke skulde gjøre. Da saa Bjergmanden gik, skottede hun ud efter ham i et lidet Hul, som var paa Lemmen; da han var kommen et Stykke paa Veien, sagde han: „Den er saa tung denne Sækken, jeg vil nok see, hvad der er i den, jeg,“ og vilde til at løse op Sækkebaandet; men saa raabte Gjenten: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!“ „Det er da Pokker til Øine i Hovedet paa dig ogsaa da!“ sagde Troldet,
og saa turde han ikke prøve paa det mere. Da han var kommen did, hvor Enken boede, kastede han Sækken ind gjennem Stuedøren. „Der har du Mad fra Datteren din; det lider ikke paa hende,“ sagde han. Da nu Gjenten havde været i Bjerget endnu en god Stund, faldt der en Dag en Gjedebuk ned gjennem Lemmen. „Hvem er det, som har sendt Bud efter dig, dit langraggede Best!“ sagde Troldet, han var fælt vild, og saa tog han Bukken og vred Hovedet af den og kastede den ned i Kjælderen.
„Aa nei, hvorfor gjorde du det da?“ sagde Gjenten, „den kunde jeg havt at more mig med hernede.“ „Du behøver ikke at sætte op Bededagsansigt for det, veed jeg,“ sagde Troldet, „jeg kan snart skaffe Liv i Gjedebukken igjen, jeg.“ Dermed tog han en Krukke, som hang paa Væggen, satte Hovedet paa Gjedebukken og smurte den af Krukken, saa var den lige god igjen. Haa, haa! tænkte Gjenten, den Krukken er nok Noget værd, den.
Da hun saa havde været hos Troldet endnu en god Tid, passede hun paa en Dag, Troldet var borte, tog den ældste af Søstrene og satte Hovedet paa hende og smurte hende af Krukken, saaledes som hun havde seet Troldet gjorde med Gjedebukken; og strax kom Søsteren til Live igjen. Gjenten stoppede hende da ned i en Sæk, lagde lidt Mad ovenpaa, og saa snart Troldet kom hjem igjen, sagde hun til ham: „Kjærre Vene, nu faaer du gaae hjem til Moer min med lidt Mad igjen; hun baade tørster og sulter vist, Stakkel, og alene er hun ogsaa; men se ikke i Sækken!“ Ja Sækken skulde han gaae med, sagde han, og see i den skulde han heller ikke; men da han kom et Stykke paa Veien, syntes han, Sækken blev saa fælt tung, og da han havde gaaet endda en Stund, sagde han, at han nok
vilde see, hvad der var i Sækken; „hvordan Øine der er skabt paa hende, saa kan hun da ikke see mig nu,“ sagde han ved sig selv. Men med det samme, han vilde til at løse op, sagde hun, som sad i Sækken: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!“ „Det var da Pokker til Øine i Hovedet paa dig, ogsaa da!“ sagde Troldet, for han troede det var hende i Bjerget som talte. Han turde da ikke prøve at see nedi mere, men bar Sækken lige til Moderen det forteste han kunde, og da han kom til Stuedøren, kastede han den ind igjennem; der har du Mad fra Datteren din; det lider ikke paa hende!“ sagde han.
Da nu Gjenten havde været i Bjerget endda en god Stund, gjorde hun det samme med den anden Søster; hun satte Hovedet paa hende, smurte hende af Krukken og stoppee hende i Sækken; men den Gang fyldte hun ovenpaa saa meget Guld og Sølv, som fik Rum i Sækken, og allerøverst lagde hun lidt Mad. „Kjærre, Vene,“ sagde hun til Troldet, „nu faaer du gaae hjem til Moder min med lidt Mad igjen; men se ikke i Sækken!“ Ja, Troldet vilde gjerne føie hende i det, og han lovede ogsaa, at han ikke skulde see i Sækken. Men da han kom et Stykke paa Veien, blev Sækken saa fælt tung, syntes han; og da han havde gaaet endda et Stykke, orkede han ikke at bære den; han maatte sætte den ned og hvile; han vilde da til at løse op Sækkebaandet og see nedi; men saa raabte hun, som
var i Sækken: „Jeg seer dig nok! Jeg seer dig nok!“ „Det er da Pokker til Øine i Hovedet paa dig, ogsaa da!“ sagde Troldet, og saa turde han ikke see i Sækken meer, men skyndte sig det meste han kunde, og bar Sækken lige til Moderen. Da han kom udenfor Stuedøren, kastede han den ind igjennem; „der har du Mad fra Datter din; det lider ikke paa hende!“ sagde han. Da saa Gjenten havde været der endda en god Tid, skulde Troldet ud engang; saa lød Gjenten, som hun var ussel og syg, og suttrede og bar sig. „Det kan ikke nytte, du kommer hjem før Klokken tolv,“ sagde hun, „for før kan jeg ikke faae Maden færdig; jeg er saa ussel og syg.“ Da nu Troldet vel var gaaet,
stoppede hun Klæderne sine ud med Halm og satte denne Halmgjenten bort i Krogen ved Skorstenen med en Tvare i Haanden, saa det saa ud, som det var hende selv, der stod der. Derpaa listede hun sig hjem, og fik med sig en Skytter til at være i Stuen hjemme hos Moderen. Da Klokken var tolv eller vel det, kom Troldet hjem. „Giv mig noget Mad!“ sagde han til Halmgjenten. Nei, hun svarede ikke. „Giv mig noget Mad, siger jeg!“ sagde Troldet igjen, „for jeg er sulten!“ Nei, hun svarede ikke.
„Giv mig noget Mad!“ skreg Troldet tredie Gang „og jeg raader dig til, du hører det, jeg siger, ellers skal jeg prøve at vække dig, jeg!“ Nei, Gjenten stod lige stille. Saa blev han saa vild, at han spændte til hende, saa Halmstubbene foer baade i Tag og Vægge. Men da han saa det, mærkede han Uraad og begyndte at lede allesteds, og tilsidst kom han ogsaa ned i Kjælderen; der vare begge Søstrene til Gjenten borte, og saa skjønnede han strax hvorledes det var gaaet til. „Ja, det skal hun faae betale!“ sagde han, og lagde i Veien did, hvor Moderen boede. Men da han kom til Stuen, skjød Skytteren; saa turde Troldet ikke gaae ind, for han troede det var Tordenen. Han satte da hjem igjen, det forteste han orkede,
men med det samme han kom til Lemmen, randt Solen, og saa sprak han. Der er vist Guld og Sølv nok endnu; den som bare vidste, hvor Lemmen var!
