Waltey
Srebrni novčič
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Srebrni novčič
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 8 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- Sølvskillingen
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Srebrni novčič
Bil je šiling, ki je ves bleščeč prišel iz kovnice, poskakoval in žvenketal: »Hura! Zdaj pa grem v širni svet!« In res je šel. Otrok ga je trdno držal s toplimi rokami, skopuh pa z mrzlimi, lepljivimi; starejši človek ga je dolgo obračal in ogledoval, mladina pa ga je takoj poslala naprej. Šiling je bil srebrn, z zelo malo bakra, in že celo leto je krožil po svetu, se pravi po deželi, v kateri so ga skovali. Potem pa je odpotoval čez mejo. Bil je zadnji kovanec iz domače dežele, ki je ostal v mošnji njegovega potujočega gospodarja; ta sploh ni vedel, da ga še ima, dokler mu ni prišel med prste.
»Glej, še en šiling od doma imam!« je rekel. »Naj gre z menoj na pot!« In šiling je od veselja zažvenketal in poskočil, ko ga je spet spravil v mošnjo. Tam je ležal med tujimi tovariši, ki so prihajali in odhajali; eni so delali prostor drugim, šiling od doma pa je vselej ostal. To je bila posebna čast.
Minilo je že več tednov in šiling je bil daleč v svetu, ne da bi prav vedel, kje. Od drugih kovancev je slišal, da so francoski in italijanski; eden je rekel, da so zdaj v tem mestu, drugi, da so v onem, toda šiling si tega ni znal predstavljati. Sveta pač ne vidiš, če si ves čas v mošnji, in on je bil. Nekega dne pa je med ležanjem v njej opazil, da ni zaprta, zato se je prikradel k odprtini, da bi malo pokukal ven. Tega ne bi smel storiti, toda bil je radoveden, in radovednost se kaznuje. Zdrsnil je v hlačni žep, in ko so zvečer mošnjo odložili, je šiling še zmeraj ležal tam, kjer je bil. Z obleko vred je prišel na hodnik in tam takoj padel na tla. Nihče ga ni slišal, nihče ga ni videl.
Zjutraj so obleko prinesli nazaj v sobo, gospodar se je oblekel in odpotoval, šiling pa ni šel z njim. Nekdo ga je našel in spet je moral v obtok; skupaj s tremi drugimi kovanci je šel od hiše.
»Kako prijetno je razgledovati se po svetu!« je pomislil šiling. »Spoznavati druge ljudi, druge navade!« Prav tisti hip pa je nekdo rekel: »Kakšen šiling je pa to? To ni naš denar! Ponarejen je! Nič ni vreden!«
Da, tu se začenja šilingova zgodba, kakor jo je pozneje sam pripovedoval. »Ponarejen! Nič ni vreden! Te besede so me presunile,« je rekel šiling. »Vedel sem, da sem iz dobrega srebra, da lepo zvenim in imam pristen kovni odtis. Gotovo so se motili, mene že niso mogli misliti, pa so vendar mislili mene! Mene so razglasili za ponarejenega, jaz nisem bil nič vreden! ›Tega moram porabiti v temi!‹ je rekel mož, ki me je imel, in res me je porabil v temi, potem pa so me pri dnevni svetlobi spet zmerjali: ›Ponarejen je, nič ni vreden! Moramo se ga nekako znebiti.‹
In vsakič sem trepetal med prsti, kadar so me hoteli skrivaj podtakniti kot domač kovanec. ›Jaz, nesrečni šiling! Kaj mi pomagajo moje srebro, moja vrednost in moj kovni odtis, če vse to nič ne pomeni? Za svet si pač to, kar svet misli o tebi! Kako strašno mora biti šele, če imaš slabo vest in se tihotapiš po poteh zla, ko pa je že meni, ki sem povsem nedolžen, tako tesno pri srcu samo zato, ker sem videti tak!‹ Vsakič, ko so me vzeli na plan, me je bilo groza oči, ki me bodo pogledale. Vedel sem, da me bodo zavrnili in zalučali čez mizo, kakor da sem sama laž in prevara.
Nekoč sem prišel k ubogi revni ženi. Dobila me je kot dnevno plačilo za svoj trud in garanje, a se me nikakor ni mogla znebiti. Nihče me ni hotel sprejeti; zanjo sem bil prava nesreča.
›Res mi ne preostane drugega, kot da z njim koga ogoljufam!‹ je rekla. ›Ne morem si privoščiti, da bi hranila ponarejen šiling. Bogati pek ga bo dobil, on bo izgubo najlaže prenesel, a krivica je vendarle, kar bom storila!‹
Zdaj bom obremenil celo ženino vest!« je vzdihnil šiling. »Ali sem se na stara leta res tako spremenil? Žena je šla k bogatemu peku, toda ta je predobro poznal šilinge, ki so bili v obtoku. Ni mi dovolil ostati tam, kamor me je položila, temveč me je vrgel ženi v obraz. Zame ni dobila kruha in bil sem globoko žalosten, da sem skovan tako, da drugim prinašam nesrečo, jaz, ki sem bil v mladih dneh tako vesel in samozavesten, tako prepričan o svoji vrednosti in pristnem kovnem odtisu. Postal sem tako potrt, kakor je le lahko ubog šiling, ki ga nihče noče. Žena pa me je spet odnesla domov in me gledala z vso nežnostjo, blago in prijazno. ›Ne, s teboj ne bom nikogar goljufala!‹ je rekla. ›Preluknjala te bom, da bo vsak videl, da si ponarejen. Pa vendar … zdaj mi je nekaj prišlo na misel … morda si šiling za srečo! Da, to bom verjela! Takšna misel me je obšla. V šiling bom naredila luknjico, skoznjo napeljala vrvico in ga obesila sosedinemu otročičku okoli vratu za srečo!‹
In naredila je luknjico vame. Nikoli ni prijetno, če te preluknjajo, toda kadar je namen dober, lahko marsikaj preneseš! Skozi mene so napeljali vrvico in postal sem nekakšna medalja za nošenje. Obesili so me otročičku okoli vratu, otrok se mi je nasmehnil, me poljubil in vso noč sem počival na njegovih toplih, nedolžnih prsih.
Zjutraj me je mati vzela med prste, me pogledala in pri tem nekaj premišljevala; to sem kmalu začutil. Prinesla je škarje in prerezala vrvico.«
»›Šiling za srečo!‹ je rekla. ›No, to bomo pa še videli!‹ Položila me je v kislo tekočino, da sem pozelenel, nato je luknjico zamašila s kitom, me nekoliko podrgnila in ob mraku odšla k prodajalcu srečk po srečko, ki naj bi ji prinesla srečo.
Kako tesno mi je bilo pri srcu! V meni je vse stiskalo, kakor da se bom prelomil. Vedel sem, da me bodo razglasili za ponarejenega in me vrgli vstran, in to prav pred množico šilingov in drugih kovancev, ki so tam ležali z napisi in podobami, na katere so bili lahko ponosni. Vendar sem jo odnesel. Pri prodajalcu srečk je bilo toliko ljudi in imel je toliko dela, da sem žvenketaje poletel v predal med druge kovance. Ali je srečka pozneje kaj zadela, ne vem; vem pa, da so me že naslednji dan prepoznali za ponarejen šiling, me odložili in spet poslali v svet, da bi varal in vedno znova varal. Tega ni mogoče prenašati, če si poštenega značaja, in tega si vendar ne morem odrekati.
Leto in dan sem tako hodil iz rok v roke, od hiše do hiše, vedno ozmerjan, vedno nezaželen. Nihče mi ni zaupal in tudi sam nisem več zaupal ne sebi ne svetu. To so bili težki časi.
Potem pa je nekega dne prišel popotnik. Seveda so mu me podtaknili in bil je dovolj zaupljiv, da me je sprejel kot veljaven denar. Ko pa me je hotel porabiti, sem spet zaslišal vzklike: ›Nič ni vreden! Ponarejen je!‹
›Dobil sem ga kot pravega!‹ je rekel mož in si me pozorno ogledal. Tedaj mu je ves obraz zažarel v nasmehu; sicer se ob natančnem ogledu mene ni nikoli nasmehnil noben obraz. ›No, kaj pa je to!‹ je rekel. ›Saj je eden od kovancev iz naše dežele, dober, pošten šiling od doma, ki so ga preluknjali in ga zdaj razglašajo za ponarejenega. To je pa prav zabavno! Tebe bom le shranil in odnesel domov!‹
Veselje me je vsega prešinilo. Rekel mi je dober, pošten šiling in domov sem šel, tja, kjer me bo vsakdo poznal in vedel, da sem iz dobrega srebra in imam pristen kovni odtis. Kar iskre bi lahko kresal od veselja, toda kresanje isker ni v moji naravi; to zmore jeklo, srebro pa ne.
Zavili so me v fin papir, da se ne bi pomešal z drugimi kovanci in izgubil. Le ob slovesnih priložnostih, kadar so se zbrali rojaki, so me pokazali in govorili o meni z največjo naklonjenostjo. Rekli so, da sem zanimiv. Prav zabavno je, da si lahko zanimiv, ne da bi izrekel eno samo besedo!
In potem sem prišel domov! Vseh mojih stisk je bilo konec in začelo se je moje veselje. Saj sem bil iz dobrega srebra in imel sem pristen kovni odtis; prav nič mi ni škodovalo, da so me preluknjali, ker so me imeli za ponarejenega. To nič ne pomeni, če v resnici nisi ponarejen! Vztrajati je treba; sčasoma vse dobi priznanje, ki mu gre! Tako zdaj verjamem!« je rekel šiling.
Izvirnik
Sølvskillingen
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var en skilling, den kom blank fra Mønten, sprang og klang, "hurra! nu skal jeg ud i den vide verden!" og det kom den.
Barnet holdt fast på den med varme hænder og den gerrige med kolde, klamme hænder; den ældre vendte og drejede den mange gange, mens ungdommen straks lod den løbe videre. Skillingen var af sølv, havde meget lidt kobber i sig og var allerede et helt år ude i verden, det vil sige, ude omkring i det land, hvor den var møntet; så kom den på rejse ud af landet, den var den sidste af landets mønt, der blev tilbage i pengepungen, dens rejsende herre havde med, han vidste ikke selv, han havde den, før den kom ham mellem fingrene.
"Her har jeg jo endnu en skilling hjemmefra!" sagde han, "den kan gøre rejsen med!" og skillingen klang og sprang af glæde, da han puttede den igen i pungen. Her lå den hos fremmede kammerater, der kom og gik; de ene gjorde plads for den anden, men skillingen hjemmefra blev altid tilbage; det var en udmærkelse.
Nu var allerede flere uger forbi, og skillingen var langt ude i verden, uden just at vide hvor; den hørte af de andre mønter, at de var franske og italienske; den ene sagde, at nu var de i den by, den anden sagde, at de var i den, men skillingen kunne ikke gøre sig forestilling derom, man ser ikke verden, når man altid er i en pose, og det var den; men som den en dag lå der, mærkede den, at pengepungen ikke var lukket, og da listede den sig til åbningen, for at kigge lidt ud; det skulle den nu ikke have gjort, men den var nysgerrig, det straffer sig; den gled ud i bukselommen, og da om aftnen pengepungen blev lagt til side, lå skillingen endnu, hvor den lå og kom med klæderne ud på gangen, der faldt den straks på gulvet; ingen hørte det, ingen så det.
I morgenstunden kom klæderne ind, herren tog dem på, rejste bort, og skillingen kom ikke med, den blev fundet, skulle igen gøre tjeneste, gik ud med tre andre mønter.
"Det er dog rart at se sig om i verden!" tænkte skillingen, "kende andre mennesker, andre skikke!"
"Hvad er det for en skilling," blev der lige i det samme sagt. "Den er ikke landets mønt! den er falsk! dur ikke!"
Ja nu begynder skillingens historie, som den siden fortalte den.
"Falsk! dur ikke! det fór igennem mig," sagde skillingen. "Jeg vidste, jeg var af godt sølv, god klang og med ægte præg. De måtte bestemt tage fejl, mig kunne de ikke mene, men mig mente de dog! mig var det de kaldte falsk, jeg duede ikke! 'Den må jeg give ud i mørke!' sagde manden, som havde den, og jeg blev givet ud i mørke og så igen skældt ud ved dagslys, – 'falsk, dur ikke! den må vi se at blive af med'."
Og skillingen sitrede mellem fingrene hver gang den i smug skulle listes bort og gælde for landets mønt.
"Jeg elendige skilling! hvad hjælper mig mit sølv, mit værd, mit præg, når det ikke har noget at betyde. Man er for verden, hvad verden tror om en! Det må dog være skrækkeligt at have ond samvittighed, at liste sig frem på det ondes vej, når jeg, der dog er aldeles uskyldig, kan være således til mode ved bare at have udseendet deraf! – Hver gang jeg blev taget frem, gruede jeg for de øjne, der ville se på mig; jeg vidste, at jeg ville blive stødt tilbage, kastet hen ad bordet, som var jeg løgn og bedrag.
En gang kom jeg til en stakkels fattig kone, hun fik mig i dagløn for sit slid og slæb, men hun kunne nu slet ikke blive mig kvit, ingen ville tage imod mig, jeg var en sand ulykke for hende.
'Jeg er såmænd nødt til at narre nogen med den!' sagde hun. 'Jeg har ikke råd til at gemme på en falsk skilling; den rige bager skal have den, han kan bedst tåle det, men en uret er det alligevel, jeg gør!'
Nu skal jeg endogså belemre konens samvittighed!" sukkede det i skillingen. "Er jeg da virkelig på mine ældre dage blevet så forandret?
Og konen gik til den rige bager, men han kendte alt for godt til de gangbare skillinger, jeg fik ikke lov at ligge, hvor jeg lå, jeg blev smidt i ansigtet på konen; hun fik intet brød for mig, og jeg følte mig så inderlig bedrøvet ved at være møntet således til andres fortræd, jeg som i unge dage havde været så frejdig og så sikker; så bevidst om mit værd og mit ægte præg. Jeg blev så melankolsk, som en stakkels skilling kan blive det, når ingen vil have den. Men konen tog mig hjem igen, betragtede mig ret inderligt, mildt og venligt. 'Nej, jeg vil ingen narre med dig!' sagde hun. 'Jeg vil slå et hul i dig, så at enhver kan se, at du er en falsk ting, – og dog, – det falder mig nu så ind, – du er måske en lykkeskilling, ja det vil jeg tro! den tanke kommer over mig. Jeg slår et hul i skillingen, trækker en lidse gennem hullet og giver så nabokonens lille barn skillingen om halsen som lykkeskilling!'
Og hun slog et hul i mig; det er aldrig behageligt at blive slået hul i, men når hensigten er god, kan man tåle meget! en lidse fik jeg igennem mig, blev en slags medalje at bære; jeg blev hængt det lille barn om halsen, og barnet smilede til mig, kyssede mig, og jeg hvilede en hel nat på barnets varme, uskyldige bryst.
I morgenstunden tog moderen mig imellem sine fingre, så på mig og havde sine tanker derved, det fornemmede jeg snart. Hun fik en saks frem og klippede lidsen over."
'Lykkeskilling!' sagde hun. 'Ja det skal vi nu se!' og hun lagde mig i surt, så at jeg blev grøn; derpå kittede hun hullet til, gned mig lidt, og gik så i mørkningen til lotterikollektøren for at få en lotteriseddel, der skulle bringe lykke.
Hvor var jeg ilde til mode! det klemte i mig, som om jeg skulle knække over; jeg vidste, jeg ville blive kaldt falsk og smidt hen og det lige foran den mængde skillinger og mønter, der lå med indskrift og ansigt, som de kunne være stolte af; men jeg slap; der var så mange mennesker hos kollektøren, han havde så travlt, jeg fór klingende i skuffen mellem de andre mønter; om der siden blev vundet på sedlen, ved jeg ikke, men det ved jeg, at allerede den næste dag var jeg kendt som en falsk skilling, lagt til side og sendt ud for at bedrage og altid bedrage. Det er nu ikke til at holde ud, når man har en reel karakter, og den kan jeg ikke nægte mig selv.
I år og dag gik jeg således fra hånd til hånd, fra hus til hus, altid udskældt, altid ilde set; ingen troede mig, og jeg troede ikke mig selv, ikke verden, det var en svær tid.
Da kom en dag en rejsende, ham blev jeg naturligvis snydt på, og han var troskyldig nok til at tage mig for gangbar mønt; men nu skulle han give mig ud, og da hørte jeg igen de råb: 'Dur ikke! falsk!'
'Jeg har fået den for ægte!' sagde manden og så nu ret nøje på mig; da smilede hele hans ansigt, det plejede ellers aldrig noget ansigt ved nøje at se på mig: 'Nej, hvad er dog det!' sagde han. 'Det er jo en af vore egne landets mønter, en god, ærlig skilling hjemmefra, som man har slået hul i og kalder falsk. Det var ganske morsomt det! Dig skal jeg dog opbevare og tage hjem med!'
Det fór af glæde gennem mig, jeg blev kaldt en god, ærlig skilling og hjem skulle jeg, hvor alle og enhver ville kende mig og vide, at jeg var af godt sølv og med ægte præg. Jeg kunne gerne have gnistret af glæde, men det ligger nu ikke i min natur at gnistre, det kan stål, men ikke sølv.
Jeg blev svøbt ind i fint papir, for ikke at blandes med de andre mønter og komme bort; og kun ved festlig lejlighed, når der mødtes landsmænd, blev jeg vist frem og overmåde vel omtalt; de sagde, at jeg var interessant; det er morsomt nok, at man kan være interessant uden at sige et eneste ord!
Og så kom jeg hjem! Al min nød var forbi, min glæde begyndte, jeg var jo af godt sølv, jeg havde det ægte præg, og det var mig slet ikke til fortræd, at man havde slået hul i mig som falsk; det gør ikke noget, når man ikke er det! man skal holde ud; alt kommer i tiden til sin ret! Det er nu min tro!" sagde skillingen.
Nadaljuj z branjem
