Prevod
Jesen je, stojimo na obzidju trdnjave in zremo čez morje na številne ladje in na švedsko obalo, ki se visoko dviga v večerni sončni svetlobi; za nami se obzidje strmo spušča; tam rastejo veličastna drevesa, rumeno listje pada z vej; spodaj stojijo mračne hiše z lesenimi palisadami in znotraj, kjer hodi stražar, je vse tako tesno in temačno, še temneje pa je za zamreženo odprtino; tam sedijo kaznjenci na prisilnem delu, najhujši zločinci.
Žarek zahajajočega sonca prodre v golo celico. Sonce sije na hudobne in na dobre! Mračni, surovi jetnik z zlobnim pogledom strmi v hladni sončni žarek. Ptiček prileti k rešetkam. Ptiček poje hudobnim in dobrim! Zapojé kratek »čiv čiv«, a ostane tam, zamahne s perutjo, si iz nje izpuli pero in razmrši drugo perje okoli vratu – in hudobni mož v verigah ga opazuje; čez ostudni obraz mu šine milejši izraz; v prsih mu zasveti misel, ki je še sam ne zna jasno razbrati, sorodna sončnemu žarku skozi rešetke, sorodna vonju vijolic, ki spomladi tako bujno rastejo zunaj. Zdaj se oglasi glasba lovcev, tako mila in mogočna. Ptiček odleti od jetnikovih rešetk, sončni žarek izgine in v celici je temno, temno je v srcu hudobnega moža, vendar je sonce le posijalo vanj, ptiček je le zapel vanj.
Zvenite še naprej, prelepi zvoki lovskih rogov! Večer je blag, morje gladko kakor zrcalo in tiho.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det er efterår, vi står på kastelsvolden og ser ud over havet på de mange skibe og på den svenske kyst, der løfter sig højt i aftnens solskin; bag ved os går volden brat nedad; der står prægtige træer, det gule løv falder fra grenene; dernede ligger skumle huse med træpalisader, og indenfor, hvor skildvagten går, er så snævert og skummelt, men endnu mørkere er der bag det gitrede hul; dér sidder fangne slaver, de værste forbrydere.
En stråle fra den nedgående sol falder ind i det nøgne kammer. Solen skinner på onde og på gode! Den mørke barske fange ser med et hæsligt blik på den kolde solstråle. En lille fugl flyver mod gitteret. Fuglen synger for onde og for gode! den synger et kort "kvivit," men bliver siddende, slår med vingen, piller en fjer af den, lader de andre fjer bruse om halsen – og den onde mand i lænker ser derpå; et mildere udtryk går over det hæslige ansigt; en tanke, som han ikke selv gør sig tydelig, skinner frem i hans bryst, den er beslægtet med solstrålen gennem gitteret, beslægtet med duften af violerne, som om foråret vokser så rigt udenfor. Nu lyder jægernes musik, så liflig og stærk. Fuglen flyver fra fangens gitter, solstrålen forsvinder og der er mørkt inde i kamret, mørkt i den onde mands hjerte, men solen har dog skinnet derind, fuglen sunget derind.
Bliv ved, I smukke jægerhornetstoner! Aftnen er mild, havet spejlglat og stille.
