Prevod
V vročih deželah sonce res zna pripekati! Ljudje postanejo rjavi kakor mahagonij; da, v najbolj vročih deželah jih ožge v črnce. Toda neki učenjak je iz mrzlih dežel prišel le v vroče; mislil je, da bo lahko hodil naokrog kakor doma, pa so ga tam kmalu odvadili tega. On in vsi pametni ljudje so morali ostajati v hišah, polkna in vrata so bila ves dan zaprta; videti je bilo, kakor da vsa hiša spi ali da ni nikogar doma. Ozka ulica z visokimi hišami, kjer je stanoval, je bila tudi zgrajena tako, da jo je sonce obsevalo od jutra do večera; tega res ni bilo mogoče prenašati! – Učenjak iz mrzlih dežel je bil mlad in bister mož; zdelo se mu je, da sedi v razbeljeni peči. Vročina ga je izčrpavala, postal je čisto suh, celo njegova senca se je skrčila in bila veliko manjša kakor doma; sonce je izčrpavalo tudi njo. – Oživela sta šele zvečer, ko je sonce zašlo.
Prav veselje ju je bilo gledati; brž ko so v sobo prinesli luč, se je senca raztegnila po vsej steni, da, celo po stropu; tako dolga je postala, morala se je pretegniti, da bi si spet nabrala moči. Učenjak je stopil na balkon, da bi se tam pretegnil, in ko so se v čudovito jasnem zraku druga za drugo prikazovale zvezde, se mu je zdelo, da se vrača v življenje. Na vseh balkonih v ulici – in v toplih deželah ima vsako okno svoj balkon – so se prikazali ljudje, kajti zraka je treba, četudi si vajen biti mahagonijeve barve! Zgoraj in spodaj je vse oživelo. Čevljarji in krojači, vsi so se preselili na ulico, prinesli so mize in stole in prižgali luči; da, več kakor tisoč luči je gorelo. Eden je govoril, drugi pel, ljudje so se sprehajali, vozovi so vozili, osli so stopali: cingel, cingel, cingel! Zvončke imajo na sebi. Ob petju psalmov so pokopavali mrtve, poulični fantiči so pokali s petardami in cerkveni zvonovi so zvonili; da, spodaj na ulici je bilo zares živahno. Le v eni hiši, prav nasproti tiste, kjer je stanoval tuji učenjak, je bilo povsem tiho. Pa vendar je nekdo prebival v njej, saj so na balkonu stale rože; tako lepo so uspevale v tisti sončni pripeki, tega pa ne bi mogle, če jih ne bi zalivali, in nekdo jih je vendar moral zalivati; torej so morali biti tam ljudje. Proti večeru so se tudi vrata na oni strani napol odprla, vendar je bilo znotraj temno, vsaj v sprednji sobi; iz globine hiše pa je prihajala glasba. Tujemu učenjaku se je zdela neprimerljivo lepa, a prav mogoče je bilo, da si je to le domišljal, kajti v tistih toplih deželah se mu je vse zdelo neprimerljivo lepo, samo sonca ne bi smelo biti. Njegov stanodajalec je rekel, da ne ve, kdo je najel hišo nasproti, saj nikogar ni bilo videti; glasba pa se mu je zdela strašansko dolgočasna. »Kakor da bi nekdo sedel in vadil skladbo, ki ji ne more priti do konca, zmeraj eno in isto skladbo. ‘Saj jo bom le zmogel!’ si najbrž govori, pa je ne zmore, naj igra še tako dolgo.«
Neko noč se je tujec prebudil; spal je pri odprtih balkonskih vratih, zavesa pred njimi je plapolala v vetru in zazdelo se mu je, da z nasprotnega balkona prihaja čudežen sijaj. Vse rože so žarele kakor plameni v najlepših barvah, sredi njih pa je stala vitka, ljubka mladenka; zdelo se je, da tudi ona sveti. Kar zarezalo ga je v oči, saj jih je tako na široko odprl, ko se je pravkar prebudil. V enem skoku je bil na tleh in se čisto tiho prikradel za zaveso, toda mladenke ni bilo več, sijaja ni bilo več; rože niso prav nič žarele, le lepo so stale tam kakor zmeraj. Vrata so bila priprta in iz globine hiše je glasba zvenela tako mehko in lepo, da bi se človek ob njej kar izgubil v sladkih sanjah. Bilo je kakor začarano; in kdo je stanoval tam? Kje je bil pravi vhod? V vsem pritličju je bila trgovina ob trgovini, skozi te pa ljudje vendar niso mogli nenehno hoditi.
Nekega večera je tujec sedel na svojem balkonu, v sobi za njim je gorela luč, zato je bilo čisto naravno, da je njegova senca padala na steno nasprotne hiše; da, sedela je prav nasproti, med rožami na balkonu. In kadar se je tujec premaknil, se je premaknila tudi senca, saj senca to pač počne. – »Mislim, da je moja senca edino živo bitje, ki ga je tam čez mogoče videti!« je rekel učenjak. »Poglej, kako lepo sedi med rožami; vrata so priprta, zdaj bi morala biti senca tako prijazna, da bi stopila noter, se razgledala in mi potem prišla povedat, kaj je videla! Da, lahko bi bila tudi za kaj koristna!« je dejal v šali. »Izvoli, kar vstopi! No! Ali greš?« Pokimal je senci in senca mu je pokimala nazaj. »Le pojdi, samo ne izgubi se!« Tujec je vstal in vstala je tudi njegova senca na nasprotnem balkonu; tujec se je obrnil in obrnila se je tudi senca. Da, če bi kdo pozorno opazoval, bi lahko jasno videl, kako je senca stopila skozi napol odprta balkonska vrata v nasprotno hišo, prav v trenutku, ko je tujec odšel v svojo sobo in pustil, da je dolga zavesa za njim spet padla.
Naslednje jutro je učenjak odšel na kavo in prebirat časopise. »Kaj pa je to?« je rekel, ko je stopil na sonce. »Saj nimam sence! Torej je sinoči res odšla in se ni vrnila; to je pa neprijetno!«
In jezilo ga je, a ne toliko zato, ker sence ni bilo več, temveč zato, ker je vedel, da že obstaja zgodba o človeku brez sence; v mrzlih deželah doma so jo vsi poznali. Če bi se zdaj vrnil tja in pripovedoval svojo, bi rekli, da posnema drugo, tega pa res ni potreboval. Zato o tem sploh ni hotel govoriti, kar je bilo pametno.
Zvečer je spet stopil na balkon; luč je povsem pravilno postavil za hrbet, saj je vedel, da senca zmeraj potrebuje gospodarja, ki ji zastira svetlobo, vendar je ni mogel priklicati. Krčil se je, iztegoval se je, a sence ni bilo, nobena ni prišla! Rekel je: hm! hm! Pa tudi to ni pomagalo.
Neprijetno je bilo, toda v toplih deželah vse tako naglo raste, in po osmih dneh je na svoje veliko veselje opazil, da mu na soncu iz nog poganja nova senca; korenina je očitno ostala. Po treh tednih je imel že čisto spodobno senco, in ko se je odpravil domov v severne dežele, je med potjo čedalje bolj rasla, dokler ni bila nazadnje tako dolga in velika, da bi je bilo že pol dovolj.
Tako se je učenjak vrnil domov in pisal knjige o tem, kaj je na svetu resnično, kaj dobro in kaj lepo; minevali so dnevi in minevala so leta; mnogo let je minilo.
Nekega večera je sedel v svoji sobi, ko je nekdo prav narahlo potrkal na vrata. »Naprej!« je rekel, vendar ni nihče vstopil. Odprl je vrata in pred njim je stal tako nenavadno suh človek, da ga je kar čudno spreletelo. Sicer pa je bil mož izredno lepo oblečen; gotovo je bil imeniten gospod.
»S kom imam čast govoriti?« je vprašal učenjak. »Da, sem si kar mislil,« je rekel imenitni gospod, »da me ne boste prepoznali! Tako zelo sem se utelesil, dobil sem pravo meso in obleko. Najbrž si niste nikoli mislili, da me boste videli v takšnem blagostanju. Ali ne prepoznate svoje stare sence? Da, gotovo niste verjeli, da se bom še kdaj vrnil. Odkar sem bil nazadnje pri vas, se mi je izredno dobro godilo; v vseh pogledih sem postal zelo premožen! Če bi se moral odkupiti iz službe, bi si to lahko privoščil!« Pri tem je zažvenketal s celim šopom dragocenih pečatnikov, ki so mu viseli ob uri, in segel z roko za debelo zlato verižico okoli vratu. Kako so se mu na vseh prstih bleščali diamantni prstani! In vse je bilo pravo.
»Ne, nikakor ne morem priti k sebi!« je rekel učenjak. »Kaj pa naj vse to pomeni?« »Da, nekaj vsakdanjega to res ni!« je rekla senca. »Toda tudi vi niste vsakdanji človek in jaz, to vendar veste, sem že od otroških let stopal po vaših sledeh. Brž ko ste menili, da sem dovolj zrel, da grem sam v svet, sem šel svojo pot. Živim v najimenitnejših razmerah, a obšlo me je nekakšno hrepenenje, da bi vas še enkrat videl, preden umrete; saj boste vendar umrli! Rad sem hotel spet videti tudi te kraje, kajti domovino ima človek vendar zmeraj rad! – Vem, da ste dobili drugo senco; ali sem kaj dolžan njej ali vam? Le povejte, prosim.«
»Ne, ali si res ti!« je rekel učenjak. »To je pa skrajno nenavadno! Nikoli ne bi verjel, da se človekova stara senca lahko vrne kot človek!«
»Povejte, koliko moram plačati!« je rekla senca. »Ne bi rad ostal nikomur ničesar dolžan!« »Kako moreš tako govoriti!« je rekel učenjak. »O kakšnem dolgu naj bi tu govorila! Bodi svoboden kakor vsak drug! Nadvse me veseli tvoja sreča! Sedi, stari prijatelj, in mi povej kaj o tem, kako se je vse zgodilo in kaj si videl v hiši nasproti, tam v toplih deželah!« – »Da, povedal vam bom,« je rekla senca in sedla, »vendar mi morate obljubiti, da nikomur tukaj v mestu, pa naj me srečate kjer koli, ne boste povedali, da sem bil vaša senca! Nameravam se zaročiti; preživljal bi lahko več kot eno družino!« – »Nič ne skrbi!« je rekel učenjak. »Nikomur ne bom povedal, kdo v resnici si! Tu je moja roka! Obljubim; mož beseda!«
»Senca beseda!« je rekla senca, in tako je tudi morala govoriti. Sicer pa je bilo res nenavadno, kako zelo je bila podobna človeku; vsa je bila oblečena v črno, v najfinejše črno sukno, imela je lakaste škornje in klobuk, ki se je dal zložiti, da sta od njega ostala le vrh in krajci, da niti ne omenjamo vsega, za kar že vemo: pečatnikov, zlate verižice in diamantnih prstanov. Da, senca je bila izredno lepo oblečena in prav zato je bila povsem človek.
»Zdaj vam bom povedal!« je rekla senca in z lakastimi škornji kar se da močno stopila na rokav učenjakove nove sence, ki je kakor koder ležala pri njegovih nogah. To je storila bodisi iz prevzetnosti ali pa morda zato, da bi jo obdržala na mestu. Ležeča senca je ostala povsem tiha in mirna, da bi dobro slišala; hotela je izvedeti, kako se je mogoče takole osvoboditi in se povzpeti do tega, da postaneš sam svoj gospodar.
»Ali veste, kdo je prebival v hiši nasproti?« je rekla senca. »Najlepša med vsemi, poezija! Tam sem bil tri tedne in to učinkuje prav tako, kakor če bi živel tri tisoč let in prebral vse, kar je bilo kdaj spesnjeno in napisano; to vam povem in to drži. Vse sem videl in vse vem!«
»Poezija!« je vzkliknil učenjak. »Da, da – v velikih mestih pogosto živi kot samotarka! Poezija! Da, videl sem jo en sam kratek hip, toda oči sem imel še polne spanca! Stala je na balkonu in žarela kakor severni sij! Povej, povej! Bil si na balkonu, stopil si skozi vrata in potem –!«
»Potem sem bil v predprostoru!« je rekla senca. »Ves čas ste sedeli in gledali v predprostor. Tam sploh ni bilo luči, vladal je nekakšen somrak, toda skozi dolgo vrsto sob in dvoran so bila vrata za vrati odprta; in tam je bilo vse razsvetljeno. Svetloba bi me kar ubila, če bi prišel čisto do mladenke; vendar sem bil preudaren, vzel sem si čas, in tako je tudi treba!«
»In kaj si potem videl?« je vprašal učenjak. »Vse sem videl in vse vam bom povedal, toda – tega ne govorim iz ošabnosti, vendar – kot svoboden človek s tolikšnim znanjem, da ne govorim o svojem dobrem položaju in sijajnih razmerah – bi si želel, da me vikate!«
»Oprostite!« je rekel učenjak. »Stara navada mi je prešla v kri! – Popolnoma prav imate! Zapomnil si bom! Zdaj pa mi povejte vse, kar ste videli!«
»Vse!« je rekla senca. »Kajti vse sem videl in vse vem!« »Kako je bilo v najbolj notranjih dvoranah?« je vprašal učenjak. »Je bilo kakor v svežem gozdu? Je bilo kakor v sveti cerkvi? So bile dvorane kakor zvezdnato nebo, kadar stojiš visoko v gorah?«
»Vse je bilo tam!« je rekla senca. »Saj nisem šel čisto noter, ostal sem v prvi sobi, v somraku, toda tam sem stal na izredno dobrem mestu; vse sem videl in vse vem! Bil sem na dvoru poezije, v predprostoru.«
»Toda kaj ste videli? So skozi velike dvorane hodili vsi bogovi davnine? So se tam bojevali starodavni junaki? So se igrali ljubki otroci in pripovedovali o svojih sanjah?« »Pravim vam, da sem bil tam, in razumete lahko, da sem videl vse, kar je bilo mogoče videti! Če bi tja prišli vi, ne bi postali človek, jaz pa sem! Obenem sem spoznal svojo najglobljo naravo, tisto, kar mi je prirojeno, svoje sorodstvo s poezijo. Da, ko sem bil še pri vas, o tem nisem razmišljal, toda saj veste, ob sončnem vzhodu in zahodu sem zmeraj postal tako nenavadno velik; v mesečini sem bil skoraj razločnejši kakor vi sami. Takrat svoje narave nisem razumel; v predprostoru pa se mi je razodela! Postal sem človek! – Zrel sem prišel ven, toda vas ni bilo več v toplih deželah. Kot človeka me je bilo sram hoditi takšen, kakršen sem bil; potreboval sem škornje, obleko, ves tisti človeški premaz, po katerem prepoznamo človeka. – Zatekel sem se, da, vam lahko povem, saj tega ne boste zapisali v nobeno knjigo, zatekel sem se pod krilo prodajalke peciva; tam sem se skril. Ženski se še sanjalo ni, kaj vse skriva. Šele zvečer sem šel ven; tekal sem po ulicah v mesečini; raztegoval sem se po zidovih, to tako prijetno žgečka po hrbtu! Tekal sem gor in dol, kukal skozi najvišja okna, v dvorane in na strehe; kukal sem tja, kamor nihče ni mogel kukati, in videl, česar ni videl nihče drug, česar nihče ne bi smel videti! Pravzaprav je to nizkoten svet! Ne bi hotel biti človek, ko ne bi bilo že splošno sprejeto, da je nekaj posebnega biti človek! Videl sem najbolj nepredstavljive reči pri ženskah, moških, starših in pri ljubkih, čudovitih otrocih; – videl sem,« je rekla senca, »tisto, česar nihče ne bi smel vedeti, pa bi vsi tako radi vedeli: hudobijo pri sosedu. – Če bi izdajal časopis, bi ga brali! Toda pisal sem kar prizadetim osebam in v vseh mestih, kamor sem prišel, je nastal strah in trepet. Tako so se me bali! In tako zelo so me imeli radi. Profesorji so me naredili za profesorja, krojači so mi dali nova oblačila, dobro sem preskrbljen; kovničar je zame koval denar in ženske so govorile, da sem tako lep! – In tako sem postal mož, kakršen sem! Zdaj pa zbogom; tu je moja vizitka, stanujem na sončni strani in ob dežju sem zmeraj doma!« In senca je odšla.
»To je bilo pa res nenavadno!« je rekel učenjak. Minila so leta in dnevi, pa je senca spet prišla. »Kako vam gre?« je vprašala. »Ah!« je rekel učenjak. »Pišem o resničnem, dobrem in lepem, toda nikomur ni mar poslušati o tem; čisto obupan sem, ker si vse tako jemljem k srcu!«
»Jaz pa ne!« je rekla senca. »Redim se in za to si je treba prizadevati! Da, vi ne razumete sveta. Zaradi tega boste zboleli. Morate na pot! Poleti bom potoval; bi šli z menoj? Rad bi imel sopotnika! Bi potovali z menoj kot senca? V veliko veselje bi mi bilo, če bi vas imel s seboj; jaz plačam pot!«
»To gre pa predaleč!« je rekel učenjak. »Odvisno, kako gledate na to!« je rekla senca. »Potovanje bi vam izredno koristilo! Če hočete biti moja senca, boste imeli na poti vse zastonj!«
»To je pa preveč!« je rekel učenjak. »Toda takšen je svet!« je rekla senca. »In takšen bo ostal!« Potem je odšla. Učenjaku se nikakor ni dobro godilo, spremljala sta ga žalost in trpljenje, njegove besede o resničnem, dobrem in lepem pa so bile za večino kakor vrtnice za kravo! – Nazadnje je hudo zbolel.
»Res ste videti kakor senca!« so mu govorili ljudje, in učenjaka je spreletel srh, saj ga je to spomnilo na marsikaj. »V zdravilišče morate!« je rekla senca, ki ga je prišla obiskat. »Nič drugega vam ne preostane! Zaradi starega znanstva vas bom vzel s seboj, jaz plačam pot, vi pa jo boste opisali in me med potjo malo zabavali! Tudi sam hočem v zdravilišče; brada mi ne raste, kakor bi morala, tudi to je bolezen, in brado človek mora imeti! Bodite vendar pametni in sprejmite ponudbo, saj bova potovala kot tovariša!«
In tako sta odpotovala; senca je bila zdaj gospodar, gospodar pa senca. Skupaj sta se vozila, jezdila in hodila, drug ob drugem, spredaj in zadaj, kakor je pač stalo sonce; senca je zmeraj znala obdržati gospodarjevo mesto. Učenjak pa o tem ni kaj dosti razmišljal; bil je zelo dobrega srca, nadvse blag in prijazen, in nekega dne je rekel senci: »Ker sva zdaj takole postala sopotnika in sva povrhu skupaj odraščala že od otroških let, ali ne bi pila bratovščine in se začela tikati? Tako bi bilo vendar bolj domače!«
»Dobro ste to povedali!« je rekla senca, ki je bila zdaj pravi gospodar. »To je zelo odkrito in dobronamerno rečeno; tudi jaz bom prav tako dobronameren in odkrit. Kot učenjak gotovo veste, kako nenavadna je narava. Nekateri ljudje ne prenesejo dotika sivega papirja, kar slabo jim postane; drugim gre skozi vse ude, če kdo z žebljem podrsa po okenski šipi. Prav tak občutek imam jaz, kadar vas slišim, da me tikate; zdi se mi, kakor da me tlačite nazaj k tlom, v moj nekdanji položaj pri vas. Saj vidite, to je občutek, ne ošabnost; ne morem vam dovoliti, da me tikate, vas pa bom z veseljem tikal jaz, in tako bo polovica opravljena!«
In tako je senca svojega nekdanjega gospodarja začela tikati. »To je pa res narobe,« si je mislil, »da ga moram jaz vikati, on pa mene tika,« toda zdaj je moral potrpeti.
Prispela sta v zdravilišče, kjer je bilo mnogo tujih gostov, med njimi tudi lepa kraljična, ki je bolehala za tem, da je vse predobro videla, in to je bilo silno mučno.
Takoj je opazila, da je prišlek povsem drugačen od vseh drugih. »Pravijo, da je tu zato, da bi mu zrasla brada, toda jaz vidim pravi vzrok: ne meče sence.«
Postala je radovedna in se je na sprehodu nemudoma zapletla v pogovor s tujim gospodom. Kot kraljični ji ni bilo treba nič kaj ovinkariti, zato je rekla: »Vaša bolezen je v tem, da ne mečete sence.«
»Vaše kraljevsko visočanstvo se mora počutiti že precej bolje!« je rekla senca. »Vem, da je vaša težava v tem, da predobro vidite, toda zdaj je popustila, ozdraveli ste; jaz imam namreč prav nenavadno senco! Ali ne vidite tistega človeka, ki zmeraj hodi z menoj? Drugi imajo navadno senco, jaz pa ne maram navadnega. Svojemu služabniku človek pogosto privošči finejše sukno za livrejo, kakor ga nosi sam, in tako sem jaz dal svojo senco olepšati v človeka! Da, vidite, da sem mu dal celo lastno senco. To je zelo drago, toda rad imam kaj samo zase!« – »Kaj?« si je mislila kraljična. »Ali sem res ozdravela! To zdravilišče je najboljše, kar jih je! Voda ima dandanes prav čudežno moč. Toda ne bom še odšla, saj bo zdaj tukaj zabavno; tujec mi je izredno všeč. Ko bi mu le brada ne zrasla, sicer bo odpotoval!«
Zvečer sta v veliki plesni dvorani kraljična in senca plesali. Ona je bila lahkotna, on pa še lahkotnejši; takšnega plesalca še nikoli ni imela. Povedala mu je, iz katere dežele je, in on je deželo poznal, bil je že tam, le da nje tedaj ni bilo doma. Kukal je skozi zgornja in spodnja okna, videl je to in ono, zato je znal kraljični odgovarjati in namigovati na marsikaj, da je bila vsa začudena; gotovo je bil najmodrejši človek na vsem svetu! Tako je spoštovala njegovo znanje, in ko sta spet zaplesala, se je zaljubila; senca je to prav dobro opazila, saj je bila kraljična že skoraj pripravljena pogledati naravnost skoznjo. Še enkrat sta zaplesala in že mu je skoraj povedala, toda bila je preudarna; pomislila je na svojo deželo in kraljestvo in na množico ljudi, ki jim bo morala vladati. »Moder mož je,« si je rekla, »to je dobro! In čudovito pleše, tudi to je dobro; toda ali je njegovo znanje temeljito? To je prav tako pomembno! Preizkusiti ga moram.« Zato ga je začela previdno spraševati o nekaterih najtežjih rečeh, na katere še sama ne bi znala odgovoriti; senca pa je naredila prav nenavaden obraz.
»Na to ne znate odgovoriti!« je rekla kraljična. »To sodi k mojemu otroškemu znanju,« je rekla senca. »Mislim, da bi na to znala odgovoriti celo moja senca tam pri vratih!«
»Vaša senca!« je rekla kraljična. »To bi bilo pa nadvse nenavadno!« »Da, ne trdim zagotovo, da zna!« je rekla senca. »Vendar bi si mislil, da zna; že toliko let me spremlja in posluša – verjel bi, da zna! Toda vaše kraljevsko visočanstvo naj mi dovoli opozoriti, da je tako ponosen na to, da velja za človeka, da morate z njim ravnati povsem kakor s človekom, če naj bo dobre volje, kar je nujno, da bo dobro odgovarjal.«
»To mi je všeč!« je rekla kraljična. Stopila je k učenjaku pri vratih in se pogovarjala z njim o soncu in luni ter o ljudeh, kakršni so navzven in navznoter, on pa ji je odgovarjal tako modro in lepo.
»Kakšen mož mora šele biti tisti, ki ima tako modro senco!« si je mislila. »Pravi blagoslov bo za moje ljudstvo in kraljestvo, če si ga izberem za soproga; – to bom tudi storila!«
In kmalu sta bili obe domenjeni, kraljična in senca, vendar ni smel nihče izvedeti za to, dokler se kraljična ne vrne domov v svoje kraljestvo. »Nihče, niti moja senca!« je rekla senca, in ob tem je imela svoje posebne misli! – Potem sta prispela v deželo, kjer je kraljična vladala, kadar je bila doma.
»Poslušaj, dobri prijatelj!« je rekla senca učenjaku. »Zdaj sem postal tako srečen in mogočen, kakor je le mogoče, zato bom tudi zate storil nekaj posebnega! Zmeraj boš stanoval pri meni v gradu, se vozil z menoj v moji kraljevski kočiji in prejemal sto tisoč državnih tolarjev na leto; toda zato moraš dovoliti, da te vsi po vrsti kličejo senca. Ne smeš povedati, da si bil kdaj človek, in enkrat na leto, ko bom sedel na balkonu na soncu in se kazal ljudem, moraš ležati pri mojih nogah, kakor se za senco spodobi! Povem ti, poročil se bom s kraljično; nocoj bo poroka.«
»Ne, to je pa res preveč!« je rekel učenjak. »Tega nočem, tega ne bom storil! To bi pomenilo prevarati vso deželo in kraljično povrhu! Vse bom povedal! Da sem jaz človek in da si ti senca, ki si je samo nadela obleko!«
»Tega ti ne bo nihče verjel!« je rekla senca. »Bodi pameten, sicer pokličem stražo!« – »Naravnost h kraljični grem!« je rekel učenjak. »Toda jaz bom šel prej!« je rekla senca. »Ti pa greš v ječo!« – In res je moral tja, kajti stražarji so ubogali tistega, za katerega so vedeli, da si ga kraljična želi.
»Treseš se!« je rekla kraljična, ko je senca prišla k njej. »Se je kaj zgodilo? Ne smeš mi zboleti prav nocoj, ko imava poroko.«
»Doživel sem nekaj najstrašnejšega, kar je mogoče doživeti!« je rekla senca. »Pomisli – da, takšni ubogi senčni možgani ne prenesejo veliko! – Pomisli, moja senca je znorela, misli, da je on človek in da sem jaz – samo pomisli – da sem jaz njegova senca!«
»To je grozno!« je rekla kraljična. »Saj je vendar zaprt?« »Je! Bojim se, da ne bo nikoli ozdravel.« »Uboga senca!« je rekla kraljična. »Zelo je nesrečen; pravo dobro delo bi bilo, če bi ga odrešili tiste trohice življenja, ki mu je še ostala. In ko dobro premislim, se mi zdi, da bo treba v največji tišini opraviti z njim!«
»To je res kruto!« je rekla senca. »Saj je bil zvest služabnik!« In nekako vzdihnila je. »Plemenitega značaja ste!« je rekla kraljična.
Zvečer je bilo vse mesto razsvetljeno in topovi so pokali: bum! Vojaki so pozdravljali s puškami. To je bila poroka! Kraljična in senca sta stopili na balkon, da bi se pokazali ljudem in še enkrat poželi vzklike: hura!
Učenjak pa od vsega tega ni slišal ničesar, saj so ga usmrtili.
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
I de hede lande, der kan rigtignok solen brænde! Folk blive ganske mahognibrune; ja i de allerhedeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom derhjemme, jo det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre forblev lukkede den hele dag; det så ud som hele huset sov eller der var ingen hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var nu også bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De levede først op om aftnen, når solen var nede.
Det var ordentlig en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja sågar hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og alt som stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, var det for ham, som kom han til live igen. På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selv om man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på; der blev lig begravet med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtignok levende nede i gaden. Kun i det ene hus, som lå lige over for hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for der stod på altanen blomster, de groede så dejligt i den solhede, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre kom også halv op ud på aftnen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også gerne være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når der kun ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. "Det er ligesom om en sad og øvede sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke. 'Jeg får det dog ud!' siger han nok, men han får det dog ikke ud hvor længe han spiller."
En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om også hun lyste; det skar ham virkeligt i øjnene, han lukkede dem nu også så forfærdelig meget op og kom lige af søvnen; i et spring var han på gulvet, ganske sagte kom han bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod meget godt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang musikken så blød og dejlig, man kunne ordentlig falde hen i søde tanker derved. Det var dog ligesom en trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlige indgang? Hele stueetagen var butik ved butik, og der kunne folk jo dog ikke altid løbe igennem.
En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved ham brændte lyset, og så var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg; ja der sad den lige overfor mellem blomsterne på altanen; og når den fremmede rørte sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. –
"Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!" sagde den lærde mand. "Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren står på klem, nu skulle skyggen være så snild og gå indenfor, se sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! ja du skulle gøre gavn!" sagde han i spøg! "Vær så god at træde indenfor! nå! går du?" og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. "Ja så gå, men bliv ikke borte!" og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også; ja dersom nogen ordentligt havde lagt mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.
Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. "Hvad er det?" sagde han, da han kom ud i solskinnet, "jeg har jo ingen skygge! så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!"
Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi at skyggen var borte, men fordi han vidste, at der var en historie tíl om en mand uden skygge, den kendte jo alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han gik og lignede efter, og det behøvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.
Om aftnen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil altid have sin herre til skærm, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.
Ærgerligt var det, men i de varme lande der vokser nu alting så gesvindt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store fornøjelse, at der voksede ham en ny skygge ud fra benene, når han kom i solskin, roden måtte været blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tålelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede på rejsen mere og mere, så at den til sidst var så lang og så stor at det halve var nok.
Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år; der gik mange år.
Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på døren.
"Kom ind!" siger han, men der kom ingen; så lukker han op og der stod for ham sådan et overordentligt magert menneske, så han blev ganske underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, det måtte være en fornem mand.
"Hvem har jeg den ære at tale med?" spurgte den lærde.
"Ja det tænkte jeg nok!" sagde den fine mand, "at De ikke kendte mig! jeg er blevet så meget legeme, jeg har ordentlig fået kød og klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender De ikke Deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg mere kom igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! skal jeg købe mig fri fra tjenesten, så kan jeg!" og så raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimrede med diamants ringe! og det var altsammen virkeligt.
"Nej, jeg kan ikke komme til mig selv!" sagde den lærde mand, "hvad er dog alt det!"
"Ja noget almindeligt er det ikke!" sagde skyggen, "men De selv hører jo heller ikke til det almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trådt i Deres fodspor. Så snart De fandt, jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de allerbrillanteste omstændigheder, men der kom en slags længsel over mig efter engang at se Dem før De dør, De skal jo dø! jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fædrelandet! – Jeg ved De har fået en anden skygge igen, har jeg noget at betale til den eller Dem? De vil bare være så god at sige det."
"Nej, er det virkelig dig!" sagde den lærde mand, "det er dog højst mærkværdig! aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!"
"Sig mig hvad jeg har at betale!" sagde skyggen, "for jeg vil nødig stå i nogen slags gæld!"
"Hvor kan du tale således!" sagde den lærde mand. "Hvad gæld er her at snakke om! vær så fri, som nogen! jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gået til, og hvad du så ovre hos genboens, der i de varme lande!" –
"Ja, det skal jeg fortælle Dem," sagde skyggen og satte sig ned, "men så må De også love mig, at De aldrig til nogen her i byen, hvor De endogså træffer mig, siger at jeg har været Deres skygge! jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan føde mere end én familie!" –
"Vær ganske rolig!" sagde den lærde mand, "jeg skal ikke sige nogen hvem du egentlig er! her er min hånd! jeg lover det og en mand et ord!"
"Et ord en skygge!" sagde skyggen, og således måtte den jo tale.
Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var ganske et menneske.
"Nu skal jeg fortælle!" sagde skyggen, og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og den liggende skygge, holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter; den ville nok vide hvorledes man således kunne komme løs og tjene sig op til sin egen herre.
"Ved De, hvem der boede i genboens hus?" sagde skyggen, "det var den dejligste af alle, det var poesien! jeg var der i tre uger og det er lige så virkende, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!"
"Poesien!" råbte den lærde mand! "ja, ja – hun er tit eremit i de store byer! Poesien! ja jeg har set hende et eneste kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene! hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så -!"
"Så var jeg i forgemakket!" sagde skyggen. "De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør stod åben ligefor den anden i en lang række stuer og sale; og der var lyst op, jeg var rent blevet slået ihjel af lys, var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!"
"Og hvad så du så?" spurgte den lærde mand.
"Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, – det er slet ingen stolthed af mig, men – som fri og med de kundskaber jeg har, ikke at tale om min gode stilling, mine fortræffelige omstændigheder, – så ønskede jeg gerne at De ville sige De til mig!"
"Om forladelse!" sagde den lærde mand, "det er gammel vane, som sidder fast! – De har fuldkommen ret! og jeg skal huske det! men nu fortæller De mig alt hvad De så!"
"Alting!" sagde skyggen, "for jeg så alt og jeg ved alt!"
"Hvorledes så der ud i de inderste sale?" spurgte den lærde mand. "Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?"
"Alting var der!" sagde skyggen. "Jeg gik jo ikke ganske helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved poesiens hof, i forgemakket."
"Men hvad så De? Gik gennem de store sale alle oldtidens guder? Kæmpede dér de gamle helte? Legede søde børn og fortalte deres drømme?"
"Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alting, hvad der var at se! havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med poesien. Ja den gang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid, De ved det, når sol gik op og sol gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneskefernis, som gør et menneske kendeligt. – Jeg tog vej, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg tog vej til kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftnen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kilder så dejligt i ryggen! jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det allerutænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så," sagde skyggen, "hvad ingen mennesker måtte vide, men hvad de alle sammen så gerne ville vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, den var blevet læst! men jeg skrev lige til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig! og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – og så blev jeg den mand jeg er! og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!" og så gik skyggen.
"Det var dog mærkeligt!" sagde den lærde mand.
År og dag gik, så kom skyggen igen.
"Hvorledes går det?" spurgte den.
"Ak!" sagde den lærde mand, "jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre sligt, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det så nær!"
"Men det gør jeg ikke!" sagde skyggen, "jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! ja De forstår Dem ikke på verden. De bliver dårlig ved det. De må rejse! jeg gør en rejse til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!"
"Det går vel vidt!" sagde den lærde mand.
"Det er ligesom man tager det!" sagde skyggen. "De vil have grumme godt af at rejse! vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!"
"Det er for galt!" sagde den lærde mand.
"Men sådan er nu verden!" sagde skyggen, "og således bliver den!" og så gik skyggen.
Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og hvad han talte om det sande og det gode og det skønne, det var for de fleste ligesom roser for en ko! – han var ganske syg til sidst.
"De ser virkelig ud ligesom en skygge!" sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, for han tænkte ved det.
"De skal tage til et bad!" sagde skyggen, som kom og besøgte ham, "der er ikke andet for! jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De gør beskrivelsen og er sådan lidt morsom for mig på vejen! jeg vil til et bad, mit skæg gror ikke ud som det skulle, der er også en sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!"
Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bag efter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen; og det tænkte den lærde mand nu ikke sådan over; han var et meget godt hjerte, og særdeles mild og venlig, og da sagde han en dag til skyggen: "Da vi nu således er blevet rejsekammerater, som vi er det og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skal vi så ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!"
"De siger noget!" sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. "Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil være lige så velmenende og ligefrem. De, som en lærd mand, ved vistnok hvor underlig naturen er. Somme mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så får de ondt; andre går det gennem alle lemmer, når man lader et søm gnide mod en glasrude; jeg har ligesådan en følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden i min første stilling hos Dem. De ser at det er en følelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort!"
Og så sagde skyggen du til sin forrige herre.
"Det er dog vel galt," tænkte han, "at jeg må sige De og han sige du," men nu måtte han holde ud.
Så kom de til et bad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så alt for godt og det var nu så ængsteligt.
Ligestraks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; "han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge."
Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks på spadsereturen i tale med den fremmede herre. Som en kongedatter behøvede hun ikke at gøre mange omstændigheder, og så sagde hun, "Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge."
"Deres Kongelige Højhed må være betydelig i bedring!" sagde skyggen, "jeg ved, Deres onde er at De ser alt for godt, men det har tabt sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæde i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske! ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!" –
"Hvad?" tænkte prinsessen, "skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette bad er det første der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordentligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!"
Om aftnen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig haft. Hun sagde ham fra hvad land hun var, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, og så kunne han svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! hun fik sådan en agtelse for hvad han vidste, og da de så dansede igen, så blev hun forlibt, og det kunne skyggen godt mærke, for hun var færdig at se lige igennem ham. Så dansede de nok engang og så var hun lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. "En vís mand er han," sagde hun til sig selv, "det er godt! og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har grundige kundskaber, det er lige så vigtigt! han må eksamineres." Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, hun kunne ikke selv have svaret på det; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.
"Det kan De ikke svare på!" sagde kongedatteren.
"Det hører til min børnelærdom," sagde skyggen, "jeg tror sågar min skygge der henne ved døren kan svare derpå!"
"Deres skygge!" sagde kongedatteren, "det ville være højst mærkeligt!"
"Ja, jeg siger ikke bestemt at han kan!" sagde skyggen, "men jeg skulle tro det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter, – jeg skulle tro det! men Deres Kongelige Højhed tillader, at jeg gør Dem opmærksom på, at han har så megen stolthed af at gå for et menneske, at når han skal være i rigtig humør, og det må han være for at svare godt, så må han behandles ganske som et menneske."
"Det kan jeg godt lide!" sagde kongedatteren.
Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både uden på og inden i og han svarede så klogt og godt.
"Hvad det må være for en mand, der har så vís en skygge!" tænkte hun, "det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal; – jeg gør det!"
Og de var snart enige, både kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide derom før hun kom hjem i sit eget rige.
"Ingen, ikke engang min skygge!" sagde skyggen, og det havde han nu sådan sine egne tanker ved! –
Så var de i landet hvor kongedatteren regerede når hun var hjemme.
"Hør min gode ven!" sagde skyggen til den lærde mand, "nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget særdeles for dig! du skal altid bo hos mig på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har nogensinde været menneske og engang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig se, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal! jeg skal sige dig, jeg gifter kongedatteren, i aften skal brylluppet holdes."
"Nej det er dog alt for galt!" sagde den lærde mand, "det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! at jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!"
"Det er der ingen som tror!" sagde skyggen, "vær fornuftig, eller jeg kalder på vagten!" –
"Jeg går lige til kongedatteren!" sagde den lærde mand. "Men jeg går først!" sagde skyggen, "og du går i arrest!" – og det måtte han, for skildvagterne de lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.
"Du ryster!" sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, "er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup."
"Jeg har oplevet det grueligste, der kan opleves!" sagde skyggen, "tænk dig – ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! – Tænk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg – tænk dig bare, – at jeg er hans skygge!"
"Det er frygteligt!" sagde prinsessen, "han er dog spærret inde?"
"Det er han! Jeg er bange han kommer sig aldrig."
"Stakkels skygge!" sagde prinsessen, "han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at fri ham fra den smule liv han har, og når jeg rigtig tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort af med ham i al stilhed!"
"Det er rigtignok hårdt!" sagde skyggen, "for det var en tro tjener!" og så gav han ligesom et suk.
"De er en ædel karakter!" sagde kongedatteren.
Om aftnen var hele byen illumineret, og kanonerne gik af: bum! og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og få nok en gang hurra!
Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af.
