Prevod
Nekoč sta živela revna zakonca; prebivala sta v borni koči daleč v gozdu in živela iz rok v usta, pa še to komajda. Imela sta tri sinove in najmlajši med njimi je bil Askeladden, saj ni počel drugega, kakor ležal ob ognjišču in brskal po pepelu.
Nekega dne je najstarejši sin rekel, da bi šel služit. Takoj sta mu dovolila in odpravil se je v svet. Hodil je in hodil ves dan, in ko se je nagnil večer, je prišel do kraljevega gradu. Kralj je stal zunaj na stopnicah in ga vprašal, kam je namenjen. »Oh, naokrog hodim in povprašujem po službi, oče!« je rekel fant. »Bi služil pri meni in pasel mojih sedem žrebet?« ga je vprašal kralj. »Če jih boš znal pasti ves dan in mi zvečer povedati, kaj jedo in pijejo, boš dobil kraljično in pol kraljestva; če pa tega ne boš znal, ti bom s hrbta odrezal tri krvave jermene.« Fantu se je zdelo to lahko delo; prepričan je bil, da mu bo kos.
Zjutraj, ko se je začelo daniti, je konjušnik izpustil sedem žrebet. Pognala so se v dir in fant za njimi; in lahko si mislite, kako so drvela čez hribe in doline, skozi grmovje in močvirje. Ko je fant že lep čas tako tekel, se je začel utrujati, in ko je vztrajal še nekaj časa, je imel vse paše že čez glavo. Prav tedaj je prišel do skalne razpoke; tam je sedela starka in predla na ročno vreteno. Ko je zagledala fanta, ki je tekel za žrebeti, da je kar lilo z njega, mu je zaklicala: »Pridi sem, pridi sem, moj lepi sinko, da ti poiščem uši!« Fant je z veseljem privolil; sedel je k starki v skalno razpoko in ji položil glavo v naročje, ona pa mu je ves dan obirala uši, medtem ko je ležal in lenaril. Ko se je nagnil večer, je hotel oditi. »Najbolje bo, da jo uberem kar naravnost domov,« je rekel, »saj mi nič ne pomaga, če se vrnem na kraljevi grad.« »Počakaj še malo, da se zmrači,« je rekla starka, »pa bodo kraljeva žrebeta spet prišla tod mimo; potem lahko stečeš z njimi nazaj.
Nihče ne bo vedel, da si ves dan ležal tukaj, namesto da bi pasel žrebeta.« Ko so prišla, je dala fantu steklenico vode in šop mahu; to naj pokaže kralju in mu pove, da je sedem žrebet to jedlo in pilo. »No, ali si jih ves dan zvesto in skrbno pasel?« je vprašal kralj, ko je fant zvečer stopil predenj. »Da, seveda sem jih,« je odvrnil fant. »Potem mi pa gotovo znaš povedati, kaj mojih sedem žrebet je in pije?« ga je vprašal kralj. Fant je pokazal posodo z vodo in šop mahu, ki ju je dobil od starke;
»Tukaj vidite njihovo jed in tukaj njihovo pijačo,« je rekel. Toda kralj je takoj sprevidel, kako jih je pasel, in tako se je razjezil, da je ukazal, naj ga pri priči naženejo domov, prej pa naj mu s hrbta odrežejo tri krvave jermene in mu rane posujejo s soljo. Ko se je fant vrnil domov, si lahko mislite, kako mu je bilo pri srcu; enkrat je šel iskat službo, je rekel, a nikoli več ne pojde.
Naslednji dan je drugi sin rekel, da bi šel v svet poskusit srečo. Starša sta mu branila in ga prosila, naj pogleda bratov hrbet, toda fant ni odnehal, vztrajal je pri svojem, dokler mu nista nazadnje le dovolila, in odpravil se je na pot. Ko je prehodil ves dan, je tudi on prišel do kraljevega gradu. Kralj je stal zunaj na stopnicah in ga vprašal, kam je namenjen. Ko je fant odgovoril, da hodi naokrog in povprašuje po službi, mu je kralj rekel, da lahko služi pri njem in pase njegovih sedem žrebet; pri tem mu je določil enako kazen in enako plačilo kakor njegovemu bratu. Fant je takoj privolil in stopil v kraljevo službo, saj je bil prepričan, da bo že znal paziti na žrebeta in kralju povedati, kaj jedo in pijejo.
Ob jutranjem svitu je konjušnik izpustil sedem žrebet; spet so se pognala čez hribe in doline in fant za njimi. A zgodilo se mu je prav kakor bratu. Ko je dolgo, dolgo tekal za žrebeti, tako da je bil ves prepoten in utrujen, je prišel mimo skalne razpoke, kjer je sedela starka in predla na ročno vreteno. Zaklicala mu je: »Pridi sem, pridi sem, moj lepi sinko, da ti poiščem uši!« Fantu je bilo to po volji; pustil je žrebeta, naj tečejo po svoje, in sedel k starki v skalno razpoko. Tako je malo sedel in malo ležal, lenaril pa je ves dan.
Ko so se žrebeta proti večeru vrnila, je tudi on dobil od starke šop mahu in steklenico vode, da bi ju pokazal kralju. Toda ko ga je kralj vprašal: »No, ali mi znaš povedati, kaj mojih sedem žrebet je in pije?« in je fant pomolil predenj šop mahu in posodo z vodo ter rekel: »Da, tukaj vidite njihovo jed in tukaj njihovo pijačo,« se je kralj spet razjezil in ukazal, naj fantu s hrbta odrežejo tri krvave jermene, mu rane posujejo s soljo in ga pri priči naženejo domov.
Ko se je fant vrnil domov, je tudi on povedal, kako se mu je godilo, in rekel, da je enkrat šel iskat službo, a nikoli več ne pojde.
Tretji dan se je hotel na pot odpraviti Askeladden; tudi sam bi rad poskusil pasti sedem žrebet, je rekel. Drugi so se mu smejali in se norčevali iz njega. »Če se je nama tako godilo, boš pa ti opravil z njimi, kajne? Res si videti pravi za to, ti, ki nisi nikoli počel drugega, kakor ležal v pepelu in brskal po njem,« sta rekla brata. »Vseeno bom šel,« je rekel Askeladden, »ker sem si tako vtepel v glavo.« In naj so se mu drugi še tako smejali in naj sta ga starša še tako prosila, nič ni pomagalo; Askeladden se je odpravil na pot. Ko je prehodil ves dan, je tudi on ob mraku prišel do kraljevega gradu. Kralj je stal zunaj na stopnicah in ga vprašal, kam je namenjen. »Naokrog hodim in povprašujem po službi,« je rekel Askepot. »Od kod pa si?« je vprašal kralj; tokrat je namreč hotel o človeku izvedeti kaj več, preden bi ga vzel v službo. Askeladden mu je povedal, od kod prihaja, in dodal, da je brat tistih dveh, ki sta pasla kraljevih sedem žrebet. Nato je vprašal, ali bi jih smel naslednji dan tudi on poskusiti pasti. »Fej te bodi!« je rekel kralj — razjezil se je že ob sami misli na onadva. »Če si brat tistih dveh, potem najbrž tudi ti nisi dosti prida;
takih sem imel že dovolj!« »No, ko sem pa že tukaj, bi menda lahko tudi jaz poskusil,« je rekel Askeladden. »O, pa daj, če že na vsak način hočeš imeti odrt hrbet, ti zaradi mene ni treba braniti!« je rekel kralj. »Jaz bi pa vendarle rajši imel kraljično,« je rekel Askeladden. — Zjutraj ob svitu je konjušnik spet izpustil sedem žrebet in pognala so se čez hribe in doline, skozi grmovje in močvirje, Askeladden pa za njimi. Ko je že lep čas tako tekel, je tudi on prišel do skalne razpoke;
tam je spet sedela stara ženica, predla na svoje ročno vreteno in zaklicala Askepotu: »Pridi sem, pridi sem, moj lepi sinko, da ti poiščem uši!« »Poljubi me v rit, poljubi me v rit!« je odvrnil Askepot ter skakal in tekel naprej, držeč se žrebeta za rep. Ko je bil že mimo skalne razpoke, je najmlajše žrebe reklo: »Sedi mi na hrbet, saj nas čaka še dolga pot.« In fant je storil tako.
Potem so potovali še dolgo, dolgo. »Ali zdaj kaj vidiš?« je vprašalo žrebe. »Ne!« je rekel Askeladden. Šli so še lep kos poti. »Ali zdaj kaj vidiš?« je vprašalo žrebe. »Oh, ne,« je odvrnil fant. Ko so nato prepotovali še dolgo, dolgo pot, je žrebe spet vprašalo: »Kaj pa zdaj, ali kaj vidiš?« »Da, zdaj se mi zdi, da se nekaj beli,« je rekel Askepot. »Videti je kakor velik, debel brezov štor.« »Da, tja noter moramo,« je reklo žrebe.
Ko so prišli do štora, ga je najstarejše žrebe odmaknilo vstran in tam, kjer je stal, so se pokazala vrata. Za njimi je bila majhna izba, v njej pa skoraj nič drugega kot majhno ognjišče in nekaj pručk; toda za vrati sta visela velik zarjavel meč in majhen vrč. »Ali znaš vihteti meč?« je vprašalo žrebe. Askeladden je poskusil, pa ni mogel; zato je moral napraviti požirek iz steklenice, najprej enega, nato še enega in potem še enega, in tedaj je lahko vihtel meč kakor za šalo. »Zdaj pa moraš vzeti meč s seboj,« je reklo žrebe. »Z njim nam moraš na svoj poročni dan vsem sedmim odsekati glave in spet bomo postali kraljeviči, kakor smo bili nekoč. Mi smo namreč bratje kraljične, ki jo boš dobil, ko boš kralju znal povedati, kaj jemo in pijemo; toda strašen trol nas je začaral v to podobo. Ko nam odsekaš glave, moraš skrbno paziti, da položiš vsako glavo k repu tistega telesa, na katerem je prej sedela; potem čarovnija ne bo imela več moči nad nami.« Askeladden je obljubil in odpotovali so naprej.
Ko so prepotovali dolgo, dolgo pot, je žrebe vprašalo: »Ali kaj vidiš?« »Ne,« je rekel Askeladden. Potovali so še lep čas. »Kaj pa zdaj?« je vprašalo žrebe. »Ali zdaj kaj vidiš?« »Oh, ne!« je rekel Askeladden. Potem so prepotovali še mnogo, mnogo milj čez hribe in doline. »Kaj pa zdaj?« je reklo žrebe. »Ali še vedno ničesar ne vidiš?« »Pač,« je rekel Askeladden, »zdaj vidim nekaj kakor progo, ki se daleč, daleč v daljavi modro svetlika.« »Da, to je reka,« je reklo žrebe. »Čeznjo moramo.« Čez reko je vodil dolg, imeniten most, in ko so prišli na drugo stran, so spet potovali dolgo, dolgo. Potem je žrebe znova vprašalo, ali Askeladden kaj vidi. Da, tokrat je daleč v daljavi videl nekaj temnega, podobnega cerkvenemu zvoniku. »Da, tja noter moramo,« je reklo žrebe.
Ko so žrebeta stopila na pokopališče, so se spet spremenila v ljudi in bila videti kakor kraljeviči, v tako razkošnih oblačilih, da se je kar svetilo od njih. Nato so šli v cerkev in prejeli kruh in vino od duhovnika, ki je stal pred oltarjem.
Tudi Askeladden je stopil noter; ko pa je duhovnik položil roke na kraljeviče in jim podelil blagoslov, so spet odšli iz cerkve, Askeladden pa z njimi; le da je vzel s seboj steklenico vina in hostijo. In brž ko je sedem kraljevičev stopilo na pokopališče, so se spet spremenili v žrebeta. Askeladden je sedel najmlajšemu na hrbet in vrnili so se po isti poti, po kateri so prišli, le še mnogo, mnogo hitreje. Najprej so šli čez most, nato mimo štora in potem mimo starke, ki je sedela v skalni razpoki in predla. Drveli so tako hitro, da Askeladden ni mogel razločiti, kaj je starka kričala za njim, a toliko je le slišal, da je vedel, kako strašansko je jezna.
Ko so se zvečer vrnili na kraljevi grad, je bilo že skoraj temno in sam kralj jih je čakal na dvorišču. »No, ali si jih ves dan zvesto in skrbno pasel?« je vprašal Askeladdna. »Potrudil sem se po svojih najboljših močeh,« je odgovoril Askeladden. »Potem mi pa gotovo znaš povedati, kaj mojih sedem žrebet je in pije?« je vprašal kralj. Askeladden je vzel hostijo in steklenico vina ter ju pokazal kralju. »Tukaj vidite njihovo jed in tukaj njihovo pijačo,« je rekel. »Da, zvesto in skrbno si jih pasel,« je rekel kralj, »in dobil boš kraljično in pol kraljestva.« Nato so začeli pripravljati svatbo in kralj je rekel, da mora biti tako razkošna in imenitna, da se bo o njej razvedelo in govorilo daleč naokrog. Ko pa so sedeli pri svatovski mizi, je ženin vstal in odšel v hlev, češ da je tam nekaj pozabil in mora po tisto. Ko je prišel v hlev, je storil, kakor so mu naročila žrebeta, in vsem sedmim odsekal glave, najprej najstarejšemu in nato drugim po vrsti od starejšega do mlajšega. Skrbno je pazil, da je vsako glavo položil k repu tistega žrebeta, ki mu je pripadala, in ko je to storil, so se drug za drugim spremenili nazaj v kraljeviče. Ko se je s sedmimi kraljeviči vrnil k svatovski mizi, je bil kralj tako vesel, da je Askeladdna kar poljubljal in trepljal; nevesta pa ga je imela še rajši kakor prej. »Pol kraljestva si že dobil,« je rekel kralj, »drugo polovico pa boš dobil po moji smrti; moji sinovi si bodo zdaj, ko so spet kraljeviči, že sami pridobili dežele in kraljestva.« Lahko si mislite, koliko veselja in zabave je bilo na tisti svatbi;
tudi jaz sem bil tam, a nihče ni imel časa, da bi se spomnil name. Dobil sem le kos kruha z maslom, položil sem ga na lončeno peč, pa se je kruh zažgal in maslo stopilo, meni pa ni ostala niti drobtinica.
Izvirnik
Der var engang et Par fattige Folk; de boede i en ussel Hytte langt borte i Skoven, og for dem var der ikke Mere end fra Haanden og i Munden og med Nød og Neppe det; men de havde tre Sønner, og den yngste af dem var da Askeladden; for han gjorde ikke Andet end laa og grov i Asken. En Dag sagde den ældste Gutten at han vilde ud at tjene; det fik han strax Lov til, og han vandrede da ud i Verden. Han gik og han gik hele Dagen, og da det led mod Kvelden kom han til en Kongsgaard; der stod Kongen ude paa Trappen og spurgte, hvor han skulde hen? „Aa jeg gaaer nok og hører efter Tjeneste jeg, Faer!“ sagde Gutten. „Vil du tjene hos mig og gjæte de syv Folerne mine?“ spurgte Kongen. „Dersom
du kan gjæte dem en heel Dag og sige mig om Kvelden hvad de æde og drikke, saa skal du faae Prindsessen og det halve Riget; men kan du ikke det, saa skjærer jeg tre røde Remme af Ryggen din.“ Ja, det syntes Gutten var et let Arbeide; det skulde han nok gjøre, meente han. Om Morgenen, da det begyndte at lyse af Dagen, slap Staldmesteren de syv Folerne; de sprang afsted og Gutten bag efter; og saa kan det vel hænde, det gik baade over Bjerg og Dale, gjennem Busker og Kjær. Da Gutten havde løbet saaledes en god Stund, begyndte han at blive træt, og da han havde holdt paa endda et Stykke, var han vel fornøiet af hele Gjætningen, og med det samme kom han til en Bjergskorte; der
sad en gammel Kjærring og spandt paa en Haandteen. Da hun fik see Gutten, som sprang efter Folerne, saa Sveden drev af ham, raabte Kjærringen: „Kom hid, kom hid, min smukke Søn, skal jeg lyske dig!“ Det vilde Gutten gjerne; han satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen og lagde Hovedet sit i hendes Favn, og saa lyskede hun ham hele Dagen, mens han laa og ladede sig. Da det led mod Kvelden, vilde Gutten gaae; „jeg faaer ligesaa godt rangle lige hjem igjen,“ sagde han, „for til Kongsgaarden kan det ikke nytte, jeg kommer.“ „Bi lidt til i Mørkningen,“ sagde Kjærringen „saa kommer Folerne til Kongen her forbi igjen; saa kan du springe hjem igjen med dem; der er Ingen som veed, at du har ligget her hele Dagen i
Stedet for at gjæte Folerne.“ Da de nu kom, gav hun Gutten en Vandflaske og en Mosedot; det skulde han vise Kongen og sige var det, de syv Folerne aad og drak. „Har du nu gjætet tro og vel hele Dagen da?“ sagde Kongen, da Gutten kom frem for ham om Kvelden. „Ja, jeg har nok det,“ sagde Gutten. „Saa kan du vel sige mig, hvad det er, de syv Folerne mine æde og drikke?“ spurgte Kongen. Ja, Gutten viste frem Vandkrukken og Mosedotten, han havde faaet af Kjærringen; „der seer du Maden og der seer du Drikken deres,“ sagde Gutten.
Men saa skjønte Kongen nok, hvorledes han havde gjætet, og han blev saa sindt at han befalede, de skulde jage ham hjem igjen paa Øieblikket, men først skulde de skjære tre røde Remme af Ryggen paa ham og strøe Salt i. Da Gutten kom hjem igjen, kan du nok vide, hvorledes han var tilmode; een Gang havde han gaaet ud for at faae Tjeneste, sagde han, men det gjorde han aldrig mere.
Dagen efter sagde den anden Søn, at han vilde ud i Verden og prøve sin Lykke. Forældrene sagde nei, og bad ham see paa Ryggen til Broderen sin, men Gutten gav sig ikke, han blev ved Sit, og langt om længe fik han da Lov, og lagde i Veien. Da han havde gaaet hele Dagen, kom han ogsaa til Kongsgaarden; der stod Kongen ude paa Trappen og spurgte, hvor han skulde hen, og da Gutten svarede, at han gik og hørte efter Tjeneste, sagde Kongen, han kunde faae tjene hos ham og gjæte de syv Folerne hans; og saa satte Kongen samme Straf og samme Løn for ham, som han havde sat for Broderen. Ja, Gutten var strax villig til det; han stedede sig i Tjeneste hos Kongen, for han skulde nok passe Folerne og sige Kongen hvad de aad og drak, meente han.
I Graalysningen om Morgenen slap Staldmesteren de syv Folerne; de afsted igjen over Bjerg og Dal, og Gutten bag efter. Men ham gik det ligeens som Broderen; da han havde sprunget efter Folerne en lang, lang Stund, saa han baade var svedt og træt, kom han forbi en Bjergskorte, hvor en gammel Kjærring sad og spandt paa en Haandteen, og hun raabte til Gutten: „Kom hid, kom hid, min smukke Søn, skal jeg lyske dig.“ Det syntes Gutten vel om; han lod Folerne løbe sin Vei og satte sig i Bjergskorten hos Kjærringen. Saa sad og saa laa han, og lade sig gjorde han hele Dagen.
Da Folerne kom tilbage mod Kvelden, fik han ogsaa en Mosedot og en Vandflaske af Kjærringen, som han skulde vise Kongen. Men da saa Kongen spurgte Gutten: „Kan du nu sige mig, hvad de syv Folerne mine æde og drikke?“ og Gutten stak frem Mosedotten og Vandkrukken og sagde: „Ja, der seer du Maden og der seer du Drikket deres,“ — blev Kongen vred igjen og befalede, at de skulde skjære tre røde Remme af Ryggen paa Gutten og strøe Salt i og jage ham hjem paa Øieblikket.
Da saa Gutten kom hjem igjen, fortalte han ogsaa, hvorledes det var gaaet ham, og sagde, at een Gang havde han gaaet ud for at faae Tjeneste, men det gjorde han nok aldrig mere. Den tredie Dag vilde Askeladden i Veien; han havde nok Lyst til at prøve at gjæte de syv Folerne han ogsaa, sagde han. De Andre loe og gjorde Nar af ham; „naar det er gaaet saaledes med os, saa skal vel du gjøre det færdigt — du seer ud til det, du, som aldrig har gjort Andet end at ligge i Asken og grave,“ sagde de. „Ja, jeg vil nok i Veien ligevel jeg,“ sagde Askeladden, „for jeg har nu faaet det i Hovedet,“ — og alt de Andre loe og Forældrene bad, saa hjalp det ikke; Askeladden lagde i Veien. Da han saa havde gaaet hele Dagen, kom han ogsaa til Kongsgaarden i Mørkningen. Der stod Kongen ude paa
Trappen, og spurgte, hvor han skulde hen? „Jeg gaaer nok og hører efter Tjeneste,“ sagde Askepot. „Hvor er du fra da?“ spurgte Kongen; for han vilde vide lidt bedre Besked nu, før han stedede Nogen i Tjeneste. Askeladden fortalte da, hvor han var fra, og sagde at han var Broder til de To som havde gjætet de syv Folerne til Kongen, og saa spurgte han, om ikke han kunde faae prøve, at gjæte dem næste Dagen. „Aa tvi!“ sagde Kongen — han blev ganske sindt, bare han kom i Hu dem — „er du Broder til de To, saa duer du vel ikke stort du heller; Slige har jeg havt nok af!“ „Ja, men siden jeg nu er kommen her, kunde jeg vel faae Lov at prøve mig, jeg ogsaa,“ sagde Askeladden. „Aa ja, vil du endelig have Ryggen din flaaet, saa
gjerne for mig!“ sagde Kongen. „Jeg vil nok heller have Prindsessen jeg,“ sagde Askeladden. — Om Morgenen i Graalysningen slap Staldmesteren de syv Folerne igjen, og de afsted over Bjerg og Dal, gjennem Buske og Kjær, og Askeladden bagefter. Da han havde sprunget saaledes en god Stund, kom ogsaa han til Bjergskorten; der sad den gamle Kjærringen igjen og spandt paa Haandteen sin og raabte til Askepot: „Kom hid, kom hid min smukke Søn, skal jeg lyske dig!“ sagde hun. „Kys mig bag, kys mig bag!“ sagde Askepot, han hoppede og sprang og holdt i Folerumpen. Da han vel var kommen forbi Bjergskorten, sagde den yngste Folen: „Sæt dig op paa Ryggen min du, for vi har lang Vei endnu,“ og det gjorde han.
Saa reiste de et langt, langt Stykke til. „Seer du Noget nu?“ sagde Folen. „Nei!“ sagde Askeladden. De reiste da et godt Stykke igjen. „Seer du Noget nu?“ spurgte Folen. „Aa nei,“ sagde Gutten. Da de saa havde reist et langt, langt Stykke, spurgte Folen igjen: „Seer du Noget nu da?“ „Ja, nu synes jeg, det hvidner i Noget,“ sagde Askepot; „det seer ud som en stor, diger Birkestubbe.“ „Ja, der skal vi ind,“ sagde Folen.
Da de kom til Stubben, tog den ældste Folen og brød den til Side, — saa var der en Dør, der Stubben havde staaet; — indenfor var der en liden Stue, og i Stuen var der ikke stort Andet end en liden Skorsten og et Par Krakke; men bag Døren hang et stort, rustent Sværd og en liden Krukke. „Kan du svinge Sværdet?“ spurgte Folen. Askeladden prøvede, men han kunde ikke; saa maatte han tage sig en Slurk af Flasken, først en Gang, saa en Gang til og saa endda en Gang, og saa kunde han haandtere det som ingen Ting. „Ja, nu maa du tage Sværdet med dig,“ sagde Folen, „med det skal du hugge Hovedet af os alle syv paa Bryllupsdagen din, saa blive vi til Prindser igjen, som vi vare før. For vi ere Brødre til Prindsessen,
du skal faae, naar du kan sige Kongen, hvad vi æde og drikke; men der er et fælt Trold, som har kastet Ham paa os. Naar du nu har hugget Hovedet af os, maa du passe vel paa og lægge hvert Hoved ved Halen af den Krop, som det før sad paa; saa har Trolddommen ikke mere Magt med os.“ Det lovede Askeladden, og saa reiste de videre. Da de nu havde reist en lang, lang Vei, spurgte Folen: „Seer du Noget?“ „Nei,“ sagde Askeladden. Saa reiste de en god Stund endda. „End nu?“ spurgte Folen; „seer du Noget nu?“ „Aa nei!“ sagde Askeladden. Saa reiste de mange, mange Mile igjen baade over Bjerg og Dale. „Nu da?“ sagde Folen, „seer du ikke Noget endnu?“ „Jo“ sagde Askeladden, „nu seer jeg ligesom en Stribe, som blaaner langt, langt borte.“ „Ja,
det er en Elv det,“ sagde Folen; „den skal vi over.“ Over Elven gik der en lang, gjild Bro, og da de vare komne paa den anden Side, reiste de igjen et langt, langt Stykke; saa spurgte Folen igjen, om Askeladden ikke saa Noget? Jo, den Gang saa han, det sortnede i Noget langt borte, ligesom i et Kirketaarn. „Ja, der skal vi ind igjen,“ sagde Folen. Da Folerne kom ind paa Kirkegaarden, bleve de til Mennesker igjen og saae ud som Kongssønner, med saa prægtige Klæder at det lyste af dem; og saa gik de ind i Kirken og annammede Brød og Viin af Præsten, som stod for Alteret.
Askeladden gik ogsaa ind; men da Præsten havde lagt Hænderne paa Prindserne og lyst Velsignelsen, gik de ud af Kirken igjen, og det gjorde Askeladden ogsaa; men han tog med sig en Viinflaske og et Alterbrød. Og med det samme de syv Kongssønnerne kom ud paa Kirkegaarden, bleve de til Foler igjen, saa satte Askeladden sig op paa Ryggen af den Yngste, og saa gik det tilbage igjen den samme Vei, de vare komne, men endda meget, meget fortere end frem. Først reiste de over Broen, saa forbi Stubben og saa forbi Kjærringen, som sad i Bjergskorten og spandt; og det gik saa fort at Askeladden ikke kunde høre det, Kjærringen skreg efter ham, men saa meget hørte han, at han forstod, hun var fælt sindt.
Det var næsten mørkt, da de kom tilbage til Kongsgaarden om Kvelden, og Kongen selv stod paa Gaarden og ventede paa dem. „Har du nu gjætet tro og vel hele Dagen?“ sagde Kongen til Askeladden. „Jeg har gjort mit Bedste jeg,“ svarede Askeladden. „Saa kan du vel sige mig, hvad de syv Folerne mine æde og drikke?“ spurgte Kongen. Askeladden tog da frem Alterbrødet og Viinflasken og viste Kongen. „Der seer du Maden og der seer du Drikket deres,“ sagde han. „Ja du har gjætet tro og vel,“ sagde Kongen; „og du skal have Prindsessen og halve Riget.“ Saa blev der lavet til Bryllups og det skulde være saa prægtigt og gjildt, at det baade skulde høres og spørges, sagde Kongen. Men da de saa sad ved Brudebordet, reiste
Brudgommen sig og gik ned i Stalden, for han havde glemt Noget der, og det maatte han gaae efter, sagde han. Da han kom derned, gjorde han som Folerne havde sagt, og hug Hovedet af dem alle syv, først af den Ældste og saa af de Andre, efter som de vare gamle til, og saa passede han nøie paa at lægge hvert Hoved ved Halen paa den Folen, det havde siddet paa; og eftersom han gjorde det, bleve de til Prindser igjen. Da han kom ind til Bryllupsbordet med de syv Prindserne, blev Kongen saa glad, at han baade kyssede og klappede Askeladden; og Bruden hans blev endnu gladere i ham, end hun før havde været. „Det halve Riget har du nu faaet,“ sagde Kongen, „og det andet halve skal du faae efter min Død; for Sønnerne mine de kan skaffe sig Land og Rige selv, nu de ere blevne Prindser igjen.“
Saa kan det vel hænde, der blev Glæde og Moro i det Bryllup; jeg var ogsaa med; men der var Ingen som havde Stunder at komme i Hu mig: jeg fik ikke Andet end et Smørrebrød, det lagde jeg paa Kakkelovnen, og Brødet brand, og Smørret rand, og aldrig fik jeg igjen et eneste Gran.
