Prijateljska zaveza

Prevod

Pred kratkim smo se vrnili s krajšega potovanja in že hrepenimo po daljšem. Kam? V Sparto! V Mikene! V Delfe! Sto je krajev, ob katerih imenih srce vztrepeta od popotniškega hrepenenja. Potuje se na konju, navzgor po gorskih stezah, skozi goščavo in grmovje; že en sam popotnik se pomika naprej kakor cela karavana. Sam jezdi spredaj s svojim argojatom, tovorni konj nosi kovček, šotor in živež, za njima pa v varstvo sledita vojaka; po utrujajočem dnevu ga ne čaka nobeno gostišče z lepo postlano posteljo, pogosto mu je v prostrani, divji naravi streha le šotor, argojat pa mu tam za večerjo skuha pilav; tisoč komarjev brenči okoli malega šotora, noč je mučna, jutri pa vodi pot čez močno narasle reke; trdno se drži na konju, da te ne odnese tok.

Kakšno plačilo je za vse te tegobe? Največje! Najbogatejše! Narava se tu razodeva v vsej svoji veličini, vsak kotiček je prežet z zgodovino, oko in misel uživata. Pesnik lahko o tem poje, slikar to upodobi v razkošnih podobah, a vonja resničnosti, ki za vselej prodre v misli opazovalca in tam ostane, ne moreta pričarati.

Samotni pastir visoko v gorah bi ti s preprosto pripovedjo o dogodku iz svojega življenja morda bolje kakor pisci potopisov odprl oči, če želiš v nekaj potezah uzreti deželo Helenov.

Naj torej spregovori! O običaju, lepem, nenavadnem običaju, naj nam pripoveduje pastir tam na gori: o zavezi prijateljstva. »Naša hiša je bila ometana z ilovico, podboje pa so sestavljali žlebljeni marmorni stebri, najdeni tam, kjer smo jo postavili; streha je segala skoraj do tal, zdaj je bila črnorjava in grda, toda ko so jo položili, je bila iz cvetočega oleandra in svežih lovorovih vej, prinesenih izza gora. Okoli naše hiše je bilo tesno, skalne stene so se strmo dvigale v nebo, gole in črne; na njihovih vrhovih so pogosto viseli oblaki kakor bela, živa bitja; nikoli nisem tu slišal ptice pevke, nikoli niso moški tu plesali ob zvokih dud, toda kraj je bil svet že od davnih časov, že samo ime spominja na to, saj se imenuje Delfi! Vse temne, resnobne gore so bile pokrite s snegom; najvišja, ki je najdlje žarela v rdečem večernem soncu, je bila Parnas, od tam je pritekal potok blizu naše hiše in tudi ta je bil nekoč svet; zdaj ga osel s kopiti kali, a voda hitro teče in se spet zbistri. Kako dobro se spominjam vsakega kotička in njegove svete, globoke samote! Sredi koče smo zakurili ogenj, in ko se je vroči pepel nabral na debelo in žarel, smo v njem pekli kruh; kadar je sneg ležal okoli naše koče, tako da je bila skoraj skrita v njem, se mi je mati zdela najbolj vesela; tedaj je držala mojo glavo med dlanmi, me poljubljala na čelo in pela pesmi, ki jih sicer ni nikoli pela, kajti Turki, naši gospodarji, jih niso marali; in pela je: »Na vrhu Olimpa, v nizkem jelovem gozdu, je sedel star jelen, oči so mu bile težke od solza; rdeče, da, zelene in bledomodre solze je točil, pa je prišel mimo srnjak: ‘Kaj ti je, da tako jokaš, da točiš rdeče, zelene, da, bledomodre solze?’ ‘Turek je prišel v naše mesto, s seboj ima divje lovske pse, silno krdelo.’ ‘Pregnal jih bom čez otoke,’ je rekel mladi srnjak, ‘pregnal jih bom čez otoke v globoko morje;’ toda še preden se je zvečerilo, je bil srnjak ubit, in še preden je prišla noč, so jelena izsledili in pokončali.« In kadar je mati tako pela, so se ji oči orosile in na dolgih trepalnicah je obstala solza, a jo je skrila in nato v pepelu obrnila naš črni kruh. Tedaj sem stisnil pest in rekel: »Ubili bomo Turka;« ona pa je ponovila besede iz pesmi: »Pregnal jih bom čez otoke v globoko morje; toda še preden se je zvečerilo, je bil srnjak ubit, in še preden je prišla noč, so jelena izsledili in pokončali.« Več noči in dni smo bili sami v koči, potem pa je prišel oče; vedel sem, da mi prinaša školjčne lupine iz Lepantskega zaliva ali morda celo nož, oster in bleščeč. Tokrat nam je prinesel otroka, majhno, golo deklico, ki jo je držal pod svojim ovčjim kožuhom; zavita je bila v kožo, in ko jo je mati odvila in si jo položila v naročje, je bilo vse njeno imetje troje srebrnikov, privezanih v črne lase. Oče nam je pripovedoval o Turkih, ki so ubili otrokove starše, toliko nam je povedal, da sem vso noč sanjal o tem; tudi sam je bil ranjen, mati mu je obvezala roko, rana je bila globoka; debeli ovčji kožuh je bil od zamrznjene krvi ves trd. Mala deklica naj bi bila moja sestra, bila je tako ljubka, tako svetla in čista, niti materine oči niso bile milejše od njenih; Anastasia, tako ji je bilo ime, naj bi bila moja sestra, kajti njen oče je bil z mojim očetom pobraten, pobraten po starem običaju, ki se ga še danes držimo; v mladih letih sta sklenila bratstvo, izbrala najlepše in najkrepostnejše dekle v vsej okolici, da ju je povezala z zavezo prijateljstva; tolikokrat sem poslušal o tem lepem, nenavadnem običaju.

Zdaj je bila malčica moja sestra; sedela mi je v naročju, prinašal sem ji cvetje in peresa gorskih ptic, skupaj sva pila vodo s Parnasa, spala sva z glavama drugo ob drugi pod lovorovo streho koče, medtem ko je mati še mnogo zim pela o rdečih, zelenih in bledomodrih solzah; jaz pa še nisem razumel, da se v teh solzah zrcalijo neštete bridkosti mojega lastnega ljudstva.

Nekega dne so prišli trije frankovski možje, oblečeni drugače kakor mi; postelje in šotore so imeli naložene na konjih, spremljalo pa jih je več kot dvajset Turkov, oboroženih s sabljami in puškami, kajti bili so pašini prijatelji in imeli so njegovo pismo. Prišli so le zato, da bi si ogledali naše gore, da bi se skozi sneg in oblake povzpeli na Parnas in si ogledali nenavadne, črne, strme skale okoli naše koče; v njej zanje ni bilo prostora, pa tudi dima niso prenašali, ki se je valil pod stropom in uhajal skozi nizka vrata; na tesnem prostoru ob naši koči so postavili šotore, pekli jagnjeta in ptice ter točili sladka, močna vina, toda Turki jih niso smeli piti.

Ko so odšli, sem jih pospremil del poti, moja mala sestra Anastasia pa mi je, zašita v kozjo kožo, visela na hrbtu. Eden od frankovskih gospodov me je postavil ob skalo in narisal mene in njo, tako živo, kakor sva tam stala, videti sva bila kakor eno samo bitje; nikoli nisem pomislil na to, toda Anastasia in jaz sva bila res kakor eno, zmeraj mi je ležala v naročju ali visela na hrbtu, in kadar sem sanjal, je bila tudi ona v mojih sanjah.

Dve noči pozneje so v našo kočo prišli drugi ljudje, oboroženi so bili z noži in puškami; bili so Albanci, pogumni ljudje, kakor je rekla mati; le kratek čas so ostali, moja sestra Anastasia je sedela enemu od njih v naročju, in ko ga ni bilo več, je imela v laseh dva srebrnika namesto treh; tobak so zavijali v trakove papirja in ga kadili, najstarejši pa je govoril o poti, ki naj bi jo ubrali, in se ni mogel odločiti; »če pljunem navzgor,« je rekel, »mi pade v obraz, če pljunem navzdol, mi pade v brado.« A neko pot so morali izbrati; odšli so in oče je šel z njimi; kmalu zatem smo zaslišali strele, spet je počilo; v našo kočo so prišli vojaki, odpeljali so mater, mene in Anastasio; razbojniki so se skrivali pri nas, so rekli, oče je šel z njimi, zato smo morali oditi; videl sem trupla razbojnikov, videl sem očetovo truplo in jokal, dokler nisem zaspal. Ko sem se zbudil, smo bili v ječi, a soba ni bila nič bednejša od naše koče in dobil sem čebulo in vino z okusom po smoli, ki so ga natočili iz s smolo premazanega meha; doma nam ni bilo nič bolje.

Kako dolgo smo bili zaprti, ne vem; a minilo je mnogo noči in dni. Ko smo odšli, je bil naš sveti velikonočni praznik in Anastasio sem nosil na hrbtu, kajti mati je bila bolna; le počasi je lahko hodila in dolga pot je bila pred nami, preden smo prišli dol do morja, do Lepantskega zaliva. Stopili smo v cerkev, ki je žarela od podob na zlati podlagi; angeli so bili, o, tako lepi, a meni se je naša mala Anastasia zdela prav tako lepa; sredi cerkve je stala krsta, polna vrtnic, v njej je ležal Gospod Kristus, kakor prelepo cvetje, je rekla mati, duhovnik pa je oznanil: Kristus je vstal! Vsi so se poljubljali, vsak je držal v roki prižgano svečo, tudi jaz sem dobil eno in mala Anastasia eno, dude so igrale, moški so z roko v roki priplesali iz cerkve, zunaj pa so ženske pekle velikonočna jagnjeta; povabili so nas zraven, sedel sem ob ognju, deček, starejši od mene, me je objel okoli vratu, poljubil in rekel: »Kristus je vstal!« Tako sva se prvič srečala midva, Aphtanides in jaz.

Mati je znala plesti ribiške mreže, s tem se je tu ob zalivu dobro zaslužilo, in dolgo smo ostali ob morju, ob prelepem morju, ki je imelo okus po solzah in je s svojimi barvami spominjalo na jelenov jok, saj je bilo zdaj rdeče, zdaj zeleno in nato spet modro.

Aphtanides je znal krmariti čoln in s svojo malo Anastasio sem sedel v čolnu, ki je drsel po vodi kakor oblak po nebu; ko je sonce zahajalo, so gore postajale vse temneje modre, eno gorovje je kukalo izza drugega, najdlje pa je stal zasneženi Parnas, v večernem soncu je njegov vrh žarel kakor razbeljeno železo, zdelo se je, da svetloba prihaja od znotraj, saj je še dolgo sijal v modrem, bleščečem zraku, dolgo potem, ko je sonce že zašlo; bele morske ptice so s krili udarjale po vodni gladini, sicer pa je bilo tu tako tiho kakor v Delfih med črnimi gorami; ležal sem na hrbtu v čolnu, Anastasia mi je sedela na prsih in zvezde nad nama so sijale še močneje kakor svetilke v naši cerkvi; bile so iste zvezde in stale so na povsem istem mestu nad menoj kakor takrat, ko sem sedel v Delfih pred našo kočo. Nazadnje se mi je zdelo, da sem še vedno tam, tedaj pa je v vodi zapljuskalo in čoln se je močno zamajal; glasno sem zakričal, kajti Anastasia je padla v vodo, a Aphtanides je bil prav tako hiter in kmalu jo je dvignil nazaj k meni; slekla sva ji obleko, ožela vodo in jo spet oblekla, enako je Aphtanides storil s svojo obleko in ostali smo na morju, dokler se vse ni posušilo; nihče ni izvedel, kako sva se prestrašila za malo rejenko, pri katere življenju je imel Aphtanides odtlej tudi svoj delež.

Prišlo je poletje! Sonce je tako žgalo, da je listnato drevje venelo, mislil sem na naše hladne gore, na svežo vodo tam zgoraj; tudi mati je hrepenela po njih in nekega večera smo se napotili nazaj. Kako tiho in mirno je bilo! Hodili smo skozi visoki timijan, ki je še vedno dehtel, čeprav mu je sonce posušilo liste; nobenega pastirja nismo srečali, mimo nobene koče nismo šli; vse je bilo tiho in samotno, le utrinek je pokazal, da tam zgoraj na nebu življenje še utripa; ne vem, ali je jasni, modri zrak svetil sam od sebe ali so ga osvetljevali zvezdni žarki; jasno smo videli obrise vseh gora; mati je zakurila, spekla čebulo, ki jo je prinesla s seboj, jaz in mala sestra pa sva spala v timijanu, ne da bi se bala strašnega Smidrakija, ki mu iz žrela šviga plamen, kaj šele volka in šakala; saj je mati sedela ob nama in mislil sem, da je to dovolj.

Prispeli smo do starega doma, toda koča je bila kup ruševin, zgraditi je bilo treba novo. Nekaj žensk je pomagalo materi in v nekaj dneh so stene stale, čeznje pa je bila položena nova oleandrova streha. Mati je iz kož in lubja spletla veliko ovojev za steklenice, jaz sem pasel malo čredo duhovnikov; Anastasia in male želve so bile moje tovarišice pri igri.

Nekega dne nas je obiskal dragi Aphtanides; tako zelo si nas je želel spet videti, je rekel, in pri nas je ostal cela dva dneva. Čez mesec dni je spet prišel in nam povedal, da bo z ladjo odplul v Patras in na Krf; prej se je moral posloviti od nas, materi pa je prinesel veliko ribo. Toliko je znal povedati, ne le o ribičih ob Lepantskem zalivu, temveč tudi o kraljih in junakih, ki so nekoč vladali v Grčiji, kakor zdaj Turki.

Videl sem, kako je rožni grm pognal popek in kako se je ta v dnevih in tednih razvil v cvet; razcvetel se je, še preden sem začel razmišljati, kako velik, lep in rdeč je; tako se mi je godilo tudi z Anastasio. Bila je lepo odraslo dekle, jaz pa krepak mladenič; volčje kože na materini in Anastasijini postelji sem sam odrl z živali, ki so padle pod streli moje puške. Minila so leta.

Tedaj je nekega večera prišel Aphtanides, vitek kakor trst, močan in zagorel; vse nas je poljubil in znal pripovedovati o velikem morju, o malteških utrdbah in nenavadnih egipčanskih grobnicah; vse to je zvenelo čudežno, kakor katera od legend duhovnikov; gledal sem ga z nekakšnim spoštovanjem.

»Koliko veš!« sem rekel. »Kako znaš pripovedovati!« »Pa si mi ti nekoč povedal nekaj najlepšega!« je rekel. »Povedal si mi nekaj, česar nikoli nisem pozabil, o lepem, starem običaju zaveze prijateljstva! O običaju, ki bi mu prav rad sledil! Brat, pojdiva tudi midva v cerkev, kakor sta šla tvoj in Anastasijin oče; najlepše in najnedolžnejše dekle je Anastasia, sestra, ona naj naju poveže! Nihče nima lepšega običaja kakor mi Grki!«

Anastasia je zardela kakor svež rožni listič, mati pa je poljubila Aphtanidesa. Uro hoda od naše koče, tam, kjer je gore prekrivala rodovitna prst in so posamezna drevesa dajala senco, je stala mala cerkev; pred oltarjem je visela srebrna svetilka.

Oblečen sem bil v svoja najboljša oblačila, bela fustanela je v bogatih gubah padala čez boke, rdeči suknjič se mi je tesno prilegal, v cofku na mojem fesu je bilo srebro; za pasom sem imel nož in pištole. Aphtanides je nosil modro obleko, kakršno nosijo grški mornarji, na prsih mu je visela srebrna ploščica s podobo Božje matere, njegova pasna ruta je bila dragocena, kakršno so si lahko privoščili le bogati gospodje. Vsak je lahko videl, da greva na slovesnost. Vstopili smo v malo, samotno cerkev, kjer je večerno sonce sijalo skozi vrata na gorečo svetilko in pisane podobe na zlati podlagi. Pokleknila sva na oltarne stopnice in Anastasia se je postavila pred naju; dolga, bela obleka je lahkotno in ohlapno ovijala njene lepe ude; njen beli vrat in prsi je prekrivala veriga starih in novih kovancev, ki so sestavljali velik ovratnik; črni lasje so bili na vrhu glave speti v eno samo kito, ki jo je držala majhna čepica iz srebrnikov in zlatnikov, najdenih v starih templjih; nobeno grško dekle ni imelo lepšega okrasja. Obraz ji je žarel, oči so bile kakor dve zvezdi.

Vsi trije smo tiho molili; nato naju je vprašala: »Hočeta biti prijatelja v življenju in smrti?« Odgovorila sva: Da. »Se bosta oba, kar koli se zgodi, spominjala: moj brat je del mene! Moja skrivnost je njegova, moja sreča je njegova! Požrtvovalnost, stanovitnost, vse, kar hranim za svojo dušo, hranim tudi zanj!« In ponovila sva svoj da! Položila je najini roki drugo v drugo, naju poljubila na čelo in spet smo tiho molili. Tedaj je skozi oltarna vrata stopil duhovnik, blagoslovil vse tri in izza oltarne stene se je oglasilo petje drugih presvetih mož. Večna zaveza prijateljstva je bila sklenjena. Ko sva vstala, sem pri cerkvenih vratih zagledal mater, ki je jokala globoko in iz srca.

Kako veselo je bilo v naši mali koči in ob delfskih studencih! Večer pred Aphtanidesovim odhodom sva z njim zamišljena sedela na skalnem pobočju; z roko me je objemal okoli pasu, jaz pa njega okoli vratu; govorila sva o stiski Grčije, o možeh, na katere se je mogoče zanesti; vsaka misel v najinih dušah je bila obema razkrita; tedaj sem ga prijel za roko:

»Še nekaj moraš vedeti! Nekaj, kar sva do tega trenutka vedela le Bog in jaz! Vsa moja duša je ljubezen! Ljubezen, močnejša od ljubezni do matere in do tebe — —!«

»In koga ljubiš?« je vprašal Aphtanides in obraz in vrat sta mu zardela. »Ljubim Anastasio!« sem rekel, njegova roka pa je zatrepetala v moji in pobledel je kakor mrlič; videl sem, razumel sem! In mislim, da je zadrhtela tudi moja roka, nagnil sem se k njemu, ga poljubil na čelo in zašepetal: »Nikoli ji tega nisem povedal! Morda me ne ljubi! Brat, pomisli, vsak dan sem jo videval, ob meni je odrasla, vrasla je v mojo dušo!« »In tvoja bo!« je rekel. »Tvoja! Ne morem ti lagati in tudi nočem! Tudi jaz jo ljubim! Toda jutri odpotujem! Čez leto dni se spet vidimo in tedaj bosta že poročena, kajne! Nekaj denarja imam, tvoj je! Vzeti ga moraš, vzeti ga boš!« Molče sva šla čez goro; bilo je pozno zvečer, ko sva obstala pred materino kočo.

Ko sva vstopila, je Anastasia dvignila svetilko proti nama, matere ni bilo. Anastasia je nenavadno otožno pogledala Aphtanidesa. »Jutri odhajaš od nas!« je rekla. »Kako me to žalosti!«

»Te žalosti,« je rekel in zdelo se mi je, da je v teh besedah bolečina, velika kakor moja; nisem mogel spregovoriti, on pa jo je prijel za roko in rekel: »Najin brat tukaj te ljubi, ga imaš rada? Prav v njegovem molku je njegova ljubezen!« Anastasia je zatrepetala in planila v jok, tedaj sem videl samo njo, mislil samo nanjo; objel sem jo okoli pasu in rekel: »Da, ljubim te!« Tedaj je pritisnila svoje ustnice na moje in me z rokami objela okoli vratu; svetilka pa je padla na tla in okoli nas je bilo temno, kakor v srcu dragega, ubogega Aphtanidesa.

Še pred zoro je vstal, nas vse poljubil v slovo in odšel. Materi je dal ves svoj denar za naju. Anastasia je bila moja nevesta in nekaj dni zatem moja žena!«

Izvirnik

Eventyr af Hans Christian Andersen

Vi har nylig gjort en lille rejse og higer alt efter en større. Hvorhen? Til Sparta! til Mykene! til Delfi! der er hundrede steder, ved hvis navne hjertet slår af rejselyst. Det går til hest, op ad bjergstier, hen over krat og buske; den enkelte rejsende kommer frem som en hel karavane. Selv rider han forud med sin argojat, en pakhest bærer kuffert, telt og proviant, et par soldater følger efter til hans beskyttelse; intet værtshus med velopredt seng venter ham efter den trættende dagrejse, teltet er tit hans tag i den store, vilde natur, argojaten koger der en pilaf, til aftensmad; tusinde myg omsuser det lille telt, det er en ynkelig nat, og i morgen går vejen over stærkt opsvulmede floder; sid fast på din hest, at du ikke skyller bort.

Hvad løn er der for disse besværligheder? Den største! den rigeste! Naturen åbenbarer sig her i al sin storhed, hver plet er historisk, øje og tanke nyder. Digteren kan synge derom, maleren give det i rige billeder, men virkelighedens duft, der for evig trænger ind og forbliver i beskuerens tanke, mægter de ikke at gengive.

Den ensomme hyrde oppe på fjeldet ville, ved en simpel fortælling af en af sit livs begivenheder, måske bedre end rejsebeskrivere kunne oplukke øjet for dig, som i nogle enkelte træk vil skue hellenernes land.

Lad ham da tale! om en skik, en smuk, ejendommelig skik, skal hyrden hist på bjerget fortælle os: Venskabspagten.

"Vort hus var klinet af ler, men dørkarmen var riflede marmorsøjler, fundet, hvor huset blev bygget; taget nåede næsten til jorden, det var nu sortbrunt og hæsligt, men da det blev lagt, var det blomstrende oleander og friske laurbærgrene, hentet bag bjergene. Der var snævert om vort hus, klippevæggene stod stejle opad og viste en nøgen, sort farve; øverst på dem hang ofte skyer, som hvide, levende skikkelser; aldrig hørte jeg her en sangfugl, aldrig dansede mændene her til sækkepibernes toner, men stedet var helligt fra gamle tider, navnet selv minder derom, Delfi kaldes det jo! De mørke, alvorlige bjerge lå alle med sne; det øverste, som skinnede længst i den røde aftensol, var Parnas, bækken nær ved vort hus strømmede ned derfra og var også engang hellig, nu plumrer æslet den med sine fødder, dog strømmen rinder fort og bliver atter klar. Hvor jeg mindes hver plet og dens hellige, dybe ensomhed! Midt i hytten blev ilden tændt, og når den hede aske lå højt og glødende, blev brødet bagt deri; lå sneen ude rundt om vor hytte, så den næsten var skjult, da syntes min moder gladest, da holdt hun mit hoved mellem sine hænder, kyssede min pande og sang de viser, som hun ellers aldrig sang, thi tyrkerne, vore herrer, kunne ikke lide dem; og hun sang: "På Olympens top, i den lave granskov, sad en gammel hjort, dens øjne var tunge af tårer; røde, ja grønne og blegblå tårer græd den, og en råbuk kom forbi: 'Hvad fejler dig dog, at du græder så, græder røde, grønne, ja blegblå tårer?' 'Tyrken er kommen i vor by, han har vilde hunde til sin jagt, en mægtig hob.' 'Jeg jager dem over øerne,' sagde den unge råbuk, 'jeg jager dem over øerne, i det dybe hav;' men før aftnen faldt på var råbukken dræbt, og før natten kom var hjorten jagen og død." Og når min moder således sang, blev hendes øjne våde, og der sad en tåre i de lange øjenhår, men hun skjulte den og vendte så i asken vore sorte brød. Da knyttede jeg min hånd og sagde: "Vi vil slå tyrken ihjel;" men hun gentog af visen: "Jeg jager dem over øerne, i det dybe hav; men før aftnen faldt på var råbukken dræbt, og før natten kom var hjorten jagen og død." I flere nætter og dage havde vi været ensomme i vor hytte, da kom min fader; jeg vidste, han bragte mig muslingeskaller fra Lepantobugten eller måske endog en kniv, skarp og blinkende. Han bragte os denne gang et barn, en lille, nøgen pige, som han holdt under sin fåreskindspels, hun var indbunden i et skind, og alt hvad hun havde, da hun lå løsnet derfra i min moders skød, var tre sølvmønter bundne i hendes sorte hår. Og fader fortalte om tyrkerne, der havde dræbt barnets forældre, han fortalte os så meget, at jeg drømte derom den hele nat; - min fader selv var såret, moder forbandt hans arm, såret var dybt; den tykke fåreskindspels var stivfrossen med blodet. Den lille pige skulle være min søster, hun var så dejlig, så skinnende klar, min moders øjne var ej mildere end hendes; Anastasia, som hun kaldtes, skulle være min søster, thi hendes fader var viet til min fader, viet efter gammel skik, som vi holder den endnu; de havde i ungdomstid sluttet broderskab, valgt den skønneste og dydigste pige i den hele egn til at vie dem til venskabspagten; jeg hørte så tit om den smukke, sælsomme skik.

Nu var den lille min søster; hun sad på mit skød, jeg bragte hende blomster og fjeldfuglens fjer, vi drak sammen af Parnassets vande, vi sov hoved mod hoved under hyttens laurbærtag, medens mangen vinter endnu min moder sang om de røde, de grønne og de blegblå tårer; men jeg begreb endnu ikke, at det var mit eget folk, hvis tusindfold sorger afspejlede sig i disse tårer.

En dag kom der tre frankiske mænd, anderledes klædte end vi; de havde deres senge og telte på heste, og mere end tyve tyrker, væbnede med sabler og geværer, ledsagede dem, thi de var pashaens venner og havde brev fra ham. De kom kun for at se vore bjerge, for i sne og skyer at bestige Parnas og betragte de sælsomme, sorte, stejle klipper om vor hytte; de kunne ikke rummes inde i den, og de lede heller ikke røgen, som gik hen under loftet ud af den lave dør; de spændte deres telte ud på den snævre plads ved vor hytte, stegte lam og fugle, og skænkede søde, stærke vine, men tyrkerne turde ikke drikke deraf.

Da de rejste, fulgte jeg dem et stykke på vejen, og min lille søster Anastasia hang, indsyet i et gedeskind, på min ryg. En af de frankiske herrer stillede mig mod en klippe og tegnede mig og hende, så levende som vi stod der, vi så ud som én eneste skabning; aldrig havde jeg tænkt derover, men Anastasia og jeg var jo også som én, altid lå hun på mit skød eller hang på min ryg, og drømte jeg, så var hun i mine drømme.

To nætter efter indtraf andre folk i vor hytte, de var væbnede med knive og geværer; de var albanere, kække folk, som min moder sagde; de blev der kun kort, min søster Anastasia sad på den enes skød, da han var borte, havde hun to og ikke tre sølvmønter i sit hår; de lagde tobak i papirstrimler og røg deraf, og den ældste talte om vejen, de skulle tage, og var uvis om den; "spytter jeg opad," sagde han, "så falder det i mit ansigt, spytter jeg nedad, så falder det i mit skæg." Men en vej måtte vælges; de gik, og min fader fulgte; lidt efter hørte vi skud, det knaldede igen; der kom soldater i vor hytte, de tog min moder, mig og Anastasia; røverne havde haft tilhold hos os, sagde de, min fader havde fulgt dem, derfor måtte vi bort; jeg så røvernes lig, jeg så min faders lig, og jeg græd til jeg sov. Da jeg vågnede, var vi i fængsel, men stuen var ikke elendigere end den i vor egen hytte, og jeg fik løg og harpikset vin, som de hældte af den tjærede sæk, bedre havde vi det ikke hjemme.

Hvor længe vi var fangne, det ved jeg ikke; men mange nætter og dage gik. Da vi vandrede ud, var det vor hellige påskefest, og jeg bar Anastasia på min ryg, thi min moder var syg; kun langsomt kunne hun gå, og der var langt, før vi nåede ned mod havet, det var Lepantos bugt. Vi trådte ind i en kirke, der strålede med billeder på gylden grund; engle var det, oh så smukke, men jeg syntes dog, at vor lille Anastasia var lige så smuk; midt på gulvet stod en kiste, fyldt med roser, det var den Herre Kristus, der lå som dejlige blomster, sagde min moder, og præsten forkyndte: Kristus er opstanden! alle folk kyssede hverandre, enhver holdt et tændt lys i sin hånd, jeg fik selv ét, den lille Anastasia ét, sækkepiberne klang, mændene dansede hånd i hånd fra kirken, og udenfor stegte kvinderne påskelam; vi blev indbudt, jeg sad ved ilden, en dreng, ældre end jeg, tog mig om min hals, kyssede mig og sagde: "Kristus er opstanden!" således mødtes første gang vi to, Aphtanides og jeg.

Min moder kunne flette fiskenet, det gav her ved bugten en god fortjeneste, og vi blev i lang tid ved havet, - det dejlige hav, der smagte som tårer og mindede ved sine farver om hjortens gråd, snart var det jo rødt, snart grønt og atter igen blåt.

Aphtanides forstod at styre en båd, og jeg sad med min lille Anastasia i båden, der gik på vandet, som en sky går i luften; når solen da sank, blev bjergene mere mørkeblå, den ene bjergrække tittede over den anden, og længst borte stod Parnas med sin sne, i aftensolen skinnede bjergtoppen som et glødende jern, det så ud, som om lyset kom indefra, thi den skinnede længe i den blå, glinsende luft, længe efter at solen var nede; de hvide søfugle slog med deres vinger i vandspejlet, ellers var her så stille, som ved Delfi mellem de sorte fjelde; jeg lå på min ryg i båden, Anastasia sad på mit bryst, og stjernerne ovenover skinnede endnu stærkere end lamperne i vor kirke; det var de samme stjerner, og de stod ganske på det samme sted over mig, som når jeg sad ved Delfi, uden for vor hytte. Jeg syntes til sidst at være der endnu, - da plaskede det i vandet og båden vippede stærkt; - jeg skreg højt, thi Anastasia var faldet i vandet, men Aphtanides var lige så hurtig, og snart løftede han hende op til mig; vi tog hendes klæder af, vred vandet bort, og klædte hende så på igen, det samme gjorde Aphtanides ved sig selv, og vi blev derude til tøjet igen var tørt, og ingen vidste vor skræk for den lille plejesøster, hvis liv Aphtanides jo nu havde del i.

Det blev sommer! Solen brændte så hedt, at løvtræerne visnede, jeg tænkte på vore kølige bjerge, på det friske vand derinde; min moder længtes også, og en aften vandrede vi igen tilbage. Hvor der var tyst og stille! vi gik over den høje timian, der dog duftede endnu, skønt Solen havde hentørret dens blade; ikke en hyrde mødte vi, ikke en hytte kom vi forbi; alt var stille og ensomt, kun stjerneskuddet sagde, at det levede deroppe i himlen; jeg ved ikke om den klare, blå luft lyste selv eller det var stjernernes stråler; vi så godt alle bjergenes omrids; min moder gjorde ild, stegte løgene, hun bragte med, og jeg og den lille søster sov i timianen uden at frygte for den fæle Smidraki, hvem luen står ud af halsen, endsige frygte for ulven og sjakalen; min moder sad jo hos os, og det troede jeg var nok.

Vi nåede vort gamle hjem, men hytten var en grushob, der måtte bygges en ny. Et par kvinder hjalp min moder, og i få dage var murene rejst og et nyt tag af oleander lagt hen over dem. Min moder flettede af skind og bark mange hylstre til flasker, jeg passede præsternes lille hjord; Anastasia og de små skildpadder var mine legekammerater.

En dag fik vi besøg af den kære Aphtanides; han længtes så meget efter at se os, sagde han, og han blev hele to dage hos os.

Efter en måned kom han igen og fortalte os, at han skulle med et skib til Patras og Korfu; os måtte han først sige farvel, en stor fisk bragte han med til min moder. Han vidste at fortælle så meget, ikke blot om fiskerne nede ved Lepantobugten, men om konger og helte, der engang havde hersket i Grækenland ligesom tyrkerne nu.

Jeg har set rosentræet sætte knop og denne i dage og uger blive en udfoldet blomst; den blev det, før jeg begyndte at tænke over, hvor stor, smuk og rødmende den var; således gik det mig også med Anastasia. Hun var en dejlig udvokset pige; jeg en kraftig knøs; ulveskindene på min moders og Anastasias seng havde jeg selv flået af dyret, der faldt for min bøsse. År var hengået.

Da kom en aften Aphtanides, slank som et rør, stærk og brun; han kyssede os alle og vidste at fortælle om det store hav, om Maltas fæstningsværker og Ægyptens sælsomme gravsteder; det klang forunderligt, som en af præsternes legender; jeg så med et slags ærbødighed op til ham.

"Hvor du ved meget!" sagde jeg, "hvor du kan fortælle!"

"Du har dog engang fortalt mig det smukkeste!" sagde han, "du har fortalt mig, hvad der aldrig er gået ud af min tanke, den smukke, gamle skik om venskabspagten! den skik, som jeg ret har mod på at følge! Broder, lad os to også, som din og Anastasias fader gjorde det, gå til kirken; den skønneste og uskyldigste pige er Anastasia, søsteren, hun skal vie os sammen! Ingen har dog en skønnere skik, end vi grækere!"

Anastasia blev rød, som det friske rosenblad, min moder kyssede Aphtanides.

En times vandring fra vor hytte, der hvor fjeldene bærer muldjord og enkelte træer skygger, lå den lille kirke; en sølvlampe hang foran alteret.

Jeg havde mine bedste klæder på, de hvide fostaneller foldede sig rigt ned over hofterne, den røde trøje sad snæver og stram, der var sølv i kvasten på min fez; i mit bælte sad kniv og pistoler. Aphtanides havde sin blå klædning, som græske sømænd bærer den, en sølvplade med Guds moder hang på hans bryst, hans skærf var kostbart, som kun de rige herrer kunne bære det. Enhver så nok, vi to skulle til en højtid. Vi gik ind i den lille, ensomme kirke, hvor aftensolen skinnede gennem døren ind på den brændende lampe og de brogede billeder i gylden grund. Vi knælede på alterets trin, og Anastasia stillede sig foran os; en lang, hvid kjortel hang løst og let omkring hendes smukke lemmer; hendes hvide hals og bryst var bedækket med en sammenkædning af gamle og nye mønter, de dannede en hel, stor krave; hendes sorte hår var lagt op på hovedet i en eneste bukkel, der holdtes ved en lille hue af sølv- og guldmønter, fundet i de gamle templer; skønnere pynt havde ingen græsk pige. Hendes ansigt lyste, hendes øjne var som to stjerner.

Alle tre læste vi stille vor bøn; og hun spurgte os: "Vil I være venner i liv og død?" - Vi svarede: Ja. "Vil I hver, hvad der endogså sker, huske, min broder er en del af mig! min hemmelighed er hans, min lykke er hans! Opofrelse, udholdenhed, alt, som for min egen sjæl, rummer jeg for ham!" og vi gentog vort ja! og hun lagde vore hænder i hinanden, kyssede os på panden og vi bad atter stille. Da trådte præsten frem fra alterets dør, velsignede os alle tre, og en sang af de andre allerhelligste herrer lød bag altervæggen. Den evige venskabspagt var sluttet. Da vi rejste os, så jeg min moder ved kirkens dør græde dybt og inderligt.

Hvor der var lystigt i vor lille hytte og ved Delfis kilder! Aftnen før Aphtanides skulle bort, sad han og jeg tankefulde på klippens skrænt; hans arm var slynget om mit liv, min om hans hals; vi talte om Grækenlands nød, om mænd der kunne stoles på; hver tanke i vor sjæl lå klar for os begge; da greb jeg hans hånd:

"- Ét endnu skal du vide! ét, som indtil denne stund kun Gud og jeg ved! al min sjæl er kærlighed! det er en kærlighed, stærkere end den til min moder og til dig - -!"

"Og hvem elsker du?" spurgte Aphtanides, og han blev rød på ansigt og hals.

"Jeg elsker Anastasia!" sagde jeg, - og hans hånd sitrede i min, og han blev hvid som et lig; jeg så det, jeg begreb det! og jeg tror også min hånd skælvede, jeg bøjede mig hen imod ham, kyssede hans pande og hviskede: "Jeg har aldrig sagt hende det! hun elsker måske ikke mig! - Broder, husk på, jeg så hende daglig, hun er vokset op ved min side, vokset ind i min sjæl!" -

"Og din skal hun være!" sagde han, "Din! - jeg kan ikke lyve for dig og vil ikke heller! jeg elsker hende også! - men i morgen tager jeg bort! vi ses igen om et år, da er I gift, ikke sandt! - jeg har nogle penge, det er dine! Du må tage dem, du skal tage dem!" stille vandrede vi over fjeldet; det var sildig aften, da vi stod ved min moders hytte.

Anastasia holdt lampen hen imod os, da vi trådte ind, min moder var der ikke. Anastasia så forunderlig vemodigt på Aphtanides. - "I morgen går du fra os!" sagde hun, "hvor det bedrøver mig!"

"Bedrøver dig," sagde han, og jeg syntes der lå en smerte deri, stor, som min egen; jeg kunne ikke tale, men han tog hendes hånd og sagde: "Vor broder der elsker dig, har du ham kær? I hans tavshed er just hans kærlighed!" - og Anastasia sitrede og brast i gråd, da så jeg kun hende, tænkte kun på hende; min arm slog jeg om hendes liv og sagde: "ja, jeg elsker dig!" Da trykkede hun sin mund til min, hendes hænder hvilte om min hals; men lampen var faldet på gulvet, der var mørkt uden om os, som i den kære, stakkels Aphtanides' hjerte.

Før dag stod han op, kyssede os alle til afsked og drog bort. Min moder havde han givet alle sine penge til os. Anastasia var min brud og nogle dage derefter min hustru!"

Prevod

Izvirnik

Morda ti bo všeč tudi