Prevod
Nekoč je živel kmet, ki je imel tri sinove. Bil je reven, star in slaboten, sinovi pa se niso hoteli lotiti nobenega dela. H kmetiji je spadal velik, lep gozd in oče je hotel, da bi fantje v njem sekali les in tako zaslužili kaj denarja za odplačilo dolga.
Po dolgem času jih je le pripravil do tega in najstarejši naj bi šel prvi sekat. Ko je prišel v gozd in začel sekati staro, z lišaji obraslo smreko, je predenj stopil velik, orjaški trol. »Če boš sekal v mojem gozdu, te bom ubil!« je rekel trol. Ko je fant to slišal, je odvrgel sekiro in jo ucvrl domov, kolikor so ga nesle noge.
Ves zasopel je pritekel domov in povedal, kaj se mu je zgodilo, oče pa mu je rekel, da je pravi zajec. Njega menda troli niso nikoli pregnali od sekanja, ko je bil še mlad.
Naslednji dan je moral na pot drugi sin in z njim se je zgodilo natanko isto. Komaj je nekajkrat zasekal v smreko, že je tudi k njemu prišel trol in rekel: »Če boš sekal v mojem gozdu, te bom ubil!« Fant si ga je komaj upal pogledati; odvrgel je sekiro in jo ucvrl kakor brat, če ne še hitreje. Ko se je vrnil domov, se je oče spet razjezil in rekel, da njega troli niso nikoli prestrašili, ko je bil mlad.
Tretji dan se je hotel na pot odpraviti Askeladden. »Seveda, ti,« sta rekla starejša brata, »ti boš že opravil delo, ko še nikoli nisi pomolil nosu skozi vrata.« Askeladden jima ni nič odgovoril, le prosil je, naj mu dajo s seboj obilno malico. Mati ni imela ničesar za h kruhu, zato je pristavila lonec in mu sesirila malo mleka. Sir je dobil v malho in se odpravil.
Ko je že nekaj časa sekal, je tudi k njemu prišel trol in rekel: »Če boš sekal v mojem gozdu, te bom ubil!« Toda fant ni odlašal: skočil je k malhi po sir in ga stisnil, da je sirotka kar brizgnila iz njega. »Če ne boš tiho,« je rekel trolu, »te bom stisnil, kakor stiskam vodo iz tega belega kamna!« »Nikar, lepo te prosim, prizanesi mi!« je rekel trol. »Pomagal ti bom sekati.« Pod tem pogojem mu je fant prizanesel. Trol je bil spreten drvar in tisti dan sta podrla in razsekala na desetine dreves.
Ko se je bližal večer, je trol rekel: »Zdaj pa pojdi z menoj domov, do mene je bliže kakor do tebe.« Fant je šel z njim. Ko sta prišla k trolu domov, naj bi trol zakuril na ognjišču, fant pa prinesel vodo za lonec kaše. Toda tam sta stali dve železni vedri, tako veliki in težki, da ju ni mogel niti premakniti. Pa je fant rekel: »Teh naprstnikov se ne splača nositi s seboj;
kar po ves vodnjak bom šel.« »Nikar, za božjo voljo!« je rekel trol. »Svojega vodnjaka pa že ne morem pogrešati. Ti zakuri, jaz bom pa šel po vodo.«
Ko se je vrnil z vodo, sta skuhala velikanski lonec kaše. »Veš kaj,« je rekel fant, »če si za to, bi lahko tekmovala, kdo več poje.« »Pa dajva!« je odgovoril trol, saj je bil prepričan, da ga pri tem nihče ne more ugnati. Sedla sta za mizo, fant pa si je neopazno privezal usnjeno malho predse in vanjo zlival več kaše, kakor je je sam pojedel.
Ko je bila malha polna, je izvlekel nož in vanjo zarezal odprtino. Trol ga je gledal, a ni rekel ničesar. Ko sta še lep čas jedla, je trol odložil žlico. »Ne, zdaj pa ne morem več!« je rekel. »Kar jej!« mu je odvrnil fant. »Jaz še niti na pol sit nisem.
Naredi tako kakor jaz in si zareži luknjo v trebuh, pa boš lahko pojedel, kolikor boš hotel.« »Ampak ali to ne boli strašansko?« je vprašal trol. »Ah, komaj omembe vredno,« je odgovoril fant.
Trol je torej storil, kakor mu je rekel fant, in zlahka si mislite, da ga je to stalo življenja. Fant pa je pobral vse srebro in zlato, kar ga je bilo v gori, in ga odnesel domov. S tem je seveda lahko odplačal lep del dolga.
Izvirnik
Der var engang en Bonde, som havde tre Sønner; han var i smaa Omstændigheder og gammel og svag, og Sønnerne vilde ikke tage sig Noget til. Til Gaarden hørte en stor, god Skov, og den vilde Faderen at Gutterne skulde hugge i og see at faae betalt Noget paa Gjelden. Langt om længe fik han dem ogsaa paa det Trav, og den ældste skulde ud at hugge først. Da han var kommen bort i Skoven og begyndte at hugge paa en gammel, skjægget Gran, kom et stort, digert Trold til ham. „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ sagde Troldet. Da Gutten hørte det, kastede han Øxen og lagde hjem igjen, det bedste, han kunde.
Han kom ganske forpustet hjem og fortalte det, som var hændt ham, men Faderen sagde, at han var et Harehjerte; Troldene havde aldrig skræmt ham fra at hugge, da han var ung, meente han. Den anden Dag skulde den anden Søn afsted, og da gik det netop lige eens. Da han vel havde hugget nogle Hug i Granen, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ Gutten turde knap see paa ham; kastede Øxen og tog til Beens ligesom Broderen, og vel saa fort. Da han kom hjem igjen, blev Faderen atter vred og sagde, at aldrig Troldene havde skræmt ham, da han var ung.
Den tredie Dag vilde Askeladden i Veien. „Ja du,“ sagde de to Ældste, „du skal vel gjøre det færdigt, du som aldrig har været ude gjennem Døren.“ Han svarede ikke Noget paa det, Askeladden; men bad bare om at faae dygtig Niste med sig. Moderen havde ingen Suul, og hængte derfor Gryden paa, for at briste Lidt til ham; det fik han i Skræppen og lagde af Gaarde. Da han havde hugget en liden Stund, kom Troldet ogsaa til ham og sagde: „Dersom du hugger i min Skov, skal jeg dræbe dig!“ Men Gutten var ikke seen; han sprang bort i Skræppen efter Osten og krystede den, saa Mysen skvat. „Tier du ikke,“ sagde han til Troldet — „skal jeg klemme dig, som jeg klemmer Vandet af denne hvide Stenen!“ „Nei, Kjære, spar mig!“ sagde Troldet, „jeg skal hjælpe dig at hugge.“ Ja, paa
de Vilkaar sparede da Gutten ham, og Troldet var dygtig til at hugge, saa de fik fældet og ophugget mange Tylter om Dagen. Da det led mod Kvelden, sagde Troldet: „Nu kan du følge mig hjem, der er nærmere til mig end til dig.“ Ja, Gutten blev med, og da de kom hjem til Troldet, skulde det gjøre op Ilden paa Skorstenen, mens Gutten skulde gaae efter Vand til Grødgryden; men der stod to Jernbøtter, saa store og tunge, at han ikke engang orkede at løfte dem af Flekken. Saa sagde Gutten: „Det er ikke værdt at tage med sig disse Fingerbørerne; jeg vil gaae efter hele Brønden, jeg.“ „Nei, kjære Vene!“ sagde Troldet, „jeg kan ikke miste Brønden min; gjør du op Ilden, saa skal jeg gaae efter Vand."
Da han kom tilbage med Vandet, kogte de op en dygtig stor Grødgryde. „Det er det samme“ — sagde Gutten — „vil du som jeg, skal vi kapæde?“ „Aa ja!“ svarede Troldet, for det tænkte han altid han skulde staae sig i. Ja, de satte sig, til Bords, men Gutten tog uformærket Skindskræppen og knyttede foran sig, og saa øste han Meer i Skræppen, end han aad selv. Da Skræppen var fuld, tog han sin Tollekniv op, og rispede en Flige i Skræppen. Troldet saa paa ham, men sagde ikke Noget. Da de havde ædt en god Stund til, lagde Troldet Skeen bort; „nei nu orker jeg ikke meer!“ sagde han. „Du skal æde!“, svarede Gutten — „jeg er knap halvmæt endnu, jeg.
Gjør du, som jeg gjorde, og skjær et Hul paa Maven, saa æder du saa Meget, du vil.“ „Men det gjør vel gruelig ondt?“ spurgte Troldet. „Aa, ikke Noget som er at tale om,“ svarede Gutten. Saa gjorde Troldet som Gutten sagde, og saa kan En vel vide, han satte Livet til; men Gutten tog alt det Sølv og Guld som fandtes i Bjerget og gik hjem med. Med det kunde han saktens faae betalt Noget paa Gjelden.
