Prevod
Mestni sodnik je stal pri odprtem oknu; nosil je srajco z manšetami in naprsno iglo v naborkih na prsih in bil je izredno gladko obrit, kar z lastno roko; le malo se je bil urezal, a čez ranico si je prilepil košček časopisnega papirja.
»Hej, ti, mali!« je zaklical. In mali ni bil nihče drug kot peričin sin, ki je prav tedaj šel mimo in spoštljivo snel kapo; ščitek je imela prelomljen, da jo je lahko spravil v žep. V revni, a čisti in skrbno zakrpani obleki ter težkih coklah je deček stal pred njim tako spoštljivo, kakor da bi stal pred samim kraljem.
»Priden fant si!« je rekel mestni sodnik. »Vljuden fant si! Tvoja mati najbrž splakuje perilo spodaj ob rečici; tja ji neseš tisto, kar imaš v žepu. Huda reč je s tvojo materjo! Koliko pa imaš tam?«
»Pol četrtinke!« je odgovoril deček s prestrašenim, komaj slišnim glasom. »In zjutraj je dobila prav toliko!« je nadaljeval mož. »Ne, včeraj je bilo!« je odgovoril deček.
»Dve polovici sta ena cela! Nič ni vredna! Žalostno je s tem slojem ljudi! Reci materi, da bi jo moralo biti sram! In ti nikoli ne postani pijanec, čeprav najbrž boš! Ubogi otrok! Zdaj pa pojdi!«
In deček je šel; kapo je obdržal v roki, veter pa mu je mršil svetle lase, da so se dvigali v dolgih čopih. Šel je po ulici, zavil v ozko uličico in se spustil do rečice, kjer je mati stala v vodi ob pralni klopi in s perilnikom udarjala po težkem platnu. Voda je imela močan tok, saj so bile zapornice pri mlinu dvignjene; rjuho je vleklo s tokom in skoraj bi bila prevrnila pralno klop, zato jo je morala perica zadrževati.
»Še malo, pa bom odplavala!« je rekla. »Dobro, da si prišel, saj mi že pošteno manjka moči! Tu v vodi je mrzlo; že šest ur stojim v njej. Imaš kaj zame?«
Deček je vzel stekleničko iz žepa, mati pa jo je ponesla k ustom in naredila požirek. »Oh, kako dobro dene! Kako pogreje! Prav tako dobro je kot topel obrok, pa manj stane! Pij, sinko! Tako bled si, v tej tanki obleki te zebe! Saj je že jesen. Uh! Kako mrzla je voda! Samo da ne zbolim! Pa saj ne bom! Daj mi še požirek in še ti popij, a samo kapljico, ne smeš se navaditi tega, moj ubogi revni otrok!«
Šla je do brvi, na kateri je stal deček, in stopila na breg; voda je tekla s trstične preproge, ki jo je imela ovito okoli pasu, in curljala iz njenega krila. »Garala in trpela sem toliko, da mi bo kri zdaj zdaj brizgnila izpod nohtov! Pa nič zato, samo da te lahko pošteno spravim do kruha, moj ljubi otrok!«
Prav tedaj je prišla neka nekoliko starejša ženska, revna po obleki in videzu, ki je šepala na eno nogo in ji je čez eno oko visel velikanski umetni koder; z njim je hotela oko skriti, a je le še bolj opozarjala na svojo hibo. Bila je peričina prijateljica; sosedje so ji pravili »šepava Maren s kodrom«.
»Ubožica, kako garate in se mučite in stojite v mrzli vodi! Prav gotovo potrebujete kaj, da se pogrejete, pa vam še tisto kapljico zavidajo!« In kmalu je perica izvedela skoraj vse, kar je mestni sodnik povedal dečku; Maren je namreč vse slišala in razjezilo jo je, da je otroku tako govoril o njegovi lastni materi in o požirku, ki si ga je privoščila, medtem ko je sam prirejal imenitno pojedino, pri kateri je vino teklo v potokih! »Žlahtna vina in močna vina! Marsikdo ga popije več, kot potrebuje za žejo! A temu ne pravijo pijančevanje! Oni so kaj vredni, vi pa niste nič vredni!«
»Torej je govoril s teboj, otrok!« je rekla perica in ustnice so ji zadrhtele. »Imaš mater, ki ni nič vredna! Morda ima prav! A otroku tega ne bi smel govoriti! Sicer pa mi je iz te hiše že marsikaj prišlo na glavo!«
»Saj ste nekoč služili pri njih, ko sta bila sodnikova starša še živa in sta živela tam; tega je že veliko let! Od takrat smo pojedli veliko soli, pa ni čudno, da je človek žejen!« In Maren se je zasmejala. »Danes imajo pri sodniku veliko kosilo. Morali bi ga odpovedati, pa je bilo že prepozno in jedi so bile pripravljene. Hišni hlapec mi je povedal. Pred kakšno uro je prišlo pismo, da je mlajši brat umrl v Københavnu.«
»Umrl!« je vzkliknila perica in pobledela kakor mrlič. »Ojej!« je rekla druga. »Vas je pa res prizadelo! No, saj ste ga poznali, ko ste služili v tisti hiši.« »Da je umrl! Bil je najboljši, najbolj blagoslovljen človek! Naš Gospod ne dobi veliko takih, kot je bil on!« In solze so ji tekle po licih. »O moj Bog! Vse se mi vrti! Zato je, ker sem izpila stekleničko! Nisem prenesla! Tako slabo mi je!« In oprla se je na plot.
»Ljubi Bog, čisto slabi ste, mamka!« je rekla ženska. »Poglejte no, morda bo minilo! Ne, zares ste bolni! Najbolje, da vas spravim domov!« »Kaj pa perilo tam?«
»Že jaz bom poskrbela zanj! Primite me pod roko! Deček lahko medtem ostane tu in ga čuva, potem bom prišla in oprala še ostalo; samo še kupček ga je!«
Perici so se noge šibile. »Predolgo sem stala v mrzli vodi! Od jutra nisem ničesar ne jedla ne pila! Vročica me kuha! O Gospod Jezus! Pomagaj mi domov! Moj ubogi otrok!« In zajokala je.
Tudi deček je jokal in kmalu je sedel sam ob rečici pri mokrem perilu. Ženski sta počasi šli navzgor po uličici, perica z opotekajočim se korakom, nato po ulici mimo sodnikove hiše, in prav pred njo se je zgrudila na tlakovce. Ljudje so se zbrali okoli nje.
Šepava Maren je stekla na dvorišče po pomoč. Sodnik in njegovi gostje so pogledali skozi okna. »Perica je!« je rekel. »Malo preveč ga je popila; nič ni vredna! Škoda za tistega čednega fanta, ki ga ima. Resnično mi je pri srcu ta otrok. Mati pa ni nič vredna!«
Spravili so jo k zavesti in jo odpeljali v njeno revno bivališče, kjer je legla v posteljo. Dobrosrčna Maren ji je šla pripravit skodelico toplega piva z maslom in sladkorjem, saj je verjela, da je to najboljše zdravilo, potem pa se je odpravila k rečici in splaknila perilo, prav slabo, a z dobrim namenom; pravzaprav ga je samo potegnila iz vode in zložila v zaboj.
Zvečer je sedela v revni sobici pri perici. Od sodnikove kuharice je za bolnico dobila nekaj zapečenega krompirja in lep masten kos šunke; dečku in Maren je šlo oboje v slast, bolnica pa se je veselila vonja, češ da jo že ta krepča.
Deček je legel v posteljo, prav v tisto, v kateri je ležala mati, le da je imel svoj prostor počez pri njenih nogah, pokrit pa je bil s staro preprogo, sešito iz modrih in rdečih trakov.
Perici je bilo nekoliko bolje; toplo pivo jo je okrepilo in vonj imenitne hrane ji je dobro del. »Hvala ti, dobra duša!« je rekla Maren. »Vse ti bom povedala, ko bo deček zaspal! Mislim, da že spi! Kako ljubek in blagoslovljen je videti z zaprtimi očmi! Ne ve, kako je njegovi materi. Naj mu naš Gospod nikoli ne da okusiti česa takega! Služila sem pri komornem svetniku in njegovi ženi, sodnikovih starših, in naneslo je, da je najmlajši sin, študent, prišel domov; takrat sem bila mlada, vihrava in nespametna, a poštena, to si upam reči pred božjim obličjem!« je rekla perica. »Študent je bil tako vesel in razigran, tako blagoslovljen! Vsaka kaplja krvi v njem je bila poštena in dobra! Boljšega človeka ni bilo na svetu. Bil je sin hiše, jaz pa samo služkinja, a sva postala zaljubljenca, spodobno in častno! Poljub vendar ni greh, če se imata dva zares rada. In povedal je svoji materi; zanj je bila kakor naš Gospod tu na zemlji! Bila je tako modra, ljubeča in mila! Odpotoval je in mi nataknil svoj zlati prstan na prst. Ko ga ni bilo več, me je gospodinja poklicala k sebi; stala je pred menoj resna, a tako blaga, in govorila, kakor bi mogel govoriti naš Gospod; pojasnila mi je, kolikšna je v resnici razdalja med njegovim in mojim duhom. »Zdaj vidi, kako lepa si, toda lepota bo minila! Nisi izobražena kakor on, v svetu duha se ne moreta srečati in v tem je nesreča. Spoštujem reveža,« je rekla, »pri Bogu bo morda dobil višje mesto kot marsikateri bogataš, a na zemlji ne smemo zapeljati v napačno kolesnico, ko se vozimo naprej, sicer se voz prevrne, in vidva se bosta prevrnila! Vem, da te je zasnubil pošten mož, rokodelec, rokavičar Erik; vdovec je, brez otrok, dobro mu gre, premisli!« Vsaka njena beseda je bila kakor nož v moje srce, a gospa je imela prav! In to me je stiskalo in težilo! Poljubila sem ji roko in točila slane solze, še bolj pa potem, ko sem prišla v svojo kamrico in se zgrudila čez posteljo. Težka noč je sledila; naš Gospod ve, kaj sem pretrpela in kakšen boj sem bojevala. V nedeljo sem šla k obhajilu, da bi našla luč v sebi. In tedaj je bilo, kakor da bi tako hotela previdnost: ko sem stopila iz cerkve, sem srečala rokavičarja Erika. V moji duši ni bilo več dvoma; po stanu in razmerah sva bila primerna drug za drugega, da, bil je celo premožen mož! Šla sem naravnost k njemu, ga prijela za roko in rekla: »Ali še vedno misliš name?« »Da, vedno in vekomaj!« je rekel. »Bi vzel dekle, ki te ceni in spoštuje, a te ne ljubi, čeprav ljubezen morda še pride?« »Prišla bo!« je rekel in segla sva si v roke. Šla sem domov h gospodinji; zlati prstan, ki mi ga je dal njen sin, sem nosila na golih prsih, čez dan si ga nisem mogla natakniti na prst, le vsak večer, ko sem legla v posteljo. Poljubljala sem ga, da so mi ustnice krvavele, potem pa sem ga dala gospodinji in ji povedala, da bodo naslednji teden s prižnice oklicali mene in rokavičarja. Tedaj me je gospodinja objela in poljubila — ni rekla, da nisem nič vredna, a takrat sem bila morda res boljša, čeprav še nisem okusila toliko bridkosti tega sveta. In na svečnico je bila poroka; prvo leto nama je šlo dobro, imela sva pomočnika in vajenca, ti, Maren, pa si služila pri naju.«
»Oh, bili ste blagoslovljena gospodinja!« je rekla Maren. »Nikoli ne bom pozabila, kako blaga sta bila vi in vaš mož!« »V dobrih letih si bila pri nama! Takrat še nisva imela otrok. Študenta nisem nikoli več videla! Pač, videla sem ga, le on mene ni videl! Prišel je sem na materin pogreb. Videla sem ga stati ob grobu; bil je bel kakor kreda in tako žalosten, a to je bilo zaradi matere. Ko je pozneje umrl še oče, je bil v tujih deželah in ni prišel, pa tudi pozneje ga ni bilo več sem. Nikoli se ni poročil, kolikor vem; menda je bil odvetnik! Mene se ni spominjal, in če bi me bil videl, me najbrž sploh ne bi prepoznal, tako strašna sem na pogled. In prav je tako!«
Govorila je o težkih dneh svojih preizkušenj, o tem, kako se je nesreča kar usula nadnje. Imela sta petsto državnih tolarjev, in ko se je v ulici ponudila hiša za dvesto, ki bi jo bilo donosno podreti in postaviti novo, sta jo kupila. Zidar in tesar sta predračunala, da bodo nadaljnja dela stala tisoč dvajset tolarjev. Rokavičar Erik je imel dober kredit, denar so mu posodili v Københavnu, toda ladja, ki naj bi mu ga pripeljala, se je potopila in z njo tudi denar.
»Takrat sem rodila svojega blagoslovljenega dečka, ki tu spi. Oče je hudo zbolel in bolezen se je dolgo vlekla; devet mesecev sem ga morala oblačiti in slačiti. Vse je šlo navzdol, izposojala sva si in izposojala; vse najine stvari so šle, potem pa nama je umrl še oče! Garala sem in se mučila, se borila in trudila za otroka, umivala stopnice, prala grobo in fino perilo, a naš Gospod noče, da bi mi bilo bolje! Vendar me bo že odrešil in poskrbel za dečka.«
Potem je zaspala. Proti jutru se je počutila okrepljeno in dovolj močno, vsaj tako je mislila, da bi se spet lotila dela. Komaj je stopila v mrzlo vodo, jo je obšla tresavica in slabost; krčevito je iztegnila roko, da bi se oprijela, stopila korak proti bregu in se zgrudila. Glava ji je ležala na suhem, noge pa so bile v rečici; njene cokle, v katerih je stala na dnu — v vsaki je bil šop slame —, je odnašal tok. Tu jo je našla Maren, ki ji je prinesla kavo.
Na njen dom je medtem prišlo sodnikovo sporočilo, da se mora nemudoma zglasiti pri njem, ker ji ima nekaj povedati. Bilo je prepozno. Poklicali so brivca, da bi ji puščal kri; perica je bila mrtva.
»Do smrti se je zapila!« je rekel mestni sodnik. V pismu, ki mu je sporočalo bratovo smrt, je bila navedena tudi vsebina oporoke, v njej pa je pisalo, da zapušča šeststo državnih tolarjev rokavičarjevi vdovi, ki je nekoč služila pri njegovih starših. Denar naj bi po najboljši presoji v večjih ali manjših zneskih izplačevali njej in njenemu otroku.
»Nekaj sta imela moj brat in ona med seboj!« je rekel mestni sodnik. »Dobro, da je ni več; zdaj bo deček dobil vse, jaz pa ga bom dal k poštenim ljudem, da bo lahko postal dober rokodelec!« In v te besede je naš Gospod položil svoj blagoslov.
Mestni sodnik je poklical dečka k sebi, mu obljubil, da bo skrbel zanj, in mu povedal, kako dobro je, da mu je mati umrla, saj ni bila nič vredna! Odpeljali so jo na pokopališče, na pokopališče za reveže. Maren je na grob posadila majhen rožni grm, deček pa je stal ob njej.
»Moja ljuba mati!« je rekel in solze so mu tekle v potokih. »Ali je res, da ni bila nič vredna?« »Ne, bila je vredna!« je rekla stara služkinja in pogledala proti nebu. »To vem iz dolgih let in iz zadnje noči. Povem ti, bila je vredna! In naš Gospod v nebeškem kraljestvu pravi isto; svet pa naj kar govori: Ni bila nič vredna!«
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Byfogeden stod ved det åbne vindue; han var i manchetskjorte, med brystnål i kalvekrøset og overordentlig vel barberet, selvgjort arbejde; dog var han kommet til at give sig et lille snit, men hen over det sad en lap avispapir.
"Hør, du lille!" råbte han.
Og den lille var ingen anden end vaskekonens søn, der netop gik forbi og ærbødig tog sin kasket af; den var knækket i skyggen og indrettet til at putte i lommen. I de fattige, men rene og særdeles vel lappede klæder og med svære træsko, stod drengen ærbødig, som var det for kongen selv han stod.
"Du er en god dreng!" sagde byfogeden, "du er en høflig dreng! din moder skyller vel tøj nede ved åen; dér skal du ned med det, du har i lommen. Det er en slem ting med din moder! hvor meget har du dér?"
"En halv pægl!" sagde drengen med forskrækket, halv sagte stemme.
"Og i morges fik hun det samme!" vedblev manden.
"Nej, i går var det!" svarede drengen.
"To halve gør en hel! - Hun dur ikke! Det er sørgeligt med den klasse af folket! Sig til din moder, at hun skulle skamme sig! og bliv aldrig du en drukkenbolt, men det bliver du nok! - Stakkels barn! - Gå nu!"
Og drengen gik; kasketten beholdt han i hånden, og vinden blæste på hans gule hår, så at det rejste sig i lange totter. Han gik om af gaden, ind i gyden, ned til åen, hvor moderen stod ude i vandet ved to-stolen og slog med tærskelen på det svære linned. Der var strømning i vandet, thi vandmøllens sluser var oppe, lagnet drev for strømmen og var nær ved at rive to-stolen om; vaskekonen måtte holde imod.
"Jeg er nær ved at sejle!" sagde hun, "det er godt, at du kommer, for jeg kan trænge til at få lidt hjælp på kræfterne! det er koldt herude i vandet; i seks timer har jeg stået her. Har du noget til mig?"
Drengen tog flasken frem, og moderen satte den for munden og drak en slurk.
"Oh, hvor det gør godt! hvor det varmer! det er lige så godt som varm mad, og det er ikke så dyrt! drik, min dreng! Du ser så bleg ud, du fryser i de tynde klæder! det er jo også efterår. Hu! Vandet er koldt! bare jeg ikke bliver syg! men det gør jeg ikke! giv mig en tår endnu og drik også du, men kun en lille dråbe, du må ikke vænne dig til det, mit stakkels fattige barn!"
Og hun gik om broen, hvor drengen stod, og trådte op på land; vandet drev fra sivmåtten, hun havde om livet, vandet flød fra hendes skørt.
"Jeg slider og slæber, så blodet er færdigt at springe mig ud af mine neglerødder! men det er det samme, når jeg kun hæderlig kan få dig frem, mit søde barn!"
I det samme kom en noget ældre kone, fattig i klæder og skind, halt på det ene ben og med en mægtig stor forloren krølle ud over det ene øje, det skulle skjules af krøllen, men den gjorde skavanken mere kendelig. Det var en veninde af vaskekonen, "Halte-Maren med krøllen," kaldte naboerne hende.
"Stakkel, hvor du slider og slæber og står i det kolde vand! Du kan nok trænge til lidt at varmes ved, og dog har man ondt af den dråbe, du får!" - og nu var snart hele byfogedens tale til drengen bragt vaskekonen; for Maren havde hørt det hele, og det havde ærgret hende, at han talte således til barnet om dets egen moder og om den dråbe, hun tog, lige idet byfogeden gjorde stort middagskalas med vin i flaskevis! "fine vine og stærke vine! lidt over tørsten hos mange! men det kalder man ikke at drikke! de dur, men du dur ikke!"
"Så han har talt til dig, barn!" sagde vaskekonen, og hendes læber bevægede sig sitrende: "Du har en moder, der dur ikke! måske har han ret! men til barnet skulle han ikke sige det! dog, fra det hus kommer meget over mig!"
"I har jo tjent der i gårde, da byfogedens forældre levede og boede dér; det er mange år siden! Der er spist mange skæpper salt siden den tid, så man nok kan tørste!" og Maren lo. "Der er stor middag i dag hos byfogeden, den skulle have været sagt af, men nu blev det dem for silde, og maden var lavet. Jeg har det fra gårdskarlen. Der er for en times tid siden kommet brev om, at den yngre broder er død i København."
"Død!" udbrød vaskekonen og blev ligbleg.
"Ih dog!" sagde konen; "tager I jer det så nær! nå, I kendte ham, fra I tjente der i huset."
"Er han død! han var det bedste, det mest velsignede menneske! Vorherre får ikke mange, som ham!" og tårerne løb hende ned ad kinderne. "Oh, min Gud! det går rundt med mig! det er, fordi jeg drak flasken ud! jeg har ikke kunnet tåle det! jeg føler mig så ilde!" - og hun holdt sig op til plankeværket.
"Herre Gud, I er ganske dårlig, moer!" sagde konen. "Se dog til, det kan gå over! - nej, I er rigtig syg! det er bedst, jeg får jer hjem!"
"Men tøjet dér!"
"Det skal jeg nok tage mig af! tag mig under armen! Drengen kan blive her og passe på så længe, så skal jeg komme og vaske resten; det er en lille klat kun!"
Og fødderne vaklede under vaskekonen.
"Jeg har stået for længe i det kolde vand! jeg har ikke siden i morges fået vådt eller tørt! jeg har feber i kroppen! Oh Herre Jesus! hjælp mig hjem! mit stakkels barn!" - og hun græd.
Drengen græd og sad snart ene ved åen ved det våde tøj. De to koner gik langsomt, vaskekonen vaklende, op ad gyden, om ad gaden, forbi byfogedens gård, og netop uden for den sank hun om på brostenene. Folk samlede sig.
Halte-Maren løb ind i gården om hjælp. Byfogeden med sine gæster så ud ad vinduerne.
"Det er vaskekonen!" sagde han, "hun har fået lidt over tørsten; hun dur ikke! det er skade for den kønne dreng, hun har. Jeg har sandelig godhed for barnet. Moderen dur ikke!"
Og hun blev bragt til sig selv igen og ledet til sit fattige hjem, hvor hun kom i seng. En skål varmt øl med smør og sukker gik den skikkelige Maren at lave, det var den medicin hun troede var den bedste, og så gik hun til skyllestedet, skyllede meget dårligt, men velment, trak egentlig kun det våde tøj i land og fik det i en kasse.
Ved aften sad hun i den fattige stue hos vaskekonen. Et par brunede kartofler og et dejligt fedt stykke skinke havde hun fået hos byfogedens kokkepige til den syge, det nød drengen og Maren godt af; den syge glædede sig ved lugten, den var så nærende, sagde hun.
Og drengen kom til sengs, den selv samme, i hvilken moderen lå, men han havde sin plads på tværs ved fødderne med et gammelt gulvtæppe over sig, syet sammen af blå og røde strimler.
Og det var lidt bedre med vaskekonen; det varme øl havde styrket hende, og lugten af den fine mad gjorde godt.
"Tak, du gode sjæl!" sagde hun til Maren, "alt vil jeg også sige dig, når drengen sover! jeg tror allerede, han gør det! hvor sød og velsignet ser han ud! med de lukkede øjne! han ved ikke, hvorledes hans moder har det. Vorherre lade ham aldrig prøve det! - Jeg tjente hos kammerrådens, byfogedens forældre, så traf det sig, at den yngste af sønnerne kom hjem, studenten; dengang var jeg ung, vild og gal, men skikkelig, det tør jeg sige for Guds ansigt!" sagde vaskekonen, - "studenten var så lystig og glad, så velsignet! hver bloddråbe i ham var retskaffen og god! bedre menneske har der ikke været på Jorden. Han var søn i huset, og jeg kun tjenestepige, men vi blev kærestefolk, i tugt og ære! et kys er dog ikke synd, når man rigtig holder af hinanden. Og han sagde det til sin moder; hun var som Vorherre for ham her på Jorden! og hun var så klog, kærlig og elskelig! - Han rejste bort, og sin guldring satte han på min finger. Da han vel var borte, kaldte min madmoder mig ind for sig; alvorlig og dog så mild stod hun, talte, som Vorherre ville kunne det; hun klarede for mig afstanden i ånd og sandhed imellem ham og mig. "Nu ser han på, hvor godt du ser ud, men udseendet vil gå bort! Du er ikke oplært, som han, I når ikke op til hinanden i åndens rige, og deri ligger ulykken. Jeg agter den fattige, sagde hun, hos Gud kan han måske få en højere plads, end mange rige, men man må ikke på Jorden gå over i et galt spor, når man kører fremad, ellers vælter vognen og I to vil vælte! Jeg ved, at en brav mand, en håndværksmand har friet til dig, det er Erik Handskemager, han er enkemand, har ingen børn, står sig godt, tænk derover!" Hvert ord, hun sagde, var som knive gennem mit hjerte, men konen havde ret! og det knugede mig og tyngede mig! - jeg kyssede hendes hånd og græd mine salte tårer, og det endnu mere, da jeg kom ind i mit kammer og lagde mig over min seng. Det var en tung nat, som fulgte, Vorherre ved, hvad jeg led og stred. Så gik jeg om søndagen til Herrens bord, for at få lys i mig. Da var det ligesom en tilskikkelse: Idet jeg gik ud af kirken, mødte jeg Erik Handskemager. Så var der ikke længere nogen tvivl i mit sind, vi passede for hinanden i stilling og vilkår, ja, han var endogså en velhavende mand! og så gik jeg lige hen til ham, tog hans hånd og sagde: Er dine tanker endnu til mig? - Ja evig og altid! sagde han. - Vil du have en pige, der agter og ærer dig, men ikke holder af dig, men det kan vel komme! - Det vil komme! sagde han, og så gav vi hinanden hånden. Jeg gik hjem til min madmoder; guldringen, som sønnen havde givet mig, bar jeg på mit bare bryst, jeg kunne ikke sætte den på min finger ved dagen, men kun hver aften, når jeg lagde mig i min seng. Jeg kyssede ringen, så at min mund blødte ved det, og så gav jeg den til min madmoder, og sagde, at i næste uge ville der blive lyst fra prædikestolen for mig og handskemageren. Så tog min madmoder mig i sine arme og kyssede mig - hun sagde ikke, at jeg ikke duede, men den gang var jeg måske også bedre, skønt jeg ikke endnu havde prøvet så megen verdens modgang. Og så stod brylluppet ved kyndelmisse; og det første år gik godt, vi holdt svend og dreng, og du, Maren, tjente os."
"Oh, I var en velsignet madmoder!" sagde Maren, "aldrig glemmer jeg, hvor mild I og jer mand var!"
"Det var i de gode år, du var hos os! - Børn havde vi da ikke. - Studenten så jeg aldrig! - Jo, jeg så ham, men han så ikke mig! han kom her til sin moders begravelse. Jeg så ham stå ved graven, han var så kridhvid og så bedrøvet, men det var for moderens skyld. Da siden faderen døde, var han i fremmede lande og kom ikke her og har ikke heller senere været her. Aldrig giftede han sig, ved jeg; - han var nok prokurator! - mig huskede han ikke, og om han havde set mig, så havde han dog vist ikke kendt mig igen, så fæl jeg ser ud. Og det er jo også meget godt!"
Og hun talte om sine prøvelsers tunge dage, hvorledes ulykken ligesom væltede ind på dem. De ejede fem hundrede rigsdaler, og da der i gaden var et hus at få for to hundrede, og det ville betale sig at få det revet ned og bygge et nyt, så blev huset købt. Murer og tømrer gjorde overslag, at det videre ville koste ti hundrede og tyve. Kredit havde Erik Handskemager, pengene fik han til låns fra København, men skipperen, der skulle bringe dem, forliste og pengene med.
"Da var det, jeg fødte min velsignede dreng, som her sover. - Fader faldt i en svær, langvarig sygdom; i tre fjerdingår måtte jeg klæde ham af og på. Det gik rent tilbage for os, vi lånte og lånte: Alt vort tøj gik, og fader døde fra os! - Jeg har slidt og slæbt, stridt og stræbt for barnets skyld, vasket trapper, vasket linned, groft og fint, men jeg skal ikke have det bedre, vil Vorherre! men han løser nok op for mig og sørger for drengen."
Og så sov hun.
Ud på morgnen følte hun sig styrket og stærk nok, som hun troede, til igen at gå til sit arbejde. Hun var netop kommet ud i det kolde vand, da greb hende en rystelse, en afmagt; krampagtigt tog hun for sig med hånden, gjorde et skridt opad og faldt om. Hovedet lå på det tørre land, men fødderne ude i åen, hendes træsko, som hun havde stået med på bunden, - i hver af dem var der en visk halm - drev på strømmen; her blev hun fundet af Maren, der kom med kaffe.
Fra byfogeden havde der hjemme været bud, at hun straks måtte møde hos ham, han havde noget at sige hende. Det var for sent. En barber blev hentet til åreladning; vaskekonen var død.
"Hun har drukket sig ihjel!" sagde byfogeden.
I brevet, der bragte underretning om broderens død, var opgivet testamentets indhold, og deri stod, at 600 rigsdaler testamenteredes til handskemagerenken, der engang havde tjent hans forældre. Efter bedste skøn skulle pengene, i større eller mindre portioner, gives hende og hendes barn.
"Der har været noget mikmak med min broder og hende!" sagde byfogeden, "godt, at hun er af vejen; drengen får nu det hele, og jeg skal sætte ham til brave folk, en god håndværker kan han blive!" - Og i de ord lagde Vorherre sin velsignelse.
Og byfogeden kaldte drengen for sig, lovede at sørge for ham, og sagde ham, hvor godt det var, at hans moder var død, hun duede ikke!
Til kirkegården blev hun bragt, de fattiges kirkegård. Maren plantede et lille rosentræ på graven, drengen stod ved siden.
"Min søde moder!" sagde han, og tårerne strømmede: "Er det sandt: Hun duede ikke!"
"Jo, hun duede!" sagde den gamle pige og så op imod himlen. "Jeg ved det fra mange år og fra den sidste nat. Jeg siger dig, hun duede! og Vorherre i Himmeriges rige siger det med, lad verden kun sige: Hun duede ikke!"
