Prevod
Nekoč sta živela revna zakonca v bedni koči, kjer ni bilo drugega kot črna revščina, tako da nista imela ne kaj v usta dati ne s čim zakuriti. Če pa sta že imela vsega drugega bore malo, ju je Bog obilno blagoslovil z otroki in vsako leto sta dobila še enega. Zdaj sta spet pričakovala novega;
mož se je zaradi tega jezil, kar naprej godrnjal in mrmral ter govoril, da bi bilo po njegovem lahko enkrat že dovolj teh božjih darov. Ko je napočil čas, da žena rodi, se je odpravil v gozd po drva, ker ni hotel gledati novega kričača; še prezgodaj ga bo slišal, ko bo vpil za jedjo, je rekel.
Komaj je mož odšel, je žena rodila zalega dečka in ta se je, brž ko je prišel na svet, razgledal po izbi. »O, ljuba mati,« je rekel, »dajte mi kakšno staro obleko mojih bratov in za nekaj dni živeža, pa pojdem po svetu poskusit srečo; saj vidim, da imate otrok že tako dovolj.« »Bog se te usmili, moj sin,« je rekla mati, »še veliko premajhen si; to nikakor ne gre.« Toda deček je vztrajal pri svojem ter prosil in moledoval tako dolgo, da mu je mati nazadnje le dala nekaj starih cunj in malo živeža v culo, on pa se je ves vesel in pogumen odpravil v svet. A komaj je odšel, je žena rodila še enega dečka; tudi ta se je razgledal po izbi in rekel: »O, ljuba mati, dajte mi kakšno staro obleko mojih bratov in za nekaj dni živeža, pa pojdem po svetu poiskat svojega brata dvojčka; saj imate otrok že tako dovolj.« »Bog se te usmili, saj si še čisto premajhen, revček,« je rekla žena. »To nikakor ne gre.« Pa ni nič pomagalo: deček je prosil in moledoval tako dolgo, da je dobil nekaj starih cunj in culo živeža, nato pa se je prav možato odpravil po svetu iskat svojega brata dvojčka.
Ko je mlajši že nekaj časa hodil, je malo pred seboj zagledal brata. Zaklical mu je in ga prosil, naj se ustavi. »Počakaj vendar!« je rekel. »Tako jo ubiraš, kakor da bi ti za to plačevali; pa bi si vendar lahko ogledal še najmlajšega brata, preden si odšel v svet.« Starejši se je ustavil in se ozrl, in ko ga je mlajši dohitel ter mu razložil, kako je mogoče, da je njegov brat, je še pristavil: »Zdaj pa sediva in poglejva, kaj nama je mati dala za na pot.« In tako sta tudi storila.
Ko sta prehodila kos poti, sta prišla do potoka, ki je tekel čez zelen travnik. Tam je mlajši dejal, da bi morala drug drugemu dati ime. »Ker se nama je tako mudilo, da doma nisva utegnila tega opraviti, bova pa tukaj,« je rekel. »Kako bi se torej rad imenoval?« je vprašal starejši.
»Lillekort bi bil rad,« je odgovoril drugi. »Pa ti? Kako naj te kličem?« »Jaz bom kralj Lavring,« je odgovoril starejši. Tako sta drug drugega krstila in šla naprej. Čez nekaj časa sta prišla do razpotja in se domenila, da se ločita ter gresta vsak po svoje.
Tako sta storila, a komaj sta prehodila kratek kos poti, sta se že spet srečala. Znova sta se ločila in odšla vsak po svoji poti, toda kmalu se je zgodilo prav isto: še preden sta se zavedela, sta bila spet skupaj. In tudi tretjič ni bilo nič drugače.
Tedaj sta se domenila, da pojdeta vsak na svojo stran, eden proti vzhodu in drugi proti zahodu. »Če pa se kdaj znajdeš v resnični stiski in nesreči,« je rekel starejši, »me trikrat pokliči in prišel ti bom pomagat; toda nikar me ne kliči, dokler ne boš v najhujši sili!« »Potem se najbrž ne bova tako kmalu videla,« je rekel Lillekort. Poslovila sta se in Lillekort je odšel proti vzhodu, kralj Lavring pa proti zahodu.
Ko je Lillekort že lep čas hodil sam, je srečal staro, prastaro grbasto ženico, ki je imela eno samo oko. Lillekort ji ga je izmaknil. »Av, av!« je zavpila ženica. »Kam je šlo moje oko?« »Kaj mi daste, če vam vrnem oko?« je vprašal Lillekort. »Dam ti meč, s katerim lahko premagaš celo vojsko, naj bo še tako velika,« je odgovorila starka. »Prav, pa ga dajte,« je rekel Lillekort.
Ženica mu je dala meč, on pa ji je vrnil oko. Nato je Lillekort šel naprej in čez nekaj časa spet srečal staro, prastaro grbasto ženico, ki je imela eno samo oko. Izmaknil ji ga je, še preden se je zavedela.
»Av, av, kam je šlo moje oko?« je zavpila ženica. »Kaj mi daste, če vam vrnem oko?« je vprašal Lillekort. »Dam ti ladjo, ki pluje po sladki in slani vodi, čez gore in globoke doline,« je odgovorila starka. »Prav, pa jo dajte,« je rekel Lillekort. Ženica mu je dala drobceno ladjico, ki ni bila večja, kot da jo je lahko vtaknil v žep, nato je dobila oko nazaj in šla sta vsak svojo pot. Ko je Lillekort potem že dolgo hodil, je še tretjič srečal staro, prastaro grbasto ženico, ki je imela eno samo oko. Tudi tej ga je izmaknil, in ko je starka začela kričati in tarnati ter spraševati, kam je šlo njeno oko, je Lillekort rekel: »Kaj mi daste, če vam vrnem oko?« »Naučim te iz sto lastov sladu naenkrat zvariti pivo.« Za to znanje je ženica dobila svoje oko nazaj in šla sta vsak svojo pot.
Ko pa je Lillekort prehodil še kratek kos poti, se mu je zazdelo, da bi bilo vredno preskusiti ladjo. Vzel jo je iz žepa in stopil vanjo najprej z eno nogo, potem še z drugo. Komaj je vanjo postavil prvo nogo, je ladja že precej zrasla, in ko je pristavil še drugo, je postala velika kot ladje, ki plujejo po morju. Lillekort je rekel: »Pluj zdaj po sladki in slani vodi, čez gore in globoke doline in se ne ustavi, dokler ne prideš do kraljevega gradu!« Ladja je nemudoma švignila naprej, hitra kakor ptica v zraku, dokler ni prispela malo pod kraljevi grad; tam se je ustavila. Z grajskih oken so opazovali, kako prihaja Lillekort na ladji, in vsi so bili tako začudeni, da so stekli dol pogledat, kdo je ta, ki se na ladji vozi po zraku. Toda medtem ko so tekli z gradu, je Lillekort že stopil iz ladje in jo spet vtaknil v žep;
brž ko je namreč stopil iz nje, je postala tako majhna, kot je bila, ko jo je dobil od starke. Ljudje z gradu zato niso videli drugega kakor majhnega razcapanca, ki je stal spodaj ob obali.
Kralj ga je vprašal, od kod je, toda deček je rekel, da ne ve. Tudi tega ni vedel, kako je prišel tja, pač pa je prav lepo prosil, ali bi ga vzeli v službo na gradu: če zanj ni drugega dela, bi lahko kuharici nosil drva in vodo, je rekel. In to so mu dovolili. Ko je Lillekort prišel na grad, je videl, da je vse pregrnjeno s črnino, zunaj in znotraj, stene in streha. Vprašal je kuharico, kaj naj to pomeni. »Že prav, ti bom povedala,« je odgovorila kuharica. »Kraljeva hči je bila že pred davnim časom obljubljena trem trolom in prihodnji četrtek zvečer jo pride eden izmed njih iskat. Vitez Rød se je sicer zaklel, da jo bo rešil, a Bog ve, ali jo res more; zato ti je lahko jasno, da sta pri nas žalost in bridkost.« Ko je napočil četrtkov večer, je vitez Rød odpeljal kraljično na obalo — tam naj bi se namreč srečala s trolom — in ostal naj bi pri njej ter jo varoval. Toda trolu, bi rekel, ni prizadejal kaj dosti hudega; komaj je kraljična sedla na breg, je vitez Rød splezal na veliko drevo, ki je raslo tam, in se skril med veje, kolikor se je le mogel. Kraljična je jokala in ga iz srca rotila, naj je ne zapusti, toda vitezu Rødu za to ni bilo mar. »Bolje, da umre eden kakor dva,« je rekel.
Medtem je Lillekort prav lepo prosil kuharico, ali bi smel za malo časa na obalo. »Kaj pa boš tam?« je rekla kuharica. »Saj nimaš tam nobenega opravka.« »O, le pustite me, ljuba duša!« je rekel Lillekort. »Tudi jaz bi se šel rad malo zabavat z drugimi otroki.« »No, prav, pa pojdi,« je rekla kuharica, »le glej, da boš nazaj, ko bo treba obesiti lonec za večerjo nad ogenj in natakniti pečenko na raženj; pa prinesi spotoma še pošten naročaj drv v kuhinjo!« Lillekort je obljubil in stekel na obalo.
Prav ko je prišel tja, kjer je sedela kraljeva hči, je prihrumel trol, da je vse šumelo in bučalo okoli njega. Bil je strašansko velik in debel, glav pa je imel pet.
»Ogenj!« je zarjul trol. »Ogenj nazaj!« je rekel Lillekort. »Se znaš mečevati?« je zavpil trol. »Če se ne znam, se pa lahko naučim,« je rekel Lillekort. Tedaj je trol zamahnil po njem z veliko, debelo železno palico, ki jo je držal v pesti, da je zemlja letela pet komolcev visoko. »Fej!« je rekel Lillekort. »To naj bi bil udarec? Zdaj boš pa videl mojega!« Zgrabil je meč, ki ga je dobil od stare grbaste ženice, in usekal po trolu, da je vseh pet glav odletelo po pesku. Ko je kraljična videla, da je rešena, je bila tako vesela, da ni vedela, kaj bi: kar skakala je in plesala. »Zdaj pa malo zaspi v mojem naročju,« je rekla Lillekortu, in medtem ko je ležal pri njej, mu je nadela zlato obleko.
Ni trajalo dolgo, ko je vitez Rød zlezel z drevesa, saj je videl, da ni več nobene nevarnosti. Kraljični je grozil tako dolgo, da mu je morala obljubiti, da bo rekla, kako jo je rešil on; če tega ne bi povedala, bi jo namreč ubil. Nato je trolu vzel pljuča in jezik ter jih spravil v svoj robec, kraljično pa odpeljal nazaj na grad;
in če mu prej še niso izkazovali časti, so mu jo zdaj: kralj ni vedel več, kaj bi si še izmislil, da bi ga počastil, pri mizi pa je zmeraj sedel na kraljevi desnici.
Lillekort je najprej stopil na trolovo ladjo in z nje vzel cel kup zlatih in srebrnih obročev, nato pa odhitel nazaj na grad. Ko je kuharica zagledala vse tisto zlato in srebro, se je silno prestrašila in vprašala: »Ljubi moj Lillekort!
Kje pa si dobil vse to?« Bala se je namreč, da ni prišel do tega po pošteni poti. »Oh,« je odgovoril Lillekort, »za malo časa sem bil doma, pa so ti obroči odpadli z nekih veder in sem vam jih prinesel.« Ko je kuharica slišala, da so zanjo, ga ni več spraševala o tem; zahvalila se je Lillekortu in vse je bilo spet dobro in prav.
Drugi četrtek zvečer je bilo prav tako: vsi so žalovali in se bridko žalostili, vitez Rød pa je rekel, da če je lahko rešil kraljevo hčer pred enim trolom, jo bo gotovo tudi pred drugim, in jo je odpeljal na obalo.
Toda tudi temu trolu ni prizadejal kaj dosti hudega, kajti ko je napočil čas, ko naj bi trol prišel, je rekel kakor prejšnjikrat: »Bolje, da umre eden kakor dva!« in spet splezal na drevo. Lillekort je znova prosil kuharico, ali bi smel za malo časa na obalo. »Kaj pa boš tam?« je rekla kuharica. »O, lepo prosim, pustite me,« je rekel Lillekort, »tako rad bi se šel malo zabavat z drugimi otroki.« Tudi tokrat je smel iti, vendar je moral najprej obljubiti, da bo nazaj, ko bo treba obrniti pečenko, in da bo prinesel velik naročaj drv.
Komaj je Lillekort prišel na obalo, je že prihrumel trol, da je vse šumelo in bučalo okoli njega. Bil je dvakrat večji od prejšnjega in imel je deset glav.
»Ogenj!« je zarjul trol. »Ogenj nazaj!« je rekel Lillekort. »Se znaš mečevati?« je zavpil trol. »Če se ne znam, se pa lahko naučim!« je rekel Lillekort. Tedaj je trol zamahnil po njem s svojo železno palico — ta je bila še večja od palice prvega trola —, da je zemlja letela deset komolcev visoko. »Fej!« je rekel Lillekort. »To naj bi bil udarec? Zdaj boš pa videl mojega!« Zgrabil je meč in usekal po trolu, da je vseh deset glav zaplesalo po pesku.
Kraljeva hči mu je spet rekla: »Za malo časa zaspi v mojem naročju,« in medtem ko je Lillekort ležal pri njej, mu je nadela srebrno obleko. Brž ko je vitez Rød opazil, da ni več nevarnosti, je zlezel z drevesa in kraljični grozil tako dolgo, da je morala spet obljubiti, da bo rekla, kako jo je rešil on. Nato je trolu vzel jezik in pljuča ter jih spravil v svoj robec, kraljevo hčer pa odpeljal nazaj na grad. Tam sta zavladala veselje in radost, kakor si lahko mislite, in kralj sploh ni vedel, kako naj vitezu Rødu izkaže dovolj časti in spoštovanja.
Lillekort pa je s trolove ladje vzel naročaj zlatih in srebrnih obročev. Ko se je vrnil na grad, je kuharica sklenila roke in se čudila, kje je dobil vse tisto zlato in srebro. Toda Lillekort je odgovoril, da je bil za malo časa doma in da so ti obroči odpadli z nekih veder; zato jih je vzel s seboj za kuharico, je rekel.
Ko je prišel tretji četrtkov večer, je bilo natanko tako kakor prejšnjikrat in predprejšnjikrat: ves grad je bil pregrnjen s črnino in vsi so žalovali ter se bridko žalostili. Vitez Rød pa je dejal, da se po njegovem nimajo česa toliko bati;
če je kraljevo hčer rešil pred dvema troloma, jo bo menda še pred tretjim. Odpeljal jo je na obalo, ko pa se je približala ura, ob kateri naj bi prišel trol, je splezal na drevo in se spet skril. Kraljična je jokala in ga prosila, naj ostane, pa ni nič pomagalo; vztrajal je pri starem. »Bolje, da umre eden kakor dva,« je spet rekel vitez Rød.
Tudi tisti večer je Lillekort prosil, ali bi smel na obalo. »Kaj pa boš tam?« je odgovorila kuharica. Toda tako dolgo je prosil, da je nazadnje le dobil dovoljenje; obljubiti pa je moral, da bo nazaj v kuhinji, ko bo treba obrniti pečenko. Komaj je prišel na obalo, je že prihrumel trol, da je vse šumelo in bučalo okoli njega. Bil je mnogo, mnogo večji od obeh prejšnjih in imel je petnajst glav. »Ogenj!« je zavpil trol. »Ogenj nazaj!« je rekel Lillekort. »Se znaš mečevati?« je zarjul trol. »Če se ne znam, se pa lahko naučim,« je rekel Lillekort. »Te bom že jaz naučil!« je zavpil trol in zamahnil po njem s svojo železno palico, da je zemlja letela petnajst komolcev visoko. »Fej!« je rekel Lillekort. »To naj bi bil udarec? Zdaj boš pa videl mojega!« Pri priči je zgrabil meč in usekal po trolu, da je vseh petnajst glav zaplesalo po pesku.
Kraljična je bila zdaj rešena in zahvaljevala se je Lillekortu ter ga blagoslavljala, ker jo je rešil. »Zdaj pa za malo časa zaspi v mojem naročju!« je rekla in mu, medtem ko je ležal pri njej, nadela medeninasto obleko. »Kako pa bova razkrila, da si me rešil ti?« je vprašala kraljeva hči. »To ti bom že povedal,« je odgovoril Lillekort.
»Ko te bo vitez Rød spet odpeljal domov in se izdajal za tvojega rešitelja, bo, kakor veš, dobil tebe in pol kraljestva. Ko pa te bodo na poročni dan vprašali, kdo naj ti naliva v čaše, reci: ‘Hočem tistega malega dečka, ki v kuhinji nosi kuharici drva in vodo.’ Med nalivanjem bom kanil kapljo na njegov krožnik, na tvojega pa nobene, in tedaj se bo razjezil ter me udaril. To bova ponovila trikrat. Ko pa me bo udaril tretjič, reci: ‘Sram te bodi, ker tepeš mojega ljubega; on me je rešil in njega hočem!’« Potem je Lillekort stekel nazaj na grad, kakor že prejšnjikrat in predprejšnjikrat, a najprej je spet stopil na trolovo ladjo ter vzel cel kup zlata, srebra in drugih dragocenosti; od tega je kuharici spet dal cel naročaj zlatih in srebrnih obročev.
Brž ko je vitez Rød videl, da je vsa nevarnost minila, je zlezel z drevesa in kraljevi hčeri grozil tako dolgo, da je morala obljubiti, kako bo rekla, da jo je rešil on. Nato jo je odpeljal nazaj na grad, in če mu prej še niso izkazali dovolj časti, so mu jo zdaj: kralj ni mislil na nič drugega kakor na to, kako naj počasti moža, ki je njegovo hčer rešil pred tremi troli. Samo po sebi se razume, da bo dobil njo in pol kraljestva, je rekel.
Na poročni dan pa je kraljična prosila, naj jim pri svatovski mizi naliva v čaše mali deček, ki v kuhinji nosi kuharici drva in vodo. »Kaj pa hočeš s tistim sajastim razcapancem tukaj?« je rekel vitez Rød;
toda kraljična je dejala, da hoče za točiti njega in nikogar drugega, in nazadnje so ji ustregli. Nato je šlo vse tako, kakor sta se domenila Lillekort in kraljeva hči: na krožnik viteza Røda je kanil kapljo, na njenega pa nobene, in vitez Rød se je vsakič razjezil ter ga udaril;
ob prvem udarcu je z Lillekorta odpadla razcapana obleka, ki jo je nosil v kuhinji, ob drugem medeninasta, ob tretjem pa srebrna, tako da je stal tam v zlati obleki, ves svetal in zal, da je kar sijalo od njega.
Tedaj je kraljeva hči rekla: »Sram te bodi, ker tepeš mojega ljubega! On me je rešil in njega hočem!« Vitez Rød je prisegal in se zaklinjal, da jo je rešil sam, toda kralj je rekel: »Kdor je rešil mojo hčer, ima menda kaj pokazati v dokaz.« Vitez Rød je nemudoma stekel po svoj robec s pljuči in jeziki, Lillekort pa je prinesel vse zlato in srebro ter vse dragocenosti, ki jih je vzel s trolovih ladij; nato sta vsak svoje razgrnila pred kraljem. »Kdor ima tako dragocene zlate in srebrne reči ter diamante,« je rekel kralj, »ta je moral ubiti trola, kajti pri nikomer drugem ni mogoče dobiti česa takega.« Tako so viteza Røda vrgli v kačjo jamo, Lillekort pa naj bi dobil kraljično in pol kraljestva.
Nekega dne sta šla kralj in Lillekort na sprehod in Lillekort je kralja vprašal, ali ni imel še več otrok. »Sem,« je rekel kralj, »še eno hčer sem imel, a jo je odnesel trol, ker ni bilo nikogar, ki bi jo mogel rešiti.
Zdaj boš dobil eno mojo hčer, če pa lahko rešiš še tisto, ki jo je odnesel trol, ti rad dam tudi njo in drugo polovico kraljestva.« »Bom pa poskusil,« je rekel Lillekort;
»vendar potrebujem železno verigo, dolgo petsto komolcev, s seboj pa hočem še petsto mož in zanje živeža za petnajst tednov, kajti daleč na morje bom šel.« Vse to naj bi dobil, toda kralja je skrbelo, da nima dovolj velike ladje, ki bi lahko vse to nosila.
»Saj imam svojo ladjo,« je rekel Lillekort in iz žepa vzel tisto, ki jo je dobil od stare ženice. Kralj se mu je smejal in mislil, da se samo šali, toda Lillekort je prosil le, naj mu prinesejo, kar je zahteval, pa bo kralj že videl. Prinesli so vse in Lillekort je naročil, naj najprej spravijo na ladjo verigo. A nihče ni bil dovolj močan, da bi jo dvignil, veliko ljudi pa tudi ni moglo hkrati stati okoli drobcene ladjice. Tedaj je Lillekort sam prijel verigo za en konec in položil nekaj členov v ladjo. Bolj ko je vanjo metal verigo, bolj je ladja rasla, in nazadnje je bila tako velika, da je bilo na njej dovolj prostora za verigo, petsto mož, živež in Lillekorta.
»Pluj zdaj po sladki in slani vodi, čez gore in globoke doline in se ne ustavi, dokler ne prideš tja, kjer je kraljeva hči,« je Lillekort rekel ladji, in pri priči je švignila naprej čez kopno in vodo, da je žvižgalo in cvililo okoli nje. Ko so tako odpluli daleč, daleč stran, se je ladja ustavila sredi morja.
»No, zdaj smo prispeli,« je rekel Lillekort, »drugo vprašanje pa je, kako bomo prišli od tod.« Nato je vzel železno verigo in si en konec ovil okoli pasu. »Zdaj moram na dno,« je rekel, »ko pa močno potegnem za verigo in bom hotel spet gor, morate vsi vleči kakor en mož, sicer bo konec z vašimi življenji prav tako kakor z mojim.« Nato je skočil v vodo, da se je okoli njega dvignil rumenkast pršec. Tonil je in tonil, dokler ni nazadnje prispel na dno. Tam je zagledal veliko goro z vrati in stopil skoznje. V notranjosti je našel drugo kraljično; sedela je in šivala, ko pa je zagledala Lillekorta, je sklenila roke. »O, hvala Bogu!« je vzkliknila. »Odkar sem prišla sem, še nisem videla krščanske duše.« »Jaz pa sem prišel pote,« je rekel Lillekort.
»O, mene pač ne boš dobil,« je rekla kraljeva hči. »To se ti nikoli ne bo posrečilo; če te trol zagleda, te bo ubil.« »Še dobro, da si ga omenila,« je rekel Lillekort. »Kje pa je? Prav zabavno bi ga bilo videti.« Kraljeva hči mu je povedala, da je šel trol iskat koga, ki bi znal iz sto lastov sladu naenkrat zvariti pivo, kajti pri njem bo gostija in manj ne bi zadostovalo. »To znam tudi jaz,« je rekel Lillekort. »Ko le ne bi bil trol tako nagle jeze, da bi mu lahko to povedala,« je odgovorila kraljična. »A tako je srdit, da se bojim, da te bo raztrgal, brž ko bo vstopil.
Vseeno bom poskusila kaj ukreniti. Za zdaj se skrij v tole kamrico, pa bova videla, kako bo.« Lillekort je tako tudi storil, in komaj je zlezel v kamrico ter se skril, je prišel trol. »Uf! Tukaj smrdi po krščanski krvi!« je rekel trol. »Da, čez streho je priletela ptica s kostjo kristjana v kljunu in jo spustila skozi dimnik,« je odgovorila kraljeva hči;
»brž sem jo odstranila, a najbrž še zmeraj smrdi po njej.« »Da, najbrž bo to,« je rekel trol. Kraljična ga je nato vprašala, ali je našel koga, ki zna iz sto lastov sladu naenkrat zvariti pivo. »Ne, nihče tega ne zna,« je rekel trol. »Pred kratkim je bil tu nekdo, ki je rekel, da zna,« je dejala kraljeva hči. »Ti si pa res zmeraj pametna!« je odgovoril trol. »Zakaj si ga pa pustila oditi? Saj si vedela, da iščem prav takega človeka.« »Oh, saj ga nisem pustila oditi,« je rekla kraljeva hči, »ampak očka je tako nagle jeze, pa sem ga skrila v kamrico; če očka ne bi nikogar našel, je ta še zmeraj tukaj.« »Naj pride sem!« je rekel trol. Ko je Lillekort prišel, ga je trol vprašal, ali res zna iz sto lastov sladu naenkrat zvariti pivo. »Znam,« je rekel Lillekort. »Še dobro, da sem te dobil,« je rekel trol. »Kar pri priči se loti dela, a Bog ti pomagaj, če pivo ne bo dovolj močno!« »O, okusa mu že ne bo manjkalo,« je rekel Lillekort in se nemudoma lotil varjenja. »Potrebujem pa več trolov, da bodo nosili vodo za kuhanje,« je dejal. »Ti, ki ste mi jih dali, ničesar ne zmorejo.« Dobil jih je še več, toliko, da jih je kar mrgolelo, in delo je steklo. Ko je bila sladica pripravljena, so jo morali seveda vsi pokusiti, najprej trol sam in za njim še drugi;
toda Lillekort je zvaril tako močno sladico, da so, kakor so jo pili, drug za drugim padali mrtvi kakor muhe. Nazadnje je ostala le še stara, uboga ženica, ki je ležala za pečjo. »O, revica!« je rekel Lillekort. »Pa pokusi sladico še ti!« Stopil je do kadi, z zajemalko postrgal po dnu in ji dal piti; tako se je znebil vseh.
Ko je stal tam in se razgledoval, je zagledal veliko skrinjo. Napolnil jo je z zlatom in srebrom, nato pa verigo privezal okoli sebe, kraljične in skrinje ter z vso močjo potegnil zanjo. Možje so jih varno potegnili na krov.
Ko je bil Lillekort spet na ladji, je rekel: »Pluj zdaj po slani in sladki vodi, čez gore in globoke doline in se ne ustavi, dokler ne prideš do kraljevega gradu.« Ladja je pri priči švignila naprej, da se je okoli nje penila rumenkasta voda. Ko so na gradu zagledali ladjo, so jim nemudoma prišli naproti s petjem in godbo ter Lillekorta sprejeli z velikim veseljem. Najbolj vesel pa je bil kralj, ki je zdaj dobil nazaj še svojo drugo hčer.
Toda Lillekortu ni bilo lahko pri srcu, kajti obe kraljični sta ga hoteli za moža, on pa ni hotel nobene druge kakor tisto, ki jo je rešil najprej — ta je bila mlajša.
Zato je pogosto premišljeval, kako naj si pridobi njo, saj se tudi drugi ni hotel zameriti. Nekega dne, ko je tako premleval sem in tja, mu je šinilo v glavo: ko bi le imel tu na kraljevem dvoru svojega brata, kralja Lavringa, ki mu je bil tako podoben, da ju nihče ni mogel ločiti, bi ta lahko dobil drugo kraljično in polovico kraljestva, saj je sam menil, da mu ena polovica povsem zadostuje. Še nikoli prej ni pomislil na to. Odšel je torej pred grad in poklical kralja Lavringa; toda nikogar ni bilo. Poklical je še enkrat, nekoliko glasneje, pa še vedno ni bilo nikogar. Nato je Lillekort zaklical še tretjič, tokrat na vse grlo, in brat je stal pred njim. »Saj sem ti rekel, da me ne kliči, razen če si v najhujši stiski,« je dejal Lillekortu, »tu pa še komarja ni, ki bi ti mogel kaj storiti!« Ob tem ga je tako udaril, da se je Lillekort zakotalil čez travnik. »Sram te bodi, da me tepeš!« je rekel Lillekort. »Najprej sem si priboril kraljevo hčer in polovico kraljestva, nato pa še drugo kraljevo hčer in drugo polovico kraljestva, zdaj pa sem ti nameraval prepustiti eno kraljično in s teboj razdeliti kraljestvo. Se ti torej zdi prav, da me tako udariš?« Ko je kralj Lavring to slišal, je brata prosil odpuščanja in takoj sta se pobotala ter bila spet dobra prijatelja. »Saj veš,« je rekel Lillekort, »da sva si tako podobna, da naju nihče ne more ločiti. Zdaj zamenjaj obleko z menoj in pojdi v grad, pa bosta kraljični mislili, da sem prišel jaz;
tisto, ki te bo prva poljubila, vzemi ti, jaz pa bom vzel drugo.« Vedel je namreč, da je starejša kraljeva hči močnejša, in si je lahko mislil, kako se bo vse skupaj izteklo.
Kralj Lavring je bil takoj za to; z bratom je zamenjal obleko in odšel v grad. Ko je stopil v sobo kraljičen, sta mislili, da je Lillekort, in obe sta mu pri priči stekli naproti; toda starejša, ki je bila večja in močnejša, je odrinila sestro, objela kralja Lavringa okoli vratu in ga poljubila. Tako je on dobil njo, Lillekort pa mlajšo kraljevo hčer. In lahko si mislite, kakšna svatba je bila potem: o njej se je slišalo in govorilo po sedmih kraljestvih.
Izvirnik
Der var engang et Par fattige Folk, de boede i en ussel Hytte, hvor der ikke var Andet end sorte Armoden, saa de hverken havde at bide eller brænde. Men havde de næsten Intet af andre Ting, saa havde de faaet en Guds Velsignelse af Børn, og med hvert Aar fik de eet flere. Nu kunde de atter vente et; det var Manden vred over og gik bestandig og knurrede og murrede og sagde, at engang syntes han ogsaa det kunde være nok af de Guds Gaver; og da Tiden kom, at Konen skulde føde, gik han til Skovs efter Ved, fordi han ikke gad see den nye Skraalhans; han fik tidsnok høre ham, naar han skreg efter Mad, sagde han.
Da Manden vel var gaaet, fødte Konen et vakkert Drengebarn, og strax han var kommen til Verden, saa han sig om i Stuen. „Aa, kjære Moder,“ sagde han, „giv mig nogle gamle Klæder efter mine Brødre og et Par Dages Niste, saa vil jeg ud i Verden og prøve min Lykke; du har Børn nok ligevel, seer jeg.“ „Gud bedre mig for dig, min Søn,“ sagde Moderen, „du er altfor liden endnu; det gaaer aldrig an.“ Men Gutungen blev ved Sit og tiggede og bad saalænge, til Moderen maatte lade ham faae nogle gamle Filler og lidt Niste i et Knytte, og saa gik han nok saa glad og trøstig ud i Verden. Men aldrig før var han gaaet, saa fødte Konen en Dreng til; han saa sig ogsaa om og sagde; „Aa, kjære Moder, giv mig nogle gamle
Klæder efter Brødrene mine og et Par Dages Niste, saa vil jeg ud i Verden og finde igjen Tvillingbroderen min; du har Børn nok alligevel du.“ „Gud bedre mig for dig, du er alt for liden, din Stakkel,“ sagde Konen; „det gaaer aldrig an;“ men det hjalp ikke, Gutungen tiggede og bad saa længe, til han fik nogle gamle Laser og et Knytte med Niste, og saa vandrede han nok saa mandhaftig ud i Verden at finde sin Tvillingbroder igjen.
Da nu den Yngste havde gaaet en Stund, fik han see sin Broder et Stykke længere frem; han raabte da til ham og bad ham standse; „bi du!“ sagde han, „du lægger i Veien, som om du havde Betaling for det; men du burde dog seet din yngste Broder ogsaa, før du drog ud i Verden.“ Den Ældste standsede da og saa sig tilbage, og da nu den Yngste var kommen efter og havde fortalt ham, hvorledes det hang sammen, at han kunde være hans Broder, sagde han videre: „Men lad os nu sætte os ned, og see efter, hvad vor Moder har givet os med til Niste,“ og det gjorde de.
Da de nu havde vandret et Stykke, kom de til en Bæk, som flød gjennem en grøn Eng; og der sagde den Yngste at de burde give hinanden Navn; „siden vi maatte skynde os saa at vi ikke fik Tid at gjøre det hjemme, saa faaer vi gjøre det her,“ sagde han. „Hvad vil da du hedde?“ spurgte den Ældste. „Jeg vil hedde Lillekort,“ svarede den Anden; „end du? hvad vil du kaldes?“ „Jeg vil hedde Kong Lavring,“ svarede den Ældste. De døbte da hinanden og gik saa videre frem; men da de havde gaaet en Stund, kom de til en Korsvei og der bleve de enige om at skilles ad og tage paa hver sin Haand.
Det gjorde de, men aldrig før havde de gaaet en liden Stund, saa mødtes de igjen; de skiltes da atter ad og tog hver sin Vei, men om en liden Stund gik det lige eens: de mødtes igjen, før de vidste af det, og saaledes gik det ogsaa tredie Gang. Da gjorde de den Aftale, at de skulde gaae En til hver Kant, den Ene i Øst og den Anden i Vest. „Men kommer du engang rigtig i Nød og Ulykke,“ sagde den Ældste, „saa raab tre Gange paa mig, saa skal jeg komme og hjælpe dig; men du maa ikke raabe paa mig, før du er i din yderste Nød!“ „Det bliver vel ikke saa hastig, vi sees da,“ sagde Lillekort; derpaa sagde de hinanden Farvel og Lillekort gik i Øst og Kong Lavring i Vest.
Da nu Lillekort havde gaaet en god Stund alene, mødte han en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som blot havde eet Øie. Det kneb Lillekort. „Au, au!“ raabte Kjærringen, „hvor blev der af Øiet mit?“ „Hvad giver du mig, skal du faae et Øie?“ sagde Lillekort. „Jeg giver dig et Sværd, som er saadant, det kan overvinde en heel Krigsmagt, om den var aldrig saa stor,“ svarede Konen. „Ja, kom med det,“ sagde Lillekort.
Kjærringen gav ham da Sværdet og saa fik hun Øiet sit igjen. Derpaa gik Lillekort videre og da han havde vandret en Stund, mødte han igjen en gammel, gammel krogrygget Kjærring, som kun havde eet Øie; det stjal Lillekort, før hun vidste af det. „Au, au, hvor blev der af Øiet mit?“ raabte Kjærringen. „Hvad giver du mig, skal du faae et Øie?“ sagde Lillekort. „Jeg giver dig et Skib, som kan gaae ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale,“ svarede Konen. „Ja, kom med det,“ sagde Lillekort. Konen gav ham da et lidet bitte Skib, som ikke var større end at han stak det i Lommen, saa fik Konen Øiet sit igjen og de gik hver sin Vei. Da han saa havde vandret en lang Stund, mødte han for tredie Gang en gammel, gammel
krogrygget Kjærring, som kun havde eet Øie; det stjal Lillekort igjen og da Konen skreg og bar sig ilde og spurgte, hvor der var blevet af Øiet hendes, sagde Lillekort: „Hvad giver du mig, skal du faae et Øie?“ „Jeg giver dig den Kunst at brygge hundrede Læster Malt i eet Bryg.“ Ja, for den Kunst fik da Kjærringen Øiet sit igjen, og de toge hver sin Vei. Men da Lillekort havde gaaet et lille Stykke, syntes han, det kunde være værdt at prøve Skibet; han tog det da op af Lommen og satte først den ene Fod i det og siden den anden, og aldrig før havde han steget op i det med det ene Been, saa blev Skibet meget større, og da han saa steg op i med det andet, blev det saa stort som Skibene, der gaae i Søen. Lillekort sagde: „Gaa nu ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe
Dale og stands ikke før du kommer ved Kongens Gaard!“ og strax foer Skibet afsted saa fort som Fuglen i Luften, til det kom lidt neden for Kongsgaarden; der standsede det. I Vinduerne paa Kongsgaarden havde de staaet og seet Lillekort komme seilende; og Allesammen bleve saa forundrede at de løb ned for at see, hvad det var for En, som kom paa et Skib farende i Luften. Men medens de løb ned fra Kongsgaarden, havde Lillekort steget ud af Skibet sit og stukket det i Lommen igjen; for strax han steg ud af det, blev det igjen saa lidet, som da han fik det af den gamle Konen. De fra Kongsgaarden saae da ikke Andet end en liden fillet Gut som stod nede ved Stranden.
Kongen spurgte, hvor han var fra, men det sagde Gutten, at han ikke vidste; heller ikke vidste han, hvorledes han var kommen der, men han bad saa inderlig vakkert om at faae Tjeneste paa Kongsgaarden: var der ikke Andet at gjøre for ham, kunde han bære Ved og Vand for Kokkegjenten, sagde han; og det skulde han da faae Lov til. Da Lillekort kom op paa Kongsgaarden, saa han at Alt var overtrukket med Sort der, udvendig og indvendig, baade Vægger og Tag; han spurgte da Kokkepigen hvad det skulde betyde. „Jo, det skal jeg nok sige dig,“ svarede Kokkegjenten,“ Kongsdatteren er for lang Tid siden bleven bortlovet til tre Trold, og næste Torsdagskveld skal det ene komme og hente hende. Ridder Rød har nok sagt sig god for at frelse hende, men Gud veed om han kan gjøre
det; og saa kan du vel vide at her er Sorg og Bedrøvelse.“ Da nu Torsdagskvelden kom, ledte Ridder Rød Prindsessen ned til Stranden — for der skulde hun møde Troldet — og saa skulde han da blive dernede og passe hende; men han gjorde nok ikke Troldet stor Skaden, skal jeg troe; for aldrig saa snart havde Prindsessen sat sig paa Strandkanten, før Ridder Rød krøb op i et stort Træ, som stod der, og gjemte sig saa godt han kunde mellem Grenene. Prindsessen græd og bad saa hjertelig, at han ikke maatte gaae fra hende; men Ridder Rød brød sig ikke om det, han; „det er bedre at Een mister Livet end To,“ sagde Ridder Rød.
Imidlertid bad Lillekort Kokkegjenten saa vakkert, om han kunde faae Lov at gaae ned til Stranden lidt. „Aa, hvad vil du der da?“ sagde Kokkepigen, „du har ikke Noget der at bestille.“ „Aa jo, kjære Vene, lad mig faae gaae!“ sagde Lillekort; „jeg vilde saa gjerne derned og more mig lidt med de andre Børn, jeg ogsaa.“ „Ja ja, gaae da,“ sagde Kokkegjenten, „men lad mig see, du ikke bliver der længere, end til Kveldsgryden skal hænges paa og Stegen skal sættes paa Spiddet; — tag saa med dig et dygtigt Fange Ved herind i Kjøkkenet igjen!“ Ja det lovede Lillekort, og løb ned til Stranden.
Med det samme han kom der, hvor Kongsdatteren sad, kom Troldet farende saa det suste og bruste om det, det var saa stort og digert at det var fælt, og fem Hoveder havde det. „Ild!“ skreg Troldet. „Ild igjen!“ sagde Lillekort. „Kan du fegte?“ raabte Troldet. „Kan jeg ikke, saa kan jeg lære,“ sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med en stor, tyk Jernstang, han havde i Næven, saa Jorden fløi fem Alen i Veiret. „Tvi!“ sagde Lillekort; „det var Noget ogsaa det — Nu skal du see et Hug af mig.“ Saa greb han Sværdet, han havde faaet af den gamle krogryggede Kjærringen og hug til Troldet, saa alle fem Hovederne fløi bortover Sandet. Da nu Prindsessen saa at hun var frelst, var hun saa glad, at hun ikke
vidste hvorledes hun skulde bære sig ad; hun baade hoppede og dandsede. „Sov nu en lille Stund paa mit Skjød,“ sagde hun til Lillekort, og medens han laa der, trak hun en Guldklædning paa ham. Men nu varede det da ikke længe, før Ridder Rød krøb ned igjen af Træet, da han saa, det ikke længer var nogen Fare paa Færde; Prindsessen truede han saalænge til hun maatte love, at hun skulde fortælle, han havde frelst hende, for hvis hun ikke sagde det, vilde han tage Livet af hende. Derpaa tog han Lungen og Tungen ud af Troldet og lagde i Lommetørklædet sit, og ledte saa Prindsessen tilbage til Kongsgaarden; og hvad der ikke var bleven gjort Ære af ham før, det blev der
da nu: Kongen vidste ikke, hvad han skulde finde paa til Hæder for ham, og altid sad han ved Kongens høire Side ved Taflet. Lillekort han gik først ud paa Troldskibet og tog en heel Mængde Guld- og Sølvgjorder med sig, og saa piltede han tilbage til Kongsgaarden. Da Kokkepigen fik see alt Guldet og Sølvet, blev hun reent forfærdet og spurgte: „Men kjære, vene Lillekort!
hvor har du da faaet alt dette fra?“ for hun var nok bange for, han ikke skulde faaet det paa en rigtig Maade. „Aa“ svarede Lillekort, „jeg var hjemme lidt, og der vare disse Gjorderne faldne af nogle Spand, og saa tog jeg dem med til dig, jeg.“ Ja, da Kokkegjenten hørte, de vare til hende, spurgte hun ham ikke videre om den Ting; hun takkede Lillekort og Alt var godt og vel igjen.
Den anden Torsdagskveld gik det lige eens: Alle vare i Sorg og Bedrøvelse, men Ridder Rød sagde, at havde han kunnet frelse Kongsdatteren fra eet Trold, saa kunde han sagtens frelse hende fra eet til, og ledte hende ned til Stranden. Men han gjorde nok ikke det Troldet store Skaden heller han, for da Tiden kom at de kunde vente Troldet, sagde han ligesom forrige Gang: „Det er bedre Een mister Livet end To!“ og krøb saa op i Træet igjen. Lillekort bad igjen Kokken om Lov til at gaae ned til Stranden lidt. „Aa, hvad skal du der?“ sagde Kokken. „Jo, Kjære lad mig gaae,“ sagde Lillekort, „jeg vilde saa gjerne ned og more mig lidt med de andre Børn.“ Ja han skulde da ogsaa den Gang faae Lov at gaae, men det
maatte han først love, at han skulde være tilbage, til Stegen skulde vendes, og da skulde han have et stort Vedfange med sig. Aldrig før var Lillekort kommen ned til Stranden, saa kom Troldet farende, saa det suste og bruste omkring ham; han var engang til saa stor som det forrige Trold og ti Hoveder havde han. „Ild!“ skreg Troldet. „Ild igjen!“ sagde Lillekort. „Kan du fegte?“ raabte Troldet. „Kan jeg ikke, saa kan jeg lære!“ sagde Lillekort. Saa slog Troldet efter ham med Jernstangen sin — den var endnu større end den, det første Troldet havde, — saa Jorden fløi ti Alen i Veiret. „Tvi!“ sagde Lillekort „det var Noget ogsaa det!“ Nu skal du see et Hug af mig.“ Saa greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle ti Hovederene dandsede
bort over Sandet. Saa sagde Kongsdatteren igjen til ham: „Sov en liden Stund paa mit Skjød,“ og medens Lillekort laa der, trak hun en Sølvklædning paa ham. Saasnart Ridder Rød mærkede, at der ikke længer var nogen Fare paa Færde, krøb han ned af Træet og truede Prindsessen saa længe, til hun igjen maatte love at sige, at det var ham som havde frelst hende; derpaa tog han Tungen og Lungen af Troldet og lagde ind i sit Lommetørklæde, og ledte Kongsdatteren tilbage til Slottet. Her blev Fryd og Glæde, det kan man nok vide, og Kongen vidste slet ikke, hvorledes han skulde bære sig ad forat vise Ridder Rød Hæder og ære nok.
Lillekort tog med sig et Fange af Guld- og Sølvgjorder fra Troldskibet han. Da han kom tilbage til Kongsgaarden, slog Kokkegjenten Hænderne sammen og forundrede sig over, hvor han havde faaet alt det Guld og Sølv fra; men Lillekort svarede, at han havde været hjemme lidt og at det var Gjorder, som vare faldne af nogle Spand; dem havde han taget med sig til Kokkepigen, sagde han.
Da nu den tredie Torsdagskveld kom, gik det akkurat lige eens som de to forrige Gange: hele Kongsgaarden var behængt med Sort og Alle vare i Sorg og Bedrøvelse; men Ridder Rød sagde, han synes ikke de havde saa meget at være bange for; havde han frelst Kongsdatteren fra to Trold, saa kunde han vel frelse hende fra det tredie ogsaa. Han ledte hende da til Strandbredden, men da det led mod den Tid, Troldet skulde komme, krøb han op i Træet og gjemte sig igjen; Prindsessen græd og bad ham standse, men det hjalp ikke; han blev ved det Gamle; „det er bedre at Een mister Livet end To,“ sagde Ridder Rød igjen.
Den Aften bad ogsaa Lillekort om Lov at gaae ned til Stranden. „Aa, hvad skal du der?“ svarede Kokkepigen; men saalænge bad han dog, til han endelig fik Lov at gaae, men det maatte han love, at han skulde være tilbage i Kjøkkenet igjen, naar Stegen skulde vendes. Aldrig saasnart var han kommen ned til Stranden, saa kom Troldet, saa det suste og bruste om det; det var meget, meget større end noget af de forrige, og femten Hoveder havde det. „Ild!“ raabte Troldet. „Ild igjen!“ sagde Lillekort. „Kan du fegte?“ skreg Troldet. „Kan jeg ikke, saa kan jeg lære,“ sagde Lillekort. „Jeg skal lære dig!“ skreg Troldet og slog efter ham med Jernstangen sin, saa Jorden fløi femten Alen i Veiret. „Tvi!“ sagde Lillekort, „det var
da Noget, ogsaa det! Nu skal du see et Hug af mig!“ Med det samme greb han Sværdet og hug til Troldet saa alle femten Hovederne dandsede bort over Sandet. Da var Prindsessen frelst og hun baade takkede og velsignede Lillekort for det, han havde reddet hende. „Sov nu en liden Stund paa mit Skjød!“ sagde hun, og medens han laa der, trak hun en Messingklædning paa ham. „Men hvorledes skal vi nu faae aabenbart, at det er dig, som har frelst mig?“ sagde Kongsdatteren. „Det skal jeg nok sige dig,“ svarede Lillekort.
„Naar nu Ridder Rød har ledt dig hjem igjen og udgiver sig for den, som har frelst dig, saa veed du, han skal have dig og halve Riget. Men naar de saa om Bryllupsdagen spørger dig, hvem du vil have til at skjænke i Skaalerne for dig, skal du sige: „Jeg vil have den vesle Gutten, som er i Kjøkkenet og bærer Ved og Vand for Kokkegjenten;“ med det samme jeg da skjænker i, spilder jeg en Draabe paa hans Talerken, men ingen paa din, og saa bliver han vred og slaaer mig, og det holde vi begge ved tre Gange. Men tredie Gangen skal du sige: „Skam faae dig, som slaaer min Hjertenskjær; han har frelst mig, og ham vil jeg have!“ Derpaa løb Lillekort tilbage til Kongsgaarden, lige som de forrige Gange; men først var han igjen ude paa Troldskibet,
og tog en heel Deel Guld, Sølv og andre Kostbarheder, og af det gav han igjen Kokken et heelt Fange Guld- og Sølvgjorder. Aldrig saasnart saa nu Ridder Rød at al Fare var over, før han krøb ned af Træet, og truede Kongsdatteren til hun maatte love, hun skulde sige at han havde reddet hende. Derpaa ledte han hende tilbage til Kongsgaarden, og var der ikke gjort Ære nok af ham før, saa blev der da nu: Kongen tænkte ikke paa Andet, end hvorledes han skulde hædre ham, som havde frelst Datter hans fra de tre Troldene; det var nu ligefrem, at han skulde have hende og det halve Rige, sagde han.
Men paa Bryllupsdagen bad Prindsessen, at hun maatte faae den vesle Gutten, som var i Kjøkkenet og bar Ved og Vand for Kokkegjenten, til at skjænke i Skaalerne ved Brudebordet. „Aa hvad vil du med den sorte Fillegutten herinde?“ sagde Ridder Rød; men Prindsessen sagde: at ham vilde hun have til at skjænke og ingen Anden, og endelig fik hun da Lov; og saa gik Alt saaledes som det var aftalt mellem Lillekort og Kongsdatteren: han spilte en Draabe paa Ridder Røds Talerken, men ingen paa hendes, og hver Gang blev Ridder Rød vred og slog til ham; ved det første Slag faldt Filleklædningen af Lillekort, som han havde paa i Kjøkkenet, ved det andet Slag faldt Messingklædningen og ved det tredie Slag Sølvklædningen, saa han stod der
i Guldklædningen, saa blank og gjild at det lyste af ham. Da sagde Kongsdatteren: „Skam faae dig, som slaaer min Hjertenskjær! Han har frelst mig, og ham vil jeg have!“ Ridder Rød svor og bandede paa, at han selv havde reddet hende; men saa sagde Kongen: „Den, som har frelst min Datter, har vel Noget at vise for sig.“ Ja, Ridder Rød løb strax afsted efter sit Tørklæde med Lunger og Tunger i, og Lillekort hentede alt det Guld og Sølv og alle de Kostbarheder, han havde taget ud af Troldskibene; saa lagde de hver Sit frem for Kongen. „Den som har saa kostbare Ting af Guld og Sølv og Diamanter,“ sagde Kongen, „han maa have dræbt Troldet; thi sligt er ikke at faae hos nogen Anden;“ og saa blev Ridder Rød kastet i Ormegaarden,
og Lillekort skulde faae Prindsessen og det halve Rige. En dag gik Kongen og Lillekort og spadserede; saa spurgte Lillekort Kongen om han ikke havde havt flere Børn. „Jo,“ sagde Kongen, „jeg har havt en Datter til; men hende har Troldet taget, fordi der ikke var Nogen, som kunde frelse hende. Nu skal du have den ene Datter min, men kan du frelse den, Troldet har taget, med, skal du gjerne faae hende og det andet halve Rige ogsaa.“ „Jeg faaer vel prøve“ sagde Lillekort; „men jeg maa have en Jerntrosse, som er fem hundrede Alen lang, og saa vil jeg have fem hundrede Mand med og Proviant til dem for femten Uger; for jeg vil langt til Søs,“ sagde han. Ja, det skulde han nok faae, men Kongen var bange, han ikke havde saa stort Skib at det kunde bære det altsammen.
„Jeg har Skib selv, jeg,“ sagde Lillekort og tog det, han havde faaet af den gamle Kjærringen, op af Lommen. Kongen lo af ham og tænkte det bare var hans Spøg, men Lillekort bad blot om det, han havde forlangt, saa skulde Kongen nok faae see. De kom da med altsammen, og Lillekort bad, at de skulde lægge Trossen i Skibet først; men der var Ingen som kunde orke at løfte den, og Mange kunde ikke faae Rum omkring det bitte lille Skibet paa een Gang. Nu tog da Lillekort selv Trossen i den ene Ende og lagde nogle Lænker op i Skibet og efter som han kastede Trossen op i, blev Skibet større og større, og tilsidst var det saa stort, at baade Trossen og de fem hundrede Mand og Provianten og Lillekort havde godt Rum.
„Gaa nu ferskt Vand og salt Vand, Bjerg og dybe Dale, og stands ikke før du kommer der Kongens Datter er,“ sagde Lillekort til Skibet, og strax foer det afsted saa det peb og hvinede om det, baade over Land og Vand. Da de saaledes havde seilet langt, langt bort, standsede Skibet midt ude paa Havet. „Ja, nu er vi kommen her,“ sagde Lillekort, „men en anden Sag er det, hvorledes vi kommer herfra igjen.“ Derpaa tog han Jerntrossen og slog den ene Ende om Livet paa sig; „nu maa jeg tilbunds,“ sagde han, „men naar jeg trækker stærkt i Trodsen og vil op igjen, maae I heise Alle som een Mand, ellers er Eders Liv ligesaa vel omsonst som mit,“ og dermed hoppede han til Vands, saa gule Pulderen stod om ham. Han sank og sank, og endelig kom han til Bunds; der saa han et stort Bjerg
med en Dør paa, og det gik han ind i. Da han var kommen ind, fandt han den anden Prindsesse; hun sad og syede, men da hun saa Lillekort, slog hun Hænderne sammen. „Aa, Gud skee Lov!“ raabte hun, „nu har jeg ikke seet kristen Mand, siden jeg her kom.“ „Ja, men jeg kommer efter dig, jeg,“ sagde Lillekort. „Aa, mig faaer du nok ikke,“ sagde Kongsdatteren, „det lykkes dig aldrig det; faaer Troldet see dig, tager han Livet af dig.“ „Det var vel, du talte om ham,“ sagde Lillekort, „hvor er han henne? det kunde være morosomt at faae see ham.“ Saa fortalte Kongsdatteren, at Troldet var ude og skulde see at faae fat paa En, der kunde brygge hundrede Læster Malt i eet Bryg, for der skulde være Gjæstebud hos Troldet og da forslog ikke
Mindre. „Det kan jeg ogsaa,“ sagde Lillekort. „Ja, bare nu ikke Troldet var saa hastig til Sinds, saa jeg kunde faae fortalt ham det,“ svarede Prindsessen; „men han er saa ildsindt at han river dig i Stykker med det samme han kommer ind, er jeg ræd. Men jeg faaer vel prøve at finde paa Noget. Nu kan du gjemme dig i Koven her, saa faae vi see, hvorledes det gaaer.“ Ja, Lillekort gjorde da det, og aldrig før var han krøben ind i Koven og havde gjemt sig, saa kom Troldet. „Huf! her lugter saa Kristenmands Blod!“ sagde Troldet. „Ja der fløi en Fugl over Taget med Kristenmands Been i Næbbet, og det slap den ned igjennem Piben,“ svarede Kongsdatteren; jeg skyndte mig nok med at faae det bort; men det er vel det, der lugter af ligevel.“ „Ja, det er vel det", sagde Troldet.
Saa spurgte Prindsessen, om han havde faaet fat paa Nogen, der kunne brygge hundrede Læster Malt i eet Bryg. „Nei, der er Ingen som kan det,“ sagde Troldet. „For en liden Stund siden var der En inde her, som sagde han kunde det,“ sagde Kongsdatteren. Du er nu altid saa klog du,“ svarede Troldet; „hvorfor lod du ham gaae da? Du vidste jo, jeg vilde have en slig En.“ „Aa, jeg lod ham nok ikke gaae heller jeg", sagde Kongsdatteren, „men Faer er saa hastig til Sinds og saa gjemte jeg ham i Koven; om Fa’er ikke skulde have faaet Nogen, saa er han nok her.“ „Lad ham komme ind!“ sagde Troldet. Da Lillekort kom, spurgte Troldet om det var sandt, han kunde brygge hundrede Læster Malt i eet
Bryg? „Ja,“ sagde Lillekort. „Det var vel, jeg fik fat paa dig,“ sagde Troldet; „lav dig nu strax til; men Gud naade dig, brygger du ikke Øllet stærkt nok.“ „Aa, det skal nok faae Smag,“ sagde Lillekort, og gav sig strax i Færd med Brygningen. „Men jeg maa have flere Trold til at bære Bryggelaug,“ sagde Lillekort, „de, jeg har faaet, orke ikke Noget.“ Ja, han fik flere, saa mange at det mylrede, og saa gik det med Brygningen. Da nu Vørteret var færdig, skulde de Alle smage, forstaaer sig, først Troldet selv og siden de Andre; men Lillekort havde brygget Vørteret saa stærk, at de faldt døde som Fluer, eftersom de drak af den. Tilsidst var der ingen Anden tilbage end en gammel ussel Kjærring, der laa bag Kakkelovnen. „Aa, Stakkel!“ sagde Lillekort, du faaer da smage
Vørteret, du med!“ og saa gik han bort og skrabede om Bunden paa Bryggekarret med Kollen, og gav hende; saa var han kvit dem allesammen. Som han nu stod der og saa sig om, fik han Øie paa en stor Kiste; den tog Lillekort og lagde fuld af Guld og Sølv, bandt saa Trossen om sig og Prindsessen og Kisten, og rykkede af alle Kræfter; saa trak Mandskabet dem op i god Behold.
Da Lillekort vel var kommen op paa Skibet, sagde ham; „Gaa nu salt Vand og ferskt Vand, Bjerg og dybe Dale, og stands ikke før du kommer ved Kongens Gaard,“ og strax foer Skibet afsted, saa gule Fossen stod om det. Da de paa Kongsgaarden saae Skibet, vare de ikke sene til at møde med Sang og Spil, og tog imod Lillekort med stor Glæde; men gladest af Alle var Kongen, som nu ogsaa havde faaet igjen den anden Datteren sin.
Men nu var Lillekort ikke vel til Mode; thi begge Prindsesserne vilde have ham, og han vilde ikke have nogen Anden end den han først havde reddet — det var den yngste det —. Derfor gik han tidt og ofte og tænkte paa, hvorledes han skulde bære sig ad for at faae hende, for den anden vilde han ogsaa nødig gjøre imod. En Dag han gik og tænkte hid og did paa dette, faldt det ham ind, at dersom han nu bare havde sin Broder, Kong Lavring, som var saa liig ham selv, at Ingen kunde skjelne dem fra hinanden, der paa Kongsgaarden, saa kunde han faae den anden Prindsesse og det halve Rige, for selv syntes han, at han havde nok med den ene Halvpart. Aldrig før var han falden paa dette, saa gik han udenfor Slottet og raabte paa Kong Lavring; nei der kom Ingen. Saa raabte han en
Gang til og lidt høiere, men nei, der kom endda Ingen. Saa raabte Lillekort tredie Gang og det af alle Kræfter; og saa stod Broderen der. „Jeg sagde, du ikke skulde raabe paa mig, uden du var i din yderste Nød,“ — sagde han til Lillekort — „og her er jo ikke en Myg, som kan gjøre dig Noget;“ dermed daskede han til ham, saa Lillekort rullede bort over Engen. „Aa Skam faae dig, at du slaaer!“ sagde Lillekort; „først har jeg vundet Kongsdatteren og det halve Riget, og saa den anden Kongsdatteren og det andet halve Riget, og nu tænkte jeg at give dig den ene Prindsesse og Halvdelen af Kongeriget med mig; — synes du da, det er rimeligt at slaae saaledes til mig?“ Da Kong Lavring hørte det, bad han sin Broder om Forladelse,
og de bleve da strax Venner og vel forligte igjen. „Nu veed du,“ sagde Lillekort, „at vi ere saa lige, at Ingen kan kjende den Ene af os fra den Anden; byt nu klæder med mig og gaae op paa Slottet, saa troe Prindsesserne, det er mig som kommer ind; den som da først kysser dig, skal du have, saa tager jeg den Anden;“ for han vidste at den ældste Kongsdatteren var den stærkeste, og saa kunde han vel skjønne hvorledes det vilde gaae.
Det var Kong Lavring strax villig til; han byttede Klæder med Broderen og gik ind i Slottet. Da han kom ind i Prindsessernes Værelse, troede de, det var Lillekort, og begge løb paa Timen hen imod ham; men den ældste, som var størst og stærkest, skjød Søsteren til Side og tog Kong Lavring om Halsen og kyssede ham; og saa fik da han hende, og Lillekort den yngste Kongsdatteren. Da kan der vel hende, der blev et Bryllup, og det saa det hørtes og spurgtes over syv Kongeriger.
