Waltey
Ptič Dam
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Ptič Dam
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 18 min branja
- Obseg
- 14 strani
- Naslov izvirnika
- 003 Fugl Dam
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Ptič Dam
Nekoč je živel kralj, ki je imel dvanajst hčera. Tako zelo jih je ljubil, da so morale biti skoraj ves čas ob njem; le opoldne, ko je kralj spal, so se kraljične odpravile na sprehod. Nekoč, ko je kralj legel k opoldanskemu počitku in so bile kraljične zunaj, pa so izginile in se niso več vrnile. Po vsej deželi sta zavladali velika žalost in bridkost, najhuje od vseh pa je žaloval kralj. Razposlal je sle po svojem kraljestvu in po tujih deželah, dal po vseh cerkvah oznanjati, da išče hčere, in po vsej deželi zvoniti z vsemi zvonovi; toda kraljične so izginile in ostale izginule in nihče ni vedel, kam so se pogreznile. Tako je bilo jasno, da jih je morala odnesti kaka čarovnija. Ni trajalo dolgo, pa se je novica razširila daleč naokoli, po mestih in vaseh, celo čez mnoge dežele, in tako je glas o tem prišel tudi do kralja v daljni deželi, ki je imel dvanajst sinov. Ko so ti slišali za dvanajst kraljičen, so očeta prosili, naj jim dovoli oditi po svetu in jih poiskati. Nerad jih je pustil na pot, saj se je bal, da jih nikoli več ne bo videl; toda pokleknili so predenj in ga tako dolgo prosili, da jim je nazadnje vendarle dovolil oditi. Opremil jim je ladjo in za krmarja postavil viteza Rdečega, ki je dobro poznal morje. Dolgo so pluli naokrog, se izkrcavali v vseh deželah, do katerih so prišli, ter iskali kraljične in povpraševali po njih; a o njih niso izvedeli ničesar. Le še nekaj dni je manjkalo, pa bi bili na morju že sedem let, ko je nekega dne izbruhnil silovit vihar in nastalo tako neurje, da so mislili, da ne bodo nikoli več dosegli kopnega. Vsi so morali tako trdo delati, da niso zatisnili očesa, dokler je trajalo neurje. Ko pa se je tretji dan že nagibal h koncu, je veter ponehal in naenkrat je zavladalo popolno brezvetrje. Vsi so bili od dela in hudega vremena tako utrujeni, da so pri priči zaspali; le najmlajši kraljevič ni našel miru in nikakor ni mogel zaspati. Ko se je tako sprehajal sem ter tja po krovu, je ladja priplula do majhnega otoka. Po njem je tekal psiček, lajal in cvilil proti ladji, kakor da bi hotel nanjo. Kraljevič je hodil po krovu, ga vabil in vabil ter mu žvižgal, psiček pa je še bolj lajal in cvilil.
Zdelo se mu je škoda, da bi moral tam poginiti, saj je mislil, da je morda prišel z ladje, ki se je potopila v viharju. Vendar tudi ni vedel, kako naj mu pomaga, ker ni verjel, da bi mogel sam spustiti čoln v vodo, drugi pa so tako trdno spali, da jih zaradi psa ni hotel buditi. A morje je bilo tako gladko in mirno, da si je rekel: vendarle moraš na kopno in rešiti psička;
in tako se je lotil spuščanja čolna v vodo. Šlo je laže, kakor je pričakoval. Odveslal je na kopno in stopil k psičku, toda vsakič, ko je segel po njem, je ta odskočil. Tako je šlo naprej, dokler se kraljevič, še preden se je zavedel, ni znašel v velikem, prelepem gradu. Tam se je psiček nenadoma spremenil v prelepo kraljično, na klopi pa je sedel mož, tako velik in strašen, da se ga je kraljevič silno prestrašil. »Nič se ti ni treba bati,« je rekel mož — a ko je kraljevič zaslišal njegov glas, se je prestrašil še bolj — »saj dobro vem, kaj iščeš: dvanajst kraljevičev vas je in iščete dvanajst kraljičen, ki so izginile. Dobro vem, kje so: pri mojem gospodarju. Vsaka sedi na svojem stolu in mu obira uši, kajti dvanajst glav ima. Sedem let že plujete, a še sedem let boste morali pluti, preden jih najdete. Ti pa bi lahko ostal tukaj,« je rekel, »in dobil mojo hčer za ženo; toda najprej ga moraš ubiti;
kajti trd gospodar nam je in vsi ga imamo že dovolj. Ko bo mrtev, bom jaz postal kralj namesto njega. Zdaj pa poskusi, ali znaš vihteti ta meč,« je rekel trol. Kraljevič je prijel star zarjavel meč, ki je visel na steni, a ga je komaj premaknil. »Potem pa napravi požirek iz te steklenice,« je rekel trol. Ko je popil, je meč lahko premaknil; ko je napravil še en požirek, ga je lahko dvignil, in ko je popil še tretjič, ga je vihtel prav tako zlahka, kakor da bi bil njegov lastni.
»Ko prideš na ladjo,« je rekel trolovski princ, »moraš meč dobro skriti v svojem ležišču, da ga vitez Rdeči ne bo videl. Sicer ga ne more vihteti, vendar te bo vseeno zasovražil in ti stregel po življenju. Ko bo spet minilo sedem let brez treh dni,« je nadaljeval, »se bo zgodilo natanko tako kakor zdaj: zajelo vas bo hudo neurje z viharjem, in ko bo minilo, boste vsi zaspani;
takrat moraš vzeti meč in odveslati na kopno. Prišel boš do gradu, kjer stražijo vsakršne živali, volkovi, medvedi in levi; vendar se ti jih ni treba bati;
kajti vse ti bodo popadale pred noge. Ko pa prideš v grad, ga boš zagledal v krasni sobani, kjer sedi ves gizdav in načičkan. Dvanajst glav ima in kraljične sedijo vsaka na svojem stolu ter vsaka eni glavi obirajo uši. Lahko si misliš, da jim to delo ni prav nič po volji. Pohiteti moraš in mu odsekati glavo za glavo; kajti če se zbudi in te zagleda, te bo živega požrl.« Kraljevič se je z mečem vrnil na ladjo in si dobro zapomnil vse, kar je izvedel. Drugi so še vedno spali, zato je meč skril v svoje ležišče, da ga ni videl ne vitez Rdeči ne kdo drug. Zdaj je spet začelo pihati, pa je zbudil druge in jim rekel, da se mu ne zdi prav, da bi še naprej spali, ko pa imajo tako ugoden veter. Nihče ni opazil, da ga ni bilo na ladji. Ko je minilo sedem let brez treh dni, se je zgodilo tako, kakor je napovedal trol. Zajelo jih je hudo neurje z viharjem, ki je trajalo tri dni, in ko je minilo, so bili vsi od dela zaspani in so legli. Najmlajši kraljevič pa je odveslal na kopno. Stražarji so mu popadali pred noge in tako je prišel do gradu.
Ko je stopil v sobano, je kralj sedel in spal, prav kakor je povedal trolovski princ, dvanajst kraljičen pa je sedelo vsaka na svojem stolu in vsaka eni glavi obiralo uši. Kraljevič jim je pomignil, naj se umaknejo; one pa so pokazale na trola in mu pomahale, naj odide in se čim prej umakne. Toda on jim je še kar z znamenji dopovedoval, naj se odmaknejo, in nazadnje so razumele, da jih hoče rešiti. Tiho so se umikale druga za drugo in prav tako hitro je trolovskemu kralju sekal glave, dokler ni kri tekla kakor velik potok. Ko je bil trol mrtev, je kraljevič odveslal nazaj na ladjo in skril meč. Zdelo se mu je, da je za zdaj storil dovolj, in ker trupla sam ni mogel odnesti, je hotel, da še drugi malo pomagajo.
Zato jih je zbudil in jim rekel, da jih je lahko sram, ker ležijo in spijo, medtem ko je on našel kraljične in jih rešil trola. Drugi so se mu samo smejali in rekli, da je gotovo spal prav tako trdno kakor oni, če ne še trdneje, in sanjal, da je tak junak; če naj bi kdo rešil kraljične, bi bilo veliko verjetneje, da bi to storil kateri izmed njih. Toda najmlajši kraljevič jim je opisal, kako se je vse zgodilo. Ko so šli z njim na kopno in najprej zagledali krvavi potok, nato pa grad, trola, dvanajst glav in kraljične, so spoznali, da je govoril resnico, in mu pomagali zmetati glave in vse truplo v morje. Zdaj so bili vsi veseli in zadovoljni, najbolj pa kraljične, ki jim ni bilo treba več po cele dneve sedeti in trolu obirati uši. Od vsega zlata, srebra in dragocenosti, ki so bile tam, so vzeli s seboj toliko, kolikor je ladja lahko nosila, nato pa so se vsi vkrcali — kraljeviči in kraljične. Ko pa so pripluli že nekoliko na odprto morje, so kraljične povedale, da so od veselja pozabile svoje zlate krone. Ležale so v omarici in rade bi jih imele s seboj. Ker jih nihče drug ni hotel iti iskat, je najmlajši kraljevič rekel: »Že prej sem si toliko upal, da grem lahko še po zlate krone, če le spustite jadra in počakate, da se vrnem.« To so mu obljubili. Ko pa je odveslal tako daleč, da ga niso več videli, je vitez Rdeči, ki je hotel sam veljati za največjega junaka in dobiti najmlajšo kraljično, rekel, da nima smisla mirovati in čakati nanj, saj vendar lahko vedo, da se nikoli več ne bo vrnil. Dobro vedo, je dejal, da je kralj njemu, vitezu Rdečemu, dal
vso oblast in pravico, da odpluje, kadar se mu zahoče. Govoriti morajo, da je on rešil kraljične, in kdor bo povedal drugače, bo izgubil glavo. Kraljeviči si zato niso upali drugega, kakor storiti, kar je hotel vitez Rdeči, in odpluli so. Medtem je najmlajši kraljevič odveslal na kopno, šel v grad, našel omarico z zlatimi kronami in se trudil, dokler je ni spravil v čoln. Ko pa je priveslal tja, od koder bi moral videti ladjo, je ni bilo več. Ker je nikjer ni bilo na spregled, je dobro razumel, kaj se je zgodilo. Veslati za njo ni imelo smisla, zato se je moral obrniti in odveslati nazaj na kopno. Bal se je, da bi moral sam prenočiti v gradu, toda drugega zavetja ni bilo. Zbral je torej pogum, zaklenil vsa vrata in duri ter legel v sobi, kjer je stala postlana postelja. A bilo ga je strah in tesno mu je bilo pri srcu; še bolj pa se je prestrašil, ko je že nekaj časa ležal in je v strehi in stenah začelo pokati in grmeti, kakor da se bo ves grad razklal. Naenkrat je ob posteljo treščilo nekaj, kakor bi padel cel voz sena. Potem je spet nastala tišina; zaslišal pa je glas, ki ga je miril, naj se ne boji, in dejal:
»Jaz sem ptič Dam, ki ti pomagat znam. Jutri zjutraj, takoj ko se zbudiš, moraš v kaščo in mi prinesti štiri sode rži. To moram pojesti za zajtrk, sicer ne morem ničesar storiti.« Ko se je zbudil, je zagledal neznansko veliko ptico, ki je imela na tilniku pero, debelo kakor deblo napol dorasle smreke. Kraljevič je šel v kaščo po štiri sode rži za ptiča Dama. Ko jih je ta pojedel, mu je naročil, naj mu na eno stran vratu obesi omarico z zlatimi kronami, na drugo pa toliko zlata in srebra, da bo teža na obeh straneh enaka. Nato mu je velel, naj mu sede na hrbet in se trdno prime peresa na tilniku. Potem sta švignila v zrak, da je kar šumelo, in ni trajalo dolgo, ko sta letela mimo ladje. Kraljevič je hotel na krov po meč, ker se je bal, da bi ga kdo zagledal, trol pa mu je naročil, da se to ne sme zgoditi. Toda ptič Dam je rekel, da to ne gre. »Vitez Rdeči ga že ne bo videl,« je rekel ptič, »če pa prideš na ladjo, ti bo stregel po življenju, ker bi rad dobil najmlajšo kraljično;
zanjo pa si lahko povsem brez skrbi, saj si vsako noč položi predse v posteljo gol meč.« Čez dolgo časa sta prispela k trolovskemu princu in tam so kraljeviča tako lepo sprejeli, da ni bilo konca ne kraja. Trolovski princ ni vedel, kaj vse dobrega bi mu storil, ker je ubil njegovega gospodarja in njega napravil za kralja.
Kraljevič bi bil zlahka dobil njegovo hčer in pol kraljestva. Toda najmlajšo izmed dvanajstih kraljičen je tako vzljubil, da ni imel nikoli miru in je kar naprej silil na pot. Trol pa ga je prosil, naj še malo potrpi, in mu povedal, da morajo pluti še skoraj sedem let, preden bodo prišli domov. O kraljični je povedal isto kakor ptič Dam: »Zanjo si lahko brez skrbi, saj si polaga predse v posteljo gol meč. Če pa mi ne verjameš,« je rekel trol, »lahko greš na ladjo, ko bodo pluli mimo, in se sam prepričaš, pa še meč prineseš; tega mi moraš tako ali tako vrniti.« Preden so pripluli mimo, jih je spet zajelo neurje, in ko je kraljevič stopil na krov, so vsi spali. Vsaka kraljična je ležala s svojim kraljevičem, le najmlajša je ležala sama, z golim mečem pred seboj v postelji, na tleh pred posteljo pa je ležal vitez Rdeči. Kraljevič je vzel meč in odveslal nazaj na kopno, ne da bi kdo opazil, da je bil na ladji. A še vedno ni našel miru in je pogosto hotel oditi. Ko se je nazadnje sedem let že bližalo koncu in so ostali le še kaki trije tedni, je trolovski kralj rekel: »Zdaj se lahko pripraviš na pot, ko že nočeš ostati pri nas. Posodil ti bom železen čoln, ki pluje sam od sebe, če mu le rečeš: ‘Čoln, naprej!’ V čolnu je železen kij. Ko zagledaš ladjo naravnost pred seboj, ga privzdigni, pa bodo dobili tako močan veter v jadra, da bodo pozabili pogledovati za teboj. Ko prideš ob bok ladje, spet privzdigni železni kij in nastal bo tak vihar, da bodo imeli gotovo kaj drugega opraviti, kakor gledati za teboj. Ko pa jih prehitiš, ga privzdigni še tretjič. Toda vselej ga moraš previdno položiti nazaj, sicer bo nastalo tako neurje, da se boste potopili ti in oni. Ko prideš na kopno, ti za čoln ni treba več skrbeti;
le odrini ga, obrni in reci: ‘Čoln, vrni se domov!’« — Ko je odhajal, je dobil toliko zlata in srebra, drugih dragocenosti ter oblačil in perila, ki mu jih je v dolgem času sešila trolovska kraljična, da je bil veliko bogatejši od vseh svojih bratov. Komaj je sedel v čoln in rekel: »Čoln, naprej!«, že je čoln odplul. Ko je zagledal ladjo naravnost pred seboj, je privzdignil kij;
in dobili so tak veter v jadra, da so pozabili pogledovati za njim. Ko je bil ob boku ladje, je spet privzdignil železni kij. Tedaj je nastal tak vihar in tako neurje, da se je okrog ladje dvigala bela pena in so valovi pljuskali čez krov, tako da so imeli gotovo kaj drugega opraviti, kakor gledati za njim. Ko jih je prehitel, je kij privzdignil še tretjič in potem so imeli dela čez glavo, tako da sploh niso utegnili pogledati, kdo je. Na kopno je prišel veliko, veliko pred ladjo. Ko je spravil iz čolna vse svoje stvari, ga je odrinil, obrnil in rekel: »Čoln, vrni se domov!« In čoln je odplul.
Sam se je preoblekel v mornarja — ali ga je tega naučil trolovski kralj ali pa se je tega domislil sam, tega ne bom trdil — in stopil v borno kočo k neki starki. Natvezel ji je, da je ubog mornar, ki je plul na veliki ladji, ta pa se je potopila in on edini se je rešil. Nato jo je prosil, ali bi pod svojo streho sprejela njega in stvari, ki jih je rešil. »Bog pomagaj,« je rekla starka. »Saj nikomur ne morem dati prenočišča, poglejte vendar, kako je tukaj;
še sama nimam na čem ležati, kaj šele, da bi imela kaj za druge.« A mornar je rekel, da mu je vseeno; samo da dobi streho nad glavo, pa mu ni mar, kako bo ležal. No, zavetja mu že ni mogla odreči, če se je hotel zadovoljiti s tem, kar je imela.
Zvečer je znosil noter svoje stvari in starka, ki je rada izvedela kaj novega, da je lahko potem raznašala naokrog, ga je takoj začela spraševati, kdo je, od kod prihaja, kje je bil, kam je namenjen, kaj ima s seboj, po kakšnem opravku potuje in ali ni ničesar slišal o dvanajstih kraljičnah, ki so izginile pred mnogimi dolgimi leti. Pa še marsikaj ga je vprašala, kar bi bilo predolgo pripovedovati.
Toda rekel ji je, da mu je po strašnem neurju tako slabo in ga tako boli glava, da o ničemer ne ve ničesar prav povedati. Lepo naj ga pusti nekaj dni pri miru, da si opomore od hudega dela med viharjem, potem pa bo izvedela vse, kar bo hotela. Naslednji dan je starka spet začela spraševati in vrtati vanj, toda mornarja je po neurju še vedno tako bolela glava, da ni znal o ničemer ničesar povedati. Tu in tam pa mu je vendarle ušla kaka beseda, da o kraljičnah menda nekaj ve. Starka je pri priči odhitela z novico k vsem klepetuljam v okolici, in zdaj so druga za drugo prihajale ter ga spraševale o kraljičnah: ali jih je videl, ali bodo kmalu prišle, ali so že na poti in tako naprej. Še vedno je tožil, da ga po neurju boli glava, zato na vse ni mogel odgovoriti. Toliko pa je povedal, da bodo prišle čez kakih štirinajst dni ali morda še prej, če se le niso potopile v hudem neurju, ki je divjalo. Zanesljivo pa ni mogel reči, ali so še žive, kajti videl jih je sicer, vendar bi bile lahko pozneje v viharju tudi umrle. Ena izmed stark je s tem nemudoma stekla na kraljevi dvor in povedala, da pri tej in tej starki v koči stanuje mornar, ki je videl kraljične, in da bodo menda prišle čez kakih štirinajst dni ali morda že čez osem. Ko je kralj to slišal, je poslal po mornarja, naj pride in mu sam pove. — »Takšen pa že ne morem pred njega,« je rekel mornar, »saj nimam obleke, v kateri bi smel stopiti predenj.« Toda kraljevi sel mu je povedal, da mora vsekakor priti. Kralj hoče in mora govoriti z njim, naj bo oblečen tako ali drugače, kajti doslej mu še nihče ni mogel prinesti nobene novice o kraljičnah. Tako je nazadnje le šel na dvor in stopil pred kralja, ki ga je vprašal, ali je res videl kraljične. »Da, videl sem jih,« je rekel mornar, »ne morem pa vedeti, ali so še žive, kajti ko sem jih videl, je divjalo tako neurje, da se je naša ladja potopila;
če pa so še na svetu, bodo gotovo prišle čez kakih štirinajst dni ali morda še prej.« Ko je kralj to slišal, je bil skoraj ves iz sebe od veselja. Ko se je približal čas, v katerem naj bi po mornarjevih besedah prispele, jim je šel v vsem svojem sijaju naproti na obalo. Ko je priplula ladja s kraljičnami, kraljeviči in vitezom Rdečim, je po vsej deželi zavladalo veliko veselje, a nihče ni bil srečnejši od starega kralja, ki je spet dobil svoje hčere. Tudi enajst starejših kraljičen je bilo veselih in vedrih. Najmlajša pa, ki naj bi dobila viteza Rdečega, ker je trdil, da jih je rešil in ubil trola, je jokala in bila ves čas žalostna. Kralju to ni bilo všeč in jo je vprašal, zakaj ni vesela in vedra kakor druge kraljične. Saj zdaj nima več razloga za žalost, ko je ušla trolu in bo dobila takega moža, kakršen je vitez Rdeči. A ni si upala ničesar povedati, kajti vitez Rdeči je zagrozil, da bo ubil vsakogar, ki bi povedal, kako se je v resnici zgodilo.
Nekega dne, ko so šivale poročno opravo, pa je vstopil nekdo v velikem mornarskem plašču, s krošnjarsko omarico na hrbtu, in vprašal kraljične, ali bi pri njem kupile kaj okrasja za poroko. Imel je veliko lepih in dragocenih reči, zlatih in srebrnih. Da, prav lahko bi kaj kupile. Ogledovale so blago in pogledovale njega, saj se jim je zdelo, da poznajo tako njega kakor marsikatero stvar, ki jo je imel s seboj. — »Kdor ima toliko krasnih reči,« je rekla najmlajša kraljična, »ima gotovo še kaj lepšega, kar bi bilo za nas še primernejše.« »Morda pa res,« je rekel krošnjar. Druge pa so jo utišale in jo opomnile, naj se spomni, kaj je zagrozil vitez Rdeči.
Nekaj časa zatem so kraljične nekega dne sedele ob oknu, ko je kraljevič spet prišel v velikem mornarskem plašču in z omarico z zlatimi kronami na hrbtu. Ko je stopil v veliko dvorano na kraljevem dvoru, je pred kraljičnami odprl omarico. Ko so prepoznale vsaka svojo zlato krono, je najmlajša rekla: »Prav se mi zdi, da tisti, ki nas je rešil, dobi nagrado, ki si jo je zaslužil. To pa ni vitez Rdeči, temveč ta, ki je prinesel naše zlate krone — on nas je rešil.« Tedaj je kraljevič odvrgel mornarski plašč in stal pred njimi veliko sijajnejši od vseh drugih. Stari kralj pa je dal viteza Rdečega usmrtiti. Zdaj je na dvoru šele zavladalo pravo veselje. Vsak je vzel svojo in slavili so takšno svatbo, da se je o njej slišalo in govorilo po dvanajstih kraljestvih.
Izvirnik
003 Fugl Dam
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Konge, som havde tolv Døttre, og dem holdt han saameget af, at de næsten bestandig maatte være hos ham; men hver Middag, naar Kongen sov, gik Prindsesserne ud at spadsere. Engang da Kongen tog sig sin Middagsluur, og Prindsesserne vare ude, bleve de borte med det samme og kom ikke igjen. Da blev der stor Sorg og Bedrøvelse over hele Landet; men mest bedrøvet af Alle var Kongen. Han lod udgaae Bud baade i sit Rige og i fremmede, og lod lyse efter dem ved alle Kirker og ringe efter dem med alle Klokker over hele Landet; men Prindsesserne vare borte og bleve borte, og Ingen vidste, hvor det var blevet af dem; saa kunde man da vide, at de maatte være tagne ind af noget Troldskab. Det
varede ikke længe førend dette spurgtes vidt og bredt baade i By og Bygd, ja over mange Lande, og saa kom Rygtet om det ogsaa til en Konge langt borte i Landene, som havde tolv Sønner. Da disse fik høre om de tolv Kongsdøttre, bade de sin Fader om Lov til at reise ud og lede efter dem. Han vilde nødig give dem Lov til at reise; thi han var bange, for, at han aldrig skulde faae see dem igjen; men de gjorde Knæfald for Kongen og bade saalænge, saa han tilsidst maatte lade dem reise alligevel. Han udrustede et Skib til dem og satte Ridder Rød, som var vel kjendt paa Vandet, til Styrmand. I lange Tider seilede de omkring og vare oppe i alle Lande, de kom til, og ledte og spurgte efter Prindsesserne; men de fik hverken hørt eller spurgt dem. Der manglede nu kun nogle Dage, saa havde
de seilet i syv Aar, da blev det en Dag en stærk Storm og sligt et Veir, at de troede, de aldrig skulde komme til Land mere, og Alle maatte de arbeide saaledes, at de ikke fik Søvn paa sine Øine, saalænge Uveiret varede. Men da det led paa den tredie Dag, lagde Vinden sig, og med Et blev det blikstille. Alle vare de nu saa trætte af Arbeidet og af det haarde Veir, at de søvnede strax; men den yngste Kongssøn havde ingen Ro og kunde slet ikke sove. Medens han derfor gik frem og tilbage paa Dækket, kom Skibet til en liden Ø, og paa Øen løb der en liden Hund og gjøede og knistrede mod Skibet, ligesom om den vilde ud paa det. Kongssønnen gik paa Dækket og lokkede og lokkede og fløitede til Hunden; desmere gjøede og knistrede den.
Han syntes at det var Synd, den skulde gaae der og omkomme, thi han troede at den kunde være kommen fra et Skib, der var forliist i Stormen; men han syntes ikke, han kunde hjælpe den heller, for han troede ikke, han var istand til at sætte Baaden ud alene, og de Andre sov saa godt, at han ikke vilde vække dem for Hundens Skyld. Men Veiret var saa blankt og stille, saa tænkte han: du faaer alligevel i Land og frelse Hunden; og saa tog han paa at sætte Baaden ud, og det gik lettere end han havde troet. Han roede i Land, og gik op til Hunden, men hvergang han greb efter den, sprang Hunden til Side, og saaledes blev det ved, til han var kommen inde i et stort gjildt Slot, førend han vidste Ordet af det. Der blev Hunden med Eet forvandlet til en deilig Prindsesse, og i Bænken sad der en
Mand saa stor og fæl, at han blev reent forskrækket. „Du behøver ikke at blive ræd,“ sagde Manden, — endda ræddere blev Kongssønnen, da han hørte hans Maal — „for jeg veed vel hvad det er, du vil: der er tolv Prindser af Jer, og I lede efter de tolv Prindsesser, som blev borte. Jeg veed nok hvor de ere henne; de ere hos Husbonden min; der sidde de paa hver sin Stol og lyske ham, for han har tolv Hoveder. Nu har I seilet i syv Aar, men I komme til at seile i syv Aar til, førend I finde dem. Du for din Deel kunde gjerne blive her,“ sagde han, „og faae min Datter; men du maa først slaae ham ihjel; thi han er en streng Herre mod os, som vi alle ere kjede af, og naar han er død, bliver jeg Konge i hans Sted. Men
prøv nu om du kan svinge Sværdet,“ sagde Troldet. Kongssønnen tog fat i et gammelt rustent Sværd, som hang paa Væggen, men han kunde neppe rugge det. „Saa faaer du tage dig en Slurk af denne Flaske,“ sagde Troldet. Da han havde gjort det, kunde han rugge det, og da han havde taget en til, kunde han løfte det, og da han havde taget endda en, kunde han svinge Sværdet lige saa let, som det havde været hans eget.
„Naar du nu kommer ombord,“ sagde Troldprindsen, „saa maa du skjule Sværdet vel i Køien din, saa at Ridder Rød ikke faaer see det; han er vel ikke god for at svinge det, men han vil endda blive hadsk paa dig og staae dig efter Livet. Naar saa syv Aar ere omme, paa tre Dage nær,“ sagde han videre, „saa gaaer det akkurat ligesom nu: der kommer et stærkt Veir over Jer med Storm, og naar det er forbi, blive I søvnige allesammen; da maa du tage Sværdet og roe i Land, saa kommer du til et Slot, hvor der staaer alle Slags Vagter, baade Ulve og Bjørne og Løver; men du behøver ikke at være bange for dem; thi de falde dig til Fode allesammen. Men naar du kommer ind paa Slottet, saa seer du, han sidder i et prægtigt Kammer gjild og tilstadset; men tolv Hoveder har han, og Prindsesserne sidde
paa hver sin Stol og lyske hvert sit Hoved. Og det Arbeide kan du nok vide, de ikke synes godt om. Saa maa du skynde dig at hugge af det ene Hoved efter det andet; thi vaagner han og faaer see dig, saa sluger han dig levende.“ Kongesønnen gik ombord med Sværdet, og det han havde faaet vide, huskede han vel paa. De Øvrige laae og sov endda, og han gjemte Sværdet i sin Køie, saaat hverken Ridder Rød eller nogen af de Øvrige fik see det. Nu begyndte det at blæse igjen, og han vækkede da de Andre og sagde, at han syntes at det ikke gik an, at de skulde sove længere nu, da det var saadan en god Vind. Der var Ingen, som mærkede, at han havde været borte. Da nu de syv Aar var forbi paa tre Dage nær, saa gik det, som Troldet
havde sagt. Der kom et stærkt Uveir og Storm, som varede i tre Dage, og da det var forbi, bleve de Alle søvnige efter Arbeidet og lagde sig; men den yngste Kongesøn roede i Land, og Vagterne faldt ham til Fode, og saaledes kom han til Slottet. Da han kom ind i Kammeret, sad Kongen og sov som Troldprindsen havde sagt, og de tolv Prindsesser sad hver paa sin Stol og lyskede hvert sit Hoved. Kongssønnen vinkede til Prindsesserne, at de skulde flytte sig af Veien; de pegede paa Troldet og vinkede til ham igjen, at han skulde gaae sin Vei og skynde sig bort, men han blev ved at gjøre Miner til dem at de skulde flytte sig af Veien, og saa forstode de da, at han vilde frelse dem og flyttede sig sagte bort, den Ene efter den Anden, og
ligesaa fort hug han Hovederne af Troldkongen, saaat Blodet tilsidst strømmede som en stor Bæk. Da Troldet var dræbt, roede han ombord igjen og skjulte Sværdet; han syntes nu, at han havde gjort nok, og da han ikke kunde raade med at faae Liget bort, saa vilde han, at de Øvrige ogsaa skulde hjælpe lidt til. Han vækkede dem derfor og sagde, at det var Skam, at de skulde ligge og sove, medens han havde fundet Prindsesserne og frelst dem fra Troldet. De Øvrige loe kun ad ham og sagde, at han nok havde sovet ligesaa godt som de og vel det, og drømt at han var slig en Karl; dersom Nogen skulde frelst Prindsesserne, da var det meget rimeligere, at En af dem havde gjort det. Men den yngste Kongssøn beskrev hvorledes Alt var gaaet
til, og da de fulgte med i Land, og de først fik see Blodbækken, og saa Slottet og Troldet, og de tolv Hoveder, og Prindsesserne, da saae de nok, at han havde sagt sandt, og nu hjalp de til med at kaste Hovederne og hele Kroppen i Søen. Alle vare de nu glade og fornøiede; men Ingen var gladere, end Prindsesserne, som slap at sidde og lyske Troldet hele Dagen. Af alt det Guld og Sølv og de kostbare Ting, som var der, tog de med sig Saameget som Skibet kunde bære, og saa gik de ombord allesammen — baade Prindserne og Prindsesserne. Men da de vare komne et Stykke ud paa Søen, sagde Prindsesserne, at de i Glæden havde glemt Guldkronerne sine; de laae i et Skab, og dem vilde de gjerne have med. Da ingen af de Øvrige vilde hente dem, sagde den yngste Kongssøn: „Jeg har
sagtens vovet Saameget før, saa jeg vel kan reise efter Guldkronerne ogsaa, hvis I vil tage ned Seilene og vente til jeg kommer igjen.“ Ja det skulde de. Men da han var kommen saa langt bort, at de ikke saae mere til ham, sagde Ridder Rød, som gjerne selv vilde være den fornemste og have den yngste Prindsesse, at det ikke kunde nytte at ligge stille og bie paa ham, for det kunde de nok vide, at han aldrig kom igjen; de vidste, sagde han, at Kongen havde givet ham (Ridder Rød) Magt og Myndighed, saaat han seilede, naar han vilde, og de skulde sige, at han havde reddet Prindsesserne, og hvis Nogen sagde Andet, skulde han miste Livet. Prindserne turde derfor ikke Andet end gjøre, som Ridder Rød vilde, og saa seilede de
afsted. Imidlertid roede den yngste Kongesøn til Land, gik op i Slottet, fandt Skabet med Guldkronerne i og trællede til han fik det ned i Baaden; men da han kom der, hvor han kunde seet Skibet, var det borte. Da han nu slet ikke saa det paa nogen Kant, saa kunde han nok skjønne, hvorledes det var gaaet til; at roe efter kunde nu ikke nytte, og han maatte derfor vende om og roe tillands igjen. Han var vel bange for at være alene Natten over i Slottet, men der var ikke andet Huus at faae, og saa skjød han da Hjertet op i Livet, læste alle Døre og Porte i Laas og lagde sig i et Værelse, hvor der stod en opredt Seng. Men angst og bange var han; og endda ræddere blev han, da han havde ligget en Stund, og det begyndte at knage og brage i Tage og Vægge, som om hele Slottet skulde
revne. Med Eet duskede det ned ved Siden af Sengen som et heelt Hølæs. Saa blev det stille igjen; men han hørte en Stemme, der bad ham ikke være ræd og sagde: „Jeg er Fugl Dam, Som skal hjælpe dig fram. Men det Første du vaagner i Morgen, maa du gaae paa Stabburet efter fire Tønder Rug til mig, det maa jeg have tillivs til Frokost; ellers kan jeg ikke gjøre Noget.“ Da han vaagnede, fik han see en forfærdelig stor Fugl, som havde en Fjær i Nakken, saa tyk som en halvvoxen Bjelkegran. Kongssønnen gik nu paa Stabburet efter fire Tønder Rug til Fugl Dam, og da den havde sat dem til Livs, bad den Kongesønnen at hænge Skabet
med Guldkronerne paa den ene Side af Halsen paa den og tage saameget Guld og Sølv, som kunde veie ligt imod, og hænge paa den anden Side, ogsaa bad den ham, at sætte sig selv op paa Ryggen og holde sig vel fast i Nakkefjæren. Saa gik det afsted, saa at det susede igjennem Luften, og det varede ikke længe førend de fore forbi Skibet. Kongesønnen vilde været ombord efter Sværdet, fordi han var bange for at Nogen skulde faae see det, og det havde Troldet sagt, ikke maatte skee; men Fugl Dam sagde, at det ikke gik an. „Ridder Rød faaer vel ikke see det,“ sagde Fuglen; „men kommer du ombord, saa staaer han dig efter Livet, for han vil gjerne have den yngste Prindsesse; men hende kan du være ganske rolig for, thi hun lægger
et nøgent Sværd foran sig i Sengen hver Nat.“ Langt om længe kom de til Troldprindsen, og der blev nu Kongssønnen saa vel modtagen, at der ikke var nogen Ende paa det. Troldprindsen vidste ikke alt det Gode, han vilde gjøre ham, fordi han havde slaaet hans Huusbond ihjel, og gjort ham til Konge. Kongssønnen havde gjerne faaet hans Datter og det halve Land og Rige. Men han havde nu fattet saadan Godhed for den yngste af de tolv Prindsesserne, at han aldrig havde Ro, men vilde endelig afsted den ene Gang efter den anden. Men Troldet bad ham være rolig endnu en Stund og sagde, at de havde næsten syv Aar at seile i, førend de kom hjem. Om Prindsessen sagde Troldet det Samme som Fugl Dam: „For hende kan du nok være rolig; thi hun lægger et nøgent Sværd foran sig i
Sengen. Og hvis du ikke troer mig,“ sagde Troldet, „saa kan du gaae ombord, naar de seile her forbi og selv see efter, og hente Sværdet; det maa jeg saa have igjen alligevel.“ Da de seilede der forbi, havde det igjen været Uveir, og da Kongssønnen kom ombord, sov de Allesammen, og hver af Prindsesserne laa med sin Prinds; men den yngste laa alene med et nøgent Sværd foran sig i Sengen, og paa Gulvet foran Sengen laa Ridder Rød. Kongssønnen tog nu Sværdet og roede i Land igjen, uden at Nogen af dem havde mærket at han havde været ombord. Men endda var ikke Kongssønnen rolig og han vilde ofte afsted, og da det endelig led mod Enden af de syv Aar og der kun var som en tre Uger igjen, sagde Troldkongen: „Nu
kan du lave dig til at reise, siden du ikke vil blive hos os; du skal faae laant en Jernbaad af mig, som gaaer af sig selv, bare du siger: „Baad gaae frem!“ I Baaden er der en Jernklubbe, og den Jernklubben skal du lette paa, naar du faaer see Skibet lige foran dig, saa faae de saadan Bør, at de glemme at see efter dig; naar du kommer ved Siden af Skibet, skal du lette paa Jernklubben igjen, saa bliver der en saadan Storm, at de nok faae Andet at bestille, end at kige efter dig, og naar du er forbi dem, skal du lette paa Klubben tredie Gang; men du maa altid lægge den forsigtigt ned igjen, ellers bliver der saadan et Veir, at baade du og de forlise. Naar du saa er kommen til Lands, behøver du ikke at bryde dig videre om Baaden;
men bare skyde den ud og vende den, og sige: „Baad gaae hjem igjen!“ — Da han nu reiste, fik han saa meget Guld og Sølv, saameget andet Kostbart og Klæder og Linned, som Troldprindsessen havde syet til ham i den lange Tid, saa at han var meget rigere end nogen af Brødrene sine. Han havde ikke før sat sig i Baaden og sagt: „Baad gaae frem,“ saa gik Baaden, og da han fik see Skibet midt foran sig, lettede han paa Klubben; saa fik de saadan Bør, at de glemte at see efter ham. Da han var ved Siden af Skibet, lettede han paa Jernklubben igjen, og da blev der saadan en Storm og sligt et Veir, at hvide Skummet stod rundt om Skibet og Bølgerne slog over Dækket, saa at de nok havde Andet at bestille, end at kige efter ham, og da han
var forbi dem, lettede han paa Klubben tredie Gang, og saa fik de saa rundelig nok at bestille, at de slet ingen Tid havde til at see efter hvad han var for En. Han kom til Land længe, længe før Skibet, og da han havde faaet alt Sit ud af Baaden, skjød han den ud igjen, og vendte den om, og sagde: „Baad gaa hjem igjen!“ og saa gik Baaden. Selv klædte han sig ud som en Sømand, — om Troldkongen havde lært ham det, eller det var hans eget Paafund, skal jeg lade være usagt — og gik op i en ussel Hytte til en gammel Kjærring, som han indbildte, at han var en Stakkels Matros, han havde været paa et stort Skib, der var forliist, og at han var den Eneste, som var bleven reddet; og saa bad han,
om hun ikke vilde laane ham Huus for sig og de Ting, han havde bjerget. „Gud bedre mig,“ sagde Konen; „jeg kan nok ikke lade Nogen faae Huus, I seer hvorledes det seer ud her; jeg har ikke Noget at ligge paa selv, og endnu mindre Noget at lade Andre ligge paa.“ Ja det var det Samme, sagde Sømanden, naar han bare fik Tag over Hovedet saa fik det være det Samme, hvorledes han laa; Huus kunde hun da ikke negte ham, naar han vilde tage tiltakke, saaledes som hun havde det.
Om Aftenen flyttede han ind sine Sager, og strax begyndte Kjærringen, som gjerne vilde vide Nyt at rende med, at spørge, hvad han var for En, hvor han var fra, hvor han havde været henne, hvor han skulde hen, hvad det var, han havde med sig, hvad Ærend han reiste i, og om han ikke havde hørt noget til de tolv Prindsesser, som vare blevne borte for mange Herrens Aar siden, og endda meget Andet, som det blev for seent at fortælle.
Men han sagde, at han var saa daarlig og havde saa ondt i Hovedet af det forskrækkelige Veir, der havde været, at han ikke vidste Rede paa nogen Ting. Hun maatte endelig lade ham have Ro i nogle Dage til han var kommen sig efter det svære Arbeide, han havde havt i Uveiret, saa skulde hun faae vide Alt, hvad hun vilde. Dagen efter begyndte Kjærringen igjen at spørge og grave, men Sømanden havde endnu saa ondt i Hovedet efter Veiret, at han ikke vidste Rede paa Noget; men ret som det var, saa lod han alligevel falde et Ord om, at han nok vidste Lidt om Prindsesserne. Strax foer Kjærringen afsted med det, hun havde faaet vide, til Alle de Sladderkjærringer, som fandtes deromkring, og nu kom den Ene rendende efter den Anden og
spurgte om Prindsesserne, om han havde seet dem, om de kom snart, om de var paa Veien o. s. v. Han klagede endda over, at han havde ondt i Hovedet efter Veiret, saa at han ikke kunde give Besked om Alt, men saa Meget sagde han, at hvis de ikke vare forliste i det svære Uveir, som havde været, saa kom de om en fjorten Dages Tid eller kanskee før, men han kunde ikke sige vist om de vare i Live endda, for han havde nok seet dem, men de kunde gjerne være omkomne i Uveiret siden. En af Kjærringerne løb nu til Kongsgaarden med dette og sagde, at der var en Sømand i Hytten hos den og den Kjærring, som havde seet Prindsesserne, og de kom nok om en fjorten Dages Tid eller kanskee om otte. Da Kongen hørte dette, sendte han Bud til
Sømanden, at han skulde komme og fortælle ham det selv. — „Jeg seer ikke saaledes ud,“ sagde Matrosen, „for jeg har ikke saadanne Klæder, at jeg kan komme frem for ham.“ Men Kongens Ærendsvend sagde, at han endelig skulde komme; Kongen vilde og maatte tale med ham, enten han var slig eller slig, for der var endnu ikke Nogen, som havde kunnet bringe ham nogen Underretning om Prindsesserne. Saa gik han da endelig til Kongsgaarden og kom ind til Kongen, som spurgte ham om det var sandt, at han havde seet Noget til Prindsesserne. „Ja, det har jeg,“ sagde Sømanden, „men jeg kan ikke vide, om de leve endnu, for da jeg saa dem, var der saadant Uveir, at vi forliste; men hvis de endnu ere til, komme de nok om en fjorten Dages Tid og kanskee før.“
Da Kongen hørte det, blev han næsten ude af sig selv af Glæde, og da Tiden nærmede sig, som Sømanden havde sagt, de skulde komme, drog Kongen i Møde med dem ned til Stranden i fuld Stads, og der var stor Glæde over hele Landet, da Skibet kom med Prindsesserne og Prindserne og Ridder Rød; men ingen var gladere end den gamle Konge, der havde faaet sine Døttre igjen. De elleve ældste Prindsesser vare ogsaa glade og lystige, men den yngste, som skulde have Ridder Rød, der sagde, at han havde frelst dem og dræbt Troldet, hun græd og var bestandig sørgmodig; Kongen syntes ilde om dette, og spurgte, hvorfor hun ikke var munter og lystig, som de andre Prindsesser; hun havde da Intet at være bedrøvet for nu,
da hun var sluppen fra Troldet og skulde faae en saadan Mand som Ridder Rød. Hun turde ikke sige Noget, for Ridder Rød havde sagt, han vilde tage Livet af den, som fortalte, hvorledes det var gaaet til. Men en Dag, da de holdt paa at sye paa Bryllupsstadsen, kom der En ind i en stor Matroskjole, med et Kræmmerskab paa Ryggen, og spurgte om Prindsesserne ikke skulde handle Stads af ham til Bryllupet; han havde saa mange rare og kostbare Ting, baade af Guld og Sølv. Jo, det kunde nok hænde det. De saae da paa Varerne, og de saae paa ham, for de syntes at de droge Kjendsel baade paa ham og mange af de Ting, han havde. — „Den som har saamegen prægtig Stads,“ sagde den yngste Prindsesse, „har vist Noget, som er endda prægtigere,
og som kunde passe endda bedre for os.“ „Det kunde nok være,“ sagde Kræmmeren. Men de Øvrige tyssede paa hende og bad hende huske paa, hvad Ridder Rød havde lovet. Nogen Tid efter, sad Prindsesserne ved Vinduet en Dag, og saa kom Kongssønnen igjen med den store Matroskjole paa sig og Skabet med Guldkronerne i paa Ryggen. Da han kom ind i Storstuen i Kongsgaarden, lukkede han Skabet op for Prindsesserne og da de nu kjendte igjen hver sin Guldkrone, sagde den yngste: „Jeg synes, det er Ret, at den, som har frelst os, faaer den Løn, han har fortjent, og det er ikke Ridder Rød, men ham, som kom med Guldkronerne vore, — han har frelst os.“ Da kastede Kongssønnen Matroskjolen af sig, og stod der
meget prægtigere end alle de Øvrige; og saa lod den gamle Konge Ridder Rød aflive. Nu blev der først rigtig Glæde paa Kongsgaarden; Hver tog Sin, og saa blev der Bryllup, saa det hørtes og spurgtes over tolv Kongeriger.
Nadaljuj z branjem
