Prevod
Nekoč je daleč na severu, v Finnmarku, živel mož, ki je ujel velikega belega medveda; odpeljati ga je nameraval danskemu kralju. Tako je naneslo, da je na sveti večer prispel na Dovrefjell in tam stopil v hišo, kjer je živel mož po imenu Halvor. Prosil ga je, ali bi lahko prenočil pri njem skupaj s svojim belim medvedom.
„Bog nam pomagaj,“ je rekel gospodar, „zdaj pa res ne moremo nikogar vzeti pod streho, saj se vsak sveti večer sem nagnete toliko trolov, da se moramo izseliti in še sami ostanemo brez strehe nad glavo.“ „O, zaradi tega mi pa res lahko daste prenočišče,“ je rekel mož. „Moj medved lahko leži tule pod pečjo, jaz pa se bom že kam stisnil v kamrico.“ Tako dolgo je prosil, da je naposled dobil dovoljenje. Domači so se odpravili iz hiše, za trole pa so bile mize že pogrnjene in obložene z riževo kašo, v lugu namočeno ribo, klobasami in vsemi drugimi dobrotami, kakor za pravo imenitno gostijo.
Kmalu zatem so prišli troli. Nekateri so bili veliki in nekateri majhni, nekateri so imeli dolge repe in drugi so bili brez njih, nekateri pa so imeli dolge, dolge nosove. Jedli so in pili ter pokušali vse po vrsti. Tedaj pa je eden izmed malih trolov zagledal belega medveda, ki je ležal pod pečjo. Vzel je kos klobase, ga nataknil na vilice, stopil k medvedu in mu ga pomolil pod nos. „Muca, bi klobaso?“ je zavpil. Beli medved pa je planil pokonci, zarjovel in jih vse do zadnjega, velike in male, pregnal iz hiše.
Naslednje leto je bil Halvor na sveti večer popoldne v gozdu in je sekal drva za praznike, saj je spet pričakoval trole. Ko je ravno vihtel sekiro, je zaslišal klic iz gozda: „Halvor!
Halvor!“ „Da,“ je odgovoril Halvor. „Ali imaš še tisto svojo veliko mačko?“ „Da, doma leži pod pečjo,“ je rekel Halvor, „zdaj pa ima še sedem mladičev, ki so precej večji in bolj divji od nje.“ — „Potem pa nikoli več ne pridemo k tebi,“ je zavpil trol iz gozda. In od tistega dne troli pri Halvorju na Dovru niso več jedli božične kaše.
Izvirnik
Der var engang en Mand oppe i Finmarken, som havde fanget en stor Hvidbjørn; den skulde han gaae til Kongen af Danmark med. Saa traf det sig saaledes at han kom til Dovrefjeld om Julekvelden, og der gik han ind i en Stue, hvor der boede en Mand, som hed Halvor. Her bad han, om han kunde faae laant Huus til sig og Hvidbjørnen sin. „Gud hjælpe os saa sandt,“ sagde Manden i Stuen, „vi kan nok ikke laane Huus til Nogen nu, for hver eneste Julekveld kommer der saa fuldt af Trold her, at vi maae flytte ud og ikke har Huus over Hovedet selv engang.“ „Aa, I kan nok laane mig Huus for det,“ sagde Manden, „Bjørnen min kan ligge under Ovnen her, og jeg kan vel faae
ligge inde i Koven.“ Ja, saa længe bad han da, at han fik Lov. Saa flyttede Folkene i Huset ud, og da var der tillavet for Troldene med opdækkede Borde, baade med Risengrød og Ludefisk og Pølse paa, og ellers Alt det som godt var, ligesom til et andet gildt Gjæstebud. Ret som det var saa kom Troldene, Nogle vare store og Nogle vare smaa, Nogle vare langrumpede og Nogle vare rumpeløse og Nogle havde lange, lange Næser, og de spiste og de drak og smagte paa Alting. Men saa fik en af Troldungerne see Hvidbjørnen, som laa under Ovnen, og saa tog han et Stykke Pølse og satte paa en Gaffel, gik hen og stak det bort i Næsen paa Hvidbjørnen. „Kjætte, vil du ha’ Kurv?“
skreg han. Saa foer Hvidbjørnen op og brummede og jagede dem ud Allesammen baade Store og Smaa. Aaret efter var Halvor i Skoven Julekvelds-Eftermiddagen og skulde hugge Ved til Helgen, for han ventede Troldene igjen. Allerbedst han hug, hørte han det raabte borte i Skoven: „Halvor! Halvor!“ „Ja,“ sagde Halvor. „Har du den store Kjætten din endnu, du?“ „Ja, hun ligger hjemme under Ovnen,“ sagde Halvor, „og nu har hun faaet syv Unger, som ere meget større og sindtere end hun selv.“ — „Saa kommer vi aldrig til dig mere da,“ raabte Troldet borte i Skoven; og siden den Tid har Troldene heller ikke spiist Julegrød hos Halvor paa Dovre.
