Waltey
Maslenček
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Maslenček
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- 052 Smørbuk
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Maslenček
Nekoč je živela ženica, ki je nekega dne sedela doma in pekla. Imela je fantiča, ki je bil ves okrogel in rejen ter je rad dobro jedel, zato ga je klicala Smørbuk; imela pa je tudi psa, ki so mu pravili Guldtand. Kar naenkrat je pes začel lajati.
»Skoči ven, moj Smørbuk,« je rekla ženica, »in poglej, na koga laja Guldtand.« Deček je stekel ven, se vrnil in rekel:
»O, Bog mi pomagaj, prihaja velika, pretegnjena trolovka z glavo pod pazduho in vrečo na hrbtu.« »Zlezi pod desko za mesenje in se skrij!« mu je rekla mati.
Tedaj je velika trolovka vstopila. »Dober dan,« je rekla. »Bog daj,« je odvrnila Smørbukova mati. »Ali Smørbuka danes ni doma?« je vprašala trolovka.
»Ne, z očetom je v gozdu in lovi belke,« je odgovorila ženica. »To je pa smola,« je rekla trolovka, »tako lep srebrn nožek imam, ki sem mu ga hotela podariti.« »Pip, pip, tukaj sem!« se je oglasil Smørbuk izpod deske za mesenje in prilezel na plan.
»Tako stara sem in tako trd hrbet imam,« je rekla trolovka, »kar sam zlezi v vrečo in ga vzemi.« Brž ko je bil Smørbuk v vreči, si jo je trolovka zavihtela na hrbet in jo ucvrla. Ko pa sta prišla že kos poti, se je utrudila in vprašala: »Kako daleč je še do spanja?« »Osmino milje,« je odgovoril Smørbuk.
Trolovka je odložila vrečo ob poti, odšla v goščavo in legla spat. Smørbuk pa je medtem izkoristil priložnost, vzel svoj nož, prerezal vrečo in smuknil ven. Namesto sebe je vanjo položil veliko smolnato borovo korenino in jo ucvrl domov k materi. Ko je trolovka prišla domov in videla, kaj ima v vreči, se je strašansko razjezila.
Naslednjega dne je ženica spet sedela doma in pekla. Kar naenkrat je pes začel lajati. »Skoči ven, moj Smørbuk,« je rekla, »in poglej, na kaj laja Guldtand.« »O ne, o ne, spet tista grda pošast!« je rekel Smørbuk. »Že spet prihaja z glavo pod pazduho in veliko vrečo na hrbtu.« »Zlezi pod desko za mesenje in se skrij!« mu je rekla mati.
»Dober dan,« je rekla trolovka. »Je Smørbuk danes doma?« »Kje pa, ni ga,« je rekla mati, »z očetom je v gozdu in lovi belke.« »To je pa smola,« je rekla trolovka, »saj imam lepe srebrne vilice, ki sem mu jih hotela podariti.« »Pip, pip, tukaj sem!« je rekel Smørbuk in prilezel na plan.
»Tako trd hrbet imam,« je rekla trolovka, »kar sam zlezi v vrečo in jih vzemi.« Brž ko je bil Smørbuk v vreči, si jo je trolovka zavihtela na hrbet in se odpravila na pot.
Ko sta prišla že lep kos poti, se je trolovka utrudila in vprašala: »Kako daleč je še do spanja?« »Pol milje,« je odgovoril Smørbuk. Trolovka je odložila vrečo ob poti, odšla v gozd in legla spat. Medtem je Smørbuk naredil luknjo v vrečo, zlezel ven in namesto sebe vanjo položil velik kamen. Ko je trolovka prišla domov, je na ognjišču zakurila velik ogenj, pristavila ogromen kotel in se namenila skuhati Smørbuka. Toda ko je dvignila vrečo, misleč, da bo Smørbuka stresla v kotel, je iz nje padel kamen in prebil dno, da je voda iztekla in pogasila ogenj. Tedaj se je trolovka razjezila in rekla: »Pa naj bo še tako težak, vseeno ga bom ugnala.« Tretjič se je zgodilo natanko tako kakor prejšnjikrat: Guldtand je začel lajati in mati je rekla Smørbuku:
»Skoči ven, moj Smørbuk, in poglej, na koga laja Guldtand.« Smørbuk je stekel ven, se vrnil in rekel: »O, Bog mi pomagaj in me obvaruj! Spet prihaja trolovka z glavo pod pazduho in vrečo na hrbtu.« »Zlezi pod desko za mesenje in se skrij!« mu je rekla mati.
»Dober dan,« je rekla trolovka in stopila skozi vrata. »Je Smørbuk danes doma?« »Kje pa, ni ga,« je rekla mati, »z očetom je v gozdu in lovi belke.« »To je pa smola,« je rekla trolovka, »saj imam lepo srebrno žličko, ki sem mu jo hotela podariti.« »Pip, pip, tukaj sem!« je rekel Smørbuk in prilezel izpod deske za mesenje.
»Tako trd hrbet imam,« je rekla trolovka, »kar sam zlezi v vrečo in jo vzemi.« Brž ko je bil Smørbuk v vreči, si jo je trolovka zavihtela na hrbet in se odpravila na pot. Tokrat ni zavila s poti in legla spat, temveč je s Smørbukom v vreči pohitela naravnost domov. Bila je nedelja, in ko sta prišla domov, je trolovka rekla svoji hčeri:
»Zdaj vzemi Smørbuka, zakolji ga in skuhaj iz njega juho, še preden se vrnem, kajti zdaj grem v cerkev povabit goste.« Ko so domači odšli, bi morala hči vzeti Smørbuka in ga zaklati, pa ni prav vedela, kako naj se tega loti.
»Čakaj, ti bom že pokazal, kako se to naredi,« je rekel Smørbuk. »Kar položi glavo sem na pručko, pa boš videla.« Revica je storila, kakor ji je velel, Smørbuk pa je pograbil sekiro in ji odsekal glavo, kakor da bi bila pišče.
Nato je položil glavo v posteljo, truplo pa v lonec in iz hčere skuhal juho. Ko je opravil, je splezal nad vrata ter zvlekel za seboj borovo korenino in kamen; eno je položil nad vrata, drugo pa na dimnik nad ognjiščem.
Ko so se domači vrnili iz cerkve in zagledali glavo v postelji, so pomislili, da hči spi. Nato so stopili k loncu, da bi pokusili juho. »Dobra juhica iz Smørbukovega mesá!« je rekla trolovka.
»Dobra juhica iz hčerkinega mesá!« je rekel Smørbuk. A na to se niso zmenili. Nato je trol vzel žlico in še sam hotel pokusiti. »Dobra juhica iz Smørbukovega mesá!« je rekel.
»Dobra juhica iz hčerkinega mesá!« je rekel Smørbuk z dimnika nad ognjiščem. Tedaj so se začeli čuditi, kdo neki govori, in so hoteli ven pogledat. Ko pa so stopili med vrata, jim je Smørbuk vrgel borovo korenino in kamen na glavo ter jih pobil. Nato je pobral vse zlato in srebro, kar ga je bilo v hiši; tako je silno obogatel in se vrnil domov k materi.
Izvirnik
052 Smørbuk
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Kjærring, som sad og bagede. Hun havde en liden Gut, der var saa tyk og fed og gjerne vilde have god Mad, og derfor kaldte hun ham Smørbuk; og saa havde hun en Hund, de kaldte Guldtand. Ret som det var, begyndte Hunden at gjøe. „Spring ud, du Smørbukken min,“ sagde Kjærringen, „og se efter, hvem det er Guldtand gjøer paa.“ Saa sprang Gutten ud og kom ind igjen og sagde: „Aa, Gud hjælpe mig, der kommer en stor, lang Haugkjærring, med Hovedet under Armen og en Sæk paa Ryggen.“ „Spring under Bagstefjælen og gjem dig!“ sagde Moder hans.
Saa kom det store Troldet ind. „God Dag,“ sagde det. „Gud signe dig,“ sagde Moder til Smørbuk. „Er ikke Smørbuk hjemme i Dag?“ spurgte Troldet. „Nei, han er i Skoven med Fa’er sin og veider Ryper,“ svarede Kjærringen. „Det var Trold, det da,“ sagde Haugkjærringen, „jeg har saadan en fiin liden Sølvkniv, som jeg vilde give ham.“ „Pip, pip, her er jeg!“ sagde Smørbuk under Bagstefjælen, og kom frem.
„Jeg er saa gammel og stiv i Ryggen,“ sagde Troldet; „du faaer smætte ned i Sækken og tage den op selv.“ Da Smørbuk vel var kommen ned i Sækken, kastede Troldet den paa Ryggen og strøg ud. Men da de vare komne et Stykke paa Veien, blev Troldet træt, og spurgte: „hvor langt er det bort at sove?“ „En halv Fjerding,“ svarede Smørbuk. Saa satte Troldet Sækken ned ved Veien og reiste bort igjennem Smaaskoven for sig selv og lagde sig til at sove. Imens passede Smørbuk sig, tog Kniven sin, sprættede Hul paa Sækken og smat ud, lagde saa en stor Tyrirod i Stedet og strøg hjem til Moder sin. Da Troldet kom hjem og fik see hvad det havde
i Sækken, blev det fælt sindt. Dagen efter sad Kjærringen og bagede igjen. Ret som det var, begyndte Hunden at gjøe. „Spring ud, du Smaørbukken min,“ sagde hun, „og se efter, hvad det er Guldtand gjøer paa.“ „Aa nei, aa nei, det stygge Bæstet da!“? sagde Smørbnk, „nu kommer det igjen med Hovedet under Armen og en stor Sæk paa Ryggen.“ Spring under Bagstefjælen og gjem dig,“ sagde Moder hans.
„God Dag,“ sagde Troldet; „er Smørbuk hjemme idag?“ „Neimen er han ikke,“ sagde Moderen, „han er ude i Skoven med Fa’er sin og veider Ryper.“ „Det var Trold det,“ sagde Haugkjærringen, „for jeg har en vakker liden Sølvgaffel, jeg vilde give ham.“ „Pip, pip, her er jeg!“ sagde Smørbuk, og kom frem. „Jeg er saa stiv i Ryggen,“ sagde Troldet, „du faaer smætte ned i Sækken selv og tage den.“ Da Smørbuk vel var kommen i Sækken, slængte Troldet den paa Ryggen og lagde af Gaarde.
Da de vare komne et godt Stykke paa Veien, blev Troldet træt og spurgte: „Hvor langt er det bort at sove?“ „En halv Miil,“ svarede Smørbuk. Saa satte Troldet Sækken ned ved Veien og gik op gjennem Skoven og lagde sig til at sove. Medens Troldet gjorde det, fik Smørbuk Hul paa Sækken, og da han var kommen ud, lagde han en stor Steen istedet. Da saa Troldet kom hjem, gjorde det op en stor Ild paa Peisen, satte over en diger Kjedel og skulde til at koge Smørbuk. Men da det saa tog Sækken og troede det skulde slippe Smørbuk i Kjedelen, faldt Stenen ud, og slog Hul i Bunden paa den, saa at Vandet randt ud og slukkede Varmen. Da blev Troldet sindt og sagde: „Om han nu
gjør sig aldrig saa tung, skal jeg lure ham ligevel.“ Den tredie Gang gik det akkurat ligesom de to andre, Guldtand begyndte at gjøe, og saa sagde Moderen til Smørbuk: „Spring ud, du Smørbukken min, og se efter, hvem det er, Guldtand gjøer paa.“ Saa sprang Smørbuk ud og kom ind igjen og sagde: „Aa Gud hjælpe og trøste mig! Det er Troldet, som kommer igjen, med Hovedet under Armen og en Sæk paa Ryggen.“ „Spring under Bagstefjælen og gjem dig!“ sagde Moder hans.
„God Dag,“ sagde Troldet og steg ind igjennem Døren; „er Smørbuk hjemme i Dag?“ „Neimen er han ikke,“ sagde Moderen, „han er ude i Skoven med Faer sin og veider Ryper.“ „Det var Trold det, da,“ sagde Haugkjærringen, „for jeg har en vakker liden Sølvske, jeg vildt give ham.“ „Pip pip, her er jeg!“ sagde Smørbuk, og kom frem under Bagstefjælen. „Jeg er saa stiv i Ryggen,“ sagde Haugkjærringen, „du faaer smætte ned i Sækken selv og tage den.“ Da Smørbuk vel var kommen ned i Sækken, slængte Troldet den paa Ryggen og lagde af Gaarde. Den Gang reiste Troldet ikke bort for sig selv og
lagde sig til at sove, men det strøg lige hjem med Smørbuk i Sækken, og da de kom hjem, var det en Søndag. Saa sagde Troldet til Datter sin: „Nu skal du tage Smørbuk og slagte ham og koge Sod paa ham, til jeg kommer igjen, for nu reiser jeg til Kirken og beder Fremmede.“ Da selve Folkene vare reiste, skulde Datteren tage Smørbuk og slagte ham, men saa vidste hun ikke rigtig, hvorledes hun skulde gjøre det.
„Bi, saa skal jeg vise dig, hvorledes du skal bære dig ad, jeg“ sagde Smørbuk, „læg Hovedet dit ned paa Krakken, skal du see.“ Hun gjorde saa, hun Stakkel, og Smørbuk tog Øxen og hakkede Hovedet af hende, som om det havde været en Kylling. Saa lagde han Hovedet i Sengen, og Skrotten i Gryden og kogte Sod paa Datteren, og da han havde gjort det, krabbede han op over Døren og drog med sig Tyriroden og Stenen og lagde den ene over Døren og den anden op paa Peispiben til Troldet.
Da Folkene kom hjem fra Kirken og saae Hovedet i Sengen, tænkte de at Datteren laa og sov; men saa skulde de bort at snege paa Suppen. „Smager godt, Smørbukjod!“ sagde Troldkjærringen. „Smager godt, Dattersod!“ sagde Smørbuk. Men det lydede de ikke efter. Saa tog Troldmanden Skeen og skulde til at smage. „Smager godt Smørbuksod!“ sagde han. „Smager godt Dattersod!“ sagde Smørbuk paa Peispiben.
Da begyndte de at forundre sig over, hvem det var som snakkede, og vilde ud af see efter. Men da de kom ud i Døren, kastede Smørbuk Tyriroden og Stenen i Hovedet paa dem og slog dem ihjel. Saa tog han alt det Guld og Sølv, som var i Huset; og da blev han vel rig, og saa reiste han hjem til Moder sin.
Nadaljuj z branjem
