Prevod
Vrelo je in šumelo, medtem ko je pod kotlom plapolal ogenj; to je bila zibel lojene sveče. Iz tople zibeli je zdrsnila sveča, popolno oblikovana, ulita v enem kosu, bleščeče bela in vitka. Oblikovana je bila tako, da je vsakdo, ki jo je videl, verjel, da obeta svetlo in sijočo prihodnost – in te obete, ki so jih vsi prepoznali v njej, naj bi zares uresničila.
Ovca – ljubka mala ovca – je bila svečina mati, talilni kotel pa njen oče. Po materi je podedovala bleščeče belo telo in slutnjo življenja; po očetu pa je dobila hrepenenje po plamenečem ognju, ki naj bi ji nekoč prežel mozeg in kosti – in ji »svetil« skozi življenje.
Da, tako je bila ustvarjena in oblikovana, ko se je z najlepšimi, najsvetlejšimi upi podala v življenje. Tam je srečala nenavadno veliko drugih bitij, s katerimi se je zapletla; želela je namreč spoznati življenje – in morda tako najti mesto, kamor bi sama najbolje sodila. Toda o svetu je imela vse predobro mnenje; ta se je menil le zase, za lojeno svečo pa prav nič. Ni mogel razumeti, čemu bi bila lahko koristna, zato jo je skušal izrabiti sebi v prid. Napačno so ravnali z njo in črni prsti so na čisti barvi njene nedolžnosti puščali vse večje madeže; ta barva je polagoma povsem izginila in jo je vso prekrila umazanija iz okolice, ki je prišla z njo v pretesen stik, mnogo tesnejši, kot ga je sveča mogla prenesti, saj ni znala ločiti čistega od nečistega – a v svoji notranjosti je bila še vedno nedolžna in nepokvarjena.
Tedaj so lažni prijatelji spoznali, da ne morejo doseči njene notranjosti – in so svečo v jezi zavrgli kot nekoristno reč. Toda črna zunanja skorja je odganjala vse dobre ljudi; bali so se, da bi se navzeli črne barve in se umazali – zato so se je ogibali.
Zdaj je uboga lojena sveča stala tako sama in zapuščena, da ni vedela ne kod ne kam. Videla je, da jo je dobro zavrglo, in zdaj je spoznala, da je bila le orodje za širjenje zla. Bila je neskončno nesrečna, ker je svoje življenje preživela brez vsake koristi; morda je v stikih z drugimi celo očrnila tisto, kar je bilo boljše od nje. Ni mogla doumeti, zakaj in čemu je bila pravzaprav ustvarjena, zakaj naj bi živela na zemlji – in morda pogubila sebe in druge.
Vse bolj in vse globlje je premišljevala, toda bolj ko je razmišljala, večji je bil njen obup, saj ni mogla najti ničesar dobrega, nobene prave vsebine zase – niti uzreti namena, ki ji je bil dan ob rojstvu. Bilo je, kakor da bi ji črni ovoj zastrl tudi oči.
Tedaj pa je srečala majhen plamen, kresilo; to jo je poznalo bolje, kot je lojena sveča poznala samo sebe. Kresilo je namreč videlo tako jasno – naravnost skozi zunanjo skorjo – in znotraj našlo toliko dobrega; zato se ji je približalo in v sveči so se prebudile svetle slutnje. Vžgala se je in srce se ji je stopilo.
Plamen je zažarel – kakor radostna bakla njune združitve. Vse naokrog je postalo svetlo in jasno in sveča je osvetljevala pot vsem okoli sebe, svojim pravim prijateljem – ti pa so zdaj v njeni svetlobi uspešno iskali resnico.
Tudi njeno telo je bilo dovolj krepko, da je hranilo in nosilo plameneči ogenj. Kaplja za kapljo, kakor zametki novega življenja, so okrogle in polne drsele po njenem steblu ter s svojimi telesi prekrivale umazanijo preteklosti.
Niso bile le telesni, temveč tudi duhovni sadovi njune združitve. In lojena sveča je našla svoje pravo mesto v življenju – ter pokazala, da je prava sveča, ki je dolgo svetila v veselje sebi in drugim bitjem –
Izvirnik
Eventyr af Hans Christian Andersen
Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og "lyse" for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger -
