Prevod
Nekoč sta živela mož in žena, ki sta imela enega samega sina, in temu je bilo ime Hans. Ženi se je zdelo, da bi moral iti služit, pa je rekla možu, naj se odpravi z njim na pot.
»Poskrbi, da se bo tako dobro izučil, da bo postal mojster nad vsemi mojstri!« je rekla in jima v vrečo spravila živež in zvitek tobaka. Obiskala sta veliko mojstrov, a vsi so pravili, da lahko fanta izučijo le do svoje spretnosti, boljšega od sebe pa ne morejo napraviti. Ko se je mož s tem odgovorom vrnil domov k ženi, je rekla: »Prav nič mi ni mar, kam ga daš, toda povem ti, da moraš iz njega napraviti mojstra nad vsemi mojstri!« Spet jima je spravila v vrečo živež in zvitek tobaka in mož s sinom je moral znova na pot.
Ko sta že nekaj časa hodila, sta prišla na zaledenelo planjavo; tam sta srečala nekoga, ki se je pripeljal s črnim konjem. »Kam pa sta namenjena?« je vprašal. »Sina bi rad dal v uk nekomu, ki bi ga znal dobro izučiti, kajti moja žena izhaja iz tako imenitne rodbine, da hoče, da bi postal mojster nad vsemi mojstri,« je povedal mož.
»Potem pa se je dobro izteklo,« je rekel tisti na vozu, »kajti jaz sem temu kos in prav takega vajenca iščem. Stopi zadaj na voz!« je velel fantu. In že ju je poneslo navzgor po zraku.
»Ne, ne, počakaj malo!« je zavpil fantov oče. »Saj še ne vem, kako ti je ime in kje stanuješ!« je rekel. »O, doma sem na severu in jugu, na vzhodu in zahodu, ime pa mi je Bonde Veirsky,« je odgovoril mojster. »Čez leto dni se vrni, pa ti bom povedal, ali bo iz njega kaj takega,« je še dejal.
Nato sta odletela in izginila. Ko se je mož vrnil domov, ga je žena vprašala, kje je pustil sina. »O, bogve, kam je izginil,« je rekel mož. »Kar v zrak ju je odneslo,« in ji povedal, kako se je vse skupaj zgodilo. Ko pa je žena slišala, da mož ni prav izvedel ne tega, kdaj naj bi sin končal uk, ne tega, kje sploh je, ga je spet poslala na pot ter mu dala s seboj vrečo živeža in zvitek tobaka.
Ko je že nekaj časa hodil, je prišel v velik gozd. Ves dan je hodil po njem in ni ga bilo konca. Ko se je stemnilo, je zagledal močno svetlobo in se napotil proti njej. Po dolgem času je prispel do hišice pod goro. Pred njo je stala starka in s svojim nosom vlekla vodo iz vodnjaka, tako dolg je bil. »Dober večer, mati,« je rekel mož. — »Dober večer tudi tebi,« je odvrnila starka. »Že sto let me ni nihče poklical mati,« je rekla. — »Bi lahko nocoj prenočil pri vas?« je vprašal mož. »Ne,« je rekla starka.
Tedaj pa je mož vzel iz vreče zvitek tobaka, ga malo ožgal in starki ponudil njuhanec. Tako se ga je razveselila, da je začela plesati, in mož je smel ostati čez noč. Čez nekaj časa jo je vprašal po Bondeju Veirskyju. Rekla je, da nič ne ve o njem, vendar gospoduje vsem štirinožnim živalim in morda bi katera izmed njih kaj vedela. S piščalko, ki jo je imela, jih je sklicala in izprašala, toda nobena ni vedela ničesar o Bondeju Veirskyju.
»Tri sestre smo,« je rekla starka, »morda pa katera od drugih dveh ve, kje je. Dala ti bom prevoz, da boš do večera pri njej; toda do najbližje je tristo milj.«
Mož se je odpravil in do večera prispel tja. Tudi ta starka je stala pred hišo in s svojim nosom vlekla vodo iz vodnjaka. »Dober večer, mati,« je rekel mož. »Dober večer tudi tebi,« je odvrnila starka. »Že sto let me ni nihče poklical mati,« je rekla. — »Bi lahko nocoj prenočil pri vas?« je vprašal mož. — »Ne,« je rekla starka. Tedaj pa je mož vzel iz vreče zvitek tobaka, ga malo ožgal in starki nasul njuhanca na hrbtno stran dlani. Tako se ga je razveselila, da je začela plesati, in mož je smel ostati čez noč. Čez nekaj časa jo je vprašal po Bondeju Veirskyju. Ne, ničesar ni vedela o njem; — vendar gospoduje vsem ribam, je rekla, in morda bi katera izmed njih kaj vedela. S piščalko, ki jo je imela, jih je sklicala in izprašala, toda nobena ni vedela ničesar o Bondeju Veirskyju. »Še eno sestro imam,« je rekla starka, »morda ona kaj ve o njem. Šeststo milj od tod živi, vendar ti bom dala prevoz, da boš do večera pri njej.«
Mož se je odpravil in do večera prispel tja. Starka je ravno grebla po žerjavici in to je počela kar s svojim nosom, tako dolg je bil. »Dober večer, mati!« je rekel mož. »Dober večer tudi tebi,« je odvrnila starka. »No, že sto let me ni nihče poklical mati,« je rekla. »Bi lahko nocoj prenočil pri vas?« je vprašal mož. — »Ne,« je rekla starka. Tedaj pa je mož spet privlekel na dan zvitek tobaka, ga začel žgati in starki nasul njuhanca po vsej hrbtni strani dlani. Tako se ga je razveselila, da je začela plesati, in mož je smel prenočiti pri njej. Čez nekaj časa jo je vprašal po Bondeju Veirskyju.
Rekla je, da nič ne ve o njem, vendar gospoduje vsem pticam, in s piščalko jih je sklicala. Ko jih je vse izprašala, je opazila, da manjka orel. Kmalu zatem je priletel še ta, in ko ga je vprašala, je povedal, da prihaja naravnost od Bondeja Veirskyja. Starka mu je velela, naj moža ponese tja. Toda orel je hotel najprej jesti, potem pa počivati do naslednjega dne, kajti od dolge poti je bil tako utrujen, da se je komaj še dvignil od tal. Ko se je do sitega najedel in odpočil, mu je starka izpulila pero iz repa in na njegovo mesto posadila moža, orel pa je odletel z njim. Do Bondeja Veirskyja sta prispela šele okoli polnoči. Ko sta bila tam, je orel rekel: »Pred vrati leži mrhovina, a zanjo se nikar ne zmeni. Vsi v hiši tako trdno spijo, da se ne morejo zbuditi. Pojdi naravnost k predalu v mizi in vzemi tri koščke kruha. Če boš slišal koga smrčati, mu izpuli tri peresa iz glave; zaradi tega se ne bo zbudil.« Mož je storil tako. Ko je vzel koščke kruha, je izpulil prvo pero. — »Uf!« je zavpil Bonde Veirsky. Nato mu je izpulil še eno in spet je zavpil: »Uf!« Ko pa mu je izpulil tretje, je Bonde Veirsky tako zarjul, da je mož mislil, da bodo popokali zidovi in stene, vendar je še kar spal. Orel mu je nato povedal, kaj naj stori naprej, in mož ga je ubogal: šel je do hlevskih vrat in tam zadel ob veliko skalo; pobral jo je, pod njo pa so ležale tri iveri in pobral je tudi te. Nato je potrkal na hlevska vrata in ta so se pri priči odprla. Na tla je spustil tri krušne drobtine in iz hleva je prišel zajec ter jih pojedel. Mož ga je vzel v naročje. Orel mu je velel, naj mu izpuli tri peresa iz repa ter na njihovo mesto namesti zajca, skalo in iveri ter sede še sam, pa jih bo odnesel domov.
Ko je orel preletel že dolgo pot, je sedel na kamen. »Ali kaj vidiš?« je vprašal. — »Da, vidim jato vran, ki leti za nama,« je rekel mož. »Potem bova pač morala še malo naprej!« je rekel orel in vzletel.
Čez čas je vprašal: »Ali zdaj kaj vidiš?« — »Da, vrane so nama že tik za petami,« je rekel mož. »Spusti zdaj tista tri peresa, ki si mu jih izpulil iz glave,« je rekel orel.
Mož je storil tako in brž ko jih je spustil, so se peresa spremenila v jato krokarjev, ki je vrane pregnala nazaj domov. Orel je z možem poletel daleč naprej; nazadnje je sedel na kamen, da bi si odpočil. »Ali kaj vidiš?« je vprašal. »Prav prepričan nisem,« je rekel mož, »a zdi se mi, da v daljavi nekaj prihaja.« »Potem bova pač morala še malo naprej,« je rekel orel. »Ali zdaj kaj vidiš?« je čez čas vprašal. »Da, zdaj nama je že tik za petami,« je rekel mož.
»Spusti iveri, ki si jih pobral pod skalo pri hlevskih vratih,« je rekel orel. Mož je storil tako in brž ko jih je spustil, je iz njih zrasel velik, gost gozd, tako da se je moral Bonde Veirsky vrniti domov po sekire, da si je presekal pot skozenj. Orel je spet poletel daleč naprej; ko pa se je utrudil, je sedel na bor. »Ali kaj vidiš?« je vprašal. »Prav prepričan nisem,« je rekel mož, »a zdi se mi, da v daljavi nekaj razločim.« »Potem bova pač morala še malo naprej,« je rekel orel in vzletel. »Ali zdaj kaj vidiš?« je čez čas vprašal.
»Da, zdaj nama je že tik za petami,« je rekel mož. »Potem pa spusti skalo, ki si jo pobral pri hlevskih vratih,« je rekel orel. Mož je storil tako in skala se je spremenila v veliko, visoko kamnito goro, skozi katero si je moral Bonde Veirsky najprej izdolbsti pot. Ko pa je prišel do srede gore, si je zlomil nogo in se je moral vrniti domov, da si jo pozdravi.
Medtem je orel odnesel moža in zajca na njegov dom. Ko so prispeli, je mož šel na pokopališče in zajca posul s posvečeno prstjo, pa se je ta spet spremenil v Hansa, njegovega sina.
Ko se je bližal semenj, se je fant spremenil v konja rumenkaste dlake in prosil očeta, naj ga odpelje na semenj. »Ko pride kdo, ki bi me rad kupil, zahtevaj zame sto tolarjev; toda ne pozabi mi sneti oglavke, sicer me bo Bonde Veirsky obdržal, kajti on bo prišel kupovat,« je rekel. In tako se je tudi zgodilo: prišel je konjski mešetar, ki si je silno želel kupiti konja, in mož je zanj dobil sto tolarjev. Ko pa je bila kupčija sklenjena in je Hansov oče dobil denar, je mešetar hotel še oglavko. »Ne, o tem se pa nisva nič dogovorila,« je rekel mož, »in oglavke ne dobiš, ker imam še druge konje, ki jih moram odpeljati v mesto.« Nato sta šla vsak svojo pot. A nista prišla daleč, ko se je Hans spet spremenil v človeka, in ko je mož prišel domov, je sin že sedel na klopi ob peči. Naslednji dan se je spremenil v rjavega konja in rekel očetu, naj ga odpelje na semenj. »Ko pride kdo, ki bi me rad kupil, zahtevaj dvesto tolarjev, kajti toliko bo dal, pa še s pijačo ti bo postregel; toda karkoli boš pil in karkoli boš počel, ne pozabi mi sneti oglavke, sicer me ne boš nikoli več videl,« je rekel Hans. In tako se je tudi zgodilo: za konja je dobil dvesto tolarjev in še pijačo povrhu. Ko sta se razhajala, se je komaj še pravočasno spomnil sneti oglavko. A nista prišla daleč, ko se je fant spet spremenil, in ko se je mož vrnil domov, je Hans že sedel na klopi ob peči.
Tretji dan je bilo prav tako. Fant se je spremenil v velikega črnega konja in rekel očetu, da bo prišel nekdo, ki bo zanj ponudil tristo tolarjev, njega pa povrhu še pošteno napojil. Toda karkoli bo počel in kolikor bo popil, ne sme pozabiti sneti oglavke, sicer se Hans do konca življenja ne bo več rešil Bondeja Veirskyja. »Ne, tega pa že ne bom pozabil,« je rekel mož.
Ko je prišel na semenj, je dobil tristo tolarjev, toda Bonde Veirsky ga je tako napojil, da je pozabil sneti oglavko, in Bonde Veirsky je odšel s konjem.
Ko je prišel že kos poti, je hotel v gostilno še po žganje. Zato je konju pod gobec postavil sod razbeljenih žebljev, pod zadnjico pa korito ovsa, povodec obesil na ročico in šel h gostilničarju.
Konj je tam cepetal, brcal, prhal in vohal. Mimo je prišla dekla in zasmilil se ji je. »O, siromak, kakšnega gospodarja pa imaš, da tako ravna s teboj?« je rekla in snela povodec z ročice, da bi se konj lahko obrnil in pokusil oves.
»Mene ima!« je zavpil Bonde Veirsky in planil skozi vrata. Toda konj je že stresel oglavko z glave, skočil v gosji ribnik in se pri priči spremenil v ribico. Bonde Veirsky je skočil za njim in se spremenil v veliko ščuko. Nato se je Hans spremenil v goloba, Bonde Veirsky pa v kragulja in poletel za njim ter se zaganjal vanj. Na oknu kraljevega gradu je stala princesa in opazovala ta boj. »Ko bi vedel toliko kot jaz, bi priletel k meni skozi okno!« je rekla golobu.
Golob je švignil skozi okno, se spet spremenil v Hansa in ji povedal, kako je z njim. »Spremeni se v zlat prstan in se mi natakni na prst,« je rekla princesa.
»Ne, to ne bo šlo,« je rekel Hans, »kajti potem bo Bonde Veirsky povzročil, da bo kralj zbolel, in nihče ga ne bo mogel ozdraviti, dokler ne pride Bonde Veirsky in ga pozdravi, za plačilo pa bo zahteval zlati prstan.« »Rekla bom, da ga imam po materi in da ga za nič na svetu nočem dati,« je rekla princesa.
Hans se je torej spremenil v zlat prstan in se princesi nataknil na prst, tam pa ga Bonde Veirsky ni mogel dobiti. Toda zgodilo se je, kakor je fant napovedal: kralj je zbolel in noben zdravnik ga ni mogel ozdraviti, dokler ni prišel Bonde Veirsky, ki je za plačilo zahteval prstan s princesinega prsta. Kralj je tedaj poslal k princesi po prstan. Toda rekla je, da ga noče dati, ker ga ima po materi. Ko je kralj to slišal, se je razjezil in rekel, da hoče prstan, pa naj ga ima od kogarkoli že.
»Nič ti ne pomaga, če se jeziš,« je rekla princesa. »Ne morem ga sneti; če hočeš prstan, boš moral vzeti še prst.« »Bom jaz pomagal, pa bo že šel dol,« je rekel Bonde Veirsky. »Ne, hvala, bom kar sama poskusila,« je rekla princesa, stopila k ognjišču in si prst posula s pepelom. Prstan se je snel in izginil v pepelu. Bonde Veirsky se je spremenil v petelina, ki je začel grebsti in brcati po ognjišču za prstanom, da se jim je pepel vrtinčil okoli ušes. Hans pa se je spremenil v lisjaka in petelinu odgriznil glavo; in če je v Bondeju Veirskyju tičal sam hudič, je bilo zdaj konec tudi z njim.
Izvirnik
Det var engang en Mand og en Kone, som havde een eneste Søn, og han hedte Hans. Kjærringen syntes, han burde ud at tjene, og sagde til Manden, at han skulde reise med ham. „Du skal skaffe mig ham saa god, at han bliver Mester over alle Mestere!“ sagde hun, og saa lagde hun Mad og en Tobaksrul i en Sæk til dem. Ja, de var hos mange Mestere, men alle sagde, de kunde gjøre Gutten saa god som de selv var, men bedre kunde de ikke gjøre ham. Da Manden kom hjem igjen til Kjærringen med den Besked, sagde hun: „Ja, jeg er lige glad, hvor du gjør af ham, men det siger jeg, at du skal skaffe mig ham til Mester over alle Mestere!“ Saa lagde hun Mad og en Tobaksrul i Sækken
igjen, og Manden og Sønnen de maatte afsted. Da de havde gaaet et Stykke, kom de paa en Iis; der mødte de En, som kom kjørende med en sort Hest. „Hvor skal I hen?“ sagde han. „Jeg skulde nok ud at have Sønnen min i Lære til En, som var god til at lære ham op, for Kjærringen min er kommen af saa brave Folk, at hun vil have ham oplært til Mester over alle Mestere,“ sagde Manden.
„Det træffer sig ikke ilde,“ sagde han som kjørte; „for det er jeg Karl for, og slig en Læregut reiser jeg efter. Staa bag paa du!“ sagde han til Gutten. Saa bar det afsted op igjennem Luften med dem. „Nei, nei, bi lidt!“ skreg Fader til Gutten; „jeg skulde have vidst, hvad du heder, og hvor du boer?“ sagde han. „Aa, jeg er hjemme baade Nord og Syd og Øst og Vest, og Bonde Veirsky hedder jeg,“ sagde Mesteren. „Om et Aar kan du komme igjen, saa skal jeg sige dig, om han bli’er saa god,“ sagde han.
Saa gik det afsted med dem, borte var de. Da Manden kom hjem, spurgte Kjærringen, hvor det var blevet af Sønnen. „Aa, Gud veed, hvor det blev af ham,“ sagde Manden; „det bar til Veirs med dem,“ og saa fortalte han, hvorledes det var gaaet til. Men da Konen hørte det, at Manden ikke havde faaet rigtig Besked hverken om, naar han skulde have staaet ud Læren, eller hvor han var henne, saa sendte hun Manden iveien igjen, og gav ham med en Madsæk og en Tobaksrul.
Da han havde gaaet et Stykke, kom han til en stor Skov, og den rak hele Dagen saa langt han gik, og da det blev mørkt, fik han see en stor Lysning; saa gik han efter den. Langt om længe kom han frem til en liden Stue under et Bjerg, og udenfor den stod en Kjærring og vandt Vand op af Brønden med Næsen sin, saa lang var den. „God Kveld, Moer,“ sagde Manden. — „God Kveld igjen,“ sagde Kjærringen. „Det har Ingen kaldt mig Moer paa hundrede Aar,“ sagde hun. — „Kan jeg faae laant Huus her i Nat?“ sagde Manden. „Nei,“ sagde Kjærringen.
Men saa tog Manden op Tobaksrullen, brændte lidt og gav Kjærringen Snuus. Saa blev hun saa glad, at hun begyndte at dandse, og saa skulde Manden faae blive der Natten over. Ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirsky. Hun vidste ikke Noget om ham, sagde hun; men hun raadede over alle fiirføddede Dyr, kanskee Nogen af dem kunde vide om ham. Da blæste hun dem sammen med en Pibe, hun havde, og overhørte dem; men det var ingen, som vidste Noget om Bonde Veirsky.
„Ja, vi er tre Søstre,“ sagde Kjærringen, kanskee en af de andre to veed, hvor han er. Du skal faae laant Skyds af mig, saa kommer du did til Kvelds; men tre hundrede Miil er det til den nærmeste. Manden reiste, og han kom frem til Kvelds. Da han kom frem, stod den Kjærringen ogsaa og vandt Vand op af Brønden med Næsen sin. „God Kveld Moer,“ sagde Manden. „God Kveld igjen,“ sagde Kjærringen. „Nu har Ingen kaldt mig Moer paa hundrede Aar,“ sagde hun. — „Kan jeg faae laant Huus her i Nat?“ sagde Manden. — „Nei,“ sagde Kjærringen. Men saa tog Manden op Tobaksrullen, brændte lidt og gav Kjærringen Snuus paa Haandbagen. Saa blev hun saa glad, at hun
begyndte at dandse, og saa skulde Manden faae Lov at blive der Natten over. Men ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirsky. Nei, hun vidste ikke Noget om ham; — men hun raadede over alle Fiskene, sagde hun, og kanskee Nogen af dem kunde vide Besked om ham. Saa blæste hun dem sammen med en Pibe, hun havde, og overhørte dem; men det var ingen, som vidste Noget om Bonde Veirsky. „Ja, jeg har en Søster til,“ sagde Kjærringen, kanskee hun kan vide Noget om ham. Hun boer sex hundrede Miil herfra, men du skal faae Skyds af mig, saa kommer du did til Kvelds.
Manden reiste, og han kom frem til Kvelds, da Kjærringen stod og karede Varmen, og det gjorde hun med Næsen sin, saa lang var den. „God Kveld, Moer!“ sagde Manden. „God Kveld igjen,“ sagde Kjærringen, „nu har da Ingen kaldt mig Moer paa hundrede Aar,“ sagde hun. „Kan jeg faae laant Huus her i Nat?“ sagde Manden. — „Nei,“ sagde Kjærringen. Men saa tog Manden frem Tobaksrullen igjen og til at brænde, og gav Kjærringen hele Haandbagen fuld af Snuus. Da blev hun saa glad, at hun begyndte at dandse, og saa skulde Manden faae laant Huus. Ret som det var, spurgte han efter Bonde Veirsky.
Hun vidste ikke Noget om ham, sagde hun, men hun raadede over alle Fuglene, og dem blæste hun sammen med Piben sin. Da hun havde overhørt dem Allesammen, savnede hun Ørnen, men lidt efter kom den, og da hun spurgte den, saa sagde den, at den kom lige fra Bonde Veirsky. Saa sagde Kjærringen, at den skulde følge Manden did. Men Ørnen vilde først have Noget at æde, og saa vilde den hvile ud til den anden Dag, for den var saa træt efter den lange Veien, at den mest ikke kunde løfte sig fra Jorden. Da den var vel mæt og udhvilet, rykkede Kjærringen en Fjær ud af Stjerten paa Ørnen og satte Manden istedet, og saa fløi den afsted med ham; men de kom ikke frem til Bonde Veirsky, for ved Midnatstider. Da de var kommen frem, sagde Ørnen det: „Det ligger Aadsler udenfor Døren, men
det skal du ikke ændse. De som er indenfor sover saa haardt allesammen, at de ikke ere gode for at vaagne; men du skal gaae lige bort i Bordskuffen og tage tre Brødstykker, og hører du En, som snorker, skal du nappe tre Fjære af Hovedet paa ham, han vaagner ikke for det.“ Manden gjorde saa, da han havde faaet Brødstykkerne, nappede han først een Fjær. — „Uf!“ skreg Bonde Veirsky. Saa nappede han een til, da skreg han „Uf!“ igjen; men da han nappede den tredie, skreg Bonde Veirsky, saa Manden troede, at der skulde revne baade Mure og Vægge, men han sov lige godt. Saa sagde Ørnen ham, hvorledes han skulde bære sig ad siden, og det gjorde han: han gik til Fjøsdøren, og der stødte han sig mod en Kampesteen; den tog han op; under
den laae tre Skaarefliser, dem tog han ogsaa op. Saa bankede han paa Fjøsdøren, og strax gik den op. Han slap ned de tre Brødsmulerne; saa kom der frem en Hare og spiste dem. Den tog han. Ørnen bad ham rykke tre Fjære ud af Stjerten dens og sætte Haren, Stenen og Skaarefliserne og sig selv istedet, saa skulde den fragte dem hjem. Da Ørnen havde fløiet et langt Stykke, satte den sig ned paa en Steen. „Seer du Noget?“ spurgte den. — „Ja, jeg seer en Kraakeflok, kommer flyvende efter os,“ sagde Manden. „Vi faaer vel reise et Stykke til vi da!“ sagde Ørnen og satte afsted.
Om en Stund spurgte den: „Seer du Noget nu?“ — „Ja, nu er Kraakerne tæt efter os,“ sagde Manden. „Slip nu ned de tre Fjærene, du nappede af Hovedet paa ham,“ sagde Ørnen. Ja, Manden gjorde saa, og med det samme han slap dem, blev Fjærene til en Korpeflok, som jagede Kraakerne hjem igjen. Saa fløi Ørnen langt bort med Manden; tilsidst satte den sig paa en Steen for at hvile. „Seer du noget?“ sagde den. „Vis paa det er jeg ikke,“ sagde Manden, „men jeg synes, jeg seer Noget kommer langt borte.“ „Vi faaer vel reise et Stykke til da,“ sagde Ørnen. „Seer du Noget nu?“ sagde den om en Stund. „Ja, nu er han tæt efter os,“ sagde Manden.
„Du faaer slippe ned Skaarefliſene, som du tog under Graastenen ved Fjøsdøren,“ sagde Ørnen. Ja, Manden gjorde saa, og med det samme han havde sluppet dem, voxte de op til en stor tæt Skov, saa Bonde Veirsky maatte reise hjem efter Øxer for at hugge sig igjennem. Saa fløi Ørnen langt bort igjen; men da den blev træt, satte den sig i en Furu. „Seer du Noget?“ sagde den. „Ja, vis paa det er ikke,“ sagde Manden, „men jeg synes, at jeg skimter Noget langt borte.“ „Vi faaer vel reise et Stykke til da,“ sagde Ørnen, og saa satte den afsted. „Seer du Noget nu?“ sagde den om en Stund.
„Ja, nu er han tæt efter os,“ sagde Manden. „Du faaer slippe ned Kampestenen, du tog ved Fjøsdøren da,“ sagde Ørnen. Manden gjorde saa, og den blev til et stort høit Steenbjerg, som Bonde Veirsky først maatte bryde sig igjennem. Men da han var kommen midt ind i Bjerget, brak han af det ene Benet sit, og saa maatte han hjem og færde det. Men medens det stod paa, fløi Ørnen hjem til Manden baade med ham selv og med Haren, og da de var kommen hjem, gik Manden paa Kirkegaarden og havde Kristenjord paa den, saa blev den til Hans, Sønnen hans igjen.
Da det led til Marked, skabte Gutten sig om til en blak Hest, og bad Faderen reise paa Marked med ham. „Naar der kommer En, som vil kjøbe mig, skal du forlange hundrede Daler for mig; men du maa ikke glemme at tage Grimen af, ellers beholder Bonde Veirsky mig, for det er ham, som kommer og vil handle,“ sagde han. Saaledes gik det ogsaa: det kom en Mærebytter, som havde stor Hu til at handle af ham Hesten, og Manden fik hundrede Daler for den; men da Handelen var gjort, og Fader til Hans havde faaet Pengene, vilde Mærebytteren have Grimen. „Nei, det staaer nok ikke i Akkorden om det“, sagde Manden, „og Grimen faaer du ikke, for jeg har flere Heste jeg skal have til Byen.“ Saa gik de hver sin Vei. Men de vare
ikke komne langt, før Hans skabte sig om til sig selv, og da Manden kom hjem, sad han paa Ovnsbænken. Den anden Dag gjorde han sig til en bruun Hest og sagde til Faderen at han skulde reise paa Markedet med ham. „Naar det kommer En, som vil kjøbe mig, skal du forlange to hundrede Daler, for det giver han, og han skjænker dig atpaa; men hvad du drikker og hvad du gjør, saa glem ikke at tage Grimen af mig, ellers seer du mig aldrig igjen,“ sagde Hans. Ja, saaledes gik det, han fik to hundrede Daler for Hesten og Skjænk atpaa, og da de skiltes fra hverandre, var det ikke mere end netop, at han kom ihu at tage Grimen af. Men de vare ikke komne langt paa Veien, før Gutten skabte sig om, og da Manden kom hjem, sad alt Hans paa Ovnsbænken.
Tredie Dagen gik det ligeens. Gutten skabte sig til en stor sort Hest og sagde til Faderen, at der kom En og bød tre hundrede Daler og skjænkede ham god og fuld atpaa; men hvad han gjorde eller hvormeget han drak, maatte han ikke glemme at tage Grimen af, for ellers kom han ikke fra Bonde Veirsky i dette Liv. „Nei, det skulde han nok ikke glemme,“ sagde Manden. Da han kom paa Markedet, fik han de tre hundrede Dalerne, men Bonde Veirsky skjænkede ham saa fuld, at han glemte at tage Grimen af, og saa reiste Bonde Veirsky afsted med Hesten.
Da han var kommet et Stykke paa Veien, skulde han ind og have mere Brændeviin, saa satte han en gloende Spigertønde under Næsen og et Havretrug under Rumpen paa i Hesten sin, hængte Grimeskaftet ind paa et Haanddrev og gik ind til Gjæstgiveren. Hesten stod der og stampede og sparkede og fnyste og veirede. Saa kom der en Jente, som syntes Synd paa den. „Aa, Stakkels dig, hvad er det for Husbond du har, som farer saaledes med dig da?“ sagde hun og skjød Grimeskaftet af Haanddrevet for at den skulde faa vendt sig og smage paa Havren.
„Det er mig det!“ skreg Bonde Veirsky og kom farende ud igjennem Døren. Men Hesten havde alt rystet Grimen af sig og kastede sig ud i Gaasedammen og gjorde sig om til en liden Fisk i det samme. Bonde Veirsky efter og gjorde sig til en stor Gjedde. Saa gjorde Hans sig til en Due og Bonde Veirsky gjorde sig til en Høg og fløi og slog efter Duen. Men saa stod der en Prindsesse i et Vindu i Kongsgaarden og saa paa dette Nappetag. „Vidste du saa meget som jeg veed, saa kom du ind igjennem Vinduet til mig, du!“ sagde Prindsessen til Duen.
Duen kom farende ind igjennem Vinduet, skabte sig om til Hans igjen og sagde hvorledes det var. „Gjør dig til en Guldring og sæt dig paa min Finger,“ sagde Prindsessen. „Nei, det gaaer ikke an,“ sagde Hans, for saa gjør Bonde Veirsky Kongen syg, og saa er der Ingen, som kan gjøre ham god igjen før Bonde Veirsky kommer og læger ham, og for det forlanger han Guldringen.“ „Jeg skal sige den er efter min Moder, og at jeg slet ikke vil miste den,“ sagde Prindsessen.
Ja, saa gjorde Hans sig til en Guldring og satte sig paa Prindsessens Finger, og der kunde ikke Bonde Veirsky faa fat paa ham. Men saa gik det som Gutten havde sagt: Kongen blev syg, og der var ingen Doktor, som kunde læge ham, før Bonde Veirsky kom, og han forlangte Ringen paa Prindsessens Finger for det. Saa sendte Kongen Bud til Prindsessen efter Ringen. Men hun vilde ikke miste den, sagde hun, for hun havde den efter sin Moder. Da Kongen hørte det, blev han vred, og sagde, at han vilde have Ringen, hvem hun saa havde den efter.
„Ja, det hjælper nok ikke det, at du bliver vred,“ sagde Prindsessen; „jeg faaer den ikke af mig; vil du have Ringen, faaer du tage Fingeren ogsaa.“ „Jeg skal hjælpe, saa skal nok Ringen af,“ sagde Bonde Veirsky. „Nei Tak, jeg skal nok prøve selv,“ sagde Prindsessen, og gik bort til Skorstenen og havde Aske paa. Saa gik Ringen af og blev borte i Asken. Bonde Veirsky gjorde sig til en Toppe, som spændte og sparkede efter Ringen i Skorstenen, saa Asken søg om Ørene paa dem. Men Hans gjorde sig til en Ræv og bed Hovedet af Toppen, og sad den Slemme i Bonde Veirsky, saa er det nu ude med ham.
