Waltey
Holger Danec
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Holger Danec
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 8 min branja
- Obseg
- 6 strani
- Naslov izvirnika
- Holger Danske
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Holger Danec
Na Danskem stoji star grad, ki se imenuje Kronborg. Tik ob Øresundu je, kjer vsak dan pluje mimo na stotine velikih ladij, angleških, ruskih in pruskih; stari grad pozdravljajo s topovi: »Bum!« In grad jim s topovi odgovarja: »Bum!« Kajti tako topovi rečejo: »Dober dan!« – »Najlepša hvala!« Pozimi ladje ne plujejo, tedaj se vse do švedske dežele razprostira led, prava pravcata široka cesta. Tam plapolata danska in švedska zastava, Danci in Švedi pa drug drugemu pravijo: »Dober dan!« – »Najlepša hvala!« A ne s topovi, temveč s prijaznim stiskom roke, in drug k drugemu hodijo po beli kruh in preste, kajti tuja jed najbolj tekne. Najveličastnejši od vsega pa je vendarle stari Kronborg, in pod njim, v globoki, temni kleti, kamor nihče ne zaide, sedi Holger Danske. Odet je v železo in jeklo, glavo pa naslanja na močne roke; njegova dolga brada visi čez marmorno mizo, v katero se je vrasla. Spi in sanja, vendar v sanjah vidi vse, kar se dogaja tu zgoraj na Danskem. Vsak božični večer pride k njemu božji angel in mu pove, da je vse tako, kakor je sanjal, in da lahko mirno spi naprej, saj Danski še ne grozi nobena resna nevarnost! Če pa ji bo kdaj zagrozila, tedaj se bo stari Holger Danske dvignil, in ko bo potegnil brado k sebi, bo miza počila! Tedaj bo stopil na plan in udaril tako, da se bo razlegalo po vseh deželah sveta.
Vse to o Holgerju Danskeju je stari ded pripovedoval svojemu malemu vnuku in deček je vedel, da je vse, kar ded pove, res. Med pripovedovanjem pa je starec rezljal velik lesen kip, ki naj bi predstavljal Holgerja Danskeja in stal na premcu neke ladje. Stari ded je bil namreč rezbar, eden tistih mož, ki izrezujejo kipe za ladijske premce glede na ime, ki ga bo ladja nosila. Tokrat je izrezljal Holgerja Danskeja, ki je stal vzravnan in ponosen, z dolgo brado, v eni roki držal širok bojni meč, z drugo pa se opiral na danski grb.
Stari ded je pripovedoval toliko o znamenitih danskih možeh in ženah, da se je malemu vnuku nazadnje zazdelo, da zdaj ve prav toliko, kolikor lahko ve Holger Danske, ki o vsem tem navsezadnje samo sanja. In ko je deček legel v posteljo, je tako zavzeto premišljeval o tem, da je brado čisto zares pritisnil ob odejo in se mu je zdelo, kakor da ima dolgo brado, ki se je vrasla vanjo.
Stari ded pa je ostal pri svojem delu in rezljal še zadnji del kipa, danski grb. Zdaj je bil gotov; ogledoval si je vse skupaj in premišljeval o vsem, kar je prebral in slišal ter kar je ta večer povedal dečku. Pokimal je, obrisal očala, si jih spet nadel in rekel: »Da, za mojega življenja Holger Danske najbrž ne bo prišel! Morda pa ga bo deček tam v postelji še videl in bo zraven, ko bo šlo zares.« Stari ded je pokimal in bolj ko je gledal svojega Holgerja Danskeja, jasneje je spoznaval, kako dober kip je ustvaril. Zdelo se mu je celo, da dobiva barvo in da se oklep blešči kakor železo in jeklo; srca v danskem grbu so postajala vse bolj rdeča, levi z zlatimi kronami pa so poskakovali.
»To je vendar najlepši grb na vsem svetu!« je rekel starec. »Levi pomenijo moč, srca pa blagost in ljubezen!« Pogledal je zgornjega leva in pomislil na kralja Knuda, ki je veliko Anglijo vezal na danski prestol; pogledal je drugega leva in pomislil na Valdemarja, ki je združil Dansko in si podvrgel vendske dežele; pogledal je tretjega leva in pomislil na Margrethe, ki je združila Dansko, Švedsko in Norveško. Ko pa se je ozrl na rdeča srca, so zasijala še močneje kakor prej, postala so plameni, ki so se premikali, in njegove misli so sledile vsakemu izmed njih.
Prvi plamen ga je popeljal v tesno, temno ječo; tam je sedela jetnica, prelepa žena, hči Christiana Četrtega: Eleonore Ulfeldt. Plamen ji je kakor vrtnica legel na prsi in zacvetel skupaj z njenim srcem, srcem najplemenitejše in najboljše izmed vseh danskih žena.
»Da, to je eno izmed src v danskem grbu!« je rekel stari ded. Njegove misli pa so sledile plamenu, ki ga je popeljal na morje, kjer so grmeli topovi in so bile ladje ovite v dim. Plamen se je kakor trak odlikovanja pripel na Hvitfeldtove prsi v trenutku, ko je ta, da bi rešil ladjevje, sebe in svojo ladjo razstrelil v zrak.
Tretji plamen pa ga je popeljal do revnih grenlandskih koč, kjer je stal duhovnik Hans Egede, poln ljubezni v besedah in dejanjih. Plamen je bil zvezda na njegovih prsih, srce za danski grb.
Misli starega deda pa so pohitele pred lebdečim plamenom, saj so vedele, kam je namenjen. V revni izbi kmečke žene je stal Frederik Šesti in s kredo pisal svoje ime na tram; plamen mu je trepetal na prsih, trepetal mu je v srcu; v kmečki izbi je njegovo srce postalo eno izmed src v danskem grbu. Stari ded si je obrisal oči, kajti poznal je kralja Frederika s srebrno belimi lasmi in iskrenimi modrimi očmi in živel zanj; sklenil je roke in tiho zrl predse. Tedaj je prišla njegova snaha in mu rekla, da je že pozno, da mora zdaj počivati in da je miza za večerjo pogrnjena.
»Kako lepo je vendar to, kar ste naredili, ded!« je rekla. »Holger Danske in ves naš stari grb! – Zdi se mi, kakor da sem ta obraz že nekje videla!«
»Ne, najbrž ga nisi!« je rekel stari ded. »Jaz pa sem ga videl in sem ga skušal izrezljati v les tako, kakor se ga spominjam. Takrat je bilo, ko so Angleži ležali na sidrišču, tistega danskega drugega aprila, ko smo pokazali, da smo Danci starega kova! Na ladji Danmark, kjer sem služil v eskadri Steena Billeja, je ob meni stal mož; zdelo se je, kakor da se ga krogle bojijo! Veselo je prepeval stare pesmi, streljal in se bojeval, kakor da je več kot človek. Še zdaj se spominjam njegovega obraza; od kod je prišel in kam je odšel, pa ne vem ne jaz ne kdo drug. Večkrat sem pomislil, da je bil nemara sam stari Holger Danske, ki je priplaval od Kronborga in nam pomagal v uri nevarnosti; tako sem si mislil, in tam stoji njegova podoba!«
Kip je metal svojo veliko senco po vsej steni in celo deloma po stropu; zdelo se je, kakor da za njim stoji pravi Holger Danske, saj se je senca premikala, lahko pa je bilo to tudi zato, ker plamen sveče ni gorel mirno. Snaha je starega deda poljubila in ga pospremila do velikega naslanjača pred mizo. Z možem, ki je bil seveda sin starega deda in oče dečka, ki je ležal v postelji, sta sedla k večerji, stari ded pa je govoril o danskih levih in danskih srcih, o moči in blagosti. Prav jasno je pojasnil, da je poleg moči, ki je v meču, še druga moč, in pokazal na polico s starimi knjigami, kjer so ležale vse Holbergove komedije, ki so jih tolikokrat brali, saj so bile tako zabavne, da se je človeku zdelo, kakor da vse osebe v njih pozna že od nekdaj.
»Glej, tudi on je znal udariti!« je rekel stari ded. »Pri ljudeh je, kolikor je le mogel, oklestil vse, kar je bilo napačno in robato!« Stari ded je pokimal proti ogledalu, pri katerem je stal almanah s podobo Rundetårna, in nato rekel: »Tudi Tyge Brahe je bil eden tistih, ki so vihteli meč; ne da bi sekali v meso in kosti, temveč da bi utrli jasnejšo pot med vsemi zvezdami neba! – In potem še tisti, čigar oče je bil mojega stanu, sin starega rezbarja, ki smo ga sami videli z belimi lasmi in močnimi rameni, tisti, čigar ime izgovarjajo po vseh deželah sveta! Da, on je znal klesati, jaz znam le rezljati! Res, Holger Danske lahko pride v mnogih podobah, tako da se o danski moči sliši po vseh deželah sveta! Pa pijmo na Bertelovo zdravje!«
Deček v postelji pa je jasno videl stari Kronborg z Øresundom in pravega Holgerja Danskeja, ki je sedel globoko spodaj, z brado, vraslo v marmorno mizo, ter sanjal o vsem, kar se dogaja tu zgoraj. Holger Danske je sanjal tudi o mali, revni izbi, kjer je sedel rezbar; slišal je vse, kar so govorili, v sanjah prikimal in rekel:
»Da, le spominjajte se me, Danci! Ohranite me v mislih! Prišel bom v uri stiske!« Zunaj Kronborga pa je sijal jasen dan in veter je iz sosednje dežele prinašal zvoke lovskega roga. Ladje so plule mimo in pozdravljale: »Bum! Bum!« Iz Kronborga pa jim je odmevalo: »Bum! Bum!« Toda Holger Danske se ni zbudil, pa naj so še tako silovito streljali, saj je bilo to le: »Dober dan!« – »Najlepša hvala!« Drugače bo treba streljati, preden se bo zbudil; vendar se bo zagotovo zbudil, kajti v Holgerju Danskeju je še dovolj moči!
Izvirnik
Holger Danske
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der er i Danmark et gammelt slot, som hedder Kronborg, det ligger lige ud i Øresund, hvor de store skibe hver dag sejler forbi i hundredvis, både engelske, russiske og prøjsiske; og de hilser med kanoner for det gamle slot: "bum!" og slottet svarer igen med kanoner: "bum!" for således siger kanonerne "goddag!" - "mange tak!" – Om vinteren sejler der ingen skibe, så ligger alt med is lige over til det svenske land, men det er ordentlig ligesom en hel landevej, der vajer det danske flag og det svenske flag, og danske og svenske folk siger hinanden: "goddag," - "mange tak!" men ikke med kanoner, nej med venligt håndtag, og den ene henter hvedebrød og kringler hos den anden, for fremmed mad smager bedst. Men pragten i det hele er dog det gamle Kronborg og under det er det at Holger Danske sidder i den dybe mørke kælder hvor ingen kommer, han er klædt i jern og stål og støtter sit hoved på de stærke arme; hans lange skæg hænger ud over marmorbordet hvori det er vokset fast, han sover og drømmer, men i drømme ser han alt hvad der sker heroppe i Danmark. Hver juleaften kommer en Guds engel og siger ham at det er rigtigt, som han har drømt, og at han godt kan sove igen, for Danmark er endnu ikke i nogen ordentlig fare! men kommer det i en, ja, så vil den gamle Holger Danske rejse sig så bordet revner, når han trækker skægget til sig! så kommer han frem og slår så det høres i alle verdens lande.
Alt dette om Holger Danske sad en gammel bedstefader og fortalte sin lille sønnesøn og den lille dreng vidste, at hvad bedstefader sagde, det var sandt. Og mens den gamle sad og fortalte, så snittede han på et stort træbillede, det skulle forestille Holger Danske og stilles forud på et skib, for den gamle bedstefader var billedsnitter, og det er sådan en mand, som skærer ud til skibenes galioner, efter som hvert skib skal kaldes, og her havde han udskåret Holger Danske, der stod så rank og stolt med sit lange skæg og holdt i den ene hånd det brede slagsværd, men støttede den anden hånd på det danske våben.
Og den gamle bedstefader fortalte så meget om mærkelige danske mænd og kvinder, at den lille sønnesøn til sidst syntes, at nu vidste han lige så meget, som Holger Danske kunne vide, der jo dog kun drømte derom; og da den lille kom i sin seng, tænkte han så meget derpå, at han ordentlig knugede sin hage til sengedynen og syntes at han havde et langt skæg, der var vokset fast i den.
Men den gamle bedstefader blev siddende ved sit arbejde og snittede på den sidste del deri, det var det danske våben; og nu var han færdig, og han så på det hele og han tænkte på alt, hvad han havde læst og hørt og hvad han i aften havde fortalt den lille dreng; og han nikkede og tørrede sine briller, satte dem på igen og sagde: "Ja i min tid kommer nok ikke Holger Danske! men drengen der i sengen kan måske få ham at se og være med når det rigtigt gælder," og den gamle bedstefader nikkede, og jo mere han så på sin Holger Danske, des tydeligere blev det ham at det var et godt billede han der havde gjort; han syntes ordentlig at det fik kulør, og at harnisket skinnede som jern og stål; hjerterne i det danske våben blev mere og mere røde og løverne sprang med guldkroner på.
"Det er dog det dejligste våben nogen i verden har!" sagde den gamle. "Løverne er styrke og hjerterne er mildhed og kærlighed!" og han så på den øverste løve og tænkte på kong Knud, der bandt det store England til Danmarks kongestol, og han så på den anden løve og tænkte på Valdemar, som samlede Danmark og betvang de vendiske lande; han så på den tredje løve og tænkte på Margrethe som forenede Danmark, Sverige og Norge; men idet han så på de røde hjerter, så skinnede de endnu stærkere end før, de blev til flammer som bevægede sig, og hans tanke fulgte hver af dem.
Den første flamme førte ham ind i et snævert mørkt fængsel; der sad en fange, en dejlig kvinde, Christian den Fjerdes datter: Eleonore Ulfeldt; og flammen satte sig som en rose på hendes bryst og blomstrede sammen med hendes hjerte, hun den ædleste og bedste af alle danske kvinder.
"Ja, det er et hjerte i Danmarks våben!" sagde den gamle bedstefader.
Og hans tanker fulgte flammen, som førte ham ud på havet, hvor kanonerne buldrede, hvor skibene lå indhyllet i røg; og flammen hæftede sig som et ordensbånd på Hvitfeldts bryst idet han til flådens frelse sprængte sig og sit skib i luften.
Og den tredje flamme førte ham til Grønlands usle hytter hvor præsten Hans Egede stod med kærlighed i ord og gerning, flammen var en stjerne på hans bryst, et hjerte til det danske våben.
Og den gamle bedstefaders tanker gik foran den svævende flamme, thi hans tanke vidste hvor flammen ville hen. I bondekonens fattige stue stod Frederik den Sjette og skrev sit navn med kridt på bjælken; flammen bævede på hans bryst, bævede i hans hjerte; i bondens stue blev hans hjerte et hjerte i Danmarks våben. Og den gamle bedstefader tørrede sine øjne, for han havde kendt og levet for Kong Frederik med de sølvhvide hår og de ærlige blå øjne, og han foldede sine hænder og så stille frem for sig. Da kom den gamle bedstefaders sønnekone og sagde at det var sildigt, nu skulle han hvile, og at aftenbordet var dækket.
"Men dejligt er det dog hvad du der har gjort, bedstefader!" sagde hun. "Holger Danske og hele vort gamle våben! – Det er ligesom om jeg havde set det ansigt før!"
"Nej det har du nok ikke!" sagde den gamle bedstefader, "men jeg har set det, og jeg har stræbt at snitte det i træ, således som jeg husker det. Den gang var det, da englænderne lå på Reden, den danske anden april, da vi viste vi var gamle danske! På "Danmark" hvor jeg stod i Steen Billes eskadre, havde jeg en mand ved min side; det var, som kuglerne var bange for ham! lystig sang han gamle viser og skød og stred, som var han mere end et menneske. Jeg husker hans ansigt endnu; men hvorfra han kom, hvorhen han gik, ved ikke jeg, ved ingen. Jeg har tit tænkt, det var nok gamle Holger Danske selv, der var svømmet ned fra Kronborg og hjalp os i farens stund; det var nu min tanke og dér står hans billede!"
Og det kastede sin store skygge helt op ad væggen, selv noget hen ad loftet, det så ud, som var det den virkelige Holger Danske selv, som stod der bag ved, for skyggen rørte sig, men det kunne da også være fordi flammen i lyset ikke brændte stadigt. Og sønnekonen kyssede den gamle bedstefader og førte ham hen i den store lænestol foran bordet, og hun og hendes mand, som jo var den gamle bedstefaders søn og fader til den lille dreng der lå i sengen, sad og spiste deres aftensmad, og den gamle bedstefader talte om de danske løver og de danske hjerter, om styrken og mildheden, og ganske tydeligt forklarede han at der var endnu en styrke foruden den der lå i sværdet og han pegede på hylden hvor der lå gamle bøger, hvor alle Holbergs komedier lå, de som så tit var læst, for de var så morsomme, man syntes ordentlig at kende alle de personer deri fra gamle dage.
"Se, han har også vidst at hugge!" sagde den gamle bedstefader; "han har hugget det gale og kantede af folk så langt han kunne!" og gamle bedstefader nikkede hen til spejlet, hvor almanakken stod med det "Rundetårn" og så sagde han: "Tyge Brahe, han var også en, som brugte sværdet; ikke til at hugge i kød og ben, men hugge en tydeligere vej op imellem alle himlens stjerner! – Og så han, hvis fader var af min stand, den gamle billedsnitters søn, han vi selv har set med det hvide hår og de stærke skuldre, han som nævnes af alle verdens lande! ja han kunne hugge, jeg kan kun snitte! Jo, Holger Danske kan komme på mange måder, så at der i alle verdens lande høres om Danmarks styrke! Skal vi så drikke Bertels skål!"
Men den lille dreng i sengen så tydeligt det gamle Kronborg med Øresund, den virkelige Holger Danske som sad dybt dernede med skægget vokset fast i marmorbordet og drømte om alt hvad der sker her oppe; Holger Danske drømte også om den lille fattige stue, hvor billedsnitteren sad, han hørte alt hvad der blev talt og nikkede i drømme og sagde:
"Ja, husk kun på mig I danske folk! behold mig i tanke! jeg kommer i nødens time!"
Og uden for Kronborg skinnede den klare dag og vinden bar jægerhornets toner over fra nabolandet, skibene sejlede forbi og hilste: "bum! bum!" og fra Kronborg svarede det: "bum! bum!" men Holger Danske vågnede ikke hvor stærkt de skød, for det var jo bare: "Goddag!" – "Mange tak!" Der skal skydes anderledes før han vil vågne; men han vågner nok, for der er krummer i Holger Danske!
Nadaljuj z branjem
