Waltey
Hudobni knez
Andersenove pravljice · Hans Christian AndersenO besedilu
Hudobni knez
- Vir
- Andersenove pravljice
- Avtor
- Hans Christian Andersen
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Dansk
- Čas branja
- 5 min branja
- Obseg
- 4 strani
- Naslov izvirnika
- Den onde fyrste
O izvirniku
Andersenove pravljice
Literarne pravljice z nežnostjo, bolečino in ostrim občutkom za čudežno. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Andersenove pravljice v jeziku Dansk.
Besedilo
Hudobni knez
Nekoč je živel hudoben in ošaben knez, ki je mislil samo na to, kako bi osvojil vse dežele sveta in že s svojim imenom vzbujal strah. Pustošil je z ognjem in mečem. Njegovi vojaki so teptali žito na poljih in zažigali kmečke hiše, tako da so rdeči plameni lizali listje na drevesih, sadje pa je viselo pečeno na črnih, ožganih vejah. Marsikatera uboga mati se je s svojim golim dojenčkom skrivala za kadečim se zidom, vojaki pa so jo iskali, in če so našli njo in otroka, se je začelo njihovo peklensko veselje. Niti zli duhovi ne bi mogli ravnati huje, knezu pa se je zdelo, da gre vse prav tako, kakor mora. Iz dneva v dan je njegova moč rasla, njegovega imena so se bali vsi in sreča ga je spremljala pri vsem, česar se je lotil. Iz osvojenih mest je odvažal zlato in velike zaklade; v njegovi prestolnici se je kopičilo bogastvo, ki mu nikjer drugje ni bilo enakega. Zdaj je dal zgraditi razkošne gradove, cerkve in obokane hodnike, in vsakdo, ki je videl te krasote, je rekel: »Kako velik knez!« Nihče ni pomislil na gorje, ki ga je prinesel drugim deželam, nihče ni slišal vzdihov in tožb, ki so se dvigali iz požganih mest.
Knez je gledal svoje zlato, gledal svoje veličastne stavbe in si tedaj mislil enako kakor množica: »Kako velik knez! A imeti moram še več! Mnogo več! Nobena moč ne sme veljati za enako moji, kaj šele za večjo!« In šel je v vojno z vsemi svojimi sosedi ter jih vse premagal. Kadar se je vozil po ulicah, je dal premagane kralje z zlatimi verigami prikleniti k svojemu vozu. Kadar pa je sedel za mizo, so morali ležati ob njegovih nogah in nogah dvorjanov ter pobirati koščke kruha, ki so jim jih metali tja.
Zdaj je knez dal postaviti svoj kip na trgih in v kraljevskih gradovih; hotel je celo, da bi stal v cerkvah pred Gospodovim oltarjem, toda duhovniki so rekli: »Knez, velik si, a Bog je večji. Tega si ne upamo storiti.«
»Prav,« je rekel hudobni knez, »potem bom premagal še Boga!« In v svoji srčni ošabnosti in nespameti je dal zgraditi umetelno ladjo, s katero bi lahko plul po zraku. Bila je pisana kakor pavov rep in zdelo se je, da je posejana s tisočerimi očesi, a vsako oko je bilo puškina cev. Knez je sedel sredi ladje; le pritisniti je moral na vzmet, pa je iz nje zletelo tisoč krogel in puške so bile takoj spet nabite kakor prej. Pred ladjo so vpregli sto močnih orlov in tako je poletel proti soncu. Zemlja je ležala globoko spodaj. Sprva se je s svojimi gorami in gozdovi zdela le kakor preorana njiva, kjer izpod prevrnjene ruše kuka zelenje, nato je bila podobna ploščatemu zemljevidu, kmalu pa se je povsem skrila v meglo in oblake. Više in više so leteli orli. Tedaj je Bog poslal enega samega izmed svojih neštetih angelov in hudobni knez je izstrelil vanj tisoč krogel, toda krogle so se od angelovih bleščečih kril odbile in kakor toča popadale nazaj. Kaplja krvi, ena sama, je kanila z belega peresa na krilu in padla na ladjo, v kateri je sedel knez. Vžgala se je vanjo, tehtala je kakor tisoč stotov svinca in potegnila ladjo v silovit padec proti zemlji. Orlom so se zlomila močna krila, veter je šumel knezu okoli glave, oblaki okrog njega, nastali iz dima požganih mest, pa so se spreminjali v grozeče prikazni: v milje velike rake, ki so stegovali svoje mogočne klešče po njem, v valeče se skalne gmote in zmaje, ki so bruhali ogenj. Napol mrtev je ležal v ladji, ki je nazadnje obvisela med debelimi vejami gozdnih dreves.
»Premagal bom Boga!« je rekel. »Prisegel sem, moja volja se mora izpolniti!« In sedem let je dajal graditi umetelne ladje za plovbo po zraku, iz najtršega jekla je dajal kovati bliskovite strele, saj je hotel razstreliti nebeške utrdbe. Iz vseh svojih dežel je zbral silne vojske; ko so stale razvrščene mož ob možu, so prekrivale območje več milj naokrog. Vojaki so se vkrcali na umetelne ladje, kralj sam pa se je ravno bližal svoji, ko je Bog poslal roj komarjev, en sam majhen roj, ki je brenčal okrog kralja in ga pikal v obraz in roke. Ves besen je izvlekel meč, a mahal je le po praznem zraku, komarjev ni mogel zadeti. Tedaj je ukazal prinesti dragocene preproge. Vanje naj bi ga zavili, saj skoznje noben komar ne bi mogel prodreti s svojim želom. Storili so, kakor je ukazal, toda en sam komar je sedel na najbolj notranjo preprogo, zlezel kralju v uho in ga tam pičil. Peklo je kakor ogenj, strup mu je udaril v možgane, iztrgal se je iz ovoja, strgal s sebe preproge, raztrgal svoja oblačila in gol zaplesal pred surovimi, divjimi vojaki, ki so se zdaj posmehovali blaznemu knezu, ki je hotel napasti Boga, pa ga je pri priči premagal en sam drobcen komar.
Izvirnik
Den onde fyrste
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Eventyr af Hans Christian Andersen
Der var engang en ond og overmodig fyrste, hvis hele tanke gik ud på at vinde alle verdens lande og indjage skræk ved sit navn. Han fór frem med ild og sværd. Hans soldater nedtrådte kornet på marken, de antændte bondens hus, så den røde lue slikkede bladene af træerne, og frugten hang stegt på de sorte, sviede grene. Mangen stakkels moder skjulte sig med sit nøgne, diende barn bag ved den rygende mur, og soldaterne søgte hende, og fandt de hende og barnet, da begyndte deres djævelske glæde. Onde ånder kunne ikke handle værre, men fyrsten syntes just det gik som det skulle. Dag for dag voksede hans magt, hans navn blev frygtet af alle, og lykken fulgte ham i al hans gerning. Fra de erobrede byer førte han guld og store skatte, der opdyngedes i hans kongestad en rigdom, hvortil der ikke fandtes mage på noget andet sted. Nu lod han bygge prægtige slotte, kirker og buegange, og hver, som så disse herligheder, sagde: "hvilken stor fyrste!" de tænkte ikke på den nød, han havde bragt over andre lande, de hørte ikke de suk og den jammer, der lød fra de afbrændte byer.
Fyrsten så på sit guld, så på sine prægtige bygninger og tænkte da, som mængden: "hvilken stor fyrste! men jeg må have mere! meget mere! Ingen magt må nævnes lig, end sige større, end min!" og han gik i krig med alle sine naboer og han besejrede dem alle. De overvundne konger lod han, med guldkæder, lænke til sin vogn, når han kørte gennem gaderne. Og sad han til bords, da måtte de ligge ved hans og hoffolkenes fødder og tage de stykker brød, man dér kastede til dem.
Nu lod fyrsten sin billedstøtte oprejse på torvene og i de kongelige slotte, ja han ville at den skulle stå i kirkerne foran Herrens alter, men præsterne sagde: "Fyrste, du er stor, men Gud er større, vi vover det ikke."
"Vel," sagde den onde fyrste, "så overvinder jeg Gud med!" og i sit hjertes overmod og tåbelighed lod han bygge et kunstigt skib, hvormed han kunne gennemfare luften. Det var broget som påfuglens hale og syntes besat med tusinde øjne, men hvert øje var en bøssepibe. Fyrsten sad midt i skibet, han behøvede kun at trykke på en fjeder, da fløj tusinde kugler ud, og bøsserne var igen ladt som før. Hundrede stærke ørne spændtes foran skibet, og således fløj han nu mod solen. Jorden lå dybt nede. Først syntes den, med sine bjerge og skove, kun som en oppløjet ager, hvor det grønne titter frem fra den væltede græstørv, siden lignede den det flade landkort, og snart var den ganske skjult i tåge og skyer. Højere og højere fløj ørnene op ad. Da udsendte Gud en eneste af sine utallige engle, og den onde fyrste lod tusinde kugler flyve imod ham, men kuglerne faldt som hagl tilbage fra englens skinnende vinger. En bloddråbe, kun en eneste, dryppede fra den hvide vingefjer, og denne dråbe faldt på skibet, hvori fyrsten sad. Den brændte sig fast, den tyngede som tusinde centner bly og rev skibet i styrtende fart ned mod jorden. Ørnenes stærke vinger knækkedes, vinden susede om fyrstens hoved, og skyerne rundt om, de var jo skabt af de afbrændte byer, formede sig i truende skikkelser, som milestore krebs, der strakte deres stærke klo ud efter ham, som rullende klippestykker og ildspyende drager. Halvt død lå han i skibet, der til sidst blev hængende mellem skovens tykke trægrene.
"Jeg vil besejre Gud!" sagde han, "jeg har svoret det, min vilje skal ske!" og han lod i syv år bygge kunstige skibe, til at gennemfare luften med, han lod smede lynstråler af det hårdeste stål, thi han ville sprænge himlens befæstning. Fra alle sine lande samlede han store krigshære, de bedækkede en omkreds af flere mil, da de stod opstillet mand ved mand. De besteg de kunstige skibe, kongen selv nærmede sig sit, da udsendte Gud en myggesværm, en eneste lille myggesværm, den surrede om kongen og stak hans ansigt og hænder. Han drog i harme sit sværd, men slog kun i den tomme luft, myggene kunne han ikke ramme. Da bød han at der skulle bringes kostelige tæpper. Disse måtte man vikle om ham, der kunne ingen myg trænge igennem med sin brod, og man gjorde, som han bød, men én eneste myg satte sig på det inderste tæppe, den krøb ind i kongens øre og stak ham dér. Det brændte som ild, giften slog op i hans hjerne, han rev sig løs, sled tæpperne af sig, sønderrev sine klæder og dansede nøgen for de rå, vilde soldater, som nu spottede den gale fyrste, der ville bestorme Gud og straks var overvundet af en eneste lille myg.
Nadaljuj z branjem
