Prevod
Nekoč sta živela revna človeka; ničesar nista imela razen treh sinov. Kako je bilo ime starejšima dvema, ne vem, najmlajšemu pa je bilo ime Peer. Ko sta starša umrla, naj bi otroci po njiju dedovali, toda dobiti ni bilo kaj drugega kot lonec, ploščo za peko in mačko. Najstarejši, ki mu je pripadalo najboljše, je vzel lonec. »Kadar bom posodil lonec, bom smel vsaj postrgati, kar bo ostalo v njem,« je dejal. Drugi je vzel ploščo za peko;
»kadar bom posodil ploščo, bom za pokušino vselej dobil kak hlebček,« je dejal. Najmlajši pa ni imel kaj izbirati; če je hotel kaj dobiti, se je moral zadovoljiti z mačko. »Če posodim mačko, ne bom dobil ničesar zanjo,« je rekel. »Če bo dobila malo mleka, ga bo hotela sama popiti. Pa jo bom vseeno vzel s seboj; škoda bi bilo, da bi ostala tu in poginila.« Tako so se bratje odpravili v svet iskat srečo in vsak je šel svojo pot. Ko pa je najmlajši že nekaj časa hodil, je mačka spregovorila: »Za to, da me nisi hotel pustiti v stari izbi, kjer bi poginila, boš že dobil povračilo. Zdaj bom šla v gozd in ujela nekaj lepih živali, ti pa pojdi h kralju na dvor, ki ga vidiš tamle, in povej, da si mu prinesel skromen dar. Ko te bo vprašal, od koga je, reci, da od Herrepeera.« In res, Peeru ni bilo treba dolgo čakati, že je mačka prišla iz gozda s severnim jelenom. Skočila mu je bila na glavo, se mu namestila med rogovje in rekla: »Če ne greš naravnost na kraljevi dvor, ti izpraskam oči.« Severni jelen si ni upal drugega. Ko je Peer prišel na dvor, je z jelenom stopil v kuhinjo in rekel: »Kralju sem prinesel skromen dar, če ga le ne bo zavrnil.« Kralj je prišel v kuhinjo in se silno razveselil, ko je zagledal velikega, postavnega severnega jelena. »Toda, ljubi prijatelj!
Kdo mi pošilja tako imeniten dar?« je vprašal kralj. »O, od Herrepeera je!« je odvrnil fant. »Od Herrepeera!« je rekel kralj. »Kje pa živi, če smem vprašati?« Sram ga je namreč bilo, da ne pozna tako plemenitega moža. Toda fant mu tega nikakor ni hotel povedati; dejal je, da si zaradi svojega gospodarja ne upa. Kralj je nato Peeru dal bogato napitnino in mu naročil, naj doma prenese njegove prisrčne pozdrave in iskreno zahvalo za dar.
Naslednji dan je šla mačka spet v gozd, skočila jelenu na glavo, se mu namestila med oči in mu zagrozila, da mora na kraljevi dvor. Peer je z njim spet stopil v kuhinjo in povedal, da je kralju prinesel skromen dar, če ga le ne bo zavrnil.
Kralj se je jelena razveselil še bolj kakor severnega jelena in spet vprašal, kdo mu vendar pošilja tako imeniten dar. »Od Herrepeera je,« je rekel fant, ko pa je kralj hotel vedeti, kje Herrepeer stanuje, je dobil enak odgovor kakor dan prej in tokrat je Peeru dal še večjo napitnino.
Tretji dan je mačka pripeljala losa. Ko je Peer stopil v kuhinjo na kraljevem dvoru, je povedal, da ima za kralja skromen dar, če ga le ne bo zavrnil. Kralj je nemudoma prišel v kuhinjo in ko je zagledal velikega, postavnega losa, se je tako razveselil, da kar ni vedel, kam bi stopil. Tistega dne je Peeru dal še veliko, veliko večjo napitnino; gotovo je bilo sto tolarjev.
Na vsak način je hotel izvedeti, kje živi Herrepeer, ter vrtal vanj in ga spraševal o tem in onem, toda fant je rekel, da mu zaradi svojega gospodarja tega nikakor ne sme povedati, saj mu je to najstrožje prepovedal. »Potem pa prosi Herrepeera, naj me obišče!« je dejal kralj. Fant je obljubil, da bo storil tako. Ko pa je spet prišel z dvora in srečal mačko, ji je Peer rekel: »Lepo si me spravila v kašo! Zdaj kralj hoče, da ga obiščem, jaz pa nimam ničesar razen teh cunj na sebi.« »Oh, zaradi tega se nikar ne boj,« je rekla mačka. »Čez tri dni boš dobil konje in kočijo pa tako imenitno obleko, da se bo zlato kar cedilo s tebe, in boš brez skrbi obiskal kralja. Toda karkoli boš videl pri njem, moraš reči, da imaš doma veliko lepše in razkošnejše; tega ne smeš pozabiti.« Ne, tega se bo Peer že spomnil, je zatrdil. Ko so minili trije dnevi, je mačka pripeljala kočijo in konje ter prinesla obleko in vse drugo, kar je Peer potreboval. Vse je bilo tako imenitno, da česa takega še nihče ni videl. Nato se je odpeljal in mačka je tekla z njim. Kralj ga je nadvse prijazno sprejel, toda karkoli mu je ponudil in karkoli mu je pokazal, je Peer dejal, da je sicer prav lepo, vendar ima sam doma še veliko razkošnejše in imenitnejše. Kralju to ni bilo nič kaj po volji, a Peer je vztrajal pri svojem, dokler se kralj ni tako razjezil, da se ni mogel več zadržati. »Zdaj pojdem s teboj domov,« je rekel, »da vidim, ali je res, da imaš vse toliko lepše in imenitnejše. Če pa lažeš, naj se te Bog usmili, drugega ti ne rečem!« »Lepo si me spravila v kašo!« je Peer rekel mački. »Zdaj hoče kralj z menoj domov, mojega doma pa ne bo tako lahko najti.« »Oh, zaradi tega si nikar ne beli glave,« je rekla mačka. »Samo vozi za menoj, jaz bom tekla spredaj.« Tako so se odpravili: prvi Peer, ki je vozil za mačko, ta pa je tekla pred njim, za njima pa kralj z vsem svojim spremstvom.
Ko so prevozili že dobršen kos poti, so prišli do velike, velikanske črede lepih ovc; volna jim je segala skoraj do tal. »Če boš kralju, ko te vpraša, povedal, da je ta čreda ovc Herrepeerova, dobiš tole srebrno žlico,« je mačka rekla pastirju; žlico je bila vzela s kraljevega dvora. Da, prav rad bo to storil. Ko je prišel kralj, je pastirčku rekel: »Tako velike in lepe črede ovc pa še nisem videl! Čigava je, fantič moj?« »Herrepeerova je,« je odvrnil fant.
Malo zatem so prišli do velike, velikanske črede lepih, progastih krav; bile so tako rejene, da so se kar svetile. »Če boš kralju, ko te vpraša, povedala, da je ta čreda Herrepeerova, dobiš tole srebrno zajemalko,« je mačka rekla pastirici. Tudi srebrno zajemalko je bila vzela s kraljevega dvora. »Da, prav rada,« je odvrnila pastirica. Ko je prišel kralj, je kar ostrmel ob pogledu na veliko, imenitno čredo; zdelo se mu je, da tako lepe črede še nikoli ni videl. Zato je vprašal dekle, ki jo je paslo, čigavo je to progasto govedo. »O, Herrepeerovo!« je odvrnilo dekle.
Spet so se peljali naprej in prišli do velike, velikanske črede konj. To so bili najlepši konji, kar jih je bilo mogoče videti, veliki in rejeni, po šest vsake barve: rjavcev, rumencev in sivcev. »Če boš kralju, ko te vpraša, povedal, da je ta čreda konj Herrepeerova, dobiš tale srebrni vrč,« je mačka rekla pastirju.
Tudi vrč je bila vzela s kraljevega dvora. Da, to bo že storil, je rekel fant. Ko je prišel kralj, je kar ostrmel ob pogledu na veliko, imenitno čredo konj; dejal je, da takim konjem še nikoli ni videl enakih. Potem je pastirčka vprašal, čigavi so ti rjavci, rumenci in sivci.
»Herrepeerovi so,« je odvrnil fant. Ko so prevozili še precejšen kos poti, so prispeli do gradu. Najprej so bila medeninasta vrata, nato srebrna in nazadnje zlata; sam grad je bil iz srebra in se je tako bleščal, da je rezalo v oči, saj je prav ob njihovem prihodu nanj sijalo sonce. Vstopili so in mačka je Peeru naročila, naj reče, da tu stanuje. Znotraj je bil grad še razkošnejši kakor zunaj:
vse je bilo iz zlata, stoli, mize in klopi. Ko je kralj obhodil grad in si ogledal vse, od vrha do tal, ga je postalo pošteno sram. »Res, Herrepeer ima vse imenitnejše kakor jaz, tega nima smisla tajiti,« je dejal;
in že je hotel oditi. Toda Peer ga je poprosil, naj ostane in z njim povečerja, in kralj je res ostal, le da je bil ves čas kisel in čemeren. Medtem ko sta sedela pri mizi, je prišel trol, ki je bil lastnik gradu, in potrkal na vrata. »Kdo se tu notri kakor svinja baše z mojo jedjo in naliva z mojo medico?« je zavpil. Brž ko ga je mačka zaslišala, je stekla k vratom. »Počakaj malo, pa ti povem, kako kmet ravna z ozimno ržjo,« je rekla in mu začela na dolgo in široko pripovedovati o ozimni rži. »Najprej kmet zorje njivo,« je dejala, »potem jo pognoji in nato še enkrat preorje.« Medtem je vzšlo sonce. »Ozri se, pa boš videl lepo, prelepo deklico za seboj!« je mačka rekla trolu. Trol se je obrnil, zagledal sonce in počil.
»Zdaj je vse to tvoje,« je mačka rekla Herrepeeru. »Zdaj pa mi odsekaj glavo; samo to zahtevam od tebe v zameno za vse, kar sem storila zate.« »Ne,« je rekel Herrepeer, »tega nikakor ne bom storil.« »Pa boš,« je rekla mačka, »če ne, ti izpraskam oči.« Tako je Herrepeer vendarle moral storiti, čeprav skrajno nerad; mački je odsekal glavo. Toda v istem hipu se je spremenila v najlepšo kraljično, kar jih je kdaj videlo človeško oko, in Herrepeer se je do ušes zaljubil vanjo. »Da, vse to razkošje je bilo nekoč moje,« je rekla kraljična, »toda tisti trol me je začaral, da sem morala kot mačka živeti pri tvojih starših. Zdaj pa se sam odloči, ali me boš vzel za svojo kraljico ali ne;
kajti zdaj si kralj vsega kraljestva,« je rekla kraljična. O, seveda si je Herrepeer želel, da bi postala njegova kraljica! Potem sta bila poroka in gostija, ki sta trajali osem dni, dlje pa tudi jaz nisem ostal pri Herrepeeru in njegovi kraljici.
Izvirnik
Der var engang et Par fattige Folk; de havde ingen Ting uden tre Sønner; hvad de to ældste hedte, det veed jeg ikke, men den yngste hed Peer. Da Forældrene vare døde, skulde Børnene arve dem, men der var ikke Andet at faae, end en Gryde, en Takke og en Kat. Den Ældste, som skulde have det Bedste, han tog Gryden; „naar jeg laaner bort Gryden, saa faaer jeg altid Lov at skrabe den,“ sagde han; — den Anden tog Takken; „for naar jeg laaner bort Takken, faaer jeg altid en Smagelevse,“ sagde han — men den Yngste han havde ikke Noget at vælge imellem; vilde han have Noget, saa maatte det blive Katten. „Om jeg laaner Katten bort, saa faaer jeg ikke Noget for den jeg,“ sagde han; „faaer Katten lidt Melk, saa vil hun
have den selv. Men jeg vil tage den med mig ligevel; det er Synd, den skal gaae her og omkomme.“ Saa drog Brødrene ud i Verden for at prøve sin Lykke, og hver tog sin Vei; men da den Yngste havde gaaet en Stund, sagde Katten: „Du skal nok faae Lige for det, du ikke vilde, jeg skulde blive igjen i den gamle Stuen og omkomme. Nu skal jeg gaae bort i Skoven jeg, og faae fat paa nogle rare Dyr, saa skal du gaae op paa Kongsgaarden, som du seer der borte, til Kongen, og sige at du nok kommer med en liden Sending til ham. Naar han da spørger, hvem den er fra, skal du sige, den er fra ham Herrepeer.“ — Ja, Peer havde ikke ventet længe, saa kom Katten med et Rensdyr fra Skoven; den var fløiet
op i Hovedet paa Rensdyret og da den havde sat sig imellem Hornene paa det, sagde den: „Gaaer du nu ikke lige til Kongsgaarden, saa klorer jeg Øinene ud paa dig.“ Rensdyret turde da ikke Andet. Da nu Peer kom til Kongsgaarden, gik han ind i Kjøkkenet med Rensdyret, og sagde: „Jeg kommer nok med en liden Sending til Kongen jeg, om han ikke vil forsmaae den.“ Kongen kom ud i Kjøkkenet, og da han saa det store gjilde Rensdyret, blev han meget glad. „Men kjære min Ven!
hvem er det, som sender mig saa gjæv en Sending da?“ sagde Kongen. „Aa, den kommer nok fra ham Herrepeer!“ sagde Gutten. „Han Herrepeer!“ sagde Kongen; „hvor skal jeg nu sige, han boer henne?“ for han syntes, det var Skam, at han ikke skulde kjende saa brav en Mand. Men det vilde Gutten slet ikke sige ham; han turde ikke det for Huusbonden sin, sagde han. Saa gav Kongen Peer mange Drikkepenge, og bad ham hilse saa flittig hjemme og sige mange Tak for Sendingen.
Den anden Dag gik Katten igjen i Skoven, og fløi op i Hovedet paa en Hjort, satte sig imellem Øinene paa den og truede den til at gaae til Kongsgaarden. Der gik Peer ind i Kjøkkenet med den igjen, og sagde, at han nok kom med en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaae den. Kongen blev endda gladere i Hjorten, end han havde været i Rensdyret, og spurgte igjen, hvem det da var, som kunde skikke ham saa gjæv en Sending. „Den er nok fra ham Herrepeer,“ sagde Gutten, men da Kongen vilde vide, hvor Herrepeer boede, fik han samme Svar som Dagen før, og den Gang gav han Peer endnu flere Drikkepenge.
Tredie Dagen kom Katten med et Elsdyr. Da saa Peer kom ind i Kjøkkenet i Kongsgaarden, sagde han, at han nok havde en liden Sending til Kongen, om han ikke vilde forsmaae den. Kongen kom strax ud i Kjøkkenet, og da han fik see det store, gjilde Elsdyr, blev han saa glad, at han ikke vidste hvad Been han skulde staae paa, og den Dag gav han Peer endnu mange, mange fleer Drikkepenge; det var vist Hundrede Daler.
Han vilde endelig vide, hvor han Herrepeer boede, og grov og spurgte baade om det Ene og det Andet, men Gutten sagde, at han slet ikke turde sige ham det for Huusbonden sin, for han havde saa strengelig forbudet ham det. „Saa bed Herrepeer, at han besøger mig!“ sagde Kongen. Ja, det skulde Gutten gjøre, sagde han. Men da han kom ud af Kongsgaarden igjen og traf Katten, sagde Peer: „Jo, du har stellet mig paa et godt Trav, du; nu vil Kongen, jeg skal besøge ham, og jeg har jo ikke Andet, end de Filler jeg staaer og gaaer i.“ „Aa vær ikke bange for det,“ sagde Katten; „om tre Dage skal du faae Heste og Vogn, og saa gjilde Klæder at Guldet skal dryppe af dig, saa kan du nok besøge Kongen. Men hvad du seer hos Kongen, skal du sige, du har det meget gjildere og prægtigere hjemme; det
maa du ikke glemme.“ Nei det skulde nok Peer komme i Hu, meente han. Da nu de tre Dage vare omme, kom Katten med Vogn og Heste og Klæder og Alt, Peer behøvede, Altsammen var det saa gjilt at Ingen havde seet Sligt før; saa reiste han, og Katten sprang med. Kongen tog baade godt og vel imod ham, men hvad Kongen bød ham og hvad han viste ham, sagde Peer, det kunde være brav nok, men han havde det endda meget prægtigere og gjildere hjemme. Kongen led ikke dette meer end saa, men Peer han blev ved Sit, og tilsidst blev Kongen saa sindt, at han ikke kunde styre sig længere. „Nu vil jeg være med dig hjem,“ sagde Kongen, „og see om det er sandt, at du har det saa meget bedre og gjildere. Men lyver du, saa Gud naade
dig, jeg siger ikke mere jeg!“ „Jo du har stellet mig paa et godt Trav!“ sagde Peer til Katten, „nu vil Kongen være med mig hjem, men mit Hjem, det er nok ikke greit at finde, det.“ „Aa bryd dig ikke om det,“ sagde Katten; „reis du bare efter, der jeg springer fore.“ Saa reiste de, først Peer, som kjørte efter, der Katten løb fore, og saa Kongen med alle Sine. Da de nu havde kjørt et godt Stykke, kom de til en stor diger Flok vakkre Sauer; de havde Uld saa lang, at den næsten naaede til Jorden. „Vil du sige, at den Sauflokken er hans Herrepeer, naar Kongen spørger dig, skal du faae denne Sølvskeen,“ sagde Katten til Gjæteren; den havde hun taget med sig fra Kongsgaarden. Ja, det vilde han gjerne gjøre. Da saa Kongen
kom, sagde han til Gjætergutten: „Nu har jeg aldrig seet saa stor, vakker en Sauflok! Hvem eier den, vesle Gutten min?“ „Det er nok hans Herrepeer,“ sagde Gutten. Om lidt igjen kom de til en stor, stor Flok vakkre, brandede Kjør; de vare saa fede at det glindsede i dem. „Vil du sige, at den Bølingen er Herrepeers, naar Kongen spørger dig, skal du faae denne Sølvøsen,“ sagde Katten til Gjætergjenten — Sølvøsen havde hun ogsaa taget med sig fra Kongsgaarden. — „Ja, gjerne det,“ sagde Gjætergjenten. Da saa Kongen kom, blev han reent forundret over den store, gjilde Bølingen; for saa vakker en Bøling syntes han aldrig han havde seet før, og saa spurgte han Gjenten, som gik og gjætede, hvem der eiede den brandede Buskaben der? „Aa, det er han Herrepeer!“ sagde
Gjenten. Saa reiste de lidt igjen, og saa kom de til en stor, stor Flok med Heste; det var de vakkreste Heste, En kunde see, store og fede, og sex af hver Let, baade røde og blakke og blaae. „Vil du sige, at den Hestedriften er Herrepeers, naar Kongen spørger dig, skal du faae det Sølvstøbet,“ sagde Katten til Gjæteren. Støbet havde hun ogsaa taget med fra Kongsgaarden. Ja, det vilde han nok, sagde Gutten. Da saa Kongen kom, blev han reent forundret over den store, gjilde Hestedriften; for slige Heste havde han aldrig seet Mage til, sagde han. Han spurgte da Gjætergutten, hvem de røde og blakke og blaae Heste hørte til?
„Det er nok hans Herrepeer,“ sagde Gutten. Da de saa havde reist et drygt Stykke til, kom de til et Slot; først var der en Port af Messing, saa en af Sølv og saa en af Guld; selve Slottet var af Sølv og saa blankt at det skar i Øinene, for Solen skinnede paa det, med det samme de kom. Der gik de ind, og der sagde Katten, Peer skulde sige, han boede. Indeni var Slottet endda prægtigere end udenpaa: Alting var af Guld, baade Stole og Borde og Bænke. Da Kongen nu havde gaaet omkring og beseet Alt, baade høit og lavt, blev han ganske skamfuld. „Jo, han Herrepeer har det gjildere end jeg, det kan ikke nytte at nægte det,“ sagde han; og saa vilde han til at reise igjen. Men Peer bad ham bie og spise til Aftens med sig, og det gjorde da Kongen, men suur og
grætten var han hele Tiden. Medens de sad til Bords kom Troldet, som eiede Slottet, og bankede paa Porten. „Hvem er det som æder min Mad og drikker min Mjød som Sviin herinde?“ raabte Troldet. Strax Katten hørte ham, løb hun ud til Porten. „Bi lidt, skal jeg fortælle dig, hvorledes Bonden bærer sig ad med Vinterrugen,“ sagde Katten; og saa fortalte hun vidt og bredt om Vinterrugen. „Først saa kjører Bonden Ageren sin,“ sagde hun; „saa møger han, og saa kjører han den igjen.“— Med det samme saa randt Solen. „Se dig om, skal du see den vakkre, deilige Jomfruen bag dig!“ sagde Katten til Troldet. Saa vendte Troldet sig, saa fik det see Solen, og saa sprak det.
„Nu er alt dette dit,“ sagde Katten til Herrepeer, „nu skal du hugge Hovedet af mig du; det er det Eneste jeg forlanger af dig for det, jeg har gjort imod dig.“ „Nei,“ sagde Herrepeer, „det vil jeg slet ikke gjøre.“ „Jo,“ sagde Katten, „gjør du ikke det, saa klorer jeg Øinene ud paa dig.“ Ja, saa maatte da Herrepeer gjøre det, saa nødig han vilde; han hug Hovedet af Katten. Men med det samme blev hun til den deiligste Prindssesse som Nogen vilde see for sine Øine, saa Herrepeer blev ganske forlibt i hende. „Ja, denne Herlighed har været min før,“ sagde Prindsessen, „men Troldet der har forhexet mig, saa jeg maatte være Kat hos Forældrene dine. Nu faaer du da gjøre det du vil, om du vil tage mig til din Dronning eller ikke;
for nu er du Konge over hele Riget,“ sagde Prindsessen. Aa jo, det kan vel hænde, at Herrepeer vilde have hende til Dronning; saa blev der Bryllup og Gjæstebud i otte Dage, og saa var jeg ikke længer med Herrepeer og Dronningen hans jeg.
