Waltey
Gidske
Norske Folkeeventyr · Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen MoeO besedilu
Gidske
- Vir
- Norske Folkeeventyr
- Avtor
- Peter Christen Asbjørnsen in Jørgen Moe
- Jezik branja
- Slovenščina
- Jezik izvirnika
- Norsk
- Čas branja
- 9 min branja
- Obseg
- 7 strani
- Naslov izvirnika
- 032 Gidske
O izvirniku
Norske Folkeeventyr
Norveške ljudske pravljice o gozdu, gorah, prebrisanih junakih in nevarnih bitjih. Bralni jezik je Slovenščina, izvirnik pa prihaja iz vira Norske Folkeeventyr v jeziku Norsk.
Besedilo
Gidske
Nekoč je živel vdovec; imel je gospodinjo, ki ji je bilo ime Gidske, in ta bi ga bila rada dobila za moža, zato ga je kar naprej nadlegovala, naj se oženi z njo.
Naposled pa se je mož tega tako naveličal, da ni več vedel, kaj naj stori, da bi se je znebil. Bilo je med košnjo in žetvijo, ko je konoplja dozorela in jo je bilo treba poruvati. Gidske se je ves čas zdela sama sebi tako lepa, tako spretna in pridna, in je ruvala konopljo, dokler se ji ni od močnega vonja zvrtelo v glavi, da se je zvrnila na tla in obležala speča sredi konopljišča. Medtem ko je spala, je prišel mož s škarjami in ji odrezal krilo; potem jo je namazal najprej z lojem, nato pa še s sajami iz pipe, da je bila videti hujša od samega hudiča. Ko se je Gidske prebudila in zagledala, kako je grda, se še sama ni prepoznala. »Ali sem to res jaz?« je rekla Gidske. »Ne, jaz že ne morem biti, saj tako grda vendar nisem bila še nikoli; to mora biti sam hudič.« Da bi vendarle dognala, kako je s to rečjo, je šla k svojemu gospodarju, priprla vrata in vprašala:
»Je vaša Gidske danes doma, gospodar?« »Seveda, pri moji veri, moja Gidske je doma,« je rekel mož, saj se je je hotel znebiti. Potem pa jaz ne morem biti njegova Gidske, si je mislila in jo odkurila, on pa je bil ves vesel. Ko je prehodila kos poti, je prišla do velikega gozda; tam je srečala dva tatova. Tema se bom pridružila, si je mislila Gidske; če sem že hudič, bo zame ravno prav, da hodim s tatovi. Toda tatova nista mislila tako; ko sta zagledala Gidske, sta jo ucvrla, kolikor so ju nesle noge, saj sta mislila, da jima je sam zlodej za petami in ju hoče odnesti. A to jima ni dosti pomagalo, kajti Gidske je imela dolge noge in je bila urna, pa ju je dohitela, še preden sta se dobro zavedela.
»Če gresta krast, pojdem z vama in vama pomagam,« je rekla Gidske, »saj te kraje dobro poznam.« Ko sta tatova to slišala, sta presodila, da jima bo dobra tovarišica, in se je nista več bala.
Rekla sta, da nameravata ukrasti ovco, le da ne vesta, kje bi jo dobila. »Oh, to ni nič takega,« je rekla Gidske, »dolgo sem služila pri nekem kmetu tam v gozdu in njegovo ovčjo stajo bi našla tudi v najtrši temi.« Tatovoma je bilo to zelo po volji, in ko so prispeli tja, naj bi Gidske šla v stajo in jima podajala ovce ven, onadva pa bi jih prevzemala. Staja je stala tik ob steni hiše, kjer je spal gospodar, zato je Gidske stopila vanjo čisto tiho in previdno, ko pa je bila enkrat notri, je zakričala tatovoma:
»Hočeta ovna ali ovco? Tukaj jih je na izbiro dovolj!« »Pst! Pst! Vzemi samo kakšno dobro rejeno,« sta rekla tatova. »Da, ampak hočeta ovna ali ovco? Hočeta ovna ali ovco? Saj jih je tukaj na izbiro dovolj!« je kričala Gidske. »Pst, pst vendar!« sta rekla tatova. »Vzemi samo kakšno dobro rejeno, pa je vseeno, ali je oven ali ovca.« »Da, ampak hočeta ovna ali ovco? Hočeta ovna ali ovco? Tukaj jih je na izbiro dovolj!« je rekla Gidske in gonila svojo. »Pa že zapri gobec in vzemi kakšno dobro rejeno žival, naj bo oven ali ovca,« sta rekla tatova. Prav tedaj pa je iz hiše prišel gospodar, ki ga je zbudil ves ta hrup, in je v sami srajci hotel pogledati, kaj se godi. Tatova sta jo ucvrla, Gidske pa za njima, tako da je pri tem podrla gospodarja na tla. »Počakajta, fanta, počakajta!« je kričala. Gospodar, ki ni videl drugega kot tisto črno pošast, se je tako prestrašil, da si je komaj upal spet vstati, saj je mislil, da je bil v staji sam hudič. Vedel je le za eno rešitev: šel je v hišo, zbudil vse druge in začel brati iz svetih knjig ter moliti, kajti slišal je, da je mogoče hudiča pregnati z branjem.
Naslednji večer sta se tatova namenila ukrasti rejeno gos, Gidske pa naj bi jima pokazala pot. Ko so prišli do gosjega hleva, naj bi šla Gidske noter in jima podajala gosi ven, saj je tam vse dobro poznala, tatova pa bi jih prevzemala. »Hočeta gos ali gosaka? Tukaj jih je na izbiro dovolj!« je zakričala Gidske, ko je prišla v gosji hlev. »Pst! Pst! Vzemi samo kakšno dobro rejeno,« sta rekla tatova. »Da, ampak hočeta gos ali gosaka? Hočeta gos ali gosaka? Tukaj jih je na izbiro dovolj!« je kričala Gidske. »Pst! Pst! Vzemi samo kakšno dobro rejeno, pa je vseeno, ali je gos ali gosak, in potem že zapri gobec,« sta rekla. Medtem ko se je Gidske s tatovoma tako pogajala, je začela gagati ena od gosi, nato še druga, in že so se vse drle druga čez drugo. Gospodar je prihitel ven pogledat, kaj se godi, tatova sta zbežala, kolikor sta mogla, Gidske pa za njima, tako hitro, da jo je kmet imel za samega črnega hudiča; imela je namreč dolge noge, krilo pa je tudi ni več oviralo. »No, malo počakajta, fanta!« je kričala Gidske.
»Saj bi lahko dobila, kar bi hotela, naj bo gos ali gosak!« Toda njima se je zdelo, da nimata časa za ustavljanje, tam, od koder so zbežali, pa so stari in mladi začeli brati iz svetih knjig in moliti, saj so bili trdno prepričani, da jih je obiskal hudič.
Ko se je tretji dan prevesil v večer, so bili tatova in Gidske že tako lačni, da niso več vedeli, kam bi se dali; sklenili so torej, da pojdejo v kaščo nekega bogatega kmeta, ki je živel na robu gozda, in si ukradejo kaj hrane. Res so šli tja, toda tatova si nista upala noter, zato naj bi šla Gidske v kaščo na kolih in jima podajala hrano ven, onadva pa bi zunaj stala in jo prevzemala. Ko je Gidske prišla noter, je našla vsega na pretek: mesa, slanine, klobas in grahovega kruha. Tatova sta jo tišala in prosila, naj jima samo vrže kaj hrane ter se spomni, kako se je izteklo prejšnja dva večera. Toda Gidske je gonila svojo:
»Hočeta meso ali slanino ali klobase ali grahov kruh? Poglejta, kako lep grahov kruh!« je kričala, da je kar odmevalo. »Dobita lahko, kar hočeta, saj je tukaj vsega dovolj! Tukaj je vsega dovolj!« — Gospodarja na kmetiji je to pregovarjanje prebudilo in prišel je ven pogledat, kaj se godi. Tatova sta jo ucvrla, kolikor sta mogla. Že naslednji hip je pritekla tudi Gidske, vsa črna in ostudna, kakršna je bila.
»Malo počakajta, malo počakajta, fanta!« je kričala. »Dobita lahko, kar hočeta, saj je tukaj vsega dovolj!« Ko je gospodar zagledal tisto grdo pošast, je tudi sam pomislil, da se je hudič utrgal z verige, saj je že slišal, kaj se je zgodilo prejšnja večera; začel je brati iz svetih knjig in moliti, in tako so delali po vseh kmetijah daleč naokrog, saj so vedeli, da se da hudiča pregnati z branjem.
V soboto zvečer sta se tatova spet namenila ukrasti rejenega kozla, da bi imela kaj za nedeljsko kosilo, in zares bi jima prišel prav, saj sta že več dni stradala; toda Gidske nista hotela vzeti s seboj, češ da s svojim gobcem dela samo škodo.
Ko ju je Gidske v nedeljo zjutraj čakala, je postala strašno lačna; tudi sama že cele tri dni ni dobila kaj prida pod zob, zato je šla na njivo z repo, izpulila nekaj rep in jih pojedla. Ko je kmet, ki mu je pripadala njiva, tisto jutro vstal, ni imel miru in se mu je zdelo, da mora na vsak način iti pogledat svojo repo, čeprav je bila nedelja. Navlekel si je torej hlače in se spustil proti močvirju, ki je ležalo pod pobočjem z njivo.
Ko je prišel tja, je na njivi zagledal nekaj črnega, kar je hodilo naokrog ter pulilo in pulilo repo, in tudi njemu ni bilo treba dolgo, da je pomislil na hudiča. Pohitel je domov, kolikor je mogel, in povedal, da je med repo hudič.
Ko so to slišali, je na kmetiji zavladal velik preplah in presodili so, da bo najbolje poslati po župnika, da bi hudiča zvezal. »Ne, to pa ne gre,« je rekla gospodinja, »da bi danes hodili k župniku, saj je vendar nedelja zjutraj;
zdaj že ne bo prišel, saj tako zgodaj še ni pokonci, če pa že je, si ponavlja pridigo.« »Oh, obljubil mu bom lep kos rejene teletine za pečenko, pa bo že prišel,« je rekel gospodar. Odpravil se je v župnišče, a ko je prišel tja, župnik še ni vstal. Dekla je kmeta povabila v izbo, sama pa šla gor k župniku in mu povedala, da ga spodaj čaka ta in ta kmet, ki bi rad govoril z njim. Ko je župnik slišal, da je prišel tako pošten mož, je vstal in takoj prišel dol v copatah in s spalno čepico na glavi.
Kmet mu je povedal, po kaj je prišel, in dejal, da se po njegovi repni njivi potika hudič; če bi šel župnik z njim in ga zvezal, mu bo poslal lep kos rejene teletine za pečenko.
Župnik ni imel nič proti in je poklical hlapca ter mu naročil, naj osedla konja, medtem ko se sam obleče. »Ne, gospod župnik, tako pa ne bo šlo,« je rekel kmet, »saj hudič najbrž ne bo dolgo čakal in kdo ve, kje ga bomo spet našli, ko je enkrat na prostosti. Kar takoj boste morali z menoj.« Župnik je šel z njim tak, kakršen je bil, s spalno čepico in v copatah; ko pa sta prišla do močvirja, je bilo tako mehko, da ga v copatah ni mogel prečkati. Kmet si ga je naložil na hrbet, da bi ga prenesel čez. Previdno je stopal z ene trdne zaplate na drugo; ko sta prišla do srede, ju je zagledala Gidske in pomislila, da se vračata tatova s kozlom. »Je rejen, je rejen, je rejen?« je zakričala, da je odmevalo po gozdu. »Hudič vedi, ali je rejen ali suh,« je rekel kmet, ko je to zaslišal, »če pa že hočeš vedeti, pridi in ga sam potipaj,« je rekel, potem pa se je tako prestrašil, da je župnika vrgel naravnost v močvirsko blato in jo ucvrl; in če se župnik še ni pobral iz njega, najbrž še danes leži tam.
Izvirnik
032 Gidske
Naslednje strani prikazujejo izvirno besedilo za primerjavo.
Der var engang en Enkemand; han havde en Huusholderske, som hedte Gidske, og hun vilde gjerne have ham og overhang ham stedse og bestandig om at han skulde gifte sig med hende. Men tilsidst blev Manden saa kjed af det, at han ikke vidste, hvad han skulde gjøre for at blive kvit hende. Saa var det mellem Slaatten og Skuren, da Hampen var moden, de skulde til at ryske Hamp. Gidske syntes nu bestandig, at hun var saa vakker, og saa ferm og flink, og saa ryskede hun Hamp, til hun blev ør i Hovedet af den stærke Lugten og faldt overende og blev liggende at sove i Hampeageren. Mens hun sov, kom Manden med en Sax og klippede Stakken af hende; og siden smurte han hende ind først med Talg og saa med Pibesod, saa
at hun saa ud værre end Fanden. Da Gidske vaagnede og saa hvor fæl hun var, kjendte hun sig ikke selv igjen. „Kan det være mig dette da?“ sagde Gidske. „Nei, mig kan det ikke være, for saa fæl har jeg da aldrig været, det maa være Fanden selv.“ Men for da at faae vide, hvorledes det hang sammen, saa gik hun hen og lukkede paa Døren hos Huusbonden sin og spurgte: „Er Jeres Gidske hjemme i Dag, Fa’er?“ „Ja Kors, min Gidske er hjemme,“ sagde Manden, for han vilde være kvit hende.
Ja, saa kan ikke jeg være hans Gidske, tænkte hun, og skjæktede afsted, og glad var han. Da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til en stor Skov; der traf hun to Tyve. Dem vil jeg give mig i Følge med, tænkte Gidske, siden jeg er Fanden, kan det være saa passende for mig at gaae i Tyvefølge. Men Tyvene tænkte ikke saa de; da de fik see Gidske, tog de til Beens, det forteste de kunde, for de troede den Slemme selv var efter dem og vilde have dem. Men det hjalp dem ikke stort, for Gidske var langbeent og rap paa Foden, og hun var efter dem før de vidste af det.
„Skal I ud at stjæle, saa vil jeg være med og hjælpe Jer,“ sagde Gidske, „for jeg er vel kjendt her i Bygden.“ Da Tyvene hørte det, syntes de, det var godt Følge, og var ikke rædde længer. De skulde bort at stjæle en Sau, sagde de, men de vidste ikke, hvor de skulde faae fat paa en. „Aa, det er ingen Sag,“ sagde Gidske, „for jeg har tjent hos en Bonde borte paa Skoven i lang Tid, jeg skulde gjerne finde Sauehuset i Kulmørke.“ Det syntes Tyvene var gjildt, og da de kom did, skulde Gidske gaae i Sauehuset og sende ud og de skulde tage imod. Sauehuset stod tæt ind ved Stuevæggen, hvor Manden laa og sov, og Gidske gik derfor nok saa stille og forsigtig ind i Huset, men da hun var kommen vel ind, saa skreg hun ud til Tyvene:
„Vil I have Buk eller Søie? her er nok at tage af.“ „Hys! hys! tag bare en der er brav fed,“ sagde Tyvene. „Ja, men vil I have Buk eller Søie? Vil I have Buk eller Søie? for her er nok at tage af,“ skreg Gidske. „Hys, hys da!“ sagde Tyvene, „tag bare en, som er brav fed, saa er det det samme enten det er Buk eller Søie.“ „Ja, men vil I have Buk eller Søie? vil I have Buk eller Søie? her er nok at tage af!“ sagde Gidske, hun blev ved Sit hun. „Saa hold da Kjæften paa dig, og tag bare en som er brav fed, enten det saa er Buk eller Søie,“ sagde Tyvene. Men idetsamme kom Manden i Stuen, som havde vaagnet ved Spektaklet, ud i Skjorten og skulde see, hvad der var paafærde. Tyvene tilbeens, og Gidske
lagde afsted efter dem, saa at hun fløi Manden overende. „Bi Karle, bi Karle!“ skreg hun. Manden, som ikke havde seet andet end det sorte Dyret, blev saa bange at han næsten ikke turde staae op igjen, for han troede det var Fanden selv, der havde været i Sauehuset. Han vidste ikke mere end et Raad, han, gik ind og vækkede Alle de Øvrige og satte sig til at læse og bede, for han havde hørt at de kunde læse Fanden bort.
Saa var det den anden Kveld, Tyvene skulde ud at stjæle en fed Gaas, og Gidske skulde vise dem Veien. Da de saa kom til Gaasehuset, skulde Gidske gaae ind og sende ud, for hun var godt kjendt, og Tyvene skulde tage imod. „Vil I have Gaas eller Gasse? her er nok at tage af,“ skreg Gidske, da hun var kommen ind i Gaasehuset. „Hys! hys! tag bare en, som er brav fed,“ sagde Tyvene. „Ja, men vil I have Gaas eller Gasse? vil I have Gaas eller Gasse? her er nok at tage af!“ skreg Gidske. „Hys! hys! tag bare en, som er brav fed, saa er det det samme enten det er Gaas eller Gasse, og hold saa Kjæften paa dig,“ sagde de. Mens Gidske og Tyvene akkorderede om dette, begyndte en af Gjæssene at skrige, saa skreg der een til, og ret som det var, saa skreg de i Halsen paa hverandre
allesammen. Manden ud og skulde see, hvad der var paa Færde, Tyvene afsted det bedste de kunde og Gidske efter, saa fort at Bonden troede, det var svarte Fanden; for langbenet var hun, og Skjørtene heftede hende ikke. „Bi nu lidt Karle,“ skreg Gidske. „I kunde jo faaet hvad I vilde havt, enten det saa var Gaas eller Gasse.“ Men de havde ikke Tid til at standse, syntes de, og der, hvor de havde været, begyndte de at læse og bede baade Store og Smaa, for de troede sikkert, at Fanden havde været der.
Da det led mod Kvelden den tredie Dagen vare de saa sultne baade Tyvene og Gidske, at de ikke vidste, hvor de skulde gjøre af sig; saa lagde de da over, at de skulde gaae paa Staburet til en rig Bonde, som boede i Skovbredden, og stjæle sig noget Mad. Ja, did gik de, men Tyvene turde ikke vove sig, saa skulde Gidske gaae ind paa Stolpeboden og sende ud, og de skulde staae udenfor og tage imod. Da Gidske kom derind, saa var der nu fuldt op af Alting, baade Kjød og Flesk og Pølse og Ærtebrød. Tyvene tyssede paa hende og bad hende bare kaste ud noget Mad og huske paa, hvorledes det havde gaaet begge de forrige Kveldene. Men Gidske blev ved Sit hun: „Vil I have Kjød eller Flesk eller Pølse eller Ærtebrød?
se for deiligt Ærtebrød!“ raabte hun saa det knald. „I kan faae hvad I vil, for her er nok at tage af! her er nok at tage af!“ — Manden paa Gaarden var vaagnet ved denne Akkorderingen, kom ud og skulde see, hvad der var paa Færde. Tyvene afsted det forteste de kunde. Ret som det var, kom Gidske ogsaa springende, saa svart og fæl, som hun var. „Bi lidt, bi lidt Karle!“ skreg hun, „I kan faae hvad I vil have, for her er nok at tage af!“ Da Manden fik see det stygge Bæstet, troede han ogsaa at Fanden var løs, for han havde nu hørt, hvad der var hændt de forrige Aftener; og han begyndte baade at læse og at bede, og det gjorde de i alle Gaardene i hele Bygden, for de vidste at man kunde læse Fanden bort.
Løverdagskvelden skulde Tyvene ud at stjæle sig en fed Buk igjen til Helligdagskost, og den kunde de nok vel behøve, for de havde sultet i mange Dage, men saa vilde de ikke have Gidske med; hun gjorde bare Ugavn med Kjæften sin, sagde de. Medens Gidske gik og ventede paa dem om Søndagsmorgenen, blev hun fælt sulten; hun havde ikke faaet Stort heller i hele tre Dage, og saa gik hun op i en Næpebraate og ruskede op nogle Næper og aad. Da Manden var kommen op paa Gaarden, som Næpebraaten hørte til, var han saa urolig af sig og syntes, at han endelig maatte ud og see til Næpebraaten sin om Søndagsmorgenen. Ja han fik da paa sig Buxerne og gik ned over til en Myr, som var nedenfor Bakken, Næpebraaten laa i.
Da han kom did, fik han see, det var noget Sort, som gik og ruskede og ruskede oppe i Næpebraaten, og han var ikke længe om at troe at det var Fanden, han heller. Han saa da at komme hjem saa fort han kunde, og sagde at Fanden var i Næpebraaten. Der blev nu stor Forskrækkelse paa Gaarden, da de hørte det, og saa troede de at det var bedst at sende Bud efter Præsten, for at faae ham til at binde Fanden. „Nei det gaaer ikke an,“ sagde Kjærringen,„at gaae til Præsten i Dag, det er jo Søndagsmorgenen; han kommer ikke nu, for ikke er han oppe saa tidlig, og om saa er, saa læser han over paa Prækenen sin.“ „Aa, jeg lover ham en fed Gjødkalvesteg jeg, saa kommer han nok,“ sagde Manden. Ja han lagde afsted til Præstegaarden, men da han kom did, var Præsten ikke oppe endda. Gjenten
bad da Manden at gaae ind i Stuen og gik op til Præsten og sagde, at den og den Bondemand var nede og vilde snakke med ham. Ja, da Præsten hørte at det var saadan en brav Mand, som var nede, saa stod han op og kom ned strax med Tøfler og Natlue paa. Manden fortalte ham Ærendet sit og sagde at Fanden var løs oppe i Næpebraaten hans, og hvis Præsten vilde være med og binde ham, saa skulde han sende ham en fed Gjødkalvsteg.
Ja, det var Præsten ikke uvillig til og raabte paa Gutten og bad ham at lægge Sadlen paa Hesten, mens han klædte paa sig. „Nei Faer, det gaaer nok ikke an“ sagde Manden, „for Fanden standser vel ikke længe, og En kan ikke vide, hvor En skal tage ham igjen, naar han er sluppen løs. I faaer nok være med strax.“ Præsten fulgte med slig, han stod og gik, med Natlue og Tøfler paa; men da de kom til Myren, var den saa blød, at Præsten ikke kunde gaa, over den med Tøflerne. Bonden tog ham paa Ryggen og skulde bære ham over. Han steg nu nok saa forsigtig paa en Fliis, hist og her; da de vare komne midt ud paa, fik Gidske see dem og troede, at det var Tyvene, som kom med Bukken. „Er han fed, er han fed, er han fed?“ skreg hun, saa det gnældte i Skoven. „Jeg veed Fanden enten
han er fed eller tør, jeg,“ sagde Manden, da han hørte det, „men vil du vide det, faaer du komme og kjende efter selv,“ sagde han, og saa blev han saa ræd, at han kastede Præsten midt ud i Blødmyren og tog til Beens, og er ikke Præsten staaet op, saa ligger han der nok endnu.
Nadaljuj z branjem
